Der summede af travlhed på markedspladsen, alle de små boder havde deres vare fremme og ejerne stod og råbte ud i menneske mængden, eller stod i dybe forhandlinger. Valeria gik rundt iblandt mængden, folk var så godtroende og nemme. Hvorfor dog betale for noget man bare kunne tage, så snart at folk kiggede den anden vej? Val havde indsvøbt sig i en gammel beskidt kappe, med hætte over hoved. Hun havde lidt mudder i hoved og lignede til forveksling en gammel tiggerkvinde - en type, man hellere undgik øjenkontakt med, frem for at opsøge, da hun tydeligt ikke havde nogen krystaller at kunne bruge. Det var nu egentlig heller ikke helt forkert antaget - valeria, havde ingen crystaller på sig, ud over den smule hun havde hugget op af lommen, på en opblæst handler hun var stød på tidligere, der havde sparket ud efter en lille pige, der havvde stjålet et æble fra hans bod.
Val sonderede området og fik et lille skævt smil på læben i skyggen fra sin hætte, da hun havde udset sit næste offer. En hvad der lignede en velhavende herre, men en ung kvinde ved hver arm. Val gik uprovokeret bag ved dem, betragtede mandens rytme og ved et snuptag listede pungen der hang i mandens belte ind under hendes kappe og fortsatte videre ind i menneske mængden og hen til en smøge i en lille afkrog for at betragte hendes bytte

Skønt vinterkulden lå tungt over landets marker og enge, så virkede byen nærmest urørt. Sne på tagene og de små gyder kunne ingen gøre noget ved, men på markedspladsen var det lykkedes for den travle menneskemængde at nedtrampe ethvert tegn på kulde og elendighed. Det forhindrede dog ikke Trace i at trække i sin store kåbe når han skulle ned og 'handle'.
Når han kom gående trak folk til siden, ikke fordi han, som Val, var klædt som en tigger der kun var ude efter dine penge. Heller ikke fordi han var stor som en bjørn og kunne rive dig i to uden at trække en mime. Nej Trace var lille af bygning og ville normalt forsvinde ned i mængden. Grunden til folk trak sig til side var hans udrustning. Trace havde gjort en kunst ud af at bære så mange dødbringe våben med sig som mulig. Sværd hang fra hans hofter og ryg. Skuldrene var prydet af daggers og selv under sin kåbe bar han flere klinger. Det blev sagt at han kunne udruste en hel deling af byvagter og stadig have sværd nok til sig selv, blot med det han bar rundt. Det klirrede en smule når han gik og de skarpslebne klinger slog imod hinanden.

Skønt han blev bemærket, som man ville bemærke en drage på en skyfri himmel, så forhindrede det ikke hans færden. Hans første mål var en varm røget skinke og i samme øjeblik sælgeren løftede hovedet for at betragte sværdet over Trace skulder, så forsvandt en pragteksempler af hans skinker, mens Trace blot betalte med et smil.
Med skinken i sin besiddelse gik han imod en gyde for at spise i fred alt imens sælgeren fortvivlet kiggede efter sin skinke, uden mod til at kalde den tungt bevæbnede mand tilbage for at undersøge ham.

Val havde trukket sig ind i skyggerne. En let genkendelig lyd af raslende klinger der slår imod hinanden, tiltrak straks hendes opmærksomhed. En let rynken, fandt frem i hendes pande, idet hun betragtede den unge - hvad der ikke kunne være andet i hendes hoved - omvandrene våbenhandler.
Selv havde Val da også mere end en klinge på hende. Dolken spændt fast om hendes læg, den ene syl var velplaceret i hendes kavalergang og den anden, sad som et spænde og holdte hendes gyldne lokker oppe under hætten. Men kniven i hendes bælte var nu engang, hendes foretrukne våben, foruden hendes bue, der dog sjældent kom med rundt i byen. Kniven var ikke ret stor, men den kunne nå hjertet på hendes ofre og mere behøvede den ikke. Alligevel var det tydeligt at ingen af hendes hjemmelavede våben, levede op til samme standard som denne mands arsenal.

