de lettere dunkle solstråler, der oftest ses, når solen ligger lige før sit laveste, kæmpede sig vej gennem kroens støvede, beskidte vinduer, hvorpå adskillige beskeder fra tidligere krogæster var skrevet med fingre fedtede af mjød og jord under neglene.

Yang sad ved et vakkelvornt træbord under et af vinduerne, og studerede med et halvt øje skriblerierne, der egentlig ikke interesserede hende voldsomt meget.
hun kedede sig. Kedede sig så meget, at hun næsten ønskede at der ville ske noget drastisk, om det så end ville bringe hende i fare. alt andet end denne monotome, dødssyge stilhed, der hvilede over hele landet.
Fred. lyset havde vundet. selvfølgelig havde hun festet sammen med resten af krystallandets befolkning, da den glædelige nyhed havde spredt sig, men nu, et par uger senere, var det somom alle var faldet ind i en triviel, rolig hverdag, hvor alt gik laaaaaangsomt.
Hun havde ladet sin kappe glide ned på ryglænet af den hårde træstol hun sad på, og nød den salige forårsbrise, der gled ind under kroens skæve dør, og kyssede hendes bare arme. Et dybt suk forlod hendes læber, og hun tog en stor tår af det krus mjød hun havde fået serveret for en times tid siden, og som snart havde mistet al skummet. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om alkohol, slet ikke mjød, men et desperat behov for underholdning havde ledt hende til flasken..

Acer åbnede roligt døren op til kroen i tusmørkedale, og lod efter et kort øjeblik sin hætte falde ned om skuldrende på sig, idet han blev imødekommet af kroens rolige og dæmpede omgivelser. Acer's slange, Kira, snoede sig roligt omkring hans hofte, med enden af halen robust placeret der på bæltet, hvor han normalt ville have haft sin daggert hængende.

Dagen i dag havde været en meget stille en af slagsen, som de efterhånden havde været her på det sidste, efter at freden fra lysets tilbagekomst havde haft sin store indflydelse på mængden af klienter der ønskede hans hjælp. Det havde givet ham massere af tid til at rende rundt i diverse skove og lede efter ingredienser til diverse blandinger han efterhånden var blevet ret så god til at fremstille.
Acer grund til at komme ned forbi kroen stod meget i kontrast til hans andre hyppige besøg, hvor han aftalte opgaver med sine klienter. I dag havde han bare brug for at socialisere lidt, og gerne over et godt glas mjød. Efter en hurtig gennemgang af kroens gæster, fik han øje på en pæn kvinde med langt sort hår. Hun så langt fra ud til at hun havde gang i noget specielt, så efter at have købt sig et glas mjød, stilte han sig med sin ene hånd hvilende på stolen overfor hende: ”Har de lyst til selskab?”.

Yangs blik gled hen på den fremmede herre, der trådte ind af døren. klædt helt i sort, og med en lang, flagrende bælteende, der... vent, hvæsede den lige af hende?! hun gned sine øjne, og skævede til den grumsede alen, før det gik op for hende, at det var en slange der snoede sig om mandens ben. En slange der osede af mystik og fremmedhed. Yang kunne slet ikke tage øjnene fra den, og farede pinligt berørt sammen, da herren pludselig tiltalte hende. hun rømmede sig, og nikkede mod manden

"De skal være yderst velkommen" sagde hun med blussende kinder, mens hun febrilsk rettede på sit forklæde. det var længe siden hun havde været ude på egen hånd, det kunne tydeligt mærkes.

Acer var vandt til folks overraskelse over hans tæmmede slange, som han ofte bar på sig. Han morede sig kort over kvindens overraskelse, men gik ud fra at hun næppe var skræmt af Kira, eftersom hun havde accepteret hans forespørgsel. Med en elegant bevægelse fik han sat sig ned på stolen som han havde holdt på, hvorefter han lod den dunkle kappe falde ned på skoles ryglæn.

Acer bed mærke i kvindens akavede opfattelse af hans pludselige henvendelse til hende, og overvejede kort om det var fordi hun ikke var så god socialt, eller om det bare var fordi hun ikke var forberedt på situationen. Tjah, selv var han ikke særlig god til at omgås med andre, men på den anden side, så havde der heller ikke været særlig meget tid til noget så basalt, hvorimod dagligdagens nuværende kedsomhed gjorde det meget mere oplagt. Meget kunne siges om hans opdragelse, men manerer havde han, så med en åben hånd over bordet hilste han hende med et smil ”Nihilus”.

