Selvom Ilayara tager sit job på bordelhuset alvorligt, tager hun sig alligevel visse friheder, når hun har en af sine sjældne fridage - og i nogle tilfælde kommer hun alt for sent hjem, i forhold til hvad aftalen er. Hun bliver bare så 'høj' af den 'rigtige' verden (eller sin egen verden, som hun rigtigt kan tage sig den frihed at leve sig ind i), at hun glemmer tid og sted; og desuden ved hun også, at bordelhuset ikke kan undvære hende.

På trods af det at være 'høj' af verdenen, har hun på kroen trukket sig tilbage ved et bord og afvist de ikke så mænd, der har budt hende på et glas eller en dans. Hun sidder bare med et glas whiskey og en for en gangs skyld afslappet holdning. Hendes tanker er langt væk, ikke kun pga. den stærke alkohol, men hun er generelt en drømmer, der færdes bedst i sin egen verden.

Ilayaras tøj er som altid pænt og nydeligt, men noget mindre opmærksomhedskrævende og bart, end det, hun bærer, når hun er på bordelhuset - selvom der selvfølgelig stadig ikke bliver overladt specielt meget til fantasien. Kjolen går pænt til lige over hendes knæ, men udskæringen er dyb og det dyre materiale, silke, får den tætsiddende kjole til at smyge sig mod hendes krop. Det mørke hår er for en gangs skyld skødesløst og hænger ned langs hendes skuldre, og en mørk frakke hænger over stolen, som hun sidder på.

Levon har opholdt sig i kroen i nogen tid nu, i usynlig tilstand. Han nyder for en gangs skyld bare at sidde og kikke og lytte på de dansende, mens han fra tid til anden rækker ned bag det bord, han har sat sig på, og skænker sig selv et glas vin fra karaflen, der står her. Hans evne holder glasset og væsken usynlig også, men det er ikke noget problem for Levon at holde styr på delene, da han sjældent kikker på det glas, han drikker af alligevel. Det har været helt rart at kunne nyde munterheden uden at blive revet og flået i af kvinder fra nær og fjern, eller at blive puffet i ryggen af en eller anden jaloux bastard.

Den seneste halve time var dog primært gået med at betragte en kvinde alene ved et bord, der afviste adskillige dansepartnere og drinks, og til sidst besluttede han sig for, hun var en udfordring, der gjorde det værd at dukke op! Han kom lydløst på benene og snoede sig vej hen over gulvet udenom folk med en kats elegance. Han havde vinflasken med i hånden og et selvsikkert smil på sine læber, som hun ikke ville kunne se.

Han nåede derover og satte vinflasken diskret bag det ene bordben, så han kunne hive den frem på et belejligt tidspunkt, og lænede sig så op ad væggen, som bordet stod op ad. Han ventede til hun et splitsekund så bort, og gjorde sig synlig.

"Godaften," sagde han med en dyb, rolig stemme, et drillende smil spillende om hans læber.

Ilayara sidder stadig i sin egen verden og bemærker derfor ikke Levon, før han står foran hende og hilser. Derfor er overraskelsen også hurtigt til at spore i hendes lyse, grønne øjne, da de for en kort stund møder den fremmedes. Hun lader derefter blikket vandre ned på sit glas, og bedømmer, at hun er nødt til at tage en tår mere, hvis hun skal være her meget længere - så det gør hun.

"Godaften," svarer hun ham så, da hun har drukket det meste af den gyldne væske. Hun er ikke specielt beruset endnu, og hun har heller ikke tænkt sig at blive det, selvom det da alligevel begynder at hjælpe på det. Det kradser lidt i halsen og vurderende ser hun på ham. Nu er det vel ikke én, der ved, hvem hun er?

"Jeg foretrækker at være alene," siger hun så endelig med en lettere hæs stemme, da det lader til, at han har tænkt sig at blive hængende. Hun kan bedst lide at sige tingene pænt, også selvom folk som ham forstyrrer hende og de tanker, som hun gør sig. I det en kropige går forbi deres bord, beder hun alligevel om en kande med vand, så hun kan holde sig nogenlunde ædru, når hun skal hjem.

Overraskelsen i de grønne øjne behager ham, og smilet om hans mund er tilfredst, mens humoren glimter i hans øjne. Det var præcist hvad, han havde håbet at opnå. Mens hun drak kikkede han blot roligt på hende, afventende om hun overhovedet hilste på ham.

Det gjorde hun. Han kan høre på hendes stemme, hun ikke er stangstiv - endnu - og der var da heller ikke noget i hendes lettere elegante bevægelser, der tydede på det. Hvem hun var, havde han ingen anelse om, og det vurderende blik mystificerer ham en del. Hvad tænker hun?

