Her følger den store ironi af vores kamp for godhed: Vi søger at fremhæve freden, men mord er vores metode. Vi søger at frigøre folkets sind, men behøver en leder med en regelbog. Vi søger at redde folk fra blind tillid, dog lever vi selv på samme måde.

Bøjer vi reglerne for at kunne beskytte vores folk? Og hvis vi gør, hvad fortæller det så om os? At vi lyver? At vi er svage? Jeg kæmper hver dag for at finde et svar på alle disse modsigninger... Og jeg frygter ikke at finde nogen. Er der da ingen svar? Og hvad hvis der er et svar. At der var to ting, modsigelser endda. Hvorfor ikke? Er jeg da ikke et bevis? Vi kæmper af ædle grunde, med barbariske metoder. Vi værdsætter livet og søger at beskytte det, ved at tage det fra andre?

År 5 i Lysets Æra
Første fredag i sommerhalvåret

Jeg var meget nervøs for udtagelserne! Arenaen var fyldt med mennesker. En del af dem var forældre til de unge, håbefulde krigere og andre var blot interesserede beskuere. Og så var der selvfølgelig dem. De højtrangede krigere, der kom for at se det nye kuld an. Jeg rettede mig op og bed tænderne sammen. Vi stod på en ret linje, og før vi var blevet beordret ind på rækker, havde jeg talt mine kammerater. Der var omtrent 17 unge mænd samlet i arenaen nu. Alle med ét mål: At blive en af Lysets Krigere.

Kaptajnen gik op og ned langs rækkerne af knægte. Han skænkede os et stift blik, så på vores beklædning og gik videre til den næste i rækken. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre i halsen, og lyden af dets endeløse trommen hjemsøgte mine ører. Drengen til højre for mig var lille og spinkel, men hans blik var målrettet og hans holdning god. Han vendte blikket imod mig og sendte mig et optimistisk smil. Jeg sendte ham et roligt nik og vendte da blikket imod min venstre. Denne fyr var stor og kraftig. Hans skuldre var så brede som min arm. Han var enorm! Men hans ansigt var forvredet i et sørgmodigt udtryk, og han så langt fra stolt ud. Jeg overvejede hvilke hemmeligheder han stod med.

Vi blev råbt op. Drengen til højre for mig hed Charles. Den store fyr hed Eric.

Kaptajnen, kaldet Cassa et-eller-andet, fortalte os om de næste par dages træningssessioner. Vi skulle vise vores værd i kamp og krig. Vi skulle derfor være stærke og velkendte med våben. Men han fortalte også, hvordan vi skulle kunne bevæge os hurtigt og behændigt, hvordan vi skulle lære at tænke og tale, og hvordan vi skulle lære at vurdere situationer og undgå vold. Jeg rynkede næsen, men accepterede Krigerenes veje.

Vi fik alle udleveret et træningssværd. Jeg vejede det i hånden. Det var selvfølgelig sløvt og tungt. Skærftet var slidt, og det var tydeligt at se, hvor dets tidligere førere havde haft deres greb. Vi blev delt op i nogle kvadriller, og derefter blev vi sat til at skulle duellere hinanden. Folkemængden på pladsen tyndede ud efterhånden som solen vandrede over himlen. Da det endelig blev min tur, skulle jeg imod Eric. Før mig, havde han nådesløst hamret to knægte foran mig i jorden. Hans størrelse og styrke var en tydelig fordel. Jeg var enormt nervøs. Hvis man holdt mindre end 30 sekunder, så blev man sendt hjem. Uegnet. Jeg skælvede voldsomt og måtte holde om mit våben med begge hænder. Kampen gik igang.

