Xenix havde vågnet nogenlunde samme tid som Lorgath, men han var taget på et job og hun var blevet hjemme indtil sulten overkom hende, og hun fik serveret endnu et måltid der hverken sprællede eller var levende. Nemlig på glas.
Ellers havde hun fundet en bog af Lorgaths som hun havde fordybet sig i på sit værelse, mest af alt for at slippe for Ashmons stirrende øjne.
Hun kedede sig allerede halvt ude på natten og endte så med at gå en tur. Dog ikke langt fra herregården. Kort tænkte hun på hvor Lorgath mon befandt sig, og var allerede på nuværende tidspunkt en anelse jaloux på hamfor at han kunne komme ud og jage og gøre sit arbejde mens hun var fanget i en hel oplæringsperiode.
Da klokken var omkring syv om morgenen var hun så gået tilbage til gården, Lorgath var stadig ikke hjemme hvilket undrede hende. Da klokken blev otte måtte hun så have fat i Ashmon og høre ham ad, meget mod sin vilje, men han vidste ikke meget mere end hende og svarede hende i små enstavelsesord.
Til sidst stod solen op, hvilket bragte en rigtig grim fornemmelse til Xenix, hun var af hushovmesteren blevet plantet i sit mørke kammer for ikke at komme til skade i tilfælde af at hun blev ramt af solen der var i resten af huset.
Gennem den tykke trædør kunne hun høre Ashmon bjæffe kommandoer til den resterende stab i huset, denne gang opfangede hun dog en smule panik i hans stemme.
Af og til kiggede hun ud og forhørte sig, men svaret var stadig det samme. Som dagen skrev hen blev Xenix mere og mere rastløs, hun var træt men kunne ikke så meget som tænke på at sove. En panik bredte sig langsomt på herregården og da det blev mørkt og ingen endnu havde set Lorgath, begyndte hele huset at sadle op og ride ud for at lede efter ham.
Xenix fik dog igen pænt besked på at blive på gården sammen med Ashmon, og på trods af at hun mest af alt havde lyst til at beskylde ham for ikke selv at lede og for at holde hende fanget på gården, gjorde hun det ikke, men makkede pænt ret.
Til sidst sad hun bare i en stol ude foran gården og spejdede udover landskabet. Igen skulle hun til at græde, men den blodige tåre forblev i øjenkrogen. Hun kunne slet ikke huske hvornår hendes følelser havde svinget så meget nogensinde før.

Lorgath var stadig lige så træt og den dunkende hovedpine havde taget til sammen med den trykkende smerte i brystkassen, men han var endelig næsten hjemme. Faktisk blev han mødt på vejen af en af tjenerne der så dybt bekymret ud, men lettede op og omgående stod ned af hesten og bukkede.
"Hr. Korbin vi har ledt efter Dem," sagde tjeneren, men Lorgath følte ikke overskuddet til at sige særlig meget til manden. "Tag hjem og fortæl jeg er på vej til Ashmon," mumlede han bare, en smule træt, mens han gik videre. Tjeneren gjorde som han fik besked på og red hjem. På vejen samlede han nogle af de andre med sig og de var i alt fem stykker da de dukkede op ved huset. Ashmon havde godt hørt hovene, og stod og så en smule hidsigt på dem, før han fik forklaret at herren var på vej.
Godt og vel nogle minutter efter dukkede han selv op fra skyggerne, for han ønskede ikke mere opmærksomhed fra nogen, og så på Xenix der sad på en stol og virkede bekymret. "Find noget mad. Levende, inde i stuen," sagde han til Ashmon, før han gik hen til hende. Han havde faktisk været bekymret for hvordan hun ville tage det og selvom han var træt og gnaven og sur og tvær, så ville han stadig lige få snakket ud med hende og vente med at adlyde den efterhånden ret gnavende sult.

