Man siger at det er mørke tider i krystallandet og at møder med fremmede ikke længere er af det gode. Ydermere er der de der siger at møder ved natte tide nu kun er af det onde. Dette var en af de nætter der endnu engang bekræftede disse rygter. Lyden af vindens stille rusken i trætoppen var det eneste der afbrød en grå ugles tuden. Dog varede denne ro ikke længe før den blev afbrudt, af den rytmiske hammeren fra galoperende heste. Der var tale om tre rytter. To mænd i mørke kåber, der var ved at vinde ind på en kvinde der klamrede en bylt indtil sig. Morénn anslog at det ikke ville tage de to rytter langt tid at nå kvinden. En skam, så var hun jo nødt til at træde til og blande sig i situationen. Morénn gjorde sig fri af træet, og lagde en hånd mod jorden. Der var jo ingen grund til at møde sine modstandere på fremmet grund. De to mænd var så småt ved at indhente kvinden, hvis hest skulle til at springe over et krat, da krattet brat voksede op og blokerede hende vejen. Kvindens hest stejlede og kastede sin rytter af. Ikke underligt da kvinden fokuserede mere på at beskytte byltens indhold end på at holde sig på hesten. De to rytter indhentede hende straks og sprang af hestene.

”Så er legen forbi, mær, du kommer med os nu om du vil eller ej!”
Kvinden sagde ikke noget men gjorde blot et forsøg på at trække sig længere væk fra mændene. Ved at vende sig om og sprinte ud i natten. Hun nåede dog ikke mere end fem skridt før Morénn trådte frem fra træet og så forbi kvinden og på de to rytter med sine ravgyldne øjne. De to mænd stoppede brat og den forreste af dem trak et kort sværd imens den anden fandt en krum daggert frem. Den første lyd der kom fra Morénn var en aggressiv pibende lyd. Dog kom hun i tanke om at menneskerne brugte et langt mindre raffineret sprog. ”Jeg giver jer et valg nu, hvilket er mere end de fleste Elementaler for” de to rytter blev nu tydeligt nervøse da det gik op for dem at skabningen foran dem, var et af de berygtede Elementaler. ”I vender øjeblikkeligt tilbage til hvor end i kom fra…” Morénns krystallianske var meget gebrokkent og præget af en stærk landaccent, udover at det lød forældet. ”Jeg agter ikke at lade andre tage mit bytte” Morénn indikerede kvinden ”Hvis I derimod bliver, ser jeg ingen anden udvej end at markere min dominans!”. Truede Morénn på hendes gebrokne krystalianske. Så nu stod de der tre mennesker og et elemental ved et buskads i vej kanten, i færd med at vurdere hvem der først bakkede ud af dette farlige spil.

Lyden af det vilde ridt havde tiltrukket opmærksomheden fra mere end ét sæt øjne. Et grønt, rovdyrs-agtigt et af slagsen fulgte de tre heste og deres ryttere med delvist nysgerrighed og irriteration. Natten var afkølende, mørk og klar, og indtil nu havde vandelementalen ligget på ryggen og betragtet den halve måne med en sjælden ro. Kun få skyer på himlen truede med at dække den lyse halvkugle til, når de sløvt svævede afsted med vinden i de højere luftlag. Jordnært var der næsten vindstille - kun en stille brise ruskede i træernes grene og hendes løse hår i ny og næ. Hun kunne næsten mærke roen omkring sig, fysisk..
Så da tre sæt hestehove kom galoperende afsted, registrerede hendes følsomme sanser ikke bare lyd, men også en smule rystelser i undergrunden. Det tog lidt længere tid, før hun fik rettet sit blik mod fredsforstyrrerne. Langsomt rullede hun om på maven og rejste sig på alle fire i lav position. Hun nærmede sig konflikten, der spillede op længere fremme, og havde hele tiden øjnene fæstnet på især de to mænd, der uden tvivl var bevæbnede. Det blev også kun bekræftet, da et andet (stort) væsen interferede, og de trak deres våben. Alcyoñe lod dog blikket flakke til det større væsen, da dette talte. Elemental. Nu, hvor hun skærpede blikket for træernes skygger, kunne hun godt se væsenets træ-strukturer og overlegne udstråling. Hun udstødte en sagte lyd fra struben, som mennesker sjældent kunne opfatte. Det var dog en anden sag for Elementa--
Alcyoñes blik opfangede pludselig bevægelse i øjenkrogen, da den tredje, menneskelige skikkelse satte i løb. Denne var mindre end de andre, med langt hår og en kær byld i favnen. Alcyoñe kunne kun formode, at denne var af hunkøn, men denne betraning fra irrelevant, da hun trådte et par hurtige skridt frem og greb mennesket ved overarmen. Den frygtsomme kvinde udbrød en lille, skinger lyd, da hun snurrede rundt og så Alcyoñe i ansigtet. Hun knugede bylden ind til sig som afhang hendes liv af det, og vandelementalen spærrede øjnene lidt op i nysgerrighed. Med sin frie hånd rakte hun ud efter det grove klæde, der skærmede for kvindens (åbenbart) aller helligste. Men hun kom ikke langt før kvindens øjne blev spilet op og hun skreg; "NEJ!" Det gav et sæt i Alcyoñe, der som reaktion strammede grebet i irriteration. Kvindens udstødte et lille hulk og så ned i jorden. Hun var ynkelig, og af mangel på interesse så Alcyoñe sig over skulderen på Elementalen og de to, bevæbnede mænd.
"Hvad værdi har hun dog for jer?" lød hendes stemme fra en manglende mund.

