Amaya sidder ganske stille sammen krummet i en busk og små gaber.. hun er snart træt at at sidde og vente, men alligevel bliver hun der, for hun vil gerne lege med ham igen.. hun har endlig mødt en på hendes alder, en sød dreng der hed Malde.. hun viste bare at han boede inde på slottet og han var jo kommet ud dagen før og han snakkede om.. træning? med sin far i dag.. og så skulle de også lege.. hun lader nogle fingre glide igennem sit blonde krøllede hår.. hun havde sovet udenfor, men det var hun jo van til, så det passede hende enlig fint nok.. hun så stille op på himmelen, der var i hverfald gået fem timer! enlig var der kun gået to siden hun satte sig der.. men hun glædede sig så meget at tiden virkede alt for lang..

Samson lukkede porten bag dem ved hjælp af de magnetiske bølger, uden at se sig tilbage. Dem, som i hans søn og ham. Samson havde trænget Malde et par gange før denne. Den typiske træning var i præcision. Sigtemålet skulle være godt, hvis man skulle klare sig i det virkelige liv. Samson havde været nødt til at dreje hele situationen lidt for Malde, da det skulle lyde som en livsnødvendighed at han skulle blive bedre end "god" med sine færdigheder.
Dog var det ikke den normale træning, som stod på dagsordenen i dag.

Samson var iført i sit fuldt ud bandeleder dress. Han havde kappen udover, med mønterne hængene i kanten af den. Under den havde han et slags "slag" som gik langt ned, og som gik ud i en udskæring i begge sider, så der var frit lejde til benene. Der skulle jo være god plads hvis man pludselig skulle i kamp. Hatten sad også på hovedet. Det var længe siden han rigtigt havde haft den på, og selvfølgelig havde han sine sorte bukser og sorte støvler på, med sporerne.

Han puffede Malde frem et par gange, som tegn på at han skulle sætte tempoet op, og så sørge for, at Malde hele tiden gik et par skridt foran ham. De kom til Hestedalen og sammen bevægede de sig ud omkring midten af det store græsareal med træer og buske indimellem. Dog var der en hel del træer og buske, det sted der blev valgt.
Samson så mod et træs stamme, og ganske kort tid efter, blev der dannet en slags skyde skive af ild, der nærmest indprintede sig i træet.
Samson vendte sig om mod Malde, som han havde stillet sig foran.

"Dagens lektion... Denne er ikke som de to andre. Nu vil jeg havde, at du skal styrke dine færdigheder. Dog kan jeg kun styrke dig med din ild evne. Din healing er lidt svære for mig, så den må du selv træne lidt med." Samson så alvorligt på sin søn. Sønnen lignede rimelig meget sin far. Sort hår og blå øjne.

"Tag dig tid til at fokusere, ligesom vi har øvet.." Samson tog et par skridt til siden, for at give drengen lidt frirum. Samson skævede over mod en busk. Her var nogen. Han kunne mærke, at her var nogen...

Amaya smilede så utrolig stort da hun endlig så Malde, hvor var det rart at han enlig var kommet ud for at lege med hende.. og manden? sikke et hår, Amaya glemmer næsten sig selv i det, sådan et langt smukt sort hår som nærmest fik vinden til at knæle for sig.. det var utroligt.. og han så meget stærk ud, det måtte være Malde's far, han havde jo snakket lidt om at hans far var stærk.. hun fik dog blikket på Malde igen og smilede.. hun tog sig til munden da han skød med ild.. Det er utroligt!! er hendes første tanke.. og hun syns det er flot at han er så tæt på at ramme, det tror hun ikke på at hun ville kunne gøre.. dog blev hendes smil hurtigt til et bekymret ansigt da Malde falder.. og før Samson nok kan nå at straffe Malde, sætter hun i løb.. ud af busken og hen til Malde.. "Malde det var utroligt!!" siger hun stor smilende og sætter sig på knæ foran ham.. "men er du okay?" kommer det så forsigtigt fra hende, som hun blidt prøver at ligge sine hænder på hans.. og hvis de rør, vil et stille lys komme fra hendes hænder og begynde at heale hende.. "tænk at du kan skyde på den måde.. det var bare så flot!!" kom det så fra hende, med meget glæde i stemmen, dog også lidt bekymret for om han er okay..

