En kold vind fejede over isslettens uendelige vidder. Det øverste lag sen føg hen over den glatte overflade. Det så ud som om der ikke var mulighed for ly nogen steder i miles omkreds, men inde i midten var der et Palads. Ingen kendte dets oprindelse, eller hvorfor det stod der, men der er få der har turde bevæge sig ind i paladset. Paladset bestod af hårdt is, der så ud til at intet ville kunne bryde væggene. Derfor havde det også fået navnet Ispaladset.
Det var et umådeligt smukt palads. Det havde høje spidse spir der blinkede i det kolde sollys og glatte vægge med smukt ornamenterede vinduer. Der var en mur omkring paladset, med en lille låge som altid stod åben. På den anden side af den lave mur, var der en have med træer, buske og blomsterbede, som ingen nogensinde skulle holde øje med. Der ville aldrig vokse ukrudt og planterne ville aldrig visne. De ville altid stå ranke i kulden. Alt var af is. Rygterne gik om at paladset var bygget af en mægtig isheks der havde bygget det for at kunne føle sig hjemme. Nogen mente at det var Kong Vinters bolig, men man havde aldrig set nogen komme ind eller ud af paladset.
Nå man gik igennem den kolde have, var der en vej af is der lignede brosten op til en stor smuk port. Der var ingen håndtag eller en dørhammer. Der var heller ikke en klokke at ringe på. Overfladen var helt glat så man kunne ikke åbne døren med hænderne, men hvis man trådte hen til denne port så åbnede den sig ved hjælp af usynlige hænder, og når man trådte ind i den store frosne hal, så smækkede døren i igen. Det virkede meget uhyggeligt, men i det mindste var der læ, og det var ikke svært at støde porten op igen, for paladset var ikke et fængsel. Det var beregnet som et hjem, og derfor kræver det ikke en beboer.
I dette palads som ingen havde turde at betræde i lang tid befandt sig en skat. En skat der var blevet sunget om mange gange, men aldrig nogen der havde fundet den. Skatten blev omtalt som Stemmernes Sten, da når man var i nærheden af den så lød der en hvislen som om det var nogle der sad inde i stenen og hviskede. Små stille stemmer der kaldte svagt på nogen.

Der var forholdsvis langt fra hovedstaden til Issletten, så Jath havde skaffet sig en hest til at afhjælpe rejsen lidt. Hun havde engang gjort en af de rigere familier i byen en stor tjeneste ved at hjælpe med at slukke en påsat brænd i deres stald, ved hjælp af hendes gave. Så da hun i går havde spurgt om de kunne undvære en af deres heste, havde de ikke tøvet med at sige ja.
Det var svært at sige hvad der havde fået hende til at tage hertil. Hun havde jo før hørt historier om Stemmernes Sten, og om de der forgæves havde forsøgt at få fat i den. Men der var bare et eller andet.. Måske var det fordi hun ikke troede på at det var et tilfælde at hun først havde hørt skjaldens sang om tre betydningsfulde steder, deriblandt Issletten, og derefter var blevet hevet til side af en gammel kone som fortalte hende den ældgamle historier om stenen. Stenen, som jo netop befandt sig i et palads på Issletterne. Ispaladset.
Og det var, hvad hun stod overfor nu. Paladset tårnede sig op foran hende, omringet af en fantastisk have. Alt var hvidt og sneen fygede på grund af blæsten. Hesten hun sad på, stod og trippede som om den ikke brød sig om at være her, men Jath syntes ikke der var noget direkte uhyggeligt over stedet. Kulden gik igennem hendes ellers varme kappe, og hun var begyndt at fryse en hel del. Hun var dækket så godt til som muligt, med hætten trukket over hovedet. Hendes fine hænder som holdt om tøjlerne, var nærmest helt stive af kulde.
Forsigtigt stod hun af den store, lysebrune hest, og skulle til at binde den til et forfrossent træ uden for paladsets mur, men hun vidste egentligt ikke om den ville overleve kulden. I stedet slap hun tøjlerne og lod hesten gøre hvad den ville. Måske ville den være væk når hun kom ud igen - hvis hun kom ud igen - men så var der større chance for at den i det mindste ikke døde af kulde. Hun klappede den en enkelt gang, før hun fulgte den isbelagte sti op til paladsets port. Porten åbnede sig automatisk da hun nåede helt derhen, som om der stod nogen bag ved og åbnede den. Som om de bare havde ventet på at hun skulle komme indenfor. Hun tog en dyb indånding før hun trådte indenfor. Hun nåede kun få skridt ind i den enorme indgangshal før hun hørte porten smække i bag sig. Hun vendte sig forskrækket om, men der stod ingen.
Stedet så tomt ud, men det virkede alligevel ikke forladt. Der var ingen lyd, ikke engang vinden kunne man høre her. Det gjorde også, at selvom alting var lavet af is, var her betydeligt varmere. Jath slog hætten ned, og stod lidt og så sig omkring, prøvede at varme sine fingre, mens hun overvejede hvad hun nu skulle gøre.

