Krasj, knas, knæk.

Noget var ved at nærme sig den gigantiske sten, som lå placeret midt imellem alle træerne. Stenen havde ligget der i flere tusind år, sikkert allerede før en skov overhovedet var sprunget frem på dette store stykke land. Den var cirka fem meter høj, og fyldte et areal, der nogenlunde svarede til fire menneskesenge på række. Over alt på stenen strømmede der af liv, for der meste af larver, der levede godt af alt det mos, stenen var dækket af.

Cassiel kastede endnu engang sit blik over skulderen. Havde han endelig tabt sin forfølger?
Han stoppede op for at lytte så godt, som han nu kunne, men et irriteret suk undslap hans læber, da han fandt det umuligt at høre noget over sit eget åndedræt. Hans krop prøvede desperat at hive så meget ilt ind som muligt, for han havde løbet langt, og siden hans kondition var så godt som på nulpunktet, så kunne det umuligt være sundt for hans velvære at løbe så langt, på meget kort tid.
Han prøvede at bringe ro over sit åndedræt, og prøvede at få sin krop til at falde lidt til ro. Da han var faldet lidt ned, lukkede han de pinke øjne sammen, og lyttede atter.

...

Intet. Eller, intet, der lød som hans forfølger, for skoven var nemlig fuld af lyd; fugle, der kvidrede, en svag tat, tat, tat lyd i det fjerne, og i det hele taget bare lyden af liv, der fyldte hele skoven. Cassiel åndede let ud, og satte sig ned, så han lænede sig op ad foden på den store sten. Han lod blikket glide rundt på sine omgivelser, før han atter lukkede øjnene, og tænkte tilbage på, hvordan han overhovedet var endt ved stenen fra starten af.

/FLASHBACKPLZ
"Sådan noget møg!!" udbrød han irriteret, og prøvede at hive sin fod op ad mudderklatten. Skønt, helt igennem fantastisk, og han var lige blevet færdig med de sko! Bandende prøvede han fortsat irriteret at hive sin fod op ad mudderet, uden held.
"Lort!!" halvskreg han, og det var her, han begik fejlen. Hans udbrud havde nemlig vækket en sort snog, der var mindst dobbelt så stor som han var, og så havde han ellers måtte forlade sin sko i mudderpølen, og spæne for livet.
/FLASHBACKOVERPLZ

Et af Cassiels øjne tittede åbent, og en grimasse formede sig på hans ansigt. Hans blik gled uvilkårligt ned på den skoløse fod. Den havde sku fulgt efter ham længe, den satan. Og så sad han ellers og forbandede alle slanger på hele denne jord, og alt der mindede om dem, imens han kiggede sig om efter noget, der midlertidigt kunne erstatte hans ene sko.

Miniel havde efterhånden vandret rundt i skoven i et stykke tid. Eller, faktisk havde hun nærmere danset rundt. Hendes trin var lette, og indimellem lavede hun piruetter. Hun havde et fredfyldt, drømmende udtryk i ansigtet.
Grunden til, at Miniel var kommet hele vejen fra Medaniel hertil var, at hun ledte efter et sted, hvor hun kunne falde ind og føle sig godt tilpas. Paradisskovens rolige stemning, som alligevel var så fyldt med liv gjorde hende glad, også selvom hun stadig ikke havde fundet andre alfer.
Miniel fik snart øje på den store sten, men hun havde overset Cassiel. Hun bestemte sig hurtigt for at tage et hvil, og måske spille lidt harpe. Hun nærmest fløj derhen, og snart landede den lille alf i tutu-skørt på stenen. Da fik hun øje på Cassiel. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, og stod og trippede i jorden. Til sidst tog hun en dyb indånding.
"Erh.. Goddag. Mit navn er Miniel Sylvari Sythril. Rart at måde dig?" sagde hun. Det sidste lød lidt som et spørgsmål, da hun jo ikke kunne være sikker på, at alfen overfor hende var i et humør til at tale med andre. Det så ihvertfald ikke sådan ud.
Hun lavede et lille hop, og landede blødt på stenen. Hun havde sin harpe spændt bag på ryggen, men ellers havde hun ikke medbragt noget - ikke engang mad. Heldigvis var der nok at finde i paradisskoven.
"Undskyld, hvis jeg trænger mig på. Bor du her?" spurgte hun nu Cassiel. Hendes tonefald var blevet mildere, og hendes vejrtrækning roligere.
Hun smilede til alfen overfor hende, og begyndte at pille lidt ved sine ballet sko, da båndet ved hendes højre ben havde løsnet sig lidt.

