Ethelihn kom ud inde fra den smukt pyntede spisesal og stillede sig afslappet op ad væggen, mens hun trak sin kulsorte pels tættere om sig. Pelsen var ikke en frakke, nærmere et ca. meterbredt sjal - silkeblødt og dejlig varmt. Ethelihn rendte nemlig rundt med bare arme i en sort, tætsiddende silkekjole med slidser til hoften. Den havde høj hals, blodrøde kanter og en dråbeformet udskering, der afslørede en del af maven. Alt i alt temmeligt afslørende, men hun havde heller ikke noget at skjule. Hun var trods alt forholdsvis veltrænet. Håret var sat op i en stram hestehale med en knold tæt ved hovedet. Frisurren blev holdt på plads af tre tynde knive med blodrøde skafter sat i deres hylstre, så de ikke kappede hår af. De var indkøbt specielt til lejligheden, fordi Ethelihn ikke brød sig om at være totalt ubevæbnet.
Hun studerede de mange dansende par og smilede bag masken, som dækkede den øverste halvdel af ansigtet næsten hele vejen op til hårkanten. Den var pyntet med glimmer og smaragdgrønne, snørklede mønstre ud fra øjenkrogende og i maskens venstre side.
Højrøvede, sleske, bagkloge, tedrikkende festaber... Trods den tanke var Ethelihn faktisk i et rimeligt humør, hvilket hendes blødt svingende hår også afslørede.

Cazz hadede masker. De strammede, kløede og gnavede. og så kunne man desuden ikke se personerne bag, hvilket nok var det største irritationsmoment for ham. hvis han for eksempel tiltalte en interessant kvinde, kunne han ikke se om hun var ung eller gammel, eller om hun havde en gigantisk bums på kinden. Nu havde han nærmest givet op. han orkede ikke flere misforståelser- det tærede på hans kræfter. Nu havde han sat sig i en blød divan, der stod skubbet op ad væggen, og skuede ud over dansegulvet. Han grinede af fjolserne der blev afvist, og nikkede anerkendende når en mand fik en dame med op og danse.
Han havde taget fint tøj på for en gangs skyld- for det var jo fest. Han var klædt helt i sort, og hans øjne var dækket med en simpel, sølvfarvet, ellipseformet maske. Hans hår strittede som sædvanligt til alle sider; det havde han ikke gidet gøre noget ved, dertil var han alligevel for doven.

uden et ord lod han blikket vandre, til det fandt en kvinde, der stod alene op ad væggen(self. Ethelihn). Den sorte kjole smøg sig om hendes krop, og Cazz lod et øjenbryn hæve sig; hun var sandelig ikke genert, den unge dame. måske man skulle se hende lidt an?
Han rejste sig elegant, og spankulerede hen imod hende med et let smil på læberne. Da han stod foran hende, bukkede han let, og sagde;

"Godaften, den dame. Har De lyst til at danse?"

Hun stod stadig og betragtede de dansende. Det at danse havde hun ikke noget imod. Det var nærmere hele den fisefornemme opstillethed. Fester som disse lyste langt væk af, at nogen forsøgte at vise sig. I dette tilfælde var hun klar over, hvem der viste sig - selvom hun ikke helt kunne huske det sære navn. Von Hochtenstein... Lichtenstein... Hu-... etellerandet-stein... Jeg tror bare vi nøjes med Von hundehoved, tænkte hun med et grumt smil. Hun nød at nedgøre den slags fjolser - og apropos fjolser, så kom der sørme en hen til hende nu. Hun havde ikke lagt mærke til ham før, han var mindre en to meter fra hende. Så han ville have hende med ud at danse? Hun lod ham stå lidt og se dum ud et øjeblik, med vilje.
Jeg burde vel tage det som en kompliment... Det besluttede hun så at gøre, men det betød ikke, at hun ville tilgive ham for at være så opstyltet. Hun klappede ham på hovedet uden at flytte hænderne ud fra deres behagelige plads bag pelssjalet. Hendes hestehale var netop lang til at klare arbejdet selv. "Tak, men nej tak... " svarede hun smilende med en hånende undertone i stemmen. I øvrigt virkede fyrens stemme bekendt, men hun kunne ikke komme på, hvor hun havde hørt den før. Det værste var, at den ikke ringede nogen positive klokker.

Dén stemme... Det hår... han syntes han kendte det, men kunne ikke helt placere 'ejeren'. det var derfor han hadede de forpulede masker!
Cazz lod sig heldigvis ikke slå ud, for hans nysgerrighed gjorde at han nu insisterede på at finde ud af hvem denne kvinde var.
Han blinkede til hende, da hun klappede ham på hovedet. Hun skulle bare blødgøres, så gik det nok.

