Kvinden af luft svævede vemodigt af sted uden at bemærke sine omgivelser. Det fløj forbi. Intet fæstnede sig. Alt var flimret. Det hele flød ligesom sammen for hendes blik. Intet havde betydning for hende i disse stunder. Det var flere dage siden hendes møde med den guddommelige. Det kunne være uger siden. Alt var blandet sammen siden dagen på marmorgulvet med slotsruinens beskyttende murersten omkring festligheder. Det havde været virkelighed, selvom hun stædigt forsøgte, at bilde sig selv ind at det blot var en drøm. Et mareridt der ønskede, at gøre hun yderligere skrøbelig og ulykkelig i dette liv, som ikke burde være skabt. Det var gudernes straf. Religiøse bønner til Lysets Gudinde, Isari, havde ingen effekt. Hun fortsatte dog trofast som hun nu engang var og blevet opdaget til. Hun undskyldte for sin tilstedeværelse i denne verden. Aldrig havde Ik’iss været så selvudslettende som nu. Følelserne af spirende forelskelse – som var ukendt for hendes bevidsthed – rasede ufatteligt i hendes inderst og fik hende til at bevæge sig videre. Et forsøg for at blive følelserne kvit. Komme af med dem. Flygte fra dem.
Tårerne løb ikke længere. Gråden kunne dog stadig føles i hendes hals. Intet synligt tegn på dette var blot umuligt. Tappet for hver en dråbe, mens hendes ønske lød igen og igen; Hvis jeg blot var et almindeligt menneske, en krystalisianer, ville alt være anderledes. Hun forstod ikke, at det nyopdagede følelsesliv fulgte med alle menneskelige væsner. I større eller mindre grad. Hun følte, at denne straf var blevet udvalgt af guderne og tildelt til hende for hendes ugerning, at blande sig i sådanne store forsamlinger. Gammeldags og naiv tænkende som hun var. Disse tanker var opslidende, men ville ikke slippe sit tag i hendes indre. Først dag hun opdagede, at opgivelserne passede til hendes sindsstemning, stoppede hun op. Hvor har jeg begivet mig hen? tænkte hun forskrækket og så sig om. En sump omgav hendes milde væsen. Her herskede intet liv. Hun følte sig ufattelig alene og forladt blandt de døde, væltede træer. Vandet var grumset og næsten sort i dens farve. Mudder. Hun fløj hen over uden at være påvirket af grådige vand, der inderligt ønskede at trække hende ned. Hendes luftige substans havde ingen effekt på denne tykt flydende masse. Hen over vand udløste hun en krusning ved sin tilstedeværelse. Dette sted bød hende ikke velkommen trods hendes forkærlighed for naturen.

Hun var standset i en bevægelse. Rystet over denne naturs pine. Fra træernes nedad hængende grene hang mos i kæder. Det tyngede de allerede livløse kviste med et spindelvæv af grøn bevoksning. Stemning var på alle måder dyster og gav hende straks en følelse af at være fanget. Omgivelserne gav hende følelsen af det almindelige mennesker ville kalde åndenød, hvis det ikke havde været umuligt med hendes væsen. Ved at være skabt af luft, vil mangel på ilt kun være et faktum, hvis hun kommer i nærkontakt med ild. Hendes største svaghed.
Ik’iss Ahss – den ulykkes fødte – lod blikket glide over det deprimerende område. Det var i dette øjeblik, at hun opdagede mennesket der betragtede hende. En mand. Ubevidst blev hun grebet af håb om, at vedkommende var hendes eventyrprins. Det sorte hår havde udløst dette ønske. Intet andet havde sammenligningsgrundlag. Skuffelsen fyldte af denne grund hendes brystkasse. Den andens tilstedeværelse havde dog en positiv indvirkning på hende; Hun følte sig roligere, fordi hun ikke var alene på dette trøsteløse sted. Hvordan man kunne vælge at opholde sig på et sådan sted, forstod hun ikke. Hun var ikke frivilligt endt her. Det var et uheld. Et tilfælde. Mandspersonens blik fik hende til at krybe sig. Hans blik virkede bedømmende uden venlighed eller fjendtlighed. Helt neutralt. Den svævende stav virkede til gengæld tiltrækkende på hende. Uden at det var en del af hendes kundskab er luftens redskab en stav og virkede af denne grund dragende på hende. Et ønske om af eje den gyldne stav blev plantet i hendes sind og det kriblede i hendes finger efter, at komme den nærmere. Sultent betragtede hun genstanden uden at betragte manden ved siden af.

