Lugten blev tættere jo tættere træerne stod i forhold til hinanden. Rygtet havde spredt sig helt til Borgen og Samson havde fået det at vide af en trofast håndlanger, der havde opsnuset rygtet. Efter sigende, er der sammenkomst lige nu for flere dæmoner. Samson havde dog været i tvivl omkring dette rygte, da han ikke mente at dæmonerne ville trænge sig ind på øen, det var ikke noget de plejede at gøre. Hvad, eller hvem der havde fået dem til det, var ikke sikkert. Måske ville mørket én gang for alle suge alt liv ud af landet. Hvis dét var tilfældet, så måtte der slås til og opgaven ville stå på at få indsamlet flere af nogen af landets bedste kæmpere, baseret på evnerne.
Dog havde Samson givet den melding på hjemmefronten, at hvis tilfældet var ude, og dæmonerne VAR der, så ville han give dem et signal i luften om at komme, hvilket han vidste, nok skulle gå stærkt. Der var ikke langt fra borgen og så hertil. Desuden var det ikke ting og evnerne de manglede.
Lugten skar i Samsons næsebor og en let rynken skar henover Samsons næseryg. Brutus, tyren som han red på, begav sig ned i tempo da de nærmede sig målet. Målet var nu i sigte, men henlå i dyb dyb mørke.
De var nu kommet tæt på. Så tæt, at han nok ikke skulle tage Brutus med sig. Samson havde iført sig i den fulde dragt, med bande symbolet på kappen. Hatten havde han dog lagt fra sig der hjemme, da de vidt forskellige farver på den hat, bare ville lyse ham alt for meget op i denne mørke. Hvis det skulle ske at der var en masse dæmoner, ville det ikke være smart at gøre sig til en skyde skive for alverdenens evner. Det var godt nok farligt at begive sig herud alene på egen fod, det vidste han godt. Men om ikke andet kunne han forsøge at holde dem tilbage, og det behøvede ikke at være nogen stærke dæmoner, men måske blot nogen der vandrede hvileløst rundt. Det kunne ske i disse tider.
Døren fra målet, træhytten begyndte at knage. En lyd der afslørede, at døren åbnede sig da vinden tog fat. Samsons lange sorte hår vred sig en gang i vinden og kæmpede med at komme ned at ligge ned langs ryggen igen. Brutus bakkede tilbage og forlod stedet uden nogen protester fra dens herre, som om det hele var planlagt.
Samson stod stille på grunden og så på døren. Han tog en lydløs indånding for at studere stedet nærmere. Måske lugten ville kunne afsløre noget? Hans næse sagde fra og det kildede så forfærdeligt i næsen, da en stank kradsede hele vejen gennem næsen. Han tog sin hånd op til mund samt næse og lagde den tæt indover, i et forsøg på at holde et nys tilbage. Dog ikke.

"ACHUUU!" Samson havde lukkede øjne under nyset, men i dette øjeblik skød en ildsøjle ud af hans anden håndflade, som ikke lå ind til ansigtet, direkte mod vinduet på træhytten. Han åbnede øjnene, klar til at møde dæmoner omkring sig.

Der var helt mørkt et øjeblik. Så begyndte nogle lyspletter at dukke op og forsvinde igen. De flimrende lyspletter blev hurtigt akkompagneret af vinden, der fik træ til at knage og blade til at knitre. Venus' øjenlåg blev knebet sammen et par gang. Pludselig ramte en kraftigt stank hendes næsebor. Hun slog hånden op for næse og mund som en slags maske, og med et sæt var hun lysvågen. Hun sig omkring uden at rejse sig. Hun lå på noget ujævnt og kantet men alligevel blødt. Det måtte være nogle kasser, med et eller andet stykke stof over, der tjente som en slags seng. Hun så op i loftet - og fandt ud af, at der ikke var meget loft at se på. Ikke nok med at stedet var et lille skur af en art, der var også huller i taget.

Venus satte sig op og støttede sig på albuerne. Hendes næse havde vendet sig lidt til stanken, men det gjorde den ikke meget bedre. Hun rynkede på den som en anden kanin og kiggede efter kilden. En stor bunke halvråden mad lå i et hjørne sammen med fluer og rotter. Det glemte hun dog hurtigt igen, da et jag af smerte fik hende til at sætte sig næsten helt op og tage sig til hovedet. Til hendes held kom hun ikke længere for pludselig jog en ildstråle lige forbi hende ansigt. Øjnene stod vidt åbne og hendes brystkasse gik nu op og ned i en vældig fart. Den lille overraskelse havde åbenbart sat noget adrenalin i omløb. Venus vente hovedet for se ud ad den nu glasfri rude. "Hvem er derude?" halvråbte hun. Hun ture ikke bevæge sig ret meget, dels på grund af den dunkende hovedpine, dels på grund muligheden for flere ildstråler.

Samson spærrede øjnene op kort efter at ildsøjlen var brudt ud. Ingen dæmoner. Ildsøjlen holdt inde og han knyttede sin hånd sammen i et hårdt klem. Han hørte nogen derinde fra. Hvis det var en dæmon, måtte det være en harmløs dæmon med den stemme. Eller også, så var det en dæmon der prøvede på at få ham derind. Om ikke andet, måtte den plan virke meget godt, for i samme sekund var han på vej over til døren. Han gav døren et 'puf' med sin magnetiske evne så den hamrede op mod træhytten som den var hægtet til. Det gav et ordentligt rabalder i hele hytten. Hvis her var mange dæmoner, måtte de alle være vågne nu. Flagermus skrig kunne høres et sted i hytten og skrigene blev højere og højere idet de nærmede sig udgangen hvor Samson stod. Samsons meget lyseblå øjne stirrede ét sted og kunne nu se en hurtig skikkelse oppe i loftet. Han kastede sig til side for at undgå flagermusene da de fløj ud i mørket udenfor. Han stod op af hyttens træplader som formede huset. Efter et øjeblik, hvor han ikke kunne høre flere skrig trådte han frem igen.

"Samson China Oceans er trådt ind i hytten og befaler alle dæmoner til at forlade hytten omgående! Hvis ikke, sværger jeg på at I bliver grillet!" Kom det fra Samson med en hævet, truende stemme. Det var på en gang et svar til den 'uskyldige' stemme, men også en befaling til alle dæmoner som efter sigende skulle befinde sig herinde i dette øjeblik.

"Hvem der end er herinde, vis dig, eller jeg skal sørge for at sætte hytten i flammer med indhegning omkring!" Samsons snakkede normalt nu. Han vidste at den person som havde sagt noget før, var nogenlunde tæt på, og ville kunne høre det han sagde, hvis vedkommende ikke havde flyttet sig.

Døren gik op med et brag og en unaturligt bredskuldret skikkelse trådte ind. Venus studerede ham et halvt sekund og genkendte ham. Hun huskede også, at han vidst ikke havde været særligt behagelig, sidste de var stødt sammen. Nå, sket er sket... Så kom talen om at udradere dæmoner - hvorfor der skulle have været nogen, have hun ingen anelse om. På den anden side havde hun heller ingen anelse om, hvad hun selv lavede her. Det sidste, hun huskede, var, at hun var landet på Toropolis. Hendes tilstedeværelse dér skyldtes hendes nysgerrighed. Så man kunne vel sige, at det også var hendes nysgerrigheds skyld, at nogen var kommet bagfra og havde slået hende i hovedet.
Ved nævnelsen af at lave hytten om til en bålplads smilede hun lidt trods sin overvældende hovedpine. Den smule varme ville ikke have nogen bemærkelsesværdig effekt på hende. Hun rømmede sig svagt. "Undskyld, men synes du jeg ligner en dæmon?" Hun smilede stadig, mens spegulerede over, hvad dæmoner skulle lave et sted som her. Måske afbrød jeg en fest... Det kunne vel godt resultere i et slag i hovedet. Hun havde ikke flyttet sig. Det tillod hendes hoved hende ikke lige foreløbig.