"nååh, så vi spiller kostbar, skønjomfru? hvis du ikke vil unde mig en dans, kan du i det mindste dele en flaske vin med mig. Jeg ved ikke med dig, men alt denne her fisefornemmethed går mig en sule på neverne." på hans læber spillede et drillende smil, og han rakte hånden frem i gestus til hende om at gå med ham. Hendes hoverende lune tiltrak ham på en sær måde, han ikke lige kunne sætte fingrene på.
Hans sølvfarvede maske reflekterede lyset let, og det slog ham, hvor meget de egentlig lignede hinanden, kvinden og han. begge klædt i sort, og med ikke alt for prangende masker. han lo lidt indvendigt af denne sammenligning, og slog klik med tungen.

"Nåh, hvad siger du så frøken... jeg har vidst ikke fået deres navn?"

Hun hævede et øjenbryn. Kostbar var nu ikke lige det ord, jeg ville bruge. Nærmere noget med 'jeg gider bare ikke bruge min tid på en selvhøjtidelig tomhjerne som dig' Så blev hendes smil lidt mildere at se på, selvom det stadig var temmeligt hånende. Endelig en, der gider droppe sin højrøvethed. Det er lige før man skulle tage imod tilbuddet. Jeg har alligevel ikke noget bedre at lave. Endnu engang lod hun ikke sit svar falde med det samme. Hun havde intet imod at lade folk stege lidt.
Hun hævede hovedet en smule og så op og ned ad Cazador. "Hmm, vin kan jeg gå med til. Og du kan kalde mig Ishi." Ishi var hendes efternavn og det navn, hun præsenterede sig med over for folk, hun ikke stolede på. Hun stolede ikke på Cazador. Han gav hende en ubehagelig mavefornemmelse, og så kunne det være lige meget om hun havde mødt ham før eller ej.
Hun tog et halvt skridt ud fra væggen og vendte sig en smule mod det lokale, der var arrangeret til folk der ønskede at føre en samtale. Det var svært at få et ord igennem i denne larm. Så lod hun den ene hånd hive lidt op i kjolen, selvom kjolen egentlig ikke var lang til, at det var nødvendigt, mens den anden stadig holdt pelssjalet sammen. Nu ventede hun såmænd bare på, at Cazador fulgte med hende.

Cazz fulgte med 'Ishi' som hun kaldte sig, og spekulerede lidt over dette specielle navn. Han kom af en eller anden grund til at tænke på en isfugl. ikke fordi kvinden havde nogen som helst lighed med den safirblå fugl, måske lige bortset fra deres lettere agressive væremåde. Han faldt lidt i staver, og funderede over, hvilken profession en sådan dame kunne have. Hun lod ikke ligefrem til at være ekstremt tilpas i det fine skrud, men hva, det var han jo heller ikke selv.
Han gestikulerede mod en tjener, og fik en flaske vin og to glas af denne. Da de nåede frem til et tomt bord, stillede han glassene på bordet, og skænkede derefter den aromatiske vin op. Det var glødvin, godt krydret og stærk, og den kunne forhåbentlig få lidt varme i Ishi, der lignede en lille frysende hund. Han satte sig ned, uden så meget som at overveje at skubbe stolen ind under hende. Han havde på fornemmelsen at hun bare ville blive fornærmet.

"Tag endelig for dig" sagde han, og nikkede imod vinen. "Det varmer"
Han to selv sit glas, og hævede det en anelse i en skål.
"Skål for det gamle fjols, der giver os vin og mad i aften" lo han, da han havde sikret sig at 'von hundehoved' ikke var i nærheden.

Hovedsageligt var der ikke noget i vejen med Cazadors fornemmelser, men lige den med, at hun ikke følte sig godt tilpas i sit 'fine skrud' var faktisk forkert. Det var en af hendes yndlingskjoler. Til trods for sin profession som mørkets kriger havde hun intet imod at rende rundt i pænt tøj - så længe hun kunne bevæge si i det vel at mørke. Kjolens skørt var syet som en almindelig kjole. Hvis hun snorede rundt om sig selv ville skørtet brede sig ud. Der var ikke nok stof til at danne en hel 'sol', som nogle kjoler kunne, men det gjorde ikke noget. De to slidser gav resten af friheden. Den forholdsvis praktiske kjole gjorde også, at hun stadig kunne slå fra sig om nødvendigt - eller løbe fra irriterende og ikke mindst mandlige medlemmer af hoffet.
Hun sat sig mageligt ned i den bløde stol. Mest af alt havde hun lyst til at svinge benene op, men trods sin modstand mod gode manerer, gjorde hun det ikke. I stedet krydsede hun sine lægge for bare at sidde lidt afslappe, lod sjalet hænge løst om sine arme helte noget vin op. Det var hun begyndt på før, Cazador nævnte det med varmen. Hun skævede lidt forundret til ham som om, han talte sort, inden hun tog en slurk. Det var ikke hendes oplevelse, at vin varmede. Det var der andre alkoholiske drikke, der gjorde, men da ikke vin. Så flød væsken ned gennem hendes halsrør og - føltes det som - ud i kroppen. Et øjeblik havde hun det som om, hendes varme pels dækkede hele hendes krop, men så forsvandt følelsen igen. Hun smilede - den gang næsten venligt - til Cazador. Det behagede hende, at han havde tænkt nok over tingene til ikke bare at bede om en hvilken som helst vin. "Ja, skål for ham..." Hun tog en slurk til. Åh, det var bedre... tænkte hun, hvorefter hun formanede sig selv om ikke at drikke sig hønefuld, lige meget hvor godt den vin føltes.