De to rytter kiggede lidt nervøst på hinanden, hvorefter den bagerste lidt tøvende fik sagt ”erh.. boss”. Den forreste kiggede tydeligvist foruroliget på den anden vandskabning der var dukket op. Herefter nikkede han blot og begyndte at gå langsomt baglæns hen mod sin hest. Hans makker var dog knap så diskret denne vendte om på stedet, svang sig op på sin hest og galoperede tilbage mod byen som var han forfulgt af helvedes dæmoner. Morénn stod kort og så efter de to flygtende mænd, det ville nok ikke vare længe før de fik samlet nogle flere folk eller reporteret til nogle soldater. Morénn satsede på det sidste så skulle de nemlig først skændes om hvorvidt de turde dele dusøren med hele delingen. Morénn snurrede rundt, da kvinden skreg, med hånden hævet til slag. Der var dog tydeligvis intet galt endnu. ”Stille!” snerrede Morénn. Inden hun vendte sin opmærksomhed mode den vandfødte. Det var så længe siden at hun havde haft kontakt med en af folket. Morénn var ikke helt sikker på hvordan hun skulle starter så hun lagde ud med at vende hænder om så hendes håndflader vendte op af og frem mod den vandfødte. Morénn nikkede roligt og begyndte så at tale vandets sprog. Det startede meget dårligt og haltende ud, først prøvede hun en dialekt hun havde hørt for snart et århundrede siden ude ved kysten, men valgte i stedet at ti til flodens sprog i stedet for havets, da dette var lidt nærmere for hende. En simpel hilsen, som var håbløs gammeldags. Lyden der kom fra Morénn kunne bedst beskrives som et piletræ der roligt trak sin grene hen over vandoverfladen.

”Vel mødt, vand-datter” Morénns vandsprog var næsten urtids præget og meget langsomt, som var hun ikke sikker på ordene ”Skoven hilser livets kilde”. Kvinden forsatte med at prøve at få bylten tilbage fra vand-elementalen. ”Jeg sagde stop!” Snerrede Morénn atter på krystallinsk, og slog kvinden tværs over ansigtet med løs hånd.

Vandelementalen kneb øjnene sammen i en skulende mine, da de to mænd i frygt trak sig tilbage fra nu også Alcyoñes selskab. De jog deres heste som pisket afsted og tilbage mod byens "trygge" rammer. Hun hævede hagen i, hvad der ville have været et fnys, hvis hun havde været i stand til at levere sådan lyd. Stadig med et fast greb om den hulkende kvindes overarm, vendte hun derefter sin opmærksomhed mod sin racesøster. Dennes første rustne forsøg på havets sprog, Alcyoñes sande modersprog, skærpede hendes interesse et par tommer mere. Interesseniveauet for denne træelemental, en type, hun næsten ikke kunne mindes at have set men kun hørt omtalt, var dog i forvejen skærpet betragteligt. Da en finere, mere flydende lyd så kom fra den større elemental, lukkede Alcyoñe øjnene og gav et lille nik fra sig. Flodens sprog var mere almindeligt blandt elementaler af anden race end vand, givet flodens hyppigere tilstedeværelse i deres territorier. Alcyoñe værdsatte sin racesøster for at tale sit sprog - hvis ikke modersproget, så et afkom deraf, selv hvis langsomt og unødvendigt gammeldags.

"Og vandet hilser livet," svarede hun i en tilsvarede formel tone, med lyden af rindende vand. "Hvis ikke for nærgående..." Nysgerrighed lå desværre hendes unge alder til, "- Hvad er situationen?" Hun hentydede til kvinden ved at rykke hende lidt frem i overarmen. Mennesket klynkede undskyldende, da hun end ikke forstod, hvad der blev sagt, siden Alcyoñe rykkede i hende. Først da bylten i vandelementalens favn begyndte at røre på sig, vovede hun at se op, tydeligvis behersket i sit behov for at få bylten tilbage i sin favn. Alcyoñe så hverken på hende eller klædet, men vedblev med at se på træelementalen.
"Og hvad navn på mig tiltale min søster ved?" tilføjede hun kort.

Morénn betragtede den vandfødte med et næsten bebrejdende blik, hun have ikke brug for dens hjælp, og det var egentlig kun af høflighed at hun havde hilst den. Nu ville den selvfølgelige blande sig. Jaja, sådan gik det jo fra tid til anden. Morénn rakte en hånd frem for mod den vandfødte ”Jeg har et udestående med kviden og hendes yngel” Morénns stemme var næsten spydig med ordne ”Giv mig ynglet, så skal jeg vise dig problemet”. Morénn henvendte sig derpå til kvinden ”Er I Amalia datter af Ewerym, datter af Somas, datter af Løjtnant Eril Helström?” krævede Morénn så af kvinden der blot klynkede og nikkede et ja. ”Jeg vil nu give dig samme valg som dine forfædre gav min mage i sin tid” Morénn lod det hænge lidt ”Dit liv eller barnets”. Forsatte hun så i en næsten hvislende tone. Herefter vendte Morénn sig imod den vandfødte ”Morénn Fauve-Eithné, hilser Jer og beklager at I er endt op i mine personlige opgør med menneskene”. Morénn trak på skuldrende, et træk hun havde samlet op blandt menneskene, en vane hun hadede inderligt. ”Jeg mindes ikke at der skulle være nogle af floden, eller søens folk på disse kanter. Så hvad bringer Jer så langt ind på land?” Spurgte Morénn i et tonefald som nogen måske ville finde anklagende.