Lorgath havde dummet sig - meget. Og prisen var sollys, hvilket havde resulteret i forbrændinger der sad på henholdsvist hele venstre arm og en smule af halsen. Også nogle få andre steder, men det meste var sat i bandager. Han havde også et grimt sår i højre tinding, men det var ikke nødvendigt at forbinde. Altså, det tænkte han, at det ikke var, og det havde ledt til et større skænderi mellem ham og Ashmon, hushovmesteren som var gammel, men stadig frisk. Og det var den forbandede engel, som var skyld i det.
Lige nu sad Lorgath i stuen på grundetagen, i sin lænestol, hvor Ashmon var midt i at skifte én af forbindingerne med en grimasse Lorgath kun alt for godt kendte. "Der skal gøres klar til min næste fangst. Og jeg vl få brug for noget at spise snart," mumlede Lorgath med en vred undertone. Ashmon svarede ikke, velvidende om at det blot ville blive værre. "Av, for helvede!" Råbte Lorgath vredt lidt efter. Ashmon var åbenbart stadig sur efter deres sidste skænderi, for han var ikke så forfærdelig blid.

Siden den nat hvor Rain og Lorgath havde kysset, havde Rain haft en sådan underlig følelse i maven. Hun havde slet ikke været sig selv, og holdte sig ekstra meget væk fra andre. Det var faktisk endt sådan at hun næsten udsultede sig selv, fordi hun ikke begav sig særlig meget rundt. Hun havde bare siddet på en klippe skråning, så man kun kunne nå hen til, ved at flyve. Og det var den måde hun var kommet der hen. Der var lige plads nok til at hun kunne sidde der med sine vinger spredt helt ud, men sådan som hendes tanker fløj rundt i hovedet på hende, var det ikke til at koncentrere sig om noget som helst. Rain havde ikke styr på tiden, det havde hun aldrig. Men hun vidste at det var noget tid siden at hun havde set Lorgath. Hver gang hun tænkte på ham, følte hun sig helt underlig. Hun havde oven i købet overhørt nogle mænd snakke lige præcis om ham. Det havde kun været meget lidt hun havde hørt, men de havde fortalt hvor han boede. Den viden vidste Rain ikke helt om hun skulle bruge. Hun følte sig draget af at finde ham, men frygtede hvad der ville ske hvis hun gjorde det. Udmagrede og træt, satte hun af fra sit lille siddeplads på klippen og fløj mod tusmørkedalen. Det var her at mændene havde sagt at Lorgath boede. Rain fløj rundt i flere dage på udgik efter hans hus. Hun havde bare et problem. Hun anede ikke hvor han præcist boede og hvordan hans hus så ud. Om natten fløj hun hen til diverse huse og kiggede ind ad vinduet, for at få øje på hvem der boede der inde. Heldigvis var der aldrig nogen der rigtigt fik øje på hende. Men så en dag nåede hun til en stor herregård. Lorgath havde jo sagt noget om at han var adelig, minedes Rain. Hun fløj hen til et af vinduerne, men kunne intet se. Ingen mennesker, ingenting. Hun ville bare ikke give op, for selvom hun intede kunne se, kunne hun jo altid banke på døren, men ikke sådan her. Hvis det var nogle hun ikke kendte, der boede i huset måtte de ikke se hendes vinger. Meget hurtigt den samme nat stjæl hun en stor bred kappe. Kappen var lige stor nok til at den kunne skjule det meste af hendes vinger, men det var begrænset, da de lavede en stor bule bagpå. Aftenen efter nærmede hun sig huset og gik så det sidste stykke der hen til. Hun bankede på den store dør, og håbede så inderligt på, at det var det rigtige hus.

Det var duften fra det åbne vindue der sørgede for at Lorgath genkendte hvem der kort efter bankede på døren. Han rejste sig brat, ignorerede at Ashmon ikke var færdig med hans hals - Armen var ordnet - og på trods af at Ashmon selv havde gjort tegn til at gå hen for at åbne, sendte han blot et "lad være" blik og gik mod døren, iført sin sorte silkeskjorte, som lige nu var åben og et par tynde bukser, samt nogle glanssko.
Han åbnede døren og så spørgende ud på Eorin. "Eorin. Det er en overraskelse at se dig her," konstaterede han, blank for den humor som han havde haft for flere uger siden.
Det ville være en skam at sige, at han ikke havde savnet englen, og der var da også en hvis glæde ved synet af Eorin, selvom vingerne gjorde ham en smule vred indvendig. Lorgath åbnede døren helt med et lille smil.
"Men kom da indenfor," sagde han kort efter, mens hans øjne indtog det billede der var foran ham. Eorin var udmagret, hvorfor vidste han ikke, men englen havde tydeligvist ikke spist så meget.

