Der er en mild duft af planter her, alle de planter, man laver mediciner af, og de virker beroligende på Ihsan, der sidder op ad muren lidt væk fra døren. Her sidder hun med en kæmpe fisk, som hun langsomt fortærer og en dunk med vand, som hun af og til drikker lidt af. Solen er blidere her end i ørkenen, hvor hun er kommet fra nogle timer tidligere, og hun fryser faktisk en smule, nu hun er ude af dens bagende varme. Hun skutter sig let og sætter kindtænderne ned i det rå kød og flår endnu en bid af, mens hun spekulerer som en gal over hvor mange timer hun mon kommer til at tilbringe her. Ind til videre var det ikke til at sige, men nok en del dage i første omgang. Hun udstødte et gnavent suk og strakte sine ben frem for sig mellem planterne og vrikkede lidt med alle seks tæer, før hun slikkede sig om munden og tog endnu en bid. Den var friskfanget og nystjålet fra havnen, hvor hun som sædvanlig løb fra dem alle sammen, og det var lige så godt for hende som at skulle sidde ved et vandhul og vente i timevis og kun fange noget en brøkdel af størrelsen. Desuden havde de nok; de måtte vel kunne undvære en enkelt lille fiske fisk til Ihsan, tænkte hun velfornøjet. Hendes humør var steget, og som hun sad der op ad muren og var så nær Kijo uden dog at kunne se ham, følte hun sig trøstet.
Hun mærkede vinden tage i sit hår. En blid vind, ikke som den i ørkenen, der legede med hendes lokker frem for at piske dem ind i hendes ansigt, og hun løftede ansigtet mod blæsten og indåndede den friske luft og alle de dufte, den bar med sig. Den lovede eventyr, og en eventyrtrang, hun ikke havde kendt i mange år kom pludselig frem i hende. Måske bare en enkelt lille gåtur efter måltidet, det ville Kijo ikke blive mindre død af, tænkte hun og gumlede løs.

Alwyn trådte ud af Helbredelseshuset med et suk og kastede et forvivlet blik ud i intetheden, som ventede bag husets dør. Alt virkede så nyttesløst, når man just havde hørt en døendes tankestrøm. En af kvindens ældre venner lå for døden, og der var intet hun kunne gøre. Tidligere på dagen følte hun sig sikker på, at hun ikke ville lade sig påvirke af døden, men denne situation havde alligevel skræmt hende. Sir Johnathan havde fulgt hende igennem mange år - de havde været igennem ild og vand sammen, stået side om side, ryg mod ryg. De havde råbt og skreget af hinanden og den ældre mand havde uden tvivl fået en særlig plads i den yngre kvindes hjerte. Han var hendes mentor, guide. Han havde fået en faderrolle i hendes liv. Hun sukkede og så på sine hænder og mærkede kulden komme snigende. Hun havde brug for at få tankerne lidt væk. Hun trådte ud i "intetheden" og gik om på siden af bygningen, hvor den kønne lille have voksede helt uforstyrre-- Hvad i al verden? Alwyn stirrede lamslået på det store kattevæsen, som sad og fortærede et af havets vidundere. Hun var ikke sikker på om hun ville sige noget, løbe væk eller råbe vredt af dyret. Måske skulle hun gøre alle tre ting. Og så løbe så hurtigt som muligt. Hun bar ingen våben eller andre sager, som kunne benyttes til at forsvare sig, så hvis dyret blev aggressivt, så skulle hun finde noget at gøre. Eller løbe superhurtigt.
"Hvad I al verden--" det gik op for hende at den måske ikke forstod hele sætninger. "Ud af bedet!" Hun hævede begge hænder som i en gestus at 'nu skulle den se at hoppe væk'. Hvad skulle man gøre i sådan en situation? Nogle af disse planter skulle Johnathan måske bruge for at undgå smerte eller blive rask eller hvad han nu havde brug for! Det var uacceptabelt. "Smut! Væk med sig!"