Samson fulgte Maldes ildkugle med sit blik. Han koncentrerede sig tydeligvis ikke nok. Han havde godt nok hørt fra de andre, at han havde trænet effektivt. Dog gav Malde sig ikke tid nok. Drengen måtte lære det! Ligesom Samsons selv havde måttet lære at benytte sig af sin egen evne. Samson så ikke positivt på det som Malde allerede kunne. Han kunne administrere ilden, sådan så han fik en ildkugle ud, hvilket allerede var godt nu. Dog var Samson selvfølgelig ikke tilfreds. Drengen blev nødt til at have noget at skulle leve op til, og måske ville drengen kunne bruges til et eller andet i den nærmeste fremtid, men det krævede at have virkelig ville prøve noget mere! Bruge sin koncentration! Samson hævede sin hånd og skulle til at give Malde et slag over hovedet. Hans pupiller var smalle og det lignede ærlig talt at hans øjne skød i flammer.

"Forbistrede...." Samson hørte noget i busken røre på sig, og vendte sig mod den. Sandt.. der var noget derinde. Han nåede dog også kun lige at dreje hovedet, før et forvildet pigebarn kom farende ud. Hvad?! Samson stod et øjeblik helt stille på stedet, mens han så på Amaya og Malde. De havde altså et eller andet sammen??
Det mindede ham om... kærlighed.
Samson blev fraværende i sine øjne et øjeblik. Det var som om at filmklip efter filmklip kom rullende ind under hans blanke øjne og oplyste hans verden. Dengang, hvor kærligheden faktisk var en del af hans liv. Et liv, som han aldrig ville glemme, og aldrig ville glemme hvordan den spolerede alt! Ødelagde ham som person! Men.. gjorde ham heldigvis til den han er i dag. Alt det, på grund af kærligheden. Heldigvis... var hans eget ord, for den omvæltning det blev for ham. Han var tilfreds med den han var nu, og han ville ikke for noget i verdenen "bytte tilbage" til den han var engang. En person, der kunne såres. Hvis hjerte kunne ødelægges. Det kunne det egentlig stadig, men han tænkte ikke på det som en trussel. Kvinder, var simpelthen det værste der kunne ødelægge ens hjerte - det var hans første indskydelse.
Samson kom til sig selv et par sekunder efter indgribelsen, og så med det samme Amaya stå og heale Maldes sår og skræmmer. Samson tog nogen faretruende skridt fremad, uden helt at vide om han skulle befri sin søn fra smerten senere, eller lade ham falde i, så han netop ville kunne blive stærkere senere.. Om ikke andet, kunne han selv sørge for at de kunne blive adskilt fra hinanden, på den ene eller anden måde. Han var sårbar, Malde. Han kunne se det i hans øjne. Et par uskyldige blå øjne som hans, havde det tydelige tegn som han havde arvet fra sin mor, om uskyldighed og godhed. Han ville ikke kunne finde på at gøre nogen ondt. Ikke... endnu.
Hvem troede dette pigebarn egentlig også at hun var? Sådan at bryde ind og løbe Malde til undsætning?

Samson trådte faretruende nogen skridt frem, men Malde sprang op og blokerede for pigebarnet.

"FLYT DIG!!! .... Din gæst?? Din ven??" Hvæsede Samson. Hans pupiller var stadig smalle men fuldt ud tilstedeværende. Hvad mente hans søn med "gæst"?

"Hun forstyrrer din træning! Det er helt sikkert også hendes skyld at du ikke kan koncentrere dig ordentligt! Koncentrationen skal i første række, ikke sådan et pigebarn der!" Samson kastede et blik på Amaya over Maldes skulder, inden han igen så på Malde og trådte frem. Han griber fat om Maldes overarm og klemmer fat så man kan se at knoglerne i hans fingre bliver tydeligere i hånden, hvorefter han slynger ham til side mod jorden og får ham væltet omkuld (har fået lov).
Samson sætter sig på hug og ser Amaya ind i øjnene med en alvorlig mine. Hans islyseblå øjne nærmest borer sig ind i hendes dybe øjne, som han kun kunne finde uskyldigheden begravet i.

