En af de unge vagter faldt på knæ. Modstanderen hævede sig over ham med et løftet sværd. Den unge knægt kastede sig til siden og undgik sværdet. Angriberen var straks efter ham, men i mellemtiden havde den unge grebet sit eget sværd, og gik nu til modangreb.

Asbjörn Peregrine betragtede de to elever med et tilfreds smil. Fra tid til anden råbte han nogle instrukser, som de unge hurtigt tog til sig. Deres træning var lige begyndt og dagens øvelser var basale kamp-bevægelser. De nye rekrutter var talentfulde, men havde alligevel meget at lære. Byvagten betragtede de nye rekrutter med et vurderende blik. Mange af dem havde potentiale, men nogle få var usikre mens andre var for ivrige. Den store gruppe unge mænd, bestod af ca. 7 medlemmer - alle uden nogen form for kamptræning. Asbjörn, der ellers så det som en selvfølge, at enhver dreng blev oplært i sværdkamp, havde derfor valgt at starte undervisningen med de basale grundteknikker, greb og sving. Noget som han umiddelbart ikke havde forestillet sig, at de ville være dårlige til - han vidste bedre nu! Disse knægte var helt og aldeles håbløse - næsten da. De to, som kæmpede nu, havde deres fodarbejde i orden. Men den store af de to fyre, virkede en smule kluntet i sine bevægelser. Den mindre fyr virkede ærligt talt overmodig. Han skulle nok få lært dem at kæmpe rigtigt.

Asbjörn lod tungen glide henover læberne og overvejede kort om drengene skulle have en pause.
"Skift!" råbte han højlydt. Kampen sluttede og drengene fandt ind i rækkerne. Derefter gik to nye unge drenge ind og så gik en ny kamp igang. Asbjörn betragtede dem imens han langsomt cirkulerede omkring dem. Studerede deres bevægelser, rettede når han så markante fejl og kommenterede. Efter 5 minutters kamp, blev der igen råbt "skift!" og nye kæmpere kom ind.

Illya Stod en smule nervøst ude i enden at rækken af drenge og så på nogle af de andre rekrutter kæmpe.. en tyk klump er nervøsitet murrede i hendes mave og hendes rødbrune øjne så nervøst rundt i blandt de andre.. hun så et øjeblik på generalen, men så, så væk.. han vidste sikkert at hun var en tyv, og hun havde ikk lyst til at møde hans bebrejdene blik som hun forventede at få.
Hun frygtede det øjeblik hvor at hun ville blive kaldt ud sammen med en anden for at vise hvad de kunne, hun var ikke specielt håbløs med et sværd for hun havde fået lidt lektioner af omvandrene lejesvende når tid var, men hun var ikke sikker på om det ville vise sig til nogen nytte her.. i stedet flikkede hun en anden og lidt mere gadebarns agtig plan sammen. Hun var fast besluttet på at få sin modstander ned at ligge og hun vidste lige præcis hvad hun skulle gøre for at få ham ned..

Med et stort ulveagtigt grin trådte hun frem da det blev hendes tur, og der blev råbt "skift!". I hånden havde hun det sværd hun havde fået udleveret, og hendes øjne glimtede af munterhed. hendes skulderlange røde hår var sat op med en læddersnørre, så stramt som det var muligt, men en tot havde allerede revet sig løs og hun strøg den med en hurtig bevægelse om bag sit øre med den frie hånd. drengen der trådte frem overfor hende som hun skulle kæmpe imod var knap et hovede højere en hende og rimeligt bred over skuldrene.. *ah.. en typisk dreng hvis eneste drøm er at blive byvagt.. kæmpstor og snotdum..*
Hun smilede,stadigt med ulvesmilet på læberne, til den kæmpestore dummernik..
"held og lykke, dreng.."
Hendes stemme var blød og med en syngende accent i, et levn fra hendes mor, og de få linjer elversprog som hun kunne tale.. men bortset fra de to ting var hendes stemme skarp og hård, ligesom hendes sværd.

