Dybt inde i mørkets skov, der hvor træerne dækkede så meget for solen, at det var umuligt at se forskel på hvorvidt det var nat eller dag, her følte Acer sig hjemme. Efter at havde gået tilstrækkeligt langt ned af stien, som til sidst var blevet så smal at to mennesker umuligt ville kunne stå ved siden af hinanden, havde Acer taget et skarpt sving til venstre, ud i den mørke skov.

Det var de færreste som kunne se noget positivt i dette dunkle område. Følelsen af at være alene, kombineret med de mange forskellige lyde hvis kilder ikke var til præcisere, var det som holdte de fleste fra at drage ind i denne skov. Det selv samme, som holdte de fleste folk ude af skoven, var det der havde bragt ham hid. I modsætning til de fleste, mørkets krigere undtaget, følte Acer sig rent faktisk hjemme i dette miljø, og nu hvor han ikke havde noget at tage sig til, virkede det oplagt at bruge sin tid her.

Acer havde sat sig med ryggen op af et stort gammelt træ. Med hans sorte kappe omkring sig, var lyden af pile der blev skudt gennem luften ved høj hastighed, det eneste der gav hans position væk. Acer var ikke særlig god til at håndtere en bue, men grundet det store potentielle et sådan våben kunne have inden for hans branche, virkede det oplagt at bruge den store mængde fritid han havde, til at udvide sit arsenal af dødbringende våben.

Et godt stykke bag Nihilus vandrede Ethelihn gennem skoven på vej mod småstierne, der krøb overalt mellem træerne. Hun kendte skoven bedre end de fleste krystallisianere, men ikke bedre end resten af Borgens beboere. Borgen var i øvrigt det sted, hun var på vej væk fra. Hvorhen og hvor længe, hun ville være væk, havde hun ikke besluttet sig for endnu, men væk skulle hun.

Uden at være klar over det nærmede Ethelihn sig Nihilus' position ikke langt fra hendes vej ud ad skoven. Hun spidsede ører, lyttede efter lyden af luft, der blev forstyrret af pileskud. Hendes ene mundvig krøllede sammen til at halvskummelt smil, og fik arret på hendes kind til at lave små bølger. Selskab havde hun ikke noget imod, så hun drejede en kvart omgang og forsatte mod Nihilus. Hun var ikke videre stilfærdig. Hendes rustning, der for nyligt havde fået en opgradering til typen, som mørkets riddere brugte, klirrede svagt i samlingerne, mens hendes to sværd og to daggerter dumpede mod metallet.

Der gik et minut eller to, før hun nåede op ved siden af Nihilus. "Det går ikke så godt for dig, gør det vel."

Efter at havde skudt en meget mislykket pil af sted, gjorde Acer endnu en pil klar. Lyden af buestrengen der blev hevet tilbage, gjorde det umuligt for Acer at høre lyden fra Ethelihns rustning som hun nærmede sig. Det var ikke før han holdte buen helt stille, idet han gik i gang med at sigte mod sit mål, at alt blev stille, og det var her han bed mærke i den unaturlige lyd der nærmede sig hans retning. Acer scannede hurtigt området omkring sig med sine telepatiske evner, og fandt frem til nogle tanker som tilhørte en kvinde. Hendes tanker afslørede at hun ikke umiddelbart havde noget ondt i sinde, hvilket var til Acers held, for som han hørte hende tale til ham, gik det op for ham at hun var sneget sig helt ind på ham, uden at han havde lagt mærke til det.

Acer lagde buen fra sig, og rejste sig op mod den mørkhårede kvinde. Hendes rustning afslørede kvindens status som ridder af mørket, og sværdene samt de to daggerter hun bar understøttede kraftigt det faktum at kvinden var en kriger. Skønt hendes konstatering omkring Acers evner med buen var sande, var han ikke glad for at fremstå som værende en dårlig våbenbruger. Med et ”Tjaah” hev Acer roligt sin lange daggert frem fra sin vest. Med elegante bevægelser skar Acer små mønstre i luften med sin daggert, mens han forsatte: ”Man kan ikke være mester af alle slags våben”, og med et nik mod de daggerter hun bar afsluttede han med: ”men hvor meget mon en ridder at mørket ved om det?”. Med et smil mødte hans øjne hendes. Hun havde kritiseret hans evner, og nu havde han udfordret hendes.

