Lanthania sidder ved et bord inde på biblioteket. Hun vækker en hel del opsigt pga. hendes grønlige hudfarve og underlige opførsel. Hun sidder nemlig ikke normalt, faktisk har hun lagt sig midt oven på bordet i et fejlet forsøg på at efterligne menneskene.

Lidt inden havde en venlig mand henvist hende til biblioteket da hun ved hjælp af fagter fik forklaret ham at han lignede en gulerod, og at hun manglede at lære noget. Han havde grint, og peget hen mod denne bygning. Nu hvor hun var herinde kunne hun dog ikke helt se formålet med det hele. Der sad kun få andre, og de sad fordybet i underlige, firkantede ting som så ud til at kunne åbnes. Det så desuden ud som om, at de var beskidte indeni, de var jo allesammen fyldte med sort smulder, som måtte have groet sig fast i siderne. Jo, det var åbenlyst at Lanthania ikke kendte noget som helst til verdens sammenhæng, men hun havde jo også kun eksisteret i den i et par måneder. Hun havde efterhånden lært, at man ved at bruge sin stemme kunne kommunikere med menneskene, og hun havde endda opfattet, at de talte specielle sprog. Hun havde fanget ordene ja, nej, ny og hjerneskadede individ. Det sidste var hun åbenbart selv, det var hun blevet fortalt.
Langsomt satte hun sig op på bordpladen og gik hen til en reol fyldt med bøger. Hun tog en af dem ud, og satte sig til at glo i den. Hendes egentlige formål med at komme her var at finde informationer om mennesket og deres adfærd, men her var jo ingen til at forklare hende det, og disse firkantede klodser hjalp heller ikke meget.

Lanthanias hovede var et underligt rod. På den ene side kunne hun tænke ligesom normale mennesker, og danne sig meninger. På den anden side vidste hun simpelthen ikke en eneste ting om, havd hun skulle danne meninger ud fra, og hvordan det var meningen at man skulle gøre i denne verden. Det var ulempen ved at være skabt et par måneder siden i en 16-årigs krop.

Et par halvtunge skridt kom slæbende ind på bibliotekets gulvbrædder.. bæreren af disse slæbende fødder, var ingen ringere end den selvoptagede, forhenværende Prins Duzzel.. Han havde et muggent udtryk malet i ansigtet med den blålige hud.. som altid gloede folk mærkeligt på ham, nogle fniste og andre begyndte at småsnakke.. Duzzel elskede opmærksomhed, men ikke dén her slags!
Han endte med at rette sin kurs hen mod nogle reoler, hvor han mente at have vidst der stod letlæsningsbøger. Ligesom Lanthania ikke havde været i denne verden, havde Duzzel det heller ikke.. det var vel kun nogle ganske få år siden han blev bedraget af sit eget folk hjemme i Savrasijun, og forvist hertil? I begyndelsen havde han været fyldt med had og raseri til denne nye og, for ham, meget underlige verden. Men som tiden havde skubbet sine snegle afsted, havde han vænnet sig til det, og var faktisk begyndt at vise lidt interesse i at lære mere.. Han var derfor begyndt at læse, eller han forsøgte i det mindste..
Hans blik gled hen over de mange bogrygge mens hans ene, slanke hånd flyttede nogle sorte pandelokker væk fra øjnene.. tilsidst fandt han en.. det var vist en religionsbog omkring Isarismens gudinde Isari..
Han trak den ud med en pegefinger og lod blikket studere de små bogstaver.
"I.... S... Is.... a... Isa.... ri... isari... s... isaris... men... Isarismen" .. mumlede han ganske hviskende.. det var ikke tydeligt for nogens ører, med mindre man da havde stået helt henne ved ham.. så måske Lanthania havde hørt hans lave ord? Duzzel havde kæmpet sig igennem hvert eneste bogstav i et forsøg på at læse bogens titel..
Han valgte den, og skuttede skuldrende mens han kastede et blik rundt efter et bord at slå sig ned ved.. Men hans blik blev dog forstyrret i sin søgen, af et andet væsen, der ligesom ham selv havde en hudfarve, som i denne verden ville blive betragtet som mærkelig.
Åbenlyst stod han og kiggede på hende, for at undersøge hvad hun var for en.. Han havde i sin tid i landet set mange mærkelige væsner, men dog ikke en der så ud præcis som hende her.. hudfarven var i hvert fald meget speciel... I et kort øjeblik strejfede tanken ham, at hun kunne have været en af hans egen race; men dog en af de få som lå inde med genfejlen, der gjorde dem til albinoer... ind imellem fik albino sijujiner jo nogle meget besynderlige bifarver.. andre gange blev de bare helt hvide..
Men hendes kropsbygning og bevægelsesmønster afkræftede dette.. og så var hun vist heller ikke høj nok til at kunne være en kvinde fra hans egen race...

