En buldren mod jorden kunne høres et sted derfra. Det er et meget mørkt område, og egentlig meget gråt i sig selv. Det er i hvertfald ikke det mest livlige sted i dette land, eller det mest farverige. Det er helt stille mellem træerne, og også længere derfra. Området med gravsteder var rimelig stort, da der var mange af forfædrene der havde fået sit lig begravet her, og hvis familie ønskede at kunne 'besøge' dem engang imellem.
Buldren blev højere og højere, i takt med at det store dyr, tyren Brutus, nærmede sig, sammen med sin herre Samson.
Ved siden af dem, svævede der en skikkelse. En død skikkelse. Skikkelsen tilhørte den nu døde Frank, som var begyndt at rådne op. Dog manglede han et hoved, og i hans krop var der tydelige mærker efter et sværd. Samson holdt Frank's krop i luften ved siden af Brutus og ham, med sin magnetisme evne. Det var nemmest, han ville måske have lidt svært ved at holde fast i denne livløse krop, hvis han skulle holde ham fast til tyrens ryg. Desuden, ville Brutus heller ikke bryde sig ret meget om, at have en fremmed på ryggen af sig.
Lige så snart der kom et træ farende mod den livløse krop, blev afstanden mellem Samson og kroppen bare større, så træet kunne gå lige imellem dem, for derefter at tage kroppen tæt på sig igen, men dog med en meters afstand.
Brutus begyndte at sænke farten, da de nærmede sig et hul i jorden mellem disse træer. Samson gjorde ikke det mindste, for at få Brutus til at stoppe.. Ihvertfald ikke noget synligt!
Samson steg af, da Brutus var stoppet ved siden af dette hul. Samson lod kort Franks krop dumpe ned på jorden, hvorefter han så lidt ned i det mørke hul i jorden. Var det nu dybt nok?

Ikke lang tid efter Samsom var steget af hans enorme tyr, lød der et hyl i det fjerne. Ikke et hyl lignende en ulvs, dette var mere skingert og langt mere gennemtrængeligt i forhold til. Lyden af et løbende dyr nærmere sig, og jo tættere på dyret kom, jo mere kunne man hører dets hivende vejrtrækning. Ikke langt fra hvor Samson opholdte sig, nærmere der sig en hund. Hunden var langt stører end de fleste, og dens skallede krop syntes at lyse op i den tætte skov, specielt på grund af dens korte ører der hang og flavrede bag dens ører. Dens lange tunge hang ud af mundvigen, og endnu et genkendeligt punkt brød frem på den. Tænderne var ganske normale ja, men tungen derimod, var lang og ganske spids. Dens savl løb udover tænderne, og dannede sig med det fråd der dannede sig i mundvigen. Dens lyseblå øjne lyste af galskab, og alt i alt lignede det en kamphund – men tværtimod, dette kreatur blev brugt til jagt.
Dyret bramsede voldsomt da den så Samson, og trak sig en anelse bagud. Derefter begyndte den at kredse omkring den, og stirrede intenst imod ham. Den knurrede let, og nærmede dem en anelse – men løftede med ét hovedet, og så sig bagud.
En lyd af hestehove rungede, og fra stedet hvor hunden havde kommet fra, kom en rytter ridende. Han var klædt i sort, og hans flavrede vildt bag ham. Derudover havde han et klæde over ansigtet, der dækkede hans ansigt og hans derudover lange hår. Det der dækkede hans ansigt, var en sølvmaske der indrammede alt! – undtagen hans isende blå øjne, der stirrede vildt frem for sig. Derudover var hans hænder beklædt med stramme læderhandsker, og ligedan hans ben, med tætsiddende lædersko. Han bar et par løse bukser, og noget der kunne ligne en kjortel. Han bar intet våben, da han vidste at dette ikke var nødvendigt.
Hesten han red på var sort. Den havde en flot glans over sig, men dette skyldtes sveden der var frembrudt efter den lange og hårde ridetur. Den bøjede hovedet elegant, og adlød hvert eneste vink, dens herres gav. Hesten havde en enorm styrke, hvilket tydeligt kunne ses i dens ben. Musklerne var spændt, og blev tydeligt brugt til bristepunktet. Fantastisk dyr!
Morgoth nærmede sig Samson med en enorm hast, og da han så nærmere på hvad udyret havde fundet, bredte han ud i et grinende smil. Dét havde han ikke just forudset.

