Det var sent om aftenen. Stjernerne skinnede klart på himlen, mens halvmånens spids var begravet i en vildfaren sky, på den ellers skyfrie himmel. En ugle tudede i den nærliggende skov. Vinden trak let i de nøgne grene. Den mudrede jord hvor der stadig lå en tyndt lag sne, som nu havde fået en frossen overflade af klar is. En lille hytte lå tæt op af skovbrynet. En knudret brombærbusk stod ved døren. Små skud var allerede ved at dukke op på de små grene. Lidt tidligt, men vejret havde været mildt de sidste dage. Ved den lille sti op til hytten var nogle pletter af vintergækker, hvor de små hvide hoveder lyste lidt op i mørket på grund af månelyset. Små gule knopper fra erantis kunne ses under brombærbusken, og ved siden af trappetrinene op til hyttens dør. En lille bæk klukkede ikke så langt fra stien, og de våde sten glitrede i månelyset. Døren ind til hytten stod åben, og et svagt skær fra et ildsted kunne anes inde i hytten. Det var en ret stor hytte. Der var flere rum. I skæret fra ildstedet kunne man se noget ligge på gulvet. En flydende masse dækkede store områder af gulvet. To personer lå på gulvet, omgivet af en pøl af denne masse. De rørte sig ikke. En dyb, rolig og dæmpet mandestemme kunne høres. En sang tonede svagt ud gennem natten. En vuggevise på et sælsomt sprog.

Beboerne i hytten, Brego og Annika, havde ikke haft stor mulighed for at overleve denne nat. De nåede knap nok at opdage noget før deres hals var skåret over. Deres lille datter lå og sov sødt i sin seng inde i rummet inde ved siden af. Datteren havde hørt sine forældres livløse kroppe falde til jorden. Hun var derfor stået op og gået hen til døren, men en høj mand åbnede døren blidt og gik hen til hende. Grædende havde hun spurgt hvor hendes mor var, mens manden havde svaret hende med en blid stemme at hun sov. Han havde taget den lille pige i armene og holdt hende ind til sig og vugget hende blidt. Nu sad Kamatayan, spættet og blod og sang en vuggevise for den lille pige, der var ved at slumre i hans skød. Han sad midt på gulvet på knæ. De store sorte vinger foldet halvt sammen på hans ryg. Hans stemme var behagelig at lytte til, og nærmest forførende. Den lokkede en til at sove. Falde til ro. Den lille pige faldt i søvn mens han vuggede hende blidt og sang videre på sin [url=http://www.youtube.com/watch?v=POuXLntLQQg&feature=related]vuggevise[/url]. Mens han fortsatte med at synge, trak han den ene hånd fri fra pigen, mens han med den anden hånd strøg hende blidt over håret. Hun havde noget smukt sort hår. Hun ville have blevet en skønhed hvis hun var blevet ældre. Med sin frie hånd trak han sin le hen til sig, som han havde lagt på jorden. Han vippede pigen lidt tilbage, så hendes hals blev blottet. Han fortsatte med at synge sin vuggevise. Med et snit åbnede han halsen på pigen i sin søvn. Hun opdagede ikke noget, og så døde hun. Han lagde leen fra sig, mens den lille piges blod flød fra hendes hals og ned i hans skød og gennemblødte hans tøj. Han sang stadig sin vuggevise og vuggede hende blidt. Hun så ud som om hun sov. Hun så fredfyldt ud. Hun havde ikke lidt. Det var gået hurtigt. En behagelig død. Han strøg en tot af hendes hår væk fra hendes ansigt, og aede blidt hendes kind med sin bandagerede hånd, og sang stadig.

Kamatayan gik fra tekst over til en nynnen af vuggevisen, og blev ved med at vugge den lille pige, der nu lå død i hans arme. Han så ud som om han holdte meget af dette barn, og at han virkelig bekymrede sig om pigen. Han blev blot siddende, selv da der en skikkelse kom ind og skyggede for det sparsomme lys der faldt ind i rummet. Han holdte sit blik fast på den lille piges lukkede øjne. En sovende død. Hun var sunket ind i søvnen, og fortsat i døden. Den mest behagelige død man kunne udsættes for. Han virkede som om han svævede i sin egen lille verden, fordi han ignorerede manden fuldstændig. Det virkede som om at han slet ikke havde opdaget ham endnu. Han rejste sig nemlig op, mens han nynnede videre med sin dybe, melodiøse stemme, og bar pigen over til sengen som lå med sengetæppet trukket væk, fordi pigen jo var stået op fra den. Det var en stor dobbeltseng. Familien sov i samme seng. Det var lettest at holde varmen på denne måde. Kamatayan lagde pigen ned i midten af sengen. Blodet var holdt op med at flyde fra såret. Han lagde hende som om hun stadig kun sov. Han trak sengetæppet op over hendes krop, som var krummet sammen i en fosterstilling midt i sengen. Hun så virkelig ud som om hun sov. Han fortsatte med at nynne. Udenfor tudede uglen igen.

