Det havde været en lang tur fra kroen og hjem til Lavon i den bidende kulde, men omsider var Levon og Carolina nået frem, og da de nærmede sig hoveddøren, gled den op for dem, nærmest som om en usynlig hånd havde åbnet den.
Først da de kom ind i den lille hall trådte butleren frem fra sit skjulested bag døren. Hvis han var overrasket over at se sin herre med en som Carolina oven i købet pakket ind i hans kappe, viste han det ikke, og han stod blot som en stenstøtte, indtil hun kom indenfor rækkevidde, hvor han snuppede kappen af hende og gik af hende og rakte den om bag sig, hvor en anden tjener pludselig dukkede op ud af det blå og tog imod den. Butleren vendte sig så mod Carolina igen uden helt at vide hvor meget han ellers skulle hjælpe hende af med.

LEvon derimod var ret sikker på, hun helst ville have sine ting i sin umidelbare nærhed, så hun i dagtimerne ville kunne komme og gå som det passede hende uden at skulle stå til regnskab for en tjener, og han sendte butleren et svagt smil.

"Tak, det var alt for nu." Dernæst vinkede han blot Carolina med og ledte vej igennem det overdådige, prangende hus. Overalt var kostbare malerier og tæpper, dyre, fancy møbler placeret uden dog at virke overfyldt. Huset var stort nok at fylde ud, og der var ingen grund til at proppe det.

Han førte hende ad lange gange med en lysestage i hånden, han havde grebet før de forlod hallen. Han var glad for, de ikke stødte på Maki lige nu, og til sidst nåede de frem til et af de mindre overdådige gæsteværelser, som han tænkte nok ville passe hende bedre end nogle af de andre værelser.

Han slog døren op og gik derind, placerede lyset på en kommode og gik direkte over til ildstedet, som han knælede ned ved og smed et par knuder på, før han tændte op. Dernæst gik han i gang med at tænde lys derinde.

Skæret fra vokslysene faldt over et værelse holdt primært i grønne nuancer med en solid dobbeltseng og et stort amorine stående mod den ene væg. Et enkelt vindue vendte ud mod gaden, hvor gardinerne lige nu var trukket for, og i hjørnet var en skærm, der adskilte rummet fra et lille område med en vaskestand og et siddebadekar. I den resterende del af værelset befandt sig en sofa med tilhørende sofabord og et tungt udskåret skrivebord med en polstret stol. Møblerne var kraftige og gav rummet et mere maskulint udseende end nogle af de andre rum, men han regnede ikke med, hun ville værdsætte spinkle, forfinede møbler særligt meget.

Da først lyset spillede over rummet, vendte sig han hvor han stod langs den ene væg og så mod hende med hænderne bag ryggen.

"Jeg håber det er tilfredsstillende? Hvis du forlader rummet og fortsætter samme retning, vi gik i, vil du finde et par franske døre ud til haven, og følger du huset til højre vil du komme ud på gaden. På den måde vil du kunne komme og gå som det passer dig ... Jeg ville dog foretrække at vide, du er her om natten, men det er ikke op til mig at bestemme over dig. Det ville blot glæde mig at vide, du har det trygt og varmt." Han smilede en smule akavet til hende og vidste ikke helt hvad, han skulle sige til hende mere. Måske burde han gå, men han ønskede at vide hvad, hun tænkte om det hele lige nu.

Carolina har før været i nogle pænere huse og villaer, men hvis der har været tjenestefolk, er det aldrig nogen, hun har bemærket. Derfor bliver hun også meget overrumplet over butleren og den naturlighed, hvorpå han blot tager kappen af hende og en anden forsvinder med den. Hun knuger om sin rygsæks hanke, og for første gang i lang tid ved hun ikke rigtigt, hvordan hun skal reagere. Levon vil nemt kunne aflæse forvirringen i hendes ansigt - og sikkert more sig over det. Der går nogle sekunder, før hun følger efter Levon.