Xenix så undrende på tjenestefolkene da de kom ridende tilbage og anmeldte Lorgath var på vej. Hun åndede lettet op, men så begyndte en vrede at brede sig, havde bildte han sig overhovedet ind? Han var vel klar over at hele gården var sat på den anden ende for at finde ham, for ikke at snakke om den nervøsitet og frygt for at han ikke ville komme tilbage han havde sat i livet på hende.
Da hun fik øje på ham ude i mørket rejste hun sig fra stolen, hun var træt og havde ikke sovet siden han tog afsted, hvilket gjorde irritationen endnu større og hun skulle lige til at overfuse ham da hun fik øje på hans blik, det havde tydeligvis ikke været en ferie der havde været tale om.
Da han kom hen til hende hav hun ham et forsigtigt kram, inden hun så alvorligt på ham, han så helt ødelagt ud og havde tydeligvis ikke spist.
"Hvad skete der? Hvor har du været?" Spurgte hun så med en nervøs mine mens hun betragtede ham, og gjorde tegn til at gå indenfor så han kunne få list at spise og kun kunne høre hvad der var gået galt.
Hendes lange sorte hår hang løst nedover ryggen på hende og Ashmon havde fundet en enkel sort kjole til hende med bare skuldre og en slids i den ene side. Hun kunne jo ikke gå i det tøj hun var kommet i altid.
"Lad os få dig indenfor, du ser helt ødelagt ud!" Mumlede hun med den bløde kvindestemme og gik så ind i stuen.

Lorgath kom i en del bedre humør, da Xenix lagde sine arme om ham og bagefter så bekymret på ham. Han rystede let på hovedet mens han fulgte med hende indenfor. "Det er en lang forklaring," svarede han kortfattet, mens de gik ind i stuen, hvor han satte sig i sin sædvanlige lænestol med et suk.
Kort efter dukkede to tjenere op med endnu et ungt offer, denne gang en knægt og afleverede ham til Lorgath, der greb fat ham og satte tænderne i hans hals. Han havde styr på at holde blodet væk fra sit eget tøj og da han havde tømt knægten - for det gjorde han - var der kun en smule blod om hagen på ham, som han tørrede væk med en serviet han fik af en tjener. Liget blev taget med og Lorgath så nu op på Xenix igen.
"Jeg beklager, at jeg har været væk så længe. Jeg var ude for et... Lille uheld," mumlede han en smule usikkert mens han pillede ved kæden der holdt hans kappe fast om hans hals. Han havde det elendigt med hvordan hans ry langsomt blev smadret, men var samtidig også elendig over hovedpinen.

Xenix fulgte roligt med ind i stuen og satte sig i en af de andre store lænestole som stod derinde mens hun lyttede til hvad han sagde. Hun så stadig lidt urolig ud, men var det faktum at han var kommet hjem hjalp en del på det.
"Det gør ikke noget, nu kan man vel sige at jeg har oceaner af tid!" Sagde hun så, og løftede de slanke sorte øjenbryn imod ham, som et tydeligt hint til, at hun meget gerne ville vide hvad der var sket.
Idét tjenerstaben kom op med knægten, der til forskel fra de andre ofre hun havde set, sprællede en del var hun nødt til at vende ansigtet væk mens Lorgath drak, hun var selv sulten og bare det at skulle stå imod en fristelse som den unge knægts blod nu engang var for hende var ualmindeligt svært.
Diskret borede hun fingerspidserne ind i armlænets polstring og ventede på at Lorgath skulle blive færdig, til hendes ærgelse kunne hun kun konstantere at der ikke var så meget som en dråbe blod tilbage i knægten da tjenerene slæbte det blege lig væk, heldigvis havde hun allerede spist en smule ellers havde hun nok ikke været i stand til at holde sig fra Lorgaths klargjorte måltid.
Xenix' blå øjne fulgte roligt den ensomme dråbe blod der trillede ned fra Lorgaths læber inden hun rystede det af sig og vendte så opmærksomheden imod Lorgath igen, tjenerene lod dem være alene for en stund.
"Du ser også ud til at kunne have haft det bedre. Var det jobbet der gik galt?"