En hvæsen undslap Ihsan, da hun blev gennet væk som et andet dyr, og hun sænkede sin fisk og så op på kvinden, der var kommet, og som hun ikke har gjort noget som helst for at genere.
"Min ven ligger død derinde, og hvis ikke I sindssyge mennesker snart holder op med at jage mig fra et sted til et andet, så bliver det værst for jer selv! Først var det gangen, så var det døren, og nu blev jeg vist hertil kun for at blive jaget væk - igen!" snerrede hun og fortsatte så hidsigt med at spise sin fisk. Hun blev lige hvor, hun var, havde ikke i sinde at lade sig flytte mere med, og det var ikke just fordi hun ødelagde haven ved at være der. Tvært imod havde hun passet havens planter før i tiden, før hun stak af, men blot fordi hun havde været væk, skulle det ikke forhindre hende i at blive lige her, indtil de ville udlevere Kijos krop til hende, så hun kunne begrave ham ordentligt. Hendes lange kløer var kommet ud af fingrene og borrede sig ind i fisken, mens hun hidsigt flåede de sidste rester af skelettet og derefter kylede det over i hjørnet på kompostbunken, før hun igen så på Alwyn.
"JEg er nødt til at være et sted! I det mindste indtil mine sår er helet," fortsætter hun snerrende, "Og I idiotiske mennesker inde på det syge-ting hus vil ikke en gang se på det!" Hun fnøs hidsigt, men var tydeligvis meget såret over at være blevet vist bort - igen. Hun var så træt af, alle anså hende for et dyr, at hun havde lyst til bare at slå dem alle sammen ihjel derinde og slæbe Kijo bort ... men hun vidste, de var der for at hjælpe de syge mennesker, og hun ville ikke gøre dem noget, der ikke havde gjort hende noget. Derfor fandt hun sig i deres usle behandling.

Alwyn tabte kæben da dyret svarede igen. Hun stirrede forfærdet på det, som hun nu kunne se var en kvindelig dyreskikkelse. Det så ud til at hun, ligesom Alwyn, havde en kær inde i helbredelseshuset. Hun slog blikket ned og sukkede højlydt. "Jeg beklager, jeg vidste ikke at--" hun blev tavs og rystede på hovedet. Hun gik hen til den stribede kvinde og satte sig ned ikke langt fra den anden og gjorde sit bedste for ikke at sidde på planterne.
"Hvad er der sket med din ven?" spurgte hun efter en længere tavshedsperiode. Hun betragtede kvinden ved sin side, og anede ikke hvad hun skulle sige ellers. Hun ønskede ikke at sende den anden væk, eftersom denne også havde nogen at tænke på. Nogen hun ville beskytte og håbe på at gense. Helst i live. Alwyn betragtede himlen og sukkede højlydt.
"Og hvad er der så sket med dig?" spurgte hun derefter og hentydede til de skader, som den anden havde klaget over. Hun overvejede om det overhovedet kunne være så slemme sår som hun nærmest påstod - hvis et helbredelseshus afviste hende, kunne det umuligt være slemt. Kunne det?

Ihsan så med trodsig stolthed på Alwyn, mens hun tydeligvis ikke havde regnet med at få et svar. Men stoltheden forsvandt lidt og blev til nysgerrighed, da kvinden satte sig hos hende. Ikke en af dem fra helbredelseshuset, kunne hun konkludere, og det var de færreste mennesker, der ville have indset sin fejl og sat sig hos hende, konkluderer Ihsan forundret.
"Min ven blev slået ihjel i en kamp ... De vil ikke give mig hans krop, han skal bare ligge i sengen derinde og ligge, og jeg må ikke se ham." Hun får tårer i øjnene, men blinker dem hårdt væk. Selv efter så lang tid, kan hun stadig græde ved tanken om sin ven. Dernæst bøjer hun sig let til siden og trækker forsigtigt pelsen væk og afslører et bredt, betændt sår, der ikke vil lukke sammen. Det gør meget ondt på hende, men hun har lært at klare sig med sine sår indtil de heler af sig selv. Hun gør derefter det samme ved sit ansigt, hvor to mindre sår er tydelige. Hvis det ville blive behandlet ordentligt, kunne sårene hele pænt, men naturen var ikke altid så barmhjertig.

