Nat, det tidspunkt de fleste væsner hviler på, nogle få andre er langt mere aktive når natten falder på. Ikke at Morénn så sig selv som værende nat aktiv. Det var snarer at hendes forstående hverv var langt mere egent til at blive udført om natten. Morénn lod langsomt hånden glide hen over taget mos, det var ungt, saftigt og lidt til den lyse side. Det gjort ond inden i, det var jo ikke fordi at dette unge liv havde gjort noget det var bare fanget i en konflikt der var langt mere omgribende en den verden mos havde det med at opfatte. Morénn samlede forsigtigt en lille smule af det op og placerede det på sin højre skulder, hvor det straks groede fast, hun skulle nok finde et sikkert sted til det når alt dette var over. Nok om hvad der skulle gøres når krigen var slut dette var tid til handling.

Morénn rejste sig fra taget og tog sin bylt frem fra omme bag på ryggen. Fra denne slynge, lavet af flet, tog Morénn en række små hårde kugler af ler frem. Morénn begyndte omhyggeligt at knuse dem og smører den fede olie ud over taget. Herefter svang hun sig ned fra taget med et lille bump, inden hun placerede de sidste lerkugler uden for husets vindue og døre. Morénn gik dovent hen over gaden og stoppede kort da en eller anden vildløben hund stod foran hende. I et kort øjeblik troede hun faktisk at dyret ville give sig til at gø, men det var som om at det lille kræ enten fornemmede hendes noble formål eller bare blev skræmt af hendes farlige udseende, så den trak sig langsomt væk med ørene lagt helt ned. Morénn hoppede op på taget af bygningen over for, inden hun trak en pil frem fra sit kogger. Med et kort knips fik hun hurtigt antændt det tørrer mos omkring hendes pil. Morénn skød rutineret den nu flammende pil over på det nu olie indsmurte tag. Der straks begyndte at brænde, der ville dog gå lidt tid før at mosset blev tørret ud og det i sandhed stod i lys luge. Morénn vendte indtil røgen ændrede farve fra en tyg grå til en tynd hvid. Her trak hun så to pile frem fra sit kogger den ene stak hun ned i mosset foran sig. Den anden, pilen med det brede hoved, satte hun på strengen og trak så sin bue tilbage med fuld kraft og lod fly.

Der lød et langtrukket skrig, som når en rovfugl skriger på sin mage. Det opstod brat og faldt i styrke for kort at stoppe helt, men så begynde igen denne gang langt lavere og stigende i kraft, som var der et spøgelse der susede ned mod den lille bebyggelse. ”Krystalisianere! Børn af Blodet!” Råbte Morénn ud fra sit tag på sit gebrokne krystalianske, imens hun sendte flere brændende pile mod huset. En pil mod hver af hendes bunker af lerkugler. ”Vid at regnskabets time er kommet! Jorden forkaster jer, skoven benægter jer, vinden undgår jer, vandet afskyr jer, og må ilden fortære jer!” sluttede Morénn så sin forbandelse af med, inden hun selv satte i et umenneskeligt hyl, der med sikkerhed vækkede alle levende væsner i hele området.

Ciel, eller ravn, som hun bare var begyndt at kalde sig, svævede langsomt hen over skoven, med et nysgerrigt skær i de røde øjne.. hun havde set det røde skær over skoven for et øjeblik siden, mens hun egenligt bare strejfede lidt om, og hun var blevet nysgerrig det var uden tvivl ikke smart at nærme sig det der mistænkeligt meget lignede flammer så var hun ligeglad. man måtte tage nogen chancer en gang i mellem.
hun bad vinden sætte sig ned lidt fra det røde skær og bevægede sig langsomt og forsigtigt afsted. hun havde haft ret, det var ild! hun kaldte rent instinktivt på vinden og bød den at fjerne al luft i nærheden af ilden for at kvæle den. langsomt gik et af de større bål ud oppe på taget, men hun vidste at det ikke var nok.. så kom en pil ind i hendes synsfelt.. var ilden påsat?
ja det måtte den jo være for som pilen ramte flammede ilden på taget op, og hendes mørkegrå ansigt blev gyldent i flammernes lys..

hun drejede langsomt hovedet imod stedet hvor pilen var blevet afsendt fraog hun spærrede øjnene op da hun så en meget meget høj skikkels stå omkring 7 meter væk fra hende.. skikkelsen måtte være over 2.5 meter høj!?
Langsomt bakkede hun ind i skoven og håbede på at hun ikke var blevet set, men det var nok lidt urealistisk eftersom at hun havde slukket et af bålene.. så hun besluttede sig for at prøve at slukke endnu et af bålene.. det var ikke klogt, men nu hvor hun allerede havde gjort opmærksom på sig selv så kunne hun lige så godt prøve igen.. hun lagde flere kræfter i, mens at hun ikke håbede at der var nogen mennesker inde i hytten. hun ønskede ikke at menneskerne døde!