"Ah," sagde han en smule bedrøvet, "Ikke her for at drikke, ikke her for at tale. Du gør en mand nysgerrig, smukke dame! Afventende et stævnemøde?" På trods af det personlige spørgmål er tonen let og konverserende, og der er intet privat eller påtrængende i den. Alt sammen meget bevidst.
"Nuvel, jeg skal ikke forstyrre dig, mens du venter, men sidder du alene endnu om en halv time og han ikke er kommet, kommer jeg og trøster dig." Han blinkede drillende til hende, blikket stadig funklende af morskab, da han nok havde regnet ud, det ikke var derfor, hun sad alene. Næh, hans erfaring fortalte ham, at så smuk en kvinde aldrig ville ende med at sidde og vente på en date; daten ville være troppet op timevis i forvejen angst afventende hendes ankomst. Så naturligvis var det ikke derfor, hun sad der. Han rettede sig op og bukkede elegant for hende, før han bevægede sig væk fra bordet igen. Første gang, han fik muligheden for kort at forsvinde fra hendes syn bag en bredskuldret mand, gjorde han sig usynlig igen og forsvandt for øjnene af hende. Forhåbentligt ville hun undre sig og lede, og han skyndte sig tilbage til det bord, han havde holdt til på hele aftenen, hvor han satte sig på bordpladen og lænede sig afslappet tilbage på albuerne, før han gjorde sig synlig, den ene nypudsede støvle hvilende på stolen foran ham. Han søgte hendes blik gennem rummet, nysgerrig efter at vide, om hun overhovedet interesserede sig for hvor, han var blevet af.

Der gik ikke mange øjeblikke, før en af kvinderne ved et nærliggende bord fik øje på ham, og hun ilede hen imod ham. Han havde set hende, men blev liggende roligt og lod som om, han ikke havde, så han slap for at skulle rejse sig og bukke kun for at blive overfaldet af kys og kram. Han orkede det ærligt talt ikke lige nu, og havde det ikke været for skønheden, han forsøgte at fange interessen på, havde han foretrukket at holde sig usynlig. Men det var problemet, når ens erobringer boede i den samme by og kom det samme sted; pludselig var man rendt over ende uden mulighed for at prøve kræfter med noget nyt.

Ilayara kan, pga. alkoholen, ikke lade være med at smile et lettere skævt smil af hans spørgsmål til hende. Også fordi hun ligeså godt som han ved, at hvis hun havde lyst til et stævnemøde, var det i hvert fald ikke hende, som kom til at vente så længe. Men hun har nu ikke tænkt sig at fortælle ham, hvad hun laver alene her. Derfor bliver smilet og en let hovedrysten hendes eneste respons på hans spørgsmål. Manden er heldig, at han fangede hende i denne let påvirkede tilstand, for normalvis ville hun slet ikke bide på hans forsøg på at fange hendes opmærksomhed.

Kanden med vand samt et nyt glas bliver hurtigt bragt til Ilayaras bord, og i et snuptag tømmer hun resten af sit glas med whiskey, som kropigen tager væk, og hun hælder derefter noget af det kolde vand over i sit glas. Hendes blik er fraværende et kort øjeblik, og da hun ikke kan se herren længere, ryster hun blot på hovedet. Selvom hun er i bedre humør, betyder det ikke, at hun hopper på hans charme - ærlig talt har hun, populært sagt, nok i sig selv, men det er nu ikke fordi, hun er selvglad. Hun nyder bare at kunne betragte, for derefter at falde hen til sin egen verden igen.

Derfor opdager hun heller ikke, at manden dukker op igen længere henne i kroen, før et lille kvindehvin lyder, og hun ser i lydens retning. Minsandten om det ikke er ham igen. Hun kender det meste til mænd, for der er også nogle, der betror sig om alt og intet, når de kommer hos hende, og hun ved, at nogle nyder "jagten" - og hun tror, at Levon er sådan én, for han ser ikke særlig begejstret ud, da kvinden kommer mod ham. Mænd kan faktisk også være meget komplicerede, og hun har en mistanke om, at manden foran hende aldrig slår sig helt ned. Men det er kun formodninger og forestillinger, selvfølgelig. Hun møder et kort øjeblik hans blik, inden hun ser væk og tager en tår af sit vand.

Han er tilfreds med at få et smil fra hende, det er mere end hvad nogen andre har givet ham, og for nu er han tilfreds. Desværre betød det nok, hun ikke var bidt på og kom rendende med røde kinder for at rette hans fejl, men det gjorde nu ikke så meget, hun ikke var den type kvinde. Han havde hele aftenen til at finde ud af hende.

