Lucas skridt gav genlyd igennem hovedgaden. Så sent om natten var der ikke mange ude. Specielt ikke når månen afgav så lidt lys som den gjorde i aften. For Luca var det dog intet mindre end en fornøjelse. Den friske natteluft strøg let igennem hans tykke blonde hår og fik den blå safir ørering han havde på til at klire, i det ædelsten måtte metal. Et svagt smil gled over hans læber. I hovedstaden følte han sig altid bedst tilpas. Der skete som oftest meget mere, og hvis ikke.. Tja, så kunne det hurtigt arrengeres. Luca sultent sine øjne glide hen over bygningerne. Hvor mange sørgløse mennesker lå mon og sov i dette øjeblik? Med så mange mennesker kunne han ikke undgå at få samlet sig lidt krafter til den kommende dag. Der ville han overnatte på en kro af en art så han kunne undgå den hæslige varme. Måske kunne han ligefrem finde et sted med et ordentligt kælderværelse. Hvis det da ikke tiltrak for meget opmærksomhed. Blev han først jaget ud af hovedstaden skulle han vente en generation eller to før han kunne sætte sine fødder her igen uden nogen ville genkende ham. Han strakte sig let. Det var ved at være tid til at gå i sving.

Men denne fremmede blonde, som gik der i sin egen verden, ville snart høre noget mærkværdigt...
Et sted, nogle gader væk, kunne der høres en højlydt latter... nærmest hysterisk - nej! psykotisk..
Lune stod midt på gaden.. hans skuldre var løse, og nakken bøjet så langt tilbage den kunne... hans svælg skreg højt i den skingre latter, mens den spinkle krop bare var iklædt et simpelt sæt tøj.. eller rettere; nattøj..
Hans krop var iklædt et par hvide silkebukser, og hans overkrop i en matchende skjorte.. hans tæer var bare mod de isnene kolde brostene, og efterhånden havde kulden gjort dem både røde og blå.. han var igen -IGEN- stukket af hjemmefra.. håret hang løst ned ad ryggen, og den unge dreng stod bare helt stille... pludselig stoppede han sin latter, satte sig på hug og gemte ansigtet væk i sine knæ... han begyndte at vugge frem og tilbage.
"... Cole... cole.... hent mig..." hviskede han næsten uhørligt...
"... Jeg vil ikke være alene mere..." hans stemme var grødet, og det var slet ikke til at se på ham, at han for få sekunder siden havde været slynget ud i en psykoselignende tilstand.
"... kom nu efter mig...." hviskede han så.. men pludselig rejste han sig op, slyngede nakken tilbage igen, inden han skreg af lungers fulde kraft; "SKAL JEG VIRKELIG FORSØGE AT TAGE MIT EGET LIV FØR DU KOMMER EFTER MIG?!!!!".. hans stemme knækkede flere gange og blev skinger... Og endnu engang begyndte latteren.. Han kunne ikke klare ensomheden længere.. som regl var det det, der endte med at drive ham fra vid og sans..

Luca stoppede op ved lyden af latter. Hvem, ud over ham selv, kunne finde på at vandre rundt på denne tid af døgnet? nysgerrigheden styrede ham mod lyden, der brat holdt op. Havde nogen haft en underlig drøm i en af husene eller lignende? Personen måtte være faldet i søvn igen i så fald. Han trak på skuldrene og skulle lige til at vende om da han hørte nogen råbe samme sted som latteren var kommet fra. Luca kunne ikke helt undertrykke et smil. Hvem end personen var, kunne det ikke være en rask en af slagsen. Selvmords tanker var ikke nogen nyhed for ham, men det plajede at være ham der var kilden til dem. Mon en anden Incubus havde været på spild? Lucas øjne blev til smalde sprækker. Umuligt. Han ville havde lagt mærke til noget i så fald. Han fulgte den stigende latter, med nysgerrighed og undren syssende igennem sit hovede. En følelse af spænding kunne ikke lade vær med at ophobbe sig. Det var længe siden noget nyt var sket, men hvis det vidste sig bare at være en fattig galning, ville han nok blive skuffet nok til at gøre det af med ham.