Der var ingen rest af dårlig samvittighed i Lorgaths øjne, da han lænede sig tilbage i lænestolen med lukkede øjne et kort øjeblik, før Xenix' stemme brød stilheden. Da tog han sig lidt til panden i ren og skær afmagt og irritation, dog ikke direkte over hende, men han lystede virkelig ikke, at forklare hende det. Især fordi det kun stod blegt i hans erindring, og derudover fordi, han egentlig gerne ville sove lidt - allerede.
Han satte sig op igen og gned sin ene tinding lidt. "Nej, nej, jobbet gik helt fint. Ingen problemer. Men jeg var sulten bagefter og uheldig samtidig, så jeg kom til at udvælge mig et ret stort såuhyreagtigt menneske," mumlede han, igen meget kontrolleret, da vreden igen brød frem i hjernen på ham. Han ønskede stadig meget heftigt en hævn, men han vidste at den skulle være mere udspekuleret end den på englen.
"Det så altså ikkeså stort ud da jeg satte tænderne i det, så ikke nogle smarte kommentarer!" Udbrød han pludselig, ret frustreret, før han brat rejste sig og begyndte at gå rastløs rundt, som han altid gjorde, når han ikke kunne holde styr på sig selv.

Xenix kneb øjnene sammen imod ham i en undrende mine, han virkede mere eller mindre som om han var ved at tabe sig selv fuldstændig på gulvet over at en jagt var gået dårligt. Hvis Xenix skulle skabe sig på samme måde kunne hun jo fortsætte i evigheder om Lorgath selv der havde fået krammet på hende for nogle uger siden.
Kort fugtede hun læberne med spidsen af tungen og lænede sig så tilbage i stolen mens hun fast holdt blikket på Lorgath. "Er du sikker på det overhovedet var et menneske?" Spurgte hun så og hævede øjenbrynene en kende, dog ikke nok til at hun fik et overrasket udtryk.
"Og hey, jeg siger altså ingenting hvis det er det du er bange for!" sagde hun så og pustede en af de lange pandelokker væk fra ansigtet. Det var tydeligt at Lorgath nærede et stort had til hans ikke så nøje udvalgte offer, men hun kommenterede ikke på det, hun var ikke sikker på at han ville høre om det.
Xenix selv var blevet i tvivl om hvorvidt hun overhovedet kunne slå ihjel på samme måde som hun altid havde gjort, hun kunne dårligt tåle at se blod før hendes sult groede til et stort frådende monster der ikke stoppede før ofret var drukket tom og tør, så det Lorgath skabte sig over burde han slet ikke i hendes bog. Hun skulle først til at vende sig til en hel ny krop, tage en masse forbehold som hun ikke skulle før og for den sags skyld lære at kontrollere den utæmmelige sult.

Lorgath stoppede sin rastløse gang, da Xenix spurgte ind til søuhyret. Han slog lettere opgivende ud med hænderne og sukkede dybt, før han genoptog sin gang. "Nej, den var vidst en lamia. Den lugtede af saltvand og stærk blod og så havde den en.. Kæmpe hale, da den altså forvandlede sig. Jeg ved ikke hvad det var, men det var et held en af mine venner kom," indrømmede han ærligt, mens han tog sig til sit hoved. Det var ikke helt overstået, vidste han, og uden mere hvile, så ville det bare blive værre. Derfor gik han tilbage og satte sig i stolen med en lidt plaget grimasse. Han var ikke vant til at få så store lag tæv. Xenix' magi var noget andet, som blot havde gjort ham ret svagelig i det, men dette? Han havde været på randen til at give op! Det skræmte ham virkelig, at tænke på hvordan han bare havde tilladet slangemennesket få ham i sådan et dræbertag. Havde Izil ikke valgt at komme, så var han sikkert endt død et eller andet sted. Enten det, eller i en døende, dybt ubehagelig tilstand.
"Det var ikke sjovt overhovedet. Det her er kun en brøkdel af de skader den gav mig," mumlede han lidt mindre vred.