"Du våger dig ud på lige lovlig bar bund, pigebarn!" vrissede Samson med en knurrende stemme. Samson kastede et hurtigt blik på Malde, og hans.. healede hånd? Hans blik flakkede lidt, men det hårde blik blev hurtigt rettet tilbage mod Amaya og alt hvad der kom fra ham, var, at en syngende lussing kom styrtende mod den arme piges kind.

//frys

Amaya stopper lidt op da Malde spørg hvad hun laver der? de skulle jo lege, skulle de ikke? havde han glemt hende, eller ville han rent faktisk ikke lege med hende? hun viste ikke hvad hun skulle svare ham, hun overvejede meget bare at rejse sig og løbe sin vej, hun ville ikke kunne klare at miste sin eneste ven lige som hun igen havde mistet sin familie.. dog blev hun ret overrasket da han stilte sig mellem manden og hende, hvor han kaldte hende for sin ven og gæst? så han ville gerne kendes ved hende! hun indså ikke engang at Malde tiggede Samson om ikke at skade hende, dog blev hun meget overrasket da Samson tog hårdt fast i Malde og smed ham væk.. det kunne man da ikke gøre mod andre!? "hey!" kommer det fra hende som hun fik et undrene og lettere vredt udtryk over at han 'skader' Malde.. Amaya ser blot Samson ind i øjnene, mens hendes vrede bliver mere spørgende, for hvad mener han med bar bund? hendes ansigt vender sig og en skrigende smerte breder sig i hendes kind og videres ud i hele venstre side af hendes ansigt.. der går nogle få sekunde da hendes øjne bliver helt blanke og små tåre begynder at løbe ned af hendes kinder.. hun vender hovedet lidt og ser på Malde, virkelig såret på et plan, men det er nok mere det, at hvis Samson slår en han ikke kender, hvad kunne han så ikke havde gjordt mod Malde.. hun ser så på Samson og med en bævende underlæbe, kommer det meget stille over hendes læber.. "..du.. må ikke.. skade.. Malde.." kommer det med gråd i stemmen fra hende.. det er tydeligt at hun virkelig holder af Malde som en ven.. "..hvis.. hvis du.. gør.. ham n.. noget.. så.. så.. vil jeg.. skade.. dig.." kommer det fra hende som hun er meget tæt på at begynde at græde voldsomt, hele hendes lille krop ryster af skræk.. hun er virkelig bange for Samson, for hun er aldrig blevet slået før, men hun vil ikke lade ham skade sin eneste ven.. hun knuger sine hænder utrolig tæt sammen og prøver virkelig at virke 'stærk' men hun er jo meget skrøbelig når det kommer til stykket..

Samson ser ned på den lille hysteriske pige, som tydeligt var på kanten til at græde efter slaget. Samsons pupiller udviddede sig et kort øjeblik, men blev med det samme til et par lodrette striber i iris. Samson begyndte at le i en brummen mens han sad på hug, og havde lagt armene hen over hver af hans ben. Stillingen han sad på så forholdsvist afslappende ud, bare trist at manden ikke var afslappet i sit humør. Pigebarnet troede tydeligvis, at hun kunne styre Maldes træning og i det hele taget Maldes opdragelse? Hvordan kunne hun være så blind at tro på, at det hun gjorde nu var så rigtigt? Han stoppede med at le, og så i stedet nu med et vredt udtryk på Amaya. *Forbistrede unge... Malde vinder ikke nogen koncentration af hendes tilstedeværelse*

"Du tror vel ikke, at det du gør nu, gør det meget bedre? Og tror du, at et tåbeligt pigebarn som dig, ville kunne vinde over mig? Du græder jo, bare når man slår dig!" Samson hørte med det samme, inden han skulle til at gøre noget overilet, at Malde tryglede ham om nåde mod Amaya. Samson vendte sit blik over på sin søn, hvis øjne han kunne se på, at han virkelig mente det. Han plejede ikke at bede om noget specielt, men tog bare som tingene var. Malde havde tydeligvis virkelig et eller andet for Amaya, men det havde Samson dog gennemskuet lidt før.