Hans blik blev foragteligt ved bemærkelsen af hendes syn på hans gyldne stav. Hans slanke hånd lagde sig omkring skaftet som for at afmærke sit territorium. Hun sænkede skuldrene og forsøgte, at vende blikket væk fra den guddommelige genstand. Hans ydre imponerede hende til gengæld ikke. Han blegnede i sammenligning med Cassa Nova, hendes hjertes længsel. Denne mands skønhed var fejlfri og prellede af hende. Det var umenneskeligt. Guddommeligt var ikke ordet der dukkede op i hendes tankerække. Blot umenneskelig. Han besad ikke samme udstråling som manden fra festlighederne ved slotsruinen. Dette fik hende til at fravælge ordet Gud. Nu lød hans stemme; Dyb som en knurren fra en hanbjørn. Sammenligningen virkede komisk, når det var tale om dette overmenneske. Hans spørgsmål var som alle andres; Hvem er De? Det fik hende ofte til at undre sig, for hvem var hun i virkeligheden? Hun var bevidst om sin egen let påvirkelighed af andres meninger og holdninger. Svage argumenter var nok på grund af hendes godtroende væsen. Før en præsentation lød over hendes læber, kom det spørgsmål han ønskede at få besvaret. Hans tiltale af hende fik et smil til at strejfe hendes ansigt. Et smil som Cassa Nova ville have bemærket. Andre ville aldrig opdage det på grund af hendes manglende mund. ”Jeg er hvad mine skabere kalder en element formskifter: luft, der er beriget med en bevidsthed.” Hun lod sin velformede hofte skyde ud til siden – som for at stå bedre – uden at være bevidst om sin egen kvindelighed. En hver kvinde ønsker, at tage sig godt ud over for en mand, der er beriget med en kønt ydre. Ubevidst eller ej. Dette gælder også for Ik’iss Ahss, der er skabt med alle menneskets gode og dårlige egenskaber. ”Af hvilken race er De, min gode herre?” Hun nejede kort; Gammeldags opdaget som hun var. ”Og hvilket navn har De fået tildelt?” Hun forventede ikke, at han selv havde valgt sit navn og derefter var hendes sidste spørgsmål formet således.

Da den fremmedes stemme igen lød hen over sumpens mørke vand bemærkede hun, at hans stemme ikke være nær så dyb som hun havde forventet. Den var usædvanlig klar i sin tone trods hans mørke nuancer samt tilfældet at han var en mand. Ved nærmere øjekast fremstod han ganske feminint. Hans klæder var luksuriøst og prægtig i al sin glans. Brokadestof af den fineste slags med de smukkeste detaljer i gyldne farver. Hans egne farver bestod af stærke kontraster; Huden bleg som sne og håret sort som natten. Øjnene var smaragdgrønne og fintformede. Hver form var perfekt skabt som af følsomme englehænder. Straks fik hendes eventyrverden magt over den efterfølgende tankevirksomhed; Hun forestillede sig, at denne mand var Biblens faldne engel Lucifer. En overjordisk mand, der blev overmodig og nægtede at tilbede sin Gud. Denne fornærmelse blev straffe ved, at drage Lysets Engel ned i Jordens indre. Forbandet i Himmerige og tvunget til at betræde Jordens muld hvert 1.000 år. Sidst nævnte handling skyldes Lucifers svaghed for en jordisk kvinde. Dette var kommet til hans Guds kundskab og blev en overbygning af den faldne engels straf. Han skulle vende tilbage til det jordiske liv uden englenes evner og lede efter sit livs kærlighed; Velvidende at hun var forsvundet fra denne verden for mange århundrede siden. Denne gribende fortælling fór gennem hendes bevidst på få sekunder. Få sekunder før dæmonen foran hende oplyste sit navn. Smukt udtalt med en ukendt accent. Hun følte sig som en tumling i selskab med dette umiddelbare vidunder. Uden en kendt grund fik hun fornemmelse af, at dette væsen var mange hundrede år ældre end hende – og hun besad ingen almindelig levealder. Hans måde at sammensætte og forme sine udtagelser vidnede om erfaring og intellekt. Hun følte sig langt fra værdig til hans opmærksomhed. ”Mit døbenavn er Ik’iss Ahss. At være født til ulykke er navnets betydning på old-elvisk.” Igen følte hun trang til at bukke for dette mægtige væsen, men havde ikke intensioner om at lefle. Derudover delte hun ikke hans mening omkring at hans person skulle være overflødig. At kunne klæde sig så voluminøst i disse krigstider bevidste høj samfundsklasse. Han burde være samtalens midtpunkt, men hun turde ikke sige Elizeph imod.