Xenix lyttede nøje til hans beskrivelser af overfaldsbæstet, heldigvis var hun en læst kvinde, især med interessefelter indenfor andre racer. Af samme grund var hun ikke et sekundt i tvivl om hvad det var Lorgath havde haft kløerne i, eller rettere sagt, hvad der havde haft kløerne i ham.
Et øjeblik måtte hun diskret bide sig selv i indersiden af læben for ikke at briste af grin, hvis han havde sat tænderne i en Lamia var det virkelig et ricikabelt træk, men at sætte tænderne i en fra dybhavsfolket gjorde man kun hvis man havde et seriøst dødsønske.
Efter nogle sekundter, der for Xenix føltes som minutter, fik hun endelig kontrol over sig selv uden at grine af ham, og forhåbentlig uden at han havde bemærket det.
"Hvis den har lugtet af salt har det ikke været en almindelig Lamia. Lamiaer er halvt menneske halvt slange, hvorimod dybhavsfolk ligner dem lidt, men har horn, vinger og typiske blålig, grøn eller andre mørke farver da de lever på bunden af havet! Desuden kan Lamiaer ikke forvandle sig, de er forevigt fanget i deres form, hvorimod Dybhavsfolk er i stand til antage menneskelignende skikkelser, eller rettere noget der minder om nymfer eller druider!" Sagde hun så og så alvorligt på ham "Du er ualmindelig heldig at være i live. Hvis man først falder i unåde hos sådan en er man så godt som død. I hvert fald som almindeligt menneske, de færreste ville have klaret det!" Forsikrede hun den meget æreskære vampyr.
Hun strøg den lange sorte lok om bag øret og sendte ham så et lille smil, faktisk var hun glad for at han indrømmede at han havde været uheldig i stedet for at stikke hende en løgn om hans heltemod, det fik hende til at føle en meget større tryghed hos ham. "Jeg er bare glad for at du er i live... Sådan da!"

Lorgath var for træt til at blive vred over Xenix' grimasse. Han vidste at hun nok havde svært ved at tage det hele seriøst, men han gad virkelig ikke til at blive hidsig over det, i stedet sukkede han bare småirriteret og valgte at ignorere hendes indre kamp.
Da hun forklarede ham omkring dybhavsfolk, gned han sin næseryg med et endnu mere irriteret blik. Det burde han have vidst! At være uvidende om en hel race fik ham til at føle sig ekstremt dum og han havde mest af alt lyst til, bare at gå i seng og ikke tænke nærmere over det.
"Du glemmer at vi vampyrer og derfor ikke har behov for luft. Næste gang skal jeg nok få den ned med nakken, det er et løfte jeg har i sinde at holde over for mig selv. Jeg kan ikke lade den gå. Jeg skal have min hævn," forklarede han ærligt. Lorgath vidste gdt at han ikke ville vinde en nærkamp, men fra afstand med sine knive? Han skulle nok få vundet på én eller anden måde. Det væsen skulle myrdes.

Xenix rømmede sig kort og lagde så benene over kors med en afslappet attitude, hun var så småt ved at komme sig over alle de bekymringer hun havde været igennem de foregående døgn og nu hvor Lorgath var hjemme, betød det også at hun ikke længere skulle bruge tid sammen med Ashmon alene.
"Hvis du tænker på at følge efter den ned i dybet er du så godt som død!" Sagde hun så og hævede de slanke øjenbryn i en overrasket attitude, forhåbentlig var det heller ikke hvad han hentydede til, men hun skulle lige vide sig sikker, men kunne aldrig vide hvor langt han var villig til at gå for hævn.
"Hvis du kan slå den ihjel på afstand har du en stor fordel, havfolk er stærke i nærkamp, men fordi de lever under vandet er det de færreste der er i stand til at bruge våben!" sagde hun så ganske forstående for Lorgaths søgen efter hævn overfor dette væsen.
Diskret strakte hun sig og blinkede så et par gange, hun var stadig sulten efter at have set Lorgath æde knægten, men hun var efterhånden vant til at gå sulten i seng, hendes sult var enorm og havde kun været stillet de få gange Lorgath havde et levende individ med til hende, men det var også ti gange mere end hvad hun normalt fik serveret i de små glas.

