På markedsdagene er der liv og glade dage, og man skulle næsten tro, at alle folk havde glemt deres bekymringer og sorger. Bodsejerne smiler og konverserer med deres kunder, og den solen står højt på den skyfri himmel - den vidner om, at foråret snart er på vej. I det hele taget er det som om, at solens pludselige stråler, der har smeltet sneen væk, har vækket folk fra deres søvn. For de, der ikke kender noget til markedets regelmæssige gang, vil der dog ikke være nogen forskel at spore - men Carolina kan se det, og hun kender til folks euforiske glæde ved forårets snarlige fremkommen.

Også hun selv er i overraskende godt humør - det må have noget med solen at gøre! - men det er også, fordi folk for en kort stund glemmer, at der findes folk med ikke så gode hensigter; det er lang tid siden, Carolina har stjålet ved højlys dag, men hun overvejer at gøre det i dag, da alle mennesker virker til at vende den anden kind til. Der er heller ingen, der ligger mærke til hende, på trods af hendes tøjs ringe tilstand, for der er alle typer krystalisianere på markedet. Hun har set folk i alt fra smukt syede jakker, til de mere billige typer former for overtøj - og så folk som hende selv, der som sædvanligt ikke ligner at eje mere, end tøjet, hun har på og det, hun har i sin rygsæk. Selv går hun ned langs en lille "vej" med boder og nyder, at hun næsten ikke fryser, mens hun betragter udvalget. Hun er sulten, og overvejer, hvad hun mon skal have at spise i dag.

Den perfekte lejlighed (og derved hendes måltid - man skal ikke være så kræsen!) finder hun dog hurtigt, da hun spotter en bodsejer, der er gået over i en anden bod, for at tale med én. Lige netop denne bod er en lukket bod, så ejeren vil ikke kunne se ind fra naboboden. Meget klodset og dumt af ham. Hurtigt har hun rygsækken foran sig på maven, hvor hun åbner den op, og ned ryger der nogle æbler, et stykke brød og en lukket karaffel, med en eller anden væske i, som hun ikke er helt sikker på, hvad er. Hun lukker hurtigt rygsækken, sætter den om på ryggen igen og går upåvirket videre, som om ingenting er hændt.

I midten af markedspladsen finder hun en bænk, hvor hun sætter sig ned, rygsækken stiller hun på jorden - hun er ikke bange for, at bodsejeren vil komme farende efter hende, for han vil ikke kunne bevise noget som helst. Op af rygsækken trækker hun et æble, som hun nydende tager sin første bid af, inden hun strækker sig lidt og ser op mod solen.

Topaz humør er bestemt steget en del på denne solskinsdag. Selvom luften stadig er kold, nyder han solskinnet, latteren og smilene fra folkene i byen. Selvom han stadig er iført sin slidte kappe, og tøjet efterhånden er noget beskidt, er det lykkedes ham at få et godt måltid på en kro, mod at han hjalp til i staldene.
Arbejdet havde ikke gjort ham noget, og det var rart for en gangs skyld at føle sig mæt. For et øjeblik havde han næsten glemt alle de ting, der var sket for nylig .. alt det, han havde fundet ud af.

Men så var det kommet tilbage. Markedspladsen var jo fyldt til bristepunktet med handlende, og med ét var han den gamle Topaz .. snigende sig af sted, let på tå mellem mennesker, der knap bemærkede ham .. en håndfuld krystaller forsvandt fra en rig mands lomme, og Topaz var hurtigt forsvundet i mængden, før noget blev bemærket.

Men nu får Topaz øje på boden, der sælger kapper. Varme kappe, lette silkekapper, uldne kapper .. og i alskens farver og længder.
En smuk, hvid kappe hænger i kanten af boden, .. og det virker umådelig nemt at gribe ud efter den og hurtigt forsvinde derfra .. men da hans fingre lukker sig om det florlette stof, springer skyldfølelsen igen frem i ham.
Hvad har han gang i? Han ville jo ikke stjæle noget .. han ville jo være bedre end det.. Han kan ikke lade sig styre af sine gamle minder og følelser.
En eller anden råber op om tyveri, og Topaz skubber desperat folk til side for at komme væk. Han vil for alt i verden ikke fanges som en ussel tyveknægt ..

Han knuger stadig kappen i sine arme, da han endelig får lagt afstand til folk og finder bænken, som han tungt pustende lader sig falde ned på - dog først efter at have kastet urolige blikke over skuldrene.
For nu lader forfølgerne dog til at være væk..