Mens de går gennem huset ser hun sig diskret (som det er muligt) omkring. Hun ved ikke, om hun skal grine eller græde, og det er ikke misundelse, da hun i sit sind konstaterer, at hun ikke bryder sig om det. Men generelt har hun det svært ved at føle sig tilpas i pænere omgivelser.

Selvom Levon vil betegne værelset som mindre prangende, er Carolina overhovedet ikke af samme overbevisning. Men hvad kan man også forvente af en pige, der kommer fra gaden?
Hun står midt i værelset og føler sig på en måde meget lille og utilpas, og følelsen af ikke at fortjene det, kommer igen snigende. Hun roder sig lidt i det uglede hår og lytter til Levons ord.

Tænkt at han, blot ved hjælp af sit hus - og lade hende bo her, sådan kan bringe hende ud af fatning. Derfor nøjedes hun også bare med at nikke ved hans instruktioner, uden at hun rigtigt opfatter dem. Med et lille dump lader hun rygsækken falde til jorden, og så stor hun bare der..

Det var umuligt ikke at læse hendes forvirring og måske endda ubehag ved situationen med butleren, men han vælger ikke at kommentere på det. Faktisk har han mere ondt af hende end morer sig over hende. Han kan godt forstå, det må være temmeligt overrumplende for en kvinde med hendes baggrund. Derfor vendte han sig blot og begyndte at gå, så han ikke stod uhøfligt og stirrede.

Et øjeblik var han nervøs for, hun ikke ville følge efter; at hunv ar for overrasket og at han viste sig ufølsom ved bare at gå, men hun indhentede ham heldigvis, og han sukkede lydløst og smilede lettet.

Uden at se på hende, var han klar over, hun så sig omkring - hvem ville ikke gøre det? At vide, hun ikke brød sig om det, ville såmænd ikke bedrøve ham så meget igen; hun ville ikke være den første!

Værelset, han havde valgt ud, var langt fra så prangende som nogle af de andre, og han var klar over, hun måske havde følt sig bedre tilpas i tjenernes kvarter rent indretningsmæssigt. Til gengæld ville der være mange mennesker med stor nysgerrighed, og det var han ikke så sikker på, hun ville bryde sig om.

Han betragtede hende fra hendes plads midt i rummet og kunne uden besvær se, hun ikke var helt tilpas med situationen. Den kære uglen i håret kom igen, og han smilede skævt.

Da hun ikke svarede ham, blev smilet lidt bredere og lidt blidere. Hun var overvældet, og det forstod han faktisk godt. Han gik hen mod hende med selvsikre skridt og stoppede halvanden meter fra hende.

"Hvis du ikke ønsker at bevæge dig rundt i huset og gerne vil spise herinde, eller hvis der er noget, du mangler, er der en klokkestreng ved døren. Tjenestefolkene vil være her hurtigt til at give dig en hånd. Du kan bede om varmt vand til et bad, noget andet tøj, mad, hvad end du har brug for, og de ved som regel hvor, jeg befinder mig, hvis du skulle få brug for mig." Han så opmærksomt på hende og studerede hendes ansigt et øjeblik, før hans smil forsvandt en smule.

"Se ikke så fortabt ud," bad han blidt, "Jeg ved, det her er lidt.. erhm, mere overdådigt end det, du er vant til, men jeg har ikke meget mindre i huset, og jeg tænkte, placeringen ville blive værdsat?" Han så et øjeblik usikker ud, nærmest som en lille dreng.

At se Levon i hans egne omgivelser gjorde ham ikke mindre formidabel. Dog var hans påklædning en del for simpel til omgivelserne, og han virkede nærmest som en rejsende på vej igennem stedet snarere end en adelsmand. I værelset, på trods af dets størrelse, så han stadig meget bredskuldret og høj ud, og nogen ville måske finde hans skikkelse temmelig skræmmende.

Skal Carolina have det her? Helt alene? Med en lidt dyb vejrtrækning lader hun en hånd glide op i panden og stryger hånden gennem håret, mens hun ser rundt i værelset. Da Levon går mod hende og standser foran hende, begynder hun efterhånden at komme tilbage til sig selv igen, selvom stedet stadig føltes stort og overvældende.