Alwyn betragtede dyret med et mildt blik og hævede et øjenbryn. "Hvis han er derinde, så tror jeg ikke han er død. Helerne er meget dygtige, så jeg er sikker på at de vil kunne redde ham. Stol på det. Nogle gange må man have lidt tillid til dem, som ved hvad de gør. De ved bedst." Hendes ord var lidt opgivende og fortvivlende. Selv ønskede hun bestemt ikke at lade sin egen vens liv ligge i andres hænder, men eftersom hun intet kunne gøre selv, havde hun intet valg. Nogle gange var det også bedst ikke at have et ansvar på sine skuldre - man havde behov for friheden.
"Dine sår ser ikke så gode ud," mumlede hun, efter at have set på dem. Hvad skulle hun sige ellers? Hun var ingen heler og havde ikke rigtig forstand på den slags. Hun var selv mere eller mindre rå, og sagde ikke noget til at få et slag eller ti.
"Hvis du går ind og taler med en heler og viser dem dine sår, så er jeg sikker på at de vil gøre noget. Det må de. Det bør de!" hun missede med øjnene og bed sig i læben. Den slags behandling burde alle få - om de lignede dyr eller ej, så var det vel elementært.
"Måske kunne jeg tage dig med ind." hun smilte en anelse. Der var ingen tvivl om at enhver heler ville servicere Alwyn Flowerew. Generalen for Mørkets Hær. Ikke at det var noget man kunne nyde med pragt nu til dags, men i det mindste noget der kunne bruges til afpresning.

Hun rynker alvorligt brynene ved hendes ord.
"Han må være død. Han har ikke bevæget sig i fem år, ligger bare og er død ... Men de vil ikke udlevere ham til sådan en som mig ..." Så fnyser hun ved udbruddet om, hun da bare kan gå ind og... "Hvis jeg sætter mine ben derinde, får jeg en støvle i bagen igen. De vil ikke have dyr derinde ... Vi spredder bakterier og ødelægger tingene og trækker skidt og snavs med ind på de rene gulve ..." Hun har vrede tårer i øjnene og slår dem hidsigt væk med håndleddet. "De er aldrig ordentlige ved sådan en som mig. Jeg er ikke noget i deres øjne, og de vil ikke behandle mig ... Men jeg klarer mig da også fint uden dem! Bare de ville lade mig få Kijo og give ham en ordentlig begravelse, men ikke en gang det må jeg." Hun snerrer ad sig selv og hænger så med hovedet, så de lange, røde lokker dækker hendes ansigt og den lede, hun føler. HVis bare hun var født som et menneske.
Alwyns tilbud går direkte forbi hende, for hun kan ikke tro, det vil hjælpe noget. Ikke en gang Cassa Nova kunne få dem til at behandle hende, og heller ikke Kijo.

Alwyn betragtede kvinden foran sig og sukkede. Det lød ikke just som om hendes ven var i live, sandt nok, men hvorfor ville de beholde et lig? Der måtte være mere til sagen, som kvinden ikke kendte til. Kunne det være muligt? Alwyn overvejede om en besværgelse eller sygdom kunne holde et menneske i en nærmest død tilstand så længe. Fem år. Hun bed sig i læben og betragtede kvinden foran sig. Kijo hed han. Mørkets General rynkede brynene da den anden så ud til at græde.
"Græd da ikke," sagde hun tørt. "det vil hverken hjælpe dig eller din ven. Du skal ikke lade dem fortælle dig hvad du kan og ikke kan gøre. Hvad du må og ikke må. Vil du virkelig lade dem stoppe dig? Tænk hvis de aldrig vil lade dig se Kijo igen. Vil du da sidde herude alene og vente på ingenting? I vinter og sne, sol og varme? Eller vil du rejse dig og vise de mennesker derinde, at du i hjertet er lige så human som dem." Hendes stemme var selvsikker og hendes blik var stift. Hun ønskede ikke at se andre væsner lide under sådanne kummerlige forhold. Ingen skulle fratages retten til at se deres kære i stunder som disse. Hun rynkede næsen og betragtede kvindens pels. Det var nok sandt at hun kunne trække bakterier og skidt med sig, men hvis manden var død ville det ingen forskel gøre. Havde han ingen åbne sår ville det nok heller ikke kunne gøre den store skade. Det måtte være muligt. Alwyn overvejede om hun skulle skaffe den anden adgang til sin ven. Nej. Tigerkvinden skulle lære at tage sig af sådanne situationer selv - det lød som om det var noget der skete ofte. Alwyn sukkede og tænkte på sin egen kammerat, der lå med dødelige kvæstelser i det samme hus. Hun havde mest af alt lyst til at løbe derfra og lede i alle bøger og religioner for en måde hvorpå hun kunne redde ham.
"Nogle gange må man ikke lade sig besejre så let."