Og så får han øje på hende. Carolina. Af alle mennesker skal hun befinde sig her i dag .. Han nærmest stivner på bænken og ser usikkert på hende.. hvad skal der nu ske?

Carolina har egentlig siddet lidt i sin egen verden, tilbagelænet på bænken og med blikket op i himlen, mens hun spiser af det grønne, skinnende æble. Hun bliver dog hurtigt revet ud af sin egen lille dagdrøm, da en person pustende sætter sig ned ved siden af hende. Hendes irritation over at blive forstyrret er til at mærke, men øjenbrynet ryger overrasket i vejret, da hun opdager, at det forstyrrende element er ingen ringere end Topaz. Hun forstår ikke rigtigt, hvorfor han stivner - hvad skulle hun nu gøre ham - også selvom de skiltes en smule uhensigtsmæssigt sidst, de mødtes?

Hun bøjer sig ned mod rygsækken, der står mellem hendes ben, og finder endnu et æble frem, som hun kaster hen til Topaz. Når hun nu skal få nogle oplysninger ud af ham, må hun få ham til at stole lidt mere på hende - og hun må være lidt mere tillidsvækkende. Derfor nytter det heller ikke noget at virke alt for irriteret lige nu.
"Jamen goddag," ender hun så med at hilse, stadig med det lidt hævede øjenbryn.

Hun lader blikket glide ned på kappen i hans favn, og et svagt smil glider over hendes læber. Carolina er ikke dum, så hun kan udemærket godt regne ud, hvorfor Topaz var så forpustet og måske også lidt opskræmt - men hun kan alligevel ikke forestille sig, at han har stjålet det.
"Nååå..." kan hun alligevel ikke lade være med at sige en smule drillende, selvom det måske ikke lige er den rigtige taktik at bruge nu.

Topaz blik flakker konstant mellem Carolina og markedspladsen bag sig. Stoffet i hans hænder følels blødt og silkeagtigt, men giver ham en brændende fornemmelse af skyld.
Det skræmmer ham, at det var så let at finde tilbage i den gamle rolle. Han havde i starten tvivlet meget på, om Carolinas historie om hans fortid overhovedet var sand - han havde ihvertfald ikke brudt sig om tanken - men efterhånden blev det tydeligere og tydeligere, at hun havde ret.

"Goddag," svarer han. Tonefaldet er venligt nok, men stemmen en anelse tøvende, og hans ansigtsudtryk afbilleder den dybeste skyldfølelse, som han sidder der med den fine kappe i armene.

Han har ikke lyst til at høre på hendes drillerier, og han rækker hurtigt kappen frem mod hende. Et par krystaller falder klirrende til jorden, og han han ser mismodigt på dem uden at have lyst til at samle dem op.
Stjålne penge ... hvad er jeg blevet til?
"Den er til dig.." siger han og hentyder til kappen. Han kan alligevel ikke aflevere den tilbage nu, og han vil hellere give den til hende, selvom det også virker en anelse fjollet.
Den er vidst alt for fin og upraktisk til hendes smag.

Carolina betragter ham med et opmærksomt blik, men blikket følger et kort øjeblik de krystaller, der triller ud fra hans lomme - hun bestemmer sig for, at det ikke er noget, hun har lyst til at kommentere nu - for han er tydeligt utilpas ved det hele, og det skal han ikke være, når nu hun vil have nogle oplysninger ud af ham. Hun følger hans blik rundt på markedspladsen, men hun kan ikke umiddelbart se nogen, der skulle følge efter Topaz.

Hvis dette skulle være tilfældet, ville hun være klar på at føre ham væk gennem de snørklede gader, så han ikke blev taget for tyveri denne gang - mens hun sidder og gennemgår dette i hovedet, bliver hendes tanker omkring Topaz igen ambivalente. Hun har jo ingen relation til ham længere, så hvorfor skulle hun hjælpe ham...?

Carolina sidder en smule undrende med den hvide silkekappe i hånden, inden hun blot lægger den på bænken ved siden af sig. Hun har ikke brug for den, og Topaz vil ikke have den.
"Nej tak, den kan jeg slet ikke bruge til noget," svarer hun ham da og læner sig tilbage på bænken igen. Æblet har hun spist, og skroget smider hun skødesløst hen over skulderen.

Igen kaster Topaz et par nervøse blikke over skulderen. Markedspladsen summer af liv, men der høres hverken råbende udbrud eller lyden af løbende fødder. For nu ånder alting ro, - måske opgav de forfølgelsen..
Nu hvor hans hænder er frie for kappen samler han æblet, som Carolina kastede, op og kigger lidt tvivlende på det.
Det er sikkert også stjålet..