Illya så uimponeret på den kæmpestore knægt der kom løbende imod hende. hun ventede indtil at han var helt tæt på at flyttede sig så ud til siden for at undgå knægtens slag. hendes spidse ører var lige synlige igennem hendes kraftige røde hår og gjorde det klart hvorfor at hun kunne bevæge sig rimeligt hurtigt. hans slag gik så tæt forbi hende at hun kunne mærke lufttrykket fra slaget, men stadigt smilede hun selvsikkert og så på ham, som et rovdyr på sit bytte. træningssværdet lå tungt i hendes hånd og hun svang det hurtigt imod drengens knæskaller, med håb om at hun slog hårdt nok til i det mindste at svække ham.. det ville højest sandsynligt gøre virkeligt ondt hvis hun ramte, da hun ikke direkte slog blidt.

Hun overvejede kort at gøre brug af sine evner, men kunne ikke se grunden indtil videre, for hvis det fortsatte som nu ville hun ikke få noget større problem..hendes modstanders angreb var ukoordineret, ukompliseret og nemt at undvige. hun grinede kort som hun svang sværdet og hendes brun/røde øjne glimtede. hun så ikke generalens blik, eller hans krydsede fingre, men hun var sikker på at hun ville vinde.. over for den store klodsede dreng ville hun være overrasket og skuffet hvis hun tabte. hun havde kæmpet imod folk før, men kun træningskampe imod andre lejesvende for sjov.. endeligt blev det brugt til noget nyttigt.

Illya hev kun lidt efter vejret da der blev råbt skift, men hun havde heller ikke haft det specielt hårdt, og trådte ud i rækken af rekrutter. Skuffelsen over at hun ikke nåede at vinde kampen lettede lidt da hun så at generalen kom hen imod hende. Hun smilede stadigt et rovdyrssmil og kunne ikke rigtigt ryste det af sig så det sad stadigt på hendes ansigt da han begyndte at tale til hende.
"Mit navn, general? Jeg er Illya Kialvatir."
Hun var ikke så overrasket over at han ikke kunne huske hendes navn, for der var jo så mange ander drenge her som virkede til at være et bedere sats end hende.. Ikke at de var det, det vidste hun godt, men alligevel.. Men han skulle nok huske det for fremtiden, det var hun rimeligt sikker på. Hans næste sætninger bekræftede den anelse.

"Ja, jeg har fået lidt træning af nogle lejesvende en gang imellem, når de var i byen.. og de kan deres kram.."
Hendes smil var ikke længere et rovdyrs, men derimod som om at hun talte om gode venner, hvilket hun jo også gjorde.. Hun havde aldrig selv været lejesoldat, men hun havde altid syntes om den lags folk, de plejede at være nogle hårde hunde, frygtløse for det meste, og ærlige folk.. Det sidste satte hun stor pris på.. Og med ærlige mener jeg at de siger deres mening næsten ligegyldigt hvor grim den er. I hvert fald hvis du ikke har købt dem.. Og det havde den unge halvelver jo ikke, så hun fik en helhjertet sværdtræning, fyld med grimme ord og ærlige meninger.
"Det har altid været min store drøm." Løj hun ubeværet og stillede et stort smil op, og lod det dunkle fra hendes øjen forsvinde, så de glimtede. hun havde altid drømt om.. ja hvad havde hun egentligt drømt om? hun kom selv i tvivl om hun havde haft en drøm, men dette var et dårligt tidspunkt for at være i tvivl, så hun lagde det om bagerst i sit hovede og fukuserede på generalen igen.