Lanthania opfattede, at Duzzel så på bogen, og at der i forbindelse med dette kom lyde ud af hans mund.. Ergo, han tydede skidtet som havde sat sig fast i bogen! Så måske var det i virkeligheden ikke skidt? Hun valgte at gå hen til ham, og spørge ham med det ordforråd hun nu havde tilegnet sig.
"Biblo..Tek. Den.. Hvad?" spurgte hun ham, og hun var ikke det mindste tøvende. Hun vidste selvfølgelig heller ikke, hvornår det var meningen at man skulle være lavmælt, genert, høflig eller andet i den stil. Derfor havde hun også snakket alt for højt taget i betragtning af, at de befandt sig på et bibliotek.
Hun stirrede indgående på bogen for at få ham til at fatte, at det var den hun mente. Måske var det i virkeligheden godt, at hun ikke anede hvor dum hun egentlig var. Hvis hun gjorde, havde hun sikkert lukket sig inde, og så havde hun aldrig lært normerne her i landet.

På en måde følte hun sig godt tilpas ved denne skabning overfor hende. Hans hud havde en anderledes farve ligesom hendes egen, kunne hun se. Grunden til, at hun selv var "misfarvet", var egentlig, at hun ikke var lavet helt færdig, så den grønne syre hun var skabt af stadig var synlig. Fordi hun stadig ikke var færdig kunne hun heller ikke spise ligesom menneskene, men var nødt til at "suge" energi ud fra andre med det telepati hun mestrede.

Duzzel hævede øjnbrynene med en lidt undrende mine i ansigtet.
"... eeh?" mumlede han en smule undrende, men syntes at forstå at hun ikke talte sproget så godt.. Det kunne gøre det svært for Duzzel at forstå hvad hun mente, siden han selv ikke var for god til sproget.
"Bog" svarede han dog mens han pegede på den.
Han tog nogle skridt hen over gulvet mod et bord med 4 stole. to på hver side.
Her trak han den ene stol ud og satte sig på den med benene ind under bordet, bogen placeret på bordpladen frem for sig.. Duzzel havde haft travlt med at sætte sig ned.. han havde jo åbenlyst stået og kigget på hende, men havde bestemt ikke regnet med at hun ville henvende sig til ham.
hans blik var nu mere flygtigt, som det betragtede hende.. han vidste ikke helt om hun skulle vuderes som værende ven, fjende eller noget helt tredje. Duzzel følte sig sjældent tryg i nærheden af det modsatte køn, og normalt undgik han helt den slags.. efter de gange hvor han nær var blevet voldtaget hjemme i sit eget land, skulle han ikke nyde noget af den slags igen! Desuden havde episoden med Icaricia, og Duzzels håbløse forelskelse i hende, givet dybe ar i den i forvejen forstyrrede knægts hoved.
Han rettede på sit halstørklæde og gabte så lidt tilbageholdt, mens han automatisk lod en hånd glide op for munden, ligesom for at skjule gabet.. det havde han efterhånden lært; det var nemlig meget irriterende at få spørgsmål.. Duzzels tunge var jo helt blå.. Ja, faktisk var alt på ham i blå nuancer.. normale menneskers hud var rødlig tonet.. Duzzel's var blåt. Røde blodlegmer for ham, blev kaldt blå blodlegmer.. ja, alt den slags.