Skriget fik det til at give et gib i hende og hun så nervøst over på væsnet og så, så ærgeligt på taget igen da hun sendte flere brandpile og igen måtte hun tage sig sammen til at bruge kræfter på at slukke bålene..
hun smilede lidt uroligt, men også lidt muntert, over at vinden tilsyneladene ville undgå hende.. det virkede indtil videre ikke sådan..
hun trak med et smil den dybe grønne hætte længere ned foran ansiget, der matchede den grønne kjortel, og bakkede længere ud i mellem træerne.. håbede på ikke at blive opdaget, hun stoppede det let krøllede sølvhår ind i hætten for at det ikke skulle skinne for meget i lyset, og hendes knæhøje læderstøvler bakkede lydløst tilbage indtil at hun gik hen over en gammel tør kvist som knækkede under hendes fødder.. det gav et højt knæk, og hun stivnede..

Lestat var ude på en vandretur, forvandlet som varulv, på vej mod hytterne, men da han høre en gren knække i nærheden stopper han op, skynder at blive menneske igen og fortsætter roligt indtil at han ser på afstand flammer. han skynder sig ind i skoven igen, for at skjule sig.

Morénn så arrigt til, mens vinden dræbte hendes flammende hævn. Var der en anden elemental i området? Nej. Det var noget andet der forhindrede retfærdigheden i at ske fyldest. Morénn indtog luften omkring sig, for at finde synderen, men forgæves. Røgen og stanken fra de mennesker der boede i hytterne overdængede alt andet. Morénn spang ned fra hyttens tag, og spurgte i stedet naturen til råds. Hun sansede igennem planterne og træerne og de havde ingen kvaler med at give afslører hvor halvelveren gemte sig. Hun gik hen til det nærmeste træ og lagde hånden mod dens bark. Hvad der så skete ville være svært at udtrykke med almindelige sanser, men det kunne bedste beskrives som at hele skoven sukkede ekstatisk. Morénn lod hånden vandre op af stammen som en elsker der kærtegnede sin partners krop. Med en resolut bevægelse trykkede hun sig ind imod træet, hvorefter hun blot forsatte igennem det.

Morénn var faktiksk ofte bange for at blive et med kredsløbet, det var nemt at tabe sin selvfornemmelse i det grønne dyb. Det var nemt at give op og vende tilbage til det stadie man havde været født ind i. Det stadie hun i sin tid havde revet sig selv fir af for at blive en del af denne verden. Morénn fulgte rodnettet og livets veje indtil hun endnu engang gjorde sig fri af træet. Morénn stod på en gren lidt over fire meter over jorden, og så ned på elveren. En af de forpinte… dog var hun ikke ren. Med hovedet på skrå slap hun træet helt, en bevægelse der krævede mere viljestyrke end hun havde troet.

Morénn hamrede ned i jorden en lille meter fra elveren ”Det er sjældent at man ser en af Det pinte folk, hjælpe krystallisianerne” kommenterede Morénn på perfekt elvisk. Det var en tør lyd som når et træ gnider sig op af et plankeværk i blæsevejr, ikke en velkommen lyd.

Da skovvæsnet landede i skovbunden sprang Ravn væk og et hæst ravneagtigt skrig undslap hende, hun havde ikke ventet at den kom fra oven.. Og hun vidste godt at dette her var slemt.. rigtigt slemt. Og den unge vindmagiker var langt fra stærk nok til at slås imod et fuldvoksent elementvæsen, det vidste hun jo godt selv så hun skulle lige til at begynde at løbe da hun huskede hvor hun var. hun var i en skov, og det var et væsen der nærmest var et med skoven som hun prøvede at løbe fra. hun sukkede, og tænkte opgivende *dette her er bare ikke min dag i dag..*
Men så begyndte væsnet at tale, og der var et eller andet inderst inde i hendes hovede der fortalte hende at hun burde genkende sproget, men Ravn, som var opvokset ved mennesker og aldrig havde gjort andet med elvere end at udplyndre dem, kunne hverken forstå eller tale det sprog som væsnet nu henvendte sig til hende på.. Det var elversprog, så meget sagde hendes intuition hende, men ellers så sagde det hende meget lidt.
Så som den kolge halvlver hun nu var, så henvendte hun sig til skovvæsnet i det eneste sprog som hun kunne tale flydende, Krystialisansk(eller hvad det nu hedder).
"øhm.. Skovvæsen, hvem du nu er, så.. jeg kan hverken forstå eller tale elvisk.."

Hun så nervøst på den alt, alt for høje.. kvinde? usikker på om hun ville blive kvast som et insekt nu eller ej.. hun følte sig lidt som en edderkop der så en fod blive sænket ned over dens hovede, men selvom hun prøvede at ryste den af sig kunne hun ikke helt, så hun besluttede at gøre noget ved højde forskellen. hun spredte armene ud til siden og begyndte at svæve ad indtil at hun var oppe i hovedhøjde med væsnet. det beroligede hende lidt og hun smilede nervøst.

