Ik'iss Ahss befandt sig i Paradisets skov. Normalvis ville denne tætte bevoksning skræmme et væsen skabt af luften, fordi det begrænsede hendes muligheder for bevægelser. Alt standsede. Alt stod i vejen. Dette afholdte dog ikke den kære element formskifter, der ønskede, at være i nærheden af Krystallandets mange dyrearter. Det var dog ikke uden en vis form for kvalme, at hun befandt sig på dette sted. Ørkenen havde faldet i hendes smag. Hun led ikke under varmen. Det var til stor morsom for den ensomme vind, at skabe sandvæsener ved hjælp af sin luftbetingning. Men intet liv fandtes på disse kanter. Hun længtes efter, at føle sig levende. Det var af den grund, at hun var søgt til områder, der var modstridende hendes element. Hun spejlede sig i andre levende skabninger, kopierede dem og prøvede grænser af hvad angik hendes evner. Det foregik ikke uden nederlag; Det var til grænseløs irritation for den stakkels kvinde, at hun ikke kunne påtage sine omgivelsers farver. Det var hendes næsten gennemsigtige silhuet, der holdte hende fra at besidde et normalt ydre. Hvis hun blot kunne immitere de fremmedes substans ville hun kunne nærme sig de beboede enge. Hun ville kunne tage et almindeligt menneske under observation og tilegne sig mere viden omkring disse væsner med et fantastisk udseende. De var alle forskellige hvad angik form, farver og faconer. Det var utroligt, for ingen af dem var formskifter. De blev født således af forældre, der elskede dem for dem de var. Dette havde elverne historie omkring. Selv havde hun været vidne til en elverfødsel. Fredfuld. Imodsætning til hendes egen ulykkelige skabelse. Elver var et inspirende folk, men deres udseende var ofte særpræget som hendes eget. Hun ønskede, at ligne et krystalisianer. En almindelig kvinde med frodige former og bølgende hår. I rødt. En kraftigfuld farve mod hendes intetsidighed. Et ydre hun kunne være stolt af. Et ydre hun ikke behovede, at gemme væk via sin formskiftning. Selv i dette øjeblik var hun forklædt. Søgt i skjul som en hare med en forpjusket hale. Et forskræmt dyr hun havde mødt i skovens indre for få dage siden. Væsnet havde i flere timer accepteret hendes tilstedeværelse, indtil hun forsøgte en efterligning af denne dyreart. Det stakkels dyr blev forskrækket over det selskab den pludselig havde fået og den forsvandt i et krat. Hun forsøgte, at følge efter, men skabningen var bedre vant med sin hoppende flugt end hun var til sit nye bevægelsesmønstre. Nu eksperimenterede hun med denne nye form nær skovbunden. Igen ville hun blive afsløret på sin hvide silhuet, der nærmest tonede frem som røg efter den næsten gennemsigtige kanin, der svævede få tommer over jorden; dette ville dog kun blive bemærket, hvis man så ordentligt efter.
De lange ører opfangede ganske mange lyd, hvilket der tydeligt fornøjede det rytmiske væsen der kaldte sig selv Ik'iss Ahss. At være født til ulykke. Betydningen var tragisk, men havde endnu passet ganske fornuftigt på kvinden skabt af luften. Tankevirksomheden blev stoppet for et sekund. Hun fornemmede en andens tilstedeværelse. Dets form forstod tydelig for den lille formskifter, men dens race var vanskelig at fastsætte. Det var et sjældent problem hun stod overfor og måtte derfor være en race hun ikke havde beskæftiget sig med før. Vedkommendes energi virkede nedslående på den sensitive Ik'iss. Hun nærmede sig derfor kun ganske forsigtigt i sin kaninforklædning, kun afsløret af den raslen i græs og buske, som hendes luftige udseende altid var skyld i.