"..Bog.." mumlede hun lige efter at han havde sagt det. Så det var dét de blev kaldt, disse underlige informationskilder! Bog.
Ihærdigt tog hun én af dem ud fra reolen, ligesom Duzzel havde gjort det, og satte sig på stolen. Underlige tingester, men hun kunne nu godt se det smarte i stolene når de nu arbejdede sammen med bordet. Forsigtigt lagde hun bogen på bordet, og åbnede den. Der var billeder i den, flotte billeder af prinser og prinsesser. Lanthania så dem selvfølgelig kun som flade mennesker med skinnende dimser på hovedet, men det gjorde ikke så meget. Hun nød at kigge på dem.
Da Duzzel gabte, iagttog hun ham grunddigt. Et par sekunder efter gjorde hun nøjagtig det samme, selvom det nok så lidt akavet ud. Hun vidste jo ikke hvad det gik ud på, måske var det et tegn? Det var ihvertfald ikke menneskenes hilsen, for når de hilste, sagde de vist bare "hej". Nårh ja, det var dét de gjorde! det kunne hun jo også gøre, tænkte hun, og smilede. Hun havde efterhånden lagt mærke til, at hendes mundvige engang imellem trak sig opad og dannede et smil, og at hun havde det godt når det skete. Altså, smilet var et tegn på glæde. Derfor smilede hun nu stort, og rettede sig mod Duzzel.
"Hej!" sagde hun, og lod ikke smilet forsvinde. Hun må virkelig have været underlig at se på, men selv troede hun, at hun havde fået fat i den lange ende. Hun efterlignede igen gabebevægelsen efterfulgt af et "Hvad?". Han måtte vel kunne forklare det.

Duzzel så undrende på hende.. hun opførte sig temmelig sært, mente han.. Men langsomt begyndte det at gå op for ham, hvad det hele her gik ud på.
Hun kunne ikke tale? nej.. det kunne hun ikke.
"Hej...?" hilste han igen.. hun smilte.. han forsøgte at smile.. men smilet blev akhavet og ikke ægte; Duzzel havde simpelthen glemt hvordan man smilte, for tiden.. derfor gled hans ansigtsmimik hurtigt tilbage i et mere neutralt udtryk.
Da hun lavede gabebevægelsen og gabte, forstod han lidt mere.
"Gabe." sagde han.
"at gabe". gentog han. han pegede på hende og sagde "du gaber" startede han inden han fortsatte; "Når du er træt" .. ved ordet 'træt' lukkede han øjnene og foldede hænderne på den ene side af hovedet, som skabte han en pude med fagter, lagde hovedet på skrå, som hvilte han hovedet på hænderne.. kort så det ud som om han sov, inden han åbnede øjnene igen og rankede sig op..
Det var helt underligt at tale med nogen på den her måde.. på sin vis var det som at tale med et barn, og på sin vis virkede hun helt normal, men blot som en der ikke forstod sproget.. var hun mentalt handikappet, eller sådan noget i den dur? Duzzel vidste det ikke rigtig, og det fik ham til at se lidt undrende ud..

Hun gabte igen, og sagde: "At gabe!". Derefter iaggtog hun igen Duzzel. Så lavede hun de to bevægelser efter hinanden, først gabet og så de lukekde øjne og pude. "At gabe, når træt!" sagde hun i et spørgende tonefald. Hvor var det venligt af ham, at han forklarede det for hende. Ingen andre gjorde det, og problemet synes at være mangel på tid. Tid var pbenbart meget vigtigt for menneskene, selvom Lanthania ikke helt forstod begrebet. Hun havde set de ting, folk havde på armen og kiggede på, når de sagde: "Ingen tid," og gik.
Pludselig forsvandt hendes smil brat. Hun kiggede ned af sig selv. "5179F, Lanthania," sagde hun. Det første var det nummer, som hun var blevet givet af professoren som lavede hende. Hun kiggede derefter på Duzzel. Flere mennesker havde præsenteret sig for hende, og bedt hende om at gøre det samme, så dét vidste hun præcis hvad var.