"Du bliver bedre og stærkere, hvis hun ikke står i vejen! Hvis hun er din ven, vil hun ikke lade sig stå i vejen for din træning.." Brummede Samson køligt og rettede blikket tilbage på Amaya og så hende dybt ind i øjnene.

"Ville du vel?" Samsons stemme lød forbistret hård, som om manden intet hjerte havde på nuværende tidspunkt. Uroligt at denne lille pige, turde sig våge ud og stå imod. Stort mod af sådan en pige, det var et særsyn. Samson vidste ikke om denne pige havde nogle særlige evner, men i Samsons hoved så det ud til at være... umuligt. En spinkel lille pige som hende, overvinde den bredskuldrede, overpumpede, fuldt udviklede mand? Det så fuldstændig urealistisk ud i Samsons øjne.

Amaya blev meget såret over det Samswon sagde, at hun var et tåbeligt pigebarn, men også det, at det lød som om det var hendes skyld han slyngede Malde væk på den måde.. hun ville jo ikke skade Malde, langt fra.. hun ser lidt ned, alle de ord.. Samson minder hende lidt som din egen far, så kold han var i starten over for hende til at starte med, han ville ikke kendes ved hende, prøvede at få hende væk, men nu er han jo ikke i hendes liv mere, han er forsvundet som alle de andre i hendes live.. hun ser op på Samson igen da han spørg om hun vil stå i vejen for Malde.. hun tøvede lidt men så så Samson ind i øjnene.. "du står i vejen, så jeg ikke kan se min ven!" kom det pludselig meget stædigt fra hende.. hun rækker en flad hånd frem mod ham, en lille lys kugle kommer frem, noget der jo ikke ser ud af meget.. og heldigvis får hun ikke samlet meget energi sammen, men hun sender den af sted mod Samson og hvis den rammer ham, vil han nok flyve nogle meter tilbage, dog er hendes hånd lidt til siden fra ham, så han burde ikke ramle ind i Malde, hvis den rammer ham.. "JEG VILLE ALDRIG SKADE HAM!!" kommer fra hende, som tåre begynder at løbe ned af hendes kinder.. Samson har virkelig såret hende og hun er bange for at han har ret, at hun virkelig vil ødelægge alt for Malde..

Samson betragtede pigebarnet stå foran sig. Han kunne godt se hvordan hendes ansigtsudtryk udtrykkede sig, så hun virkede undskyldende, men samtidig havde hun et eller andet at bevise?
Samsons udtryk blev stramt at se på, og dog alligevel også køligt. Det ville være et stort nederlag for ham, hvis han begyndte at angribe denne lille pige. Helt ærligt, hvor dybt skulle han dog så synke for fremtiden? Han mindedes dengang hvor han dræbte to spædbørn. Det var dog ikke for at få ram på spædbørnene, men for at få ram på moderen. Samson besluttede sig for, at man ikke kunne sammenligne de to situationer med hinanden.
Samson rettede sig op, men hans blik hvilede stadig tungt på Amaya, som nu åbenbart frembragte en kugle af noget lys? Var hun i besiddelse af lysets kriger kraften? Var det nu man burde spørge, hvem denne pige egentlig var?
Samson vendte hovedet idet Malde tumlede frem mellem dem og... blev ramt af kuglen? Samson spærrede sine øjne op. Hvad var det hans søn lige gjorde der? Samson stod bomstille på stedet og indover nethinderne rullede der billeder over, som var det en spillefilm...