Ik'iss havde betragtet det mandige væsen fra en sikker afstand. Han bevægede sig som en maskine. Uden noget egentlig mål udover at fortsætte sig fremad. Han lod sig ikke mærke med raslen i hverken græs eller brus, hvilket overraskede hende. Hun glemte ofte, at hun blot var luft som havde fået et bevidsthed tildelt ved et uheld. Hun skulle ikke have fornemmelse for sin egen eksistens, derfor burde det ikke være overraskende, at den fremmede ikke bemærkede de lyde som hun satte i verden. Hun var blot luft i bevægelse. Vind, som elverne havde forklaret hende. Hun havde modtaget stor visdom fra hver enkelt stamme hun havde levet iblandt. Hun var blevet stolt over, at de anså hende som værdig til at modtage deres viden. For nogle betød det mere end andre. Mørkelverne anså det mere som en pligt, fordi resten af medlemmerne ved den magiske kamp havde forlangt dette. Hun var deres ansvar, sagde de, de måtte give hende et godt grundlag for sin videre eksistens. Hun havde villig ved undervisningstimerne og sugede til sig som en svamp, der alt for længe havde levet i ørkenen.

En hver tanke blev standset, da en genstand gennemtrænge hendes legeme. Hun var vant til denne følelse, men aldrig før var det sket, at hun ikke selv havde bestemt sig for det. Folk plejede, at standse ved synet af hende, før de væltede igennem det stof hun var skabt af. Overraskelsen af denne skabning der klodset havde tumlet igennem hende, havde ødelagt hendes koncentration. Hendes forvandling til en hare forsvandt og istedet stod nu en kvinde, formet som en sylefide, på det sted hvor haren havde befundet sig. Øjnene var kulsorte og stirrede med stor forundring på det, der var gået igennem hendes krop. Hun havde ikke set noget lignede. Væsnet besad en farve hun før kun havde set hos blomster. Farvens navn blev af elverne kaldt lilla. En sær farve til en skabning, der på mange måder ikke ligne de elvere som hun anså som menneskelige. Uden frygt nærmede hun sig svævende den lille skabning, der lå sammenkrøllet på jordens ugæstfrie mos. Den grønne bevoksning virkede ikke begejstret for presset af skabningens vægt. Aldrig blev der klaget over hendes tilstedeværelse hvad vægt angik. Altid svævede hun få tommer over jorden som om hun ikke kunne betræde noget så massivt som jorden endnu en gang var. Jorden var også luftens modsætning og gav hende altid en smule modstand, når hun ønskede at nærme sig den. Hun havde intet problem med, at svæve højere op. Det som nogle kaldte, at flyve. Hun ønskede dog ikke dette, da hun ville fremstå menneskelig. Ved nærmelsen af den fremmede skiftede hun derfor ikke form. Hun ville ligne et menneske, når hun mødte ukendte skabning. Hun ønskede, at forklare det lilla misforster, at den intet havde, at frygte hvad hende angik, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige; Hvordan hun skulle formulere sig. De kulsorte øjenæbler stirrede blot på den fremmede og havde ud af øjenkrogen bemærket, at den mandelige skabning var forsvundet som dug fra solen.

Ik’iss rørte ikke en eneste af hendes næsten usynlige muskler, da det lilla væsen forsvandt ved synet af hende. Hun var ikke overrasket over reaktionen. Det havde hun trods alt vænnet sig til igennem hendes 511 år. Det var kun få udover hendes elverstammer, der ikke blev chokeret over hendes udseende. Hendes øjne fremstod ofte skræmmende på grund af de kulsorte øjenhuller som hun kaldte hendes øjne; Selv hendes øjne havde ikke fået tildelt et normalt ydre til hendes store skuffelse. Hun havde ofte betragtet sit udseende ved et spejlbillede i bæk eller hav. Eyasha – en af hendes elvermødre – havde altid gjort sit bedste for, at forklare Ik’iss, at hun var Krystallandets smukkest skabning. Aldrig havde hun troet på det og særligt havde hun ønsket så stærkt, at kunne imitere en krystalisianers detaljer til punkt og prikke. Hver en farve og substans. Hvis dette var muligt for hendes evner ville hun skabe sit eget udseende; Forme hendes krop efter hvilke kvaliteter hun mente var skønhed.