Specielt én klinge på manden fangede Val's blik. En lille daggert som sad fastspændt på skeden af et sværd manden havde ved hans side. opblæste idiot. tænkte Val spydigt for dig selv. Dette våben, ville få et langt bedre hjem hos hendes, end bare syns legetøj hos sådan en chalatan. Hun vidste godt at dette ikke var det bedste sted, at forsøge at stjæle fra manden. Det ville ha passet bedre inde midt iblandt alle de andre mennesker. Men hun kunne ikke dy sig, hun måtte ha den!

Hun Spændte pungen fast til sit bælte, krummede sig forover og lod som om at hun gik rundt som en ældrelig kvinde. Da hun nåede fyren, lod hun som om at hun snublede med et lille jammerligt hyl. Grab fat i mandens arm som støtte og alt imens forsøgte hun at nappe dolken fra ham. Men en forvranget stemme stamme hun et sørgeligt "undskyld undskyld" og håbede at han var så dum, som han så ud og ikke ville ligge mærke til hendes unge hånd eller udseende under kappen, der var trykket tæt om hende. De fleste adelige som havde penge til den slags våben, ville i hendes erfaring blot skubbe en tiggerkvinde fra sig, eller sende hende bort med vemmelse og dette håbede hun var tilfældet med denne herre

Trace var ikke som de adelige. Hans fortid var så langt fra det som man kunne komme, længere fra det end de gadebørn der løb rundt og stjal fra uskyldige folk. Nej hans fortid var slaveri og ringen i hans læbe var et gammelt tegn på det. Kun få kendte til det og endnu færre vidste hvor det hørte til. Det var dog ikke hans fortid der hjalp til at opdage forsøget på tyveri, men hans magi.
Omkring Trace flød magien tykt, som vandrede han i en kugle af magisk kraft. Alt der skete omkring ham så han, hørte han og følte han. Det var ligegyldig hvor mange afledninger man lavede, hvor mørkt det var eller om han havde fået revet øjnene ud. Han så det. Om han ville eller ej, så vidste han hvad der skete, så da val faldt imod ham så han to vigtige ting. Den første var at dette ikke var nogen gammel dame, men derimod en ung kvinde i sin bedste alder med en muskulatur der kunne imponere de fleste. For det andet så han hun greb efter hans kniv.
Med en svirpende hånd greb han ud efter hendes håndled som hendes fingre lagde sig om hans våben alt imens han skød knæet imod hendes mave.
"Hold fingrene fra mine ting." Lød det fra hans læber inden han rakte om efter hans foretrukte våben. Kortsværdet der lagde henover hans lænd i vandret position. Det var, modsat de andre våben, ikke smukt at se, men skarpt nok til at skære gennem store stykker kød uden at møde megen modstand.

Det tog ikke mange brøkdele af et sekundt før end at Val vidste, at dette ikke ville ende som hun havde planlagt. Hun mærkede knæet bore sig ind i hendes mellemgulv og tvinge hende i knæ, med vejret slået ud af hende. Manden havde et fast tag om hendes højre håndled, hendes bedste tyvehånd. Men det var ikke første gang at et røveri var endt galt, så hendes reflekser arbejdede på højtryk. Hendes venstrehånd havde allerede inden knæets ankomst søgt ned efter dolken om hendes læg, som tyngdekraften bragte hende ned til, efter mavepusteren. Hun brugte mandens eget greb om hendes håndled som en svag støtte, idet dolken, blev ført op af manden ben og hun satte den imod hans øvre inderlår, hvor hun vidste hovedpulsåren befandt sig, i en hastighed, som kunne mistro hende for at have forudset dette senarie, inden det hændte.

Val hev efter vejret og skævede op imod manden, inde fra skyggerne af hendes hætte. Der var ikke længere grund til at spille komedie, hun havde tydeligvis undervurderet manden, men det skulle ikke gentage sig. Med et let pres imod mandens inderlår og til lyden af hans trukne klinge kom det i en blid stemme
"Genovervej din beslutning om dit våben - smutter min hånd op ad, vil du leve et meget ensomt liv, resten af dine dage" hun sad på knæ foran manden med sin ene arm i vejret i hans greb. "Jeg tror at dette beror på en misforståelse" fortsatte hun blidt men bestemt

Sværdet var halv trukket før han stoppede. Han havde ikke forventet hun kunne give igen efter at have taget knæet rent til maven, men kunne ikke lade være at smile. Hun var god, forbløffende nok. men hvor god var hun?
"Ikke værst" Trace trak på smilebåndet. Dette var faktisk sjovt. Han slap hverken sværdet eller hendes hånd. Hans blik var rettet direkte imod hendes øjne, som var skyggen slet ikke gældende.
"Men jeg tror du har misforstået situationen. Det er ikke mig der sidder i saksen."