Det var hårdt at skulle lære alt dette, for i bund og grund var hun bare et spædbarn som var blevet kastet ind i en 16-årigs krop og hjerne. Hun var belvet tildelt tanker og følelser som en 16-årig, men hun kunne ikke beherske dem ordentligt. Om hun var mentalt skadet? Nej. Men det kunne minde om. Det meste af det hun gjorde var drevet af instinkter, det var også dem som gjorde at hun overhovedet kunne overleve. Hun kendte jo heller intet til godt og ondt, så i princippet så hun intet forkert i at springe ud foran en med et sværd løftet over hovedet. Hendes instinkter holdte hende dog fra det, og det var også dem som gav hende et indtryk af folk.

Så smilede hun igen, og kiggede på ham. Det var et underligt smil, ihvertfald når det ikke kom af sig selv.
"Tak," sagde hun, og gabte igen.

Han betragtede hende lidt.. hun forsøgte da ihærdigt at lære hvad Duzzel viste hende..
Da hun talte igen, forstod han i første omgang ikke hvad hun mente.. et nummer? og noget der vist var et navn?
Han nikkede dog ganske langsomt.
Han pegede på sig selv.
"Duzzel" sagde han. Han pausede sig selv igen, pegede på sit ansigt mens han sagde; "Jeg" og pausede sig selv.
"Hedder Duzzel." sagde han færdiggørende.. Dernæst pegede han på hendes ansigt.
"Du hedder..." han tøvede.. han kunne ikke huske det nummer hun sagde.. derfor færdiggjorde han istedet bare med; "Lanthania"
Duzzel var egentlig kommet her for at læse.. for selv at lære.. men han havde jo ikke travlt! slet ikke faktisk.. nej, han havde alt den tid han skulle bruge.. for ingenting hastede for ham.
Han tog hendes hånd, fik den ganske forsigtigt til at pege på hende selv.
så sagde han; "Jeg" efter at have flyttet sin egen hånd.. Han håbede at hun forstod.. Det var svært at forklare en person om ords betydning, hvis hun intet forstod. I et kort øjeblik kom han til at spekulere.. mon ikke nogle kunne indprinte en lille form for sprogpakke i hendes hoved? folk her havde jo de sindsygeste magier.. nogle måtte vel kunne en form for tankelæsning og tankeoverførelse på et så højt plan at forklaringer, billeder og andre fagter automatisk ville følge med i overførslen? En komplet tankeoverførsel i den dur ville sikkert være en fuldkommen umulighed.. men hvis hun nu bare forstod de basale ord som; jeg, mig, mit, du dig, din, deres, vi os, godt, ondt, ja, nej, sulten, tørstig, træt, sove, vågen, frisk, doven osv. osv. osv. ... det ville gøre det nemmere for hende at lære.. Han huskede at han selv havde fået den form for tanketilførsel dengang han lige var blevet forvist.. en af troldmændende fra hans egen verden, havde studeret andre dimensioner, og rent faktisk været på dette sted; lært sproget og var i det mindste barmhjertig nok til at give Duzzel bare et lille ordforråd.. som årene var gået, havde hans ordforråd udvidet sig, og han stod nu med et standart forråd af ord som passede i alle situationer.. Det var praktisk, særdeles praktisk! Men fandtes der troldmænd på den samme måde i dette land?