Kamatayan så på den døde pige med et venligt og varmt smil. Han nynnede sangen færdig og holdte sit blik på hende. Han ignorerede fortsat manden, selvom han havde sagt noget til ham for lang tid siden. "Hendes navn var Katja." sagde han med en dæmpet stemme mens han så på hende. Han lænede sig over hende og strøg hende over håret igen, med en ømhed der kunne være hendes fader værdig. Nok ikke hendes rigtige fader, men den som hun hele sit liv havde anset som sin fader.
Kamatayan vendte sig væk fra pigen og gik forbi manden, med elegante og næsten svævende skridt, og de bare fødder var næsten lydløse mod trægulvet, og ind i det andet rum hvor der lå de to andre mennesker han havde myrdet med et smil. Han gik hen til kvinden, der havde en vidt åben mund og stirrende øjne. Hendes hår var blevet fedtet ind i hendes eget blod. Han satte sig på hug ved siden af hende. Med en hånd lukkede han øjnene på hende, og strøg håret væk fra hendes ansigt. Med et let tag, løftede han kvinden op i sin favn. Hendes arme og ben dinglede i luften, mens han sørgede for at hendes hoved var støttet mod hans bryst. Med de samme nærmest svævende skridt gik han ind i soveværelset, og lagde kvinden ved siden af sin datter. Han placerede hende sådan, så den ene arm var lagt omkring den lille pige, og hovedet lå tæt op af pigens. Han havde sørget for at lukke hendes mund. Nu lå der to skikkelser i en seng, som så ud til at være langt inde i drømmeland, hvis man så bort fra de mærker på deres hals.
Endnu en gang gik Kamatayan ind i rummet ved siden af. Han knælede ved liget af manden. Han var kraftig og muskuløs. Hans hænder var arrede og grove efter sit arbejde i skoven. Hans ansigt var fast og strengt, men i døden opspilet i rædsel. Også hans øjne blev lukket af hans morder. Denne mand var ikke lige så let som sin kone, men ikke desto mindre løftede Kamatayan liget op i sine arme, gik ind i soveværelset, lagde manden ved siden af sin datter, og hans arm beskyttende over sin hustru og datter. Nu lå hele familien i sengen i den dybeste søvn nogen ville kunne opnå. De så fredfyldt og glade ud. Forældrenes ansigt havde mistet enhver tegn af rædsel, og erstattet af ro. Kamatayan trak nu det store sengetæppet over dem alle sammen. Deres sidste hvilested ville være sammen. Sådan skulle det være. Sådan blev det. Kamatayan havde intet sagt til manden udover pigens navn, og mens han havde flyttet rundt på deres kroppe havde han ladet som om manden blot var som luft. Han havde et venligt smil på læben. Man kunne ikke se på ham at han havde myrdet på nogen måde, udover at hans tøj var sølet i blod, hans blege hud var plettet af blod, og totter af hans hår havde fået den dybeste røde farve.