Jeg forsøgte at holde afstand til min store modstander. Eric kastede sig frem imod mig med hævet sværd. Jeg kastede mig til siden og undgik med nød og næppe hans slag. Jeg kantede mig op af den indhegning, hvori vi skulle kæmpe. Min modstander vendte sig imod mig og satte atter et angreb ind. Jeg hævede mit sværd og gjorde mig klar til støddet. Slaget var af en så massiv kraft, at jeg faldt på knæ. Mine arme dirrede og kæmpede for at holde min modstanders klinge væk. Jeg kunne mærke Erics vægt igennem mit våben. Jeg holdt vejret og gik i panik. Jeg stirrede ind i min modstanders knæ, slap sværdet, hamrede en knytnæve ind i siden på knæskallen, satte af med benene og sprang til siden, idet min modstander vaklede. Eric, som tilsyneladende ikke havde lidt så meget under slaget, var straks over mig igen. Jeg hævede mit våben over hovedet, holdt vejret og ventede. Vores klinger mødte hinanden i et tordenhav, og de knirkede skingert mod hinanden. Jeg rykkede med et tættere på ham, slap mit sværd og sendte min albue imod hans ansigt, idet jeg på samme tid undgik hans angreb. Jeg mærkede hvordan min albue ramte hans næse, og den knasende lyd var ikke til at tage fejl af. Eric hylede og vaklede baglæns. Trods hans blødende næse, gav han dog ikke op. Han hævede atter sit sværd og kom vaklende imod mig. Nu skulle det afsluttes! Jeg satte i løb imod ham og kastede mig imod ham, førend han kunne nå at planlægge sit næste angreb. Vi kolliderede og faldt til jorden. I faldet greb jeg hans håndled og vred sværdet fri fra hans svedige fingre. Da han endelig landede, var jeg over ham, med våbnet rettet imod hans bryst.
Jeg havde vundet.

Efter kampen sikrede jeg mig at få Eric til en healer. Hans næse var rigtig nok brækket, men den blev hurtigt sat på plads. Han lader til at være en fin fyr. Jeg lovede ham, at jeg ikke ville brække hans næse igen. Til gengæld lovede han mig, at han ikke ville tage hævn. Det anser jeg for at være en passende aftale.

I morgen begynder træningen for alvor. I morgen vil de første blive sorteret fra.

År 8 i Lysets Æra
Sensommer

De andre kalder mig 'rekrut'. Det er flovt. Jeg forlod ikke Lysets Krigere for at blive ydmyget af vagterne! De fortæller mig, at der er 10 range. Rekrut er den laveste. Derefter bliver man en tjener, så assistent, soldat, discipel, lejesvend, kriger, veteran, mester og så bliver man en byvagt. Vi er 6 unge knægte på holdet. Den yngste er 23, den ældste 27. Sir William Arden - vores lærermester - er i slutningen af trediverne. Han kalder os en flok gamle teenagere. Han har ret.

Vi bliver trænet i styrke, smidighed, intelligens og lydighed. Sidstenævnte er den værste disciplin af dem alle. Vi bliver beordret at stå på glødende kul, til Sir William mener at vi har fået nok. Ellers skal vi holde vejret, til Sir William endelig mener, at vi må ånde. Lydighedstræningen er en slags kollektiv afstraffelse, når én af os har gjort noget dumt. Jeg er ikke sikker på at der er noget formål med det...

Sir William lærer os at skyde med bue og pil. Jeg må indrømme, at jeg har talent for denne disciplin og Sir William giver mig ret. Derfor bliver jeg selvfølgelig straffet når jeg misser. Og når jeg bliver straffet, bliver alle straffet. Kollektiv afstraffelse.
'Så kan du lære, hvor vigtigt det er at sigte!' siger Sir William.
Jeg bryder mig ærligt talt ikke om den mand. Men han arbejder for dronningen og er en ridder af høj rang. Nu træner han så byvagterne. Og han sætter en ære i det. Vi bliver gang på gang mindet om, hvor heldige vi er, nu da vi bliver trænet af sådan en nobel mand som Sir William.

