Skabe, tramp, skrabe skrabe, tramp.
"Ram-tam-tam. Ram-ba-daj, Dam-dam"
Den mærkeværdige, lille leguanfyr laver med de skællede fødder en taktfuld rytme, i den frosne sne på plænen - Alt imens hans nynner muntert. Ikke mange formår at holde humøret højt i disse tider, hvor Mørkets Lord stadig er regerende, og vinterkulden tager livet af mange dem, der ikke har læ at sove i om natten. Men Étienne er alligevel til en vis grad munter. Det er endelig ikke fordi han ikke har følelser og ikke han græde snot over hvor mange mennesker der må lide, i denne tid, for det har han gjort. Måske ikke grædt, men han har ihvertfald skænket dem mange tanker, brugt nogle af de overskydende ravstykker på uldtæpper til folk på gaden, og ting i den dur. Étienne har nemlig et ganske stort hjerte, som ofte er mere fyldt af andres sager, end hans egne.
Men ikke i dag.
I dag nyder Étienne snevejret. Han nyder stilheden, skønheden, den begynde snestorm. Kulden generer ham ikke yderligere. Han danser blot ubesværet, letterer taktløst rundt i den kolde sne. Hans krybdyrs fødder efterlader små klomærker i sneen.

Étienne drejer hovedet for at nyde synet at den store kirkebygning. Klosteret. Det er så vidunderligt smukt, især en dag som i dag hvor tagene er hvide af sne, og der hænger istapper fra spirrene. Étinne har været her mange gange før, om sommeren er netop denne plæne et fantastisk sted at gå, at holde picnic, eller møde nye mennesker. Et par gange har han også været her, for at øve sig i at tegne. Klosteret har været hans motiv de fleste gange.

Ved en lille dam nær stien stod en kvindelig skikkelse. Klædt i en mørkeblå kutte med hatten til at dække over det lange blondt krøllede hår. Hun vidste at hvis Morgoth på nogen måde fandt ud af at hun var gået udenfor hans områder ville han få et føl på tværs. Men Horisont var ligeglad.
Istedet betragtede hun den yngste af sine døtre; Victoria, der ligesom Horisont selv. Var tildækket af noget lunt. Dette var dog en mere sart pastelblå tyk kappe, som havde en hvid pelskant ved hætten.

Med et smil betragtede Horisont hvordan den ene af hendes tvillinger morede sig med at fodre ænder. Leonora havde hun ladet blivet derhjemme da den unge frøken havde været temmeligt uartig og slæbt blokke af is med indenfor i stuen. Tøsen havde fået et par rap over nalrene og fået værelses-arrest. Alt imens var Horisont taget afsted til katedralen. Hun havde hørt mange rygter om den, og ville egentligt gerne hvis hendes døtre kunne komme derind så hun idet mindste vidste at de var sikre fra krigen og Mørkets Lords tilhængeres hærgen.

Der lå dog et problem i det: Dæmoner og vampyrer havde egentligt ingen adgang af havd hun havde forhørt sig om. Og døtrene var begge halv vampyr og halv dæmon. ( Hvilket tydeligst kunne ses på Leonora da hun havde en hale. Istedet virkede Victoria langt mere menneskelig på trods af de lidt smalle pupiller )

Selvom de var på klostergrund holdt Horisont instinktivt øje med sin legene datter. Før eller senere måtte hun forsøge at komme ind i klostreret og tale med overhovedet. indtil nu var det fint bare at se på udefra.

Étienne hører skridt bag sig, fra mere end blot én person, og da han vender sig får han øje på en unge kvinde, godt dækket til for kulden, og med et legende barn med sig. Étienne smiler for sig selv, over hendes glade udstråling. At der trods alt er nogen der tør færdes på denne tid af dagen, og så en kvinde med et barn, overrasker ham positivt. Selvfølgelig skal man passe på sig selv, det er klart. Men man må jo heller ikke begrænse sig så meget at man bliver helt syg. Étienne selv? Tjah, han tager tingene som de kommer, og prøver ikke at komme til skade.

Étienne kigger på kvinden med hovedet let på skrå, alt imens han begraver kløerne i sin uldne overfrakkes lommer. Han kan ikke se hendes ansigt. Det betyder alligevel ikke så meget, for han vil ikke kunne genkende hende, alligevel. Han ærgrer sig over sin dårlige hukommelse, men ryster det snart ud af hovedet igen.