Samson stod og så overvejende ned i det mørke og ellers ikke så dybe hul. Egentlig kunne han være pisse ligeglad med, om hvor dybt hullet skulle være. Spørgsmålet var måske bare, om hullet var stort nok. Det kunne godt ligne et hul, som et barn skulle blive begravet i. Altså, et hul som var beregnet til en lille krop. Samson skævede lidt til Frank's krop, for at vurdere størrelsen, for derefter at sammenligne det med hullet.
Han kneb sine øjne lidt sammen, tog en hurtig beslutning, og lod noget af jorden frigive sig, og blive smidt op på jorden sammen med en anden bunke, som var beregnet til at dække hullet til igen, når det blev nødvendigt. Franks lugt spredte sig på dette sted, da det efterhånden var flere uger siden Samson havde myrdet ham. Jorden blev smidt op, efterfulgt af endnu en bunke. Lige da noget jord var oppe i luften, hørte han et skingert hyl. Jorden stod pludselig stille i luften, og Samson drejede langsomt hovedet til den ene side, for at se sig over skulderen. Hans pupiller blev smalle og yderst iagttagende. Efter noget tid kunne han høre den hivende vejrtrækning, og kunne se dyrets skikkelse mellem træerne. Samson drejede nu hele sin krop, så han nærmest nu stod med siden til hunden, som stadig var på vej mod ham. Var det et tilfældigt dyr, som bare skulle plykkes ned på stedet, eller var det et som tilhørte nogen?
Samson hævede et øjenbryn da den sådan stoppede pludseligt og hårdt. Han betragtede den, og prøvede at vurdere hvad det var for en. I starten var det lidt svært at se, men den måtte være i familie med hunderacen. Da den begyndte at knurre, blev Samsons pupiller ganske små. Hans hænder kom frem under kappen, og jorden i luften faldt ned i den anden bunke, mens Samsons opmærksomhed var rettet mod hunden.
Samson skulle lige til at give hunden et voldsomt kast bagud, men hundens pludselige stoppen med at nærme sig, fik ham til at se mod hundens øjenretning, som nu pludselig kiggede bagud.
Da så han en mægtig hest med en rytter dækket til. Samson kunne i første omgang ikke genkende denne person, da han ikke kunne se udseendet. Dog var han ikke i tvivl om, at det ikke var hvem som helst, som kom til dette sted nu. Ikke på grund af stedet nej, men hele personens attitude.
Samson holdt nærmest vejret inde, for ikke at gå glip af noget som helst, og hvis han pludselig skulle være klar til et hurtigt spring, eller et hurtigt angreb, så måtte selv en vejrtrækning ikke være i vejen.
Samson havde godt nok et sværd under kappen, men han synes ikke at det kunne være nødvendigt på nogen måde. Han lod sine ben blive spredt en smule, så han havde en god stilling til hvad som helst der end kunne ske nu. I hvertfald nu, da hesten nærmede sig med så høj en fart, at Samson helst skulle være klar til hvad som helst det så end, måtte være som fremtiden havde ham i vente.