Hans forklaring til anmodningen om informationer om hendes væsen, godkendte hun og rystede kort på hovedet som en accept af hans spørgsmål. ”Jeg ved dog ikke hvilke oplysninger, der vil interessere Dem?” Det var altid vanskeligt at berette om sig selv. Særligt hvis man selv kunne gribe fat i et emne. Interessespørgsmål fra modparten var lettere at beskrive fyldestgørende – for hvad han syntes var spændende, opfattede hun muligvis som ligegyldigt. Hun fandt intet mystisk ved hans ønske om, at notere om hende. Hun var blot smigret af opmærksomheden.

At manden med den overmenneskelige skønhed blot var en tjener ville aldrig komme til hendes kundskab med mindre han selv udtalte disse ord i hendes nærvær. Hun kendte unægtelig ganske lidt til dæmoner og deres traditioner. Deres ydre svingede voldsomt fra individ til individ. Hun havde ikke bemærket nogen retningslinjer for denne races udseende, der gjorde det lettere at identificere dem ved møde. Om det blot var hendes egen uopmærksomhed der grundlagde denne opfattelse eller om det var korrekt bemærket, kunne hun af gode grunde ikke vide. Elvere havde meget gennemgående træk indenfor hver af racerne. Til gengæld kunne hun ikke benægte, at hun var stærkt imponeret af denne mandsperson. Hele hans fremtrædning skabte en mærkelig form for ærefrygt i hendes indre. Hun følte trang til at optræde underdanigt over for Elizeph trods hans tale indbød til dialog og ikke monolog. Ik'iss forsøgte sit bedste for at dæmpe disse impulser og i stedet udtænke et velformuleret svar til hans første spørgsmål. Det var mere indviklet ind som så. Aldrig havde hun talt om sine forfædre med andre end stammemedlemmerne. Dette var derfor en ukendt situation. Hans spørgsmål blev efterfulgt af et nyt, før hun var startet på hendes forklaring. Hans blanding af en konstatering og et spørgsmål fik smilet frem på hendes ikke-eksisterende mund; Han kendte til hendes sprog. Det gjorde hende varm om hjertet, at hun muligvis kunne dele sit modersmål med denne mand. Det var mange år siden at hun havde anvendt sit old-elvisk med skovelverdialekt. Hendes tale var præget af elvernes sprog, men hun havde tillært sig krystalisianernes sprog af ren nysgerrighed og på det sidste havde det været nyttigt. "Navnet er givet af min skovelvermoder; Eyasha. Tidligere leder af stammen for Godhed og Fred. Dette har De opfattet korrekt." Smilet bredte sig, selvom hendes samtalepartner formentlig ikke opdagede det. "Dog er det langt fra så enkelt." Han mumlede lavt noget hun opfangede som sit eget navn. Hun besad en veludviklet hørelse som ved koncentration kunne anvendes på enorme afstande. Det lignede at han nedskrev hendes navn med sin sorte fjerpen. Endnu et spørgsmål lød som en fortsættelse på hendes sidste ord. Hun gav en kort forklaring af sin egen oprindelse: "For flere århundrede siden blev Krystallandets ældste elverstammer uenige om hvor grænserne mellem deres territorium gik. Denne uenighed udviklede sig til en kamp mellem disse. Med et angreb fra hver enkelt rettet mod det samme sted, blev en luftboble omringet af hver elvers energi. Det udløste en eksplosion; Hvor der før havde været en usynlig luftboble, befandt sig nu en silhuet af en kvinde svævende over jorden. Jeg var denne kvinde." Hun standsede sin beretning. Forkortet betydeligt i forhold til den fortælling hun fik fortalt af sine forældre. "Af denne grund består jeg af en blanding mellem alle Krystallandets elverracer og de fem ældste elverstammers kvaliteter." Om Elizeph kunne følge forklaringen, når den var så stærkt forkortet, forventede hun umiddelbart. Ellers ville hendes ord blot indbyde til flere spørgsmål. Det var dejligt, at glemme sin eventyrprins for en tid og blive overøset med opmærksomhed. Desuden nød hun at fortælle om sine skabere. Hun kunne ikke gøre det uden et strejf af stolthed blandet med sorg over tabet.