Uden at have lagt mærke til det havde han sat fart på, og der gik knap et halvt minut før han stod foran en ung dreng. Han så ned på ham, med hovedet let på skrå og hævede øjnbryn. Skuffelsen begyndte langsomt at sive ind. Hvad var nu det? Et lille skravl? Han tog drengen om hagen for bedre at kunne se ham an, imens han sagde; "Er det ikke sovetid få unge drenge som dig?" med en silkeblod og nærmest overbærende stemme. En stemme han havde brugt mange år på at finpusse til at lulle folk ind i en falsk følelse af tryghed.

Først da Lune mærkede en hånd om sin hage, tiede han.. hans øjne var lukkede, og smilet falmede væk.. Men han åbnede da langsomt det ene øje.. det brune, normale og rolige øje.. men kort efter gled øjenlåget op fra det hvide, blinde øje, som stirrede modbydeligt koldt ind i den fremmedes øje... mange følte frygt ved det, nærmest som om det blinde, hvide øje rev i deres sjæl.. Langsomt begyndte hans læber at glide op i et smil.. han begyndte at le ganske dæmpet.
"Sovetid?" spurgte han i en syngende tone, mens han grinte lavt..
"sovetid? hvor skulle jeg sove? Kan De svare mig på det?" han slog den andens hånd væk, inden han nysgerrigt begyndte at cirkulere rundt om den fremmede..
"Hvor kommer De fra?" spurgte han i en alvorlig tone.
"Deres tøj er fint at se på. Er De velhavende? Eller er De adelig? Måske De bare er en simpel tyv?" hans stemme var alvorlig indtil nu, inden han stod foran ham igen, trak fat i hans ærme... så gled hans læber op i et smil igen.. han begyndte at le hysterisk en gang til.. vippede nakken tilbage.
"SE COLE! JEG HAR MØDT EN FREMMED!!" skreg han så højt han kunne, inden han slap ærmet på den fremmede... han løb hen til en bygning, hvor han samlede en hvid kridtsten op.. så satte han sig på hug og begyndte at tegne en hinkerude med besvær på de iskolde fliser.
"Tegne, tegne..." sang han leénde.
"Tegner vi mange? bliver vi bange?
Hvem ser os, når vi ikke er her mere?
Hvem sørger så for, at vi kan blive til flere?
Har du spist dem alle?
Hvorfor lader du mig så falde?" sang han dæmpet og monotomt, mens han lo.. Sangen gav ikke rigtig nogen mening for dens tilhørere... men for Lune gjorde det...
Da hinkeruden var færdig, rejste han sig igen.. han gav slet ikke den fremmede tid til at tale.
"Neh, vil du ikke lege?" spurgte han med et ubeskriveligt smil i sit forvrængede udtryk midt i ansigtet.
".... Hvis du taber..... så skal du skære din mave op... er det okay med dig? Hvis du vinder, så skærer jeg min mave op..." han begyndte at le hysterisk igen.
"HØRTE DU DET COLE?!" han vippede nakken tilbage.
"RØD ER SÅDAN EN SMUK FARVE!!!"

Luca blev kortvarigt overrasket over den andens blinde øje, men lod sig ikke påvirke særligt. Det gav dog drengen et særligt præ der gjorde ham svær at overse. Det syntes at passe godt til det sindsforvirrede billede han havde skabt sig af drengen indtil videre. Han var nok bare en fattig og gal unge når alt kom til alt, eftersom han ikke havde noget sted at sove. Og dog, hvilken fattig unge havde råd til nattøj? så ville noget andet være mere praktisk. Snarere en bortløben gal unge, som familien holdt skjult pga skam. Luca lagde hovedet på skrå igen og betragtede ungen. Hvad mon der foregik inde i det hovede?

Han smilte lidt. "Det er høfligt at introducere sig selv først, før man udspørger andre," Sagde han. Den venlige stemme, havde en let undertone af morskab. Han regnede med en introduktion af den anden, men i stedet begyndte drengen at tegne. Han kunne ikke lade være med at grine lavmældt. Et kort øjeblik havde drengen nærmest virket voksen, og nu var han et lille barn. Det var interessant. Han måtte se mere. Han bøjede sig ned bag ham og hviskede: "Jeg spiste hver og én."

