Baldric kom vandrende i skoven, han skulle krydse denne skov for at nå til kroen og "civilisationen", hvis man ellers kunne kalde verden civiliseret. En morder som Baldric, som ovenikøbet var præst, var nok ikke det man heller, ville kalde verdens mest civiliserede person.
Baldric savnede følgeskab og håbede på at møde en person han kunne snakke med, en person han måske kunne prædike en smule for, og tale med.
Baldrics hest stod ved krogen, det ændrede dog ikke på at Baldric havde rimeligt meget rustning på, armskinder, benskinder, og ringbrynje, også en hjelm, ved Baldrics side hang et sværd, Baldrics sværd, ifølge Baldric det smukkeste sværd nogensinde, han havde dræbt mænd med det, mænd i massevis, det var nærmest en kunst at dræbe, en smuk kunst ifølge Baldric, og om han sendte folk hjem til Kile, eller de døde af sig selv var da ligemeget? Det var langt mere ærefuldt at dø i kamp ifølge Baldric.
Baldrics blik gled langsomt op mod solen, et sted hvor træerne akkurat var spredt nok til at solen kunne ses, det var hen på starten af aftenen, så Baldric regnede ikke med at her ville være andet end banditter i skoven nu, Baldrics hånd gled ned og placerede sig solidt på sværdskæftet.

Den sagte lyd af hove mod den kolde jord lød mellem træerne, kort efter arkkopaneret af et tydeligt vrinsk.

Netrish holdt Salath an og steg af. Hun havde været på vej mod kroen for at gøre holdt for natten, da noget havde fanget hendes opmærksomhed. Hun gav hesten et beroligende klap på siden af halsen inden hun gik hen til siden af det nærmeste træ, mod det der havde fanget hendes opmærksomhed. Hun knælede roligt ned, og et smil bredte sig på hendes læber, da hun så hvad det var. En fin, knald rød blomst stod ensomt mellem træets rødder. Et støvet minde fortalte hende blomsten var Djævleblod, en smuk med ubehagelig giftig blomst, der altid var et sikkert tegn på forårets kommen.

Netrish tog sig tid til at betragte blomsten. Nok skulle hun nå kroen inden natten for alvor faldt på, men hun kunne umuligt være langt væk længere, og så hård som vinteren havde været, var dette et håb hun ikke bare kunne lade gå forbi.

Baldric nynnede en stille, men stadig munter melodi, da han hørte noget der lød som hove, 'klak-klak-klak' sagde de hver gang de ramte en sten, dog stoppede hovslagene pludseligt og Baldric fik øje på hesten, den stod nær et træ, men ejeren havde Baldric ikke set endnu. I hvert fald ikke, før han pludselig opdagede hende bag ved hesten.
"Vær hilset!" sagde Baldric for at gøre hende klar på sin tilstedeværelse, Baldric gik hen til kvinden og kiggede på blomsten, han skulle lige til at bukke sig og røre ved den før han trak armen til sig "Det er da vel ikke... Jo, det er det da! Djævleblod." Baldric havde set den her blomst mange gange herovre på fastlandet, han havde også haft set en fyr der var blevet forgiftet af at spise sådan en, det var nok derfra han kendte den, den fandtes ikke særligt meget på Topalis, Baldric fandt et bånd frem og hev hjelmen af, så man kunne se hans ansigt, håret bandt Baldric sammen i en hurtig og nem lille hestehale, i nakken.

Baldric nynnede en stille, men stadig munter melodi, da han hørte noget der lød som hove, 'klak-klak-klak' sagde de hver gang de ramte en sten, dog stoppede hovslagene pludseligt og Baldric fik øje på hesten, den stod nær et træ, men ejeren havde Baldric ikke set endnu. I hvert fald ikke, før han pludselig opdagede hende bag ved hesten.
"Vær hilset!" sagde Baldric for at gøre hende klar på sin tilstedeværelse, Baldric gik hen til kvinden og kiggede på blomsten, han skulle lige til at bukke sig og røre ved den før han trak armen til sig "Det er da vel ikke... Jo, det er det da! Djævleblod." Baldric havde set den her blomst mange gange herovre på fastlandet, han havde også haft set en fyr der var blevet forgiftet af at spise sådan en, det var nok derfra han kendte den, den fandtes ikke særligt meget på Topalis, Baldric fandt et bånd frem og hev hjelmen af, så man kunne se hans ansigt, håret bandt Baldric sammen i en hurtig og nem lille hestehale, i nakken.