Hendes blik bliver igen en smule konfust, da han foreslår, at hun skal have hjælp og blive serviceret af tjenere. Hvorfor skal de hjælpe hende? Igen kommer de spørgsmål, som Levon allerede har besvaret op til overfladen: Hvad er meningen med alt det her? Hvorfor gør han det for hende? Selvom han har forsikret hende om, at der ikke er andre hensigter, dukker spørgsmålet hele tiden op til overfladen og hendes mistillid vokser. Sammen med hendes udmattelse bliver det hele for meget, og selvom hun glemmer helt at fokusere på hendes vejrtrækning, der pludselig bliver hurtigere og hurtigere.

Med et bump sætter hun sig på gulvet - Carolina tænker slet ikke over, at der både er en dobbeltseng, en sofa og en stol, som hun kunne vælge at sætte sig i - men lige nu kører hendes tanker bare nærmest i et dobbelttempo, og det samme gør vejrtrækningen. Hun lader en hånd vifte foran sin pande, fordi hun også er begyndt at få det varmt.
"Hvorforgørdudether??" spørger hun så hurtigt og i en lang køre, så man skal have lyttet godt efter, for at have forstået hendes spørgsmål.

Hendes spinkle krop svajer frem og tilbage, efterhånden er hendes vejrtrækning ved at være lidt roligere, og i hendes tanker er hun allerede i gang med at fortælle sig selv, hvor dumt det var, at Levon så hende flippe sådan ud.

Det tager ingen professor at se, hun er konfus og overvældet over hele situationen, og han forstår det såmænd så godt. Et bekymret blik hviler på hende, men ændrer sig til et i chok, da hun meget pludseligt endte på bagen på gulvet, og han var hurtigt på knæ ved hende og undersøgte hendes ansigt. Hendes vejrtrækning er så forbandet heftig, og hun så ud til at have det meget varmt. Det var ikke ligefrem ting, han havde været forberedt på, og han sidder sådan set bare der ved hende temmelig rundt på gulvet, indtil hendes pludselige smøre. Han fangede det med nød og næppe, og et meget svagt smil spillede om hans læber et øjeblik, før det falmede og døde bort.

"Hør, det troede jeg, vi havde fået på plads?" sagde han roligt, "Jeg kan ikke bære at skulle frygte at gå ud og finde dig livløs i en snedrive! Jeg har som du kan se rigeligt med plads, rigeligt med midler, og det styrker mig at kunne give en hånd personligt, hvor den er behøvet."

Da hun begynder at svaje frem og tilbage, er han faktisk lidt ligeglad med om hun vil forsøge at kæmpe imod eller hvad; han lægger blot en arm bag hendes ryg og stikker en under hendes knæ og løfter hende hurtigt op. Han forsøgte ikke at holde hende tæt eller intimt på nogen måde, samlede hende bare op og bar hende hurtigt over på sengen, hvor han omhyggeligt sørgede for, hun blev lagt helt ned, før han satte sig selv på sengekanten for at kunne sørge for, hun blev liggende.

"Træk vejret stille og roligt," beordrede han mildt og med et alvorligt blik, "ganske stille og roligt!" Hans instinkter bød ham at gribe om hendes ansigt, fange hendes blik og få hende til at følge sin egen rytme, men han afstod fra det, da han kunne forestille sig, hun næppe ville bryde sig om det, og han ville ikke gøre det hele endnu værre.

Carolina opfatter kun lige hans ord, men hun forstår dem ikke rigtigt. Eller, hun forstår dem godt, men hun tror ikke længere på ordene.

Hvis det havde været en helt anden situation end nu, ville Carolina have protesteret vildt og voldsomt på at Levon sådan samler hende op (også selvom hun sikkert ikke ville kunne komme ud af Levons greb), men lige nu er hun meget afkræftet og fraværende.