Hun åbnede øjnene lidt op, som om hun forstod. "Jeg, Lanthania.. Jeg, Duzzel!" sagde hun bestemt, og ved det sidste pegede hun på Duzzel. Hun fattede ikke formålet med du, men sagde alligevel lyden et par gange. Jeg måtte derimod betyde det samme som Lanthania, OG det samme som Duzzel. Det måtte altså være én selv.
Det havde været yderst smart med en 'sprogpakke', og det havde vist også været meningen at hun skulle have en, men så stak hun jo af og blev aldrig færdig. Det var måske ikke helt så gennemtænkt, men hun havde bare haft sådan en stærk fornemmelse af at måtte væk derfra.
Alt det her med at falde til, og være et menneske forvirrede hende meget, og det virkede komplet håbløst. Hun satte hovedet ned i håndfladen, og håbede at han forstod hvad hun mente med det. Hun ville gerne sige det, håb-løst, men hun kendte ikke ordet.

Duzzel rystede på hovedet. Han pegede på hendes ansigt.
"Du" så pegede han på sig selv.
"Jeg.." så tog han hendes hånd igen, fik hende til at pege på sig selv.
"Jeg" og rettede så hendes hånd mod sig selv.
"Du" forsøgte han så..
Normalt ville Duzzel have været bange for hende.. hun var jo en kvinde; men hun virkede bare så harmløs, at han ikke følte nogen frygt.. hun virkede faktisk til at have brug for hans hjælp.. Man kunne nemt forestille sig at hun kunne komme ud for alvorlige problemer ellers.
Han slap hendes hånd igen, og lod hovedet glide lidt på skrå.. Hun måtte have bemærket ved berøringen, at hans hud var lidt koldere end andre menneskers; hvis hun da havde noget at sammenligne med, det var jo ikke til a sige..
Duzzel kastede et flygtigt blik rundt i lokalet.. folk kiggede på dem.. nogle med forundring, andre med væmmelse.. Duzzel fnøs diskret inden han vendte sin opmærksomhed mod sin lille elev ved siden af sig igen.
Han overvejede lidt om han måske skulle sætte et opslag op, og søge efter en magiker med egenskaber i den boldgade.. måske der ville være bid? Men hvis der var, ville personen vel sikkert have noget til gengæld.. og Duzzel var nærrig; han ville ikke give så meget som en eneste mønt for at hjælpe andre mennesker.. hvad fik han måske selv ud af det? Ikke noget! ligenu hjalp han heller ikke med bevidste tanker om at hjælpe.. (selv om det nu nok var derfor alligevel; altså for at hjælpe hende) men i hans hoved troede han det blot var fordi han alligevel kedede sig.. det bildte han sig selv ind..

"Du!" udbrød hun højt, og pegede på ham. Hvis man kom udefra, ville man sikkert tro at hun anklagede ham for et eller andet, men sådan stod det jo ikke til.
Jo, Lanthania var utroligt harmløs - ihvertfald indtil hun blev "sulten". Hvis hun blev sulten ville det jo være en smal sag at suge lidt energi ud af en eller anden, men hun gjorde det kun, når det var yderst nødvendigt. Hun kunne ikke lide at se menneskene så trætte bagefter, selvom de ville være på toppen igen efter lidt søvn.

Hun så sig omkring og lagde mærke til, at alle folk stirrede på dem. Sikkert endnu mere end før, efter at hun havde råbt "DU" ud over det hele. Hun opfattede dog ikke væmmelsen i deres blikke, og endte med bare at smile til dem. Hun så et øjeblik betænksom ud. Hun kiggede på Duzzel, sig selv og så alle menneskene omrking dem. Der var altså en forskel på deres farve. Var Duzzel ikke et menneske? Men han lignede dem ihvertfald, han var bare blå. Ligesom hun var grøn.
Hun rettede en finger mod sin arm, hvor man tydeligt kunne se den grønne farve. Derefter rettede hun sin finger mod Duzzels arm, og så pegede hun hen mod menneskene. Ville han forstå hende? Sikkert ikke, men det var da et forsøg. Så huskede hun pludselig noget, et ord, som professoren havde indprintet i hendes hovede.
"Menneske!" sagde hun. "Jeg, du, menneske?" spurgte hun. Måske ville det hjælpe?