//Det lader ikke til at Lestat havde den store interesse i at svare så vi forsætter bare da han jo ikke ligefrem nåede at gøre det store indtryk//
//Jeg kalder det også for krystalliansk, og folkene for krystallisianere og ikke krystallere.//

Hvad var det for et sælsomt væsen hun stod overfor? Det lod ikke til at forstå hende overhovedet, men hun var da en af De Pinte? Morénns gyldne øjne gled endnu engang over elveren foran hende. Nej vent der var noget galt, livet frygtede ikke denne her på samme måde, det var nærmest som om det sørgede for dens skæbne, en halvfødt…
Morénn vidste ikke om hun skulle grine eller græde. Hun valgte til sidst at ty til et resigneret suk. En lyd der bedst kunne beskrives som et hårdt vindstød i gennem en trækrone. Med en snert af irritationen i stemmen, som dog druknede fuldstændig i Morénns håbløse accent, gentog hun sit spørgsmål nu på Krystalliansk. ”Jeg udtrykte min forbløffelse over at se en af Det Pinte Folk, her, også endda i før med at hjælpe verdens pest” Morénns krystalliansk var gammeldags, som i et par århundrede gammeldags og med en meget tyk accent. Da den valgte at svæve op foran Morénn tog hun et skridt bag ud og hævede hånden som til slag ”Du frygter den jord du betræder… klogt” Morénn drejede kort hovedet, jo ganske rigtigt en lille flok mennesker var på vej igennem skoven for at finde ud af hvad det var der foregik derinde, det ville nok ikke tage dem lang tid at finde de to væsner der konverserede. ”Morénn…” svarede hun hårdt, ”Nok mere kendt som Pil, eller Dødens Træ, blandt jeres folk” tilføjede hun så i en ret ligegyldig tone.

Sukket der fejede over trækronerne hvirvlede rundt om den unge halvelver der hævede sig langsomt op i luften og hun måtte holde godt fast i luften der hævede hende op imod trækæmpen, for at den ikke skulle suse med blæsten. hun så uroligt op på skovvæsnet, over hvad det nu skulle betyde. Da den/han/hun begyndte at tale var Ravn næsten ikke i stand til at forstå den kraftige accent, men så begyndte hun at forstå..
"Det pinte folk? Hvem er det? og selvfølgeligt hjælper jeg dem! jeg kunne da ikke bare se dem brænde inde!"
Hun så en smule oprørt op på kæmpen, men mest var der at se i hendes øjne en kulde over væsnets ligegyldighed over menneskerne. hun kunne ikke selv bare være ligeglad med hendes mors folk, det fandt hun dybt forkasteligt. i stedet svarede hun på væsnets næste ord.

"selvfølgeligt gør jeg det.. jeg står i en skov, med et væsen skabt af skoven, en del af skoven, overfor mig og jeg ved endnu ikke om du er fjendelig.. og derudover bryder jeg mig bare ikke om at tale med folk der er så meget højere end mig, i hvert fald ikke uden selv at være i højde med dem."
Ravn vidste intet om menneskerne der nærmede sig, selvom vinden forsøgte at komme med en advarsel, men den regnede hun med bare var omkring skovvæsnet.

"hm.. Morénn.. jeg er Ravn.. en ære at møde dig vil jeg tro.."
Hun var stadigt ikke sikker på hvad hun skulle mene om Morénn, men hun kunne jo lige så godt være høflig.. eller i hvert fald en lille smule høflig..

//Det med sukket i træerne var mere som et metafor for den lyd hun lavede og ikke et fysisk vindpust, men pyt vi siger bare at det ar sammenfaldne :D//

Morénn sænkede sin hånd igen, da det var tydeligt at den lille halvblods ikke havde planer om at angribe hende direkte. I stedet førte hun hånden ned af siden. Hvor hendes fingre utålmodig trommede mod hendes ”hofte”. Hun lavede en fejende bevægelse med den anden hånd ”Det Pinte Folk, dem som mørket gjorde krav på, de Tabte, Mørkelverne.” forklarede hun så kort for hovedet. ”Du kunne have vendt blikket bort, eller gjort det af med dem inden ilden, hvis det var barmhjertighed du ville skænke dem.” forsatte Morénn i en belærende tone. Da halvbloden forklarede at hun ikke brød sig om Morénns højde, nikkede hun sigende, og knælte ned på jorden så hun mistede en god halv meter af hendes højde. Hun var nu fraværende gået i gang med at kærtegne det mørke græs i skovbunden. Menneskene nærmede sig forsat, forsigtigt men nærmede sig fortalte krat og buske. ”Ravn… pudsigt du minder mig ikke om en ådsels æder” svarede hun med et spor af humor i stemmen. ”Ære er en ting der hører til tabte tider” tilføjede hun så dystert. Bag hende var der et menneske der prøvede at skynde de andre videre, en stor mand med masser af hår, han ville nok blive et problem. Morénn bad buskadser og krat om at træde til og hjælpe hende en stund.