Kamatayan vendte sig bort fra sengen, med let sænket blik og sit sædvanlige venlige smil. Inden han kom hen til døren greb han efter sin le med sin venstre hånd og holdt den let i sin hånd. Bladet var lidt plettet af blod, men han virkede ligeglad. Han trådte ud af soveværelset og ind i det andet rum, hvor blodet stadig lå over gulvet, og gav genskær i ildstedets flammer. Man kunne se at blodet var blevet tværet rundt. Kamatayan ænsede det ikke. Han lænede sin le op ad væggen og stilte sig foran det bord der stod i hjørnet hvor den lille familie havde spist deres sidste måltid. Det var et flot bord. Manden havde været en kunstner med en kniv. De flotte mønstre kunne ses i det svage lys. Han havde brugt tid på dette bord. Hvem ville nu komme til at eje det? Han trak tre lysstumper frem fra sin kutte. Han holdte dem i sin venstre hånd. Han vendte sig mod ildstedet, gik hen til det, satte sig på hug foran det, og trak en tynd brændende pind ud af flammerne. Med den brændende pind i sin højre hånd og lysene i sin venstre gik han tilbage til bordet. Han lagde lysene på bordet, tog så det ene op, brugte pinden til at gøre bunden på lyset blødt, sætte det fast på bordet, tage det næste lys, gøre det samme igen, og ligeledes med det sidste. Så tændte han de tre lys med en enorm ro. Han tog sig tid. Han bevægede sig altid elegant og svævende. Han lagde den brændende pind tilbage i ildstedet. Han gik endnu en gang hen til bordet og knælede foran de tre brændende lys. Han holdte sine hænders håndflader mod hinanden, sænket sit blik og placerede først hænderne på panden, så på læben og til sidst foran brystet. Sådan sad han længe for sig selv uden at sige noget. Stilheden var tæt. Kun knitren fra bålet kunne høres.

Efter at have siddet i stilhed et godt stykke tid rejste han sig op. Han havde igen virket til at fuldstændig ignorere manden der havde opholdt sig hos ham. Det var ikke en ordenshåndhæver, fordi de ville have angrebet ham for lang tid siden. Denne mand var af en anden støbning. Han havde blikket mod væggen på den modsatte side af bordet. "Intet og alt er tilfældigt. Jeg valgte dem ved et tilfælde, og dog. Deres liv var bestemt til at slutte nu." Med lette skridt vendte han sig mod sin le, tog den nu i sin højre hånd, og gik ud af hytten. Da han var kommet ud fortsatte han at gå, men drejede af på stien og gik ned til den iskolde bæk der klukkede svagt. Hvor vandet var roligt var der is på endnu, og nogle af stenene var som glacerede. Der stod han og så ned i vandet et stykke tid.

Kamatayan ignorerede fuldstændig al den larm som manden lavede bag ved ham. Det var ikke svært at regne ud at manden var rasende, men nok ikke over mordet, men måske fordi han krævede en hvis respekt som Kamatayan ikke gav ham. Hvorfor skulle han vise ham mere respekt end dem han lige havde myrdet? Han skulle trods alt også en gang dø. Måske ikke så behageligt som de tre han havde myrdet, men han ville stadig dø en gang. Sådan var livet nu en gang. Døden var enden på livet, men han vidste endnu ikke hvad enden på døden var. Så langt var han aldrig nået. Han nåede altid kun lige starten af døden, inden han blev sendt tilbage til livet. Sådan havde det altid været for ham. Han respekterede ingen mere end andre. Det havde han aldrig gjort, og det ville han ikke komme til. Sådan var hans natur. Nogle ville kalde ham respektløs, fordi han netop ikke anerkender autoriteter, mens andre ville kalde ham for respektfuld, fordi han respekterede alle.