Samsons blik gled hen på Venus da han fulgte stemmen. Her var nu godt nok lidt mørkt, men det kunne han hurtigt få lavet om på. Han brummede kort. Der måtte sidde en fakkel et sted på bare en af væggene. Han lod en flamme skyde ud af hans håndflade og flyve forholdsvist roligt rundt i rummet i en søgen efter en fakkel. Efter få øjeblikke havde den fundet en lidt fra Venus og lod sig tage fat i faklens top og blusse op.
Samson kunne nu se Venus ordentligt. Han havde set hende før og sammenlignede hende ikke just som noget positivt ved første øjekast. Dog kunne han ikke huske hvorfor. Om ikke andet, kunne han få et nyt indtryk af hende igen.

"Hvordan ville du umiddelbart beskrive dæmoner som en samlet beskrivelse som kan dække over alle dæmoner i denne verden?" Lød det fra Samson der let hævede sine øjenbryn let spekulerende. Han havde trods alt set nogen dæmoner. Alle var forskellige. Dog havde mange af dem horn, men ikke alle. Hans kendskab til dæmonracen var ikke stor. Men dog kunne han alligevel godt forstå hendes spørgsmål, for hun lignede utroligt meget en almindelig krystalisianer.

"Nuvel.. Hvem er du?" Spurgte Samson efter lidt tid mens han så på Venus som om han prøvede at læse hende som en bog. Måske han kunne finde nogen dæmoniske træk i hende.

"Og.. har du bemærket nogen dæmoner i dette hus?"

Hun flyttede forsigtigt rundt på sig selv, indtil hun sad i skrædderstilling. Hendes bevægelser virkede, som var hun lidt en lille fjer eller noget anden, der kunne svæve rundt på samme måde. Sådan plejede hun nu ikke at bevæge sig. Hun bruge sin evne til at flyve til at flytte sig så nænsomt som muligt. Hun havde ikke lyst til at føle mere smerte end højst nødvendigt, hvilket vel var forståeligt nok. Hun tyggede lidt på spørgsmålet, mens billede af de få dæmoner, hun faktisk havde mødt, passerede forbi hendes indre blik.

"Glatte..." Hun sagde det meget eftertænksomt. Hun mente ikke fysisk glatte, men snarere deres måde at føre sig frem på, deres som regel meget velholdte udseende, deres intelligens, der gjorde dem i stande til at sno sig ud af hvad som helst... Jo, det er vel en meget passende beskrivelse, tænkte hun tilfreds. Hun tænkte også, at man nok aldrig ville finde på et beskrive hende på samme måde.

Så lagde hun mærke til, at hun var gledet ind i sine egne tanker igen og gjorde sig store anstrengelser for ikke at virre på hovedet. Det plejede hun at gøre for at komme tilbage til virkeligheden.
"...Undskyld," mumlede hun uden rigtigt at mene det og forsatte med en mere tydelig stemmeføring, "Mit navn er Venus og nej, jeg har ikke set nogen dæmoner."

Samson forsøgte at huske hvor han sidst havde set hende henne og i hvilken sammenhæng. Han forbandt hende ikke just positivt eller neutralt for den sags skyld. Hun havde ikke bare været en han passerede og det gik ham frygteligt meget på, at han ikke kunne huske i hvilken negativ sammenhæng hun var i.
Han så en smule undrende på hendes svar. Glatte? Glatnakkede? Eh?

*Hun er jo komplet uintelligent? Det er da ikke nogen beskrivelse? Glatte i huden? Det er der da ikke nogen speciel forskel på? Glat eller ru. Sådan kan det være for enhver race, stort set!*

"Glatte siger du, huh?" Samson gav hende et blik som var hun komplet idiotisk. Vidste hun overhovedet noget? Måske havde hun bare haft den negative virkning på ham ved at besvare hans spørgsmål idiotisk? Han vred sin hjerne som bare pokker. Det kunne vel egentlig også bare være lige meget. Dog vidste han, at det var rigtig længe siden. Men nu hvor det var så længe siden, så var det da utroligt at han stadig fandt hendes hoved velkendt. Så har han da ville komme efter hende, ikke sandt? Hvad var hans tidligere gerninger? Som var typiske, og som man nemt kunne komme i vejen for? Måske var det de tanker, som han skulle tænke mere over?
Tænkning var da egentlig irriterende. Men sådan gik det vel nok, når man blev ældre og følte sig mere 'moden'.
Samson var klar til at kaste tanken helt bort fra sig, da han mente at det helt sikkert var spild af tid. For få år tilbage ville det have raget ham en skid og taget nutid som nutid, men kun samle op på fortid hvis det var en god grund til angreb og han trængte til at angribe nogen.
Pludselig slår det ham dog. Han havde været igang med at voldtage... var det ikke Venecia? Under vandet ved vandfaldet, og så var Venus brudt ind efter noget tid. Han blev vidst aldrig helt færdig med hende, men hun stod i vejen? Samson fik et glimt frem i sin hukommelse og så hendes silhuet. Ganske vidst var det flash back sløret, men ganske rigtigt. Det var hende!
Samsons pupiller blev smallere og kunne mærke at pulsåren begyndte at dunke under huden. Blodet flød hurtigere rundt i kroppen og han vred nakken en enkelt gang da den gik i spænd. Da det skete, da hun brød ind, havde han godt nok ikke været særlig glad. Det var som om, at den helt samme følelse dukkede op igen. Følelsen lå måske ikke så skjult igen?
Hun skulle bøde. Desuden, var det i disse tider godt med nyt blod inden for de fire vægge.

Han nærmede sig Venus i ganske langsomme skridt.
"Når nu jeg tænker over det.. Så kan jeg huske hvor jeg har set dig før, og dig havde jeg ikke noget imod at støde ind i. Det er blot ærgerligt at der skulle gå så lang tid, dermed... må straffen have fordoblet sig." Samson lod døren smække i med sin magnetisme evne, men fjernede ikke sit blik fra Venus. Han undervurderede hende. Hun var en kvinde og det ville dermed sige, at hun ikke havde så mange kræfter - eller i hvert fald i Samsons hoved.