Lorgath rynkede lidt på næsen ved Xenix udbrud. Det var som om, hun stadig ikke forstod hans evner til fulde, men det var ikke noget han ønskede at bevise over for hende, nu hvor han havde det som om en eller anden log to hamre mod hver side af hans hoved. Han tog sig lidt til hovedet mens hun gav ham råd og endte med at sende et forsikrende smil. "Det var også det jeg havde i sinde at gøre, næste gang jeg ser den. Og jeg har ikke tænkt mig at rende ned i noget hav efter den, det er ikke mit bedste domæne," forklarede han, før han rejste sig.
"Hvis du vil have mg undskyldt, vil jeg sove lidt," forklarede Lorgath, før han rendte videre ud af rummet. På vejen bad han dog en tjener om at tage den sidste menneskelige fange op til Xenix, da han godt havde lagt mærke til hendes sult.
Efter at have ordnet det, gik han op i sit sovekammer, trak tøjet af og tog noget nyt på, så han var helt klar på hvad som helst. Sværdet tog han også med i seng og han lagde det i en stilling så det kunne trækkes hurtigt, før han lagde sig til rette og faldt i søvn.

Xenix nikkede kort til ham og så ham så forsvinde op ad trappen, der var kun ganske få timer til solen stod op. En af de mandlige tjenere kom slæbende med endnu en afkræftet kvinde der hverken sprællede eller kæmpede for at komme fri. Xenix trak lidt på smilebåndet og gik så over til kvinden, som tjeneren gav slip på. Xenix strøg forsigtigt en hånd igennem kvindens hår og sendte hende så et lille smil der næsten forsikrede kvinden om, at det hele ville blive okay. Dette var naturligvis en løgn, menneskets skrøbelige sind var så simpelt indrettet, at var man i en situation hvor det hele så sort ud, og og de så en smule lys, bare et lille glimt af håb ville de med det samme tro at de var reddet.
Den afkræftede kvinde smilede kort til Xenix der få sekundter efter slog til og bed igennem den finde hud ved halsen, og det varme søde blod flød ind på hendes tunge mens kvinden langsomt sank livløst sammen i hendes arme.
Da hun var færdig lod hun kvinden dumpe til jorden og lyden som en fisk der klasker imod fliser fik i det samme den mandlige tjener til at dukke op og fjerne liget.
Xenix tørrede hurtigt det overskydende blod af ansigtet og gik så imod sit værelse, men da hun nåede til døren stoppede hun op og bed sig så kort i læben, mens hun overvejede sit næste træk, inden hun drejede rundt, og gik imod Lorgaths værelse.
Langsomt skubbede hun døren op til hans værelse og trådte roligt ind. Hun var meget opmærksom da hun godt var klar over at Lorgath ikke gik i seng ubevæbnet, magen til paranoid vampyr skulle man nok lede længe efter. Da hun nåede sengekanten trak hun roligt den sorte kjole over hovedet og lagde sig så langsomt ind til Lorgath ganske uviden om hans reaktion på dette.

Lorgath lagde godt ubevidst mærke til, at nogen kom ind, men hans søvn var så tung at han bare sov videre, mens vedkommende tog sit tøj af og lagde sig ned i sengen ved siden af ham. Det først da han mærkede bar hud mod sin arm, at han blev forstyrret og han slog ret hurtigt øjnene op og spændte i de fleste muskler som svar på et muligt angreb. Da hans øjne faldt på Xenix, faldt han lidt mere ned, men var stadig ret forvirret over at hun lige nu lå nøgen i samme seng som ham. Sidst sådan noget var sket, havde været med Pearl, og derfor ville han med stor sikkerhed rødme nu - det gjorde han dog ikke, da han ikke var i stand til det som vampyr. I stedet hævede han et øjenbryn.
"Ehm.. Hvad.. Er der noget galt?" Spurgte han en smule usikkert og dybt forvirret mens han så på hende og forsøgte at komme i tanker om hvorvidt han havde misset noget tidligere denne nat. Han forstod det slet ikke, hvorfor lagde hun sig nøgen ved siden af ham? Var det nogle af hans tidligere mistanker, eller var hun bare meget interesseret i at elske? Det var underligt. Meget underligt.

