Det var ved at være et stykke tid ud på aftenen, da Hargin kom brasende ind i Lindeskoven. Han vidste hvor han var, og at han ville forklare sig, men der var ingen tid nu. Han var ved at vinde ind på manden. Ganske få havde så sindssyg en udholdenhed og sporingsevne som Hargin, der lige nu løb gennem skovens bund, ganske larmende, men med et mål i øjesyn.
Han havde jagtet krigeren i to dage nu, og var vundet stille ind på vedkommende, ved hjælp af sin magiske kunnen. Nu var han ikke mere end nogle meter væk fra manden. Det var meningen han helst skulle fange mørkekrigeren, men det var jo ét fedt, om han også bare dræbte manden. Det var bare lige det lille stykke bedre, at holde fyren i live.

Der var en mindre krig på lys og mørke, da mørkekrigeren forsøgte at blænde Hargin. Det så sært ud for udefrakommende, hvordan mørke og lyse eksplosioner gik hinanden i møde, mens Hargin til sidste var tæt nok på til at tackle manden. Kort efter var de meget tæt på hinanden i skovens bund, til krigeren slap lys, hvor Hargin fik nok. Han løftede en hånd, der nærmest på magnetisk vis, også trak en del småsten op. De blev fyret lige i ansigtet på mørkekrigeren, der hylede op over sit nu ret så forslåede ansigt. Hargin skyndte sig frem, skjoldet først, lige op i fjæset på manden, så han faldt til jorden, bevidstløs og med nogle manglende tænder. Et kort øjeblik stod Hargin lettere forpustet, før han bandt hænderne på ryggen af krigeren og tog et tørklæde for hans øjne. Med et lavt grynt halede han manden op over den ene skulder og kunne ikke lade være med at småfløjte lidt, som han begyndte at gå mod Toorahs fort. Nu var han et godt stykke væk fra paladset, så ville hun forhåbentlig gerne holde lidt på fyren.

Af beklædning var han iført sin lange jakke i læder med strid pels, en sølvfarvet brynje under, med støvler i meget kraftigt læder, der hang en stridshammer med dværgeruner samt et tegn fra lysets krigere, i bæltet på ham og skjoldet hang over ryggen på ham.
Samme tegn for hans enhed dækkede også skjoldet, og mens han gik, og mørket faldt til, valgte han også at lysne området omkring sig en smule op for at undgå at snuble rundt. Det var meget tydeligt hvem dværgen var, hvis man kendte til lysets krigere, og da især hvis man var fra Elverly, da han før havde tilbragt megen tid her.

Lunt lys badede den store tronsal i en hyggeligt varmt skær fra de mange starinlys, som oplyste de store haller i skovfortet. Toorah sad foroverbøjet, mens to elviske kvinder ihærdigt kæmpede med de lange røde lokker, som blev flettet, snoet, bundet og til sidst sat op i en af de pompøse frisurer. Hun var derudover gjort selskab af højere rangerende elvere, som havde givet sig i kast med den elviske vin og et hav af frugt, som befandt sig på det store udsmykkede langbord i salen. Tronen var for en gangs skyld tom. Salene var ikke åbne for alle og enhver denne aften, det var en festaften for et større elvisk slag der blev vundet for et par århundrede tilbage og begivenheden tog ligeledes sted i mange af de små elviske hjem omkring fortet. Fra hjørnet af blev salen badet i blid musik fra idylliske instrumenter, de fleste Krystallianere ikke kunne navnene på, dog blev musikken af og til afbrudt af grin og voldsomme krigshistorier for fordums tid.

Selv sad den elviske leder midt i en af de gamle fortællinger, mens den sidste hånd blev lagt på værket af hendes frisure, da hun stoppede med et sæt og vendte de mørke øjne imod et af de dekorerede vinduer i fortet, inden hun rejste sig fra bordet med et sæt.

"I må have mig undskyldt et øjeblik. Mithrandir, gør min hest klar!"

Toorah, forlod hurtigt selskabet der kiggede efter hende, men kort efter optog deres snakken, hvis der blev problemer var der dog ingen tvivl om, at hornet elverlederen altid havde på sig når hun ikke var på fortet, ville tilkalde den elviske elite inden for få minutter.

Ved siden havde hun sin trofaste lange og slanke klinge, inden hun i sin store røde kjole kastede sig op på den sorte hingst. En af vagterne så spørgende efter hende, men hun rystede blot på hovedet og gav en afværgende håndbevægelse, før hesten satte af imod målet hun havde følt havde trådt indenfor de elviske grænser.

Den ene skikkelse var velkendt, men den anden ganske fremmed og sikkert uvelkommen. Ikke længe efter susede et brus af rødt hår og lange røde gevandter gennem de mange træer og ud fra skovfortet, for at imødekomme et ganske velkendt ansigt med et velkendt lys, hvilket fik smilet frem på hendes læber.

"Hargin. Længe siden!"

Hesten skrabede utålmodigt i jorden med den ene forhov, mens de dybrøde øjne kort efter gled ned på mørkeridderen han havde fanget.

"Selvom jeg tror du skylder mig en forklaring!"

