Vertis kom vandrende ind i lysningen med betydningsfulde skridt. Han var en ”mand” af status, og havde besluttet sig for at han var nød til at virke vigtig, hvis han ville blive taget alvorligt af menneskene. Han forstod sig stadig ikke på hvorfor og heller ej hvordan det lykkedes mennesker at være så overfladisk bedømmende. Udseende sagde jo intet om betydning, tværtimod; de vigtigste ting havde som regel intet udseende. Derfor var han glad for sin opgave. Han var næsten ekstatisk over at være blevet sendt for at slavebinde disse i forvejen vanebundne trællesind. Det ville blive let at sprede korruption, når først dæmonen kom i gang.
Men først havde han brug for et domæne, hvorfra han kunne sprede sit ”budskab” til landets naive skabninger. Det var en anden ting Vertis havde bemærket ved den menneskelige verden, at hvis man ville have noget at sige, måtte man have noget at sige det fra; des større dette sted var, jo mere havde du at sige. Det var derfor alle de vigtige mennesker havde gods, borge og slotte, hvorfra de udtrykte deres ordre og kommandoer. Det gav vel mening for Vertis, at noget råbt fra toppen af en befæstet borg havde mere autoritet end noget sagt på åben gade.
Alligevel ville Vertis ikke have sig en sådan bygning, for han afskyede alle former for menneskelige bebyggelser. Allerede følte han sig fanget i en alt for lille krop, men at befinde sig yderligere indelukket var en plage i sig selv. Hvor dumme havde menneskerne da i øvrigt været, da de fandt på at bygge huse? Hvis de ikke kunne overleve i naturen foruden et skjulested, havde det da været for alles bedste hvis de bare var døde. Han skuttede sig af afsky, og ærgrede sig over at hans opgave ikke var at udslette disse ynkelige skabninger.

Ærkedæmonen satte sig afslappet i midten af lysningen. At føle musklerne trættes af gang og brug, var noget han bestemt ikke ville komme til at savne, når han engang kom tilbage. At bevæge sig autoritært krævede åbenbart en del af den menneskelige muskulatur, og selv den mindste træthed eller ømhed blev øjeblikkeligt opfanget af Vertis, som var det en lille flue på vej op i hans næsebor. Han kunne simpelthen ikke vente til at komme hjem.
Han lukkede øjnene og koncentrerede sig om sin korrumpering, men han kunne ikke fastholde sine tanker i tilstrækkelig grad til at der skete noget umiddelbart. Efter at have tænkt over nogle af de dårlige ting ved menneskelighed (og dette var kun få blandt mange), kunne han ikke helt lade være med at tænke på nogle af de ”rare”. For Vertis, der var gammel som menneskeheden selv, var det en plage at skulle spise tre gange dagligt. Alting skete i et tempo, der var lidt hurtigere end han brød sig om. Alligevel havde han en… behagelig fornemmelse efter at have spist noget godt. Tilsvarende var det ubehageligt at bevæge sig omkring bundet af fysiske begrænsninger, men alligevel blev det opvejet af den afslappethed han følte når han lagde sig til at sove.
Han havde set nogle af sine undersåtter gå forbi uden at de så ham. De havde talt dæmpet sammen, og grint over noget Vertis ikke forstod. Selve handlingen forstod han dog heller ikke. Hvorfor var det at mennesker frivilligt udtrykte sig så højlydt, på en måde der var så primitiv, når de bare kunne lade være? Kunne de tænkes at de ikke kunne lade være, og i så fald var det da fordi de var svage, eller fordi de blev overrumplet af noget, de ikke kunne skjule? Vertis følte en underligt knugende fornemmelse i sit legemes brystparti, og han tænkte ufrivilligt tilbage på de døde strækninger i dødsriget. Kunne det ske at han savnede sit hjem, eller var det noget andet han savnede?
Han slog tankerne fra sig, da græsset han sad på begyndte at visne; korruptionen begyndte at sprede sig gennem jorden, men Vertis havde ikke lyst til at blive siddende længere. Han havde brug for at bevæge sig, og så rejste han sig og forlod lysningen igen, uden at kigge tilbage på den korrupte plet han havde lavet i skoven. Den ville være nød til at passe sig selv, indtil han fik tid til at komme tilbage senere og fortsætte sit arbejde.

En dag gik sin gang. Dyrene undgik den korrumperede plet, der havde antaget en grå-sort farve. Der var godt noget i cirklen der skilte sig ud under den høje middagsol. Mellem de døende græsstrå, netop i cirklens centrum, stak en enlig, grøn blomsterspire op. Havde den stået ethvert andet sted i skolen, havde man nok aldrig opdaget den, for den var intet særligt at se til. En lille spire der let kunne være blevet spist af et forbipasserende dyr. Men der, midt i korruptionens cirkel, stod den i fred.

Dagene gik, og den lille spire voksede sig langsomt større, til den var stor nok til forsigtigt at titte over de hængende græsstrå.
Spiren var dog ikke det eneste der voksede. Det var ikke meget, knap synligt for det nøgne øje, men cirklen af korruption havde spredt sig et par græsstrå hele vejen rundt.