Da han nænsomt lægger hende ned på sengen, bliver hendes vejrtrækning automatisk roligere - næsten, som om sengen er en slags afbryderknap, der standser den hektiske vejrtrækning. Hun lytter næsten ikke til Levons formaninger om at trække vejret, og efterhånden er han længere væk.

Lidt efter lidt må det begynde at gå op for Levon, at det ikke kun er chokket, der får hende til at reagere så kraftigt. Hvis han (vel at mærke tør) at røre hendes pande, er den meget varm, og samtidig begynder hendes krop at ryste. Det er hendes krop, der endeligt er begyndt at sige fra, men sygdommen er ikke livsfarlig. Hvis Levon ikke havde samlet hende op, ville den nok udvikle sig sådan..

Om hun tror ham eller ej, er lige meget lige nu, han er mere bekymret over den manglende protest, da han løfter hende op. Han betragter hende uroligt, mens han bærer hende gennem rummet, og det eneste gode tegn, da han endelig slipper hende, er at hendes vejrtrækning bliver roligere.

Han kan godt se på hendes blik, hun ikke er helt tilstedeværende, og da hun begynder at ryste, rynkes hans bryn endnu længere sammen, og han lagde en hånd på hendes pande og dernæst kind, før han ganske ubehageligt til mode slap hende igen. Hun havde feber, men hendes krop var nedkølet, hun var tydeligvis også langt mere udmattet end han havde troet, og han fyldtes med dårlig samvittighed over at have holdt hende i kroen så længe.

Småbandende over sin egen dumhed, kom han hurtigt på benene og uden megen tanke på hendes mulige modstand bandt han tæppet fra hendes ben, trak støvlerne af hende og løftede hende svagt op for at fjerne den kappe hun havde om sig. Dernæst snuppede han hende op i armene igen og holdt hende lidt besværet, mens han trak dynen til side for at lægge hende der. Hendes rysten gjorde det svært at holde hende, men han klarede det faktisk og fik hende til sidst lagt til rette, før han svøbte dynen om hende. Han benyttede øjeblikket, da han fjernede støvlerne, til at tjekke hendes fødder for frostskader, men gjorde ikke opmærksom på det.

Snart lå hun pakket godt ned, og han løsnede tørklædet om hendes hår som det sidste, før han gik hen til døren og brutalt trak tre gange i den - hans personlige signal til tjener staben om, det hastede.

Dernæst var han tilbage ved sengen, hvor han blev stående ved dens side og alvorligt så ned på hende, indtil der minutter senere hørtes flere løbende fodtrin på gangen, og døren gik op efter en kort banken. Levon vendte sig myndigt mod de tre ankomne tjenere og begyndte at uddelegere ordrer.

"Jason; læge, Carlston; et fad vand og en klud, et glas vand og en dram whiskey, og Jon, få de støvler her tilbage til kroen, jeg plejer at overnatte på." Han kaster støvlerne hen til knægten, og alle tre tjenere bukker dybt og forsvinder.

Så snart de er væk, vender han igen opmærksomheden mod Carolina og tjekker unødvendigt efter feberen igen, før han børster lidt hår væk fra hendes pande.

"Og ingen modsigelser nu, Carolina," siger han fast, "Vi må have dig på højkant igen!" Han er ikke villig til at diskutere nogle af sine valg, det burde være klart for hende, og han står nu blot og betragter hende uroligt.

----

Efter ti minutter vendte tjeneren tilbage med de ting, han havde bedt om, og whiskeyen blev stillet på sengebordet, fadet på gulvet og vandet i LEvons hånd, før tjeneren blev sendt bort.

Levon tog plads på sengekanten og løftede hendes hoved en smule op, mens han holdt vandet til hendes læber.

"Drik lidt, det er altid godt med væske," sagde han blidere end før og ventede på, hun drak hvad, hun kunne, før han satte glasset på natbordet og lagde hende ned igen. Så trak han op i sine ærmer og stak hænderne i vandfadet, hvor han vred kluden op i det kølige vand, før han lagde den over hendes pande. Resterende dråber af vand sad på hans arme og håndled, men han ænsede dem end ikke, da han igen tog plads på sengekanten og nok en gang uroligt betragtede hende.