Toneleje var varmt og imødekommende mens hun gav en håndbevægelse, der tydede på, at dværgen skulle følge med hende

Der gik ikke længe hvor Hargin slentrede frem ad, med mørkeridderen på skulderen, for dundrende hove i skovbunden fangede hans opmærksomhed. Han stoppede øjeblikkelig sin fløjten og vendte blikket mod de røde gevandter der fløj afsted længere fremme på en enorm stridshest. Han genkendte hesten, og var derfor ikke bange af sig, da den stoppede op foran ham. Han ville sikkert kunne nå dens mule, hvis han rakte op og stod lidt på tæer, men han gjorde det ikke, for han havde en bevidstløs menneskemand over skulderen. Han var ikke spor tung, men han var lang. Hvis Hargin nu bare lige havde hakket benene af ved knæene, ville det måske være lettere at håndtere ham, men så ville han med sikkerhed dø af blodtab. Så det var lige meget.

Toorah, elverkvinden stoppede op foran ham med et smil som han uden tøven gengældte, med par øjne der glimtede af gensynsglæde.

"Alt for længe, Toorah,"

Sagde han, med et respektfuldt let buk. Han var i hendes hjem, og selvom de var dus, så var der stadig høflighed banket ind i skallen på dværgen.
Han fulgte efter hende, ved hendes vink, og fik vendt manden lidt rundt, så hans ben ikke slæbte hen ad jorden.

"Ja, det tegner ikke helt så heldigt, vel? Jeg har jagtet ham fyren her et par dage nu, og så valgte han, dum som han var, Lindeskoven. Sikkert fordi han var blevet lidt desperat. Jeg håbede egentlig lidt selv på, at jeg bare lige kunne få at i ham lidt før, men ind nåede han altså. Teknisk set kan du kræve hans liv, for ulovlig indtræden. Jeg har umiddelbart taget ham som fange, men han er lavt rangeret inden for mørkekrigerenheden, så viden besidder han han ikke meget af,"

Forklarede Hargin sig med en meget let, bydende tone. Han gad faktisk ikke rigtig slæbe fyren hele vejen med tilbage. Måske kunne han blot nøjes med et lille forhør, for derefter at gøre en ende på mandens ynkelige liv.

Toorah kunne ikke lade være med at sætte et stort smil op, hun nærede samme glæde for at se dværgen igen, som omvendt. I en lang glidende bevægelse stod hun ned fra den høje hest, så støvlerne slog imod den frostklare jord. Så gengældte hun dværgens buk med et lille anderkendende nik. Det sagde rigeligt, elviske kvinder nejede typisk for at udvise respekt, men Toorah var for det første af anden rang og for det andet var hun kriger, derfor udgjorde et nik mere end blot almen respekt. Og det havde hun rigeligt af overfor dværgen, han havde vist sit værd og sin troskab mere end én gang overfor den rødhårede elver.

"Du lader til at have haft dit hyr med ham. I var ikke svære at opsnappe så snart i satte fod i Lindeskoven!"

Sagde hun så og grinede let, på trods af Toorahs over femhundrede år, var hun stadig ungdommelig, sådan var det med elvere, alderen havde næsten ingen betydning når først man var oppe i årene, så var det blot erfaring der var gældende.

"Smid ham over sadlen, jeg trækker Kazillian hjem, han kan komme i vores fængsel og i morgen kan han blive overdraget til vagterne på krystalpaladset der må bestemme hans skæbne!"

Toorah så dværgen an, han havde ikke ændret sig siden sidst, ikke synderligt i hvert fald, men det var klogest ikke at gøre noget hasarderet, på trods af at dværgen var lysets ridder, og endda en meget respekteret en af slagsen havde han også overordnede, og at myrde eventuel information ville være direkte dumt, især hvis man gjorde det blændet af hadet til vedkommende.

"Men kom med tilbage til fortet. Vi fejrer årsdagen for enden på vinterkrigen, vi har både øl og vin. Og måske kan vi finde noget vildtkød til dig, jeg kan regne ud, at du har været på farten længe!"

Toorah sendte ham igen det varme smil og ventede næsten kun på et 'ja' elverene var kendt for deres udsøgte og anderledes råvarer, og selvom at frugt ikke var værtsat på samme måde af småfolket kunne Toorah nok fremskaffe noget der ville falde i hans smag.

Hargin så anerkendende til, da Toorah, behændig, som hun var, gled af sadlen, ned ved siden af ham. Hvad han manglede af smidighed, besad hun rigeligt af. De var modstykker, men der var også elvere i styrken, så Hargin var mere end vant til deres type, og især efter mørkets tid, da han og en mindre deling havde søgt tilflugt i Lindeskoven.

"Du kender mig - Jeg er ingen listetyv, tværtimod. Desuden gad jeg ikke lege tyren efter musen længere. Eller var det katten efter musen? Nåh, lige meget, jeg er ingen kat alligevel.

Mumlede Hargin, med et lille brummende grin, mens han efterfulgte hendes ord og uden nogle problemer tog manden op over hesten og placerede ham der. Det var mest det med at nå, der var problemet, men da han stod på tæer var det intet kæmpe problem.

"Jah, selve jagten varede to dage, men at opsnuse den lille knægt tog noget tid. Det ville være mig en stor glæde at deltage i jeres fejring af årsdagen, og en endnu større glæde at smage på jeres fantastiske drikke,"

Det sidste blev sagt i et humoristisk toneleje og en mere høj brummende latter lød i skoven da han sendte Toorah et af sine velkendte, muntre blikke. Intet kunne stoppe en dværg fra at drikke videre, når han først var startet, og lige på det punkt, var Hargin langt fra anderledes end gennemsnittet. Tanken om en god portion vildtkød fik allerede nu hans tænder til at løbe let i vand, men han lod sig ikke mærke synligt med det, ud over at være tydeligt glad.