Hun smilte og slog blikket ned. Jo. Det var sådan noget folk skulle tro om hende, var det ikke? Hun skulle passe på. Hvis denne snushane blev for klog, kunne han volde problemer. Hun måtte afværge et muligt problem. Hun slog derfor en mild latter op.
"Selvfølgelig. Styrke er vejen frem," sagde hun og en gnist blev tændt i hendes øjne. Hun fjernede hænderne fra sin ryg og lagde dem over kors. Hun stirrede på drengen med sine isnende øjne.
"Herren ville aldrig være nået så langt som han er nu, havde det ikke været for os. Os alle. Ikke kun dig og mig, min ven, men alle der har tjent ham. Krystallandet er i vores hule hånd, og vi har chancen for at forme det. Ændre det.
Forbedre det. Hvis du arbejder hårdt så får du måske chancen for at gøre nogle af disse ting. Du får chancen for at skabe dig et navn. Ikke blot som en simpel kriger, men som en hærfører. Kaptajn Schwartz."
Et lille fnis forlod hendes læber, og hun rømmede sig straks efter. Han kunne da umuligt modstå den tanke. Det kunne hun ikke selv da hun hørte den smøre. Og den dag i dag var hun landets mægtigste kvinde.
"Men hør min ven, jeg har et råd til dig..."
Hun gik med rolige skridt hen til vinduet for at beskue sit mørklagte land.
"Følg
aldrig en ordre blindt... Du kan ikke stole på nogen. De vil såre dig. Udnytte dig. Pas på derude, Schwartz, så skal du nok nå langt. Du har hjertet på det rette sted."