Rain sank en klump da døren blev åbnet og helt uforventet var det Lorgath som stod i døren og nu kiggede på hende. Hendes læber dirrede let og hendes øjne var lettere forvirret. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Hvad skulle hun svare hvis han spurgte hvorfor hun var kommet. Hun glemte helt at hilse på ham, men trådte bare ind i det lune hus, da han bød hende indenfor. Med lidt besvær fik hun lukket døren bag sig og tog kappen af. Det var helt underligt at være inde i et hus igen, og Rain var så bange for at ramme et eller andet med sine vinger, så hun prøvede bare at folde dem så godt samme som muligt. ”Tak” Fik hun så endelig sagt og kiggede hurtigt op på ham, hvorefter hun så ned på sine hænder. De rystede nærmest. Det havde været så køligt udenfor at det først var nu at Rain havde følt hvor meget hun frøs og den sædvanlige tynde lange kjole var langt fra nok til at holde på varmen. Hun skjulte lidt sine hænder på ryggen og så på ham med en rynket pande. ”Jeg… vil ikke gøre mig til besvær” Sagde hun stille og følte næsten et behov for at presse sine følelser væk med sarkasme.

Lorgath trådte med lidt besvær til siden da Eorin gik inden for uden et eneste ord. Det undrede ham dybt at hun var kommet her og derfor sagde han intet til hendes mangel på hilsen.
Inden for, var huset overraskende nok, holdt i lyse, prangende farver, såsom rødt og guld, men det var simpelt pyntet. Spartanerstil, kunne man kalde det. Mest af alt for at Lorgath, som var et meget fysisk, og samtidig mentalt menneske, ikke havde brug for at bevise sig over for andre mennesker eller væsner. For ham var det nok at her var farve og at det ikke bare var køligt ligesom i omverdenen.
Han lyste lidt op ved hendes tak og lukkede døren med den arm der ikke var fyldt med forbrændinger og gjorde ondt som en i helvede. "Det gør du heller ikke," svarede han blot, mens Ashmon, den ældre hushovmester dukkede op med et høfligt smil. "Ashmon, gør lige klar til et måltid. Vi kan ordne det andet senere," sagde Lorgath med et venligt smil. "Hvor meget har du spist?" Spurgte han Eorin med en lidt bekymret grimasse. Det kunne godt være, at han på visse punkter var skrigende gal, men han var også menneskelig.

Rain lagde ikke nærmere mærke til hvordan huset var indrettet. Det var slet ikke noget der falde hende ind, møblering havde jo ikke været noget hun skulle tage sig af i 40 år. Hun smilte lidt forlegent da han sagde at hun ikke var til besvær. Rain kiggede forundrede på den ældre mand da han kom til syne. Hun løftede hånden en smule som en hilsen til ham, men det lod ikke til at han så det og hun tog bare hånden til sig igen. Hun mærkede godt hvordan hendes mave slog knurrede, da Lorgath begyndte at snakke om mad. Hun bed sig lidt i læben ved hans spørgsmål og følte virkelig at hendes svar ville trange sig på – ”Ikke noget” Mumlede hun stille og lagde kappen fra sig. Hun trådte lidt frem mod ham, og prøvede at danne sig et overblik. Hun følte sig næsten helt klaustrofobisk af at være inde i et hus

Lorgath lagde godt mærke til den manglende respons fra Ashmon, men han valgte at slå det hen. De var trods alt ikke så forfærdeligt gode venner lige nu og det var vel.. en lille bitte smule forståeligt.. At det så nok gik lidt ud over gæsterne han måtte have. Da Eorin var på vej til at lægge kappen fra sig, tog Lorgath den og hang denpå en knage han havde ved døren, med en mindre smertegrimasse. Nyheden om, at hun intet havde spist fik Lorgaths ansigtsudtryk til at blive mere bekymret. "Kom med ind i spisestuen," sagde han bare, mens han lidt langsomt og småhaltende gik mod den aftalte lokation. Det fald han havde været udsat for, havde ikke kun udsat hans hoved for voldsom smerte. Hoften havde det heller ikke for godt, men det havde Ashmon sagt, skulle gåes væk. Det havde Lorgath forstået som mere træning, når han var blevet lidt mindre såret.