Hun trak lidt på smilebåndet; der skulle noget mere til at genere hendes betragtelige ego. Desuden havde Acer begået en mindre verbal fejl, som hun så snittet til at benytte sig af, selvom hun udmærket var klar over, hvad han mente.

"Sandt nok, vi mørkets riddere kender ikke meget til ikke at være gode til alt." Sværdene klirrede let, mens hun lagde vægten over på det andet ben, for at tage en daggert op fra sin ene støvle."Men for at være retfærdig," hun holdt en lille kunstpause, så hun kunne balancere daggertspidsen på tippen af sin pegefinger, "Så var jeg aldrig særligt glad for at skyde med bue og pil." Og med de ord kastede hun med et let vrid i håndledet og dødelig præcision - hvis altså målet ikke bevægede sig unaturligt hurtigt -, mod et af de steder, hvor Acers pile havde efterladt mærker. Når det kom til at blære sig, så havde den mere eller mindre mislykkede bueskytte fundet sig en udmærket modstander.

Men hvis Ethelihn skulle gøre endnu et forsøg på at være ærlig, denne gang over for sig selv, så var hun ikke i humør til at konkurrere og undgik for nu at komme med spydigheder. "Din tur." Hun gik et par skridt tilbage og placerede sig op ad et træ. Normalt ville hun have været nervøs for, at Acer skulle sigte efter hendes daggerts skæfte, men de nye, som hun havde erhvervet sig på mere eller mindre lovlig vis, var udelukkende lavet af metal. Der var ingen skade at gøre, ej heller noget for en daggert at knave sig ind i.

Det gik først op for Acer hvilken verbal fejl han havde lavet, i det der ellers skulle have været et hån, var det for sent. Mørkets riddere var som altid så kæphøje omkring deres succes, men Acer mente nu langt fra at de var lige så succesfulde som de ellers gik og pralede med, hvilket desværre var lidt af et problem for ham.

Acers overraskende blik fulgte den hurtigt daggerten indtil den ramte plet i det lille hul hans mislykkede pil havde skyldt. Cirka fire meter oppe af træets stamme sad den rå metal daggert godt fast. Acer vendte blikket mod kvinden og gav hende et kort nik, som anerkendelse af hendes evner. ”Jeg ville ønske at mørkets riddere virkelig var gode til alt”. Det var sandt, det ønskede han virkelig. Acer var ikke nødvendigvis en tilhænger af mørket, men han var langt mindre en tilhænger af lyset, hovedsageligt grundet den mangel på arbejde det førte til. Med et skævt smil forsatte han; ”Men det er rart at se at mørket stadigvæk har nogle dygtige folk blandt dem.”

Acer vendte igen blikket mod daggerten i træet. At prøve at ramme samme sted med en pil ville med stor sandsynlighed ende galt, og desuden ville det være alt for kedeligt. Acer havde trods alt sine standarder. Han lod sin lange sorte kappe falde af sine skuldre, så han kunne bevæge sig frit. Et øjeblik senere var han forsvundet i et med mørket. han var så godt som usynlig. Acer sendte tanken Nuvel. Min tur til kvinden, få sekunder inden han hoppede op i luften tæt på en andet træ, som han brugte til at sætte af med fødderne på, så han kunne komme helt op til daggerten. Med en hurtig bevægelse fik han hevet daggerten ude af træet, før han igen faldt ned mod jorden, hvor han landede elegant på fødderne, samtidig med at mørket omkring ham forsvandt.

Acer traskede roligt hen mod kvinden mens han betragtede metal daggerten. Den var tydeligvis af god kvalitet, hvilket passede godt til ejeren. Da Acer var blot en meter foran kvinden, ragte han med en rolig bevægelse daggerten mod hende. Skaftet først.