Et nyt spørgsmål lød som ingen sammenhæng havde med de tidligere. Undren stod skrevet over hendes ansigt. "Hvorledes vidste De, at det er mig muligt at antage en ny form?" Hun overvejede ikke, at det var logisk for luft. Hun lod blot en hvirvelvind opstå omkring hendes person og indtog hans ydre. Alt hvad der manglede, var hans mund samt farver. Silhuetten var endnu hvid. "Dog må De definere en 'fast form'?" Hun havde kopieret hans toneleje og anvendte nu hans stemme som sin egen. Hun håbede, at dette imponerede denne dominerende personlighed. Hun lod trækkene flyde ud og besad snart sit eget ydre igen. "Dette ydre og køn er jeg skabt med. En konstant forvandling vil kræve unødigt stor koncentration samt kræfter." Hun var spændt på om hendes besvarelse blev modtaget med yderligere interesse.

Skuffelsen overmandede hendes sensitive væsen; Ingen yderligere spørgsmål blev stillet omkring hendes forfædre. Derudover virkede denne mægtige skabning ikke det meste imponeret over hende eller hendes besvarelser. Hans ansigtsudtryk tyede på, at hendes svar var som han havde forventet. Intet overraskede ham. Intet begejstrede ham. Intet imponerede ham. Hun forstod ikke sine egne hensigter; Hvilke grunde der skabte hendes iver efter at behage denne mandsperson. Han var hende ukendt. Intet bekendtskab bandt dem sammen. Ikke engang hendes forvandling og transformation til hans ydre fik ham til at spærre øjnene op. Hendes kopiering var naturligvis ikke fejlfri. Det havde hun bemærket ved, at betragte sit spejlbillede i vandoverfladen; Hun kunne aldrig fremmane en mund. Læber, tænder og tunge kunne hun ikke kopiere. Desuden var hun altid farveløs og hendes sorte øjenæbler kunne ikke danne en pupil eller iris. Disse tegn afslørede hver gang. Hun vidste ikke om hun kunne optræne det eller om det ganske enkelt var en umulighed for hendes evner.