Cassiel var bogstaveligt talt lige ved at skide i bukserne af skræk, da der pludselig lød en stemme over hovedet på ham. Han havde siddet dybt begravet i sine egne tanker, og havde slet ikke lagt mærke til den anden nærme sig. Derfor udstødte han et fimset skrig da han hørte stemmen, og kastede sig forskrækket væk fra stenen, alt samtidig med, at han prøvede at dreje sit hovede hen imod den retning, stemmen var kommet fra. I sin forskrækkelse bankede han hovedet ind i et træ, og udstødte i den sammenhæng et pivet lille "..Av..".
Smerten glemte han dog hurtigt, da han kom i tanke om, hvorfor det egentlig var han havde slået sig, og hurtigt drejede han hovedet i retning af den anden. Han spærrede øjnene op. Det må kraftedderme være løgn..

"EN TIL?!!" råbte han helt automatisk, og rejste sig op. Eller, han prøvede i hvert fald på det, for da han skulle til at rette sig op, blev han grebet af svimmelhed - nok fra at have slået hovedet -, udstødte et "Argghh!!" og røg lige lukt ned på nummeren igen.
Da den anden præsenterede sig selv, fløj et billede af den mærkelige, blå alf han havde mødt den anden dag op i hovedet på ham, og i hans hovede gentog den blås stemme sig; "Eh..jeg er Devon..". Cassiel kneb mistænksomt sine øjne sammen, og fokuserede dem på den anden. Efter hundrede år i skoven, efterladt i fred og ro, begynder alle disse andre artsfæller at dukke op rundt omkring ham.
Et tilfælde? Det tror jeg ikke.. tænkte han, og blev enig med sig selv om, at nogen var ude efter ham. Han hævede hovedet lidt, og stirrede fortsat intenst på den anden, næsten uden at blinke. Hunkønsvæsnet kunne også være sendt af den blå. Hvad, helt præcist, var det, alle disse tosser ville ham?! Hvorfor kunne de ikke bare lade ham være i fred?!
"...Undskyld, hvis jeg trænger mig på...." Resten af sætningen hørte Cassiel ikke, for lige i det hun sagde det, afbrød han hende og udbrød irriteret; "Ja, du har bare at undskylde!!!". Igen prøvede han at rejse sig op, denne gang mere forsigtigt, og forsigtigheden betalte sig, for han kom denne gang op på sine ben. Han kiggede vredt på den anden, hvorefter han irriteret spyttede ud; "Hvorfor kan I ikke bare lade mig være i fred?!" han holdte en kort pause, hvorefter han fortsatte: "Så sig dog, hvad det er I vil!"
Han overvejede i et kort øjeblik, om han skulle prøve at stikke af, men han var stadig træt efter at have flygtet fra snogen, så den anden ville nok hale ind på ham i løbet af kort tid, hvis han prøvede på det. I stedet blev han stående, stadig stirrende på den anden, men ud ad øjenkrogen prøvede han at finde den bedste flugtrute.