Han kunne se det. Hendes nervers arbejden bag huden. Han kunne føle hvordan hendes muskler ville bevæge sig, selv inden de gjorde det. Særligt en holdt han øje med. Hendes arm. Han ville ville at hun stak ham før hendes arm overhovedet registrerede det, og i det splitsekund ville han reagere. Indtil nu havde han aldrig mødt en krystallisianer der kunne reagere når han brød grænsen. De så aldrig hvad der ramte dem og før de vidste af det var deres krop en nålepude af sværd og dolke. At hende her skulle være anderledes troede han ikke. Afstanden var måske ikke god, han foretrak 4-5 meter hvis han skulle springe, det var sikkerest, men til nød kunne andet vel også gå an. Han måtte bare passe på ikke at hamre imod muren bag dem. Hvis han gjorde var det tvivlsomt hvem der først ville være død.

Val nærmest hang fra hendes arm. Hun vidste godt at denne mand var hende fysisk overlegen. Så selvom samtlige af hendes muskler var rede til at reagere, forsøgte hun at slappe så meget som muligt af i kroppen, for at samle krafter til når det galt og manden havde allerede tappet hende betydeligt, ved at tage luften fra hende, med hans knæ.

Alle hans våben der glimtede og klirrede let omkring hans krop og hans tydelige fysiske overlegenhed, skræmte ikke Valeria det mindste. Men det der var skræmmene, var at hun fornemmede at hvis det kom til det, ville denne herre også være hurtigere end hende - en situation, der ikke befandt hende. Det var sjældent at hun ikke med en hurtig smidig bevægelse, kunne smyge sig ud af de fleste situationer, men frygten nagede hende, at dette ikke ville blive tilfældet denne gang. Dog vidste hun, at hun stadig havde et kort at spille. Underodnet denne mands evner var han trods alt stadig en mand og hele hendes liv, havde mænd undervurderet hende.

Hun rankede ryggen og med en let bevægelse i nakken, lod hun sin hætte falde tilbage, så hendes kønne men til mudret ansigt kom til syne. Hendes dybe klar-blå øjne strålede ham i møde og afsløret en stærk sjæl, der havde svært ved at skjule hendes afsky af situationen, så vel som manden. Hun smilte uskyldigt "Saksen? Jeg sublede min gode herre, det var et hændeligt uheld" sagde hun i en varm, blid, charmerende stemme. Hendes smil blev en smule bredere og de hvide tænder kunne anes idet hun bed forsigt i sin underlæbe.
Hun vidste godt at han var klar over, at hun havde været ude efter hans dolk, lige nu forsøgte hun bare at komme op med en undskyldning for at komme ud af denne dødvande position, de begge ville kunne leve med.
Hun lettede trykket imod hans inderlår "Hvad med at vi glemme denne pinlige situation og blot går hvert til sit?" spurte hun forhandlende, alt imens hun stadig forsøgte at charmere sig ind på fyren

Så hun nu prøvede hun med snilde? Ja det var rigtigt nok en langt bedre fremgangsmåde og hvis han ikke passede på, så kunne hun rent faktisk snyde sig væk. Helt ustraffet skulle det dog ikke gå.
Han slap hendes hånd så hun kunne rejse sig op og slippe hans dolk, men han holdt stadig en hånd på sværdet. Så længe hun havde sin dolk, så havde han sit sværd.
"Jamen hvorfor sagde De dog ikke blot det fra starten?" Svarede Trace med en drillende tone. Han frygtede hende ikke mere end katten frygtede musen. Nej nu skulle han lege lidt med hende.
"Men en så uheldig situation kan vi da ikke bare lade gå uoverset, det må jo have været skæbnen."
Han gjorde et åbenlyst tilfældigt slag med hånden, som en poet der fremførte et vers.
"Om ikke andet må jeg da insistere på at De ledsager mig til middag."
Med øjnene gjorde han et udslag imod hendes nyerhvervede pung. Godt nok inviterede han hende, men der var ingen intention om at betale i hans sind, først skulle han have hende til at punge ud for sin opførsel og hvad der kom derefter måtte de vente og se.