Hans stemme lød igen. Elizephs ordforråd var langt mere varieret end hende. Han lærte hende nye ord. Hun sugede til sig som en tørret svamp. Det var flere år siden, at hendes videbegærlighed var blevet mættet med ny viden. Dette menneske … eller rettere denne dæmon var intelligent. Mere end hvad man almindeligvis mødte. Den sidste tid havde hun mødt op til flere, men intet kunne sammenlignes med denne. "Mit ydre kan ikke gøres massivt." Endnu en hvirvelvind opstod og fjernede hendes person fra billedet. Et kolibri indtog hendes plads og rettede sit mål mod et vissent træ. Vingerne pillede af sted, før hun ramte træstammen; Hun forsvandt rundt på begge sider af den massive genstand uden at besidde en form. På den anden side samlede luften sig endnu engang til en kolibri. Hun fløj omkring hans nakke, for at "lande" få meter foran ham. Hun ramte ikke jorden; Hun svævede konstant flere tommer over sumpens mørke muld. Igen vendte hun tilbage til sin egen skikkelse. Nøgen og med kvindelige former. "Jeg er i hvert fald ikke bekendt med hvorledes det skal gøres." Den efterfølgende sætning skyldes hans enorme viden. Muligvis havde han et svar. Et uprøvet trick. Det var blot ønsketænkning og sandsynligvis ville han ikke bemærke oplægget hun havde lavet med sine sidste ord. Hans næste konstatering fik hende til at rette blikket mod jorden; Han havde også bemærket hendes fejl. Hendes manglende mund. Det gjorde ondt. Hende som higede efter det perfekte og var så forfærdelig selvkritisk. Snart krævede Elizeph igen hendes opmærksomhed; Et nyt spørgsmål. Det fik hendes hjerneceller til at arbejde på højtryk. Hun ledte efter informationer fra sine skabere. *Grundstoffer. Molekylære sammensætning.* Intet dukkede op til hendes store fortvivlelse. "Flere eksperimenter er blevet udført på mit ydre og indre hos de forskellige elverstammere. Resultatet blev sjældent delt med mig. Af denne grund kan jeg ikke besvare Deres sidstnævnte spørgsmål. Min viden rækker ikke så langt." Skamfuldt vendte hun ansigtet væk. Skuffet over sin egen utilstrækkelighed.

Kvinden af luft betragtede de triste omgivelser, mens Elizeph skrev ned med sirlig skrift. Hendes sårede forfængelighed har fået hende til at vende blikket væk. Hendes følelsesregister var ofte ustabilt. Som den teenager hun var. Splittet i overgangen mellem barn og voksen. Yderligere bebyrdet med vanskelighederne ved, at være anderledes samt et i forvejen skrøbeligt sind. Hans næste spørgsmål trykkede på et ømt punkt. Hvorledes kunne hun dele sine tanker med dette intellekt, der ikke rømmede de mindste følelser – som om han var hævet over dette – mens hendes tanker kun kredsede om hendes forvirrede følelsesliv? De sidste uger havde hendes bevidsthed beskæftiget sig med mindet om den guddommelige. I dette øjeblik ønskede hun blot, at imponere og behage denne fremmede med sin viden. Det ville være ydmygende, at udtale dette i andres nærvær. Desuden kunne hun ikke se nødvendigheden af, at tale om hendes tanker. De var vel som en hvert andet levende væsen. ”Dette øjeblik overvejer jeg hvad mine tanker kan have af interesse for Dem?” Svaret var ærligt og efterspurgte mere præcise spørgsmål indenfor dette emne, hvis hun skulle åbne sig mere op. Hun betragtede hans bevægelser hen over træstammen. *Sikke et underfundigt væsen.* var hendes næste tanke og fik et smil til at spille i det mangelfulde ansigt. *Skulle jeg dele denne tanke med ham?* fortsatte hun drilsk. Barnlig som hun af og til var. Han tav klogelig og lyttede i stedet opmærksomt til hans påbegyndte talestrøm. Hans viden overvældende hende igen. I hendes grænsede verden, der mere mindede om et eventyr end noget andet, virkede han alvidende. Han gav hende følelsen af, at han havde et svar på alt. Endnu en gang var hun stærkt imponeret og følte sig som et barn trods hendes lidt over femhundrede år lange liv. Af iver fór hun frem imod dæmonen Elizeph uden frygt for en uvenlig reaktion. Hans ord beskrev hvad hun altid havde ønsket at lære. At blive massiv. At oparbejde en (kunstig) hud. Hun samlede sine hænder i en impulsiv bøn; Lod sine kløer flette sig ind i hinanden. Hendes samtalepartner ville muligvis opdage, at hun var stærkt religiøs og at det nuværende emne var af stor betydning for hende. ”Kan De optræne mine evner til, at fuldføre hvad De har beskrevet?” Hendes hjerte hamrede af længsel efter at blive mere menneskeligt. De som er anderledes vil være almindelige. De som er almindelige ønsker at være anderledes. De med krøllet hår higer efter glat hår. De der ejer glat hår ville ønske sig bølget hår. Det er naturens gang.
