( lol lam titel, vidste ikke lige hvad jeg skulle kalde den )

Det var hen imod middag at en spinkelt kvindelig skikkelse kunne ses komme gående i tågen der stadig hang hen over området, som en tung klam hånd. Hun skuttede sig lidt under hendes vinterkappe, og trak hætten tættere om ørerne som hun gik op af den lange vej ind til Morgoth’s palæ.
Hun havde været her så mange gange før, dengang hvor alt var vel og lykke. Tiden før han gik hen og forsøgte at tage overhånden i Krystallandet, gav for høje skatter så landmændenes afgrøder blev dårligere, og grundet hærgelserne i landet fra mørkets tilhængere; også færre. Det havde sat priserne på fødevarer gevaldigt op. Ikke at hun selv behøvede fødevarer, men hun havde tre børn at tage hånd om. Tre børn som alle var i gro-alderen. Hun havde ikke kunnet holde ud at være midt i mellem Morgoth og Cassa, faktisk havde hun føl det som et personligt angreb på hende selv at Morgoth havde gjort som han nu engang havde. Hun havde til sidst bukket under for de hånefulde blikke, for den hvisken der var rundt omkring i gaderne når hun kom forbi. Om at hun havde været hans skøge.
Hun sukkede bittert ved tanken.
Hun havde sagt fra mens han, som den idiot han nu engang var i hendes hoved, havde bare set ned på hende, havde stået fast ved hvad han mente. Hun kunne ikke se logikken i det og havde slået op, havde brudt deres trolovelse.
Men i stedet for at modtage den ring hun så hidsigt havde smidt imod han, havde han give hende ringen tilbage, og af en eller anden årsag, havde hun ikke kunnet se sig selv aflevere den tilbage til ham, så nu lå den i stedet, som en brændende påmindelse i hendes pung, sammen med de få styker rav hun havde tilbage.

Hun havde efterladt ham, hvert fald symbolsk. Hun havde også forladt hjemmet i hans palæ, taget børnene og de vigtigste ting for at flytte til en billig lille lejlighed inde i byen.
Hidtil havde hun overlevet ved at sælge sig selv, hun havde ikke set nogen yderligere udvej, men havde sørget for også at tage nogle opkog som skulle holde hende fra at blive gravid igen.

Nu, som nyheden om lysets tilbagekomst havde nået hendes ører, synes hun a det var på tide hun hentede de sidste ting i palæet. Det var dog mest tøj hun manglede. Måske hun kunne sælge noget af det og købe et større måltid til ungerne i aften?
Trods al betød deres lykke for hende, mere end noget andet. Det var deres smil der holdt hende oppegående.

Hun nåede porten, nikkede kort til vagten som genkendte hende vagt, men ikke sagde noget, bare gav et lille vip med fingrene, som hun passerede, og gik ind i selve palæet ind til hendes værelse hvor hendes slanke blege fingre kærtegnede væggene mens minderne gled over hende som en skygge. Hun forsøgte at ryste dem af sig ved straks at gå i gang med at samle det tøj sammen hun havde efterladt sig på værelset, men stoppede endnu engang op idet hun stødte på en kjole Morgoth i sin tid havde givet hende.. En ganske fin, og højest sandsynlig temmelig dyr, blågrøn kjole af silke. Hun tog sig i at tage den op foran sig, stående foran det store spejl, hvor hun kort dansede omkring sig selv med kjolen foran sig, som bar hun den, med et lille smil spillende på hendes læber.

Blodet var ikke længere flydende; det var stivnet totalt. Som en pæn, tynd, tynd skorpe havde det lagt sig over hans hud, som en bred streg ned over hans amorbue og ned over overlæben. Det fandtes også i hans hår, hans fedtede hår. Små totter havde klistret sig hist og her til den kridhvide kind, og blandet sig med blodet derpå. Sårene på den tidligere konges hud var helet, men smerterne var ikke aftaget. De isblå øjne stirrede underligt tomt frem for sig. De stirrede imod et punkt der ikke fandtes.
Han anede ikke hvordan han havde nået indenfor palæets fire mure. Han havde blot fulgt stien som havde lagt sig for ham i mørket. Hans tanker var omtågede, præget af mørke skygger og skingre skrig. Han hørte stadig de dødes kald. De tiggede ham om ikke at lade dem dø. Ikke en gang til. Da han placerede bestøvlede fødder indenfor det prægtige palæs fire vægge, måtte han standse engang. Stilheden bragte minderne tilbage til ham; billeder af nattens kampe og hændelser. Han var faldet, og han var faldet langt. Han var ingen – han var hverken konge eller general. Ægtemand eller krigsmand. Han var forbandet; en forbandet morder og karl. Han var pludselig det han altid havde været. Et menneske med et sind så svagt, at englene ville græde ved deres anskuelse af ham. Pludselig ønskede han, at han selv kunne græde.
Med hastige skridt bevægede han sig opad. Op, op, op af trapperne til anden sal. Han bevægede sig let på tå, gjorde sine skridt så lydløse som han nu engang kunne det. En vis mand havde engang fortalt ham, at han ikke skulle udfordre højere magter – han skulle frygte dem, respektere dem. Han havde hverken frygtet eller respekteret den tidligere regent, mørkets mand, da han adskilte hans forbandede ansigt fra hans krop. Han havde kun stolet på ham selv, og pisset alle andre af helvede til. Deriblandt den kvinde, han om få sekunder ville stifte bekendtskab med for endnu engang.
Lugten af hende sænkede hans skridt, fik ham til at synke ganske let ned i knæ imens han skridtede fremad. Fingrene vandrede fint over væggen til højre for ham, som en støtte af hans kropsvægt hvilede de derimod indtil han nåede døren. Han blottede sig ikke endnu for hende, men beskuede blot hendes skikkelse; den kvindelige skikkelse, som betragtede sit spejlbillede. Han rynkede brynene, vente blikket imod gulvet under ham selv for at se hvordan fødderne flyttede ham fra hans skjul. Han placerede sig pænt i dørkarmen, seende ind i hans egne øjne i spejlbilledet. Han lignede en genopstået mand; en mand der netop var vendt hjem fra et dødeligt slag; en savnet mand. Men hverken var han det ene eller det andet – for han var forbandet. Han var Morgoth.
Han så hende i øjnene.

Hun stivnede da hun så ham i spejlet, tabte øjeblikkeligt kjolen på gulvet, en smule flov over at han havde taget hende på fersk gerning, hun havde virklig håber at hun havde kunnet undgå ham.
Smaragdgrønne øjne stirrede undersøgende på hans ansigt, han så slidt ud, meget opslidt og træt. Hun længtes efter at lægge armene om ham, tage ham med i bad og forbinde hans sår, lave ham et solidt og varmt måltid. Men det var ikke noget hun havde tænkt sig at følge, ikke efter den behandling han havde givet hende sidst de sås.
Hun afbrød hans øjenkontakt, vendte ryggen til ham idet hun bøjede sig ned efter et par af hendes sko som hun kylede i en lærredssæk. '' Hvad vil du nu her? '' lød det halvirrteret fra hende, mens hun forsøgte at holde styr på sin stemme såvel som sine rystende hænder. Hendes blik skævede mod vinduerne, idet mindste kunne hun hoppe ud af dem hvis han skule vise sig endnu mere besværlig.
Men for pokker, hun tog jo kun hvad der retsmæssigt var hendes, selv den blågrønne kjole.. Den kunne sikkert bringe hende nogle penge så hun kunne brødføde sin familie.