Vejret var dunkelt og smådråber var allerede begyndt at falde ned fra himlen. Samson var ikke ret gammel, men omkring de 8 år. Han sad, som han altid gjorde, på lågen som var sammenflettet med resten af hegnet ind til tyrens område. Træet var gammelt, og egentlig kunne det godt trænge til en renovering. Området, hans barndomshjem, talte bare for sig selv, at det var det ikke råd til.
Der hørtes hove, men Samson blev siddende og kiggede ud på sin tyr, den tyr som betød aller mest for ham af alle han kendte. Ikke engang hans familie betød noget for ham, jo, kun sin far. Ikke hans stedfar, men hans rigtige far. Hans far! Samsons mindre søskende havde ikke engang hans far, som deres far. Det fortjente de heller ikke. Samsons far var stærk, rigtig stærk. Han var klog og han vidste altid hvad man skulle gøre, når som helst og hvor som helst. Han var klog og dygtig til alt. Han var perfekt og han var Samsons far. Kun Samsons far.
Lyden af hove forsvandt, et tydeligt tegn på at hesten var nået frem og stod nu stille. Samson drejede hovedet, så hen mod hjørnet af huset. Et øjeblik efter så han skikkelsen af en mand iført en lang kappe og en hat på hovedet. En hat med to smileys, en lidt for glad på en ondsindet måde (dette afslørede øjnene) og den anden smiley var trist. Denne hat tilhørte ingen anden end Samsons egen far, og dette vidste Samson godt. Han havde set ham før, men det var længe siden. Han bar både vred på ham, men samtidig stolt over at dette var hans far. Han havde hørt ting om ham, selvom moderen ikke havde været meget for at fortælle ham det. Han var vred på ham fordi, han ikke længere var en del af Samsons hverdagsliv.
Samson sad stille på hegnet og betragtede manden, som han var blodbeslægtet med, komme gående. Han havde ignoreret Samson og så meget alvorlig ud. Hans kurs var rettet direkte mod hovedindgangen, hvor døren hurtigt blev åbnet og ud trådte Samsons mor. Bag sig havde hun sine mindre børn, deriblandt Kiley som stod og klamrede sig til sin mors ben. Moderen puffede Kiley ind bag døren og lukkede den til og henvendte sig til faderen med et vredt udtryk.
Samson sad og betragtede dem stå der og skændtes. Samson kendte sin mor. Hun var god indadtil, men hvis man først gjorde hende vred så var det den rene ild at lege med, og det var dét, som hans far åbenbart gjorde lige nu. Han legede med ilden. Han kunne se hvordan flammerne stod ud af Samsons mor idét hun råbte en masse omkring faderens økonomi som aldrig havde synes at være så god.....
Moderen kastede sig over faderen og der startede en åben kamp midt på pladsen ude foran huset. Samson styrtede op, som ethvert andet barn ville gøre. Dog ville han ikke flygte og gemme sig, som et ethvert andet skrækslagent barn ville have gjort, men farede ind mellem dem og blev ramt, idét flammerne omsluttede sig Samson. Han blev ramt og slået tilbage. Ildkuglen som var blevet sendt havde fået ramt specielt hans mave. Moderen holdt sig op for munden. Enhver moder ønskede jo ikke at der skulle ske sit barn noget, og slet ikke skade som hun selv havde forvoldt mod det......

Billederne for nethinden blev sløret og det blev lysere for øjnene af ham, Samson var vendt tilbage til virkeligheden. Han så på Malde og for første gang så han nu ordentligt på ham. Han mindede så meget om ham. En følelse af vrede over at være forladt af sin far, vældede op i ham endnu engang, som var vreden vendt tilbage på en ny. Samtidig blev han dog grebet i at mærke en tårer i øjenkrogen. Malde havde forsvaret sin far, ligesom Samson havde forsvaret sin egen. Han faldt på knæ ved siden af sin søn og daskede små slag mod hans kinder, for at vække ham. Hvis han ikke havde haft dette flashback havde han ikke ignoreret Amayas kommentar, omkring at hun aldrig ville kunne finde på at skade Malde, men derimod ville han resumeret det, der lige havde hændt for et par sekunder siden, hvis hun skulle være i tvivl, om hun kunne finde på at gøre ham noget som helst ondt.

"Søn!" Ordet blev nærmest slynget ud af Samsons mund. Et ord som man knap nok skulle tro kunne komme ud mellem denne mands læber. Det føltes næsten som et fremmedord, og tilsyneladende så det ud til selv at overraske Samson ved hans opslåede øjne der dirrede lidt. Et par hurtige sammentrækninger med øjnene fik dog hans øjne til at se så godt som normale igen.
Samson lod sin finger hvile på Maldes puls på halsen. Heldigvis levede drengen endnu. Han måtte blot have blevet forskrækket over det hele. Kuglen havde ikke engang været sendt afsted i en fart, men alligevel havde den haft en stor indvirkning på Malde, for den havde alligevel fået ram på ham. Samson skulede over på Amaya med en stor forbløffelse malet i ansigtet, men det var ikke lige tiden til, at vise sin forbløffelse. Han tænkte for en gangs skyld på hans søn, Malde.