Hun ville stå i evig gæld til denne mand, hvis han ville vise hende vej gennem hendes magiske evner. Hvad der var muligt for hende i dette øjeblik havde blot været forsøg fra hendes egen fantasi. Aldrig havde hun haft intellekt som denne, der rent videnskabeligt vidste hvad hun burde have af fysiske muligheder. Hendes stammefolk havde hjulpet hende på vej, men havde kun lidt forståelse for hendes tildelte gaver. Deres forsøg havde byggede mere på nysgerrighed efter hendes eksistens.

Hans interesse for hendes hjernefunktioner var tilsidesat til fordel for et emne, der stod Ik’iss Ahss – den ulykkes fødte – meget nært. Straks overtog hendes Drømmeverden hendes sensitive sind; Drømmen om, at blive betragtet som et normalt menneske var pludselig indenfor rækkevidde. Hun forestillede sig mødet med Cassa Nova i sit nye ydre. Et ydre han ikke behøvede, at skamme sig over at færdes sammen med. At hun glemte, at besvare hans indgående spørgsmål ville hun senere få dårlig samvittighed over, men i dette øjeblik forbandede hun sit begrænsede sprog. Hendes ordforråd var ikke tilstrækkeligt. Hun havde formuleret sig ukorrekt. Hun fremstod dum – særligt efter hans irettesættelse af formulering. Hun som havde suget til sig med viden gennem hele sin levetid og alligevel måtte hun krybe til korset i hans selskab. Hun troede, at hun var uddannet. At hun var belæst. Det føltes så langt fra i selskab med Elizeph. ”Jeg ønskede også blot, at De skulle guide mig.” Undskyldte hun lavmælt med blikket vendt usikkert mod jorden. ”Jeg er indstillet på, at arbejde hårdt for at opnå målet.” Dette var nærmere end underdrivelse end overdrivelse. Hun havde længtes efter et udseende som en hver kvindelig krystalisianer siden hendes fødsel. Hun ville knokle som ingen før havde gjort det, hvis en blot ville vise hende vej. Vise hende hvordan hun skulle bære sig ad. Hun var på bar bund. Uvidende om sine egne enorme muligheder. Hvis Ik’iss var blevet tildelt elementalens styrke havde hendes evner været ubegrænsede, men hun var blot et uheld. Et væsen der ikke skulle være skabt. Denne tanke ville have interesseret dæmonen, da den beskrev præcist hendes holdning til hendes egen eksistens samt mangel på selvværd. ”Undersøgelser gør mig intet. Det er sket før.” Hun var ivrig, men frøs nærmest til is ved hans næste ord. Hun havde intet hun kunne tilbyde ham. Hun så hvordan drømmen forsvandt. Sank i mosevandet. Hun havde et splitsekund troet, at det ville blive hende muligt, at fremmane sin egen massivitet og kunstig hud. Nu var drømmen lige så langt væk som den hele tiden havde været. Måske længere, fordi hun nu vidste, at der fandtes væsner i denne verden, der ville kunne lære hende det. ”Jeg forstår, at min anmodning er egoistisk og naturligvis kræver betaling.” Hun pillede nervøst ved en klo på hendes pegefinger. Hun havde ikke noget at give i bytte. ”Jeg har intet andet at tilbyde end min egen person.” Hendes ord var hviskende. Usikker på hvad hun var i færd med at rode sig ind i. Drømmen var mere fristende end offeret ved prisen. Dog var hun bange for hvad hun var ved at indlede.

// Jeg beklager det langsomme svar. Jeg havde pludselig alt for meget om ørene på en gang.