Han bestemmer sig dog for, at det ikke rigtig gør noget, og med et let skuldertræk tager han et par bidder. Det er rart at få noget i maven, for selv om han fik et godt måltid tidligere på dagen, er der ved at være gået en del timer.
Og mad er ikke noget, han får meget af for tiden, for han har ikke let ved at klare sig i byen. Når han går rundt i gaderne vækkes de gamle minder til live og fristelsen for at stjæle begynder at blive lidt for stor..

Han ser fra kappen til Carolina og kan ikke lade være med at smile lidt. Det var ganske rigtigt en fjollet idé at give den til hende ..
Egentlig når han tænker over det, ville hun sikkert være ganske køn, hvis hun fik noget pænt tøj på. Men den slags er jo ikke nødvendigt, når man lever på gaden.
Lidt tankefuldt ser han frem for sig og bider igen i æblet.

Carolina betragter Topaz og hans kropssprog. Hun kan se tvivlen i dette, og irriteres faktisk lidt ved det - han skulle bare vide, hvad han har været med til at lave. Hvorfor skal han spille så hellig? Hun prøver at skjule sin irritation, for hun skal jo have nogle oplysninger ud af ham, selvom hun ikke er meget for det - og hun slapper hurtigt af i sin lille, knyttede næve, da det går op for hende, at hun knytter den. Hvis hun ikke havde skullet have de oplysninger, ville hun måske ikke engang have prøvet på at indlede en samtale med ham, simpelthen fordi hun er så skuffet - derfor er det også rigtigt svært for hende, men hun er nødt til det.

Hun finder skuespillersmilet frem, da han endelig beslutter sig for at spise æblet, og ser kort op mod solen.
"Jeg tænkte på..." begynder hun så og blikket søger hen mod ham endnu engang. Hvis det havde været alle andre personer end Topaz, ville hun ikke have svært ved at lyve og spille skuespil, men pga. deres tidligere relation, kan hun ikke finde ud af, hvordan hun skal handle her. Hun roder sig lidt i håret og ryster svagt på hovedet, da der stadig ikke kommer nogle ord ud af hendes mund.
"...jeg gad godt vide noget om, om du har været glad... og lykkelig.." lykkedes det endelig for hende at sige. Og hun mener det faktisk. Hun vil rigtig gerne vide det. Det er bare, om Topaz har lyst til at fortælle sådan noget til hende.
"Og lad være med at fokusere på alt det slemme," skynder hun sig så at tilføje, for hun vil ikke have, at han skal blive alt for ked af det.

Topaz drejer æblet et par gange i hånden og tager endnu en bid. Frugten var dejlig frisk og saftig, og han endte med gnaske resten i sig i et par hurtige bidder.
Det var en ting ved bylivet, som Topaz ikke rigtig brød sig om. Sulten. Det havde været nogle hårde år i Krystallandet, og maden var stadig sparsom, selvom man var ved at gå bedre tider i møde.
Forhåbentlig ville alting blive bedre til foråret .. folk ville dyrke korn, urter og grøntsager, og måske kunne Topaz endda finde sig et job og tjene lidt til dagen og vejen.

Tanken om penge får igen hans blik til at vende sig mod krystallerne, som han havde tabt på jorden. De glimter lidt i sollyset.
Han smider æbleskroget fra sig, bukker sig hurtigt ned og samler dem sammen. De bliver gemt væk i hans bukselomme. Han er ikke glad for tanken om stjålne penge, men han ved, at om et par dage vil sulten igen gnave, og det er langt fra sikkert, at der vil være arbejde at finde.
Det går op for ham, at Carolina siger et eller andet, og han ser på hende. Da han indser, hvad spørgsmålet var, glider et forundret og mistroisk udtryk over hans ansigt .. hvorfor vil hun dog spørge ind til sådanne ting?

Han har svært ved at tænke på tiden med Sala uden at fokusere på alt det slemme .. lidt tøvende bider han sig i læben, før han svarer. "Jeg boede i en lille hytte .. ude i den dejligste skov, man kunne tænke sig. Der var fredfyldt og rart, og der var jeg vidst lykkelig."
Han har ikke rigtig lyst til at nævne Salas navn eller snakke mere om det, og han vender hovedet bort fra Carolina. Han forstår virkelig ikke, hvorfor hun skal spørge om det.