"Ja nogle af dem var lidt grove i deres teknik, men jeg fik tit træning af de lidt ældre folk, som havde formået og overleve så længe.. det er hvad jeg anser som den mest sikre måde at lære noget..og muligvis kæmper de for penge, men byvagter får jo også løn, såh.."
Hun trak på skuldrene, godt klar over at det nok var lidt vovet at sammenligne lejesvende med byvagter, men så stor forskel var der jo heller ikke. hun smilede af slappet og håbede på at han ikke blev alt for fornærmet, for dette her var ikke lige tidspunktet at blive smidt ud fra træningen. indeni sukkede hun dybt, men udenpå bevarede hun smilet og opretholdt løgnen om hvorfor hun var her.

"Det håber jeg da, general.."*for det er den bedste chance jeg har for tiden* tænkte hun stille og koncentrerede sig så på drengene igen som begyndte at kæmpe.
"jeg kan nogle ting, som jeg ikke tror de andre kan, så jeg skal nok klare mig igennem.." Hendes rovdyrs smil kom tilbage igen og hun stillede sig afslappet med armene over kors, næsten muntert. hendes magi ville være hende til stor hjælp i en rigtig kamp, men lige nu overvejede hun bare hvad hun kunne være bekendt at bruge i sådan en træningskamp, mod nogle store drenge.
De tanker blev hurtigt relevante da generalen talte igen, og hun rettede sig op.
"godt nok, general. det burde ikke blive noget problem. tidsgrænsen måske.. eller nej.."

Illya hoppede hurtigt ind i kampen med sværdet holdt op foran sig, mens hun ventede på sin modstander. et smørret smil fik hende til at virke som om at hun havde et es i ærmet så at sige.. og det havde hun da også.. hun havde besluttet at gemme sine jordkræfter til en rigtig kamp, det ville nok være lidt for hårdt imod drengen. Så i stedet ville hun bruge sin anden magi, at få tiden til at gå langsommere. det var også mere end rigeligt imod en dreng.. så halvelveren begyndte at koncentrere sig, og gjorde sig mentalt klar til at bruge sin magi.

Til at starte med så Illya ikke drengen foran hende som nogen udfordring af betydning og havde dermed ikke tænkt sig at bruge magi da det slet ikke ville være nødvendigt, ud fra den måde at drengen holdt sværdet på.. og den måde han stod på.. hvis det ikke havde været fordi at generalen var her ville hun have leet højt og drillet ham, men dette her var en prøve og hun kunne ikke tillade sig at fejle.. så meget vidste hun..

men så vendte han sig væk og drengen rettede sig på en eller anden måde op, og så mindre nervøs ud.. og det var der hvor at hun begyndte at blive urolig.. hun regnede stadigt med en hurtig sejr, men måske ville den ikke blive lige så let som hun havde troet?
i hvert fald stillede hun sig parat til at parere hans formodede slag, slag kom da også, men det var så upræcist at det ikke en gang var tæt på så hun gad ikke en gang prøve på at parere de. det ville bare være spild af energi.. da han bevægede sig om bag ham, blev hun mistænksom, og ikke for ingenting. Så ramte hans sværd jorden og hun spærrede øjnene op, og så tordenkilen blive dannet i drengens spinkle hænder og med et blink med øjet brugte hun sin ene evne.. hun kunne stadigt knap nok styre den, men den anden evne ville tage alt alt for meget energi. Så et reelt minijordskælv rejste en stor og tyk væg foran hende for at standse truslen der kom imod hende og to tykke ranker skød op fra jorden, i et forsøg på at få fat i de unge troldmand for at lænke ham til jorden. det hele skete uden nogen yderligere kontrol, for det var knap et par måneder siden at hun opdagede sin relation til jorden. det minijordskælv som hun fremkaldte kunne drengene der stod på linje højest sandsynligt også mærke, lige som generalen og alle inden for halvtreds meter af hende..

Hendes rødbrune øjne var vilde og opspærrede og afslørede rimeligt tydeligt at hun ikke havde ret meget kontrol over alt det som hendes magi udrettede, men med en fjendelig magiker overfor hende prøvede hun ikke at tøjle de kræfter der var sluppet fri i hende..