Vertis kom stampende gennem skoven, og alle dens dyr forsvandt vel udenfor hans rækkevidde. Han havde droppet den majestætiske gang, som han havde beholdt i et forsøg på at blive taget alvorligt blandt menneskene. Problemet var at han ikke blev taget alvorligt. Han kunne stå og prædike dommedag så meget som han ville, af en eller anden grund var der ingen, der gad lytte til ham. Hvis han ville have noget at sige, skulle han have beviser, og skoven stod for skud som den første. Når først han havde korrumperet træerne og de dyr, der levede når dem, ville ingen længere kunne lade være med at lytte til ham.
I sin vrede lagde han ikke mærke til at ringen havde udvidet sig en smule, heller ej spiren, der var begyndt at vokse i midten. Han trampede blot af sted, uden at bemærke at området var mærkbart manglende på dyr. Som det var holdt dyrene sig langt fra den korrupte jord, og specielt skuddet, der voksede i midten. Dette var mere end bare korrumperet plantevækst; det var i sig selv en del af korruptionen og den spredte den langsomt. Meget langsomt, men alligevel hurtigt nok til at dyrene fornemmede hvor forkert det var.
Han satte sig ned på jorden, og var lige ved at knuse skuddet. Vertis trak benene til sig, satte sig i skrædderstilling med centrum (og planten) midt i hullet i sine ben, og lukkede øjnene. Takket være den vrede, der boblede i ham, gik korruptionen lettere denne gang. Omkring dæmonen stod der en aura af dårskab, der lyste svagt grønt i det døende sollys. Ude af stand til at roligt at kontrollere magten, der løb igennem den menneskelige krop, krampede hans hænder og hans øjne åbnede på vid gab. Et sadistisk smil vidste sig på hans læber. Det var længe siden at han havde følt denne korrupte magt.
Han åbnede munden, og sagde noget på et for længst glemt sprog. Den korrupte vind bar hans stemme rundt i skoven omkring ham, og langsomt kom der dyr frem, lokket af hans stemme. Han holdt hånden frem mod et dådyr og talte blødt i det forglemte tungemål. Dyret nærmede sig varsomt, til der kun var få centimeter mellem dets snude og Vertis fingerspidser. Med en hurtig bevægelse strakte dæmonen armen ud, og greb det om hovedet. Hans behandskede hånd, med musklerne fulde af rå energi, klemte så hårdt på dyrets kranie, at det næsten ikke kunne stå oprejst. Det forsøgte febrilsk at komme væk, men uden at fjerne sine store øjne fra Vertis’. Langsomt begyndte dyret og forandre sig. Dets horn voksede sig større, dets hove spidsere, musklerne blev mere fremtrædende og dets øjne strålede med grøn korruption. Da Vertis slap dyret bed det efter hans fingre med sine nye skærpede tænder. Det brølede blodtørstigt af ham, og løb sin vej.
Vertis begyndte at le. ”Gå nu,” sagde han, med en stemme blødere end silke, ”spred min korruption og mit budskab!” Han fortsatte med at le, mens cirklen hastigt begyndte at sprede sig. Græsset visnede for at give liv til andre, mere frygtindgydende planter. Blomster, der ikke havde været i jorden før, voksede op og stod selvmodsigende i den døde skovbund. De udstrålede usundt helbred.

Korruption ændrede normalt ting. Tog en eksisterende tank, et sind, et liv, og ændrede det til noget andet, noget nyt. Men Vertis' korruption var anderledes, den skabte. Hvad der var døde, for at give plads til nyt, korrumperet liv. De morderiske planter skød op i lysningen, blomstrede.
Men en af planterne var anderledes. Spireren mellem hans ben voksede markant, ja næsten til dobbelt størrelse, og stak godt op over resten af bevoksningen hvor han sad. Men i modsætning til alt det andet planteliv i lysningen, så blomstrede den ikke, og havde ikke engang skudt en blomsterknop endnu! Det var som om den ikke helt var klar til at vise sit sande jeg, som om spireren ventede på noget.

Ringen af korruption stoppede lige inden den nåede frem til træerne. Vertis sad forsat i centrum, men kiggede tavst frem for sig. Han indåndede sin frustration med hvert åndedrag, og udåndede… korruption og vrede. Han kunne ikke undslippe fornemmelsen af at der var noget, der manglede. Et eller andet sted i hans dæmoniske væsen kunne han fornemme at der var noget, der var galt, selvom han vidste at han ikke kunne gøre noget ved det. Han var på grænsen til at forlade cirklen igen, vel vidende at selv efter at han havde skabt sig en base, fra hvilken han kunne sprede korruptionen, ville han ikke blive taget alvorligt. Mere markante metoder var nødvendige. Han måtte gøre noget, som menneskene ikke kunne ignorere for at få deres opmærksomhed, og da ville han binde dem. De ville tjene ham og gennem ham, Mesteren. Et skadefro smil spillede på hans læber mens han rejste sig op. Midlertidig kaotisk ondskab stod malet i hans ansigt og hans korrupte aura. Han følte sig friere og mere voldelig da han begyndte at gå. Endnu engang havde han efterladt noget menneskelighed i lysningen.
Hver gang han løftede foden efterlod han en død plet i underskoven. Det var tid til at dræbe.

Selv efter Vertis havde forladt lysningen, hang hans vrede i luften som en tyk, vammel parfume. Stanken var svag i kanten af lysningen, men blev stærkere og stærkere jo længere ind mod lysningens centrum man kom.
Midt i lysningen, hvor stanken var nærmest uudholdelig, begyndte den lille spire at ændre sig. Den grønne plante blev langsomt brun og hård, men til gengæld blev stanken svagere, og de døde pletter efterladt af Vertis fodspor, mindre. Det var som om den spire, der nu mere lignede en kvist, opsugede vreden og korruptionen, fik næring fra det, og voksede.
Stiklingen var nu omkring 15cm høj, og var begyndt at sætte blade i form af to små gevækster, der symetrisk stak ud nær stiklingens top.
En blomsterknop var også skudt frem på stiklingens top, skrøbelig og mørk som natten.

En mand med forstand på blomster ville nok kunne se at stiklingen var en rose. En sådan mand ville nok også undre sig over at rosen ikke var gået ud for længe siden, da den jo tydeligvis var vissen.