Hun kunne huske professoren meget tydeligt, men først lige inden hun stak af vidste hun, hvad han egentlig lavede, og kunne mærke hvor ubehageligt og ondt det var. Han havde hele tiden pegt på sig selv og sagt "menneske", for at få hende til at forstå det.

Duzzel missede lidt overrasket med øjnene da hun udbrød "DU" .. folk stirrede, men Duzzel ignorerede dem fuldkommen. han havde sin opmærksomhed rettet med den besyndelige bekendte som han sad ved siden af..
Egentlig var det vel meget interrasandt det her?

Duzzel så undrende på hende, da hun pegede på armen.. først hendes egen, så hans.. Han havde jo selv bemærket hudfarveforskellen..
"Nej" han rystede på hovedet.
Han pegede på folkene lidt væk ved et bord.
"Mennesker." sagde han så. Han pegede på sig selv.
"Sijujin" forklarede han så, inden han pegede på hende.. Han overvejede lidt hvordan han skulle formulere sig for at hun forstod...
"Hvad?" spurgte han derfor kortfattet.. der var chance for at hun ville forstå så kortfattet en formulering.

Pludselig fik Duzzel en idé.. hans ansigt lyste let op, nærmest som havde nogle tændt lys lige over hovedet på ham.
Han rejste sig.
"Bliv der." sagde han med lidt hastig stemme, inden han smuttede hen til letlæsningsreolen igen.. Med flygtige øjne søgte hans øjne efter en bog som han før havde lånt.. Han ledte.. ledte... og så.. DER! han snuppede en brun, tyk bog som han luntede tilbage til bordet med, smækkede den ned og slog ivrigt op på første side før han satte sig.
"Se her." sagde han med et lille smil.. Duzzel tænkte ikke selv over det, men han var rent faktisk kommet i godt humør ; hvilket virkelig var en sjældenhed for hans vedkomne!
"Menneske" sagde han og pegede på et malet billede af et menneske på første side.. Det var en dygtig kunstner som havde lavet illoustrationerne i bogen..

Hun så undrende på ham. Så han VAR altså ikke et menneske, men noget andet som hun havde svært ved at udtale. Og han vidste selvfølgelig ikke hvad hun selv var, men det var også fint nok. Hun så interesseret i bogen han viste hende. Den havde billeder i, ligesom den hun havde kigget i lidt før. Så de var altså med sikkerhed mennesker, Duzzel var en.. Siju-noget, og hun selv var et eksperiment skabt ud af syre. Pludselig fik hun en idé, og løftede sit højre ben på til bordet. Rundt om hendes ankel sad en grå metal-dims hvori der var ingraveret noget tekst. Der stod "Eksperiment 1, 5179F Lanthania."
Hun pegede på den, måske kunne han tyde det? Hun kunne ikke selv, det havde hun prøvet på. Hun havde også mange gange prøvet at få dimsen af, men det var ikke lykkedes hende endnu. "Manden" havde sat den alt for godt fast.
"Mig, 5179 Lanthania," sagde hun og pegede igen bekræftende på Dimsen om hendes ankel. Bare hun dog kunne forklare sig bedre! Bare hun kunne nok til at begå sig med andre mennesker, så ville hun være overlykkelig. Men det måtte nok læres på den hårde måde.

Duzzel skulle lige til at bladre videre i bogen, da hun langede et ben op på bordet.. han missede lidt med øjnene.. han var jo trods alt hankønskræ, og hun havde nøgne pigeben..
Han så væk kort med et ryst på hovedet inden han rettede blikket mod det hun ville have ham til at se.
"eh?" han hævede det ene øjnbryn.
"E.... eks.... pe... ri... peri... eksperi... me... men... ment..." mumlede han besværet.. det var et langt ord, og han fulgte graveringen med fingerspidsen.
"Eksperiment" sagde han så med lidt overrasket udtryk. Duzzel læste dog ikke videre.. han kunne nemlig ikke tælle endnu.
"Er du et eksperiment?" han så lidt på hende.. han var ikke selv helt sikker på hvad ordet betød.. men det mindede ham om ordet "eksperimentere" .. så det måtte vel have noget med det at gøre?
Duzzel kløede sig eftertænksomt i nakken.
"Ah.. det er svært at finde ud af hvad du er, når du ikke forstår hvad jeg siger.." sagde han med et lidt betuttet udtryk, mens han eftertænksomt bed sig i læben..