En skikkelse stod i et af de mange vinduer i palassets øverste etage. Skrig fra en søvldjal ekkoede gennem gangene og Kanismo så stille til mens en fremmed gik ind ad porten. Han kom hurtigt derned og smeltede i et med omgivelserne og var usyndlig. Det hele var for nemt.
Kanismo lukkede porten i bag sig og så stilfærdigt på kvinden mens hun så efter hvad der havde lukket porten, eftersom at han var i sin usyndelige form var hun ikke i stand til at se ham heldigvis.
Da kvinden kikkede væk fra porten listede han tættere på hende imens at ekkoet fra søvldjalen kunne høres igennem de lange gange. Han gjorde sig synlig og stod en meter fra hende.
''Kom med'' sagde han med en behagelig stemme og gik roligt imod gangen til højre, han ventede på at hun skulle følge ham og forsatte ned ad gangen og til højre ved det tredje rum.

Jath stod i flere, lange sekunder og så sig omkring. En lille del af hende var fristet til at vende om og tage tilbage igen, men den tanke blev hurtigt afbrudt da hun hørte en sølvdjals kalden. Kort efter stod en ung mand pludseligt foran hende og bad hende følge med. Hun blev en smule overrasket, men ikke forskrækket. "Kanismo?" spurgte hun og så undrende på ham, mens hun smilede over det bekendte ansigt.
Uden at tøve fulgte Jath efter Kanismo, og holdt sig lige bag ved ham så hun ikke skulle blive væk. "Bor du her?" spurgte hun forundret. Hun regnede ikke med at svare ville være 'ja', men hun kunne heller ikke se hvad han ellers skulle lave her. Hans opførsel undrede hende også en smule. Han var rolig, og virkede som om han havde ventet på hende.

''Ikke endnu..'' sagde han roligt og forsatte ned af den nye gang og drejede ind til højre pludseligt, dette var køkkenet.
Han gjorde sig usynlig split sekundet efter han drejede og skabte en klon af sig selv inde i nabo lokalet som først kom frem da Jath var gået ind i køkkenet.
køkkenet var af den rene is, endelig utroligt at man havde et is komfur her, men det hørte vel til i alle køkkener, selv et af is? ''Kom her'' sagde klonen med en mild stemme og forsatte ned af gangen de kom fra dog i den retning de gik i før.
Klonen kom til en trappe som førte op her var der forskellige skulpturer, nogle af dem forstillede en adelig person som stod med en sejr, mens andre var halvnøgne kvinder som man i gammel tid syntes var pænt.
''Denne vej'' grinte klonen og forsatte ned ad gangen.
Kanismo fulgte efter med en ordenlig længe mellem ham selv og Jath, han var mindst fem meter fra hende eller der omkring.

Jath var en smule forvirret, men nøjedes bare med at følge med. Hun så sig omkring, opfangede så mange detaljer som muligt. Det var helt utrolig smukt. Hun holdt sig stadig så tæt på Kanismo som muligt; paladset virkede uoverskuelig stort og indviklet, og hun ville nødigt blive væk. Hun nåede lige at se at det næste rum han gik ind i var et køkken, før han forsvandt. Hun stoppede brat op og kiggede sig forvirret omkring. For første gang siden hun ankom til stedet, følte hun sig en lille smule angst. Måske var det slet ikke den Kanismo hun havde mødt før? Måske var det bare en eller anden der udgav sig for at være ham? Men hvad anden mulighed havde hun end at stole på ham? Hun havde jo ikke lyst til at give op allerede.
Jath blev endnu mere forvirret da han pludseligt var bag hende igen. "Var du ikke..?" men hun droppede sit spørgsmål og rystede lidt på hovedet, for derefter at følge med igen. Skulptursalen var et syn helt for sig selv, og hun skulle tage sig i ikke at stoppe op for at kigge på dem alle sammen, og i stedet blive ved med at følge efter Kanismo. Lige meget hvad hun gjorde var han dog hele tiden et godt stykke foran hende.