Tankerne havde overtaget hendes depressive sind. Måske ville hendes tilstedeværelse virke mindre skræmmende, hvis hun påtog sig en dyreform? Det var værd, at forsøge – hvis hun kunne finde det lilla monster, der var flygtet få sekunder efter han havde taget hende i øjesyn. Hendes luftige krop forvandlede sig til en miniature cyklon og fik løstsiddende blade til at cirkulære omkring hende ved hendes forvandling til et dådyr. I denne form fik hendes kulsorte øjne et kært udtryk, men den gennemsigtige hud var ikke mulig at dække over. Med svævende skridt bevægede hun sig roligt af den vej skabningen var forsvundet af. Bækkens rislen lød for hendes ovale ører, da hun nærmede sig den og de to fremmede. Manden af ubestemmelig art var forsvundet til dette klare vand. Selv var hun ikke afhængig af denne kildes livgivende kræfter som mange andre væsner var. Hun standsede flere meter fra de ukendte og med dådyrhovedet på skrå, undrede hun sig over mandens optræden. Ik’iss havde erfaret af disse mennesker tog bad uden tøj på, men denne mand havde beholdt alt sit på, selvom han befandt sig i bækkens vand. Efterlignede han et dyr? Hun kunne ikke gøre sig klog på hans opførsel og valgte derfor, at holde sig i baggrunden. Hun blev fristet til at imitere hans udseende, men ønskede ikke, at skræmme det lille væsen yderligere, som holdt sig tæt op af manden i vandet.

Ik’iss betragtede mandens bevægelser. Han standsede tiden med hans adfærdsmønster, der nærmest var fastfrosset i slowmotion. Ikke en unødvendig muskel blev anvendt og ikke et udtryk blev brugt til at udvise hans sindstilstand. Han virkede som en levende-død; Et skræmmende, men på mange måder fascinerende syn. Hun ønskede, at kende grunden til denne følelseskoldhed, der pludselig havde fået en ny betydning i hendes ordregister. Følelseskoldhed havde hun før set i lyset af barbariske hændelser og ondskab. Denne skabning benyttede ordet i sin bogstaveligste forstand; At han ikke besad følelser eller var uhyggelig dygtig til, at skjule dem for omverdenen. Hvis det sidste var tilfældet, skulle det være ulovligt. Dette kunne på ingen måder være sundt for hans egen person eller omverdenen, der gang på gang måtte misforstå hans signaler. Han reagerede ikke engang på hendes tilstedeværelse eller det lilla selskab, som først havde søgt tryghed hos ham. Intet bragte ham ud af fatningen.
Selv den lille skabning mistede interessen for den fremmede, som nu stod overfor dem uden meget tøj på kroppen. Han bevægede sig som om han befandt sig i en anden verden, hvor hun selv og det lilla væsen ikke fandtes. Først var det kun en tanke som et resultat af hans reaktion eller mangel på samme, men da tanken var tænkt til ende fik hun fornemmelsen af, at det kunne være virkelighed. Det kunne være en forklaring på hans langsomme bevægelser og hans ignorance af det selskab som stod nær ham. Han kunne være forbandet til, at befinde sig indenfor en usynlig boble, der afskårede ham fra virkeligheden. Hun fik medlidenhed med manden i underbukser. Hendes teori virkede mere og mere realistisk, nu mere hun betragtede manden af ubestemt race; Han var ikke elver, men heller ikke krystalisianer. Endnu en gåde, der virkede hendes videbegærlighed. Manden uden tøj måtte dog vente, da skabning i lilla krævede hendes opmærksomhed. Han talte til hende, som om hun var uden mulighed for, at besidde talens brug, hvilket kunne skyldes hendes mangel af en synlig mund. ”Jeg er Ik’iss Ahss. En kvinde af luft.” Lød hendes stemme klar som vandet i bækken og uden besvær, før hun lød dådyret forsvinde i en cirkel af vind, hvorefter en kvindelig silhuet trådte frem. Væsnet før var blevet forskrækket over. Det ville muligvis være mindre skræmmende nu hvor skabningen selv interesserede sig for hendes tilstedeværelse. ”Må jeg anmode om en forklaring for hvilken skabning De er?” Hendes ordvalg var lettere præget af formalitet og en ældre måde, at opstille hendes sætninger på. Hun var skabt for flere århundrede siden, hvilket spores i hendes tale. Dog kun i hendes tale, da hun bar et ungdommeligt ydre og sindslag.