"Et interessant synspunkt, når det kommer fra en, der netop har forsøgt at nedgøre mig netop fordi, jeg er mørkets ridder," svarede Ehtelihn med en tone, der mere ønskede end krævede en forklaring på noget selvmodsigende. "Men jeg kunne godt være mere enig. Hver i sær er vi ikke gode til alt, men samlet er der ikke en disciplin vi ikke er eksperter i." Det var en del stolthed at spore i hendes stemme, men ikke lige så meget, som der var havde været engang. Hun var ikke helt glad for den nye ledelse, men det var en anden side af sagen.

Hun svarede Acer, mens hun ventede på, at han skulle komme tilbage fra skyggerne. Hun var ikke fuldstændigt tryg ved slet ikke at vide, hvor tankelæseren var - tankelæsere var i øvrigt heller ikke hendes kop te, men hun orkede ikke at bekymre sig om den slags. Hun vendte blikket efter de smålyde, som græs og grene lavede, i et forsøg på at følge hans bevægelse med stadig kraftigere svirp med hestehalen.

Først da han dukkede frem af skyggerne igen, slappedes hendes muskler. "Flot trick," kommenterede hun med et vagt smil; ikke et venligt et, men nærmere et 'jeg er imponeret, men lad det nu ikke stige dig til hovedet'-smil. Hun tog imod daggerten og gav Acer et mærkbart zap inden, han kunne nå at slippe den.

Acer tog et hurtigt glimt mod sin hånd, hvorfra daggerten lige var blevet fjernet fra. En fin rød stribe løb hen over indersiden af hans hånd, men det var tydeligvis langt fra nogen stor skade. Hendes blik viste tydelig anerkendelse af hans evner, og skønt det var noget han var vant til at opleve, føltes det langt mere specielt i dette tilfælde. Som lejemorder var han oftest i kontakt med folk som ikke selv havde evnerne til at udføre det beskidte arbejde. Uden den store forståelse bag det hele, var deres komplimenter hule. Langt bedre var det, at få anerkendelse fra en som rent faktisk forstod og værdsatte evnerne bag handlingerne.

Acer tænkte kort over det hun havde sagt til ham inden han havde udført sit 'flotte' trick. Normalt holdte Acer sig fra at komme dybere ind på hans proffesion som lejemorder blandt andre folk end de enkelte mulige klienter der var tilbage. Dette skyldtes selvfølgelig det faktum at de få folk han omgik langt fra ville se positivt på det, men Acer var ret sikker på at dette ikke var tilfældet for denne kvinde, grundet hendes status inden for Mørkets rige. ”Du misforstår mig. Jeg har ikke noget imod mørkets riddere, tværtimod. Men jeg har noget imod jeres mangel på succes.”. Acer holdte en kort pause, mens han tog sin kappe på igen. ”Ser du, jeres mangel på succes betyder at folk som mig også har mangel på succes.".

Acer hev sin lange daggert ud af dens skede og lod sin pegefinger glide hen over siden af den. Acer havde en lang historie med denne daggert. Desværre var der ikke blevet skrevet særlig meget historie i den senere tid. "Min daggert får set alt for lidt blod for tiden, og min pung, alt for få krystaller.".

Et nik fra Ethelihn indikerede, at hun havde accepteret forklaring. Så vidt hun vidste, var der en hel del af Mørkets mindre faste medlemmer, der var løbet ind i økonomiske vanskeligheder, for slet ikke at nævne at et par stykker selv havde skitser af deres ansigt hængende over hele byen med en temmeligt stor findeløn skrevet under.

"Til gengæld får mine næsten set for meget; de nye rekrutter er ikke meget værd..." Der var flere ting galt med de nye rekrutter. Størstedelen kunne ikke slås, og skulle trænes op, hvilke betød bank fra mørkets krigere til de ikke kunne stå på benene mere. Det betød at Ethelihn flere gange om dagen, næsten lavede en grønskolling om til sushi. Hun svingede den kastekniv, hun netop havde fået tilbage, et par gange i luften, før den blev sat på plads i bæltet igen. Hun havde ikke selv valgt den træningsmetode, men den gav resultater. På et tidspunkt ville rekrutterne ikke længere være bange for noget, men det kunne tage lang tid. Nogle nåede aldrig dertil. "Men også kun næsten for meget."