Han lagde hovedet på skrå. "Lege? Tjo~ Kun hvis det er en god leg," Sagde han, med et smil. Han ville næppe tabe til ungen. "Men lad os i stedet sig, at hvis jeg vinder, så skal du tage hjem og sove~" Luca kunne ikke vente med at se hvordan så usædvanligt et sinds drømme så ud.

Men Lune introducerede sig slet ikke... han lo højlydt, rankede ryggen og stirrede stift på Luca, med et forvrænget smil og vidtopspærrede øjne..
"Lege er kun gode, hvis man er god til dem..." hvislede han.. men så begyndte han at dreje rundt om sig selv.
"Sove? Jeg kan ikke tage hjem.. Jeg venter nemlig på at blive hentet.." forklarede han syngende, inden han endte med at stå foran Luca, med ryggen kun fem centimeter fra ham.. han vippede så nakken tilbage, så han kunne se op i ansigtet på den fremmede...
"Ser min mund sur ud når jeg står sådan her?" spurgte han efterfulgt af en latter.. Luca så jo hans ansigt oppefra ligenu.. så dansede han frem, inden han begyndte at hoppe på sine iskolde tæer i den lille, halvutydelige hinkerude.
"Legen går ud på at slå mig i hjel~!" fortalte han så.. så lo han hysterisk igen.
"SÅ HENTER DU MIG, GØR DU IKKE?!" skreg han med tilbagevippet nakke, op i luften..
Folk havde trukket skodderne for vinduerne... overalt omkring dem, sad der bange, rystende familier inde mellem 4 mure.. bange for det psykotiske barn i deres gade..
Han så stift på Luca igen.. seriøs i blikket.
"Hvis jeg dør... så vinder Du... men så må Du hjælpe mig med at sove og sprætte min mave op.. Men hvis han kommer og stopper dig... så vinder jeg.." Lune smilte bredt igen, inden han på lette, kolde tæer gik hen til den fremmede... han lagde sine hænder på hans mave, studerede den med sit blik mens hans hænder kørte rundt..
"Hvordan ser Deres organer ud?" spurgte han med et forskruget smil..
Først nu præsenterede han sig; "Mit Navn er Lune Henry Sophie Daniels..." og så vendte latteren langsomt tilbage, inden han vendte tilbage til hinkeruden..

Luca lagde hovedet på skrå. Slå barnet ihjel? Aldrig livet, det ville jo ødelægge det hele. Han røstede på hovedet og trak på skuldrene. "Det syntes jeg lyder som en kedelig leg," sagde han. Den anden syntes at tro der var en eller anden der ville hente ham. Måske et dødt familie medlem? Han rystede bare på hovedet. Lune så ikke sur ud, men så heller ikke glad ud. Det havde han ikke gjort på noget tidspunkt. Nærmere desperat. "Kan du ikke finde hjem, siden du vil hentes?" Spurgte Luca, igen med den venlige stemme. Luca smilte svagt til den anden. "Hvem ved? Måske ser de helt anderledes ud end dine," Sagde han, underholdt. "Men jeg syntes ikke spillet lyder så sjovt... Hvad får jeg ud af det?" Han trak på skuldrene med et ligegyldigt udtryk for at understrege at han ikke var interesseret i netop den leg. Han lændte sig ned mod barnet igen for at hviske: "Men jeg kan sagtens hjælpe dig med at sove, lille Lune. Så længe du vil have det," Sagde han med en forførende og lokkende stemmeføring. "For jeg er Incubusen Luca." Han havde afgjort med sig selv at hvis drengen sagde noget sådant videre ville ingen tro det alligevel. Folk tog tydeligvis afstand til ham og Luca hungrede efter at se den andens reaktion.

