En solrig dag i sommermånederne. Høsten er godt igang på gårde og marker og høfeberen angriber uheldige næser og øjne. Ejede man et ur - hvilket nok ville føre til en hekseafbrænding og et par eder - så ville man vide, at klokken var lidt i fire om eftermiddagen. Solen bager ned mellem Paradisskovens lysegrønne blade, og blomster såvel som farvestrålende fugle, sender søjler af farvet lys ned i skovbunden. Hér sidder den unge videnskabsmand Ray Eric Xulfor, men pergament og fjerpen. Faktisk sidder han ikke helt, men nærmere ligger. Han betragter ikke de farvestrålende lyssøjler, som danser rundt på jorden - næ for disse har han da allerede noteret ned, skrevet hypoteser om og i sin uvidenhed forsøgt at forklare forekomsten af.
Ej heller noterer han sin observation af månens vandring henover himlen, trods det endnu var dag. Dette havde han jo allerede skrevet ned og forsøgt at forklare. I dag var videnskabsmanden opslugt af en nyere opdagelse. I en mindre bæk, ganske uforstyrret og uden megen strøm, havde han lavet en mindre indhegning i vandet. I denne uforstyrrede firkant havde Ray placeret et blad - hvilket blad vidste han ikke. Var det et bøgeblad? Han var ligeglad. Det var irrelevant. Det vigtige var den lille synål, som han havde placeret på bladet. Det var nu ikke en hvilken som helst synål - ikke nok med at det faktisk var Yangs nål, så var det også en eksperiment-nål! Det havde Ray besluttet sig for at kalde den fra dette øjeblik. Eksperimentnålen. Eller pegenålen.

Videnskabsmanden lå på maven med hovedet så tæt på det stille vand, at hans ånde lavede små krumninger på den blanke overflade. Den ene arm var solidt plantet på bunden af bækken, for at holde ham løftet. Den anden holdt godt fast på en mørkegrå sten. Umiddelbart en sten, ligesom alle andre, bortset fra at denne netop ikke var som de andre sten. Det havde Ray erfaret. Magnetstenen i hans hånd, havde påvirket nålen på bladet, da disse kom i kontakt. Nålen var blevet magnetisk og pegede nu imod nord. Dette vidste Ray selvfølgelig ikke. Tåbelig som han var, havde han selvfølgelig magnetstenen i nordlig retning, og var derfor overbevist om at nålen ville pege imod sin "skaber". Stenen. Tåbe.

Ray havde godt bemærket en lystig summen, som havde sunget med i det sidste minuts tid. Bier og hvepse havde han aldrig haft nogen form for frygt for - det var egentlig kun gedehams som kunne få ham til at spjætte. Ækle enorme bæster. Ray lod sig ikke mærke af den lette summen, før det gik op for ham at den ikke forsvandt. Hvis der var en hveps i nærheden, så blev den tydeligvis tæt på. Tanken fik hans nakkehår til at rejse sig. Nok var man en mand, tænkte han, men han ville helst undgå kontakt med bevingede, stikkende insekter. Han stoppede magnetstenen i lommen i en hurtigbevægelse, og forsøgte at rette sig op.
Bækkens bund var glat og klam, og der skulle ikke mange usikre bevægelser til, før han mistede sit fæste og tabte sin halve overkrop ned i det kolde vand. Manden spjættede og gispede, og fik efter noget der kunne ligne en hel krig trukket sig tilbage på det tørre land. Forvirret og våd, stirrede Ray på den rolige bæk. Den hånede ham. Selvfølgelig.

Da Ray endelig havde genfundet den smule hæderlighed, som var gået tabt i vand-brydningen, gav han sig til at kigge rundt efter den summende lyd. Den var der stadig. Ganske svagt. Var den ikke? Var den? Han rynkede næsen og rystede på hovedet. Det hylede for hans indre øre. Hvad kunne han egentlig høre. Han trak sin mørkegrå jakke af og foldede de hvide skjorteærmer op. "Pokkers vand. Hvis det ikke var livsnødvendigt, så ville jeg afskaffe det øjeblikkeligt." brummede han tvært og vred derefter jakkens våde dele. Han lyttede endnu efter den summende lyd og gav sig nu til at kigge i græs, blomster og nærtliggende buske. Tanken om, at der muligvis var en bikube eller noget i nærheden gjorde ham ræd.