Cazz lod sit glas støde sammen med Ishi's, og smilede, da han så nydelsen i hendes ansigt. Dt var rart at vide, at han kunne blødgøre selv en så stædig kvinde. Måske var denne aften slet ikke så tosset endda? Han
modstod fristelsen til at lægge fødderne op på bordet, og lod istedet albuen hvile på bordpladen, og hagen i den tilsvarende hånd.

"Nå Ishi. vil du ikke fortælle mig lidt om dig selv? eller skal jeg starte?" han tog en tår af sit glas, og nød varmen, deer spredte sig i kroppen- festsalen var nok opvarmet, men den var også stor, og flere steder stod der døre åbne ud til haven eller en af de mange balkoner. Et værre energifrås tænkte han Men igen, idioten har jo nok råd til det. Han blev igen nærværende, og betragtede Ishi, afventende på et svar.. hvor havde han set hende henne før?

Han blev brat revet ud af sine tanker, da han bemærkede en slank, yndefuld, og i det hele taget betagende person nærme sig. Hende her ville han kunne genkende, selv med maske, og iblandt hundrevis af andre kvinder. Men nu gav hun ham den ære at lade ham se sit ansigt, og han blev et kort sekund helt mundlam over hendes skønhed.

"Rasha. Nej, selvfølgelig. Hvis altså du ikke har noget imod det Ishi?" han vendte sig imod 'den sorte dame' der pludselig var blegnet en anelse i forhold til Rasha. Hun var så ekstremt overvældende...

Ethelihn skulle til at svare 'du starter'. Hun ville ikke fortælle om sig selv til en, hun ikke stolede på over en dørtærskel. Hvor personligt det end lød, så var det det overhovedet ikke - eller måske lidt. Han fik hende til at føle sig mere utryg end de fleste fremmede gjorde. Hun var klar over, at der var noget 'forkert' ved situationen. Som sagt, skulle hun til at svare, da Cazadors opmærksomhed pludselig forsvandt et andet sted hen. Ethelihn flyttede blikket til den kvinde, der nu stod ved deres bord og på en irriterende høflig måde spurgte, om hun måtte sætte sig.
Ethelihn følte et stik af misundelse, hvilket muligvis var den egentlige grund til, at hun syntes, hun ligefrem var 'irriterende' høflig. Hun var egentlig ikke misundelig over, at hun ikke længere kunne holde Cazadors opmærksomhed. Det ragede hende stadig en papand, om han hellere ville snakke med en anden. hun følte sig trods alt stadig ikke tryg ved ham. Nej, det, der generede hende, var, at kvinden var så køn. Kjolen og de glimtende smykker gjorde tydeligvis deres del af arbejdet, men alligevel. Ethelihns smil falmede et øjeblik for så at komme på blads igen. "Sæt du dig bare," svarede hun henkastet og forholdsvis venligt. Muligvis kunne man spore lidt kølighed, men den stemmeføring havde hun trods alt ofte. Hun lænede sig tilbage i stolen med sit vinglas og svingede det ene ben over det andet, hvilket fik et par mænds blikke til at flakke fra Rasha til Ethelihns ben og tilbage igen. Ethelihn smilede lidt og tog endnu en slurk vin. Hun overvejede om hun skulle tage masken af ligesom mandemagneten på den anden side af bordet.