En syrelig latter hørtes i den gamle hytte; lyden af kattepotter løbe hastigt over gulvet kom efterfølgende, lige over Samson og Venus. Latteren lød endnu engang, men denne gang flertallet; højre end før, hysterisk og skinger. Kattepotter var ikke just hvad der løb på den øvrige etage. Det ville være synd at kalde dæmonernes hastige fodskridt for kattepotter, men lyden var ganske ligedan. At alle dæmoner kunne bevæge sig sådan, var langt fra rigtigt; og at dæmoner opholdte sig i samlede grupper, ville også være ukorrekt at sige. I dette tilfælde bevægede de sig allesammen sådan, og rigtig nok, de var én samlet flok. Morgoth ville kalde den uadskillelige, taget deres tætte form for sammenhold i betragtning. De talte med en stemme, bogstaveligt talt, og udførte samlede handlinger. Det havde derfor ikke været ufatteligt svært for ham at vinde deres tillid, specielt ikke da han var en af dem - halvt om halvt. De stolede på ham, en ting der senere hen måtte sige at have udviklet sig drastisk. De respekterede ham, grundet hans stilling i Krystallandets daværende samfund, og på kortere tid end forventet, blev de lettere .. besat. De kravlede efter ham, slikkede sig op af ham, som han var en menneske spiddet og klar til at spise. Grundet denne besættelse, havde det også været nemt for ham at overtale dem til at holde fingre væk, fra den rødhårede kvinde de tidligere havde slæbt med sig. Han ville ikke have nydt at se Venus blive fortæret af de, tilsyneladende ret så sultne, dæmoner. Indrømmet eller ej, ville han skamme sig over dette, grueligt. Hun var trods alt ham bekendt.
Det havde ikke taget dæmonerne, eller Morgoth for den sags skyld, at få færten af Samson. De havde kendt til hans ankomst de sidste mange minutter, da den bidende lugt af tyr, og en lige så ildelugtende mand, nærmede sig den 'besatte' hytte. Hvorfor de ikke havde afsløret sig? Det var ganske simpelt. De gad ikke vække opmærksomhed, specielt ikke da han muligvis ville være harmløs af sig. Dette var tydeligvis ikke tilfældet, da en strengere lugt dannede sig i halvdæmonens næsebord. En lugt han udmærket kendte til, næsten lidt for godt. Den ophidsede ham; ikke på den opstemmende måde, som den muligvis ville have gjort; derimod gjorde den ham vred - lettere irritabel, om man ville. Det var derfor, uden ufattelig meget tøven, at halvdæmonen rejste sig fra sin siddende stilling. De før beskrevne dæmoner gjorde sig ligeledes, eller hvad man så end ville kalde deres kravlende skikkelse. Deres form var enkel, ikke menneskelig. De forekom som skygger, skygger med lange hvide lemmer, der kravlede hastigt efter Morgoth. Lyden af deres skridt lød som kattepotter; lette, men hurtige. Deres ansigter var tildækket med hætter, så deres farveløse munde kun var tydelige. De fulgte Morgoth som magneter; han standsede, de standsede. Der blev derfor også stille for en stund, da han standsede ved trappen der førte ham nedenunder. Han var iklædt det sædvanlige; sort, sort og atter sort. Hans lange glatte hår gik igen med hans skuldre, og det eneste der var at se - som skinnede igennem vel og mærke - var det hvide ansigt: det hvide ansigt, med de let kulørte kindben, røde læber, og isblå øjne. Et smøret smil formede sig på de smalle læber, dannede sig et løjerligt udseende, da han lyttede til Samsons ord. "-dermed... må straffen have fordoblet sig" - Straffen? Omhandlede hans sætning lige noget frækt? Eller var det blot Morgoths egen tankegang, der spillede ham et pus. Et stilfærdig latter, uhørlig faktisk, lød fra den tildækkede hals. Han satte derefter en læderdækket fod imod trinnet, og vandrede ned af den knirkende trappe. Da dæmonerne efter ham fulgte med, hørtes ikke en lyd, skræmmende nok.
"Jeg ville heller ikke have noget imod at støde ind i dig, Samson," hans stemme lød nærmest syngende, taget de hvæsende lyde bag ham i betragtning. "- Dog ikke med samme hensigt, som din," Det sidste skridt da faldt imod gulvet, på underetagen, satte punktum for ham. Ligeledes gjorde det for dæmonerne bag ham, hvis hvide hænder klistrede sig op af kappeklædte hans ryg.

Venus krympede sig umærkeligt. Hun forsøgte ikke at lade sig mærke med noget, men hun brød sig absolut ikke om den måde, Samson udtalte ordet 'straf' på. Hun var naturligvis også lidt skuffet over, at han endelig havde genkendt hende. Nej, det var egentlig ikke rigtigt. Hun var skuffet over hans reaktion, da han genkendte hende. Nu lod det lige til, at de kunne finde ud af det. Pokkers...
Men tilbage til virkeligheden og den overhængende fare der nu var for et slagsmål. Hun mente nok, hun kunne håndtere Samson og flygte, men hun var også hundered for, at han havde fordelen. Han havde under alle omstændigheder overtaget fysisk, men det kunne måske opvejes med Venus' hurtighed. Når det kom til magiske evner, var det noget andet. Hun vidste ikke, hvad han var i stand til - bortset fra det med åbenbart at kunne nyse ild ud af næseborene. Der måtte vel være en grund til, at han var så berygtet.

Pludselig hørte Venus fodtrin... eller rettere kattepoter? Hendes øjne flakkede fraværende, mens hun satte fokus på sin hørelse. Der var flere... og fodtrin. Da de nåede trapperne vendte hun hovedet med et ryk for så at opleve endnu et jag af smerte. Men i stedet for at skære en forfærdelig grimasse stivnede hun med munden stående let åben og øjnene spærret en anelse op. Det var... uventet For det første var hun blevet overrasket over tilstedeværelsen af de dæmoner, som hun tidligere havde sagt, hun ikke havde set nogen af. Hun havde såmænd ikke løjet, det var ikke det. Hun undrede sig bare over, hvad de lavede her - og hvorfor de bare havde ladet hende ligge nedenunder.
Det undrede hun sig kun over et næsten ikke-eksisterende øjeblik, for så trådte den anden overraskelse ned ad trappen, Morgoth. "Morgoth..." Hun mumlede meget lavt for sig selv næsten uden at bevæge læberne. Nu lignede hun bare et stort spørgsmålstegn, mens hun blev ved at stirre på Morgoth. Det var én person, hun meget gerne ville stille et par spørgsmål angående hvad i alverden, der var sket. Det var han da nødt til at vide.

Samson fik et større lusket smil på læben idét han nærmede sig Venus med forsigtige skridt, blot for at skabe lidt drama i stemningen her i hytten. Faklens lys flakkede lidt i vinden der kom udefra og gik igennem det vindue hvor der manglede glas, for at være et "fuldendt" vindue. Eller var det vinden der gjorde det? For i samme øjeblik blev Samson faktisk i tvivl. Først havde han ignoreret lyden af kattepoter fra loftet, men da det pludselig blev til en anden lyd end kattepoter og at de blev mange gange fordoblet, var Samson ikke så sikker på at han var alene sammen med Venus. Han ville ikke indrømme det overfor nogen, og knap nok for sig selv. Han følte sig slet ikke tilpas i denne situation. Der var noget der havde luret og gemt sig.

*Er det.. eller de, først vågnet nu? Burde ildflammen ikke have skræmt dem, og dermed kommet frem?* Tanken var forvirrende og krævende. En tanke som ikke var særlig velkommen i Samsons, utroligt nok, tilstedeværende hjerne, som rent faktisk fandtes i den forvoksede mands hoved.
Tanken blev kastet bort. Det var ikke værd at spekulere nu, der skulle derimod handles.
Samson smuttede hen bag Venus og lang tid gik der ikke, før han havde fundet sin lille dolk frem og holdt den nu op mod Venus' hals. En slave til eller fra, burde ikke kunne mærkes alligevel, hvis det skulle være nødvendigt. Pigebarnet måtte have løget! Det hele måtte være en fælde, hvilket Samson kun følte sig mere truet over.

"Løgner!" Hvislede Samson i Venus' ene øre, mens han stod fremvoerbøjet med sin overkrop, så hans ansigt var lige ved siden af Venus'. Han kneb sine øjne sammen og stirrede med et fastslået blik over på trappen som pludselig gav en knagende lyd fra sig. Den, eller det, eller værre... de! var på vej ned. Tanken om at give signal til Samsons kuld derhjemme, havde han slået helt ud af sit hoved. Lige nu var hans fokus her i træhytten og ingen andre steder.
Samson holdt øje med sin puls og tvang den til at forblive hvor den var, i stedet for at stresse sig selv. Han vidste ikke hvor mange der var, men det ville han nok snart finde ud........
I samme øjeblik hørte han stemmen. Han synes at have hørt den stemme før, men slet ikke i samme toneleje. En stemme, som tilhørte en mand som han havde respekt for. Samson kneb sine øjne yderligere sammen så han kun så ud af et par sprækker. Dog skinnede de islyseblå øjne gennem mørket.
Flammen som havde taget fat i faklen gik pludselig ud, som var der en der pustede til ilden så kraftigt, at flammen ikke længere fik lov til at have sit tag.