Det dunkle lys spillede hen over den fremmedes ansigt, og skyggerne skabte deformiteter og karikeriske træk; næsen blev hevet lang, og skyggerne trykkede hans øjne ind i hovedet på ham som knapperne på kromutters sytøj.
denne humoristiske fremstilling skyggerne skabte gav hende nyt mod, og hun indså, at der ikke var nogen grund til at forholde sig akavet overfor denne fremmede, der gav hende en mulighed for at slippe fri af kedsomhedens fængsel, hvor hun havde rusket tremmer alt for længe.
Hun lagde sin spinkle, lyse hånd i hans, og svarede med et nik;

"Mig en fornøjelse. mit navn er Contraire. hvad bringer dem her?"
hendes ravnsorte hår lod sig smyge om hendes ansigt, og skjulte de stadig let blussende kinder, da hun forsigtigt trak hånden til sig igen, og nippede til sin ale.

Med et høfligt nik trak Acer også sin egen hånd igen, hvorefter han tog en god tår af sit glas, for at kunne tænke over sit svar til Contraires spørgsmål. ”Ingenting bringer mig her” svarede han med et skævt smil. Ingenting havde bragt ham her, hvor det forhen havde været klienter der havde bragt ham til sådan et sted, men det havde han ikke noget behov for at fortælle den nydelige kvinde som han først nu har kunne sætte et navn på. Contraire.

Som Kira snoede sig op af hans venstre forarm træk han den frem for sig, så han kunne nyde synet af hende. Han havde haft hende i så lang tid, og alligevel blev han stadigvæk imponeret hver gang han så hende. Efter nogle sekunder gik det op for Acer hvor uhøflig hans pludselige stirren på Kira havde været. Idet han lod sit blik glide fra slangen og over på Contraire overfor ham, afsluttede han sin sætning med ”Der foregår desværre ingenting her for tiden, så for at fordrive tiden bringer det mig her, hvor jeg er så heldig at have muligheden for at snakke med dem”

Yang kastede et blik på det store ur der hang over kroens disk. En stor moppedreng lavet af tung maghogni og messing, og hvis kukker efter sigende skulle være lavet af de fineste krystaller fra hulerne i krystalbjerget.
Yang havde aldrig set den, og det var da heller ikke den hun spejdede efter. hun studerede kort tiden, og lod derefter blikket falde tilbage på Nihilius, der havde stirret intest på sin slange da hendes eget blik var vandret. nu hvilede hans blik på hende, og yang mærkede varmen skyde op i kinderne.

pokkers ale, den gjorde hende altid en lille smule følelsesmæssig ustabil. hendes gamle jeg brød altid lidt op over overfladen når hun fik alkohol at drikke, og det irriterede hende grænseløst hver eneste gang.
Hun kiggede på sit bæger med den skummende, gyldne væske og skubbede den derefter væk med et lille suk. ikke engang en øl kunne pifte sovekammerstemningen op.

"hvad foregår der da normalt i deres liv, om jeg må spørge?" Hun hævede et øjenbryn, hvorefter hun satte den ene arm i bordet, og lod hagen hvile i håndfladen, stadig med blikket fæstnet på Nihilius.

Acers blik mødtes med Contraires idet hendes kinder blev lettere røde. Acer var ikke den mest sociale, men han havde altid været god til at aflæse andre, og det han så lovede en god aften i vente, men først skulle de vidst begge have noget mere alkohol indenbords.

Hendes spørgsmål kom ikke just bag på ham, men han ikke forberedt på hvad han dog skulle svare hende. Lejemordere var ikke ligefrem populære, bestemt ikke den nuværende stemning taget i betragtning, derudover tvivlede Acer stærkt på at Contraire havde brug for en lejemorder, og af samme grund havde hun ikke brug for at vide at han var en. Med et ”Tjah..” rejste Acer sig fra sin stol og stilte sig ved siden af hende, hvorefter han lod sin hånd hvile kort på hendes skulder mens han sagde- ”Spændene ting og sager, men nu må du have mig undskyldt et kort øjeblik, min øl er tom, og din er vidst for længst gået død”.

Med et blidt klem på hendes skulder og et roligt smil på læben forlod han hende. ”En vin og to glas, tak”, sagde han til krofaderen, som så lettere forbløffet ud efter at have set de to jader Acer havde lagt på bordet. ”En god en af slagsen”, understregede Acer, hvorefter manden fandt en støvet flaske frem.

Yang studsede lidt over hans vigende svar. der var noget denne fremmede ikke fortalte hende, og selvom lyset var vendt tilbage til det strålende land, kunne man aldrig vide sig for sikker. der var altid rådne bær imellem, og det var derfor hun med store gestikuleringer og en voldsom hovedrysten begyndte at protestere, da herren ville hente flere alkoholiske drikke. Hun turde ikke miste sig selv og skulle regne med den fremmede. hvem vidste hvad han kunne finde på?

men den fremmede lod ikke til at høre hende, for han fortsatte op til trædisken og den bredskuldrede krofatter, og returnerede kort efter med en flaske vin og to glas.
Yang skævede betuttet til flasken. en stærk, kraftigt krydret vin var det, så meget havde hun da lært af den tid hun havde arbejdet på sin 'egen' kro.