Da manden slap hendes hånd, trak Valeria sin dolk til sig og satte den tilbage i holderen om hende læg, på benet. Hun kom yndefuldt på benene, imens hun tog sig ømmende til håndledet først og derefter, lagde en hånd på hendes mave, der stadig smertedes en smule og den anden på skaftet af kniven i hendes bælte.
Hun stoppede sig selv i at himle med øjnene, over hans kommentar om skæbnen, dette var ikke tidspunktet til at være hendes normale spydige jeg, når hun var i selvskab med gadedrenge. Den nyelige opgraderede title fra våben handler og adelig, han havde erhvervet sig i hendes sind.
Kappen om hende var gledet til siderne og afsløret en tyk, uldtrøje med lange løse ærmer, som blev holdt tæt til hendes slanke veltrænet krop, af en indsnørret lædervest og bælte. Der ud over havde hun lange støvler på ud over de brune læderbukser.

Hun trak på smilebåndet og skævede overvejende imod den stump røget skinke, manden havde tabt i hans hast for at standse hende. Hun vendte så sit blik tilbage for at møde hans og sagde i en taknemlig tone "Men det ser jo ud som om at herren allerede har spist?" hun hævede sit ene øjenbryn en smule i en spørgende gestus og rykkede hånden fra hendes mave hen på pungen. Så sænkede hun modstræbene og kalkuleret blikket i overvejelse og løsnede pungen fra hendes bælte. Atter fangede hun hans blik "Men måske jeg kan dække Deres tab? - selvom mine surt tjente penge, godt kunne bruges til noget plejende salve til mærket på min mave. Det er nu ikke ligefremmet, en gentelmand værdigt at sparke en forsvarsløs kvinde" hun smilte overbærende venligt, men det blev sagt i en anklagende tone, for at spille på hans samvittighed - ikke at hun mente at han havde nogen, men hvis det kunne spare hende, hendes bytte var det forsøget værd.

Hun havde dog ingen intentioner om at følge med denne mand, det endte sjældent godt og hun skulle ikke finde sig selv lokket i baghold, eller hen til et sted med mindre vidner. Skulle hendes dage ende, kunne det lige så vel blive her. Hun gik et skidt tættere på ham og holdte intents hans blik, med en uskyldig svagelig udstråling og blanke øjne, idet hun løftede bydene pungen op imellem dem. Hun blinkede med øjnene og trak vejret dybt ind, så hendes barm svulmede op under det tykke stof lige bag ved pungens placering "hvor meget tror De at den luns kød var værd?" kom det i en bekymret tone fra hende, som var han ved at tage alt hun ejede fra hende.

Trace bar ingen kvaler med at tage hendes penge. Han nægtede at tro på de var ærlig tjent og det skulle undre ham meget, hvis hun ikke kunne snuppe nogle flere inden mørkets frembrud. Personligt gjorde det ikke den store forskel, hans kontrakter holdt ham i en ganske fin økonomisk stand, men det var mere en principsag om at det ikke skulle gå ustraffet når man prøvede at stjæle fra ham.

Med to fingre løftede han pungen fra hendes hænder, alt imens han nød synet der faldt ham i møde. Hendes former var intet mindre en skønne og selv om hans magi havde følt hende hendes krop og han vidste hvordan det så ud, så var det stadig noget andet at se det med øjnene. Et smil gled over hans læber.
"De har helt ret, hvor var mine manere dog henne?"
Tungen spillede med piercingen for en stund mens han overvejede det næste skridt.
"Nu ved jeg det, som kompensation vil jeg bruge disse penge på at give os penge et skønt måltid, jeg kender et udmærket sted og jeg tager ikke et nej"
Han lavede et lille kast med pungen, som vurderede han værdien af de sten der var i inden han hæftede den til bæltet.

kunne han slippe af sted med det, så havde han planer med tøsen. Hun var langt bedre end de fleste af hans folk og sådan nogle evner skulle man ikke lade slippe væk.
Han lavede en fejende bevægelse med armen ind i mod gydens indre, de skulle af de smalle stier og han henviste hende til at gå ved hans side.
I samme bevægelse faldt solen på noget i hans ærme. Det blanke metal reflekteredes imod Val så den skarpe klinge kom til syne, men kun for et splitsekund.