Den gæstfrihed, Lorgath udviste overfor Rain, var helt fremmede og ukendt for hende. Det fik hende hvert fald til at følge sig lidt mindre fremmede i hans hus. Da de var nået hen til spisestue vendte hun sig om mod ham. Han så faktisk ret træt ud, eller hvert fald tilredt. Hendes blik fangede så de tydelige sår, der var på hans pande og på hans hals. Noget sagde hende at det ikke var de eneste sår han havde, og rynkede panden. ”Hvad har du lavet?” Spurgte hun og lagde en hånd mod siden af hans hoved. Hun rørte ikke hans sår, med holdte sin hånd ved siden af det mens hun kiggede på det. Det gik hende faktisk på, at det først var nu at hun havde set det. Hun fjernede så sin hånd igen, da hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at galopere der ud af, men lige meget, hvor meget hun havde lyst til det, kunne hun ikke presse en sarkastisk kommentar ud eller få et ligeglad ansigts udtryk

Lorgath nåede at gå ind i spisestuen før Eorin gav sig til at kommentere på hans ilde udseende med et ret simpelt spørgsmål. Det var egentlig ikke noget han ønskede at svare på, hans stolthed stod lidt i vejen, men han vidste at han var nødt til at være en lille smule åben. "Jeg har bare haft et uheld. Et skinnende et af slagsen," mumlede han som svar. Det burde være nok hints til at hun vidste, at det var solen der havde været det lille uheld. Ashmon vidste tydeligvis at der skulle komme gæster på et eller andet tidspunkt, for kort efter kom nogle tjenesteflk ind med nogle plader med mad. Det var holdt nogenlunde simpelt, i supperetter og lidt kød og brød. Det bedste man kunne få i denne kulde - selv Lorgath kunne lide det, selvom han egentlig holdt sig til mad der også mættede ham. Det andet skulle altid... Tvinges ud igen.. Derfor var det uden at bede om noget mad, at han satte sig for bordenden og gjorde gestus til Eorin om også at sætte sig.
"Spis løs, ellers kommer maden bare til at stå og glo," sagde han med et lille glimt i øjet. Han var kommet i overraskende godt humør, overraskende hurtigt.

Der gik lidt tid før Rain forstod Lorgath begrundelse for sårende. Hun havde aldrig set en vampyr blive forbrændt før, så at sårende ville være så tydelige havde hun ikke regnet med. Da Lorgath satte sig og ligeså bad hende sætte sig, satte hun sig ned på den nærmeste stol. Et stort forundret smil kom frem på hendes læber, da hun havde fået sat sig ordentlig til rette. Det var flere år siden at Rain havde siddet på en stol, og hun følte sig faktisk også ret uciviliseret ved, men det sagde hun selvfølgelig til Lorgath og rettede bare blikket mod maden. Det var lige før hun glemte, hvad bordmanere var og ville have taget suppetallerkenen og drukket direkte fra den. I stedet tog hun spiseskeen og prøvede det bedste hun kunne, at lave lette bevægelser og lade være med at slubre. Hun syntes selv at det gik ret godt, men frygten for hvordan det måtte have set ud for andre, stak lidt i hende. Hun lagde så skeen fra sig, selvom hun ikke var færdig og smilede usikkert til Lorgath ”Skal du ikke have noget? Eller jeg mener…” Mumlede hun da hun så kom i tanke om at den her mad, nok ikke var det han foretrak.

Lorgath sad i stilhed og morede sig en smule over Eorins manglende bordmanérer. Som adelig havde han mere end blot styr på etiketten og derfor vidste han når Eorin gjorde noget forkert og noget rigtigt. Han kommenterede dog ikke på det, og anså det heller ikke som uanstændigt, nu når hun var så sulten. Faktisk syntes han det så... Unikt ud, og det gjorde blot hans glæde ved Eorins nærvær stærkere. Hans ansigt fremviste dog ikke dette, her var han komplet blank, mens han stirrede ud i luften, til Eorin brød stilheden med et spørgsmål, til hvilket han smilte let. "Ikke i aften. I aften er maden kun lavet til dig, svarede han blot, før han tog sit glas op og tog et nip fra den. Det var let at se, at det var ganske normal vin og ikke blod. Visse nydelser, kunne han simpelthen bare ikke stoppe med.