Caz slappede lidt mere af, da han så at de to kvinder da kom nogenlunde ud af det med hinanden. Han havde forventet en snerren og et par onde blikke- det var han tit vant til, når to kvinder 'tørnede sammen' om ham.
Tjeneren kom med et las mere, og Cazz skænkede en god tår op til Rasha. Han så skiftevis fra den røde til den sorte kvinde. Det slog ham, at de var dimentrale (hvordan staver man det? :O) modsætninger; Rasha med rød kjole, sukkersød og så spinkel at man følte man kunne knække hende, bare man knipsede til hende, og Ishi med sort kjole, lidt af en 'kold' kvinde som man ville sige i hans familie, og som virkede som en stærk kvinde- måske en kriger?
Han smilede lidt af den sammenligning, og indså så at han ikke kunne stille dem op imod hinanden. Rasha var så smuk og feminim, men han ville ikke turde røre hende.. Ishi, derimod, ville han elske at have en slåskamp med. Han anede endnu ikke at det allerede var sket.
Han rømmede sig kort, og tog en let tår af sit glas.

"Ishi, det her er Rasha. Og Rasha- det her er Ishi" sagde han, og gjorde en galant bevægelse til dem begge. ordentlig præsentation var vigtig, det havde han altid lært. Det gik op for ham, at Ishi endnu ikke havde fået hans navn. nå, hvis hun ville have det, måtte hun vel spørge.

Oprindeligt var det ikke Ethelihns plan at føre krig om at vise ben. Det begyndte først, da hun fandt ud af, at mændenes blikke flakkede lidt fra deres fokuspunkt. Det var ikke noget, man normalt lagde mærke til, men når nu der var så mange stirrende blikke, var effekten lidt voldsommere. Hun smilede lidt af Rasha, da hun kopierede hendes bevægelse. Ethelihn havde vidst vundet kampen om at vise ben. Godt nok var hendes kjole ankellang, men de to slidser i siderne gik hele vejen op til hofterne for at give mest mulig bevægelsesfrihed. Det betød et hendes ene ben lige nu var næsten fuldstændigt blottet, mens kjolens skørt faldt ned mellem hendes ben og for så vidt ikke gjorde meget for at dække hendes andet ben.
Mens trods det, holdt mændene deres blikke på Rasha. Det fik dog ikke Ethelihn til at føle sig mere misundelig. Den følelse var ikke en, hun hang sig i. specielt ikke i dette tilfælde, da hun havde en fornemmelse af, at hun langt overgik Rasha i kampfærdighed, og kampfærdighed var det vigtigste. Måske ville hun have været misundelig lidt endnu og lidt mere opsat på at konkurrere, hvis hendes hendes instinkter ikke blev ved at fortælle hende, at hun skulle være på vagt over for Cazador.

Ethelihn forsatte bare med at smile. Ikke venligt, for det gjorde hun næsten aldrig, men bare overlegent. Hun nippede endnu engang til vinen, der var ved at give hende varmen. Så præsenterede Cazador dem for hinanden. Bare for at understrege, at hun selv havde ro i sindet lænede hun sig lidt fremover for at give Rasha en let hånd. "Mig en fornøjelse..." Hendes stemme klingede dog stadig en smule køligt. Det varden vandt til. Og desuden brød hun sig ikke meget om Rashas attitude. Rasha havde tydeligvis en bedre opfattelse af sig selv, end Ethelihn havde af hende. Det gjaldt sikkert også den anden vej rundt.

Ethelihn så lidt rundt i lokalet. Her var fyldt med mennesker, men akustikken var bedre herinde end i balsalen. Man kunne høre sig selv tænke. Naturligvis var her også flere møbler. De var temmeligt prangende. Så vidt hun kunne se, var de allesammen af guldbelagt træ og fløjlsbetræk. Det gode ved det var, at de var utroligt behagelige at sidde i. Pludselig strejfede en anden tanke hende.
"Jeg tror ikke, jeg har fået dit navn?" Hun havde nu vendt sig mod Cazador med en spørgende, næsten bydende mine. Det faktum, at han ikke havde givet hende sit navn, gjorde hende endnu mere mistænksom.

Cazz lo let og perlende af deres 'konkurrence'. Han var en af de få mænd i landet, der havde en legende, ung og perlende latter, skønt han havde drukket nogenlunde fast siden han var omkring de 15 år. Den var dog ikke som en kvindes, men alligevel overraskede hans latter mange. Derfor lo han heller ikke så tit. Det gjorde han derimod nu. Han rejste sig op, og gik imellem de to kvinder, der havde fuld øjenkontakt. han gik ned på det ene knæ, som hvis han skulle fri til nogen, og placerede en hånd på hver af de to kvinders stolerygge.

"Rolig nu d'damer! i har begge meget smukke ben, men der står en stor gruppe mænd derovre, der snart drejer nakken af led. så måske i skulle holde lidt igen med kampen.. det er jo heller ikke fordi det ligefrem er varmt herinde" han blinkede til dem, og vendte derefter opmærksomheden imod Ethelihn, da hun spurgte efter hans navn. Han mødte hendes blik, og igen havde han den dér underlige fornemmelse af, at han kende hende, denne mystiske skønjomfru. han anede bare ikke hvor.