Miniel spærrede forskrækket øjnene op, og trådte et par skridt tilbage, så hun var lige ved at ryge ned fra stenen.
"En.. Til?" mumlede hun forvirret. Hun så uforstående på ham, og hun blev igen forskrækket da han talte videre.
Hun så slukøret ned i jorden, og skulle lige til at undskylde og skynde sig væk, men hun gjorde det ikke. Nu havde hun jo endelig mødt en anden alf!
"Du må virkelig undskylde, hvis jeg forskrækkede dig, eller trængte mig på," sagde hun. Hun prøvede at lyde venlig og imødekommende, men hendes stemme rystede lidt. "Men.. Jeg ved ikke, hvad du taler om. Jeg er lige kommet hertil, og du er den første, jeg har mødt. Og ehm.. Hvad jeg vil? Jeg er rejst hertil fra Medanien for at møde andre alfer, og måske endda slå mig ned her." Miniel så undersøgende på ham, men holdt en vis afstand.
".. Men hvis du bor her i nærheden, så skal jeg nok gå hvis det er.." fortsatte hun slukøret. Hendes store sorte øjne var blanke, og hun blinke ihærdigt tårerne væk, så de ikke ville blive set. Hun havde bare glædet sig til det her i årevis, og nu var det endelig lykkedes hende at finde nogen som hende! De eneste andre alfer hun havde mødt i sit liv var hendes mor og lillesøster, og de "venner" hun havde haft havde ikke taget alt for godt imod hende, fordi hun var for anderledes i Medanien. Hun havde derfor været ovenud lykkelig da hun kom til paradisskoven, og nu var det hele måske ødelagt?! Hun rystede tanken væk, og rettede igen blikket mod Cassiel, og afventede et svar. Hun kunne jo ikke give op endnu, vel?
Hun spekulerede på, hvad hendes muligheder var. Altså, Paradisskoven var jo stor nok, men hvad var det sjove i at bo så langt væk fra alle andre? Hun havde faktisk troet, at det ville vrimle med små, spinkle alfer i skoven, men her var næsten ingen.

Cassiel kneb øjnene sammen og stirrede mistroisk på den anden, som hun talte. Selvom han ikke troede på en eneste meter af, hvad den anden prøvede at bilde ham ind, udvidede hans pupiller sig alligevel lidt ved det sidste.
Slå sig ned her? Du tager gas på mig! Nu kommer de alle sammen måske rendende for at bo her? Du må sku tage gas på mig.. Han stirrede frem for sig og rynkede sine øjenbryn, som han tænkte dette. Men hun lyver. Hvorfor skulle jeg tro på hende? Hans pinke øjne gled igen op på den anden, og han forsikrede atter engang sig selv om, at nogen var ude efter ham. Sikkert den sindsforvirrede, blå alf.
"Neej, sikke en rørende historie. Og du forventer, at jeg skal tro på det?!" råbte han vredt til hende. Var det virkelig det bedste hun kunne finde på? "Det må du sku kunne gøre bedre!" fortsatte han så, og skulle lige til at stikke af, da hun så fortsatte. Han stirrede på hende.
"Ja, skrub af! Det er er mit område, og jeg gider ikke have andre til at rende rundt her!" sagde han hårdt. Der var en grund til, at han var flyttet så langt ind i Paradisskoven. Igennem sin barndom havde han ikke hørt på andet end folks konstante bemærkninger om hans udseende, og det var han blevet mere end træt af. Faktisk havde det fået ham til at tro, at alt, der kunne tale, ville ham ondt. Og den her pige var ikke en undtagelse.
Han gloede på hende, som var hun et monster, der kunne angribe hvert øjeblik det skulle være. Og så lagde han mærke til, at hendes øjne var blanke. Det slog ham alligevel lidt ud af den. Græd hun? Nej.. men hun var tæt på det. Han kiggede forvirret på hende i et stykke tid, og prøvede at finde ud af, hvorfor hun fik tårer i øjnene. Og som det gik op for ham, stilte han sig i forsvarsposition. Det var et trick.