Hun løfter hovedet igen og ser forundret på kvinden. Ingen har før behandlet hende på dne måde med undtagelse af Kijo, og det varmer hende til et smil.
"Jeg ville normalt have kæmpet mig derind, men jeg har lovet Kijo ikke at skade dem derinde. Jeg lovede ham det, og de bruger vold for at holde mig ud. Sidst jeg forsøgte at komme ind, smed de en stol efter mig. JEg ville gøre alt for at se ham igen, men jeg må ikke skade dem derinde ..." Hun sukker og slår frustreret ud med armene. "Det var mit sidste løfte til ham ... Jeg har forsøgt at komme ind gennem døren, gennem vinduerne, forklædt ... jeg synes, jeg har prøvet alt, men de genkender mig og smider mig ud."

Alwyn betragtede kvinden med et stift blik. Det lød som om hun havde forsøgt en hel del, uden held og succes. Der måtte være en måde. Hun var ikke i tvivl om at et glimt fra et sværd og en hævet stemme ville kunne skaffe dem adgang. Helerne ville være fjolser hvis de da ville forholde deres døre lukkede og låste når en som Alwyn krævede adgang. Der måtte være en grund til at de gemte denne person bag murene. Kunne det være en sygdom? Eller var han slet ikke død? Hvad kunne de mon skjule?
"Du har ikke prøvet nok." sagde hun pludselig og smilte en smule. Med disse ord rejste hun sig og rakte hånden til tigerkvinden. "Jeg får dig derind. Kom." Alwyn regnede ikke med at den anden ville takke nej til denne mulighed - hvis hun så brændende ønskede at se sin ven, så måtte dette vel være måden. Alwyn kunne ikke forlade hende, velvidende at hun sad her og sørgede over tabet på en kær. Så kolde var der ingen der var.

Ivrigt griber Ihsan Alwyns hånd og kommer på benene, mens hun passer på ikke at ødelægge planterne. Hun ser forventningsfuldt, men samtidigt tvivlende på hende. Hun tvivler på, det vil lykkes, men kan ikke lade være med at håbe. Åh at få lov at se ham efter alle disse år .. Bare et kort glimt. Tankerne vælter ind over hende, hvad det kan betyde at have et menneske med sig og endda et så kraftfuldt som Alwyn virker til at være. Så meget magt udstråler fra hendes person, at Ihsans håb bliver fornyet og skyller ind over hende, og hun smiler taknemmeligt.

Alwyn Flowerew sender tigerkvinden et selvsikkert smil og giver hendes hånd et lille klem, før hun sætter kursen om mod husets indgang. Hun placerer forsigtigt med resolut fødderne mellem planterne, og undgår at skade de grønne planter på sin vej mod indgangen. Urtehaven var større end hun først havde antaget men det kom hurtigt til grusstien, som førte til de lukkede døre. Alwyn lukkede sin højre hånd om det knirkende håndtag og lod døren svinge op. Alt var pænt og rent indenfor. Så pinligt hvidt, at det næsten ikke var til at bære. Alwyn måtte i et øjeblik tage sig selv i at knibe øjnene en anelse sammen, for ikke at lukke for meget af det hvide lokales lys ind. En ældre kvinde går dem i møde. Hendes ansigtsudtryk udstråler ikke just begejstring for deres fremmøde, men Alwyn lader det ikke påvirke sine intentioner.
"Goddag heler-kvinde," siger hun, med en stemme ulig den, hun havde brug mod Ihsan. "Vi ønsker at se en patient. Kijo, er hans navn. Vis os vej til hans stue." Det var en isnende kold og benhård stemmeføring der forlod de røde læber; dén stemme, der kendetegnede Mørkets General. Alwyn lavede en henkastet men påtænkt med skulderen, som fik medaljonen om hendes hals til at skinne en anelse i det hvide lys. Emblemet var ikke til at tage fejl af - det var symbolet for Mørkets Krigere. Dette var Alwyns pæne måde at bede folk om at gøre hvad hun bad om, hvis de havde ønske om at overleve denne dag.