"Åh, undskyld, det må jeg have glemt i forbifarten. Navnet er Cazador Seranius. Men de fleste kalder mig bare Cazz." Han gjorde et let nik til Ethelihn, hvorefter han rejste sig op, og begyndte at gå tilbage til sin stol. da han nåede den, tog han glasset i hånden, og stod sådan et øjeblik, vurderende på de mange smukke masker, den overdådige sal. Og ikke mindst sendte han mændene der havde gloet efter Rasha og Ethelihn et skarpt blik, for at fortælle dem at de ikke skulle prøve på noget. Han havde ryggen til kvinderne mens han gjorde dette, og de ville således ikke kunne se det. På den anden side ville han heller ikke kunne se, hvis han blev angrebet bagfra, men hvorfor skulle han også det? han stolede på kvinderne, og glødvinen hjalp også på dette..

Fornøjelsen burde også være 'helt på din side'. Du har ingen anelse om, hvem du taler til, tænkte hun lænede sig, stadig smilende, tilbage i sin sin stol igen. Ethelihn tænkte på sin status som tjener for landets regent. En status hun var stolt af, og en status hun vidste, folk ville gå meget langt for. Hun kendte også et par stykker, der meget gerne ville have den status, men som absolut ikke var værdige til den. Et navn poppede op i hendes bevidsthed. Det navn ringede en klokke. Selvfølgelig kendte hun navnet, så derfor var det underligt, at klokkerne ringede. Det eneste ydre tegn på hendes forundring var en lille rynke mellem hendes øjenbryn, der kom frem og forsvandt igen. Og den var ikke engang synlig for andre på grund af masken.

Hun slog navnet ud af hovedet igen, for at vende opmærksomheden mod Rashas hånd et øjeblik, ingen hun slap den. Hun lod blikket falde ned på den diamantbesatte hånd. Hun blev hurtigt enig med sig selv om, at hendes første tanke havde været helt rigtig: De diamanter gjorde en stor del af arbejdet. Det betød dog ikke, at hun ikke kunne lide smykkerne. Glitrende juveler i den mængde var bare ikke hendes stil. De var besværlige, tunge og temmeligt upraktisk.

Hun kunne ikke lade være at grine af Cazadors forsøg på at dæmpe gemytterne. Både Rasha og han tog åbenbart 'konkurrencen' mere seriøst end hun selv gjorde. Men hendes grin aftog langsomt, da Cazador præsenterede sig. Hun kunne mærke sit blod begynde at koge, mens hendes hestehale begyndte at slå piskeslag i luften, kraftig nok til at man lige akkurat kunne høre dem.
"Du kan være helt rolig - Cazz var det? Rasha er ikke det værd." Da hun spurgte til navnet, lød det overhovedet ikke som om, hun var usikker på det. Det lød nærmere sarkastisk. Roligt tog hun hænderne om bag hovedet for at binde det bånd op, der hold hendes maske til ansigtet.
"Så var det ikke så underligt, at mine instinkter var oppe at ringe," begyndte hun. Sløjfen blev løsnet ved et let træk i det ene bånd. Hun rejste sig. "Og heller ikke så mærkeligt, at du ikke genkendte mig. Jeg havde mindre hår på hovedet sidst vi sås." Nogle smut med fingrende og båndet var bundet op. Med den ene hånd tog hun masken fra ansigtet. Hun smilede skævt, men absolut ikke venligt. For øjeblikket ville hun ikke angribe. Det var rigtig dårligt sted at begynde en slåskamp. Lige nu afventede hun bare Cazas reaktion.

Cazz undrede sig over Rashas farvel, og endnu mere over den lille sidebemærkning der fulgte. Han vendte sig om, lige hurtigt nok til at høre Ethelihns bemærkning om Rasha.
Hvad bilder det hysteriske kvindfolk sig ind?! tænkte han, og skulle lige til at komme med en skarp bemærkning, da Ethelihns hånd røg om bag hendes nakke. han så undrende på hende, indtil masken faldt. Så spærredes hans øjne op, og han...
.. brød sammen af grin. han lo, så tårerne sprang op hans øjne, indtil han bemærkede at alle stod og gloede på ham. Ups.. Ethelihn - nu kunne han huske hendes navn- ville nok heller ikke sætte særlig pris på at han stod og skraldgrinede af hende.