Ovre fra sin plads på bordet, kunne han se, hun ikke undrede sig så meget over, hvor han var blevet af, og dét derimod ærgrede ham. Han nød at være mystisk og at få lidt opmærksomhed på den bekostning, men nuvel, individualitet var det, der gjorde det underholdende at lære nye mennesker at kende.

På trods af, han stadig lå henslængt på bordet, forhindrede det ikke pigen i at gribe hans hånd og trække ivrigt i ham. Bare en enkelt dans, hun vidste hvor meget, han elskede at danse, og hun havde set efter ham i ugevis for at skænke ham den glæde. Det var svært at modstå, og til sidst kom han op at stå og bukkede for hende på samme galante vis, som han havde benyttet sig af over for Ilayara lige før. Han nåede knapt at byde hende sin arm, før hun hang klistret til ham, og han smilede varmt til hende, før hans blik søgte over mod det andet bord, hvor aftenens interesseområde faktisk fangede hans blik. Interessant. Men for nu var han nødt til at lægge sin opmærksomhed et andet sted.
Selvfølgelig nød Levon "jagten". Han elskede virkelig at møde nye personligheder, at lære nye kvinder at kende og tillære sig deres hemmeligheder og ønsker. Men han var også glad for de priser, han fik sig, og han brugte lang tid hver eneste dag på at besøge sine forskellige damebekendtskaber og holde forhold i live enten med søde ord og små gaver eller med mere.. håndgribelige handlinger. Men alting til sin tid, og lige i aften var han ikke den store selskabsløve efter det vante og trygge. Det var også derfor, han havde holdt sig i skjul på den måde. Det havde ikke været meningen, hans tilstedeværelse skulle blive bemærket, men nu havde han alligevel røbet sig selv for et kønt ansigts skyld, og var det ikke bare typisk ham?
Ude på dansegulvet var han lige så charmerende og opmærksom som altid, og hun opdagede ikke en gang, han i grunden ikke havde den store lyst til at danse. Han var flirt og komplimenter som altid og svingede hende rundt som om han aldrig havde lavet andet, tydeligvis en af aftenens bedste dansere til stede - men han øvede sig jo også en del.

Så snart dansen var forbi, trykkede han et kys mod hendes kind og løftede hendes hånd op, så han kunne snurre hende rundt under den, og før svimmelheden og latteren havde lagt sig, havde han gjort sig usynlig og slap hendes hånd, før han luskede tilbage til bordet i hjørnet. Ikke flere afbrydelser, om han så ville få Ilayaras opmærksomhed eller ej. Han tænkte ikk emeget over, at hvis hun havde betragtet ham på dansegulvet i det øjeblik, ville hun have set ham forsvinde ud i den blå luft og ville kende til hans mystiske forsvindingsnummer. Han vendte bare tilbage til hjørnet og rykkede lidt på stolen, ligeglad med hvem der så en stol bevæge sig uden at blive rørt ved, og han slog sig omvendt ned på den og lænede armene mod ryglænet, mens han lagde hovedet mod dem. Ak ja, så blev den aften det mindre underholdende.

Ilayara er blevet underlig bevidst om alle andres tilstedeværelse i kroen - altså, hun har da hele tiden vidst, at der var andre i lokalet, men hun har let kunnet abstrahere fra det. Men efter Levon var kommet hen og havde forstyrret hende med sin usynlighed, har hun svært ved at finde tilbage til sit eget sted igen.

Derfor betragter hun elementet til forstyrrelsen grundigt. Hun er ikke ligefrem interesseret i ham - hun er holdt op med at være interesseret i mænd, efter hun begyndte på bordelhuset - men hun er nysgerrig på denne eksistens, der som han danser rundt er så ombejlet og populær. Hun har dog ikke lyst til at tale med ham, hvis ikke han selv kommer tilbage igen.

Alkoholen blusser et kort øjeblik op i hendes kinder, og hun endnu en gang tager hun en ordentlig tår af sit glas med vand, for derefter at hælde mere op. Ud af øjenkrogen ser hun, hvordan manden takker for dansen og derefter... forsvinder? igen. Hun kan godt forstå ham. Hvis hun kunne gøre sig usynlig, ville hun også gøre det.

Men hun betragter alligevel det sted, hvor han lå før, og med et løftet øjenbryn kan hun ikke lade være med at smile skævt. Jo, det er nok ham, der sidder derovre.