Det var som om der gik en chokbølge fra Morénn og ud igennem skoven, træerne lænede sig tættere sammen og buske skød nye torne slyngplanter kastede sig fra træ til træ og før åbne stier blev nu lukkede. Samtidig var det som om træerne omkring Morénn og Ravn trak sig lidt tilbage for at give plads til månen og de to væsner. ”Vær ikke bange for skoven, men frygt dog stadig mig, jeg vil hører dig tale deres sag, Ravn” forklarede Morénn roligt og skiftede ned til skrædder stilling ”Bagefter vil jeg forklare min…” dette tilføjede hun med en stemme der var tynget af had og sorg.

//heh ups x)//

"Ah.. du mener.. min fars folk.."
Hun var tydeligvis nervøs ved at afsløre sin afstamning, for når skovvæsnet nu hadede mennesker så meget, hvem vidste hvordan hun så ville reagere på halv mennesker. Hendes store røde øjne var nervøse og da den mørkegrå hud næsten fik hende til at gå i et med mørket lignede de to røde kugler der hang i luften og så nervøst på skovvæsnet. de hvide hår var skjult som altid under en stor hætte så det ikke afslørede hende for meget.
"kalder du det barmhjertighed at dræbe væsner uden at give dem en mulighed for at overleve selvom den var lille!? så hellere give dem chancen!"
Hun svævede igen ned i skovvæsnets hovedhøjde og følte igen vinden viske advarende i hendes øre, og denne gang følte hun at hun blev nød til at oprette forsvarsværker. da hun ikke var helt sikker på hvem at advarslen var omkring så holdt hun sig bare klar til at forvandle sig, og til at forsvinde i mørket.
"du ser kun en del af hvad jeg er.. jeg er hvad ugunstige valg har gjort mig til.. både mine egne og andres."

"hvad i...!?!"
en rimeligt nervøs Ravn fløj hurtigt derover imod buskene der dækkede for udsynet men hun nåede lige at få øje på nogle mennesker og hun fløj nervøs tilbage fra hegnet af tjørn og buske.
hun drejede næsten chokeret rundt i luften da hun hørte Morénns næste ord.
"d..deres sag? du mener menneskerne? jamen jeg er jo bare en h..halvblods... jeg kan slet ikke finde ud af sådan noget! hvad skal jeg sige? og hvad gør du ved dem hvis jeg ikke gør det godt nok?"
Ravn der allerede før havde været meget nervøs blev kun endnu mere nervøs ved udsigten til at skulle forsvare menneskerne over for et højest sandsynligt flere hundrede år gammelt væsen.

”Ja Jeg kalder det barmhjertighed at tage livet fra dem inden ilden, en tanke de sjældent skæner dem de krænker” Svarede Morénn vredt, hun havde advaret menneskene hun havde vidst tegnene, hun havde gjort langt mere for at advare dem end de nogen sinde havde fortjent, men lystrede de hende, nej! De forsatte blot deres besudling af alt omkring sig.
Da ravnen flaksede omkring i skovlunden. Lagde Morénn hovedet en smule på skrå, formskifter det forklarede hende navn, men ikke hendes ignorance, måske den lille skabning burde tilbringe noget mere tid i sin fugleform.
”Ja deres sag! Du mener at de fortjener at overleve så kan du vel også overbevise mig om at dette er tilfældet, andet end ved blot medynk” Morénn var tydeligt vred ”Eller er de sunket så dybt at selv deres afkom ikke kan finde en grund for at lade dem leve.” Morénn lavede en dyb snerrende lyd, inden hun begyndte at stryge en hånd over græsset i et forsøg på at falde ned igen. ”Hvis du ikke ”Gør det godt nok?” ” Morénn krængede ordene ud med en harme der kunne havde fået mælk til at syrne. ”Godt nok? Er du så virkligheds forladt at du tror dette er en leg!?” Morénn rystede opgivende på hovedet ”Jeg havde håbet at jeg faktisk havde fundet nogen der var fornuftig, nogen jeg kunne snakke med, men jeg ser at alt hvad jeg har fundet blot er et tåbeligt barn.” Morénn rejste sig op fra skrædderstillingen. ”Jeg vil blot gøre det jeg altid har gjort, forsøge at redde denne verden fra den Cancer der spreder sig”

hun forvandlede sig glidende til sin halvmenneskeform igen da hun vredt nærmede sig Morénn. "de er jo levende væsner, selvfølgeligt fortjener de at overleve! jeg ved ikke hvad du vil have mig til at sige, men hvad har de mennesker der nogensinde gjort dig? jeg ved at der er nogen mennesker der ikke forstår naturen, og nogle der ikke respekterer den, men derfor gør det ikke hele menneskeracen til 'syndere'! hvordan kan du bare være så ligeglad med så mange liv! og ja nok er jeg deres afkom, som du udtrykker det, men det var som at vælge imellem pest eller kolera da jeg var lille. men med tiden er jeg begyndt at synes om dem."
Hun rødmede let da en stemme indeni hende tørt konstaterede at hun vist lidt mere end bare kunne lide en af dem. så tog hun sig sammen og så igen viljefast op på skovvæsnet.