Carolina er langt fra sig selv og protesterer derfor ikke, da Levon tager hendes overtøj og støvler af - et lille suk glider dog over hendes læber, da han løfter hende og pakker hende ind. Heldigvis for hende har hun ingen frostskader - hendes fødder er efterhånden blevet hårdhudede; men der skulle nok ikke gå lang tid, før kulden også ville sørge for det.

Hendes rysten ophører for en kort stund, da han pakker hende ind i dynen, men de små rystelser begynder desværre hurtigt igen. Hendes blik er feberagtigt fraværende og døsigt, og hun orker nærmest ikke at opfatte de tre tjenere, der kommer farende for derefter at forsvinde ligeså hurtigt igen. Hun ser op i loftet med dette fraværende blik og Levons stemme lyder fjernt i baggrunden. Det er ikke noget, hun har lyst til at diskutere nu - hun er træt, har bare lyst til at hvile sig og være alene, og skal lige til at vende sig om på siden væk fra Levon, men da han sætter et glas vand til hans læber, drikker hun af dette.

Kluden på hendes pande køler, og Carolina lukker øjnene igen - hun vil bare gerne sove, og hvis hun havde hørt, at Levon havde tilkaldt en læge, ville hun nok, på trods af sin svage tilstand, have protesteret alligevel. De få læger, hun har mødt, har hun ikke brudt sig om - de har aldrig kunnet hjælpe alligevel (men det var nok også mere fupmagere end reelle læger).

Alene det at hun ikke protesterer ringer alarmklokker over hele linjen, og hans blik er meget alvorligt, mens han pakker hende ind. Det var dog en lettelse ikke at finde frostskader på hendes fødder, men han havde på fornemmelsen det mere var held end forstand.

Lettelsen nåede kortvarrigt at gribe ham, da hendes rystelser ophørte, men da de kom igen, blev hans mund sat i en grim grimasse, tydeligt utilfreds med situationen.

Han kan se på hendes blik, hun er ved at glide ind i søvnen, men han kan ikke tillade hende at gøre det lige nu. Det kunne være, hun aldrig ville vågne op igen, og tanken gjorde ham hård og kold indeni. Hun drak, og det var et godt tegn, men han er utilpas, da hun lukker øjnene i så snart den kølige klud rørte hendes pande.

Han er lidt ligeglad lige nu med, hun ikke har den store tiltro til læger. Det er Maki om igen, og hende fik han da overbevist, og han har ikke tænkt sig dette skal være meget anderledes. Bekymret lagde han hånden mod hendes kind og lænede sig lidt ond over hende, så hun ville have lettere ved at fokusere på ham.

"Carolina," beordrede han blidt, "Bliv hos mig lidt endnu! Du skal nok få lov at sove, men ikke endnu," lovede han, hans stemme roligere end han følte sig, og han sørgede for at tale klart og tydeligt for at trænge igennem til hende, som han havde på fornemmelsen, han knapt havde gjort før.

"Se på mig, Carolina!" HAn overvejede sine valgmuligheder, hvis hun ikke gjorde det. Han var nødt til at holde hende ved bevidstheden for hendes eget helbreds skyld, og hans stakkels forvirrede hoved kunne ikke se mange andre måder end at tirre hende og gøre hende en smule mere utilpas. Det ville give hende noget at fokusere på, selvom det ville koste hende kræfter, men hvis det var det, der skulle til for at holde hende vågen... Bare lægen snart ville komme.

Carolinas hånd vifter irriteret mod Levons hånd, da han lægger den på hendes kind, som om hun vil vifte et irritationsmoment væk. Det er en sløv bevægelse, og hånden falder da også hurtigt ned på dynen igen. Med et lille suk åbner hun øjnene og ser op på Levon - og hun kan konstatere, at hans krop læner ind over hendes.

"Lad nu vær," mumler hun irriteret, men med uden nogen kraft i ordene. Rystelserne i hendes krop er stoppet, og derfor kan hun vende siden til ham, så hendes ryg er mod ham. Hun ruller sig næsten helt sammen under dynen og lukker derpå øjnene igen.

