Det havde været et deprimerende familiebesøg for Sin'thya. Den lille hytte i Tusmørkedalen havde virket endnu mindre, end den plejede, og hendes syge lillebror var bleg og svagelig. Hun havde tydeligt kunnet læse skuffelsen i faderens øjne, da hun overrakte ham den lille pose med de hårdt optjente krystaller - ikke på grund af pengene, men på grund af den måde, de var fremskaffet.
Han havde håbet på en langt bedre skæbne for sine døtre.

Sin'thyas arbejdsgivere på Toropolis Isla tillod dog ikke meget til at aflægge visit hos familiemedlemmer, så hun havde hurtigt slynget rejsekappen over skuldrene og var nu på vej tilbage.
Lyset var så småt ved at svinde på himlen og landskabet lå badet i solnedgangens gyldne farver. Den tidlige sommer havde fået buske og træer til at blomstre og vejret var forholdsvis varmt, hvilket var godt, idet Sin'thya på nær rejsekappen var iført lette silkeklæder.

Hun var sent på den, og det var netop dette, der fik hende til at tage en genvej af den snoede sti, der førte forbi det forfaldne tårn. - Fantomtårnet kaldte de det. Opvokset i Tusmørkedalen, som hun var, havde Sin'thya altid følt en lille frygt for dette sted, og hun var opsat på at lægge det langt bag sig, før solen gik helt ned.
Gravstene rejste sig som mørke silhuetter mod det svinende lys og i baggrunden rejste tårnet sig truende mod himlen. Sin'thya gyste lidt for sig selv og satte farten op.

Alt for længe havde Maji holdt sig på borgen, han var begyndt at føle sig helt rusten af at hænge omkring de høje mure og kun træne med folk han ikke kunne føre sit sværd igennem. At spare var ikke det samme som at kæmpe imod en fremmed kriger. Der var ingen frygt i fjendens øjne.
Det havde derfor været fantastisk endelig at finde en grund til at forlade stedet og rejse imod hovedstaden. Måske han kunne slå et smut omkring byens attraktion inden han vendte snuden tilbage. Måske jage en elver eller to i skovene.

Han var iført RTs lange rødsorte kåbe og på ryggen bar han et sværd så stort at de fleste spyd måtte se sig slået. Det lange hvide hår var bundet sammen i nakken og dannede en lang hale ned af ryggen. Det voksede ikke længere, det var som om det nægtede at blive længere.

Fantomtårnet rejste sig op foran ham og han lod hånden gribe om skaftet, der stak op over hans venstre skulder. Måske han skulle lade elverne blive? Måske en vampyr ville være et bedre mål? Og dog. Han brød sig virkelig ikke om det her. Det var koldt, selv på en varm dag, som om kulden slet ikke var i luften, men havde trængt sig dybt ind i knoglerne og spredte sig som en vild brænd.

Synet af en fremmed skikkelse fik ham til at stoppe. Kunne det være en vampyr?

Tanken om vampyrer og det, der kunne være værre, fik Sin'thya til at sætte farten yderligere op. Den lange rejsekappe bølgede omkring hende, imens hun skyndsomt satte den ene fod foran den anden.
Stien, der førte forbi det forfaldne tårn, var meget ujævn, så det var vigtigt at holde øje med, hvor man satte fødderne. Hendes øjne var derfor det meste af tiden rettet mod jorden lige foran sig.

En del af muren omkring tårnet var styrtet sammen og murbrokker lå alle vegne hen over og omkring stien. Heldigvis var solen endnu ikke helt forsvundet bag horisonten, så det var ikke det sværeste at kravle hen over murbrokkerne.

Med en ædrethed der kun blev en smule forhindret af hendes klæder, hoppede Sin'thya hen over det største stykke forfaldne mur. Her på den anden side standsede hun imidlertid brat op ved synet af en anden person på vejen.
Hendes tanke var den samme som Majis: kunne dette være en vampyr, som var på vej hjem til Fantomtårnets mørke afkroge?