"og du siger jeg er barnlig.. du burde vide at elvere ikke altid viser deres sande alder. godt nok er jeg voksen i menneskeøjne, men for en elver er jeg knap nok ved at være voksen. jeg er 50 år gammel. du må undskylde at mine argumenter ikke er så veludviklede men jeg havde ikke forventet at sidde med flere menneskers skæbne i hænderne i en så ung alder, og slet ikke på grund af en af skovens ånder."
Ravn så fyldt med modvilje på det store væsen overfor hende der nu rejste sig op og med et blink bød en vind sig til tjeneste og hun svævede hurtigt op på nattehimlen så hun var fri af skoven hvis nu væsnet skulle vise sig alligevel at blive fjendtligt efter hvad hun havde tænkt sig at gøre.
Hun strakte armene ud fra sig og hævede dem så med lukkede øjne mens hun koncentrerede sig om vinden og nede omkring Morénn blæste vinden så kraftigt at selv hun burde have svært ved at komme frem og menneskerne burde fatte mistro.

"De er jo levende væsner, selvfølgeligt fortjener de at overleve!”

Morénn lavede en doven bevægelse med hånden i retning af træerne omkring dem ”Og det er disse ikke? Disse oldgamle væsner, som kun brude frygte vinden, når deres liv lakkede mod enden. Nu frygter selv deres skud menneskernes økser.” Det lod da til at den lille formskifter så småt prøvede at forstå, i stedet for blot at ty til vold og trusler. Morénn rakte ned til den kvist der groede ud af hendes knæ, stille og roligt begyndte hun så at ”trække” den længere indtil den slap hendes knæ. Morénn vendte kvisten rundt et par gange, og langsomt tog den til i masse voksede sig længere brede og stærkere indtil hun stod med en stav. Eller snarere en teltpæl for de fleste almindelige mennesker.

”Hvordan jeg kan være så ligeglad med så mange liv?” Morénn vendt Ravn ryggen, og begyndte at gå mod kanten af lysningen ”Det er netop det jeg ikke er! Jeg er netop i færd med forhindrer disse få i at ødelægge verden, hvad betyder et par mennesker for alt liv… alt liv!” Morénn rystede på hovedet da hun igen mærkede vinden suse omkring hende, det var noget andet end naturlig vind denne her betvingning. Den tog dog til, interessant det lod vist til at det lille væsen ønskede en konfrontation. I stedet gjorde hun blot det alle træer gjorde når vinden susede, stod fast med sine rødder. Morénn plantede sine ben solidt i den bløde jord og svajede frem og tilbage i vinden. Med et hårdt smæl hamrede hun sin stav i jorden, og atter gik der en bælge igennem skoven, denne gang trak den sig dog ikke sammen men væk. Den åbnede sig. Den nu letter forskræmte menneske flok gloede overrasket på Morénn, som pegede på dem med sin stav ”Vid at I har en beskytter, vid at I nu kun lever i kræft af dennes halvblods handlinger.” Morénn svang nu sin stav op så den pegede mod den flyvende halvblod .”Vid at jeg vender tilbage om et år, og bed til at i har lært at leve korrekt til den ti…” mere nåede Morénn ikke at sige da det menneske der havde ledt den lille gruppe to et skridt frem og åbnede sin hånd. Fra hans hånd fløj tre små kugle igennem lysningen og tværs gennem Morénns krop med tre høje smæld.

Ravn gad ikke svare på den første for hvad var der at svare. hun kunne ikke selv lige finde på et godt svar, så hun lod den ligge. det var sandt at mennesker tog meget af skoven for at få bygget deres, hytter byer, skibe og så videre, men selv havde hun aldrig selv følt behov for at fælde træer.
Ravn følte sig som en flue oppe over hendes hoved, og fra hendes vinkel kunne denne der træstamme som Morénn brugte som vandrestav godt ligne en kæmpe fluesmækker.