Hendes øjne blev med det samme smallere og smilet på hendes læber forsvandt og krusede i stedet en smule, idet han tog hele pungen. Forbandede... hendes charmerende evner, havde ikke sparet hende hendes bytte, men det var ikke nogen enorm overraskelse. Krystaller, magt og sex havde som reglen samme værdi i de fleste mænds bevidsthed og gadedrenge typerne, der var vant til at omgåes piger som Val, lod sig ikke lige så let narre. Ham her vidste tydeligt hvordan tingene foregik på gadeplan, på trods af at han ikke lignede en der manglede noget.

Ved kommentaren tager ikke et nej. Hævede Val udfordrene et øjenbryn, som havde han lige udlagt et væddemål, hendes arme gled overkors og hendes hofte skudt ud til den ene side, idet hendes vægt blev plantet hovedsageligt på det ene ben. Hun fnes overlegent og smilte til ham, nu ikke længere charmerende men nærmere en smule nedladene "Hvis De tror at jeg har nogen som helst intentioner om at følge dem ind i mørket og væk fra menneske mængden alene, må jeg se mere naiv ud end jeg troede, forøvrigt er jeg ikke ligefremmet klædt til offentlig beskuelse" kom det lettere spydigt fra hende, imens hun børstede lidt mudderstøv af hendes kind. Hun rakte armene ud til siderne og bukkede svagt for manden, som en afskeds gestus, dog uden at fjerne sit blik fra hans "Jeg takker erbødigt herren for hans gavmilde tilbud, men jeg kan ikke tage imod nogen kompensation, fejlen var min. Arbejdet kalder igen..." med et let smil samlede hun kappen om hendes krop igen og lod hætten trække op over hendes hoved, så hendes ansigt atter blev henlagt i skygger.

Hun havde stil, det måtte man give hende. Selv om situationen var skidt havde hun stadig den charme man kun kunne finde på gaden.
"Du tror da vel ikke at menneskemængden redder dig?"
Trace hævede let et øjenbryn, bøjede ned i knæene. Og forsvandt.
Hans muskler skød afsted med en så voldsom eksplosiv kraft at det blotte øje ikke længere kunne opfange ham. Luften blev presset til side for ham med en sådan hastighed at lydmuren blev flået i stykker og lyden af torden skød gennem byen. Uden evne til at placere lyden kiggede folk imod himlen, hvor et par enkelte skyer hang frit svævende.

Trace var sprunget og med sin magiske kraft havde han brudt enhver barriere kroppen almindeligvis satte op. Før almindelige folk indså han var væk dukkede han op bag Val, efterfulgt af et voldsomt vindstød der kunne slå folk omkuld, blev de taget uforberedte.
Trace stod dog stille. Under kåben sitrede hans muskler af anstrengelse, det var ikke en evne han ofte brugte, for kroppen kunne ikke holde til det. Et spring af gangen og så en pause. Det holdt han sig normalt til. Et spring og han kunne stadig stå normalt. Prøvede han igen ville han falde. Hans ben ville give efter. Men det behøvede han ikke. Alt han behøvede var et spring til at intimidere.

"Og selv hvis de havde tid til at hjælpe, tror du så de ville?"
Trace tone havde ændret sig. Han var alvorlig.
"Du har set dem. De går i deres egen lille verden. Smiler, snakker og hygger sig. De vil aldrig sætte det på spil for en fremmed. De har ingen ide om den uretfærdighed der sker i gyderne. I hvert fald ikke så længe de får lov at gå i fred."

Trace stod med ryggen til Val. Ikke mere end to meter bag stedet, hvorfra hun havde bukket.
Han betragtede markedspladsen. Der var intet ændret der. Folk havde henkastet braget som et tordenskrald og vindstødet havde de ikke mærket. Det irriterede ham. Tåber var hvad de var.