Han lagde ikke mærke til at der blev kastet en dør hen mod ham, så han fortsatte blot det han skulle til at gøre. Han løsnede snoren om sin kutte, trak kutten af så den faldt til jorden. Nu stod han kun i sine løse sorte bukser. Hans blege hud skinnede næsten i månelyset, og blodpletterne blev kun endnu mere synlige. Han skulle lige til at knæle ved bækken, men så fik han hamret døren i hovedet. En væmmelig knusende lyd kunne høres, og fra hans hovede flød noget sort blod. Han var faldet forover og landede med brystet i den kolde bæk, og hovedet på den modsatte bred. En dump smerte kunne føles i hans baghoved. Hvis ikke han havde været igennem så mange ting, ville denne smerte have været et helvede. Den dumpe smerte blev dog hurtigt erstattet af en kraftigere smerte. Hans sår blev lukket og blodet stoppede med at flyde, selvom der var kommet en lang sort stribe ned langs hans ryg af sort blod. Kamatayan satte sine hænder i bækken og skubbede sig op. Han undlod at ryste på hovedet, fordi han orkede ikke at skulle dø lige nu. Bare nogle minutter mere, og så ville bruddet være helet nogenlunde. Det gjorde bare utrolig ondt, men han var vandt til det, så han sagde intet, og fortsatte derfra hvor han var blevet afbrudt. Nu var hans overkrop ikke kun sølet ind i blod, med mudder havde også sat sig fast på den blege, arrede hud.
Han ignorerede det lidt. Han så ned i vandet og tog en håndfuld af det iskolde vand og lod det rinde ned over hans bryst, så det skyllede blod og mudder væk. Han fortsatte med dette indtil hans overkrop var ren. Så vaskede han sit ansigt med det kolde vand. De fleste mennesker ville ikke kunne udholde dette, men kulden bed ham ikke på samme måde som almindelige levende væsner. Han havde smagt dødens kulde flere gange.
Han mærkede efter med sine hænder om bruddet var helet nogenlunde, så han kunne få skyllet sit hår og sin ryg, og han kunne mærke at der ikke manglede meget at blive helet. Han sænkede sit hoved ned til bækken, og med rolige bevægelser, lod han vand rinde over sit hår. Der skulle godt nok mere til at skylle alt bloded ud end en smule bækvand, men det måtte han nøjes med lige nu. Han rettede sig op igen, og lod nu vand rinde ned af sin ryg, som fjernede sit eget blod.
Nu kom turen til hans kutte. Han tog den og dyppede så godt han kunne den ned i det kolde vand og gnubbede blodet ud af stoffet. Det var et møjsommeligt arbejde, men han havde tid. Masser af tid. Han kunne sagtens finde på at bruge indtil daggry til at blive færdig med det, men han vidste at der var en der var ved at være utålmodig bag ved ham, så efter lidt tid trak han kutten op af bækken, tog rebet, rejste sig op, trak i den våde kutte, spændte rebet om hans talje, så kutten var på plads, og vendte sig om og så manden i øjnene. Hans blik var mildt og venligt. Han så ikke ud til at bære nag over at få smadret en dør i hovedet, så hans kranie var flækket af det, og han havde risikeret at dø af det. Han kunne stadig mærke den svidende smerte fra hans blod der arbejdede på højtryk omkring bruddet. Helt helet var det ikke endnu, og det kolde vand havde blot gjort helingsprocessen lidt langsommere. "Så møder jeg omsider "Den Store" Samson. Stort temperament, dog lille tålmodighed" Han fik udtrykket "Den Store" Samson til at lyde en smule ironisk, og han smilede skævt med et lille drillende glimt i øjet. Han mente absolut intet ondt med det, men det kunne godt være at Samson tog det langt mere personligt end som så.

Han så direkte på Samson med sit venlige og imødekommende smil. Han virkede virkelig ikke som en der kunne finde på at myrde en hel familie på en aften. Han virkede som den mest sympatiske mand nogensinde, hvilket han et sted også var, hvis man så bort fra hans blodige side, som han så desværre praktiserede ugentligt, hvis ikke mere, men det var tider med kaos, så der måtte være alt for mange i live. Hans ydre var utrolig bedragerisk. Hans smukke og venlige ydre var virkelig ren bedrag som skjulte på en drabelig dæmon. Han var helvedshunden i lammets klæder. "Hvorfor skulle jeg da også være ked af det? Prøv at se hvor vidunderlig verden er! Prøv at se hvor smuk natten er. Er det ikke fantastisk?" Han havde skam forstået hans hentydning til at Samson ikke var tilfreds med at han var så direkte, så hvorfor ikke være lidt af en ordkløver? Det var ret sjovt at være en ordkløver af og til, og han smilede skam også drillende til Samson, for at vise at han gjorde det kun for sjov.

Han kunne ikke lade være med at slå en latter op. Den var ikke hånende på nogen måde, men det var tydeligt at der var noget der morede Kamatayan. Han morede sig faktisk kosteligt. Han syntes at det Samson havde sagt til ham om at skulle passe på var uhyre morsomt. Hans øjne lyste af latter og venlighed. Han gjorde absolut ikke nar af Samson, og det kunne man sagtens høre på hans latter. "Hvorfor skulle jeg overhovedet have været mere opmærksom? Jeg lagde mærke til det hele. Jeg ignorerede det bare. Så simpelt er det. Jeg anså det ikke som nogen trussel, så jeg behøvede ikke at reagere på det." Han havde fået en smule styr på sin latter, og var ved at slappe af. Han lo dog stadig en smule, men det var mere en stille kluklatter, og han tørrede lige en tåre væk med den blodstænkte bandage, som var viklet om hans hænder. "Du er en morsom mand Samson. Virkelig. Du morer mig." Han smilede igen venligt til ham, og det kunne høres at Kamatayan virkelig mente det han sagde. Det var ikke blot noget pladder, men en oprigtig kompliment ifølge Kamatayan.