Klonen drejede af mod venstre og forsvandt, leve tiden på hans kloner var ikke så høj som han kunne havde ønsket men det gik da.
Kanismo skabte en ny klon som gik ud fra værelset overfor det som den tidligre klon gik ind i. ''Denne vej'' sagde klonen inde fra værelset og forsatte gennem værelset. Dette var et værelse for tjeneste folkene, muligvis butleren hvis der da havde været en nogensinde her. Værelsets vinduer var dækket med mindre gardiner, og væggen var dækket til med familie portrætter, det var dog primært ældre mennesker på billederne men det gik nok for en af denne stand.
''Følg nu med'' sagde klonen og gik vidre igennem værelset og ud mod det næste rum.
Kanismo listede roligt med og koncentrerede sig om ikke at midste Jath og hans klon af syne

Jath skulle lige til at dreje til venstre der hvor Kanismo drejede, da hans stemme lød fra højre af. Hun drejede om på hælen og så skeptisk på ham. Det her blev mere og mere sært, men spændingen efter at finde ud af hvad der foregik var stor, og derfor vendte hun ikke om. Hun stod dog lidt og tævede, før hun fulgte med lidt efter, ind i et slags værelse. På trods af at alting var lavet af is, så var der utroligt mange ting at kigge på. Havde det ikke været fordi hun var bange for at blive væk, så var hun nok stoppet op en hel del gange. Hun begyndte så småt at fryse igen, og gik med armene rundt om sig, mens hun skyndte sig efter Kanismo.

Klonen så bagud efter Jath. ''Du fryser jo...'' sagde den koldt og begyndte at løbe.
''Løb gir varmen...!'' råbte han mens han satte farten op igennem gangene, den løb ud på en hovedgang og forsatte ned ad vestfløjen. Gangen var ligesom værelset før dækket med billeder på væggene, disse billeder var dog støre og personerne på dem lavede vrede øjne som fulgte personer som kom forbi.
Klonen løb ned af gangen og til højre og forsvandt.
Søvldjalen kom flyvende fra venstre side nede hvor klonen havde drejet af og skreg kraftigt imens den langede ud efter Jath med sine kløer(?), hvorefter den fløj ind i et værelse lidt længre tilbage.
''DENNE VEJ'' råbte Kanismo nede i den anden ende af gangen, den modsatte ende af den som klonen var forsvundet ved.

Jath studsede lidt over Kanismos tone, og hun havde endnu engang svært ved at tro på at det var ham. Mistanken om at en eller anden udgav sig for at være ham voksede. Ikke desto mindre begyndte hun at løbe; ikke fordi hun frøs, men fordi hun var stadigt mere bekymret for at blive væk.
Hun lagde ikke engang mærke til portrætterne i dette rum, og dermed heller ikke de stirrende øjne, fordi hun var så optaget af at følge med. Hun måtte dog stoppe brat op, med hænderne over hovedet, da sølvdjalen skrigende fløj mod hende, og den fik lavet et par rifter på hendes hænder med kløerne. Men kulden dulmede svien, og hun kiggede ikke på sine hænder, da hun løb i retning af hvor Kanismos stemme nu kom fra. Hun tænkte ikke længere på logikken, eller manglen på samme, over at han hele tiden virkede til at være et andet sted end hun lige havde set.

Kanismo ventede kort på at Jath skulle nærme sig ham og han begyndte at løbe ned af gangen til højre, længre hende var der en trappe som førte en etage op, det var det adelige område med de fine ting og sager.
Området var dækket til med nipsgenstande og andre ligegyldige genstande.
Kanismo stoppede med at løbe og gik stille hen ad den første gang til højre. ''Følg nu med'' sagde han bestemt og forsatte ind i et værelse til venstre, dette var dog en blindgyde og han skabte en klon hurtigt og gjorde sig usyndlig.
''Blindgyde'' sagde klonen da den gik ud af rummet og forsatte ned ad gangen.

Hun forstod ikke alt den løben, det kunne da næppe bare være fordi hun frøs, men fulgte alligevel med uden at stille spørgsmål. Det var ikke helt nemt at løbe på is, og på vejen op ad trappen gled hun. Hun knaldede panden ned i et af trinene og tog sig til hovedet før hun skyndte sig at løbe videre.
Hun var lige ved at følge med ind i værelset, og blev en smule forskrækket da han kom ud derfra igen. Blindgyde? tænkte hun. Det havde ellers virket som om at han kendte stedet ret godt. Endnu engang undlod hun at kommentere de sære omstændigheder. Hvis ikke det var for tanken om hvad der mon ventede forude, havde hun højst sandsynligt vendt om for længst.

Klonen gik hen imod trappen de kom fra og gik ned af igen. Da den spasesrede direkte til højre forsvandt den og en ny klon som Kanismo skabte stod i værelset overfor det som han selv stod i. Klonen gik ud på gangen og så hen imod trappen som den tidligre klon var gået ned af.
''Denne her vej'' sagde den med et smil og gik ned ad gangen.