"Morgoth..." Samsons stemme var kølig og fattet. Samsons øjenbryn lagde sig ned til øjnene så det gav ham et stramt udtryk i ansigtet. Han kiggede hurtigt mod Venus og derefter på Morgoth.

"I havde planlagt dette.. At sprede rygtet om et tilholdssted for dæmoner.. Det var Dem!" Samsons pupiller blev smallere og blev lettere oprevet inde i sig selv over denne situation og over at føle sig udnyttet. Burde han have set dette komme? Havde der været nogen signaler?

"Hvad venter De af mig?" spurgte Samson med sin hvislende stemme. Morgoth havde tilsyneladende mange dæmoner med sig ved sin side. Dét beroligede ham slet ikke. Han følte sig ikke længere sikker i sine egne støvler, for første gang i meget lang tid.

Et umærkeligt smil dannede sig på halvdæmonens læber, da han hørte lyden af hans navn gentagende sig i hyttens største lokale. Han ville have kommet med en bidende kommentar, om denne ekkolignende gentagelse, men undlod dette. Situationen var trods alt ikke den mest useriøse han var trådt ind i, hvilket derfor også holdte ham tilbage fra sin humoristiske side. I stedet så han blot til, imens de to forundrede ansigter langsomt ændrede sig. For øjnene af ham så han hvordan Samsons, markante ansigt forandrede sig fra et undrende, til et mere aggressivt et af slagsen. Morgoth måtte heller ikke ligefrem siges at måtte glædes, ved synet af knivsbladet hvilende imod den rødhårede krystalianers hals. Hvad der derimod heller ikke gjorde halvdæmonen i bedre humør, var lugten der langsomt sivede sig ud fra Samsons skikkelse. Morgoth, grundet den anden side af ham, lugtede lige så godt som en rovdyr. Følelser af vær slags lugtede han tydeligt; deriblandt frygt, ubehag generel, vrede, lyst. Det der formåede at tirre ham allermest, var frygt, men efterfølgende var ubehag den mest bitre lugt han kunne finde. Denne lugt prægede sig netop over Samsons brede skikkelse, hvilket ikke kunne få andet end Morgoth til at knibe øjnene sammen. Det før løjerlige udtryk forsvandt langsomt fra det hvide ansigt, og den for spindende lyd bag ham, forandrede sig langsomt til en aggressiv hvisken. Dæmonerne bag ham, så heller ikke ud til at nyde situationen voldsomt meget.
Da bandelederen begyndte at tale om en sammensværgelse, som Venus og Morgoth tilsyneladende havde startet op imod ham, synes vreden ikke ligefrem at dumle fra hans krop. I stedet fremhævede den sig blot, og plantede et lettere opsat smil på halvdæmonens læber. Et tandsmil, der ikke just signalerede glæde. ,,Hør her hr. Nova, lad os drage forhastede konklusioner," udstødte han sammenbidt, og trådte de to skikkelser nærmere - ligeledes gjorde dæmonerne bag ham. ,,Hvad er det helt præcist det De taler om?," denne gang måtte Morgoths tonefald ikke siges at være venskabeligt, nærmere kynsik; fældende. De isblå øjne rettede sig kortvarigt imod knivsbladet, der hvilede imod den Venus' hals. Han åbnede munden for at tale, men lod kortvarigt sin fornævnte spørgsmål hvile i luften. Han lod dog ikke Samson svare på dette, da han atter talte: ,,Jo, jeg har skam planlagt dette" han kneb brynene sammen, imens han stirrede frem imod Samson. ,,Ikke et møde med Dem; ikke et møde med Venus; Ikke et mindre 'attentat' imod Dem; men et møde med disse," en hvis, slank hånd stødte sig bagud imod dæmonerne bag ham. Lange knoglede fingre, omsluttede sig med det samme hans hånd. Dæmonernes fingre følte på hans håndled, lod deres nærmest neglefrie fingre glide op og ned af det punkt hvor hans pulsåre sad. Morgoth måtte trække hånden voldsomt til sig, da de ikke så til at ville give slip på ham. En uhørligt suk kom fra ham, over dette og han himlede kortvarigt med øjnene. De måtte alligevel siges at blive en belastning for ham. ,,Så lad hende gå," hvislede han igennem hans sammenbidte tænder, imens han formede et ironisk smil frem på læberne.

Nu var hun forvirret. Hvis hun havde følt sig bange, presset, fysisk øm eller noget andet, der kunne beskrives som en følelse, var det helt forsvundet. Hendes krop var fylds til bristepunktet med en sær følelse af tvivl. Den gjorde hende ubehageligt usikker og behageligt nysgerrig. Hun havde ingen anelse om, hvad Samson ville gøre som det næste. Han led åbenbart af forfølgelsesvanvid - eller storhedsvanvid; i dette tilfælde lå de to former for sindslidelser ufatteligt tæt op ad hinanden. Hmm, tjo teoretisk set er det vel rimeligt... på en eller anden forskruet måde... at mistænke mig for at være i ledtog med nogle dæmoner, tænkte hun for sig selv. Lidt længere henne i tankerækken kom dog et modargument, der fuldstændigt underminerede den teori. Hvor i alverden skulle Samson vide fra, hvilke venner jeg har?
Men det var ikke Samsons opførsel, der forvirrede hende mest. Hun kiggede - eller rettere skævede, for kniven ved struben tillod hende ikke anden bevægelse - over til dæmonerne bag Morgoth. Sært nok var det heller ikke dem, der tog førstepremien, selvom de også fortjente opmærksomhed for deres meget sære fremtoning. Sådan som de klistrede op ad Morgoth, mindede de meget om en deform og tydeligvis muteret skygge af halvdæmonen.
Nej, det, der havde fået Venus til at spekulere, havde været Morgoths sidste bemærkning. Først tænkte hun, at han ville hjælpe hende ud af kniben, hvilket vel på sin vis også var rimeligt nok. Men så tænkte hun over, hvordan hun var havnet her i hytten. Det havde hun ikke fået svar på endnu. Efter hvad hun havde hørt, kunne det lige så godt være Morgoths eget påfund. Nu forsøgte hun bare ikke at tænke på, hvad mon skulle bruge hende til. Venus, du reddede hans liv! Der er da ingen, der er så utaknemmelige.

Samsons pupiller blev yderst smalle og øjnene fulde af vrede. Morgoth havde endnu engang sagt Cassas efternavn, som om det tilhørte Samson. Sidst, havde Samson lidt fortrudt sin aggression overfor Morgoth, for det havde tydeligvis ødelagt en hel del af deres tillid til hinanden - dog mest Morgoths tillid til Samson, hvilket Samson også havde fundet vigtigst i sit eget spil.
Det lignede ærlig talt, at Samson havde en blodig kamp inde i sit hoved på nuværende tidspunkt. Utilfredsheden var ved at stige sig til hovedet, for han kunne næsten ikke tage at blive kaldt Nova, hvis efternavn tilhørte en Lysets Lort.
Pupillerne blev smallere og øjnene dirrede mildest talt af vrede. Utroligt hvad en forkert udtalelse kunne gøre for en mand som Samson. Var hans efternavn virkelig så svært? Eller gjorde Morgoth blot dette for at provokere? For så gjorde han det så sandeligt meget godt!
Samson tog fat i Venus' hår og hev i det så han dermed fik hende til at strække sin hals og lægge knivsbladet yderligere tæt op mod den pulsende åre bag hendes hud. (Regner lidt med at det er ok, siden han allerede har fat i hende?? xD)