Vi lærer selvfølgelig at slås, både med sværd, knive og andre tunge våben. Jeg må indrømme at armbrøsten og sværdet er mine foretrukne våben. Jeg holder mig derfor mest til disse. Eric - som har været i træning et par måneder mere end mig - holder sig til de større våben. Det passer til ham. Vi trænede med mange våben, men Sir William fortalte os fra starten, at han ville tildele os det våben, som han mente at vi havde størst potentiale med. Til mig valgte han armbrøsten.

År 10 i Lysets Æra
Efterår

De hårde vinde gør vores arbejde besværligt. Vi er blevet sat til at jage Lord Sabbatin og Mørkets Krigere, men Mørkets Skov er beboet af banditter, som vi burde undgå. Nogle bønder har imidlertid bedt os om hjælp, da deres mindre landsby bliver plaget af røvere og mordere, som siges at holde til i skoven.

Vi sporer landsbyernes overfaldsmænd. De har en lejr nær blodsøen. Vi skjuler os blandt træer og buske, og venter til natten falder på - de vil aldrig finde ud af, hvad der ramte dem!

Jeg har fundet en passende position i et mørkt, tætbevokset træ. Mit mørke tøj har gjort mig usynlig i natten. Sir William kalder mig 'døden fra oven'. Min armbrøst er spændt, pilene er klar og min skud-finger dirrer af spænding. Vi venter på signalet.

Sir William giver tegn. Eric tordner ind i lejren og skaber en del påstyr. Shael glider igennem skyggerne og gør vores første offer tavst. En række banditter kaster sig over Eric, men han ryster dem hurtigt af sig. Kim og Julian kommer Eric til undsætning. William tager sig af en mindre gruppe røvere.

En mand iklædt rustning sniger sig op på Sir William. Julian ser ham og sætter i løb for at beskytte vores leder. Det er ikke behøvet. En pil rammer angriberen, og den er hurtigt efterfuglt af en anden. Jeg burde komme igang med at støtte mit hold!

Flere mænd i rustninge dukker op. Hvor kommer de fra? De er bedre krigere end de gemene tyveknægte, men det er intet problem for mine pile. Jeg tager dem en for en.

Endelig er lejren rengjort. Vi har ladet et par stykker leve, af ren barmhjertighed. Jeg møder de andre på jorden. De har ikke pådraget sig særlige skader.

Der sker noget uventet. Flere mænd i rustninge kommer pludeslig til - som sendt fra himlen. Eller snarere helvede. Der er et utal af dem. Flere og flere ankommer til lejren. Det går pludselig op for os, at vi har gjort en kæmpe fejl!

Fjols! Jeg skulle være blevet i træet. Deroppe fra ville jeg kunne overraske dem. Hernede er mit våben næsten ubrugeligt. Jeg har brug for afstanden. Mørkets Krigere brugte nogle sølle banditter og sigøjnere som lokkemad. De fik os frem fra vores skjul og udmattede os. Vi er et let bytte nu. Omringet, træt og opdaget. Hvad gør vi?

En pil rammer Julian i ryggen. Han falder om med et skrig. Shael kaster sig straks over sin broder, men William flår ham op at stå. Vi må holde sammen. Jeg spænder min buestreng med en rystende hånd og tager sigte. Første pil affyret, og mit offer falder til jorden. Straks tager en ny kriger hans plads. Jeg affyrer min næste pil, og den nytilkomne ridder vælter omkuld. En ny tager hans plads. Hvor bliver de dog ved med at komme fra?!

Jeg kommer væk fra de andre. Tre Mørkets Krigere har trængt mig op imod et træ. Jeg bruger min armbrøst til at afværge de fleste angreb, men da den til sidst bukker under for sværdklingerne, må jeg kaste den fra mig og trække mit eget sværd.

Jeg hører endnu et dødsskrig fra mig, og hører en krop falde til jorden. Eric? Eric!