Carolina betragter ham lidt, mens han spiser og samler krystallerne op fra jorden igen. Han er ved at lære det. At selvom det ikke er sjovt at stjæle, er man nødt til det. Måske bliver han engang immun overfor den dårlige samvittighed, ligesom hende - men hun tvivler nu alligevel. Den nye Topaz virker meget samvittighedsfuld, som én, der altid har en engel siddende på sin højre skulder.

Da hun ser Topaz' reaktion på hendes spørgsmål, opdager hun, at hun er nødt til at træde endnu mere forsigtigt end hun havde regnet med. Selvom hun mener, at Topaz forlod hende, har han også haft det hårdt efterfølgende. Det kan hun mærke på hende, og hun havde da også hurtigt regnet ud, at Xanders intentioner var alt andet end gode. Derfor kommer hendes samvittighed også til at nage hende lidt, men hun skubber den hurtigt i baggrunden. Det er hendes egen overlevelse det gælder - hun må være selvisk.

"Det lyder rart..." svarer hun ham blot. Hun kan ligeså godt få det overstået, få spurgt ham om, hvor hun befinder sig. Selvom hun ærlig talt tvivler på, at han ved det, for så ville han da ikke sidde her? Ville han?
"Men... hvor er hun så nu? Kan du ikke være sammen med hende?" spørger hun ham så, selvom hun jo egentlig godt kender svaret på sit spørgsmål, i hvert fald det sidste af dem.

Topaz' hånd finder igen lommen med krystallerne. Han drejer tænksomt en af dem mellem fingrene, uden egentlig at bemærke det. Han har en underlig fornemmelse af at være ved at blive sindsyg: det er som om, han nogle gange bliver en helt anden..
Hvor meget han end havde søgt efter sin fortid, vidste han ikke rigtigt, om det virkelig var en god ting, at han havde fundet den.

Inderst inde var han jo alligevel godt klar over, at det var en del af ham. En del af ham, der var fremsprunget af nød, sult og gadelivet .. men ikke mindre en del af ham, der eksisterede.
Og jo længere han opholdt sig i byen, jo mere trådte den i kraft.

Igen vendes opmærksomheden i de nøddebrune øjne mod pigen, der sidder på bænken ved siden af. Han kan virkelig ikke lide, at hun bliver ved med at spørge ind til Sala .. hun må da forstå, at han ikke har lyst til at snakke om det!
"Jeg ved ikke hvor hun er." svarer han mut.
Meningen med at finde tilbage til sin fortid var jo netop, at komme videre og glemme Sala .. glemme den lykke, der var blevet ødelagt. Og nu sad Carolina og rodede op i det igen!
"Både hende og den dæmon, hun var slavebundet af, har været forsvundet .. længe."
Han husker faktisk ikke rigtig præcist hvor lang tid siden det er, han sidst så Sala. Det var vidst noget med en solskinsdag på markedspladsen .. ligesom denne her.
Han ville så gerne have været i stand til at hjælpe hende..

Topaz ser væk, alt imens han bliver ved med at dreje krystallen mellem fingrene. Han svarer ikke på det sidste spørgsmål, for det må hun da selv være i stand til at regne ud.

Carolina skæver til krystallen i hans hånd - hun ved selvfølgelig ikke, hvad der foregår i Topaz' hoved, og egentlig er hun også en ret dårlig menneskekender; men hans modsatrettede følelser er meget nemme at spotte, og når hun tænker tilbage på deres møde i katedralen, er ambivalensen endnu mere tydelig. Det er ikke noget, hun på nogen måde selv kan sætte sig ind i, og hun forstår ikke, hvorfor han ikke bare kan acceptere det, som det er.

Hun har egentlig lidt dårlig samvittighed over at spørge ham, når det tydeligvis går ham så meget på - et træk, hun ellers normalt ikke kender så meget til. Men den måde, som Topaz' smerte nærmest lyser ud af ham, får hende til at føle sig lidt som et dårligere menneske. Men hey, hun vil jo ikke slås ihjel, vel? Så hun er nødt til at være egoistisk, selvom hun ikke kan lide at se Topaz sådan. Det er egentligt også dumt. At han stadig betyder noget for hende - når han nu alligevel ikke kan huske hende.

Hans svar skuffer hende meget, selvom hun ikke rigtigt havde regnet med andet. En svag panikfølelse breder sig i hendes krop, og hun prøver at kontrollere sine rystende hænder. Hvad skal hun så gøre? Carolina ved, at Xander vil finde hende på et eller andet tidspunkt, på trods af, at hun kender byen bedre end han. Skal hun søge et andet sted hen? Det går op for hende, at hun slet ikke har svaret Topaz, og hendes øjne flakker mod ham, mens hun hurtigt ryster på hovedet.
"Okay," får hun så endelig sagt i en alt for skinger, høj tone. Selvfølgelig er hun i panik, men hun forstår slet ikke, hvorfor hun ikke kan holde masken overfor Topaz. Det plejer hun ellers at være ekspert i.