Xenix havde dårligt nået at lægge sig til rette før det gav et sæt i Lorgath og han nærmest spændte over hele kroppen. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt til hans spørgsmål "Hvis der var noget galt, så lå jeg nok ikke her nu, hm?" sagde hun så og lagde forsigtigt en arm over hans brystkasse. Faktisk faldt hele situationen hende meget naturligt. Lige siden Lorgath havde bidt hende havde der nærmest været et naturligt bånd mellem dem, også selvom hun i starten havde gjort alt der stod i hendes magt for at benægte det.
Pludselig slog hun øjnene op og så så på ham med en mere bekymret mine "Er det et problem jeg er her? Skal jeg gå?" Spurgte hun så. Selvom Xenix i sit liv havde været sammen med utroligt få havde hun aldrig været i tvivl om hvorvidt folk havde fundet hende attraktiv og hun havde for det meste haft unaturligt let ved at sno mænd om hendes lillefinger, men sådan var det ikke med Lorgath, han var anderledes, hvilket ligeledes var grunden til at hun pludselig var kommet i tvivl.
Diskret strøg hun en af de sorte lokker om bag øret, og satte sig så op i sengen, hvis han ikke ønskede hendes selskab skulle hun ikke belemre ham med det.

Lorgath fandt det lidt malplaceret at Xenix, hans kreation, lå ved siden af ham og nu også lagde sin arm om ham. Men det betød bestemt ikke, at han ikke kunne lide, for han fandt det samtidig interessant og fascinerende, hvordan en vred kvinde pludselig kunne finde på at være så kærlig. En del af ham fandt det en smule mistænkeligt, mens resten af ham var bedøvende ligeglad, og derfor, da hun spurgte om hun skulle gå og satte sig op, trak han hende ned til sig igen og smilte en smule dystert. "Nej, du må gerne ligge her," sagde han lavt mens han stirrede hende i øjnene.
"Jeg skulle bare lige vænne mig til det. Jeg har sovet alene i alt for lang tid," forklarede han sig kort efter, før han stille og roligt trak hende ind til sig. For en gangs skyld havde han skabt noget smukt i stedet for at ødelægge noget smukt og derfor kunne han ikke benægte den subtile tiltrækning han følte til hende, som han havde gjort det med Pearl. Han havde savnet den følelse, meget. Og nu var den her endelig igen.

Xenix smilede lettet da han bad hende om at blive på trods af hans første reaktion, hun kunne lige se, at hun var nødt til at udvandre fra hans værelse fordi han syntes det var underligt, når det hele faldt hende så ganske naturligt. På den anden side kunne det også være at Lorgath bare havde det anderledes med situationen fordi at han nærmest havde 'skabt' hende, hvis man overhovedet kunne side det sådan.
Da ha trak hende ind til sig puttede hun sig helt ind ham, og lagde så hovedet på hans bryst, mens hun stille lod de fine fingerspidser kærtegne hans brystkasse, ganske diskret. "Så er det vidst også på tide!" sagde hun så med det lille sagelige smil på hendes læber.
Lorgath fik hende bare til at føle sig tryg på en helt anden måde end hun nogensinde havde prøvet det ført, normalt var hun omkring lige så paranoid som han var, i hvert fald når hun var derhjemme, men hos Lorgath tænkte hun dårligt nok på om hoveddøren var låst. Nu havde han som sådan også ofret nogle ret grimme sår for at redde hendes liv, det talte vel i og for sig også ret højt.
"Hvor længe har du egentligt været alene?" Spurgte hun så, og vendte så det blå blik imod ham med en spørgende mine, han var jo i og for sig voldsomt gammel, Xenix turde slet ikke tænke på hvor mange år han havde tilbragt alene, og selvom Ashmon var en ældre herre var han vel ikke ældre end hvad? 60-70 år. Hvilket jo ikke var nogen alder når man satte den gamle vampyr op ved siden af