Val's kappe blev blæst op og hendes hætte tilbage over hoved, enkelte gyldne lokker rev sig løst og flagrede om hendes ansigt, idet vindpustet ramte hende. Hendes ene ben fandt fodfæste bag hende, inden hun faldt bagover og hun søgte i knæ, imod jorden, for ikke at blive slået ud af ballance. Havde hun ikke haft så hurtige reflekser som hun havde, havde hun lige nu ligget på rumpen i mudderet. Hun var dog straks på benene igen, med sin kniv trukket fra bæltet og svang omkring.
Der stod fyren allerede med ryggen til hende, Magi! Typisk.... tøvende men roligt lod hun kniven glide tilbage på plads igen i bæltet. Det var ikke første gang hun havde mødt en med magiske evner, landet var fuld af dem. Men på det punkt, var Val et freak, hun havde aldrig udviklet specielle evner hende selv, hvilket har haft kostet hende dyrt igennem tiden. Hun rettede sig rankt op igen og trak atter sin kappe om sig, idet hun trådte hen ved hans side og så ud på befolkningen.
"Nej jeg lever ikke i nogen illusion, om at de ville ha kommet mig til undsætning." kom det i et roligt toneleje, hun vendte blikket imod ham inde fra hætten og man kunne høre smilet på hendes læber i hendes stemme "Men langt de fleste mænds omdømme lider skade, skulle de tage en forsvarsløs kvindes liv! Og her er der i det mindste vidner." Hun kom med et tørt fnis og væmmelsen var tydelig i hendes toneleje. Hun drejede rundt på foden, så hun stod med sin skulder ud for hans og hendes ansigt lænende ind imod ham, idet hun sagde i en lav, næsten hviskende og anklagende stemme "Der er ikke mange regler for mænd i dette rige, I kan tage hvad i vil, når i vil.... men vi har stadig et valg om at tage kampen op eller gå med godvilligt" hendes stemme blev mørkere jo længere hun kom.

Imod al hendes fornuft fandt hun faktisk denne fyr interessant hun havde mange spørgsmål, der var mange ting omkring ham der ikke gav mening i hendes hoved. Han havde vist sig værdig og hey hun var stadig i live, uden nogen videre men, så alt i alt et godt møde. Hun trådte et skridt tilbage "Er vi færdige her?" spurte hun let, dog nu med en anelse af respekt at spore i hendes tone. Det var ikke fordi at hun direkte havde brug for hans tilladelse til at gå, men ligesom at hun ikke bekæmpede hans greb om hendes håndled for at det ikke skulle strammes yderligere, var der ingen grund til at flygte før end fyren følte at det var hans valg at lade hende gå

Hun havde bevaret fatningen, imponerende. Normalt plejede folk at være for skræmte til at komme med noget fornuftigt at sige efter et sådan stunt. Han nød det. Hun var jo brugbar.
"Hvis du skulle få lyst til at tage kampen op for alvor, så kan du altid finde mig."
Trace løsnede dolken, som hun tidligere prøvede at tage, fra bæltet og sendte det i en let bue gennem luften og hen til hende. Hun kunne tage det.
"Om du er klar til at skære struber eller ej er jeg ligeglad med, alt hvad jeg søger er folk der ønsker at gøre en forskel."

Hendes penge beholdt han dog. Hun kunne i alt beskedenhed betragtede det som en handel. Et skarpt våben for en pose penge. Og tilbudet om et job. Han havde brug for folk på gaden. Folk der havde forbindelser. Han var en spion og des flere forbindelser han havde, des bedre kunne han sælge sine evner. Og denne kvinde ville være et af hans bedste våben.

Han forventede intet accept fra hende. Ikke endnu i hvert fald. Måske når hun havde fundet ro og kunne se tilbage på episoden. Hvis hendes nysgerrighed var vakt. Det kunne føre hende til ham. Og der ville hans dolk være nok til at finde vej. Den bar hans navn. Trace Aerogoth. Gaderne burde stadig have rygter om hans bedrifter.