Kamatayan rystede på hovedet da Samson påstod at han tacklede mord på en anden måde end dem. Det gjorde han nemlig ikke. "Nej. Mord tackler jeg på samme måde som dig. Som hvilken som helst anden. Mord er kun en måde som man dør af. Der er jeg sikker på at vi er enige. Nej, det vi tackler på forskellige måder er døden, men jeg regner heller ikke med andet, fra en som ikke har prøvet at dø endnu." Han smilede stadig venlig, men der var ikke helt den samme glimt af morskab i hans øjne, men udtrykket virkede mere alvorligt, dog stadig muntert og venligt.

Hvis der var noget som Kamatayan havde, så var det erfaring. Intet menneske ville kunne have så meget erfaring som Kamatayan, både indenfor livet og døden. Han var velbevandret i verden og dødsriget. Man skulle ikke stille spørgsmålstegn ved hans erfaring, fordi den havde han utvivlsomt. Nok var der dæmoner, elvere og hvad mere der havde levet i meget længere tid, som ville have mere erfaring, men for et menneske som Samson ville det være umuligt at hamle op med Kamatayans erfaring.

"Du har meget du skal lære lille Samson. Du er jo et spædbarn, sammenlignet med mig. Din erfaring i livet kan måles på en teske, i forhold til mig. Hvis der er en der har svært ved at bedømme andre så er det den selvfede." Hans stemme var ikke på nogen måde hånende, men drillende. Han drillede Samson. Han var måske lidt nedladende, men han kunne ikke lade være. Det var så fristende, så han blev nød til at prikke til Samsons stolthed. Han kunne ikke se noget der var sjovere end at prikke til egocentrerede folk, og pille ved deres ego, og måske ligefrem destruere det. Kamatayan smilede bare stort, og der var ikke noget der kunne tyde på at drengen virkede ond. Han lignede egentlig en ung fyr, og lignede ikke en gammel gnaven mand ligesom Samson, selvom gamle gnavne mænd ikke ligefrem altid svulmede af mere kød end hjerne.

Han strammede lidt sit greb på sin le, inden han med et elegant spring kom op i luften. Lige da han sprang slog hans vinger et mægtigt slag og sendte ham højt op i luften. Vingernes slag gav en kraftig luftstrøm som Samson nok skulle kunne få lov til at værke, og sne, vand og jord blev kastet op i luften. Vingerne blev klappet sammen på ryggen, så han lettere kunne komme gennem luften og flyve endnu højere op i luften. Da han begyndte at falde igen, slog han vingerne ud og han dalede langsomt ned og landede stille på hyttens tag uden at lave den mindste lyd. "Dette er ikke et gerningssted. Dette er en grav. Tag ikke fejl Samson. Der er store forskelle." Han satte sig på hug, med den højre hånd om sin le og den venstre i sit skød. Han sad lige over døren, og man kunne næsten sammenligne ham med en gargoyle, sådan som han sad vagtsomt over døren, selvom denne gargoyle aldrig ville have holdt ondskaben ud af dette hus. Ondskaben var trængt ind, og havde forladt stedet igen.

Kamatayan rejste sig op, men havde sin ryg vendt med Samson. Han smilede stadig sit venlige og rare smil. Han virkede ikke påvirket af at Samson stod helt op af ham. Han havde det slet ikke ubehageligt med at han stod så nær. Han havde prøvet meget værre, og så slem var Samson jo heller ikke. Han var jo ikke ligefrem den kønneste person i verden, men det var Kamatayan ligeglad med. Hvad talte skønhed i verden når man alligevel skulle dø? Han vidste godt at folk syntes at han var en meget køn mand, på trods af at han var meget arret. Han kunne udnytte sin skønhed, men han var ikke en der gik op i at se godt ud. Det gjorde han bare. "Selv et spædbarn kan være dødbringende med det rigtige våben" sagde han og smilede svagt. "Jeg tror jeg vil give dig noget af min erfaring."