Amaya sidder som forstenet.. Malte.. han havde stillet sit imellem dem.. hun havde ramt hendes eneste ven! hun er så chorkeret at hendes hånd endnu er foran hende, udstrakt.. som da hun havde sendt kuglen afsted.. dog efter nogle sekundter falder hendes arm ned langs hendes side og hendes tåre løber ned af hendes kinder.. "Malte?" kommer det nærmest lydløst over hendes øjne som hendes øjne som har virket så fjerne, kommer mere til sig selv igen.. hun ser på malte og skrækken og angsten for om han er død er meret end malet i hendes ansigt.. faktisk over hele hendes lille krop, som sidder og ryster.. det er tydeligt at hun ikke engang ligger mærke til at Samson ser på hende.. det eneste hun ser er Malte.. meget stille komme hun på sine ben.. se små føder glider igennem græsset som hun kommer hen mopd dem.. hun stopper meget forsigtigt op en lille meter fra Malte.. hun fatter det ikke.. hun havde lige gjordt, hvis hun havde svoret aldrig at gøre.. hun kommer nærmest i tanke om Samson og ser på ham, med sine helt uskyldige og blanke øjne.. "..dig...... du fik mig..... nej..... jeg gjorde det... du havde ret...... jeg.. skadede ham..." kommer det over hendes læber som hun igen ser på Malte.. hun går helt hen til Malte og ser lidt ned på ham, hvor efter hun ligger sine hænder på hans bryst.. hun kan mærke hans hjerte, ikke at der er stærkt, men det er nok.. hun lukker sine øjne og under hendes håndflader begynder der at komme lys.. hun prøver virkelig at koncentrere sig, skønt hun er helt ude af det.. hun kan jo heale.. ikke at hun er som de profesionelle healere.. men hun har kunne heale sin far, engang han var skadet, eller noget af hans skade.. så hvis dette virker, så burde hans sår begynde meget langsomt at forsvinde.. men hun kan godt mærke.. at hun ikke vil kunne heale ham helt.. det er hun for svag til..

Samson så mod Amayas hænder. Hvad lavede hun? Healede hun ham lige i dette øjeblik? Der var vidst ingen tvivl der. Det gjorde hun! Han sagde intet til Amaya, men så så på sin søn igen. Han slap ham ikke meget ud af syne, for det var ganske få sekunder at han havde flyttet blikket, hvis ikke det kun gjaldt hele to sekunder.
Samson kunne se på sin søn komme til sig selv, hvilket beroligede ham en hel del. Han så pludselig så mange ting i sin søn, som om han aldrig rigtigt havde kigget ordentligt på ham. Han lignede ham jo! Både i udseende, men også på væremåden. Dog ville en tilkommende nok ikke sige sådan, for Samson havde trods alt ændret sig ufattelig meget, fra barn til fuldvoksen. Nogen mener, at han bare skulle have forblevet som han var som barn. Andre mener, at det ikke just undrede sig, at han endte som denne mand, da der havde været tegn i hans opvækst.

"Malde, jeg tror vi skal sige, at træningen er færdig for i dag." Sagde Samson, da han regnede med, at Malde var kommet nok til sig selv efter utallige småslag på kinderne, at han var klar nok i hovedet til at kunne høre hvad han sagde.
Samson skævede til Amaya. Tøsen var alligevel ikke helt svag. Det var et hårdt slag, det kunne enhver idiot se, også selvom idioten var stærk fysisk og helst ikke ville indse, at en lille tøs som hende ville være i stand til at give en mand som ham, en ordentlig kamp. Han brød sig egentlig ikke om tanken.