Selvom Miniel godt havde forstået, at denne alf ikke ville hende noget godt, blev hun alligevel forskrækket over hans bemærkninger. Beskyldte han hende virkelig for at lyve? Det sårede hende lidt. Hun havde også forstået, at hun ikke var velkommen her, men hvor i alverden skulle hun så tage hen? Hun ville IKKE hjem igen. Dels fordi hun var ensom der, dels fordi at det måske ville virke lidt dumt. Hun var jo lige taget afsted på en stoooor rejse, og havde taget afsked med sin familie osv, og hvad lignede det så bare at vende tilbage så kort tid efter?!
Miniels underlæbe begyndte at bævre lidt, og snart trillede små tårer ned af hendes violette kinder.
"Undskyld," mumlede hun så behersket som hun kunne, kastede et sidste blik på Cassiel, og begyndte så at gå væk fra Cassiel, ned af stenen. Hendes bevægelser var ikke muntre og dansende mere, men hun nærmest slæbte sig afsted. Hendes skuldre rystede, og indimellem kunne man høre et lille, sønderknust hulk.
Og som om det ikke var ubehageligt nok i forvejen, så snublede hun og faldt ned af den store sten - og der var langt ned for en 17 cm høj alf. Hun landede på jorden, og fik sit ansigt trynet godt og grundigt ned i skovbunden. Lille Miniel var så nedtrykt, at hun ikke engang gad rejse sig, så hun blev bare liggende med hovedet nede i jorden. Hun kunne vel altid rejse sig på et andet tidspunkt, der var alligevel intet at lave, ingen at tale med og intet at nå.

Devon kom løbende, indtil han kom i tanke om at han kunne teleportere. Han dukkede op foran Miniel, og så uforstående ned på hende. "...Hvorfor ligger de dernede?" Spurgte han, satte sig ned på hug og kiggede på hende.
Hans hår sad og strittede vildt fordi han havde løbet, men det ignorerede Devon, da der lå en lille alf foran i græsset somom hun var død.
Devon prikkede blidt til hende igen, "og hvorfor ligger du dog der? Er det ikke koldt?" han var lidt bekymret.

Miniel udstødte en utilfred "Mmmmmmh" lyd, inden hun rettede ansigtet op mod den fremmede. Hendes lille spinkle ansigt var fyldt med jord, og man kunne godt se, at hun havde grædt. Hun kiggede op i det fremmedeansigt. En alf?! Så der var altså andre! Miniel var på en gang fyldt med lettelse, selvom hun ikke helt kunne ignorere det, som lige var sket.
Hun rejste sig besværet op, og kiggede op på Devon med store øjne. Sikke en høj alf! Men måske var det bare fordi hun ikke havde set andre alfer før?
Miniel så ned af sig selv. Hun var lidt våd, og fyldt med jord. Hun børstede lidt af det af tøjet, og rettede igen blikket mod Devon.
"Jeg faldt," sagde hun, og skævede over mod Cassiel med en trist mine. "Men det er vidst bedst at jeg kommer væk herfra."
Hun kiggede ned i jorden, og begynder at græde lige så stille igen. Hvad lignede det, bare at tude konstant, overfor alle mulige fremmede? Men Miniel kunne altså ikke lade være.

"..."
Cassiel stirrede forvirret på hunkønsalfen, da hun virkelig begyndte at græde. Falske tårer? Det lignede det nu ikke. Hans øjenbryn krummede sig, imens han prøvede på at finde ud af, hvorfor hun begyndte at tude. Fordi hendes mission fejlede? tænkte han mistroisk, og kastede et bedømmende blik på hende. Nej, så begyndte man ikke at græde. Han kiggede sig hurtigt omkring; det så heller ikke ud til, at der var nogen, der lå parat til at angribe ham bagfra. Havde hun virkelig fortalt ham.. sandheden?
Ved denne tanke spærrede Cassiel sine øjne op. Nej, nej, nej! Hun var ikke til at stole på. Han kunne ikke stole på nogen!! ..Alligevel bed han sig tøvene i læben, og kiggede igen op mod hende; og så opdagede han til sin store forskrækkelse, at hun var væk.
Hurtigt kastede han igen sig blik rundt; højre? venstre? bagved? ligeud? oppe?.. nede? nej, ingen af delene. Hvor var hun blevet af?

Dette fik han svar på, da han hørte et mindre klonk på den anden side af stenen, og så begyndte det langsomt at gå op for ham, hvad der var sket. Han bevægede sig hurtigt, men dog også forsigtigt, rundt om stenen, så han kunne se hende igen.
Men nu var hun ikke længere alene.
Cassiels øjne blev så store som fingerbøl(hvilket var meget, når man tænkte på hans størrelse), og han stoppede hurtigt op, ja, næsten snublede af at være stoppet så brat op, da han så noget blåt. Han blinkede hurtigt fem gange i træk, jo, det var rigtigt nok. Det var ingen anden end den møgirriterende, blå alf.
Han tog en dyb indånding.