Hendes blik havde været vendt bort, før hans ord lød igen. Det føltes som en evighed, mens hendes Eventyrverden havde magt over hendes fantasi. Hun forestillede sig hvilket monster hun var ved at indgå en magisk pagt med. Ved sin sidste udtalelse havde hun tilbudt sig selv som slave. Hun blev betænkelig uden at fortryde. Hans race fik dog pludselig en betydning for hende. En dæmon. Det kønne ydre kunne blot være en illusion, en fælde til at indfange naive væsen som hende selv. Hun var udmærket klar over denne svaghed i hendes person. Hun var simpelthen for godtroende. I dette tilfælde bekymrede hun sig unødigt. Hun fik tårer i kulsorte glughuller, da hun forstod meningen i hans ord. Ikke at det var kryptisk formuleret. Blot overraskende og det krævede tid før de fæstnede sig. ”Det er meget elskværdigt af Dem. Jeg er Dem evigt taknemmeligt.” Hun gik et skridt nærmere som for at gribe hans hænder i begejstret iver, da hun blev mindet om umuligheden ved dette. Hendes hænder forsvandt straks om bag hendes ryg – et forsøg på at skylde den tidligere bevægelse. ”De kan spørge om hvad som helst. Jeg vil til enhver tid besvare det på bedste vis.” De sidste ord blev tilføjet, da hun for få minutter siden havde oplevet et af hans spørgsmål som hun ikke havde viden nok til at besvarer. Molekylære sammensætning. Ordene havde hun tidligere hørt. Hun sikrede sig derved, at hun ikke lovede for meget. Hendes løfter var en æres sag. Et ord var et ord. Hun ville aldrig have samvittighed til at bryde et løfte. Sandhed frem for alt. Så ufattelig godhjertet burde et væsen ikke være skabt. Det vil blive udnyttet, hvis hun mødte de forkerte mennesker. På nuværende tidspunkt havde hun været heldig; Hun havde kun oplevet det en håndfulds gange igennem sit liv.
En uventet kommando lød fra dæmonen Elizeph. Forskrækket fløj hun tilbage. Hun tog et ikke skridt som det almindelige menneske. Kun når hun forsøgte at gøre sin eksistens mere menneskelig, men i princippet behøvede hun ikke at bevæge sine ben, for at flytte sig fra sted til sted. Et nyt sprog opstod. En fremmed tunge havde taget plads i hans svælg. Det var gribende, men uhyggeligt. Hun krympede sig ubevidst ved ordene der steg i kraft. Med ét standsede talestrømmen og staven blev slået mod jorden. Den efterfølgende handling bemærkede Ik’iss Ahss knapt nok grundet det skarpe lys. Det hele skete på mindre end et splitsekund. Det var med blødende hjerte, at hun opdagede den manglende natur i stor cirkel omkring dem. Ganske vist var naturen dødende på dette sted og skræmmende i ordets oprigtige betydning, men som en af Jordens Børn smertede det hende, at alt var forsvundet. Dæmonen virkede til gengæld tilfreds. På den anden side var det også hans eget værk. Hun sank med besvær. Rørt af naturens skæbne. ”Jeg er klar.” Hun nikkede en smule højtideligt.

Hun studerede hvordan hans bestøvlede (- Jeg kender ikke til hans beklædning på fødderne. Jeg håber, at mit valgt er iorden -) fødderne sank få tommer ned i den tørret aske. Jorden var ikke længere sumpet og blød. Ikke på denne plet hvor de befandt sig. Omkring dem herskede de triste omgivelser endnu. Dette havde dog hverken Ik'iss eller Elizephs interesse. Hans blik var fokuseret på hendes person. Blikket gjorde hende nervøs; Bange for at skuffe ham. At han ville nægte at undervise hende, fordi hun ikke var brugbar. Hendes tanker om sig selv var ikke videre høje. Hun var forberedt på fiasko. Hun befandt sig allerede i fremtiden. Hun levede aldrig i nuet. Den efterfølgende følelse, som afløste den tidligere nævnte, var af en helt anden kategori; Stolthed. Hun forstod hans forklaring. Hun var undervist i disse grundstoffer kaldt alkalimetaller af stammemedlemmerne. De er bløde og formbare metaller, men yderst reaktionsivrige. De overtager hurtigt ilt og kan