Først siger han, hun skal hvile sig, og så må hun ikke sove... Hvad bilder han sig egentlig ind? Hendes tanker er heldigvis ved at blive klarere, og det har nok noget at gøre med, at hun kan ligge sådan og slappe af - men det er nok stadig klogt af Levon at have tilkaldt en læge, selvom hun ikke er tryg ved tanken om det.

Han fjernede hånden, da hun viftede mod den, mere af respekt for hende end for hvad, hun egentligt gjorde.

Der var irritation i hendes stemme. Godt nok. Så var hun ikke helt væk endnu. Og rystelserne var holdt op. Også godt. Han var knapt så bekymret nu, og lod hende rulle om på siden, mens han blot blev siddende og betragtede hende.

"Glid ikke for langt væk," bad han blidt, "Vi er nødt til at holde øje med den feber, så jeg må nok tjekke til dig regelmæssigt." Han var stadig ikke meget for at lade hende falde i søvn lige nu. Ikke før lægen havde været der i alt fald, så han var sikker på, hun ikke gled ind i den evige søvn. Hvis hun endelig skulle sove, ville han holde kraftigt øje med hendes vejrtrækning og nok komme til at føle efter en puls nogle gange.

Han ventede lægen hvad øjeblik, det skulle være. Synes de minutter, der var gået siden tjenerne gik, var timer. Han var vitterligt ikke glad ved tanken om hendes situation.

Carolina er tilfreds, da han blot lader hende ligge og hører ikke rigtigt efter, da han taler. Hans stemme både irriterer hende og gør hende udmattet, og hun orker simpelthen ikke længere at høre efter. Hun langer ud efter en pude, der ligger længere henne i sengen og krammer den let indtil sig - alle hendes forsvarsmekanismer er pga. denne sygdom fuldstændig nedbrudt, og hvis Levon var en person med onde intentioner (hvilket jo er ret usandsynligt), ville han i dette øjeblik kunne gøre nærmest hvad som helst, uden hun ville protestere ret meget i mod det.

Da hun rakte ud efter puden, slog tanken ham et øjeblik, han skulle forberede sig på at få den i hovedet, men i stedet trak hun den bare ind til sig. Måske så hun syg ud, måske var hun udmattet og afkræftet, men hun så også aldeles henrivende ud, som hun lå der fuldstændigt uden sine facader oppe. Han kæmpede for ikke at række ud og stryge hende over håret - nærmest en faderlig gestus, selvom var svært at forestille sig det om Levon - men han kunne ikke lade være til sidst. Han håbede blot, hun ikke ville tage ham det ilde op.

Dernæst sad han blot stille på sengekanten og så på hende.

-------

Omkring et kvarter senere bankede det på døren, der gik op for tjeneren og en læge, og Levon sled blikket fra kvinden på sengen og nikkede hilsende, før han bøjede sig ind over Carolina for at se om hun sov.

"Carolina," kaldte han blidt og strøg hende over håret igen, "Vågn op, kæreste, lægen er kommet." Han rejste sig op, da han hørte lægen komme nærmere, og gik ham hurtigt i møde de sidste par skridt, hvor han bøjede sig ind mod lægen og hviskede i hans øre. Han fortalte om hele situationen og hvordan, han havde fundet hende, alt hvad der var sket siden de ankom til huset og alt andet, han kunne tænke sig, ville blive nødvendigt for lægen at vide. Manden nikkede blot alvorligt, hvorpå de side om side gik hen til sengen, og Levon bukkede sig ind over hende igen, meget bekymret, for at se om hun var vågnet op.

Carolina reagerer instinktivt på de blide strøg over håret ved at krympe sig endnu mere sammen - hendes søvn er tryg og blid på trods af feberen, og det er længe siden, at hun har været så afslappet, også selvom hun er syg - det siger måske noget om, hvor lidt hun normalvist slapper af.