Lune lo hysterisk igen, inden han pludselig satte sig på hug.
"Man får lov til at se blodet.... det alt sammen...." hviskede han så.. hans latter var væk..
Men han rejste sig så igen, lod armene lægge sig over kors, og var nu helt alvorlig.
"Men jeg ville klart foretrække, hvis De lod være med at tale ned til mig. Jeg er ikke et lille barn.. Jeg er 14, hvilket faktisk betyder at jeg er begyndende på et... hvad kalder man det...?" han så kort ganske tænksom ud.. så lo han.. latteren nu var kort, og ganske mild.. fuldkommen menneskelig.
"Ligemeget... jeg husker ikke ordet.." så lo han igen.. først blidt, men så kort og psykotisk.. men så blev han afslappet at se på igen..
"En Incubus? Er det ikke en drømmespisende dæmon?" han så nysgerrigt på den anden, inden han begyndte at cirkulere på ny om ham.. kiggede ham efter, nærmest som om han undersøgte ham for syfejl i hans tøj..
han stoppede lige bag ham, satte sig på hug og tog fat om hans knæ..
han trykkede lidt på knæene på den anden, inden han slap og rejste sig op, vendte tilbage til hinkeruden som om han havde glemt alt om den fremmedes tilstedeværelse.. Han kunne kun se sin tegning på jorden, takket være en af de gamle lanterner der stod langs husmurene..

"Det er næsten rigtigt," Svarede Luca med et næsten faderligt smil. Endnu en indøvet gestus. "En Incubus kan både tage mareridt og drømme fra dig, men de kan også give dig nye," svarede han. Han undlod at fortælle om de mange andre fordele dette skabte. Det var overflødigt lige nu.
Luca lod drengen gøre som han ville. Han tog det meget afslappet på trods af han lige havde fået at vide en dæmon stod foran ham. Han grinte lidt. "Så er jeg også 100 gange ældre end dig," Sagde han. "Mon ikke det er okay jeg regner dig for et barn endnu?" Han betragtede den anden. Lune måtte føle sig sikker på at hans rednings person ville komme så snart nogen som helst farer troede. Ellers havde ahn vel ikke vendt ryggen til en dæmon. Medmindre han elvfølgelig var fuldstændig ligeglad. "Sig mig, hvem er det så du venter på?" Sagde han toldmodigt. Han satte sig ned på an kasse. Han ahvde besluttet sig for at Lune var hans tid værd, og derfor havde han ikke længere tralvt. Stille og roligt ville han halle ind og finde ud af hvilke hemmeligheder de mørke kroge i drengens hovedes skjulte.

Lune standsede fuldkommen op.. han stirrede på Luca..
"Tage marreridt...?" gentog han hviskende.. endnu et af de psykotiske smil bredte sig på hans læber, men denne gang så det virkelig tilfredst ud.
Han overhørte alt andet.. fuldkommen.
"Så hvis jeg sov, kunne De tage et marreridt fra mig?" hans stemme var pludselig fyldt med håb, og skønt han hviskede, kunne man tydeligt høre iveren i hans stemme.. han begyndte at le højt, uden at få noget svar.. denne gang en moret latter..
"Hvad gør du nu?" lo han højt.. nakken vippet tilbage.
"HVAD GØR DU NU, COLE?" halvskreg han... lo så.. hans latter var så hjertende varm, inden han satte sig ned på den iskolde jord..
"Hvad gør du nu?" hviskede han så... hans latter stoppede ikke

Luca smilede. Bingo. Der var en grund til natte vandringen. Det undrede ham ikke rigtig at drengen var plaget af mareridt. Det havde han forventet ud fra hans opførsel. "Det er korrect," Sagde han smilende. Det var svært at beholde den venlige stemmeførsel. Lige under overflade lå Lucas egen iver, interesse og spænding og ventede på at kunne springe på Lune. Hvis Lunes drømme var halvt så forskruede som hans vågne tilstand ville Luca få et ekstremt boost. Ikke nok med det. Barnet her interesserede ham rent faktisk. Det var første gang i lang tid et menneskede havde været interessant for ham. Meget lang tid.

Han nåede at opfange navnet Cole. Det var ikke til at sige hvem det kunne være, men barnet måtte være, eller havde været, meget knyttet til personen. Han virkede desperat efter opmærksomhed fra personen. "Tja, hvem ved? Måske han bliver jealous over du spendere tid med en anden?" sagde han som et forslag til de spørgsmål der egentlig ikke var rettet til ham. Han sagde dem med en rolig og ligegyldig stemme, men hans blik holdt øje med Lunes reaktion. Hvis der var nogle mønstre i barnets opførsel kunne det udnyttes til at gennmtvinge sin vilje.