Netrishs hånd fandt hurtigt ned til hendes sværdskæfte, da hun hørte nogen nærme sig. Skoven var fyldt med røvere, banditter og andet rakkerpak der tog liv for et godt ord. Den lå der dog kun kortvarigt, og blev fjernet igen, da manden gav sig til kende. "Vær hilset" gengældte hun roligt hans hilsen mens hun rejste sig, og vendte fronten mod ham.
Mens hun havde sidder på hug, havde hendes form været skjult af hendes tunge, hvide uldkappe. Nu hvor hun stod med fronten mod ham, blev det tydeligt at hun under kappen par Kiles rød hvide farver, og sågar havde Kiles hellige symbol hængende i en kæde om halsen. Under den røde kofte var hendes ringbrynje også tydelig, og hun lagde heller ikke skjul på sit sværbælte, og hvad der hang fra det. Hendes våben var nok ikke noget kunstværk, men det gjorde det ikke mindre effektivt.
"Det er det" bekræftede hun roligt "Så kommer snart til landet"

Indenunder sin brynje havde Baldric skam også en fin rød kofte på, faktisk blodrød, man kunne nok se kraven på den efter at han havde taget hjelmen af, den nederste del af koften ville man nok også kunne se stikke ud under koften.
Baldric lagde mærke til hendes halskæde med et smil, og pegede på den, han gjorde tegn til at hun skulle vente lidt og gav sig så til at lede lidt i sine lommer, Baldric havde selv "opfundet" de lommer der var i hans tøj, Baldric fandt Kiles symbol frem, dog var det ikke i en kæde.
"Er de en tilbeder? Jeg kan se de også er iklædt Kiles prægtige farver, de er måske mere end bare tilbeder?" spurgte Baldric og håbede på at kunne indlede en konversation "Undskyld, jeg glemte fuldstændigt at præsentere mig selv, Baldric Brynjar, krigerpræst af Kile, jeg spreder Kiles ord med sværdet og ordet." Hvis man bare fulgte lidt med, ville man vide at Baldric Brynjar havde været eftersøgt for flere mord, faktisk stadig var, og havde været det i lang tid, dog dræbte Baldric kun lyskrigere, mørkekrigere og byvagter, undtagen Asbjörn, Baldric ville sandsynligvis ikke engang forsøge på det, med mindre det gjaldt Baldrics eget liv, Asbjörn havde gjort en del gode ting for Baldric, det kunne ikke benægtes.

Netrish ventede toldmodigt, om end en anelse forvirret, mens manden rodede rundt i sin lomme. Hun kunne dog ikke andet end at gengælde hans smil, da hun så hvad han fremdrog. "Det er sjældent man møder andre i Kiles tjeneste i disse tider" sagde hun anerkendende.

Da han præsenterede sig gjorde hun et høfligt lille nik, inden hun gengældte gestussen "Netrish Nardarlah, præstinde af Kile. Jeg spreder selv Kiles bud med ord, selvom jeg dog også mestre sværdet. Mig en glæde".
Netrish havde skam hørt om Baldric, om end kun af navn og gerning. Hun havde dog fundet beskyldningerne mod ham noget opblæste. Hvis en præst af Kile dræbte en mand, kunne det vel ikke være af anden grund, end at mandens tid var kommet! Men verden ejede hverken respekt eller frygt for guderne længere, og en mand der dræbte ærefuldt i Kiles navn, blev en simpel morder.
Netrish selv var langtfra så kendt. Hun havde nok været i verden en del længere, men hendes gerninger var spredte, lokale og ofte for folk der stod på tærsklen til Kiles rige. Der var landsbyer og enkelte større byer hvor hendes navn var kendt, men hun kom så sjældent de samme steder indenfor en generation, så det varede aldrig længe.

"Det er sjældent man overhoved møder folk i Kiles tjeneste." sagde Baldric, men var dog ud over det enig, med denne Netrish, det var sjældent man mødte folk der var tjenere af Kile, faktisk var det sjældent man overhoved mødte folk der tilbed Kile i det hele taget, dog var mange nemme at "omvende" når man havde vist dem, hvad man kunne med sit sværd, eller talt med dem i et par timer.
Baldric overvejede hendes navn, han mente at have hørt det før, men valgte dog ikke at spørge ind til det, da det bare ville virke en smule dumt, især, hvis det nu ikke var hende.
"Må jeg spørge hvilken vej, de skal, for skal de til kroen, eller den vej, så kan vi jo følges?" Baldric regnede med hun skulle den vej, fordi hun stod hvor hun stod og fordi hun var på den vej der gik mod kroen, det kunne selvfølgeligt godt være fordi, at hun skulle den modsatte vej, men det regnede han ikke med.

Netrish smilede en smule. Ak, de unge mennesker. Hun huskede en tid hvor guderne havde haft betydning for folk og fæ. Hun var langtfra gammel nok til at have oplevet deres storhedstid, men nok til at kunne se at det var gået så gevaldigt ned af bakke.

Netrish trådte hen til Saleth og tog hendes tøjler "Jeg er på vej til kroen ja, for at finde ly for natten. Forhåbentlig har de plads i stalden til både Saleth her og jeg" sagde hun og gav hesten et klap på halsen og sukkede en smule "Det er hvert fald bedre end at sove ude i kulden!" konstaterede hun nøgent. Det var hårde tider for alle, og ende mere for de, der som Netrish, levede af folks generøsitet og små jobs. Derudover havde den hårde vinter ikke gjort det spor lettere. "Men vis vi skal samme vej har jeg bestemt intet imod selvskabet" tilføjede hun så med et smil.