Da Levon kalder hende ud af hendes søvn, føler hun, at hun ikke har sovet mere end et par sekunder. Derfor klynker hun lidt, inden det går op for hende, at han nævner lægen, og på et øjeblik har hun spærret øjne op og ser hen mod lægen, der står og taler med Levon. Hendes blik er igen forvirret og faktisk en lille smule ængsteligt. Igen er alle hendes barrierer oppe, men ikke på den normale, lidt "tjekkede" måde, hun plejer at agere på. Hendes sårbarhed er tydelig og det er meget længe siden, hun har følt sig så blottet, men hun har slet ikke energi til at opretholde facaden.

Godt, hun var vågen. Men hun så ikke ud til at være særlig glad for situationen, og han regnede den hurtigt ud. Selvfølgelig havde de læger, hun havde mødt før, været kvaksalvere; hun ville aldrig have haft råd til en rigtig læge, som han havde det, og han ville selv have været nervøs i hendes sted.

Han forsøgte at smile beroligende til hende.
"Tag det roligt, han er en personlig ven af mig, og jeg kan garantere dig for hans effektivitet! Han ved, hvad han laver, og han er klar over, jeg slår ham i gulvet, hvis han sjusker!" Lægen virkede ikke overrasket over truslen til sidst, som han tydeligvis havde fået fra levon en del gange gennem tiden. Det var ikke ligefrem fordi det var første gang, han var kaldt ud til Levons bolig for at tilse en kvinde i en eller anden form for nød.

Den midaldrende herre kom nærmere og trak roligt Levon væk, så han kunne overtage hans plads, og han rakte hånden frem til hende som hilsen. Levon var vant til at blive hundset rundt med, når lægen var der, og på nogle punkter var deres omgangstone så familiær, man kunne have troet dem brødre på trods af aldersforskellen.
"Goddag, frøken, mit navn er Sinclair, og vi skal lave et lill etjekop på dit helbred. Baldric fortæller mig, du har feber og har rendt rundt udenfor i lang tid. Jeg mistænker en forkølelse, intet værre end det, men lad os se på det, skal vi?" Hans stemme var tillidsvækkende, og hans vise blik meget beroligende. Sinclair havde været Levons personlige ven i mange mange år og havde været hans læge siden han kom til byen, og mens lægen stod og gav Carolina al sin opmærksomhed, gik Levon hjemmevant i gang med at åbne mandens taske og finde de par ting ud, han vidste, skulle bruges. Han varmede stedoskopet med sin håndflade og fandt et termometer, som han vaskede rent i vaskefadet, før han lagde begge dele på sengebordet og vendte tilbage til tasken. Det ville måske overraske Carolina en hel del, hvor hjemmevant Levon var i disse sager, men han havde selv overvejet at blive læge en overgang, og Sinclair havde haft ham med på en del besøg rundt omkring for at friste hans nysgerrighed, der i sidste ende havde fejlet. Han kendte dog stadig til de gængse procedurer, og en almen undersøgelse som den, der ville blive foretaget på Carolina, var det lige før han selv havde kunnet foretage, hvis ikke han havde fundet det for akavet at sidde og lege doktormand og hvis ikke han havde været så nervøs for hende, som han var. Måske forventede Sinclair ikke mere end en forkølelse, men i Levons hoved var det mindst en lungebetændelse!

Efter at have trykket hendes hånd, gik Sinclair hurtigt og vant i gang med sin undersøgelse, mens Levon forsøgte at gøre sig så behjælpelig som muligt. Han hentede og bragte ting, så nysgerrigt til og holdt sig ellers lidt i baggrunden.

Da lægen var færdig, rejste han sig fra sengen og hjalp Levon med at pakke tingene sammen, mens han smilede til Carolina i sengen.
"Prøv at få lidt søvn. Baldric vil holde øje med din tilstand, og jeg vil kikke ind igen senere på ugen," sagde han venligt til hende, før han gik hen og trak LEvon med hen til døren med et fast greb om knægtens albue. Da de først nåede derhen, talte han med dæmpet stemme, og de to mænd diskuterede lidt frem og tilbage, før Levon omsider nikkede. Han så bekymret hen mod sengen.
"Jeg følger doktor Sinclair til døren, Carolina. Jeg vil holde mig i nærheden bagefter, hvis du skulle få brug for noget." Han så mod hende en sidste gang og fulgte så lægen ud, mens de to talte videre om den lungebetændelse, Carolina havde erhvervet sig.