"Hold da op!" sagde han med et smil på læben "Det havde jeg nu alligevel ikke regnet med. Årh, tager du stadig din frisure så alvorligt? hvis jeg må sige en ting, så syntes jeg at dit hår klær dig rigtig flot. Jeg elsker hvordan du har sat det" Han blinkede uskyldigt til hende. Han var ikke ude på slåskamp, måske burde han lade hende vide det?

"Sæt dig nu ned, drik lidt vin, jeg orker ikke flere af dine 'stødende' handlinger. Ihvertfald ikke idag" sagde han (sort humor ye?) og lod sig selv glide ned på sin stol. Underligt, sådan som hun pludselig så ham som sin ærkefjende.. han havde jo bare 'klippet' hende lidt. hun skulle være glad for at han ikke havde haft sine kræfter da de duellerede, så havde hun allerede været fordøjet...

Cazador... grinede ad hende? Selvfølgelig... han har stadig ikke forstået konceptet, tomhjerne. Hendes ansigtsudtryk blev ikke ligefrem mildere. Det var ikke bare hendes nye frisure. At han havde kappet hendes hår var bare en lille del af, hvad der havde holdt hende så stiktosset i så lang tid. Det var muligt, at hun skulle være glad for, Cazador ikke havde haft sine evner. Det var hun egentlig ikke. Hun vidste, hun altid havde sin trumf. Hvis nogen forsøgte at slå hende ihjel - i hvert fald inden for en vis radius - ville de gå i graven med hende. Det ville koste hende livet med al sandsynlighed, men det var også lige meget, når bare hun fik sin hævn.

Men hun var kommet over det værste. Det var meget længe siden, hvilket man også kunne se på hendes hårlængde. Desuden havde hun haft en lille sludder med én, der kunne gøre livet lidt surt for Cazador. Hun var faktisk temmeligt sikker på, at Morgoth ville gøre livet surt for ham. Men det var egentlig ikke så meget det, der havde lettet hendes hævntørst. Det var lige så meget det, at have en allieret. Desuden var det som sagt længe siden, og Cazador havde været meget heldig, at de ikke havde genkendt hinanden før nu. Hvis de havde, ville Ethelihn ikke have givet ham nær så meget line, som han fik nu. Godt nok var han kommet med en 'stødende' kommentar. Hun vidste stadig ikke, om hun skulle elske eller havde de åndssvage ordspil om hendes evne. Af og til kom hun selv med nogle af dem, i hvilke ordet 'chokerende' var det mest hyppige.

Men ud over det havde Cazador været flink og betænksom, og det mente Ethelihn - på trods af alt det andet - at han skulle have en hundekiks for. Hun skruede et skævt, venligt smil på. Det ville nok virke temmeligt forstyrrende for folk som Cazador, der vidste hvilket humør hun var i lige nu.
"Okay, så sætter jeg mig." Selv hendes tonefald var venligt - efter omstændighederne. Hun var heller ikke interesseret i en kampscene - så hun valgte at gøre noget andet. I stedet for at sætte sig på sin egen plads, satte hun sig på Cazadors skød, hvorefter hun sente en energibølge gennem ham. Den ville ikke give nogen særlige smerter, men den ville forstyrre nervebanerne, så han ville få ret svært ved at bevæge sig, hvis den altså virkede.
"Jeg takker for komplimenten. Men jeg tror ikke helt du har forstået alvoren." Hun talte dæmpet og holdt nu en lille pause. Hun havde fuldstændigt ignoreret folk omkring dem inklusiv Rasha, indtil hun havde sat sig til rette. Nu tjekke hun bare, at folk var holdt op med at stirre. Det var de sådan i det store og hele. "Skal jeg forklare dig det?" Det lød ikke rigtigt som om Cazador havde noget valg.

Cazador var langfra forberedt på at den hidsige, ja nærmest 'elektriske' (haha xD) Ethelihn ville sætte sigpå hans skød. Han var derfor heller ikke forberedt på den energibølge der nu lammede hans nerver. Han mærkede hvordan følelsesløsheden begyndte at brede sig fra hans skridt og ud til 'enderne' på ham, og det var langtfra en behagelig oplevelse. Han kom pludselig til at tænke på en edderkoppeart, hvis hunner lammede hannerne, for derpå at æde dem. Han skottede til Ethelihn, og spekulerede på, hvem der ville fortære hvem først.

"Du kører bare derudaf." Sagde han i et henkastet tonefald. Han var lettet over at han stadig kunne tale uden at lyde som en af tosserne fra fattiggården. Det ville have været en ydmygelse af større kaliber, fordi Cazz brugte sit sprog så meget. Han var en af de mennesker, der altid havde haft svært ved at holde kæft, men han gjorde det gerne, hvis det der kom ud af hans mund lød som det rene volapyk.