Lorgath smilte let, da Xenix jokede om at så var det på tide, mens hun lagde sig helt tæt ind til ham. Det var faktisk rart og heldigvis lå hendes hoved ikke oven på den stadig skadede lunge, så han behøvede ikke ligge og lave grimasser over det. Xenix' spørgsmål om hvor længe han havde været alene fik ham til at se en smule bedrøvet op i loftet. Han havde læst i sine dagbøger. Fundet ud af sin alder.
"Jeg blev bidt da jeg var 27, af en kvindelig vampyr ved navn Pearl Chastain. Jeg var lige så vred som du var, men hun kan det samme som jeg kan, kampmæssigt og derfor var hun hurtig til at få... Styr på mig. Så forblev vi sammen de næste 300 år før hun forsvandt," forklarede han roligt, mens han pillede ved en af sine ringe.
Det var ikke let at tale om, me Xenix fortjente at vide det.
"For 500 år siden mødte jeg så Ashmon, som jeg ansatte som hushovmester og for fire år siden fik jeg min lærling, Nadia," tilføjede han, velvidende om at Xenix nu vidste, at Ashmon var lige så overnaturlig som de to var. "Hvis du mener alene som i foruden en kvinde i mit liv, så har jeg været alene siden Pearl. Og jeg er i alt 2894 år gammel.. Så meget længe," nu hvor han vidste hvad hans præcise alder var, var han faktisk ret skræmt over sig selv, men han forsøgte at ignorere det faktum.

Xenix blev helt betaget da han begyndte at snakke, det virkede faktisk som første gang han rigtigt havde åbnet op for hende. Måske var ideen med at gå op og dele seng med ham slet ikke så vanvittig som hun først antog. Intenst lyttede hun da han snakkede om Pearl, et eller andet sted dybt inde bredte sig en spire, hvis Xenix endte med at blive så gammel ville hun ikke vide hvad hun skulle gøre med sig selv. Lorgath snakkede som om at 300 år var ingenting og Xenix var ikke engang selv en fjerdedel af et århundrede.
"Savner du hende?" Spurgte hun så, og så på ham med et næsten trist blik, egentlig ikke fordi hun ville være jaloux på Pearl, men hvis hun en dag skulle undvære Lorgath ville hun vel nok få det på nogenlunde samme måde.
De bløde fingre strøg fortsat næsten ubevidst over hans bryst, der var så mange ting hun gerne ville vide, hele hans 'liv' interesserede hende. Efter hendes forvandling var hun selv begyndt at føle ting meget stærkere, vrede, trodsighed, sørgmodighed og nu også kraftige sommerfugle i maven, mon det var sådan for alle vampyrer?
Idét han nævnte Aghmon gik hun nærmest i stå, kort blinkede hun med øjnene og slog så et forvirret blik op imod Lorgath "Ashmon? Altså, hushovmesteren?" Et øjeblik var hun komplet forvirret, men tog sig så i det "Men, han kan jo gå ude om da... Hvad er han?" spurgte hun så, og kunne næsten godt selv gætte sig til svaret, men hun kunne næsten ikke tro det, de færreste havde formået at tæmme og binde en dæmon. Tanken gjorde hende egentligt endnu mere utryg ved den skumle hovmester, godt nok kunne Lorgath kommandere rundt med ham som han ville, men overfor Xenix havde han ganske frit spil. Tanken fik helt Xenix til at glemme at spørge ind til al den tid Lorgath havde været alene, det var nok også best sådan, informationen ville nok bare skræmme livet mere af hende end Ashmon gjorde

Xenix' spørgsmål fik Lorgath til at tænke sig om. Nej, ikke så meget længere, ikke nu hvor han havde hende. Hvis hun skulle ende med at forsvinde ville han sikkert selv bryde sammen. "Ikke så meget som jeg savner min familie," svarede han mens han stirrede ud i luften, meget intenst. Han havde meget svært ved at omtale sine forældre i den tone og heldigvis stilte Xenix andre spørgsmål, hvilket han fandt en smule beroligende sammen med hendes finger der strøg sig ned over hans overkrop.
"Ashmon er en dæmon. Jeg gættede hans navn og derfor er han under min kontrol, men han hader mig ikke og ønsker sig ikke fri, selvom jeg flere gange har spurgt ham om han vil. Bare rolig, Xenix, han gør dig intet. Det må han nemlig ikke," forklarede Lorgath stille og roligt, før hans hånd ubevidst sneg sig om i nakkehårene på hende. Han snoede en finger om en lok af hendes ravnsorte, bløde hår og gloede fraværende frem for sig.
"Han hader dig heller ikke. Han er bare nervøs for mig," tilføjede han kort efter.