Jecela var lige nået ud ad byporten til hovedstaden før den var blevet smækket i for natten. Solen var netop gået ned, og det eneste af dagens lys, der krampagtigt nægtede at dø ud kastede et blegt orange skær over den mørke himmel. Hun vendte sig om og betragtede den nyopførte mur, der omkransede hovedstaden, mens hun fortsatte et par skridt baglæns hen ad vejen. Hun tænkte på alt det, hun forlod. Med et skævt smil konstaterede hun dog, at hendes hjerte ikke ville være synderligt sorgbetynget af at lægge byen bag sig for en tid. Hun vendte sig og gik hen ad vejen, i retning af Mørkets Skov, som stadig lå langt væk. Hendes liv havde indtil videre været en broget fornøjelse, men hun havde erkendt, at det havde formet hende til den hun er, og at nogle af hendes - i hendes øjne - bedste kvaliteter havde hun tilegnet sig som følger af nogle temmeligt ubehagelige oplevelser.
"Hvad der ikke dræber dig gør dig stærkere," sagde hun lavmælt til sig selv og trak kappen om foran sig. Imens hun gik forestillede hun sig alt lige fra den ubehøvlede soldat, der forbløffet måtte æde sine ord fra fire år tidligere i sig igen, til en høj, stærk, frygtløs og magtfuld skikkelse, som på trods af sit skjulte ansigt syntes at betragte hende med ægte stolthed og en længeventet accept. Hun smilede.

Jecela kunne efter en tids vandren ane begyndelsen til skovbevoksning i det fjerne. Hun fortsatte hen ad vejen.

//out