"De nyder det, gør De ikke? At kalde mig til efternavn, som tilhører en lysets lort? Hvordan ville De selv have det?? Hvis jeg gik hen og kaldte Dem for Nova, General? Meget tilfredsstillende.. ikke sandt? YDERST tilfredsstillende..." Samsons toneleje var skinger nogen af gangene, da hans toneleje steg og faldt, oprevet som han var. Det sidste ord blev nærmest udtalt.. hviskende. Hvis det havde været enhver anden der havde stået og kaldt ham for Nova, havde han helt sikkert angrebet på en eller anden måde, sådan så det netop ikke skulle ske igen. I dette tilfælde var Morgoth dog ikke "hvilken som helst" i Samsons øjne. Han vidste ikke helt hvad Morgoth var i besiddelse af mht. evner. Han vidste bare at han blev nødt til at have respekt og have tålmodighed på flere forskellige måder: Alt andet ville være tåbeligt.
Samsons islyseblå øjne hvilede tungt på Morgoth. Han udstrålede så sandelig af magt. Havde han tænkt sig at benytte sig af de andre dæmoner bag ham? Hvis det var tilfældet, var denne mand en sand kujon. Manden havde et godt ry, det havde han da så sandelig, men det burde ikke betyde, at det skal være hans hensigt at benytte sig af dem, i en kamp mod Samson - hvis det var dét som dette trak op til.
Samsons øjne viste stadig tydelige tegn på oprevethed, men samtidig afslørede de respekt, hvilket Samson fandt som et godt skjold indtil videre. Ved respekt, kunne man ikke udrette pludselige gøremål, som helst ikke skal udrettes, hvilket igen kan føre til, at Samson vil kunne styre sit temperament og dermed ikke handle "forgæves".

Træhytten knirkede let i den barske vind som var ved at tage til. Mørket lå tættere omkring huset end nogen sinde før - virkede det som. Al Samsons fokus var rettet mod Morgoth og hans hænder havde vendt en fjendtlig gestus mod Venus på en drabelig måde. Knivbladet som endnu lå mod den pulsende åre glimtede let, da en glød gled henover dets skarpe side. Enhver der undervurderede dens skarphed var et fjog. Hvis Samson lod kniven nærme sig meget mere Venus' hals, ville det nemt kunne resultere i dyrebare bloddråber. Kunne Morgoth finde på at handle på nogen som helst måde nu? Ville han sende nogle dæmoner, så de kom bagfra under denne snak? Uanset hvad, så var det Samson der havde kontrollen over Venus i dette øjeblik, og det så tydeligvis ud som om at generalen bekymrede sig for tøsen, hvilket oveni købet var til Samsons fordel - altid dejligt med et offer ved sin side, et dyrebart et af slagsen.

"Hvad bekymrer De sig for, general? Bekymrer De sig om pigebarnet her?" Samson bukkede sig en smule indover Venus' skulder, mens han stod der bag hende. Han snusede let til hendes kind og duftede nogle søde dufte fra hendes bløde hud. Han havde mest af alt lyst til at slikke på hendes kind, blot for at provokere, men alligevel holdt han provokationen inde, da han stadig respekterede Morgoth. Han betragtede kort hendes hud, og rettede så stift sine iskoldeblå øjne generalen. Nogle gange, havde han virkelig lyst til at smage på blod og dette var en af disse gange. Smage på Venus' blod.

"Uanset hvad der er hændt her, så er dette møde ikke tilegnet øen her!" Brummede Samson med sin dybe, kølige og halvhæse stemme som altid. Samson tænkte nu på kuldet på Borgen. Dog fandt han det upassende at skulle få dem herover, til sådan en lejlighed her. Han måtte tage sig af Morgoth på egen hånd, hvis det skulle gå så vidt for sig at det skulle blive nødvendigt.

Der var ingen tvivl om hvorvidt Morgoths udtalelse af Samsons efternavn, havde gjort ham vred. Nej halvdæmonen kunne udmærket godt se, hvordan det tilsyneladende var en nerve han havde ramt, ved at udtale dette navn i den bredde krystalianers nærvær. Hvad han derimod ikke kunne, var at finde forståelse for denne pludselige vrede. Det var også derfor med et par rynkede bryn, at han betragtede Samsons forandre ansigt. Pupillerne der faretruende gled i, de lettere ustabile træk nær hans isende øjne, og ikke mindst den bitre lugt der kom fra ham, i takt med at hans vrede steg; ja, det var alt sammen lidt noget man ville kalde faresignaler. Noget der var for sent at have spottet, da Samson trak hårdt ned i den kvindelige krystalianers ild røde hår, og satte knivsbladet lidt for tæt på hendes strubehoved. Dette fik en smilende rynke til at danne sig nær Morgoths ene mundvige; et smil, der i alt sin pragt, ikke var noget nogle ville kalde venskabeligt. Taget i betragtning af blikket i halvdæmonens øjne, der var knebet sammen til en tynd, tynd streg, var smilet et opsat et af slagsen; noget Morgoth ikke lagde den mindste skjul på. Ikke den mindste. ,,Med al respekt for Cassa, ville jeg ikke have noget imod at blive kaldt ved hans efternavn," lød det da til sidst fra ham, efter Samsons spørgsmål havde ligget længe nok i luften. ,,Men ærligt talt Samson, hvor realistisk ville det være, at nogen sammenlignede mig og Cassa med hinanden? Vi er jo så forskellige, ved du nok," et hævet bryn rykkede op i Morgoths pande, dannede sig nærmest et overlegent udtryk i halvdæmonens ansigt. Og ganske sandt, Cassa og Morgoth måtte i høj grad synes at være forskellige. Ikke kun angående deres valg af sider, i Krystallandets samfund, men også personer. Morgoth var ikke just hvad man ville kalde en elskende person, hvad Cassa derimod var. Han var mere hadefuld af natur, hvilket Cassa i den grad ikke måtte siges at være - i hvert fald ikke i det generelle.

Lyden af det glødende blad, fangede hurtigt Morgoths ufattelige ører. Lyden af det sydende metal skar ham nærmest i ørerende, da Samson lod det opvarme. Det før overlegne udtryk gled langsomt af halvdæmonens ansigt, og al anden følelse fulde med. Nu stod kun et tomt ansigt, med stirrende øjne, hvilende på knivsbladet der lå imod Venus' strube, tilbage. Nogle ville kalde det et sørgeligt syn; andre blot uhyggeligt; men hvis man kendte halvdæmonen godt nok, ville man vide at dette var et faresignal. Samson havde trådt over grænsen, nået dertil hvor der ingen vej var tilbage. Trods halvdæmonens voldsomme temperament, holdt han sig tilbage. Forblev på sin plads, som han var uberørt af dem omtalte situation. Dette måtte dog siges at være lidt af en facade, da det ikke just var hvad han ønskede at gøre; blot at se til. Dette måtte dog for halvdæmonen siges at være lidt af en nødvendighed, da risikoen for at - ved fysisk kræft - Venus fik sig et grimt snitsår, var stor. Om hvordan han nogensinde skulle redde Venus ud af den lettere ubehagelige situation, virkede alt i alt lidt umuligt. Bare ikke for denne mand, ikke med de kræfter han besad.
Samsons ord vækkede halvdæmonen fra hans mørke tanke, fik ham til at se mere fokuseret frem imod de to skikkelser foran ham. Et foragtende smil dannede sig på hans læber, imens et isende blik langsomt listede sig frem i hans i forvejen iskolde øjne. ,,Undskyld?" spurgte han, imens han lod øjnene glide granskende over Samsons bevægende skikkelse. Lugten af lyst ramte Morgoths let pirrende næsebord, dannede sig en ildelugtende lugt, der fik ham til at trække smilet tilbage. Morgoth kendte udmærket godt den form for lyst, alt for godt ville nogle mene. Han havde igennem næsten alle hans leveår, oplevet den; gang på gang, dag på dag. Han vidste udmærket hvad Samson lystede. Han havde lyst til blod, havde han ikke?