*Jeg bliver nødt til at tage hende med. Jeg kender hende ikke, men jeg må tage hende med, så hun ikke forvolder mere skade. Jeg må holde styr på hendes udvikling.* Samson tænkte lidt på, at han ikke havde set sine andre to piger i et godt stykke tid. Men han vidste, at hvis de manglede noget, ville de komme til ham. Han følte sig lidt som en far for børn han slet ikke var far til. De børn han så var far til, følte han sig ikke som en far til. Det var egentlig lidt utroligt. Men det var kun Malde, at han rigtig tog sig af, men det havde selvfølgelig også taget sin tid, før han ville tage sig af den opgave.
Samson så mod Amaya. Det var egentlig også utroligt at hun var på egen hånd, at hun ikke var ved sin familie. Måske havde det sin årsag? Der var jo efterhånden mange børn, som havde haft et tab af forældre - især under denne krig.

"Har du nogen steder at gå hen?" Samson fandt dette spørgsmål som det bedste et af slagsen. Det var en lille pige han talte til, det måtte han huske på. Sæt nu hun begyndte at græde, hvis der blev nævnt noget familie, som faktisk var gået direkte i graven. Men hvis han så ville have hende med, så skulle spørgsmålet også være formuleret sådan, så hun ikke begyndte at hade ham.

Amaya har ikke andet i hovedet at hun har skadet de neneste hun faktisk har i sit liv.. jo hun har lynii, men han var så træt for tiden, som om der virkelig var ngoet galt med ham.. hvad Amaya ikke ved er at Lynii er døende og det er derfor at han ikke render rundt i røven på hendes som normalt.. hun ser stille på Malde's ansigt.. hun er så ked af hvad der er sket, men bliver så lettet da han åbner sine øjne.. det giver hende virkelig håb om at han vil klare sig, hvilket er det hun har frygtet mest, altså at han ikke ville.. Amaya er måske dum på mange måder.. men hun har dog lært en del mens hun var Elizephs datter og er ved at blive bedre til at gennemskue folks spørgsmål, så da Samson spørg om hun har et sted at tag hen, ser hun op på ham med et roligt, dog stadig sorgfuldt ansigt.. "..Lynii venter på mig.. ved vores træ.. han er som en bror.. men nej.. vi har intet sted at være.." kommer det stille fra hende.. hun fortæller jo bare ikke at Lynii er hendes ret gamle loss som hun har haft fra hun var helt lille.. hun ser igen ned på Malde og uden at rigtig tænke sig om, bukker hun sig stille ned og hvisker til ham.. "når du er rask.. så skal jeg nok forsvinde.. undskyld.. undskyld for at jeg har givet dig problemer og såret dig.. ham manden.. din far.. han havde ret.." kommer det meget stille over hendes læber, som hun sætter sig lettere op igen.. dog er hun ikke stoppet med at heale ham, selv om det tag godt af hendes energi.. hun er blevet bedre til det, men han var jo virkelig hårdt såret.. så det tag længere tid end små sår og skrammer gør..

Samson rejste sig op, eftersom han havde været nede i hug, ved siden af sin søn. Malde var endnu meget usikker i sin færd, men det skulle ændre sig når han blev ældre, det havde hans far skam planlagt.
Amaya var lige så uskyldig som Malde, så på den måde mindede de meget om hinanden, og så alligevel var uskyldigheden på hver deres måde. Samson havde lyst til at sukke tungt over denne situation. Det var ikke ligefrem fordi han havde meget tilovers i en situation som denne. Den virkede ynkelig, på en eller anden måde, selvom hans søn lige havde været hårdt såret af dette pigebarn som stod ved hans side.
Samson undrede sig lidt over denne Lynii, som Amaya snakkede om, men kunne denne person være ligegyldig. Han troede, at det var en person, Lynii lød som en person, men dog med et mærkeligt navn, og dog, kunne folk i dette land hedde så mange mærkelige ting, så hvorfor skulle det netop ikke være en person?
I en rolig bevægelse lod han sin hånd fjerne håret som lå fladt ind til hovedet, og lade det komme om bag ryggen på ham. Hans blik hvilede et kort øjeblik tungt kort på Malde, og derefter Amaya. Venner.. Skulle han sige noget imod det? Men måske var det ikke så dårlig en idé igen, hvis man tænkte på fremtiden. Samson sagde intet til det, men Malde ville nok kende sin far nok til, at han kunne mærke hvordan tankerne kredsede omkring dette emne, det var ikke ligefrem fordi han jublede ved tanken. Dermed, var stemningen tung, og dog alligevel så spekulerende.