Levon ville beklage at have forstyrret hendes ro, havde han vidst, han havde gjort det, og endda helt inde fra hjertet. HAn forstod kun alt for godt hvordan det var at have en trang til bare at sidde det hele over og gå uopdaget hen. Takket være sin evne havde han så en hel del større mulighed herfor, men han havde forståelse for det, åh ja. En hel del.

Mens han befandt sig på dansegulvet, var han ikke så uhøflig, han lod sin opmærksomhed glide til andre; det var ganske simpelt en respekt, han udviste enhver, han dansede med, og som han var meget beundret for. Måske troede man om ham, han var en af den slags mænd, hvis blik konstant flakkede hid og did for at opfange den smukkeste kvindes fært og så forfølge hende, men han havde faktisk både manerer og opdragelse - og hjerte - med inde over sine handlinger. Selv når han afviste nogen - hvad sjældent skete - gjorde han det blidt og charmerende. Derfor fandt rigtigt mange mænd ham skide irriterende.

Men på vej tilbage til bordet tager han sig tid til at kikke efter den grønøjede juvel igen. Så hun havde betragtet.. ham? Eller bare dansegulvet? Nysgerrigheden meldte sig igen angående hende. HVad var hun for en?

Han blev ikke siddende på stolen i mere end fem minutters tid, før nysgerrigheden drev ham på benene, og han søgte igen over til hendes bord. Han gik om bag hende denne gang og bøjede sig ned til hendes øre.
"Lyst til selv at forsvinde i massen? Bare at være usynlig for alle andres øjne?" hviskede han mod det, hans ånde varm og tung af vin mod hendes kind.

Ilayara kan jo ikke se Levon, så selvfølgelig bliver hun forskrækket, da der lige pludselig står én, som reelt ikke er der, bag hende og hvisker hende i øret. Det giver et gip i hende og hendes ellers afslappede holdning bliver helt stiv. Hun er ikke sikker på, at det er manden fra før... Men hun er nu ret sikker på det, og hun ved ikke helt, hvordan hun skal reagere på hans hvisken i hendes øre og den varme ånde mod hendes kind. Hentyder han til noget specielt? Er han ude på noget?

Hun ryster lidt på hovedet, da det værste chok har fortaget sig og overvejer et kort øjeblik, hvad hun skal sige, uden at han måske tror noget om hende. Ude i "virkeligheden" er hun ikke meget for intim kontakt, men hun ved, at nogle mænd kan misforstå det meste. Specielt når hun er alene på kro og drikker alkohol.

"Det er ikke pænt at forskrække folk på den måde," siger hun da med et lille smil og springer let og elegant over hans spørgsmål. Hun ser sig kort over skulderen, hvor hun regner med, at han står og siger så: "Og så kan De vidst godt holde op med at lege skjul på den måde."

Hendes forskrækkelse overrasker ham en del, og han retter sig op temmelig pludseligt og overrasket. Det havde ikke været hans mening at forskrække hende, men han kunne måske godt se i bagklogskabens lys, det var en lidt dum måde at gribe det an på.

For en gangs skyld hentydede Levon ikke til noget lusket eller flirtende. Det var ret bogstaveligt ment, om hun havde lyst til selv bare at være usynlig for mængden.

Da hun kommer sig af sit chok, smiler han lidt igen, og han lyttet til hendes skoling af ham og skærer en grimasse.
"Det var heller ikke ment som en forskrækkelse, men jeg nåede vist ikke at tænke mig om," sagde han undskyldende. Han var virkelig ked af at have forskrækket hende, og det kunne man høre i hans stemme. Hun så om mod ham, og han fandt et bredere smil frem, indtil hun talte til ham. Så slog han sig for panden. Havde han glemt det igen? Han så mod sin hånd, der var væk. Jeps, det havde han. Med en lav kluklatter lod han evnen falme og stod så foran hende.
"Jeg har en tendens til at glemme om jeg kan ses eller ej," forklarede han, "Når mine tanker er optaget andet steds." Han betragtede hende roligt, men med et muntert glimt i øjet.
"Men du besvarede ikke mit spørgsmål; føler du en trang til selv at være usynlig i mængden? Jeg har set hvor mange af os uforskammede bøller, der har chikaneret dig i aften, mens du bare har ønsket at sidde alene. Mit eget ønske for i aften var ikke stort anderledes, og jeg har haft min evne i brug for at kunne gøre det. Måske det kunne give dig et lille pusterum også?" Han vidste ikke om han havde formuleret sig klart nok denne gang, eller om hun bare ikke ønskede at starte en samtale med ham. Han var lidt usikker på hende lige nu, men ønskede ikke at vise det.