Kort efter han havde sagt det, svingede han elegant sin le med en overraskende fart og kraft rundt om sig selv, mens han snurrede rundt om sin egen akse på sin ene fod. Hele hans krop strålede af enorm elegance da hans le hvislede gennem luften og månens lys blinkede i den blanke klinge. Klingens spidse ende ramte Samsons maveskind og skar igennem som det var det et stykke stof. Klingen fortsatte sin glidende bevægelser og skar musklerne over som om det var intet. Blod ville med det samme begynde at flyd fra det åbne sår med en strid strøm. Kamatayan smilede bare venligt til Samson, som om han var glad for at se en gammel ven, og ikke en der var i gang med at skære maven op på ham. Han virkede som et glad lille barn. En ugle tudede i det fjerne.

Han snurrede lidt rundt endnu i en elegant bevægelse, inden han stod stille med fronten mod ham. Blodet fra leen dryppede stille og roligt ned på taget, mens det varme blod fra såret i Samsons mave skyllede hen over hans tær. Han smilede kun venligt til Samson, som om han ikke mente noget ondt med det. Det gjorde han heller ikke. Det var faktisk ment som en venlig gestus. Udveksling af erfaringer var altid noget godt noget at gøre blandt venner. Dette var en væsentlig erfaring han ville få. Det var ikke et spørgsmål om tillid, men om smerter. Kamatayan havde gennemgået mange smerter, og de havde gjort ham hårde. Når Samson ville blive helet ville smerten være meget værre end den han oplevede nu.

Kamatayan nåede dog ikke at stå stille længe, før et kraftigt magnetfelt sendte ham flyvende ud over taget. Mens han fløj lavede han lige en baglæns saltomortale og jublede og grinede lystigt. Han virkede til at more sig. Det var ikke en ond latter, men det kunne minde om et barns latter, mens det legede med sine venner. Forskellen var blot at det var en voksen mand der grinede. Han fik balancen i luften ved at styre med vingerne, og ved hjælp af kraften fra det skub som Samson havde sendt ham flyvende med, begyndte han at cirkulere lidt rundt i luften, og fløj i forskellige formationer. Han morede sig tydeligt med det. Han fløj lidt rundt, inden han vendte tilbage til taget og stilte sig ved siden af Samson med et venligt smil på læben. "Jeg kan sige dig at natteluften er dejlig." Hans stemme var munter, og det virkede ikke til at det gjorde ham noget at Samson var ved at dø, fordi det var han. Hvis han ikke ville blive helet ville han forbløde.

Kamatayan satte sig på taget ved siden af ham og smilede venligt ned til ham. "Bare rolig. Du skal ikke dø. Endnu. Jeg har dræbt nok mennesker for i dag." Han vendte sig blik opad. Han havde lagt sin led ved siden af sig, på den modsatte side af Samson. "Sikke en smuk stjerne himmel" udbrød han og lagde sig ned på ryggen. Han havde samlet sine vinger på ryggen, og lå oven på dem. Han lagde sine arme bag sit hovede. "Det er sjældent jeg lige for kigget på stjernerne. Du skulle prøve det." Han ignorerede stadig at Samson var ved at forbløde. Der var masser af tid endnu, eller...

Kamatayan satte sig lidt op og så hen på Samson. Han vendte sig lidt hen mod ham, så han havde sin front mod den døende mand "Nu skal du se, Samson. Kan du se det her ar? Jeg modtog det, mens jeg endnu var menneske. Det tog næsten livet af mig. Det gjorde virkelig ondt. Jeg var faldet ned fra et træ, og en brækket gren rev mit bryst nærmest åbent. Det så virkelig voldsomt ud. Det her ar det fik jeg af min læremester. Ham endte jeg også med at begrave. Han blev vred på mig fordi jeg hjalp en kvinde, der havde tabt nogle ting ud af sin vogn. Det her ar fik jeg da jeg trænede med leen. Jeg kan sige dig at det var skræmmende. Lige over næsen." Han talte ivrigt og pegede på de forskellige ar som han nævnte dem. Han lavede store fagter med armene, og han talte ret højt, fordi det sagtens kunne være muligt at Samson ville have en sløret hørelse, når nu han havde lidt så store blod tab. Han pegede så på Samsons mave og sagde: "Det der vil efterlade et pænt stort ar. Dit bevis på den erfaring du får nu. Det er ikke alle der er så heldige at få en så kontrolleret nærdødsoplevelse. Jeg ville ønske jeg kunne vise dig dødsriget, men den erfaring må du selv tage, når tiden kommer. Der kan jeg ikke trække dig tilbage fra. Det er ellers ærgerligt. Jeg tror du ville kunne lide det."[/color]