"JEG VIDSTE DET!!!" skreg han af sine lungers fulde kraft, da han så de to snakke sammen. Fuck, hun havde næsten fået ham. Næsten. Han havde været så tæt på at falde i fælden. Han stirrede på de to. Fra den ene til den anden.
Så tæt på, tænkte han, det var så tæt på, jeg faldt i.. Han hævede hovedet højt i vejret, og fnyste højt. Nu kunne han mærke tåre presse på bagerst i øjnene. Han vidste, at han ikke kunne stole på nogen. Og de her to idioter havde lige slynget godt i fjæset på ham, hvorfor det var, at han havde isoleret sig væk fra alle andre fra starten af. Han fnyste igen, hvorefter han drejede rundt på hælen, og hastigt begyndte at bevæge sig væk......

Hauru sidder på den store sten, med det ene ben bøjet og armen hvilende på knæet. Han har blikket vendt mod jorden, han er helt i sine egne tanker, dog hører han nøje efter, hvad der sker omkring ham.

Anzu kommer gående som tiger, og springer glad og legefuldt rundt efter en sommerfugl, der fløj foran næsen på hende.
Hun ligger ikke mærke til Hauru, og springer op på stenen ved siden af ham, og springer op for at fange sommerfuglen. Hun ligger på jorden, og kigger under sine poter for at se om den er der, men ser så spørgende ud, da den ikke var der

Hauru ser hurtigt op, stadig med det tomme blik i øjnene og får så øje på Anzu. Han smiler skævt, men siger intet, da han først vil se om hun lægger mærke til ham. Han lægger bare hovedet let på skrå og betragter hende.

Hun snuser ud i luften og kan genkende Haurus duft, men gider ikke tage sig af det.
Hun ser op på stenen, og overvejer at ligge sig op i solen. Anzu skulle lige til at springe op, men stoppede hurtigt, da hun så Hauru, og springer hurtigt ned igen

Han smiler svagt og fnyser så let, da hun hopper ned igen. Han hopper så ned fra stenen, stiller sig lænende op af den med armene over kors, mens han bare ser på Anzu.
"Hej, Anzu," siger han roligt, og smiler bare.

hun ser op på ham. "Hey Hauru" kommer det utilfreds fra hende, mens hun små knurre.
"Skulle du ikke ligge hjemme i en kiste?"
Hun rejser sig på bagbenene og bliver menneske

Han bider sig kort i læben, før han bare smiler svagt igen.
"Du kan da ikke lade vær' med at indrømme at du ikke har savnet mig," siger han kort og smiler stort.
"Og nej. Det er jeg færdig med," kommer det lavt fra ham.

"savnet dig? det skal du ikke regne med" hun går lidt tilbage, og læner sig op af et træ, mens hun betragter ham.
Hun retter lidt på en hvid kjole hun har på, som Jace har givet hende.
"men du savner sikkert Jace?" Spurgte hun hånligt og gemmer en pisk under sin kjole på det højre ben

Han griner lavt, men det grin forsvinder hurtigt da han hører hvad hun siger til sidst.
"HA!.. Nej.. Tværtimod. Jeg savner ikke folk der torturere mig, i modsætning til visse andre. Jeg nævner ingen navne,". Han fnyser kort og vender blikket væk fra hende.

Hun betragter ham lidt, mens hun bliver tiger igen.
hun springer over hovedet på ham, og ligger sig på stenen, for at blive varmet af solen. Hun lader sin hale hvile udover stenen, mens den nusser ham under næsen

Han følger Anzu med blikket og flytter sig hurtigt da han mærker hendes hale under sin næse.
Han stiller sig omrking en meter fra stenen, stadig med armene over kors, og vender så blikket mod jorden.
Han sukker kort efter tungt.