Ilayara ser sig over skulderen, mens Levon taler til hende. I længden bliver det anstrengende, og hun ser frem for sig igen, og hælder noget nyt vand op til sig selv i sit glas. Hun lytter til ham, selvom han stadig står bag hende - og hun lægger derfor ikke mærke til, at han gør sig synlig for omverdenen igen.

"Sæt Dem ned, hvis De vil tale... Det andet bliver anstrengende i længden," foreslår hun så og slår med en lille, elegant bevægelse sin hånd bydende mod den stol, der er overfor hendes plads ved bordet. Normalt er hun overhovedet ikke snakkesalig, men manden, der står bag hende, virker nogenlunde reel og er ikke (blot) ude på at forføre. Det kunne være, at hun for en gangs skyld kunne få en nogenlunde normal samtale - hvor snobbet det så end lyder. Men krostuen er normalvist heller ikke det sted, hvor man får de mest intelligente inputs.

Da Levon forhåbentligt har sat sig ned overfor hende, retter hun af vane kort på sit hår og sin kjole (som dog i forvejen sidder ubeklageligt), og svarer derefter på hans spørgsmål:
"Jeg vil ikke kalde dem bøller; de gør bare, hvad deres drifter fortæller dem, og jeg kan godt slå fra mig, hvis de ligefrem bliver uforskammede," siger hun så, hun har altid i baghovedet, at hun kan sidde overfor (eller i nærheden af) en potentiel kunde.
"Men jo, nogen gange kunne det da være rart at være usynlig. Men jeg er god til at lukke mig inde alligevel," tilføjer hun da og et lille smil glider over hendes læber.

Han forstod alt for godt hvor anstrengende, det måtte være at se sig over skulderen hele tiden, og han var kun glad, da han blev inviteret til at tage plads. Ikke at det direkte var sådan, han havde planlagt det, men han havde opnået sit midlertidige mål, og han bevægede sig rundt om bordet og slog sig ned og lagde armen på bordet, mens han lænede sig afslappet tilbage.
Han beundrede hendes elegance usigeligt, men holdt komplimenten tilbage - midlertidigt.
hvorvidt det ville være muligt at få en fornuftig samtale med Levon ville tiden vise, men han var ikke på nogen måde desperat. HVorfor skulle man også være det, når man væltede sig i tilbud? I aften var det hans nysgerrighed efter at lære et andet menneske at kende, der drev ham frem snarere end hans lænder.
Hans blik kunne ikke lade være med at følge hendes hænder, da hun rettede på sit tøj og hår, og et skævt, charmerende smil hvilede om hans læber.
"En mand, der ikke kan tænke på andet, frøken, er en bølle!" svarede han roligt. "Og det glæder mig meget, du er i stand til at slå fra dig når nødvendigt! Det er der desværre for få, der kan." Han sad et øjeblik, med hånden på det ene knæ og lavede små cirkler på det med en finger, mens han lyttede til hende.
"Og lige nu?" spurgte han med et mystisk smil på læberne, mens han rakte en hånd hen over bordet. "Alt det ville tage var en ganske lille berøring af min hånd, og du ville kunne opleve det ... Hvis du har lyst altså? Jeg lover dig, det ikke gør ondt!" Hans blik var en smule drillende, men også nysgerrigt og oprigtigt på samme tid.

Ilayara havde lyst til at fortælle, at det i hendes erhverv var nødvendigt at kunne slå fra sig. At hun har gemt små knive tæt mod hendes krop, hvis uheldet skulle være ude. At selvom hun bare ligner en ung, forsvarsløs kvinde, en drømmer, er hun ikke i tvivl om, hvordan man forsvarer sig. Bare så han ved det. Men hun siger intet om det og lader i stedet et lille, gengældende smil glide over sine læber, da han smiler til hende.

Hun ser et øjeblik mod hans hånd, som han så venligt byder frem, og laver så en afværgende bevægelse mod den. Hun har ikke lyst til at røre mere ved mænd, end det er påkrævet af hende, og slet ikke, hvis hun bliver påvirket på en eller anden måde, som hun ikke kender til. Hvad hvis det er en fælde? Alligevel smiler Ilayara let, så manden foran hende forhåbentligt ikke tager det så ilde op. Alle er på et eller andet tidspunkt potentielle kunder..
"Jeg har ikke lyst til det," svarer hun så en smule kortfattet og hælder på ny vand op i glasset. Hun er ved at være mere klar i hovedet igen, og overvejer, om det skal fejres med et nyt glas et-eller-andet.