(det er helt i orden :3)

( EJ! Jeg havde lige skrevet et rigtig langt svar til dig, og så blev jeg logget af da jeg postede, og mistede det hele. GAH! )

Asij blev forskrækket da han så at hun ligesom han selv benyttede sig af magi - af ukendte årsager havde han ikke forventet at hun ville kunne beskytte sig imod hans angreb. Forskrækkelsen blev kun større da hans fødder pludselig blev låst fast hvor de stod. Han sendte nogle lynkilder efter sin modstander og forsøgte samtidig at vride sig fri, uden megen held. Dette satte hans anden evne ud af spillet - han havde kun sine lyn.

Så snart Asbjörn hørte påstyret bag sig, vendte han sig og stirrede lamslået på alt dét der skete. Han rejste sig straks op og sprang ind i kamparenaen til de kæmpende. "HOLD INDE!" råbte han højlydt. Det var ikke ofte at han skulle rekrutere nye byvagter - han var altså kun vant til at træne øvede krigere. Disse krigere vidste derfor også, at Asbjörn havde en meget klar holdning til magi i kamp: I en retfærdig kamp, benyttede en ægte kriger sig ikke af magiske evner. Magi var blot et trumf-kort som nogle kunne trække frem, hvor andre ikke var så heldige. Asbjörn var selvfølgelig født som en af de uheldige.

Byvagten åbnede munden for at råbe af de to unge. Skælde dem ud. Lære dem om principper, ære og brugen af magi. Han havde lyst til at sende dem begge hjem, få dem til at løbe 30 gange rundt om hele arenaen eller tage 50 armstræk - de normale straffe han brugte når hans egne elever opførte sig uacceptabelt. Han sagde dog intet. Sendte dog kun de to unge et bebrejdende blik. Asij slog blikket ned, og forsøgte så forsigtigt som muligt at vride sig fri. Byvagten vendte derefter blikket på de to rækker af unge mennesker, som stod forskrækkede bag de to repræsentanter i midten. "Op på række... Allesammen!" beordrede Generalen efterfulgt af et opgivende suk. Alle de unge smuttede ind på række, selv Asij, som fik vredet sig fri. Asbjörn betragtede de unge med et vurderende blik. Den anden byvagt som tidligere havde taget Generalens opmærksomhed, stod nu ved hans side og betragtede ligeså de unge mennesker. De to højtrangede byvagter udvekslede kort et par ord, før de bevægede sig langs rækken af unge mennesker. Som de gik afsted sagde de enten ja eller nej til hver rekrut.

Da de havde passeret alle rekrutter, og alle havde fået et ord, sagde Asbjörn: "Alle jer som har fået et nej, I kan nu gå hjem. I har ikke klaret optagelsesprøven for denne gang."
Ti unge mænd forlod rækken med bøjet hoved og gik derfra. "Jer andre," deriblandt Illya, Asij og førstnævntes første modstander, "I skal møde hér ved solopgang i morgen. Træd af." Det var hvad han sagde. Ingen lykønskninger. Intet 'godt klaret'. De var langt fra færdige, tænkte Asbjörn.

( Hvis du vil snakke med Asbjörn efter denne trænings-session, så kan du gøre det. Vi kan også "spole" til 'næste morgen - næste trænings-session' eller bare sige at dét var det, og så kan vi sige at hun har gennemgået hele sin træning. Op til dig ^^ )

(og dette her kalder du ikke et langt indlæg? xD)

Illya klarede sig rimeligt ubesværet ud om de sidste lyn, og da hendes magi, ude af kontrol, registrerede at der ikke var flere trusler og at truslen var fanget kølede den ned. hun hørte generalens råb og vidste at der ikke ville ske mere og den unge halvelver sank ned på det ene knæ mens hun prøvede at slappe af i sindet og lukke magien inde i det sted hvor at hun plejede at holde den. hendes normalt rød-brune øjne var blevet helt sorte som magien flød ind over hende og blev kanaliseret ud igennem hendes hænder, og hun rystede af træthed da hun endeligt fik tøjlet sin magi.. for andre virkede det måske ikke som at der gik langtid men for hende gik det hele langsommere..