risikere at eksplodere ved kontakt med eksempelvis vand. Hun ønskede, at gøre opmærksom på sin viden. Bevise at hun ingen mindreårig var. Hun ville spørge om, hvorledes disse seks alkalimetaller kunne bidrage eller skade hendes forøgelse af egen massefylde, når disse grundstoffer havde en lav massefylde - men hun var for langsom. En forklaring på fjernelsen af alkalimetallerne i jorden kom, før hun nåede at udtale ordene. Nedslået nikkede hun til hans ord. Hun forstod snart, at han fortsatte med interesse for at øge hendes massivitet. I dette øjeblik interessede hun sig mere for alkalimetallerne, fordi hendes egen viden kunne deltage i sådan dialog samtidig med et nyt spørgsmål var dukket op i hendes indre. *Kan jeg anvende disse grundstoffer? Er der en chance for at jeg optage ilten i dens rene form?* tænkte hun undrende og chokeret over sine muligheder. Hun havde betragtet sig selv som forsvarsløs, men denne dæmon bevidste snart det modsatte. Det ville kunne forklare elverklanernes interesse for at eje hendes person. Hun pakkede det ikke ind længere. Hendes hjerte stod dem endnu nært, men hun kunne ikke lukke øjnene for deres indbyrdes magtkamp om at få hende til at vælge deres stamme. Hun nikkede endnu engang sammentyggende til hans ord. Et stort dyr. Hun gennemledte sin hukommelse på få sekunder. Hun kunne kun anvende sin formskiftning, hvis hun havde set genstand, mennesket eller dyret hun skulle transformere sig til. En hvirvelvind opstod på hendes sted og snart stod en kæmpe af en Ekuma foran dæmonen. Et hestelignende dyr med klove og tyk pandeskal. Denne Ekuma var naturligvis farveløs, men med enorm hale og manke. Dette var det største dyr hun havde set. Hendes bevidsthed kendte ikke til de dinosaurlignende drager der fandtes i eventyr og muligvis i virkeligheden.
Dæmonen efterfølgende forklaring og ønske om videre handling fik hende til at pruste. Hun optog sig altid sin forvandlings adfærd. Dette væsen sukkede ikke usikkert, men prustede lettere aggressivt. Hun stirrede på hans volumisiøse beklædning som for at finde fokus. Hun koncentrerede sig om hver en fiber i hendes luftige legeme. I første omgang minimerede hun sit nuværende ydre ganske langsomt og hev vejret ind i forsøg på at bibeholde mængden af luft. Da hun var tilfreds med sin nye størrelse uden at slippe mængden af luft forsøgte hun at skifte form til dådyr, da denne forvandling faldt hende nemt. Konjekturene flød ud, men da gik luften af ballonen. Bogstaveligt talt. Hun forsvandt i et kraftigt vindstød til alle sider, der skabte bevægelse i den hængende mos og de mere eller mindre livløse blade. Den smukke mands klæder måtte ligeledes have bevæget sig i den pludselige opstået vind. Al den luft hun havde kæmpet for at holde tilbage i hendes indre gled fra hende i dette øjeblik. Vinden forsvandt af denne grund lige så hurtigt som den var opstået. Hvor Ekumaen før havde befundet sig stod igen en hvid silhuet af en kvinden. "Jeg ... jeg." Stammede hun. "Jeg måtte trække vejret." Hun havde oplevet dette forsøg som en dyb vejrtrækning, hvor hun måtte holde vejret for at holde på mængden af luft. "Jeg fejlede." Dette hviskede hun kun ganske lavt, for ikke at skuffe den fornemme yderligere. Hun var jo beredt på et forsøg mere. Hun ville aldrig give op. Hun var bange for at spilde hans tid. Dog kan de første noget helt nyt den første den og dæmonen havde formentlig ikke forventet det lykkedes i første hug. Havde det været tilfældet, havde det jo nærmest været pinligt at hun ikke havde forsøgt sig med det tidligere. Et uvidende barn var hun. Parat til at følge sin læremester. Hun kunne ikke undgå at betragte Elizeph med barnlig beundring, men det var vel også bedre end forelskelse. Denne tanke var ikke fæstnet i hendes tankevirksomhed, men i den ubevidste del af hjernen.