Udyret trak sig en anelse tilbage, da Morgoth nærmede sig stedet. Den trak dens lange hårde hale imellem benene og trippede ganske langsomt bagud, alt imens den stirrede frem imod ham. Muligt at den stirrede, men der var et glimt af ren respekt i øjnene, og ikke mindst frygt.
Morgoth trak hårdt tilbage i tøjlerne, og hestens fart sænkede sig kraftigt til en lunten. Han hævede let ansigtet, og satte fødderne i siden imod hesten – hesten standsede øjeblikkeligt,
,,Begrave en mand, det havde jeg ikke regnet med at se Dem gøre, Samson”
Startede han og lagde en let tryg på, da han udtalte Samsons navn. Ufatteligt nok, da hans stemme lød fra hans stemmebånd, syntes den at blive forvrænget en anelse. Denne grund var af, at masken havde sine fordele – ikke mindst skjulte den hans identitet, men den gemte også på hans originale stemme. Ikke så kraftigt, men alligevel en anelse,
,,Jeg regner stærkt med at De kender til denne mands identitet?”
Han lagde hovedet let til den ene side, med en let hurtig bevægelse. Han skævede imod liget, og stirrede intenst imod den begyndende rådne krop. Lugten steg til hans næsebord, og en vildskab skabte sig i hans blik. Han vendte blikket derfra, og så gennemborende imod Samson. Hans næsebord opspillede sig, og hans hjerte begyndte at hamre vildt. Han vidste udmærket hvad han selv tænkte, og ikke mindst følte. Følelsen var ganske opstemmende, og ikke mindst intim. Det eneste der holdte ham fra liget, var Samsons nærvær og intet andet.

Samson så med et køligt blik på manden på hesten, som nu begyndte at tale til ham. Samson kunne ikke lade være med, forundret at hæve sine øjenbryn da han sagde hans navn. Han rettede sig ganske langsomt til en mere normal stilling, da det ikke synderligt så ud til at et angreb ville blive for vildt af sig som et enormt stød fra en hest, men det gjorde ham dog alligevel ikke mindre beredt på det. Brutus stirrede på hunden, og den begyndte at pruste hårdt, imens den stangede let ud i luften. Den gik nogle skridt frem, mens dens røde øjne nærmest borede sig ind i hundens.
Samson tog sig ikke af sin tyr nu, men kunne stadig godt styre den gennem magien mellem de to.

"Jeg skal blot bruge denne mands hoved, intet andet.. Han har generet mig for lang tid efterhånden, og nu begynder han at stinke langt væk af forrådnelse, til at jeg ikke vil have ham oppe i borgens kølerum mere..," Svarede Samson køligt tilbage. Selv gennem denne mands stemme, kunne han ikke høre at det var Morgoth. Han havde også kun set Morgoth en gang, så det var aldeles ikke nemt at genkende ham igen. Og slet ikke med alt den tildækkelse. Samson rynkede lidt på næsen. Denne mand kendte ham. Han havde ikke forventet at se Samson gøre sådan noget, det sagde alligevel en hel del, når der alligevel var forventninger til ham. Samson havde et sted lyst til at vide, hvem han var, eller om ikke andet, at han burde give sig til kende, men alligevel sagde han intet, han ville afvente ham indtil videre.

Han rykkede let på hovedet, og så udfordrende imod Samnson uden at kommentere hans forklaring. Han nikkede blot, og vendte blikket imod hunden. Han rettede sig op, og pegede imod hestens side - uden at sige et eneste ord, trippede hunden om på siden af hesten og stirrede op imod Morgoth. Morgoth havde udemærket godt lagt mærke til tyrens reaktion på udyret, og tog en hurtig beslutningen inden det endte i forfærdeligheder.
Han indåndede luften, og den modbydelige stank fra liget, der syntes at stige ham til hovedet. Han sagde intet i en tid, hvilket Samson tilsyneladende heller ikke gjorde. Han rynkede let brynene, og stramte grebet omkring tøjlerne,
,,De husker mig tilsyneladende ikke?"
sagde han til sidst, for at afbryde den modydelige stilhed der lå imellem dem. Ikke fordi han frygtede den, tværtimod, han hadede blot at se et andet 'menneskeligt' væsen blik, stirrer farertruende imod ham. Det provokerede ham,
,,Det er ikke længesiden, vi sidst hilste på hinanden - De husker vel? Jeg mødte Dem, og deres lille gruppe"

Samson så iagttagende på manden, flyttede kort blikket over på hunden, som ynkeligt adlød sin herre. Ynkeligt for dyret, men mægtigt for ham selvfølgelig. Respekt, det var hvad man kunne komme langt ved, og noget som Samson havde et mål med, skulle nå ud til landet, så alle skulle vide hvem de skulle lære at respektere. Det havde de ihvertfald et problem med - i følge ham selv.
Samson hævede let det ene øjenbryn, og så tilbage på Morgoth. Han sagde intet, men var der en smule skuffelse i hans stemme? Han kunne dårligt bedømme det, men det var jo ikke så sært, når hans stemme ikke lød som ham, men som en helt tredje person, på grund af hans maskerede ansigt.
Samson kunne dog ikke lade være med at få et lille smil frem på læberne, da det gik op for ham, at det var Morgoth. Han fandt selvfølgelig først ud af dette, da han kom med ledetråden omkring besøget på borgen.

