Isis vovede sig hurtig igennem det sumpede område, der var mange Krystallianere der ikke brød sig om at vove sig ud i sumpens lumske tærren, men for Isis var det en lidt anden sag, hun kendte sumpen ud og ind, da den ellers ledte ud til havet hvor hun hørte til. Da hun var nået et godt stykke ind i sumpen, og konstanterede at hun var alene, smed hun det store hvide lagen, og satte sig op ad et træ, hvor hun langsomt skiftede til sin oprindelige form. Horn, skæl, vinger og slangehale. Svær at kende? Slet ikke.
Roligt strakte hun sig, og gabte, hun var træt af at blive jagtet af inkvisationen, og af at støde på mennesker, der ikke ville andet end at tæve hende, hvilket ligeledes havde ført til et dybt betændt sår igennem hendes venstre overarm, men det kunne hun ikke tage sig af nu, nu skulle hun have en lur, inden hun rejste det sidste stykke ud til havet.