Men at finde et mønster i Lunes opførsel, var umulig.. der var ingen..
han begyndte at danse rundt om sig selv.. han sang en sang, hvis betydning var svær at afgøre... men skønt han ikke gjorde sig umage, havde han en køn stemme.. hans sang brød ud i latter igen, inden han løb direkte mod Luca, som sad og hvilede benene.. han lod en hånd lægge sig på dennes kind.
"Hvad så med Dem selv? sover De også ind imellem?" hviskede han med et forventningsfyldt blik.. så slap han kinden igen, inden han lo højt.. men så slappede han pludseligt af, saffe sig på jorden foran Luca..
"... Lad mig gætte.. Jeg har fanget Deres interesse, har jeg ikke?" spurgte han så.. Lune var ganske vist godt forskruget oven i hovedet... han var ikke bipolar, men noget meget værrer... men han var ikke dum.
"Hvis jeg nu, var ved at dø.... ville De så stoppe mig?" hviskede han med et ondsindet smil.. Lune var typen der prøvede grænser af... Så meget kunne man da slå fast.. men hvorfor han gjorde det, kunne ikke forklares.. han var ikke ude på at provokere, han ville ikke sætte sin egen status... nej.. det var virkelig ikke til at forklare.

Luca smilte og gled sine fingre igen den andens brune løse hår. "En gang imellem," Svarede han. Det var ikke meget samtale man fik ud af barnet, men det ting han sagde var uforudsigelige og interessante. Desuden havde Luca ingen interesse i lange kedelige samtaler. Dem havde han haft rigeligt af.
Han kiggede vurderende ned på Lune, da han begyndte at stille spørgesmål. Han var skarp. Luca besluttede sig for at fortælle sandheden nok ville være til begges fordel. "Hvis du prøvede på det lige nu, er det muligt, men jeg kan ikke svare for ude i fremtiden," Sagde han med endnu et venligt smil. Hvis Lune begyndte at kede ham ville han bestemt være ligeglad om drengen døde.
"Det er sjællendt jeg møder nogen så speciel som dig." Hans hånd grakte ned og gled over den anden kind og tog fat om hans hage igen. "En dreng med så smukke øjne og så interessant et sind ville være et værre spild hvis han døde."

Lune var ikke helt tilfreds med det svar, men eftersom han sagde ligenu ville han stoppe ham, så var Lune tilfreds.. Måske denne fyr kunne bruges til at pisse Cole af?
Lune lod den anden køre hånden igennem sit rødbrune hår.. holdt blot blikket fastfæstnet på Luca..
"Speciel... Speciel.." gentog han mumlende..
"De fleste, kalder mig sindssyg..." han så kort utilfreds og sur ur.. han lod derefter Luca lægge hånden om hans hage.. men der opstod langsomt et ondsindet smil på hans læber... i et ryk, trak han fat om den andens håndled..
Han flyttede den langsomt, og begyndte at kigge på hans håndflade (og havde han handsker på, ville han trække den af med tænderne)
"Øjne?" gentog han.. en lav latter begyndte.. så lo han højt, hysterisk igen.. hans brystkasse gav små ryk fra sig for hvert eneste lattergisp han slap.. så stoppede hans grinen brat, og han så seriøs ud.
" Jeg har kun et enkelt øje. Jeg har givet det andet væk... så fik jeg et hvidt istedet..." forklarede han med et udspekuleret smil.
"Jeg har et tilbud, som De burde tage til overvejelse.." sagde han så, mens han kiggede på hånden.. han lod fingrene glide hen over huden.. den var blød.... Mon den kunne spises?
"Deres race lever af drømme...? hvordan fungere det helt præcis?" spurgte han med et udspekuleret glimt i sit ansigt