Den ældre kvinde så først forfærdet på den rapkæftede kvinde og skulle just til at bede hende og "dyret" forlade området, men idet hun ser det skinnende sølvemblem, som hang om kvindens hals, bed hun sig i stedet desperat i læben. "Selvfølgelig," fremstammede den ældre med en næsten skælvende stemme. Hun sendte tigerkvinden et mistroisk blik og brød sig tydeligvis ikke om situationen. På den anden side, tænkte heleren, hvad kunne en ældre heler stille op mod to unge kvinder, den ene en kriger af mørket og den anden et vilddyr? Hun ville ikke tage chancen. "Følg med denne vej."

Heleren fulgte Alwyn og Ihsan ned ad en latterligt-hvid gang. De passerede en række stuer og værelser, og Alwyn genkendte den dør, der ville føre hende ind til Sir Johnathan. Hun fik en bidende lyst til at gå derind, blot for at tilbringe nogle flere minutter med sin døende ven, men hun fortsatte hårdnakket - hun havde lovet Ihsan at hun skulle se Kijo. Det løfte ville hun holde.

De blev ført til en dør, som lignede alle de andre. Den gamle åbnede for dem og de blev ført ind i en stue, hvor der lå nogle forskellige mennesker. To mænd og en enkelt kvinde. Alwyn trådte ind og studerede de tre mennesker, der alle så ud til at ligge i en fredfyldt søvn. Om de var levende eller døde kunne hun ikke vurdere, ligesom hun ikke kunne vide hvem der var Kijo. Hun vendte blikket mod Ihsan. "Er han her?"

Urolig over at være inde i helbredelseshuset igen følger hun tæt efter Alwyn uden at se for meget på nogen af dem, der er der. Hun gyser svagt ved lyden af den skarpe stemme, hun bruger, og forstår pludselig hvorfor hun har magt til at komme rundt hvor hun vil. Hun har ikke set medaljonen og i alt fald ikke genkendt den for noget, og Ihsan er bare jublende lykkelig med små sommerfugle i maven, hun ikke kan fange.

Da de kommer ind i rummet ser hun sig ivrigt om, rerne rejst helt op og halen svingende ivrigt bag hende, mens hun står med hænderne knuget over brystet.
Men hendes iver svinder hurtigt, da hun ser, han ikke er der, og ørerne falder ned langs siden, halen hænger stille, og hun får tårer i øjnene. Hurtigt vender hun sig mod den ældre kvinde og forsøger at være rar og venlig - ellers skal Alwyn nok tage over.
"Han er her ikke," siger hun stille. Kvinden peger på en seng, men Ihsan ryster på hovedet. "Det er ikke ham ..."
"Det er den eneste ved det navn, vi har her." Ihsan er paf. HVad skal det betyde? Hvor er han henne, hvad har de gjort med ham? Hun var væk knapt en uge, og hvad har de gjort i mellemtiden. Ihsan er ganske befippet og kæmper for at huske Kijos ekstra navn (efternavn), som hun ikke kan huske, hun nogensinde har hørt. Hun vender sig hjælpeløst mod Alwyn og ser ganske fortabt ud.
"HVad er der sket? Jeg har kun været væk en uge... I fem år!" stammer hun og virrer så med hovedet for at få tårerne væk.

Alwyn betragter manden, som ifølge den ældre kvinde skulle være Kijo. En ældre gut med gråt hår og et uklippet skæg. Hun hæver det ene øjenbryn, og vender blikket imod Ihsan. "Er du sikker?" spørger hun unødvendigt og vender sig straks efter mod heleren, som hurtigt hæver armene, i frygt for Generalens vrede. Alwyn betragter indgående den ældre kvinde, lægger armene over kors og siger så, ganske mildt: "Der har været en anden mand ved navnet Kijo. Hvor er han? Hvad er der sket med ham? Hvor længe var han her? Svar, kvinde!"

Den ældre så forfjamsket på de to andre, og anede ikke hvor hun skulle begynde i denne lange række af spørgsmål. Hun kunne knap nok huske det selv. En yngre heler, som havde betragtet de tre kvinder i nogen tid og havde overhørt Alwyns spørgsmål, trådte frem. "Jeg skal nok tage mig af dette," sagde heleren, med en mild stemme, og sendte den ældre kvinde ud. Den nye heler var en yngre robust mand, med et mildt blik og en ubarberet hage. Alwyn stirrede mistroisk på ham. "Jaså? Kan De besvare mine spørgsmål?" Manden nikkede og rømmede sig.