Da Levon kom tilbage til værelset og stilfærdigt åbnede døren, fandt han Carolina sovende, og han gik ind i værelset på listesko og placerede sig selv i en stol ikke langt fra sengen, hvor han gjorde sig usynlig. Det ville ikke være godt, om hun vågnede og fandt ham værende i rummet.

Han blev siddende der ubevægelig i hvor mange timer der end måtte gå, før hun vågnede.

Gennem hele undersøgelsen har Carolina, om end modvilligt, blot siddet og ladet lægen Sinclair gøre, hvad han nu end gjorde. Hun var ikke tryg ved det, men hun havde ikke mange kræfter til at protestere. Da lægen endelig giver hende lov til at sove, skal han ikke sige det to gange. Hendes ansigt vender hurtigt modsat de to mænd, og inden længe er hun langt væk i drømmeland igen.

Søvnen er urolig, og hendes krop lægger ikke stille i mange minutter af gangen. Man kan kun gisne om, hvad hun drømmer, men det er kun Carolina der ved, at det ikke er så slemt, som det ser ud. Det er bare alle de begivenheder, der er sket for nyligt, der har udmattet hende så meget. Alle de indestængte aggressioner, der kommer ud, når hun pludseligt sparker ud i luften og ligeså pludseligt ligger hun stille igen.

Mange timer senere - måske syv, måske flere, er det op af formiddagen, og en smule forvirret slår Carolina øjnene op. Hvor er hun?!? Hvorfor er hun så tung i kroppen? Hvad sker der?
Så kommer hun i tanke om alt, hvad der er sket, og, måske stadig en smule forvirret sætter hun sig op i sengen - hun er nødt til at støtte med hænderne, for at kunne sidde ordentligt op. Et lille host glider fra hendes læber, og hun ser rundt i værelset, som om det er første gang, hun ser det - uvidende om, at Levon har taget plads i stolen tæt ved hende.

For hver gang, Carolina spjættede eller gjorde en pludselig bevægelse, var han nærmest oppe af stolen og henne ved hende, før han tog sig i det. Hun havde behov for at sove lige nu; det ville være tåbeligt at vække hende. Det var anstrengende for ham at sidde og se på, og han på skift foldede hænderne for ikke at bidde sine fingre af, og holdt sig hårdt om hage og mund bare betragtende hende skubbednde trætheden, han selv følte, langt væk.

Solen strakte sig ind i værelset, lysene var brændt ned, og Levon sad stadig i stolen uden at flytte blikket fra hende. Trætheden ahvde meldt sig efterhånden, men han nægtede prompte at lade sig overmande af den. Han kvalte et par gab, indtil hun omsider så ud til at være ved at vågne. Hans blik gled til uret henne ved kaminen, og han rynkede brynene. Det var ikke nær nok, hun havde sovet! Han betragtede hende årvågent, som hun satte sig op, mens han slap sin hage og lydløst greb om armlænene på stolen. Hun virkede svag og forvirret, som han havde forventet, men det rørte ham alligevel at se hende sådan, og hans læber formede lydløst hendes navn. Han var klar over, det her var lidt tåbeligt; hvordan skulle han give sig til kende? Hun så sig om, og da hun havde blikket vendt væk fra hvor, han var, rejste han sig lydløst og gik forsigtigt hen imod døren. Han kæmpede for ikke at larme og tiltrække sig opmærksomhed, og hvis det skulle lykkes ham at nå hen til døren, ville han banke på den og forsøge at få det til at se ud som om, han kom udefra for at se til hende. HVorvidt det ville lykkes ham, var han slet ikke sikker på. Den her plan var vist alligevel ikke så gennemtænkt!