,,Leg ikke med mig Samson," svarede han ham da, ignorerende den mandlige krystalianers ord. Selvfølgelig bekymrede han sig om Venus, det var der ikke den største tvivl om. Om han kunne lide det eller ej, havde pigebarnet gjort sig et større indtryk på ham. Hun havde ikke kun reddet hans liv én gang, men to. Dette var ikke nogle gjorde hver dag, eller ville gøre i det hele taget, så et plus havde hun bestemt fået i hans bog. Flere faktisk. Det var derfor uden de største skrubler han trådte dem begge nærmere. Hans skridt var forsat lydløse, da han satte fødderne imod det knirkende trægulv. ,,Så læg kniven, og lad os snakke om det," snakke om det var ikke just hvad halvdæmonen havde i sinde. Det ville være en mindre underdrivelse. Ufatteligt nok holde dæmonerne sig på sin plads, hvor Morgoth for få sekunder siden havde stået. De vidste besked.

Venus rynkede på næsen som en anden kanin. Det var nu ikke fordi hun havde fanget færten af gulerødder. Dem var hun faktisk ikke engang sikker på, hun overhovedet brød sig om. det var noget, hun gjorde af ubehag. En svag kvalmefornemmelse bredte sig fra bunden af hendes forholdsvis lille mave og ud i resten af kroppen. Musklerne spændtes lidt. Hun skævede til det, der havde forårsaget kvalmefornemmelsen; nemlig Samson der lige i øjeblikket stod ubehageligt tæt op ad hende og snusede til hendes hud. Hun brød sig mindre og mindre om den mand. At hun stadig brød sig bare den mindste smule om ham var chokerende. Så længe han ikke decideret gjorde hende fortræd, og så længe han en anden dag behandlede hende venligt, var hun villig til at give ham en chance til. Venus' fysiske alder var 21. Ud fra du skulle man ikke tro, hunvar lige så naiv som en femårig, der endnu ikke har lært at verden ikke er et eventyr.

Som sagt var Venus villig til at tilgive Samson, så længe han begyndte at opføre sig pænt vel at mærke. Men det betød ikke, at hun ikke hadede ham nu. Hun havde mest af alt lyst til at bide ham hårdt i hånden, men for det første kunne hun ikke komme til det. Det var en fysisk umulighed, da den hånd, hun havde tænkt sig at efterlade nogle temmeligt dybe bidemærker i, befandt sig lige under hendes hage. det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. For det andet var det svært at vide, hvor den hånd havde været sidst. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at smage sig frem til det.

Morgoth begyndte at virke kold. Koldere end han plejede. Hun vidste ikke om det var en god eller en dårlig ting. Hun havde meget mere tiltro til ham, end hun havde til Samson. Og hun stolede også på ham til en hvis grad. Men den slags væsner kan ikke undgå at skræmme folk omkring sig. Venus var udmærket klar over, at den venskabelighed ikke nødvendigvis gjaldt den anden vej. han kan jo lige så godt bare fyre en salve... etellerandet af bare for at ramme Samson og så være ligeglad med, hvad der sker med mig. At han for øjeblikket lod til forsøg at undgå at ramme hende virkede betryggende, men ikke beroligende. I øvrigt var det lige gået op for hende, at hun ikke vidste hvilke evne Morgoth havde.

Venus var alt i alt ikke særligt tryg ved situationen. Hun var fanget af en kniv, som Samson stod for at holde. Det betød, at hun hverken kunne bruge sine temperaturregulerende evner eller sin evne til at flyve til ret meget. Hun kunne heller ikke før fat på sin bue og pil på den her måde. Oven i det var Morgoth åbenbart sur på Samson, og hun stod lige i skudlinjen. Med alt Venus' dagdrømmerig havde hun lært at tænke hurtigt. Alle disse tanker var fløjet igennem hendes hoved på mindre end et halvt minut.

Samson ignorerede Morgoths kommentar omkring Cassa og sammenligning. Sagde han ikke indirekte, at man sagtens kunne sammenligne Cassa og Samson? Egentlig kendte Samson ikke ret meget til Cassa, men alligevel syntes han, at han kendte nok til ham. Ham, som havde fået ham udstillet som en nar foran alle kroens gæster i en tilstand så slem, at Samson måtte kravle hen ad gulvet og så uden at komme så langt og direkte styrte i gulvet. Dette var selvfølgelig noget han havde hørt. Hovedpinen dagen efter havde også givet ham et tydeligt billede af, hvor slem den oplevelse havde været. Cassa havde nok været smart, men han havde alligevel ikke udnyttet det på nogen måde - hvorfor forstod Samson ikke, men han synes nu selv at det allerede var slemt nok.
Morgoths hentydning så han helst som afsluttet herfra. Hvis han først begyndte at kommentere på dette citat, ville det højst sandsynligt ende ud på bar bund og Samson ville gøre noget overilet uden at tænke først.
*Alt respekt for Cassa* genlød sætningen inde i hans hoved og han kunne ikke andet end at fnyse lavt.

Samson tænkte videre over sin egen tidligere tankegang. Lige nu brugte han jo sådan set Venus sådan set som et slags forsvar. Det var jo en forsvarsmetode. Samson rettede sig op, havde endnu sin kniv ved Venus' hals.

"Nuvel..." Sagde Samson køligt og trak kniven roligt væk fra Venus' hals - ikke for langsomt, og heller ikke for hurtigt. Han gik et par skridt til side fra Venus, så hun nu ikke var imellem Morgoth og Samson. Forsvarligt satte han kniven tilbage på sin rette plads.
Samson følte sig nu i skudlinjen, men hvis det var tilfældet måtte han blot tage konsekvenserne.. Han ville ikke længere gemme sig bag en kvinde. I hans hoved, var der ikke meget at snakke om, men blot en ting at udmelde:

"Lad ikke møderne her, gentage sig.. Fastlandet må vel være mere end rigeligt at benytte sig af. Territoriet her, er vores.. Vi patruljerer her.." Samsons øjne hvilede tungt på Morgoth. Tørsten efter Venus' blod var ikke dampet af. Den var der endnu, men han forsøgte mildest talt at ignorere den. Hun var fin at se på. Hendes hud var så fin og så skrøbelig at se på. Gadvide hvor meget man skulle prikke til den med en kniv, før at der gik hul? Samsons pupiller blev mindre og kort tid efter bredere igen, da tanken kom ind og blev bortkastet. Tilsyneladende var tanken ret dominerende, så det resulterede i at pupillens bredde flere gange skiftede på denne måde, men pupillen forblev stor efter et øjeblik.

De iskolde øjne, halvdæmonen nu engang bar rundt på, sænkede sig for en stund. Han besad ingen evne til at forudsige fremtiden, eller nogen evne lignende den; men han vidste, hvad der da ville komme. Han kunne næsten se sceneriet for sig, ærligt talt. Han vidste Samson ville sænke kniven, ville træde fra hans menneskelige skjold; han vidste at han ville være uklar på hvad der end ville komme, kraftfuldt eller ej. Han vidste, at efter alt dette, ville der ikke være nogen venskabeligheder blandt mørkets magter, og Samsons omtalte bande. Der ville ikke være et bånd imellem dem; intet sammenhold, ingen aftaler. Intet. Intet som helst. Blot et fjendskab, der var skabt af ren tåbelighed. Begges tåbeligheder, vel og mærke. Samsons stupiditet; Morgoths kærlighed for beskyttelse, af det han blot havde en anelse kært. En dag vidste han, at de begge måtte bøde. Morgoths dag var endnu ikke kommet, men den var nær. Det vidste han, med sikkerhed.
Hvad han derimod ikke vidste, var hvorvidt Venus måtte reagere, på hvad han havde planlagt at fuldføre. Ville hun se til, imens helved brød løs? Vil hun stå som mejlet til jorden, stirre på det sceneri der snart ville finde sted? Ville hun le håndende, af den der ville lide for den andens straffende hånd? Eller vil hun græde; græde frygtende tåre, for det blod der om muligt vil udgydes. Intet var sikkert; ikke for ham, ikke for hende, ikke for Samson. Ikke i dette tilfælde. Ufatteligt nok, håbede han på det sidste. Ikke med håbet om at se en frygtende, en lidende kvinde. Men med håbet om, at der blot var et menneske i denne verden, der blot var lidt menneskelig. Blot havde lidt følelse, en anelse samvittighed, for deres medmennesker. Denne tanke fik halvdæmonens rynkede pande, til at glatte sig ud. Et marmor agtig ansigt kom da til syne, fik den ellers mandlige krystalianer, til at ligne .. et kvindfolk.