"Jeg skal nok være sød" han smilede uskyldigt,og anstrengte sig for at flytte sine muskler, så ethelihn ville komme til at sidde bedre. Han rakte svagt en arm frem efter sit glas, men måtte opgive kort tid efter. Han håbede virkelig at kvindemennesket snart fik munden på gled.

"Du kunne vel ikke række migmit glas?" Sagde han lavt,så kun hun ville kunne høre det. "Din lille bedøvelsespille, samt det faktum at du sidder lidt i vejen, har gjort at jeg ikke kan nå den..." OOC: :/ <-- ansigtsudtryk

Ethelihn mærkede Cazador forsøge at flytte sig lidt og smilede triumferende. Hun var naturligvis sikker på, at han kun gjorde for sin egen skyld for at, se om han kunne komme op eller bare sidde bedre. Det passede hende udmærket at have overtaget. Meget lig den hunedderkop, som Cazador så fint beskrev.

"Det kunne jeg vel godt," svarede hun stadig med det lille og noget så irriterende smil på læben. Hun lænede sig lidt sidelæns og var meget forsigtig med ikke at rejse sig. Hvis hun mistede kontakten, røg forbindelsen, hvilket betød at hun ikke kunne opretholde sine elektriske impulser. Apropos det, så var hun også klar over, at det ikke ville være helt nemt for den stakkels fyr, som hun overhovedet ikke havde ondt af, at drikke selv. Hun holdt forsigtigt glasset oppe i en vinkel så Cazz kunne komme til at drikke uden at spilde. Ingen grund til at ødelægge en af hendes yndlingskjoler. Hun placerede vinen på bordet igen.
"Så, vær nu sød, som du lovede og ti stille," hvæsede hun blidt, hvis den lyd var menneskelig mulig, mens en pegefinger prikkede ham på læberne. Den berøring ville føles som hvis man fik statisk stød af at røre ved et aller andet. Hun advarede ham på en meget pæn måde efter hendes mening mod, at åbne munden igen før hun havde talt færdig. Endnu engang kunne man meget nemt få associationer til et vidst ottebenet kryb.

Nu talte hun i samme toneleje som Cazador. "For det første er jeg en kvinde. Virkelig dum idé at kappe en kvindes hår. Især hvis det er langt. For det andet fratog du mig min evne. Selv det må du kunne relatere til. Forskellen på dig og mig i den situation er, at jeg skulle vente i flere måneder før, jeg kunne få min evne igen. Du fik dine evner tilbage, da kampen var slut." Hun viftede engang med hestehalen. "Som du kan se, er det stadig ikke vokset helt ud. For det tredje ydmygede du mig foran det halve af krystallandet inklusiv min daværende herre. Og det er ikke engang det værste." Hun holdt en lille kunst pause. "Kender du grunden til, at der er vidste steder på kroppen, der er ekstra følsomme? Som fingerspidser." Igen prikkede hun ham i ansigtet med en finger for at give ham lidt stød. "Eller læberne." Hun lænede sig ind over ham og gav ham et lille kys, naturligvis lidt 'chokerende'. (we love that don't we... my apologies for the awful humour x3)
"Og ved du hvordan min evne fungerer?" Igen kom der bevægelse i hendes hår. Omkring ti, tynde hår, dog tykkere end normalt hår, kom mod Cazadors ansigt som små slanger. ethelihn skævede til dem mens hun talte. "I hver eneste af alle de hår er der nerver. Da du kappede mit hår af, kappede du i hundredvis af små nerver over. Er du klar over, hvor smertefuldt det er?" Mens hun talte havde fire af hendes hår strejfet Cazadors ansigt med større elektrisk styrke for hver gang. "Du kunne lige så godt have kappet mine arme af." Resten af hårene prikkede en gang hver Cazador på kinden med stadig større strømstyrke. Det sidste hår prikkede ham på læben, hvor man ville føle mest smerte, med størst styrke, hvilket sandsynligvis ikke var særligt behageligt.

Så var han færdig. Hun trak sin impulser tilbage så Cazador kunne bevæge sig og sad nu bare og så afventende på ham. "Forstår du nu, hvorfor jeg var vred?" un lød stadig ikke glad. Men det lød som om, hun havde fået afløb for noget af det.

Rank: Guld Medlem
Posts: 822 Cazz lod sin gane fugte af den krydrede vin, og lukkede lydigt muden, mens Ethelihn talte. Det var en typisk kvinde-tale, med mange forklaringer,og i det hele taget trukkket vel rigeligt ud. Nåja, den leg kunne han da også lege. Da hun kyssede ham, gav han en smule tilbage, og følelsen af gnister dansende pålæberne var en euforiskoplevelse (ja, han er skør, i know :b)
Han ventede, til hun havde snakket og stødet færdig. stødene var langtfra behagelige, men det var en fornøjelse for Caz at se hendes evne i brug.sidst gjaldt det overlevelse- og så ser man som bekendt ikke så meget.
Der gik et lettelsens suk igennem hans krop da hun trak impulserne tilbage, og han nød at kunne bevæge musklerne igen.