En ny interesse var, at spotte hos den lilla skabning, da Ik’iss bevidste, at hun beherskede talens brug trods hendes mangel på en synlig mund. En problemstilling som var vanskelig i forbindelse med tilkendegivelse af følelser; Hun havde ikke mulighed, at smile til hendes omgivelser eller blotte hendes tænder ved arrigskab. Desuden forventede hendes medmennesker ofte, at hun ingen intelligens ejede, fordi hun var lavet af selve luften. Hendes skabere besad ikke engang visdom nok til, at kunne bevise eller forklare hvorledes hun talte, når hun ingen mund havde. En mulighed kunne være, at hun talte via tankens kraft. Dog tydede hendes tale på, at hun havde stemmebånd.

Hendes egen præsentation udløste ikke en præsentation af deres navne, hvilket var en besværlighed for element formskifteren, idet hun ønskede, at tiltale sit selskab korrekt. Manden virkede endnu som om han befandt sig i en anden dimension, men trak nu et par nye hoser op over hans blege ben. Ik’iss fandt det unødvendigt, at dække sig til. En menneskekrop var langt mere interessant uden tøj; Når krystalisianerne anvendte deres beklædningens stykker blev de alle til, at ligne hinanden. De skulle være stole af deres forskellige udformninger. Derudover kunne det tælles på en hånd, hvor mange gange hun havde betragtet en levende skabning uden det var tildækket og hun måtte indrømme, at hun i smug havde betragtet manden før han igen valgte, at dække sig til. Hun var ganske frisindet og nysgerrig på dette punkt, hvilket formentlig også skyldes, at hun ikke selv dækkede sine kvindelige former til. For det 1) kunne hun ikke få stoffet til, at omsvøbe hendes krop. For det 2) fandt hun det aldeles unødvendigt. Denne mening delte den fremmede mand åbenbart ikke. Mandspersonen i lilla og røde øjne pakkede til gengæld ikke noget ind; Spørgsmålet han stillede var yderst personligt og hvis Ik’iss kunne fremstille farver på sin gennemsigtige hud ville hendes kinder blusse op i en rødlig nuance på grund af det spørgsmål. ”Svaret på Deres spørgsmål er for mig ukendt.” Hun gled elegant hen til et træs stamme og løftede sin klogagtige hånd, for at kærtegne dens ru overflade. Bevægelsen blev dog ikke som ønsket; Da berøringen skete, skiltes hendes slanke hånd i to for, at bevæge sig i to retninger omkring træet. Hun stod stille sådan i få sekunder, mens hun vendte blikket mod hendes samtalepartner. ”Jeg forventer, at det er en umulighed for mig.” Det var ikke uden et stik af sorg i stemmen, at hun beviste hendes uhåndgribelighed. Hun kendte ikke svaret, men vidste ikke hvordan hun skulle kunne formere sig, når hun ikke kunne berøre en eneste genstand eller person i hele Krystallandet.
Hans efterfølgende forklaring omkring hans race fik hende til, at love sig selv, at hun aldrig kunne forveksle ham med en almindelig dæmon. Hun skulle aldrig glemme, at han var en lilla dæmon, idet hans race tydeligt var en æressag for ham. Hun nåede ikke, at stille interesserede spørgsmål ind til hans race, før han talte videre; Han undskyldte for hans tidligere klodsethed, hvilket tydede på, at han besad større intellekt end hun før havde forventet med hans udseende. Hun burde ellers være den først til ikke at dømme andre med det ydre hun havde fået tildelt. Alligevel var hun skabt med så mange menneskelige egenskaber, at hun ikke kunne lade være. Kortvarigt skammede hun sig over hendes tankegang, men blev afbrudt, da den lilla dæmon begyndte at tale om ånder. Han fangede straks hendes opmærksomhed. ”Hvorledes adskiller jeg mig fra de ånder som De ser?” Hun lod sig svæve et stykke nærmere for, at vise hendes interesse for hans evner og det emne han havde bragt på banen. Hans beretning om ånder med negativ energi var dog grænsende til skræmmende og fik hendes krop til at skælve et sekund. ”Hvordan beskytter De dem imod ånder af en sådan energi?” Lød hendes efterfølgende spørgsmål, før hun vendte blikket mod manden, der stod nær bækkens rislende vand. Den lilla dæmon stillede ham et spørgsmål, som havde besvarede kortfattet og kryptisk. Derved røg hendes teori om, at han befandt sig i en anden dimension. Hvad skyldtes så hans langsomme bevægelser og følelsesforladte adfærd? Igen et mysterium som vakte Ik’iss interesse og fik hende til at se i hans retning med et smil, hvis hun havde været den lykkelige ejer af en mund.