"du er bare igang med at starte en ny krig! hvis du gør de mennesker noget så vil de gennemtrevle skoven efter dig, og de vil ikke have noget specielt imod at fælde hele skoven for at finde dig. øje for øje... tand for tand."
Da morénn virkede som om at hun ville fortsætte frem imod menneskerne forstærkede hun vinden en smule, men hun kunne mærke udmattelsen der begyndte at melde sig. Hun hørte svagt hvad trævæsnet sagde og skrev sig bag øret at hun blev nød til at besøge dette her sted en gang imellem.
Men så hørte hun nogle smæld som straks fik hende til at åbne øjnene og sænke armenene, jo mere hun sænkede armene jo svagere blev vinden. til sidst var den forsvundet.
"Morénn?"
Hendes stemme var høj nok til at kunne høres hele vejen ned i lysningen og meget forsigtigt svævede Ravn ned imod menneskerne, dog holdt hun sig ude i skyggerne hvor kun hendes røde øjne kunne ses.

(spiller du videre med menneskerne, eller stopper vi den her. og forresten, beklager at jeg ikke hr svaret før! min krea har været helt væk, da jeg har stresset en del i den sidste tid xP)

Morénn så ned af sig selv med et undrende piv inden hun kollapsede forover, og fortabte sin bevidsthed ned langs græsrødderne. Menneskene blev helt stille da elementalen faldt til jorden. Herefter kikkede de lidt undrende op på den flyvende skikkelse, i tvivl om hvordan de skulle forholde sig til den. Derefter brød der er mindre juble ud ”Prøv at tænk på dusøren!” ”Vi bliver Rige!” ”Du gjorde du har reddet os alle!”. Den lille gruppe skiftedes til at klappe manden på skulderen og langsomt nærmere sig morénn krop. Manden der havde fældet elementalen kaldte sine stålkugler tilbage med en håndbevægelse og knælede så ned ved siden af Morénn ”Så er det vist ikke os der er de svageste hva!” knurrede han vredt inden han vendte sig om mod flokken ”Hent øksen!”

Dybt nede under jorden var der en lille del af græssets fælles bevidsthed der samlede sig stille og roligt, men så senere med lynede hast, en lille rasende del af græssets fælles sind. Morénn rasede nede i dybet rasede over menneskene og rasede over sig selv hvordan, kunne hun glemme det! Hvordan kunne hun havde glemt alt om menneskenes fordømte udvikling og deres forbandede evner! Deres unaturlige fordele. Med et var det som om hele rodnet stivnede, det var træerne der var bange denne gang. Græsset kunne mærke en velkendt form blive slæbt hen over det, øksen, skoven bane. Morénn blev kort grebet af planternes panik, hun måtte væk, hun måtte finde sin krop. Op! Hun måtte gro! Op!

Den store mand der havde ledt gruppen hævede øksen over hovedet ”Vi har ikke brug for andre beskytter end os se---” Mere nåede manden ikke før han blev afbrudt af et øredøvende brøl som når et træ flækkede under en storm eller blev ramt af lynet. Morénns hånd skød op fra hendes krop, Morénn mærkede kort lidt modstanden inden hun gled af på hans rygsølje og gik igennem ryggen på ham. Stærkt ”Blødende” kæmpede hun sig op i stående stilling og kastede den nu døde mand af sin arm ”Første!” Erklærede hun triumferende.

//Du har intet at undskylde jeg har selv været meget meget slem hvad det angår//
//Jeg forstillede mig at hendes blod er mere i retning af harpisk, eller plante saft på anden vis//

Sagen havde taget en højest uventet drejning og Ciel kunne ikke bestemme sig for hvem hun skulle holde med. Elementaren var overtaget af en voldsomt had imod mennesker, forståeligt nok, og var parat til at slå ihjel, ingen tvivl om det, men Ciel mente heller ikke helt at hun bare kunne lade hende blive dræbt. Og menneskerne virkede til at lide af det samme had.
*Forbandede træhoved! Forbandet være de mennesker der valgte at lægge vejen forbi her! Og forbandet være den tilfældighed der bragte mig herhen i nat.*
Hun rystede rastløst på hovedet så hætten faldt af hende og det hvide tykke hår faldt vildt ned omkring hendes mørkegrå ansigt.

Øksen afgjorde udfaldet. hun ville ikke lade menneskerne dræbe elementaren.
Med armene hvirvlende rundt om sig opbyggede hun igen den fleksible, hurtige magi som hørte vindmagikere til. Et voldsomt dyk startede ned i skoven og med en hale af vind der fik træerne til at knage landede hun en halv meter over jorden.
Morénns fingre sad i mandens torso og den unge halvsortelver så lyset forlade hans øjne. Indeni brast en bobbel af vrede. Det var forkert det som manden havde ville gøre, men han havde ikke fortjent at dø.
hun sukkede lydløst. De menneskelige følelser var begyndt at få et solidt tag i hende, og nu havde hun svært ved at pakke dem væk igen.
Men hvis hun ville redde de resterende menneskers liv måtte hun pakke sine følelser væk.