Luca trak ikke sin hånd til sig, men lod den anden undersøge den som det nu lystede ham. Han var dog på vagt, for den utilregnelige Lune kunne sikkert finde på at bide i den. Luca ville nødigt havde et ar, så hvis barnet prøvede på nået ville han få en hård støvlesål i mellemgulvet. Hellere miste sit lejetøj end at få et ar på hans perfekte hud. Det havde taget så mange timers pleje at holde den så pæn og blød. Ja, Luca var glad for sig selv.
Luca lagde hovedet på skrå. "Javel ja, hvem gav du det til?" Spurgte han interesseret. Hvem i al verden ville tage en drengs æje og skiftede det ud med et andet? Lune var tydligvis ikke den eneste med et psykisk problem. Interessant. Luca blinkede lidt, en smule overrasket. Et tilbud? Han smilte. Det lød spændende. "Jeg skal behinde mig et sted i nærheden af drømmeren og så slipper jeg ind i deres underbevidsthed. Her kan jeg stjæle folks drømme, eller mareridt, og erstatte dem med noget andet hvis jeg vil," Svarede han, for at gøre det så simpelt som muligt. Lune så ikke ud til at kunne holde fokus særligt længe, så dette var nødvendigt. "Jeg får så energi fra de drømme jeg stjæler." Han undlod at nævne hvorfor denne energi var så vigtig, og at mange incubus' også fik deres energi ved at voldtage deres ofre. Det var der ingen grund til at fortælle Lune. Luca smilte. "Besvarede det dit spørgsmål?"

Det var meget klogt af Luca til at være opmærksom.. Lune kunne nemt have fundet på at bidde.
"Min stuepige.." svarede han..
"Ellers kunne hun ikke se noget.." han lo højt igen..
Lune rejste sig, trådte helt hen foran Luca, lod sine fingre undersøge en lok af hans hår.. de slanke fingre var nænsomme, uden at rive.. han havde så blødt hår.. utroligt.
"Kan De fjerne alle typer marreridt?" hviskede han med et udspekuleret smil..
"Hvis De kan, ville De få meget energi af mine. Den aftale jeg vil indgå, er nærmere en kontrakt.." han slap hårlokken... men så gik det galt igen; Lune tabte koncentrationen, og han lo højt i det han bakkede væk fra Luca.. han begyndte at nynne alt imens han dansede lidt rundt i ring... så satte han sig... lo højt igen.
"De falder ad.." hans latter blev mere og mere hysterisk.. hans hænder trak buksebenene op forneden, inden han begyndte at kradse voldsomt på sine ankler... han hvæste af dem, kradsede løs... årsagen til dette var at hans fødder gjorde ondt grundet kulden, og gjorde noget ondt, måtte man jo fjerne det..
"De falder af nu..." lød det i en hysterisk latter, som blot var endnu mere voldsom end før.. hans negle havde allerede kradset huden til blods

Luca rynkede brynene. Han tvivlede på en kvinde ville blive i stand til at se bare fordi man gav hende en anden persons øje. Der var vel nogle nerver der skulle forbindes. Ikke desto mindre kommenterede han ikke mere på det. Han betragtede den anden lidt og nikkede. "Alle typer," svarede han, med en andelse af morskab i stemmen. Den anden lod til at være meget interesseret i hans evner. Han kneb øjnene sammen. En kontrakt? Luca brød sig ikke om at være bundet. Han skulle kunne gå når han ville, og han nægtede at gøre som en lille dreng sagde. Selv om det ville være spændende at spendere tid i nærheden af ham. Han tøvede og spurgte: "Hvilken slags kontrakt? Hvad præcis vil du have?" Men da havde Lune allerede mistet koncentrationen. Han rynkede panden. Det ville give nogle grimme ar på Lunes ben hvis han blev ved med at kræsse. Men det var vel hans eget problem. Det måtte også være koldt for et menneske at gå på bare tæer... Måske det var derfor de skulle af? Luca smilede underholdt. Det var sjovt at prøve at sætte sig ind i barnets tanke gang. Han tog tøvende sin jakke af. Han var ikek meget for at lade den blive beskidt, men han havde rigeligt med penge til en ny, og han havde brug for at få Lune til at forkusere, så han satte sig ned og pakke Lunes fødder ind i jakken. Han klappede lidt uden på dem for at skabe varme. "Jeg tror du har brug for dem lidt endnu," Sagde han, med endnu et af hans venlige smil.