Besvarelsen af hendes spørgsmål kom; En anelse modvillig og forsigtigt til en start, men en forklaring gav han. Som han selv konstaterede gav han hende først sammenligninger mellem hendes substans og åndernes, hvor hun havde bedt om forskelle. Hun bed ikke mærke i denne omvendte forklaring, før han selv sagde det højt og det fik straks et smil hen over hendes ansigt samt et drilsk glimt i de kulsorte øjenæbler. Om det ville blive bemærket var uvist. Det ville de fremmede kun kunne besvare.
Særligt hæftede Ik’iss sig naturligvis ved hans forklaring omkring åndernes stråling. Udtrykket var blevet forklaret til hende af hendes elverskaber Grothar for mange hundrede år siden. Hun huskede knapt nok dennes betydning og undlod af denne grund, at stille yderligere spørgsmål til emnet. Desuden kom den lilla dæmon med flere forskelle, der igen fik hende til at spidse ørene – næsten i bogstavelig talt, da hun ofte følte trang til at anvende sin luftbetingning. Det var en naturlig ting af hendes hverdag. Det var ofte hendes indhold i dagligdagen. Hendes anderledes ydre skræmte andre og indbød derfor ikke til andet menneskeligt selskab. Bekendte havde hun i fåtal og hendes verden måtte udvikle andre interesser. Hun styrede dog sin lyst til at ændre på sit udseende, da hun forventede, at det ikke ville falde i god jord. Hun ville ikke blive taget seriøst. De ville grine af hende. Det ønskede hun bestemt ikke. Manden - nær vandet – var tilsyneladende uden følelser og havde af denne grund sikkert ingen humoristisk sans. Dæmon fremstod alvorlig på grund af samtalens indhold, men hun kunne med lethed forestille hans ansigt foretrukket i et grin. Det skyldtes hans spydige kommentarer til den mandlige krystalisianer. Hvorledes hun skulle besvare dæmonens talestrøm, kunne hun ikke komme på. Hendes svar virkede tamme i forhold til hans ord og derfor kom der intet over hendes læber. Desuden blev dæmonens opmærksomhed kort efter vendt mod den anden fremmede; Manden ved vandet. Hun tog det ikke som en fornærmelse, men vendte selv blikket interesseret mod den mystiske mandsperson. Han var en mand af få ord i modsætning til den lilla dæmon, der uden tvivl styrede dette selskabs samtale og var dens højdepunkt. Dæmonen pakkede ikke sine ord ind i vat. Intet var kryptisk eller kunne misforstås. En egenskab Ik’iss faktisk mente var værdsættende. Samtalen fortsatte mellem de mandlige deltagere i Paradisskoven, hvor hun selv kom lidt ud på et sidespor. Af egen skyld. Hun havde intet fornuftigt, at bidrage med og valgte af denne grund at forholde sig tavs. Hvordan det blev modtaget var hun spændt på.
Hele sætninger kom snart over mandens læber. Hans stemme virkede rusten som om den sjældent blev anvendt. Ensom ulv som han på alle måder gav udtryk for med sin kropsholdning og langsomme bevægelser. Et kort øjeblik – få sekunder – forandrede hans ansigt sig. Som i smerte. Hvert et træk blev forfinet af denne nye følsomhed som forsvandt lige så brat som det var opstået. Hun blev selv grebet af en sådan medfølelse, at det gjorde ondt i hendes inderste ved synet af ham. Det gav hende straks lyst til at omfavne ham. Hvis det blot var muligt og ikke ville blive taget ilde op. Hun sukkede vemodigt.