Sandt at sige vidste hun ikke rigtigt hvad hun ville gøre, men hun vidste at hun måtte handle hurtigt. Med armkræfter hun ikke vidste at hun havde skubbede hun vinden, der velvilligt adlød den unge kvinde, imod Morénn. Den var af stormstyrke og ville uden problemer have revet træer op med rode for at kaste dem rundt hvis det var det at den var blevet sendt afsted for at gøre, men Ciel holdt den i skrap kontrol for hun vidste at den bare havde lyst til at slippe løs.. Og hvis hun først udløste alle sine kræfter så ville hun ikke kunne stoppe dem.
Med vinden i så skarp kontrol ville den gøre lige præcis hvad den blev bedt om og nu var det at hæve det kæmpestore væsen op i jorden. væk fra hendes element. Det var ikke pænt gjort, men hun følte at det var nødvendigt.

Hun stod i luften med siden til menneskerne, og hævede besværet elementaren, mens hun prøvede at lade være med at kigge på liget af troldmanden ved siden af hende der lå og blødte, smidt væk som en grønsag. Hun vidste at hun måtte prøve at dræbe elementaren, men hun vidste endnu ikke hvordan.

De tilbageværende mennesker fra byen, stod kort og så lamslået på den rædsel der udspændte sig foran dem. Det tog dem dog ikke længe før de kom til deres sanser, og vendte om for at indlede en vild flugt. Morénn drejede dovent hovedet i retning af den fjerneste. Hendes stav begyndte at slanke, og bue. Fra sine ender begyndte slyngplanter at gribe mod hinanden. Ud af hendes finger begyndte en pil at gro således at da hun havde fået armen i position havde grenen ændret sig til en bue komplet med streng og pil. Morénn trak rutinepræget armen tilbage og gav slip. Der lød et smæld da den forreste af landsbyboerne blev neglet fast til det træ han lige skulle til at passere, ud af ryggen på den arme mand stak der nu en tomme tyk pil der langsomt begyndte at skyde grønne knopper som foldede sig ud til små blade.

Morénn skulle til at affyre hendes anden pil, da hun blev ramt af et vindstød der blæst hende tværs over ”lysningen”, og ind i et træ med et drøn. Før end hun kunne nå at orientere sig ydereligere, forsatte vinden med at skubbe hende op af stammen og vider igennem trækronen indtil hun blev blæst rundt oppe i den fri luft. Halvblods væsnet! Morénn rasede men kunne ikke gøre meget andet end at skrige i desperation hvilket hun da også gjorde. Et vredt brøl hav atter genlyd i natten, men Morénn fandt sit centrum igen, hun vidste at vinden ikke var noget der ynde at lade sig dominere. Man kunne altid få vinden med på at prøve noget nyt, men problemet var når den så ikke ville være med mere, og ville gå sin egen vej. Morénn havde aldrig set nogen der kunne betvinge vinden, det var kun et spørgsmål om tid.

"NEJ!!!"
Ciels udråb da manden blev spidet endte i et håbløst suk, som hurtigt gik over til en vred snerren. dette her skulle trævæsnet ikke slippe godt afsted med. de væsner hun dræbte nu, og som ikke havde større betydning for hende, end træerne havde for de mennesker der fældede dem, de var en del af den unge halvblods. Hun havde en utrolig trang til at prøve at redde ham, men hun vidste at det ikke ville lykkedes, for han var allerede ved at finde ind i dødens kolde mørke. Det ville være spild af dyrebar tid. Ligenu måtte hun konsentrere sig om det vrede trævæsen som hang oppe over hendes hoved.

Hun oprettede et midlertidigt luftskjold, en slags bobbel rundt omkring menneskerne, og hævede den langsomt. et øjeblik fangede hun en af mændenes øjne og prøvede at se så rolig ud som muligt da hun sagde:
"Jeg sætter jer af så tæt som jeg kan på skovens udkant.. kom aldrig tilbage hertil, nærm jer aldrig denne skov igen.. så vil jeg ikke kunne beskytte jer.."
Hendes røde øjne blev knebet sammen i koncentration da hun sendte boblen med menneskerne afsted imod det nærmeste skovbryn med den legesyge vestenvind som ledsager. Hun vidste ikke hvor hurtigt de fløj men hun håbede at menneskerne kunne holde til det, og selv nu måtte hun holde vindene lidt tilbage så de ikke blev alt for vilde.

Nu måtte hun vende sit fokus mod elementkvinden igen og hun så med stadigt sammenknebne øjne på hende. en svedbråbe løb ned over hendes næse og hun kunne mærke at hun var ved at blive farligt udmattet, vinden kæmpede for at blive sluppet løs og i et sidste desperat forsøg på at løse dette satte hun den stærke robuste nordenvind på en opgave. den skulle blæse Morénn ind til selve centeret af skoven og holde hende der indtil hans bror vestenvinden havde nået ud af skovbrynet. hun slap nordenvinden afsted med voldsom kraft direkte mod den svævende elementar og sørgede for at hun ikke ville kunne undgå den. hun håbede bare på at det ville være nok.
selv følte hun sig helt tømt for kræfter og med en usikker svæven prøvede hun at nå skovbrynet, men hun vidste allerede fra starten at det ville hun ikke kunne. de to andre vinde var for længst sluppet fri igen og nu havde hun kun den varme østenvind til at hjælpe hende helt ned på jorden.
Da hun landede kunne hun svagt se skovbrynet som et lysende hul, men hun havde ikke flere kræfter og faldt omgående i søvn da hun kolapsede på jorden.
Et godt stykke væk satte vestenvinden menneskerne ned på jorden i skovbrynet og susede væk igen som luftskjoldet opløste sig..