Illya rejste sig langsomt op, og så med slet skjult tilfredshed på Asij der prøvede at komme fri fra de ranker som hun havde skabt.. hun opfattede det ikke helt som "hende" der havde gjort det, men alligevel tænkte hun det som sådan..hun så træt men tilfredst over på generalen, men kunne godt se på ham at han ikke brød sig om det der lige var sket, så hun prøvede at gemme det tilfredse lidt væk..
hun var stolt over at hun havde kæmpet imod en magiker for første gang, men samtidigt vidste hun godt at hun måtte se at få styr på den, for ellers ville det ende galt.. hvor galt det ville gå afhang af hvor stærk hun ville vise sig at være, men hun ville dø ung hvis hun ikke fik styr på magien.. den var for stærk til at blive ignoreret..

hun fjernede først blikket fra generalen da han befalede dem at stille sig på række, og hun gik langsomt over i rækken igen. så fik hunøje på de ranker som havde holdt Asij og hun kom i tanke om at hun nok hellere måtte få dem til at forsvinde igen.. ranker på træningsbanen var måske ikke nogen god ide.. hun førte sin udstrakte hånd nedad og kunne se rankerne efterligne hendes bevægelser så hun fortsatte med det, men rettede sig så op da hun var færdig.. hun havde kun svært registreret et ja, imens at hun førte hånden nedad for anden gang..
nu opfattede hun hvad det betød, og tillod sig et lille smil før at hun satte sig ned på jorden, hun ignorerede det der med at hun havde tilladelse til at gå.. hun var for træt lige nu, og overvejede muligheden for bare at sove her på jorden i nat.. det ville nok blive for koldt men hun var for træt til at gå, følte hun. alligevel fik hun stablet sig på benene, men før at hun ville gå, besluttede hun sig for at undskylde for hvad der skete i arenaen.. det var ikke meningen at det skulle gå så vidt som et minijordskælv.. hun havde bemærket det selvom at hun var halvt i koma..

"General? jeg beklager hvad der skete i arenaen.. jeg har endnu ikke helt styr på mine kræfter, men det var ikke meningen at det skulle gå så vidt...."

"det håber jeg ikke at han gjorde men hvis han gjorde var han selv uden om det. havde jeg ikke været en magiker så kunne han have dræbt mig med de lyn.. men det ligner mig ikke at pive over folk der vil slå mig ihjel. jeg undslipper jo altid."
der lå noget internt i den sidste bemærkning, som byvagten muligvis ville kunne gennemskue. det betød højest sandsynligt at hun ikke kom fra de mere lovlydige dele af byen, hvilket hun heller ikke rigtigt gjorde. hun var ikke så dybt nede i blandt tyvene at hun ikke kunne bunde men hvis hun fortsatte meget længere så ville hun komme derud af.

"nå, så de bryder sig ikke om at have en kvinde på holdet.. de er med garanti ikke blevet gladere efter denne lille episode."
et bredt grin kom frem på hendes læber igen og hun så med utilsløret hån på den sidste dreng der forlod stedet. Det var altid det samme. hun var jo bare en pige, hun hørte ikke til et sted som dette, og da slet ikke hos byvagterne. det sidste ville hun ikke have noget imod at give folk ret i, men det var af en helt anden årsag. hun havde en følelse af at kunne blive fanget hvert øjeblik. hun var jo så god til at blive fanget som en anden tyv en gang havde bemærket.
"jeg træner hver dag og jeg kan også styre den nogenlunde.. når jeg ikke er vred!"
Den sidste tilføjelse blev ledsaget af et træt støn. hendes krop værkede ligesom hendes hoved, men hun nægtede at vise det.