Hun undrede sig over, at han kiggede væk - af hvilken grund var det mon? Hvis det ikke var fordi hun havde denne kjole på da hun var stukket af, og havde set menneskene i lignende tøj, så ville hun sikkert være gået nøgen rundt uden problemer.
Lanthania tænkte ikke videre over dét, og lyttede istedet til hvad Duzzel sagde. Så det var eksperiment der stod? Det måtte være det hun var. Et eksperiment. "Ja.." svarede hun tøvende. Hun genkendte ordene "du" og "eksperiment", så hun regnede med at det var det han spurgte om.

Det sidste han sagde forstod hun selvfølgelig ikke meget af, men hun spurgte ikke. Han havde faktisk allerede lært hende meget nyttigt. Hvordan hun snakkede om sig selv og andre, og hvad mennesker og sådan hed.

"Jeg", begyndte hun, og pegede på sig selv for en sikkerheds skyld, "kan ikke.. Menneske. Jeg Eksperiment, hjerneskadet individ?"
Hjerneskadet individ var det hun troede hun var, det havde andre mennesker sagt. Det var dog måske ikke en smart ting at sige, men hun vidste desværre ikke bedre.

Duzzel betragtede hendes ansigt med en hvis overraskelse.
"A hvad?" han missede øjnene nu.. sad hun og omtalte sig selv om et hjerneskadet individ? på en eller anden måde, mærkede Duzzel en lille vrede inden i sig over at høre hende sige sådan.. hans udtryk i ansigtet trak sig sammen i et muggent udtryk inden han rystede på hovedet.
"Du er ikke et hjerneskadet individ." sagde han i en standhaftig, måske lidt muggen tone.
Han knyttede næverne lidt.. Lanthania var speciel for Duzzel.. hun havde ikke truet ham, ikke forsøgt at æde ham.. ikke set ned på ham eller generet ham.. Det var vist første gang det var sket siden han dukkede op her. Måske det var det der gjorde ham vred, over den måde hun talte om sig selv på?
Han følte et ubehag.. et besynderligt ubehag som egentlig gjorde ondt i maven, nærmest som om det nu hastede for ham at lære hende at tale og forstå sproget.. nærmest som om det var tidsbestemt fordi han ville pille den forestilling om at hun var hjerneskadet ud af hovedet på hende.
Han kløede sig igen i nakken.
"Hvor gammel er du?" spurgte han så... han forsøgte også at formulere sig på en anden måde.. måske hun kunne genkende nogle ord?
"Hvor mange år er du?" spurgte han dernæst..
Hans blå øjne så indtrængende ind i hendes.. nærmest som om han forsøgte at læse hendes tanker (skønt Duzzel ikke var i stand til den slags)

"Jeg ikke hjerneskadet individ?" spurgte hun undrende. Nå, hun havde nok taget fejl. Hun smilede, og sagde så "Eksperiment, Lanthania." Hjerneskadet individ måtte betyde noget andet.. Hvad vidste hun ikke, og det gjorde hende på en gang lidt usikker, men også nysgerrig. Da hun så på ham så han vred ud, lidt ligesom professoren, og hun trak sig forskrækket tilbage. Havde hun fornærmet ham? Heldigvis begyndte han snart at tale igen, og hun fokuserede på det i stedet.

Lanthania mente at forstå lidt af det han sagde. Ordet år sagde hende noget, og hun tænkte sig grundigt om. Hvordan kunne hun svare? Og hvor længe varede et år?
"Jeg ny," svarede hun så. Det var det bedste hun kunne komme på, og når man kun er et par måneder gammel var ny vist heller ikke helt galt på den. "Mange år Duzzel?" spurgte hun lidt efter, og overvejede om han også var ny.