Val greb med let hed dolken og betragtede den begærligt, hendes fingre kærtegnede dens skæfte og blad. Hun kendte et godt våben når hun så det, denne fyr havde mange våben på sig, men denne dolk ja denne var speciel i hendes øjne. Afballanceret, god størrelse og vægt. et tilpasset langt blad som ikke var for bredt, let at gemme på kroppen og kunne gøre maximal skade, hvis udnyttet korrekt. Den var alle krystallerne værd og mere til. Hun skar en lædertråd fra sin vest, der var i overskud efter at ha spændt hendes vest ind. Hvilket hun brugte til omhyggeligt at fastgøre dolken til hendes bælte, i modsatte side at handes yndlings kniv.
"Forskel?" kom det nysgerrigt/forhandlende fra hendes stadig med blikket på dolken. Hun hævede blikket tilbage på ham og hendes øjne trak sig sammen til små sprækker idet hun tydeligt forsøgte at vurdere, hvad han anså for at være en forskel.

"Forskel for at gavne dit liv? Eller forskel for at gavne Deres liv?" hun lavede et let nik med hoved imod menneskemængdens retning "Under alle omstændigheder skylder jeg ikke nogen noget - jeg har nok at se til, ved at gøre gavn i mit liv" kom det kontant.

"Det afhænger blot af hvor du har lyst til at gøre en forskel"
Svarede Trace og begyndte at gå ned af gyden.
"Det jeg kan tilbyde er muligheder, tag dem du vil og lad resten forblive glemt. Måske det sågar kunne gavne os begge."
han gik langsomt, så hun ville have både tid til at overveje et svar og levere det uden at skulle hæve stemmen. Det var dog sikkert at deres møde var ved at nå en afslutning og hans ben ville være yderst taknemmelige for at få lov at hvile på en stol. De sitrede stadig i deres skjul.

Hvad dolken angik betød den ikke meget for ham. Den var ganske fin, ingen tvivl om det, men han foretrak et kortsværd eller en lang dagger. Noget der kunne trænge dybere ind i kroppen på en modstander og helst komme ud på den anden side. Han spring tillod ham ikke at bruge så små våben og dens tilstedeværelse var mest fordi han havde plads til den, men ikke et sværd.

Hun betragtede ham slentre afsted - et kort øjeblik var hun tæt på at følge efter, for at høre mere om dette tilbud. Men hendes stædighed tillod det ikke, hun havde ikke nået hendes 23 år i et land fyldt med magi, som hun var forsvarsløs overfor, ved at tage uovervejet vovede beslutninger.
"Hvis der er krystaller i tilgift for disse muligheder, har du ikke set mig for sidste gang..." hun skævede ned imod dolken, for at errindre det navn hun havde læst og så tilbage op efter ham "...Hr. Aerogoth!" Navnet havde hun selvfølgelig genkendt det havde været blevet hvisket i mange afkroge af byen. Hun skulle dog lige ha tjekket op på hendes informationer om fyren. Hvis hun huskede rigtigt, var hun faktisk ganske stolt over at ha sluppet fra mødet med alle lemmer i behold. Hun smilte let for sig selv. Ingen helt dårlig dag, hun havde en smule krystaller i lommen fra hendes tidligere bytte - ikke så mange som der havde været i pungen ganske vidst. Der ud over havde hun fået et fantastisk nyt våben og en mulig ny arbejds forbindelse. Hun svingede om på hælen, krummede sig sammen som den ældrelige kvinde hun atter lignede og forsvandt ind i menneske mængden, hun havde tid til endnu et bytte inden hun skulle finde sit aftens måltid.

Trace løftede blot en hånd som svar. En kort vinken. Der var ingen grund til at give svar til noget hun havde sagt. Selvfølgelig var der penge i det, han vidste udmærket at ingen på gaden gjorde noget uden en belønning, heller ikke ham selv. Hendes navn kendte han ikke, men så længe hun havde hans burde der ikke gå længe før de mødtes igen og han kunne få alt den information han skulle bruge.

Uden flere ord forsvandt han rundt om gydens indre hjørne og var væk. Han havde sat farten op og inden for få sekunder virkede han sporløst forsvundet i de snævre gader. Han kendte dem som sin egen baglomme. Her var han vokset op. Dette var hans by!

//out