Kamatayan rejste sig op og så ud over området, inden han vendte blikket mod Samson igen og sagde: "Jeg er sulten. Vil du have noget med?" Han ventede lidt, men siden der ikke kom noget svar, trak han lidt på skuldrene og sagde: "Vent her. Jeg er straks tilbage." Samson ville nok have meget svært ved at gøre andet, hvis ikke han ville slå sig selv ihjel, og med de ord hoppede Kamatayan ned fra taget mens han brugte sine vinger til at bremse faldet. Han gik med stille og rolige skridt ind i hytten og så sig omkring. Mind sandten, der var et halvt brød. Det så delikat ud, så han gik roligt hen til det, brækkede et stykke af og spiste det stille og roligt. Han rev så et større stykke af, inden han gik ud af hytten. Udenfor slog han nogle slag med sine store vinger og landede oppe på taget. Kamatayan stod og betragtede Samson som han lå der med blod ud over det hele, håret spredt ud over taget og helt bleg i hovedet. "Hvor ser du ud! Du burde tage den med ro af og til Samson. Det er ikke sundt at stresse rundt hele tiden." Han tog et stykke brød og spiste den med ro. Han så ned på Samson igen. Blodet var så småt holdt op med at flyde.
"Så må vi hellere se at komme i gang, hvis du skal overleve, gamle dreng," sagde Kamatayan og gik roligt hen til sin le, der stadig lå på taget. Han tog den op og studerede sin klinge, og så bagefter såret i Samsons mave. "Hmm... syv dråber må være nok. Jeg tror otte bare vil gøre det værre." Han talte lidt for sig selv, og gik så hen til sin patient og stod over ham. Han snittede hul på sin finger, og små dråber af sort blod begyndte at dryppe fra såret. Kamatayan holdte sin finger over Samson, så blodet dryppede ned i såret. En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte. "Hov! Det var en for meget. Nå det går nok." Han smilede stadig venligt, og trådte så lidt væk fra Samson, så han kunne få lidt fred. Han hoppede ned fra taget, og gik hen til bækken, hvor han satte sig i skrædderstilling. Han slappede fuldstændig af. Han var dog opmærksom på, at når Samson ville få det bedre, ville han nok komme efter ham. Han havde trods alt et voldsomt temperament.

Samson ville ikke mærke effekten med det samme, men pludselig vil en brændende smerte blusse gennem hele hans krop, som ville være meget værre end den han havde oplevet da hans mave blev skåret op. Det ville føles værre end at blive brændt levende. Såret ville dog hurtigt blive lukket, og et fint hvidt, meget lige ar ville være over hans maveskind mens smerten ville fortsætte med at rase. Det ville tage mange timer, før Samson ville kunne mærke at smerten aftog. Han ville virkelig komme til at fornemme hvad smerte var. Hans blod ville hurtigt blive gendannet igen, men han ville nok være en smule ør.

Kamatayan sad bare stille for sig selv og lyttede til Samson som larmede overraskende lidt. De fleste han redede fra døden skreg som vilde, og bad ham nærmest at dræbe dem, fordi smerterne var ubærlige. Tja, det var ærgerligt. Fordærvet engleblod var virksomt, men meget smertefuldt. Rent engleblod var måske ikke så smertefuldt, men smerterne var jo bare et tegn på at man levede. Det krævede meget at leve, så det var jo heller ikke altid lige nemt at blive reddet fra døden. Prisen skulle betales, og det var flere timer i et smertehelved. At komme ud af døden krævede så flere dage i et smertehelved, men det havde Kamatayan levet med i mange år nu.

Han sad bare stille og lod som ingenting, men han kunne høre at Samson faldt ned fra taget. Han burde virkelig tage imod Kamatayans råd om at tage den med ro. At stresse sig selv på den måde ville blot gøre smerten større, fordi den smule af Kamatayans blod bare ville fare endnu hurtigere rundt i hans krop og påvirke endnu flere celler.

Kort efter hørte han Samson udbryde noget, og den buldrende ild og enorme varme advarede ham og kort efter var han oppe i luften uden for de første flammers rækkevidde, men hans kutte var blevet svidet lidt i kanten. "Velopstået Samson? Er det ikke bare skønt at vide at man er i live?" Han grinede venligt og cirkulerede over Samson og lavede saltoer i luften i høj fart. Han morede sig kosteligt.