Igen kiggede hun lidt på menneskene omkring dem. Men så snart hun kiggede på dem, kiggede de væk. Hun anede ikke hvorfor de gjorde dette, men hun kunne se at de så ud til at føle ubehag.

Duzzel rystede kraftigt på hovedet.. hjerneskadet? ALDRIG... det ville han ikke gå med til..
han fortsatte rystenen inden han rettede
"Kun Lanthania" svarede han rettende.. hun skulle ikke se ned på sig selv.. Duzzel vidste ikke om hun kendte til ordets betydning, hvilket han heller ikke helt selv gjorde.. Men han vidste dog så meget at han kunne sige det ikke var positivt at kalde sig selv sådan.
"Du er et selvstændigt individ" tilføjede han lidt efter. han så lidt på hende med et eftertænksomt blik da hun talte igen.. Duzzel forstod ikke hvad hun mente.. han gik ud fra at hun ikke forstod hvad han mente, siden hun svarede "ny" ... så det ville sikkert heller ikke nytte noget selv at svare. han sad og så lidt tænksom ud.
Kort overvejede han om hvordan han kunne hjælpe hende yderligere.. Han kendte ikke selv til nogle der kunne hjælpe hende med at lære mere.. Han spekulerede på om han måske skulle spørge andre til råds? .. NEJ! hvorfor skulle han dog spilde sin egen kostbare tid på det? det ville da være åndsvagt... eller hvad?

Denne gang gentog hun ikke hvad han sagde, men smilede bare. Det var vist meningen, at hun kun skulle bruge Lanthania. Det andet han sagde, selvstændigt individ, forstod hun naturligvis slet ikke, men nu vidste hun da at det var det hun var.

Da hun intet svar fik på spørgsmålet, vidste hun ikke helt hvad hun nu skulle gøre. Men måske ville han bare ikke sige det, eller også vidste han det ikke? Eller også havde hun ikke udtrykt sig godt nok.
"Duzzel.. er.." sagde hun, og smilede så overdrevent mens hun pegede på sin mund. Hun ville mene at fortælle ham, at han var god, rar, klog, eller bare et eller andet opmuntrende. Det så nemlig ud som om at han ikke helt vidste hvad han nu skulle gøre.

Hun kom da i tanke om, at hun stadig havde sit ben placeret på stolen, og det var ved at være lidt ubehageligt at sidde sådan, så hun tog det ned. Hun sad pænt på stolen nu, ligesom hun så at Duzzel og menneskene gjorde det. Så havde hun da også lært ikke at ligge på bordene.

Duzzel så lidt på hende med et forvirret udtryk.
"Er... hvad?" spurgte han med en fortabt fornemmelse inden i.. han forstod ikke hvad hun mente, selv om han virkelig prøvede.
Hans øjne gled ned på benet da hun flyttede det igen.. han syntes at det var en ret kort kjole hun havde på.. hun skulle passe på hvilke signaler hun sendte.. Så meget havde Duzzel dog lært! kønsrollerne her var modsat af hvad de var hjemme i hans egen verden.. her var det kvinderne der ikke skulle gå for letpåklædt rundt.. her var det mændende som var nogle liderlige spradebasser der tog hvad de ville have..
Pludselig rejste han sig.
"Du kan ikke gå klædt sådan der!" sagde han med en konstaterende tone.. Duzzel frøs ikke selv, men han havde lært at folk her gjorde, når vejret var som det var nu..
"Du skal have noget nyt tøj" lød det dernæst.. Duzzel tænkte ikke selv over sin tiltale form ligenu.. som regl sagde han "De" til folk... men Lanthania ville sikkert bare blive endnu mere fornærmet over den form for tiltale.. selv om hun jo nok burde lære det på et eller andet tidspunkt..
Duzzel samlede bøgerne op, gik hen og satte dem på hylden igen inden han så på hende.
"Kom" sagde han og vinkede hende hen mod sig med hånden.