*sry skrive blokering -.-*

Jath var efterhånden dybt forvirret over Kanismo, og var bange for at hun var ved at blive sindssyg. I stedet håbede hun inderligt at det var en eller anden form for magi, enten over ham eller over paladset, der gjorde hende så forvirret. Hun holdt stadig en hånd for panden, og hvis hun fjernede den ville man kunne se at en bule og et blåt mærke så småt var ved at dukke frem. Hun fulgte efter Kanismo da han endnu engang kom fra et forkert sted, og ville ønske at de snart nåede deres destination.

Søvldjalen kunne tydeligre høres mens de gik længre hen ad gangen, det var som om man kunne høre åndedrættet fra den efterfuldt af dens hjertebanken. Dette kunne nok begrundes med at den sad på en søjle over hoveddet på Kanismo og stirrede koldt imod Jath. Den strakte vingerne så langt den kunne for loftet og sad som om den skulle til at angribe.
''Denne vej'' Sagde klonen roligt og gik op på loftet. Loftet var fyldt med kister, kasser og andre ting som indeholdte mere en hvad man fandt i en dames tasker. Forenden af hver ende af loftet var et åbent hul ud til teracer som førte fra denne ende og ud til den anden fløj af paladset.
''Denne vej'' sagde klonen og gik imod døren tættest på. Teracerne havde ingen sikkerhed, der var ingen stakitter og isen var glattere derude end indedøre.
Kanismo listede sig hen til trappen hvor klonen var gået op og ventede blot.

Jath kiggede smånervøst op på sølvdjalen; hun var bestemt ikke særligt tryg ved den. Den lignede en der kunne finde på at angribe hende hvert øjeblik det skulle være. Hun så ned på sine hænder ved tanken om tidligere, og på den ene var der tre lange rifter. Blodet omkring var indtørret.
Men hun var nødt til at følge efter Kanismo, og det gjorde hun. Hun havde aldrig nogensinde set et loft så stort og sært, men så igen.. Hun havde aldrig nogensinde været i så stor en bygning som dette palads. Det var en ret speciel følelse, men ikke noget hun havde tid til at tænke meget over.

Klonen forsatte sin gang ud imod terracen. ''Kom nu'' sagde den glad og forsatte ud imod åbningen, vinden havde sat kraftigt ind udenfor. Klonen forsatte stædigt og ved dens første skridt ude på terracen gled den og faldt fra afsatsen, før den landte forsvandt den. Kanismo smillede let, fælden var der og endnu en burde være drevet til vanvid, lige som stemmerne ville have det.
Han gjorde sig syndlig og gik op ad trappen til Jath. ''Hvad laver du heroppe...?'' spurgte han undrende og pegede hende i retning til trappen.
''Du forsvandt pluseligt fra mig.....følg nu med'' sagde han stille og roligt og gik ned ad trappen og tilbage ad samme gang som de kom fra.

Jath satte en fod udenfor, ud på terrassen, da Kanismo gled. "NEJ!" skreg hun, så det gav genlyd i Paladset. Der var for langt ned til at hun kunne se ham længere, og tårerne vældede op. De løb ned at kinderne på hende, og blev hurtigt frosne. Hun stod som forstenet og så ud over det sted hun sidst havde set ham.
Det gav et sæt i hende da hans stemme lød fra et sted bag hende. Hun vendte sig forskrækket og så ham stå på trappen. Hun så uforstående på ham da han bad hende følge med. Men da han var kommet ned ad trappen igen løb hun efter ham. "Nej!" sagde hun igen. Denne gang var det ikke et forskrækket skrig, men et bestemt tonefald. Hun nåede helt hen til ham og tog fat i skulderen på ham for at vende ham mod hende(?). "Hvad foregår der?" Hendes stemme var usikker, tårerne løb stadig, og hun så intenst på ham.

Kanismo små grinte af hende og så på hendes pande. ''Du har jo blot slået hoveddet'' sagde han muntert og forsatte gennem gangen.
''Du må ha set syner...har været nedenunder og ledt efter dig'' lød han derefter bestemt og gik lidt hurtigere imod trappen for enden af gangen. Han kunne ikke sige så meget da han ikke kunne sige andet om denne sag.
''følg nu blot med mig og lad vær med at slå hoveddet igen'' sagde han højt i tilfælde af at hun stadig var langt bagud.
Han tænkte ikke på hvad han skulle nu, nu skulle han blot more sig som han havde gjort dagen igennem.

Hun mærkede forsigtigt efter da han sagde det var fordi hun havde slået hovedet. Ja, der var bestemt en bule, og det var ret ømt. Åndssvage istrappe.. tænkte hun bittert. Måske havde han ret, måske så hun bare syner fordi hun havde slået hovedet. Men stadig, hun havde jo syntes der var noget mærkeligt over det hele lige fra starten. Det var måske bare noget hun bildte sig ind?
Mens hun løb lige i hælene på Kanismo, kæmpede hun for at holde fast på sin forstand.