,,Lad mig gøre en ting ganske klar, for Dem," han talte da til sidst, stadigt med øjnene hvilende imod trægulvet under sine fødder. Øjenlågnene hans, havde sænket sig halvt ned omkring de isende øjne. Fik dem til at se lukkede ud fra Samsons og Venus' vinkel. Disse var ikke lukket, ikke det mindste. Dette kom da også til udsyn, da han atter hævede blikket. Hans øjne var rolige, halvt lukkede grundet hans nedlagte øjenlåg. Trods roligheden der hvilede over dem, stirrede de frygtindgydende frem for sig. Direkte ind i Samsons lige så isende øjne, hvis pupiller trak sig sammen af lyst. Denne lyst var tydlig for Morgoth, tydligere end alt andet. Han lugtede den, fornemmede den, nærmest følte den. Den misbehagede ham; fik ham til at foragte bandelederen. Denne omtalte foragt var også tydeligt at høre, da Morgoth atter talte. ,,Mørket har ingen grænser, end ikke for Dem; ikke for Deres bande; ikke for øen her," den røde mund formede sig kortvarigt i en spids, samtidig med han nærmede sig Samsons fuldoprettede skikkelse. I takt med at Morgoth nærmede sig ham, indså han hvor lav han var i forhold til Samson; hvor lille han faktisk var. Manden ville udenvidere kunne slå Morgoth i nævekamp; et enkelt slag imod kraniet, på det rigtige sted; på den rigtige måde, og Morgoth ville bryde ud af bevidsthed. Nævekamp var bare ikke hvad Morgoth havde i sinde, at stille Samson op for. Nej, magi var dem begge mere værdigt, mente han.

For første gang, rigtigt, så han imod Venus. De isblå øjne indeholdte pludseligt ingen foragtelse; faktisk indeholdt de intet. De var udtryksløse, så blot granskende imod den nu frie, rødhårede kvinde. Da han dog var sikker på, at have fanget hendes øjne, trak der sig en rynke frem ved hans mundvige. Et umærkeligt smil dannede sig på hans læber, henvendte sig til kvinden hans øjne hvilede på. Han skyldte hende hans liv; stod i gæld til hende. Han ville være hende dus nu. Med denne tanke vendte han blikket frem for sig, stirrede frem imod Samsons bredde skikkelse med samme følelsesløse øjne; uden smil. To skridt, og han stod pludseligt krystalianeren ganske, ganske nær. Med løftet hage stirrede han ham ind i øjnene, uden frygt for konsekvenserne af dette nærværd. Et håndligt smil formede sig pludseligt på hans læber, med en vis bitterhed hvilende over hans sammenknebne øjne. ,,- Lad mig gøre det klart for Dem," En snehvid hånd løftede sig, lagde sig imod Samsons muskuløse brystkasse. Næstent kærligt, gled den derfra til hans skuldre. En trykbølge, så kraftigt som treds kilo faldende fra fem hundred meters højde, skød imod Samsons skuldre. Hvis han ikke flyttede sig i tide, ville denne skuldre brække sig; mildt sagt.

I samme øjeblik Samson slap hende, fór Venus op og væk fra Samsons rækkevidde. Hun stod nu placeret som en dommer i en boksekamp med Samson i det ene hjørne, en ordenlig klippert på omkring 100 kilo med en hjerne på størrelse med en indskrumpet ært, og i det andet hjørne Morgoth, en lille fims på cirka 70 kilo men med evner der kunne sprænge en fæstning i luften.

Pludselig brugte en hammer hendes baghoved som startklokke - eller sådan føltes det. At have en glødende kniv mod struben var åbenbart effektivt mod smerte. Eller også skyldtes hendes smertefrihed blot, at hun ikke havde flyttet sig ud af stedet. Nu havde hun så begået den fejl at flytte sig alt for hurtigt. Hun tog sig til hovedet, knækkede sammen på midten og skar en meget sigende grimasse. Hun bed tænderne sammen og rejste sig langsomt op. Det er ikke en god idé ikke at følge med nu, min søde... Venus bevægede sig i slowmotion og fik til sidst rettet sig helt op så hun kunne se, hvad der foregik.

Hun så på Morgoth, så på Samson og så på Morgoth igen. Der var noget under opsejling. På sin egen diskrete, stenansigt-agtige facon gjorde Morgoth det tydeligt, at situationen ikke huede ham det mindste. Var det bare hende eller bevægede alle sig i slowmotion? Venus' blik flakkede konstant fra den ene til den anden, men de to syntes næsten ikke at bevæge sig. Så vente Morgoth sig en smule mod hende og fangede hendes blik. Er det- Smiler han? Faktisk var hun ikke det mindste i tvivl om, om han smilede til hende. Det overraskede hende bare. Hun trak mundvigen lidt op for at understege, at hun havde forstået. Hun følte sig pludseligt helt tryg. Godt nok havde Samson skræmt hende, men det der havde skræmt hende mest var, at hun var i Morgoths skudlinje. Hun fattede pludselig, at han aldrig havde haft til hensigt at ramme hende. Hendes ansigt ændrede sig ikke så meget på det ydre bortset fra, at hun nu kiggede på Samson i stedet. Men indvendigt bredte der sig en vis ro. Det var vel hans plan at få Samson til at give slip, så jeg kom af vejen...

Pludselig som ud ad ingenting - eller næsten, for Samson havde været mere end provokerende - gik Morgoth til angreb. Selvom Venus havde følt sig rolig som en klippe, som en mediterende munk, som en kanin, der gumler på sin gulerod, strøg en chokbølge alligevel igennem hende for fuld kraft. Hun var på kanten til at blive i så godt humør, at hun kunne glemme, at Samson for kort tid siden havde holdt hende som gidsel, og så pludselig... bare sådan, affyrede Morgoth en salve af ubestemmelig oprindelse af mod ham. Der var ingen tvivl om, hvis Venus tænkte efter, at Samson fuldt ud havde fortjent den behandling Men jeg kan altså ikke li' det... Han endte trods alt med at slippe mig. For øjeblikket stod hun bare med munden på klem og stirrede.

Samson betragtede Morgoth med et, så at sige, groft blik. Han vidste, at nu havde klokken ringet. Klokken der sagde, at samarbejdet mellem de to parter var helt afgjort nedlagt. Nok var det ikke smart, men dette fandt Samson sig alligevel ikke i. Tydeligvis, havde Morgoth en stor nok grund til at gå på sin egen måde, imod Samson, blot ved at Samson havde truet lidt med at skade Venus. Og han skulle forestille sig at være sendebud fra Mørket? Helt ærligt... Det ville enhver idiot kunne se, ikke passede sammen.
Samson skulede kort til Venus, idét der blev udvekslet blikke og andet, som Samson ikke lige var sikker på, hvad var, eller hvor meget der lige foregik i det øjeblik de så på hinanden. Var det en slags kommunikation? Om ikke andet, så vidste Samson med sikkerhed, at idét Morgoth gik mod ham så havde startklokken til boksekampen begyndt. Ærgerligt, at det ikke var uden magi denne gang, for så ville det sikkert hurtigt være afgjort. Dette var en af de situationer hvor det var vigtigt at man havde trænet på sine magiske evner. Både med hensyn til præcision, reaktionsevne samt styrken i dem. Der var selvfølgelig mere end blot de tre ting at tage hensyn til, men det gjaldt om at holde hovedet klart og tænke realistisk. Det mest realistiske i denne situation, hvor Morgoth begyndte at gå fremad var ikke en fredsaftale. Der havde forgået for meget til at det ville kunne ske.