"Det er yderst venligt af dig, men jeg tror ikke jeg skal have mere at drikke. jeg kan allerede mærke min ale stige mig til hovedet. jeg er ikke så vandt til den slags" sagde hun med et lille undskyldende smil, og et træk på skuldrene.

Acer traskede roligt tilbage mod deres bord, med den støvede grønne flaske og to de glas i hånden. Han satte sig ned ved sin stol, og stilte de fine glas og flasken på bordet. Med en elegant bevægelse fik han åbnet flasken, og lod den svagt farvede hvidvin fylde hans glas op. Han havde lige gjort klar til at fylde det andet glas op, idet Contraire protesterede.

Acers var telepat. Han kunne læse folks tanker, og når han havde brug for det kunne han kommunikere med folk ved at sende sine tanker til dem. Det havde været en yderst effektiv evne i hans liv, både når han skulle anskaffe sig et arbejde, men også når han skulle udføre sit arbejde. Det var blevet så nødvendig og så god en evne for ham at bruge, at han gjorde det automatisk. For ham svarede det sig til at trække vejret. Det var noget der skete af sig selv, og det var først når han kom til at tænke over det, at han selv kontrollerede det. Af denne grund gik det med det samme op for ham, at Contraire var mistroisk overfor ham. Hun stolede ikke på hans hensigter, hvilket var forståeligt. Acer var ikke et ondt menneske, ikke af holdning i hvert fald, skønt hans erhverv tydede på noget andet, men det ville hun næppe tro på, i hvert fald ikke til at starte med.

Acer tog sit glas op til munden og inhalerede den markante duft af den rige vin. Han tog et lille sip af den, og lod den give ham en langsom sanselig oplevelse. Den var de to jader værd. Han sænkede kort glasset og mødte hendes blik. ”En skam.. De har fortjent en større sensation end noget så simpelt som mjød”. Han tog endnu et sip af sit glas og forsatte med et lille smil, ”og det gør bestemt ikke stemningen mindre kedelig af at lade være”.

En simrende stilhed fulgte, da Yang opfattede et blik fra Nihilus, der synes at ætse helt inde i hendes sjæl, og opsuge alle hendes dybeste tanker og hemmeligheder. Hun skuttede sig utilpas i stolen, og synes pludselig at alt summede i hendes hovede.

dybe vejrtrækninger Yang. dybe vejrtrækninger. hun lukkede sine øjne og pustede stille ud. der er ingen grund til bekymring. hvorfor skulle der det? han er sikkert en helt almindelig borger, der bare er venlig og social. dybe vejrtrækninger. Hun fandt sig endelig i stand til at se den fremmede i øjnene, og lod de mørke øjne betragte ham med et vurderende blik. Blikket gled videre til den krydrede vin i hans hånd, der duftede skønt og stærkt.
måske bare et enkelt glas. som han selv sagde, gjorde det jo ikke stemningen mindre kedelig - noget Yang havde et ypperligt behov for.
Hun adminstrerede et smil, og trak på skuldrene. Et enkelt glas kunne vel nok gå-ikke?

"Måske bare et enkelt glas så. jeg har også mit arbejde at se til imorgen. Sig mig, hr... hvad holder dig i stand til at købe så eksotiske sager? det er jo ikke ligefrem billigt"

Hun kastede et blik rundt i krostuen, der var ved at blive fyldt godt op med aftenens gæster. Tonelejet var steget betydeligt siden Yangs entré i det lumre, dunkle rum, der duftede krydret og hjemligt.

Acer betragtede roligt Contraire fra sin plads overfor hende. Hendes tanker afslørede hurtigt at hun var usikker på ham, men at hun dog overvandt den usikkerhed. Jep.. Bare en ganske almindelig borger, som tjener til sit daglige brød ved at skære halsen over på folk.. Heh . Acer var aldrig rigtig kendt for at være hverken venlig eller social, men nye tider bragte vel nye ting frem i folk, og så var det altid lidt mere interessant at være venlig over for en køn kvinde, frem for det almindelige folk

Acer besvarede hendes forespørgsel ved at tage det tomme fine glas i hånden, og fylde det op med den rige vin. Mens han langsomt fyldte hendes glas op, forsøgte han at besvare hendes spørgsmål så godt han nu kunne, uden at røbe alt for meget. ”Hårdt arbejde. Der er mange rige folk i dette land, som ønsker at bruge mange penge på visse servicer, som kræver en yderst dygtig mand”. Acer satte den grønne flaske tilbage på bordet mens han afsluttede; ”Og jeg ér en yderst dygtig mand”.

Med en let bevægelse rakte Acer det fyldte glas til Contraire med sætningen; ”Et enkelt glas til den pæne frue, som ønsket”. I et forsøg på at komme uden om samtalen om sit eget arbejde, valgte Acer at dreje samtalen over til hendes erhverv. ”Sig mig, hvilket arbejde udføre de da?”.