Han rømmede sig kort, og tog forsigtigt og blidt hendes hånd, hvorefter han placerede den i sin nakke. Han lod hende føle på det grove X, der var tatoveret ind der.

"Prøv at mærke engang, kære Ethelihn. Kan du mærke X'et? det X betyder at jeg er en fuldbyrdig jæger, opdraget til at jage for at dræbe. Jeg havnede i den arena ved en misforståelse, fordi nogle vagter syntes jeg var for højrøstet. Dengang kendte jeg dig jo ikke, men jeg lokaliserede straks dine kræfter til dit hår. Alle mine instinkter går ud på at lamme sin modstanders kraft. Eftersom mine evner blev taget fra mig, var jeg nødsaget til at bruge den forpulede kniv" han så undskyldende på hende, og smilede ganske let.

"Jeg ville aldrig skade en kvinde, medmindre det afhang af mit liv. og sig mig, hvis ikke jeg havde gjort modstand, havde du så ikke gladeligt slået mig for panden som en gammel krikke? Jeg forstår udemærket din vrede, men jeg vil også gerne have, at du forstår hvad du gør ved et stakkels fjols som mig." Han blinkede til hende.

"Du tænder gnister i mig Ethelihn, (haha xD) og jeg må sige, selvom vi begge fik voldsomme knubs, har du givet mig den bedste kamp i mit liv. Undskyld for håret." han trak let på skuldrene, som for at indikere at han var færdig.

Ethelihn kneb advarende øjnene sammen, da Cazador tillod sig at røre ved hendes hånd. Men han havde gjort, hvad han havde lovet og holdt sin ellers ustoppelige talespalte lukket. Han havde lidt tillid at løbe på. Hun lod ham føre sin hånd op til hans nakke og mærke x'et. Hun lod hånden hvile der, til han havde holdt den første pause. Så fik han et stød. "Det giver dig ingen undskyldning for at kappe mit hår og fratage mig min evne," hvæsede hun irriteret og tog hånden til sig uden at rejse sig.

Ordende 'jeg ville aldrig skade en kvinde' rungede også som et ekko gennem hendes hjerne, for hvilket han fik en lussing. Det var ikke af den syngende, strømladede slags, som han havde oplevet. Men den var lidt hårdere end bare et lille klask. "Og drop de forbandede gentleman-manerer. Jeg gav dig mindst lige så meget at kæmpe imod, som de fleste mænd ville kunne. Og det ved du." Igen hvæsede hun. Nu var hendes øjne begyndt at knitre, og hestehalen svirpede faretruende. Naturligvis fandt hun alle de forkerte ting i, hvad Cazador sagde. Han var åbenbart lige så meget idiot, som hun havde antaget ham for at være. Jo, jeg ville have slået dig ned som en gammel krikke... og nu giver du mig lyst til at gøre det igen. Det var ikke engang lyv. Det kriblede i hendes fingerspidser og hårrødder for at snuppe en af sine skarpe 'hårnåle' og jage den i halsen på ham - helst lige i luftrøret, så han ikke kunne skrige.

Til Cazadors held fik han vendt skuden lige i tide. Ubevidst havde Ethelihn lænet sig en smule frem som for at intimidere. Nu rettede hun sig lidt op igen. Hun rejste sig først uden at sige noget. Hun så lidt på ham, stadig med det der faretruende ansigtsudtryk. Hvis hun havde haft en sirene sluttet til hjernen, ville den have kørt rundt og hylet som ind i helvede. "Spar mig for dine åndssvage ordspil. Det mener du jo ikke." Hun sukkede, undertrykte flere vrede udbrud. Dem havde hun haft nok af i dag. "Men undskyldningen er accepteret."

Idet Ethelihn vendte sig for at sætte sig på sin plads igen svimlede det pludselig for hende. Hun svajede lidt og strakte armene ud i en tredive graders vinkel for at holde balancen og stadig bevare lidt værdighed. Desværre var de tredive grader ikke nok, og hun mistede balancen. Lige nu havde hun kursen mod væggen bag stolene, de sad på. Efter det ville hun ende på gulvet. Det var hendes elektriske udladninger. Hun havde en tendens til at glemme, hvor meget hun brugte, når hun havde det sjovt og ikke brugte meget af gangen over længere tid. Et godt eksempel var da hun 'satte Cazador på plads'.