Rain stirrede bare ned på maden, mens Lorgath talte. Tanken om at det var uhøfligt at være den eneste der spiste, var slet ikke noget som falde hende ind. Hun spiste den sidste suppe færdig og tog et stykke brød, hvorefter hun hældte en god portion af kødet over på sin tallerken. Maden smagte så godt at hun næsten ikke kunne styre sin sult, og proppede bare bid efter bid i sig. Det var så lang tid siden at hun havde fået så god mad, at der kun gik få minutter før hun var helt færdig med at spise. ”Det smagte dejligt” Sagde hun for sig selv og lagde en hånd mod sin fyldte maven. Selvom hun havde spist utrolig hurtigt havde hun formået, at intet ramte ved siden af, så der var hverken kommet mad på hendes kjole eller på den flotte dug på bordet. Hun skubbede stolen ud fra bordet og rejste sig op. Dog havde den fart hun havde rejst sig op med, gjort hende helt svimmel og hun var lige ved at vælte hvis hun ikke havde støttet sig til væggen

Det faldt godt Lorgath ind, at stoppe Eorin i sin vanvittige spisen af den gode mad, men han gjorde det ikke. Mest af alt fordi han ikke rigtig kunne nå nogle afbrydelser. Hun var meget hurtig til at få maden ned og trods han gerne ville undgå at hun endte med at blive dårlig, så var det uundgåeligt alligevel. Det var for sent, da hun stoppede og komplimenterede maden med en ret udmattet og mæt attitude og derefter rejste sig. Han havde næsten set uheldet komme og var oppe af sin egen stol med det samme, og gik hen for at støtte hende så meget som han lige kunne i sin nuværende tilstand. "Går det?" Spurgte han mens han så indgående i hendes øjne. Ashmon måtte have hørt "larmen". Hvis man kunne kalde den det, og hushovmesteren stod nu, ventende tålmodigt som altid, som var han blevet kaldt herind.

Der gik lidt tid før Rain opdagede at Lorgath støttede hende. Hun drejede hovedet hen mod ham og smilede lidt. ”Jeg er okay” Sagde hun og rettede sig lidt op og blinkede lidt med øjnene. Det havde kun været hurtigt at hun havde mistet balancen og den var heldigvis kommet tilbage nu. ”Er du sikker på at jeg ikke er til noget besvær?” Spurgte hun stille og selvom han havde afvist det selv samme spørgsmål for få minutter siden, spurgte hun alligevel igen. Da hun havde sagt det trak hun sig væk fra ham og kiggede sig lidt omkring. Som om, hun lige havde glemt hvad hun havde spurgte om, gik hun tilbage hvor de var kommet fra i gangen og gik hen mod trappen. Hun lagde sin hånd på gelænderet, men gik ikke op. Hun kiggede bare op ad trappen og spekulerede på hvad der var der oppe

Lorgath sendte hende et smil, da hun sagde at hun var okay. Han kunne godt se, at hun vel mente det, men alligevel fulgte han efter hende da hun begyndte at gå efter at have spurgt gang nummer to om hun var til besvær. "Nej, Eorin. Jeg kedede mig alligevel gevaldigt og det her giver i det mindste lidt sjov i dagens dont," svarede han med et glimt i øjet, før han gik helt hen til hende. Hun var heldigvis på vej op af trappen, så det var fint nok. Han havde dog også en nøgle til kælderen der var grundigt aflåst lige i øjeblikket.
"Vil du se huset?" Spurgte han smilende, da han stod ved siden af hende. Lorgath vidste ikke hvad han ellers skulle sige og han kunne vel lige så godt vise hende rundt. Måske ville hun falde i en forelskelse med det støvede klaver han havde stående i sit studielokale. Han havde ikke selv rørt det siden Pearl var draget bort, for det var en ting de to havde hygget sig om. Han var måske lidt nervøs for at få gang i det igen.