"Jeres ven blev hentet af hr. Cassa Nova for et par dage siden," lød det mildt fra heleren. Alwyn gjorde store øjne. "Så jeg er sikker på, at I vil kunne finde Kijo hos hr. Nova." Heleren smilte skævt til Alwyn og hævede øjenbrynene. "Det er vel ikke et problem for Dem, er det?"
Alwyn fik en næsten uimodståelig lyst til at pande heleren en, så han ville se stjerne de næste par uger, men hun beherskede sig. Cassa kendte måske også Kijo? Kendte Ihsan dermed ligeså Cassa? Alwyn indså at det kunne blive farligt at hjælpe tigerkvinden videre herfra.

Ihsan glipper med øjnene.
"Har Cassa...." begynder hun og ryster så på hovedet. "Men.. men jeg har siddet derude i flere dage! Jeg har ikke set dem gå nogen steder, og jeg har været her i alt fald..." Hun tæller på fingrene og mangler fingre nok, så hun går i gang med tæerne også. "I hvert fald femten dage!" Hun retter sig op igen og stirrer en smule ondt på manden. Står han og lyver? Hun har ikke set nogen tage Kijo nogen steder. Men hvis han er hos Cassa, vil hun lettere kunne finde ham ... hvis ikke Cassa har begravet ham allerede. Ihsans blod render koldt, og hun stivner ved tanken.
"Åååh, så er det måske for sent ... måske er han begravet allerede?" Hun sukker tungt og slår armene om sig selv, mens hun kikker på Alwyn, som om kvinden ved hvad, hun skal gøre. Ikke at hun kan forlange mere af Alwyn, hun har allerede fået hende ind, og nu ved hun måske hvad, der er sket med hendes kære Kijo. At finde ham ville virkelig være fantastisk, tænker hun nu, og måske er det nemmere at snige sig ind i Cassas hjem, hvorend det er, end det har været med helbredelseshuset. Håbet spirer svagt i hendes mave igen. Hvis ikke Kijo er begravet allerede, så er der en chance for, hun kan tale Cassa til fornuft. Selvom hun ikke så godt kan lide ham, har han altid været venlig mod hende og mod Kijo, og det er det, der betyder noget lige nu, selvom han måske ikke ligefrem bliver glad for at se hende i sit hus. Især hvis han virkelig har fjernet Kijo - måske mens hun sov - og ikke har set hende eller måske har valgt ikke at sige noget til hende.

Alwyn Flowerew betragtede heleren med et stift blik. Han smilte selvsikkert og en anelse arrogant tilbage. Glimtet i hans øje virkede ubeskriveligt provokerende og hånende - han vidste tydeligvis hvem hun var og hvordan hendes forhold til Cassa Nova var. Generalen vendte blikket mod Ihsan og betragtede hendes hjælpeløshed.
"Kære ven, jeg ved slet ikke hvad jeg kan gøre." sukkede hun, og rystede på hovedet. "Cassa Nova er ikke just min bedste ven." tilføjede hun. Nova var snarere hendes værste fjende. Hun knugede begge hænder og vendte atter blikket imod heleren, som hvis han havde svar. Han havde i mellemtiden lagt armene over kors og afventede utålmodigt de to gæsters valg, så han kunne følge dem ud.

Hvad skulle de gøre? Skulle de bryde ind hos Nova for at finde denne Kijo? Skulle de droppe idéen? Det var selvmord!

Hun tager sig sammen og synker noget, før huns miler til Alwyn, et lidt blegt smil.
"jeg kan godt finde ham selv. Jeg skal bare finde ud af hvor, jeg skal gå hen. JEg har mødt Cassa nogle gange, og selvom han aldrig rigtigt har bemærket mig, har han ikke været uvenlig mod mig. Måske kan jeg tale ham til fornuft eller bare snige mig ind og se Kijo en sidste gang." Hun sukker let ved tanken men tvinger sig selv tila t blive i nuet, som hendes tanker vil løbe fra.
"Mange tusind tak for din hjælp." Hun smiler mere helhjertet nu, og de skarpe hørnetænder kommer til syne.
"Vil du så være så god at fjerne det kræ herfra? Det spreder sygdomme!" siger heleren og ser udelukkende på alwyn.