De forskræmte mennesker stoppede ikke lige frem op for at tage med vinden, så at indfange dem var lidt svære end det burde. Der var sågar nogle der prøvede at flygte fra deres boble, men da det gik op fra dem at de ikke ligefrem blev bragt nærmere på kaos faldt en de næsten alle sammen ned og accepterede at vinden lod til at være på deres side i konflikten, det var jo trods alt den der havde slukket ilden, og blæst træ monstret væk.

Mórenn prøvede at stabilisere sig selv op i luften, sådan som hun havde set fugle gøre det, resultatet var alt andet end yndefuldt. Det store træ væsen snurrede rundt imens hun forsat råbte i vrede. Det varede dog ikke længe før hendes råb blev til skingre skrig, hun havde glemt hvor nemt hun kunne miste kontakten med netværket, hvor nemt det faktisk var at afskærer hende fra resten af livet. Glemt hvor lille og ubetydelig man var når man sådan var alene uden jorden og alle dens skabninger til at støtte sig. Det var dog først da et lille skud blev revet op og blæst forbi hende at skrigene antog panisk karakter. ”Nåde! De er helt unge, giv dem en chance, nåde!” bad hun på elvisk, for de små træer og de gamle kæmper som snart gav op i den rasende storm. ”Tænk på hvorfor du…” mere nåede hun ikke at sige før hun blev ramt af endnu en storm og med et forbløffet udtryk blev, ret bogstaveligt, blæst tværs igennem skoven.

De skræmte mennesker lande i udkanten af skoven, ikke ligefremt blidt, men taget i betragtning af hvad monstret i mørket ville havde gjort ved dem var de lykkelige. Nogle priste guderne, andre forbandet monstret, og alle elementaler. Der Nogle grød bare imens de forsat flygtede i retning væk fra skoven, og mod andre mennesker.

Mórenn hamrede mod jorden, med et drøn inden hun rullede rundt fem gange og stoppede op af en stor sten. Forbandet være menneskene og deres magiske udvikling! Med en dyb knagen rullede hun om på siden og fik sig sat op på knæ. Hun var stadig i den samme skov, men hvor var halvblods’en? Mórenn lagde hænderne fladt imod græsset, kort efter mærkede hun hvorledes halvblods’en spinkle form trykkede ned i mod hendes spinkle græsstrå hun var her stadig. Mórenn vendte tilbage til sin krop, og med en kraftanstrengelse tvang hun sig op i stående og tog en række skridt hen mod et træ, hun nåede dog kun lige akkurat at strejfe det med fingrene inden hun kollapsede. Kuglerne!? De havde givet hende størrer skader end hun havde regnet med. Ligeledes havde hendes flyvetur ikke været den blideste rejse Mórenn nogensinde havde været ude på. Hvile, lys, vand og sukker. Hævnen måtte vendte til senere. Mórenn pressede sig selv mod træet og forsvandt.

I en stille mørk lysning langt borte væltede Mórenn ud fra et gamle træ, med et grynt kæmpede hun sig imod midten af lysningen der var domineret af en flad sten hvorpå der sad en træ-statue af en knælende kvinde, med slidte træk, en gamle kvinde. Mórenn ville normalt have kunne sætte pris på ironien, men lige nu var det nødvendighederne der var vigtigere, med en anstrengt bevægelse kastede hun statuen ind i buskadset og tog den plads. Inden hun begyndte at tilpasse sine træk så hun mindede mere om statuen. Gad vide om den gamle sekt stadig kom her ud og tilbad naturen månen og solen? Eller var de alle døde? Mórenn fik aldrig svaret før hun gled ned i dyb, dyb søvn.

//Out herfra
//Og tak for tråden

Mange timer senere da solen stod midt på himlen vågnede den unge halvblods op med en mindre hovedpine efter anstrengelsen tidligere.. da hun havde fået kæmpet sig op i siddende stilling blev hun utroligt overrasket over ikke at se nogen elementar, ingen faretegn, ingen rænker der holdt hende fat.. rent faktisk bare en normal dag i en sund skov. hun stablede sig træt på benene og haltede med ømme muskler ud af skoven før at hun forvandlede sig til en ravn og strøg ind i mod sit loftrum inde i hovedstaden.


/ja tak for stråden, det var hyggeligt.. vi må udvikle dette her senere ;)/

//Slut kan sende til arkiv//