En pil gennemborer min side og jeg hyler af smerte. Jeg vakler, men er dog i stand til at parrere et angreb. Jeg knækker kort efter pilen af, og genoptager min defensive position. Jeg er omringet.

Jeg kan høre Sir William kæmpe videre. Dette giver mig styrke. Jeg kan ikke give op. MÅ ikke give op! Jeg knuger øjnene sammen og kaster mig fremad. Min sværdklinge glitrer i månelyset. Jeg baner mig vej igennem Krigerene og spæner til Sir William. Vi placerer os ryg mod ryg.

Sir William benytter sig af sine ild-evner. Krigerene holder sig lidt på afstand. De venter, men på hvad?

Jeg hører et bump og vender ansigtet imod Sir William. En pil har ramt ham i brystet. Vi er omringet. Jeg ser op. Bueskyttere overalt. Nej!

År 10 i Lysets Æra
5 timer efter mødet med Mørkets Krigere i Mørkets Skov

Jeg ligger på jorden, i en pøl af blod og jord. Her stinker af blod, kød, opkast. Jeg forsøger at bevæge mig, men opdager at noget ligger over mig. Jeg forsøger desperat at trække min krop væk. Alt er sort omkring mig. Er det nat? Nej - noget dækker mit ansigt. Da det går op for mig, at en livløs krop ligger smidt ovenpå mig, går jeg i panik. Jeg sparker vildt med benene og forsøger at vride min krop fri. Endelig får jeg presset en hånd op imellem de døde kroppe. Jeg forsøger febrilsk at finde noget, at tage fat i. Noget som kan hejse mig op. Jeg stivner, da nogen griber fat i min arm.

Jeg mærker hvordan en stærk arm trækker mig igennem bunken af lig. Jeg bliver mødt af et skarpt lys og en skarpere stank. Ansigtet på manden, som trækker mig op, er velkendt. Jeg falder ham om halsen, dels på grund af udmattelse og dels på grund er lykke. "Carter!" udbryder jeg lykkeligt. "Gudskelov."

Kaptajn Carter fortæller mig, at han havde fået besked på at sende en division af Lysets Krigere ud i skoven. Rygtet om banditterne havde spredt sig hurtigt, og Carter - som kun var kommet for at kæmpe gemene røvere - havde været oppe imod en hær af Mørkets Krigere. Han fortalte mig, at de havde reddet Sir William og Julian. Og mig. Var vi ikke flere tilbage? Han påpegede at kun 5 af hans egne soldater endnu stod. Kroppene på jorden fortalte mig, at dette måtte være sandheden.

"De kommer tilbage," udbryder en ung kriger. Jeg måler ham med øjet. Han er måske ikke meget yngre end jeg selv. "de ved at der er overlevende, og de kommer tilbage for at afslutte hvad de startede." Han er nervøs. Carter lægger en hånd på drengens skulder, og fortæller ham, at vi alle vil stå sammen i dette. Han skal nok komme hjem. Jeg beundrer kaptajnens ord. Han skal nok blive en stor leder en dag.

Vi vidste alle at det ville ske, og drenges ord gik også i opfyldelse. Pludselig stormede 10-15 Mørkets Krigere imod os. Nu er de overalt. Vi flygter igennem skoven. To krigere støtter Julian. Kaptajnen hjælper Sir William. Vi andre klarer os selv. Vi bevæger os langsomt og bliver lidt for lidt overhalet af de vilde bæster. Jeg kan ikke løbe. Men jeg skal! Det gælder liv og død.

En pil flyver forbi mit øre. Jeg priser mig lykkelig for at skytten misser, til jeg ser en mand falde om foran mig. Pilen har gennemboret hans bryst og dræbt ham på stedet. Jeg tvinger mig selv til at passere hans kollapsende krop.