"Hvor klart, General?" Dette var blot Samsons ord til generalen lige så snart han stod foran ham og skulle begyndte at strække hånden frem mod Samson. Samson smilte et lille spydigt smil, men det forvandledes hurtigt igen. Situationen var alvorlig, det kom han ikke uden om. Mange gange havde han mulighed for leg, men det havde han aldeles ikke her.
Samsons trang til at se Venus' blod var stadig i baghovedet. Det kunne nemt komme til at koste ham en hel del. Han måtte forsøge at glemme det. Det var lige før, at Samson begyndte at tro, at han havde foretaget sig en forvandling til vampyr i dette selv samme træhus, som han ankom til for kort tid siden. Dog var det teknisk set umuligt..

Samson krydsede sine arme foran sit ansigt og udstedte en ordentlig magnetisk frastødning, som gjorde det muligt at afværge Morgoths Angreb. Morgoths angreb søgte mod Samson, og Samsons mod Morgoth - der forekom en udligning... Dog føltes det alligevel som en grov storm, da "skjoldet" lod bølgen bredde sig udenom, som var skjoldet en sten i vandet lige før vandfaldet - der, hvor der er aller mest strøm. Samsons lange sorte hår føg tilbage, og de isblålysende øjne åbnedes halvt under dette uvejr og så direkte ind i Morgoths.
Samson havde trængen til at lukke noget lort ud, men alligevel forsvandt den, da han hele tiden mindede sig selv i, hvor alvorlig denne situation så ud til at kunne blive. Det gjaldt ligepludselig hans egen sikkerhed og han var sikker på, at Morgoth ikke ville tøve med at slå ham ihjel, eller bare tæt derpå. Pigebarnet måtte virkelig være guld værd.. Hvad kunne hun overhovedet?

"Kan jeg spørge dig om en ting, Hr. General?..." Spurgte Samson med sin dybe, mørke stemme, som havde en strejf af hæshed over sig. Stemmen var kølig. Kølig overfor situationen og kølig for at forholde sig i ro og ikke gøre noget som var dumt. Han tænkte stadig på fred i sit hoved, selvom han egentlig vidste, at det var for sent.
Spørgsmålet var egentlig afsluttet, men Samson ventede ikke med at få en godkendelse af hans kommende svar. Man kan så at sige, at det ikke var den helt rigtige situation at skulle til at vente på denne godkendelse. Han valgte derfor at spørge, uden afventning fra Generalen.

"Hvad er pigen, Venus værd? Er hun virkelig dét værd for en slåskamp mellem to overhoveder for hver sin ting?" Samson gav den en ekstra chance. Dog ville han ikke forblive stående på det selv samme sted. Han listede sig roligt rundt i en bue, så han nu gik langs nabovæggen til den første. Venus stod nu overfor ham, ved den modstående væg. Hans fokus var dog ikke rettet mod Venus, men på Morgoth. Det var det bedste.. Det måtte det være.
Små flammer føg rundt i hele rummet. Her var mørkt og Samson ville udnytte sig af det, han havde på "lavt niveau". Aldrig brug en kampteknik, som med det samme ville afsløre kraften som gemte sig under huden. Lad der blive et klimaks...

Morgoth tvivlede ikke på hvilke evner Samson besad. Skjoldet Samson havde udbredt, kom derfor ikke som en enorm overraskelse, for halv dæmonen. Han havde på et eller andet plan set det komme, efter at have tydet krystalierens kropssprog. Som Samson havde læst hans nærmende skikkelse, der tydeligvis havde antydet alt andet end fredelighed, havde Morgoth fornemmet Samsons forsvar. De overlagte arme; den ufattelige ro for Morgoths nærvær, havde været nok til at fortælle om den andens situationsfornemmelse. Alligevel havde halvdæmonen håbet på, at krystalianeren havde været dum nok, til at hoppe på krogen. Dette var tydeligvis ikke tilfældet, da Morgoth måtte være vidne til at se sin egen telebølge, væve sig udenom Samsons opsatte skjold. De dansene, sorte lokker fra Samsons enorme manke, der blev skudt bagud grundet kraften i halvdæmonens udsendte bølge, fik Morgoth til at trække hånden til sig. Ganske langsomt, lod han sine hånd forlade hvilestedet imod Samsons flade, men muskuløse brystkasse. Hånden forsvandt bag det sorte stof, der omgik hans krop, og atter var der kun det hvide ansigt tilbage at se. Et ansigt, der ikke måtte siges at udstråle glæde.

To dybe rynker dannede sig omkring Morgoths mund, da han trak op i en kynisk grimasse. Lyden af bandelederens talende stemme, vendte hans fulde opmærksomhed imod ham. Han lyttede til hvert eneste ord, alt imens hans isende øjne granskede den andens markante ansigt. Lyden af Venus' krop ramle imod gulvet var dog nok til, at få ham til at vænne blikket fra Samsons ansigt. De isende øjne havde ikke i sinde at flytte sig fra den rådhårede krystalianer, før han var sikker på hun havde rejst sig. Dette gjorde derfor også, efter Samson havde udspurgt ham endnu engang, at han ikke svarede ham. Han ventede blot tålmodigt på, ligeglad med om hvorvidt Samsons tålmodighed var stor nok til at vente, at kvindemennesket rejste sig. Da hun efterfølgende gjorde dette, vendte han atter de isblå øjne tilbage imod Samson - denne gang, med det umærkelige smil på læberne. Dette smil dalede da, i takt med at Samson bevægede sig i en bue udenom ham. Med øjnene stirrende vidt frem for sig, fulgte han bandelederen med øjnene. Langsomt, bevægede han sig også. ,,Hvad hun er værd? - Intet," svarede han ham da endelig, med det opsatte smil, der blottede de kridhvide tænder for dem alle. ,,- Og så .. Alligevel alt?" en ironisk, næsten kvalt latter, hørtes fra halvdæmonens tørre hals. Hans bevægende skikkelse stoppede, da han atter stod Samson i front - og derved foran Venus. ,,- Er det svar nok til Dem?"
Fornemmelsen af en let varme, bevægende sig omkring dem, opfangede hurtigt Morgoths hurtige instinkter. De isende øjne gled febrilsk fra Samsons øjne, til en nærmende flamme, for så at forsætte til den næste, og den næste, og den næste. Ilden var tydeligvis krystalianerens element, taget denne og hans tidligere 'uheld' i betragtning. Flammen i nyset havde været langt kraftigere end disse, hvilket fik generalen mistænksomhed til at stige yderligere. Flammerne omkring ham var sikkert harmløse, men hvad der så end senere måtte komme var nok ikke så mildt. Det var derfor, uden den største tvivl, at Morgoth trådte tilbage. En hvid hånd rakte sig bag ud, famlede i kort tid ud i luften, for efterfølgende at gribe Venus' hånd. Her trak han denne frem imod sig, for derefter at ligge den imod hans kappe. De isende øjne vendte sig over skuldren, seende imod kvindens øjne. Da de havde dannet kontakt, lød Morgoths mørke, men klare stemme, i hendes hoved: ,,Træk min kappe over Dem, i tilfældet af han sender et 'ildhav' over os,"