Først da Luca havde pakket Lunes fødder ind, og lune straks kunne mærke en varme, stoppede hans angreb på anklerne... og så fokuserede han igen..
"Nårh ja. Kontrakt." han strakte sig, nærmest som om han kun lige var vågnet.
"De virker som en type der kan lide udfordringer. De finder ikke størrer udfordringer, end mine marreridt. Hvis De virkelig er i stand til at æde folks marreridt, så bevis det... Hvis De kan bare i det mindste dæmpe det, kan De få lov at æde alle de drømme De vil.. og hvis De er en af den slags der også spiser sjæle, så kan De også bare gøre det, når jeg engang kradser af..." han lo.. mildt, som om nogen holdt en lille kat frem for ham.
"Det sker sikkert snart.." så lo han højt igen... som om han i et kort øjeblik glemte hvad der skete omkring ham....
"Jeg får det ud af det, at jeg ikke har marreridt..." han lagde sig pludseligt ned, så stoppede den hysteriske latter..
"Tror De, at man kan tage månen ned fra himmelen?" spurgte han så... han tabte fokus igen... ind imellem kunne han holde fokus, andre gange kunne han ikke... og så skete det også at han slet ikke kunne føre en samtale...

Luca lyttede til drengens tilbud. Det lød ikkke så slemt. Han skulle lige til at kører en hånd igennem sit hår, men stoppede sig selv i det han tænkte over hvor tæt den ahvde været på menneske fødder. Invendigt skar han en grimasse. Beskidte fødder. Ulækkert.
Luca trak på skuldrene. "Jeg er ike interesseret i din sjæl. Den kan du beholde. Men lad os få en ting på det rene; hvis jeg mister interesse for dig, forsvinder jeg," Sagde han, for en gangs skyld med alvor i stemmen. Han ville ikke bindes permanent. Uanset hvor godt et tilbud han fik. HAn smilte. "Men det tror jeg nu ikke sker lige foreløbig."
Han kiggede op på månen og rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke. Den er for langt væk," svarede han. "Skal vi komme afsted? Det vil ikke tage lang tid før du får en rolig natssøvn," Lokkede han, med et smil. Han var nysggerig efter hvordan Lunes drømme så ud.

Lune satte sig op igen..
"Hmm... hvad med at vi sætter det på en prøve?" spurgte han med et sleskt smil.. han lod en hånd glide igennem en lok af sit hår..
"Så kan vi diskutere kriterierne bagefter..." han bøjede sig frem mod Luca... kort lød der en lille, undertrykt latter fra ham.. sådan en rigtig "skurkelatter"..
"Måske... kunne vi sætte et vædemål op om det?" han lo kort, halvhøjt, men smilte så bare hemmelighedsfuldt endnu engang..
"De ved, Børn kan godt lide spil...." han lod hånden glide fra den andens kind, ned til hagen hvor den så slap.. Lune udfordrede Luca... hvis denne kunne fjerne hans marreridt, ville en simpel lille win win situation ikke være godt nok. nej, så skulle Luca bindes af en kontrakt! præcis som Cole, Violet og George var det.. Og Lune viste ingen nåde herom.. ville han have nogen, eller noget, skulle han nok få det!
Han trak sine fødder til sig.. de havde fået en smule varme.. men langt fra nok.. generelt rystede hele hans krop af kulde, og han ville uden tvivl blive syg efter det her.. Det løse, rødbrune hår gled frem over skuldrende.. Lune samlede det med en enkelt håndbevægelse foran den ene skulder... hans kinder var rødlige på grund af kulden, og han virkede svagelig og afkræftet...
"Hvis man kunne rejse hvorhen man ville, så ville jeg rejse tilbage i tiden.." sagde han så pludseligt, mens de begyndte at gå.. han smådansede nogle gange rundt om Luca, sådan ind imellem... så lo han højt, måtte stoppe op fordi han fik latterkramper... næste sekund var han så helt seriøs igen...