"Hvis du vil, kan du tage med Malde hjem og være hos os." Det var som om at Samson havde overhørt det med Lynii, men det havde han bestemt ikke. Det lå bare ikke i hans interesse at denne 'person' skulle med, når det ikke var en nødvendighed for ham.

Amaya ser lidt på Malde.. hun bliver overrasket over at han sådna kommer op på benene igen og hun tøver lidt før hun stille rejser sig op.. hun ser lidt på Malde.. hun har svært ved at stole på nogen.. for alle der havde lovet hende ikke at forlade eller skade hende.. ja.. du havde jo brudt deres løfter.. men Maldte.. han var jo hendes ven.. og han sagde at de stadig kunne være venner selv om hun lige havde skadet ham.. hvilket overrasker hende meget.. hun ser lidt op på Samson.. hun finder ham lidt skræmmende så stor som han enlig er.. nu hvor hun indser hvor lille hun faktisk er i forhold til ham.. hun ser lidt mellem dem.. men går så stille hen til Maldte og krammer ham forsigtigt.. "okay.." hvisker hun stille til ham.. og ved det mener hun at hun gerne vil med ham.. men efter lidt slipper hun stille krammet og ser op på Samson.. "men jeg vil ha' Lynii med.." siger hun stille dog lidt bestemt.. "han er gammel og syg.. jeg forlader ikke min loss.." kommer det så fra hende.. og der bliver det jo tydeligt at det ike er en person.. men nærmest et kælde dyr som hun har bundet sig meget til.. en der har været der for hende hele tiden.. hun ser lidt ned.. hun kan jo godt mærke på Maldte at hans far er en der går meget op i at bestemme alt.. så hun ser igen forsigtigt op på Samson.. "..be om? han er sød.. han beskytter mig.. han er den eneste jeg har ud over Maldte.." kommer det stille og trist over hendes læber..

Samson så op mod Borgen, som lå på en forhøjning i forhold til Hestedalen. Dette krævede en hel del tålmodighed, og nu ville pigen her have sin los med? Heldigvis var det da ikke en person hun forlangte, som skulle med sig. Tænk hvis det var en gammel person. Var han så endt med at dræbe den gamle, for at få ham af vejen? Hvis nu lossen var i vejen, så kunne Brutus vel altid vise sin brutalitet? Om ikke andet, måtte det komme på prøve. Pigebarnet her, var et særsyn af sin slags. Dem fandtes der ikke mange af, ikke dem med disse stærke evner. Hvordan kunne en så uskyldig pige, have fået sådan en magtfuld evne?
Der kom rynker henover Samsons næseryg. Han vidste ikke helt først hvad han skulle sige til dette, da han jo gerne ville have hende med, men ikke var så meget for at tage lossen med. Men nuvel, da han tænkte nærmere over det, ville sådan en syg los nok kunne blive ordnet, hvis det var det, og så kunne barnet jo få en lille løgn at vide?

"Så må du hente din los, men lad det nu ikke tage alt for lang tid, både du og den skal blive lukket ind for porten, og vi har også andre ting at tage os til.. Ikke sandt Malde?" Samson lod blikket glide over på Malde og så med et strengt udtryk på ham. Træningen før Amayas opdukken havde ikke været helt optimal. Han manglede det med at præcisere og dette skulle trænes. Kunne han ikke det, ville han ikke være i stand til at omgås ude i det brutale land, hvor fjender lå og ventede. Malde havde tydelige tegn efter sin far, allerede nu, og Samson vidste, at hans søns liv nemt kunne sættes på spil, ved at færdes rundt derude. Egentlig, ville han bare beskytte ham fra den fare, men måden han viste det på, var ikke en måde hvor følelser var indblandet. Han kunne derfor nemt blive misfortstået, og tanken om at knytte sig helt, var Samson heller ikke ret vild med.