Jeg er ikke sikker på hvordan det gik til, men vi slap fra dem. Vi mistede to krigere - unge drenge som jeg ikke kendte. Den nervøse dreng fra tidligere skælver og græder. Vi vil alle mundre ham op, men hvad kan vi sige, som ikke er løgn?

Vi finder et enormt træ, hvor vi kan være i skjul under rødderne. Vi forsøger at holde humøret højt under det knirkende rodnet. Sir William ser ud til at være ved at få sine kræfter tilbage. Jeg har den første vagt.
I løbet af natten hører jeg flere gange Mørkets Krigere luske rundt. De leder efter os.

År 10 i Lysets Æra
16 timer efter mødet med Mørkets Krigere i Mørkets Skov
4 timer under det store træ

Mørket har lagt sig over skoven. Vi burde sove, men kan det ikke. Vi er kun seks mennesker tilbage. Carter, Sir William, Julian, to krigere jeg ikke kender og jeg selv. Vi har droppet vagt-ordningen, og sidder nu alle tæt under træets bare rødder. Sir William begynder at tale.

'Nå, hvad hedder I to knægte så?' spørger Sir William med en hæs stemme. Vi vender alle blikket imod de to krigere. Den ene, en knægt med en skæv næse og halv-langt sort hår, svarer ham med en dirrende stemme: 'Mit navn er Kaleb.' Der er en kort pause, som Carter afbrød: 'Kalebrenikus.' Der er endnu en tavshed, hvor vi kan se Kalebrenikus slå blikket ned. Så ler vi. 'Jeg tror min mor var forkølet.' påpeger Kaleb med et skuldertræk og vi ler igen.
Den anden kriger hedder Mesja, et besynderligt navn, påpeger vi. Han forklarer at hans familie er fra ørknen, og ville tage nogle navne-traditioner med sig, da de flyttede til byen. Vi bliver atter tavse.

Carter rejser sig og baner sig vej ud imellem rødderne. Jeg følger lydløst efter ham. De andre ligger halvsovende tilbage.
'Har du en plan?' Mine ord overraskede ham, og han vender sig forskrækket mod mig. Et tøvende smil finder vej til hans læber. 'Jeg er ikke sikker. Ikke langt herfra er der et vandfald. De vil ikke kunne spore os i vandet.' Det er forår og dødhamrende koldt. Ville det være klogt? Jeg sender Carter en usikkert blik, men nikker til sidst. Der var ingen anden udvej.

Solen står op og vi er allerede klar til at forlade stedet. Det vil sige, vi skulle have forladt vores lune træ i nat, men der var komplikationer med Julian. Han har fået problemer med benet i nattens løb. Vi tager afsted så hurtigt som muligt og bevæger os lydløst igennem skoven imod vandfaldet. Jeg overvejer på vejen om det er et vandfald som flettes sammen med blodsøen. Jeg forsøger ikke at tænke på det røde vand.

Sir William hører noget bag os. Der går ikke lang tid før det går op for os, at vi bliver forfulgt. De har fundet os. Nej nej nej!

Vi løber. Jeg kan høre vandfaldet. Vi nærmer os! Bare lidt endnu. Pile flyver os om ørene, men ingen rammer os. Jeg danner bagtrop med Julian, som halter for meget til at kunne løbe alene. Carter er forrest. Han styrter afsted. Den mand løber aldrig tør for energi!

Vi når til vandfaldet. Jeg ser mig om efter vores forfølgere. De indhenter os. Vi stopper alle op ved foden at vandfaldet og stirrer skrækslagne ned ad bjerget. Hvordan kom vi så højt op!? Ingen gør noget. Pileregnen bag os stopper. Vi er trængt op i et hjørne! Jeg vender mig om. Sir William stirrer mig ind i ansigtet. Jeg mærker et puf i brystet. Balancen forsvinder. Jeg falder bagover, og ser Sir William stå tilbage. I én hurtig bevægelse havde han puffet os alle ud over skrænten. Vi falder.

Vi falder...