Topaz øjne følger et øjeblik en flok fugle, der flyver hen over markedspladsen. Han bliver opmærksom på krystallen i sin hånd, og skynder sig at lade den glide tilbage i lommen.
Hans hænder føles dog nu underligt tomme, og han vender igen opmærksomheden mod Carolina.
Hun har ellers endnu ikke virket som typen, der har svært ved at få ordene frem, men hun er blevet underligt stille.

Han har stadig svært ved forstå hvorfor hun netop skal bringe samtalen hen på Sala.
Der viser sig et eftertænksomt udtryk i hans øjne, idet han betragter hende og forsøger at huske fortiden. Han kan svagt erindre gaderne, sulten, tyveriet og en nær venskabsfølelse over for Carolina.

Med et slår det ham, at der måske har været mere end venskab imellem dem i fortiden. At det er derfor, hun er så skuffet over, at han har glemt det hele.. og at det er derfor, hun spørger ind til det med Sala.
Endnu en gang melder der sig en dårlig samvittighed over at have forladt hende, og han bliver nærmest irriteret på sig selv. Han ved jo ikke, hvad der skete dengang.

De har efterhånden begge været tavse længe, og hele situationen begynder at virke lidt akavet. Han overvejer tøvende at bryde stilheden ved at spørge ind til fortiden - men vil det ikke virke underligt bare at spørge om de har været mere end venner?
"Du .. Carolina .. " tonefaldet er en anelse usikkert. "Hvad var der egentlig mellem os dengang?"

Ordene lyder dumme i hans ører, og han føler sig lettere tåbelig, som han sidder her på bænken og føler sig dårligt tilpas over ting, han ikke kan huske.
Tilbagelænet mod bænkens ryglæn betragter han hende. Nu kan han vel om ikke andet få hende til at forklare det.

I stilheden sidder Carolina og prøver at tage sig sammen, så hun på en eller anden måde kan skjule sin nærmest paniske reaktion lidt bedre. I det mindste påtaler Topaz det ikke - hun hader, når en reaktion som denne kommer, og hun mister grebet om sin(e) facade(r); og endnu værre er det, når folk opdager det. Grebet af sine tanker lægger hun nærmest ikke mærke til den lettere akavede stemning, der har bredt sig. Det er bedst at komme væk. Nu. Hun bliver dog afbrudt i sine flugtplaner af et spørgsmål fra Topaz, der for hende virker skide lige meget. Hvad fanden er der i vejen med ham? Godt nok har hun ikke fortalt noget om Xanders planer, men det er jo lige meget! Hun troede faktisk, at hun havde forklaret ham det tidligere.

Lieglad med, hvor upassende det egentligt er, rejser hun sig blot, samler sin rygsæk op fra jorden og ser ned på ham, mens hun ryster på hovedet.
"Det kan da være fuldstændigt ligegyldigt, Topaz!" siger hun lavt, men i en tone, der ikke tåler modsigelse. Tydeligt irriteret, men også med et underligt, chokeret udtryk i sit ansigt, samler hun sit hår i en hestehale med et bånd.

Da hun har gjort dette, vender hun sig uden yderligere ord om og sætter i løb, ind i en sidegade til markedspladsen og væk.

Forvirringen er tydelig at se i Topaz' ansigt. Det var ikke ligefrem dét svar, han havde regnet med at få.
Da han jo intet ved om den egentlige baggrund for Carolinas opførsel, kan han ikke rigtig tænke andet, end at hun på nogle punkter er dybt underlig.
Tanken om, at der kan have været et eller andet imellem dem i fortiden, har endnu ikke helt sluppet hende - især på grund af den måde, Carolina bare vender sig om og løber væk på.

Han rejser sig langsomt fra bænken, imens han prøver at følge hende med øjnene, men hun er allerede forsvundet.
Det er som om han først nu bemærker støjen fra markedspladsen omkring ham. Særligt lægger han mærke til nogle højrystede stemmer, der nærmer sig.
Han kommer igen i tanker om tyveriet af kappen, og hans blik flakker nervøst hen over de mange mennesker.
Topaz har ikke lyst til at tage nogen chancer, og han er hurtigt forsvundet i mængden.