"Godaften! Frue, antager jeg?"
Siger han venligt og tager fem raske skridt over imod hende og det barn hun har med sig. Étienne misser med øjnene, da et snefnug lander på hans halvlange snudeparti. Étiennes hale, som efterlader et spor efter sig i sneen, løfter han kort, og gør et ryst med den. Det er trodsalt en anelse køligt, at være så bar i det her vejr.
Étienne træder dog snart et skridt tilbage igen. Han vil jo ikke skræmme dem. Nogle gange har han tendens til at glemme hvordan han egentlig ser ud, og at han kan virke skræmmende på nogle folk. Om denne kvinde er et af disse folk, skal han ikke kunne sige. Men hvorfor tage nogle chancer?
Han holder trolds alt meget af at samtale med folk, og elsker at møde nye venner. Fjender har han heldigvis ikke så mange af, men med hans udadvendthed og åbenbare indstilling, er det ikke umuligt at det er noget han vil lære at kende, i den nærmeste fremtid.

Horisont så bort fra sin legene datter og så kort efter Ètienne komme hen imod dem. Hun smilte let og gav et lille hilsende nik fra sig.
Frue? Det summede i hendes mave da han nævnte det. Selvom hun ikke var helt frue endnu, ville hun jo snart blive det. Hun fingererede ubevidst ved hendes forlovelsesring. " Ikke helt frue, ikke endnu. Men godt på vej." Hun løftede kort hånden med ringen frem. " Jeg er næsten lige blevet forlovet skal De se."

Victoria, som hørte sin mors blide, venlige stemme tale. Så op fra ænderne, perlehønsene og de andre fjerkræ der befandt sig ved dammen. Et kort øjeblik var der overraskelse at se i de dybgrønne øjne, der lignede hendes mors så meget farvemæssigt at det næsten virkede helt skræmmende for nogen, men blikket blev snart mere nysgerrigt.
Med en forsigtigt nysgerrighed nærmede hun sig Ètienne og sin mor, og endte med at tage et lille tag i siden af Horisonts kutte mens hun fortsat stirrede op på Ètienne. Han så sjov ud.
Hendes øjne faldt på hans hale, og kort efter blev den lille blåhåredes ansigt lyst op af et stort smil. " De har en hale..! Men den er ikke som Leonoras." Lød det mens den lille skikkelse pegede på den sjove skabning Ètienne nu engang var. Det var jo ikke ligefrem noget den lille 7-årige så hver dag.
Horisont selv sendte Ètienne et undskyldene smil og blik.

Étienne gør et venligt nik med hovedet og lader blikket studere ringen på hendes finger. Ah, ja. Den kærlighed.
"Jamen dog! Tillykke med det!
Étienne smiler endnu en gang til hende før han skjuler kløerne i den varme frakkes lommer.
Det varmer ham altid at høre om at der trods alt er nogen der er lykkelige, for tiden. Det vil sige, han kan jo i bund og grund ikke vide om denne kvinde er lykkelig. Måske er det et tvangægteskab. Måske elsker hun ham ikke, men elsker en anden? Måske er det rigtig ulykkeligt alt sammen.
Nå ja, lige meget hvad er bryllup nu en ualmindelig smuk tanke, synes han. Bare det var ham selv.

Da den lille pige nærmer sig de to voksne, falder Étiennes blik på hende. Hun er lille og yndig. Store grønne øjne. Étienne udstøder en mild latter, da hun pegende konstaterer at han har en hale.
"Ja, det har jeg så sandelig, ja."
Smiler han til hende. Efter en kort pause fortsætter han.
"Leonora. Hvem er Leonora? En veninde?"

Horisont nikkede smilende. " Jo tak. Kan næsten ikke tro at han rent faktisk friede. Havde jeg aldrig troet at han ville." Kommenterede hun og tænkte med varme i hjertet tilbage på den romantiske aften Morgoth pludselig var faldet på knæ for hende. Ja.. Faktisk var heldet åbeenbart godt med dem for tiden, for ikke nok med forlovelsen så var det også lykkedes Morgoth at gøre Horisont gravid. Hun var sikker på der ville komme et dejligt barn ud af det, det kunne da ikke undgåes.

Victoria så med større og større nysgerrighed op på Ètiennes skællede ansigt ( Det er skællet right? xD ) Hun rystede grinene på hovedet. " Njaarj. Leonora er min søster.. Min tvillinge-søster..Men hun lavede ballade. Så mor sagde hun skulle blive hjemme." Den lille pige sendte sin mor et lidt utilfredst blik.
Horisont ignorerede blikket. Hun var godt vant til at tvillingerne færdedes sammen næsten konstant, men de havde også godt af at lære at de ikke altid kunne være sammen, fælles oplevelser kunne vel være nok lige så gode som oplevelser hver for sig.