Rain tog slet ikke notes af Lorgath, hun blev bare ved med at kigge op ad trappen. Noget oven på dragede hende, men hun kunne ikke huske hvad det var, at det kunne være. Det var ikke en direkte ting, men noget hun huskede altid var oven på. Hun drejede sig om mod ham og kiggede lidt tænkende ned. ”Seng” Sagde hun og prøvede at huske hvad det egentlig var. Et svagt minde om bløde fjerfyldte dyner og puder og en blød madras, gjorde at hun var ved at falde igen. Hun greb hårdt fat i gelænderet, men valkede ikke det mindste. Det havde været selve tanken om en blød seng, der havde fået hende til at tro at hun ikke kunne stå op. I et kort sekund havde hun glemt Lorgath, men så så på ham. ”Jo, jo jeg vil gerne se huset” Sagde hun og kom nærmest til sig selv igen

Lorgath stod ret længe og ventede på en respons, men da den kom virkede den meget kortfattet, som om at hun var træt eller noget i den stil. Han lagde også godt mærke til, hvordan hendes greb om gelænderet strammedes godt til. Hvorfor vidste han ikke, men da hun endelig svarede ordentligt, kunne han ikke lade være med at grine lidt. "Vi kan også godt tage den tur i morgen, hvis du er træt?" Spurgte han, mens han lige så stille begyndte at gå op ad trappen. De kunne lige så godt starte der alligevel. Lorgath kunne ikke lade være med at nynne lidt for sig selv mens han ledte vejen op til enden af trappen, hvor han valgte at starte ud med studierummet. Lorgath ventede dog stadig på at Eorin ville besvare hans spørgsmål om hvorvidt hun ville sove eller vises rundt.

Rain tog sig lidt sammen da hun hørte hans spørgsmål. Hun rynkede panden en smule og nikkede bare. Hvad hun nikkede til vidste hun ikke helt, men fulgte bare efter ham. Det var lidt underligt at gå op ad trappen, men hun fandt det faktisk ret nemt. Da hun var nået helt op, kom hun ubevist til at stille sig helt hen til ham. Hun havde lovet sig selv ikke at lade følelser løbe af med hende, men at stå så tæt på Lorgath gjorde hende nærmest helt højt. Uden at tænke på det lagde hun en hånd mod hans kolde kind og hendes øjne blev helt store. Hun følte sådan en stærk trang til at kysse ham, men hendes viljestyrke var lige stærk nok til at hun kunne lade være, men alligevel kunne hun ikke fjerne blikket fra ham, og det ville nok også have følt akavet hvis ikke Rain var så uvant med selvskab

Lorgath vidste ikke helt præcist hvad Eorin nikkede til, men da hun kom op til ham og virkede træt, i der hele taget, blev han enig med sig selv om at det nok var bedst hvis hun gik i seng. Hvorfor de så stod heroppe og ikke neden under, hvor gæsteværelset var, anede han ikke, men hans tanker blev også afbrudt af en varm hånd der blev lagt mod hans kind. Han blev en smule overrasket, da han stod så tæt på Eorin og at hun selv stirrede på ham med store øjne, men i nat ønskede han ikke selv at starte noget som helst. "Mit værelse er heroppe, men hvis du vil have noget søvn, så har jeg et gæsteværelse neden under," mumlede han en smule forvirret, mens han forsigtigt lagde en hånd på den hånd af hendes, der lige nu lå på hans kind.

Rain lukkede øjnene et kort sekund, da han lagde sin hånd oven på hendes. Selvom den var kold og hård, afgav den alligevel en form for varme. I en rolig bevægelse fjernede hun sin hånd og kiggede ned af gangen mens han talte. Hun opfangede slet ikke hans ord og havde igen næsten helt glemt ham "Jah okay” Svarede hun bare og begyndte at gå nede af gangen hvor en masse døre var på hver siden. Hun gik ned for enden af gangen, stadig uden at lægge nærmere mærke til Lorgath og åbnede døren. Et lille smil kom frem på hendes læber, da hun så den store bløde seng. Selvom det nok var meget uhøfligt gjort, trådte hun ind i værelset og strøg sin hånd hen over det bløde sengebetræk. Så drejede hun sig rundt og lod sig falde, med maven først lige ned i sengen. Hun løftede hovedet en anelse op og lod sine vinger baske, mens hendes ben var bøjet. ”åh…” Kom det frem, næsten som en stønnen, mens hun bare nød at lægge i sengen