"Ah, general...," Samson lagde nu sine arme over kors, og nikkede kort mod Morgoth.

"Det var alligevel svært at kende generalen, må jeg dog indrømme..," Samson lænede sig en smule tilbage, mens han betragtede Morgoth.
Samson skævede nu lidt til liget, inden han atter så tilbage på Morgoth.

"Hvad laver generalen så herude?" Samson hævede let sine øjenbryn, mens han betragtede Morgoth og hans beklædning. Den havde rent faktisk stil. Dog ville Samson ikke kunne finde på at gå med sådan noget, det skjulte måske alligevel lidt for meget. I hvertfald når det kom til muskler og ansigt - hvis det var ham som skulle bære det.
Samson slyngede kappen over skuldrene, så de kraftig muskuløse overdrevede arme blottes.

"Havde ikke forventet, at man ville komme herud?" Brummede Samson, og hentydede til Morgoth. Samson var selv meget imod at tiltale folk, da de ikke skulle tro at de var 'over' ham. Dog ville han heller ikke være direkte dis med Morgoth, da han jo godt kendte til hans stilling i dette land.

//frys

Da udyret nærmede sig hesten, så hævede hesten forsigtigt det ene ben, hvorefter den advarende trak ørerne tilbage. Som et frastødt og foragtet væsen, trak den halen imellem benene og vandrede omkring en meter væk fra hesten. Den vidste godt hvad der ville ske, hvis den nærmede sig hesten for meget. Et enkelt spark fra en hest, kunne nemt slå et menneske ihjel - så hvorfor ikke et hund?
Morgoth stirrede isende imod udyret, hvorefter han med et spidende blik så tilbage imod Samson. Han kunne ikke lade være med at smilende gruefuldt, da han så ud til at have genkendt ham. Klart at han ikke har kunne, før at Morgoth have afsløret sig selv. Men i disse tider var det nødvendigt at skjule sin identitet, når han red ud som Mørkets General. Visse personer, så som Cassa, ville overfalde ham ved første øjekast, hvis han vidste hvem der var under stillingen som Mørkets General.
Han satte fødderne i siden på hesten, og lod den trippe langsomt nærmere Samson. Han trak vejret tungt, og lyttede opmærktsomt til hvert ord,
,,Det er skam også mening, hr. Nova.."
hvislede han lavmældt, og skævede ganske let imod liget. Han indåndede atter lugten af død, og lukkede kort øjnene i. Han knugede let omkring tøjlerne, for derefter at åbne øjnene. Prupillerne havde vokset sig større, hvilket pludselig fik ham til at se helt menneskelig ud. Det var som om han var i en eller anden form for rus,
,,- Jeg er skam ude på en simpel jagt. Hvorfor tror De ellers jeg forfølger dette udyr?"
sagde han, og hentydet til hunden, som pludselig lå på maven med hovedet liggende imod jorden. Savlet gled ned fra kinderne, med hugtænderne stikkende ud fra mundvigen. Grimt var det, og ikke mindst uhyggeligt på grund af det skallede krop, og stikkende øjne.

Samson satte begge sine hænder i siden, mens kappen endnu lå på ryggen af ham. Samsons øjne var kølige, mens de betragtede både Morgoth og udyret. Han trådte lidt rundt på det sted hvor han stod, skævede engang imellem til Frank's lig som endnu lå på jorden. Dog stoppede han op, drejede en omgang og så på liget. Han tog sin støvles snude komme op til Frank's side, og puffede lidt til ham. Dog blev Samsons øjne pludselig utrolig smalle, da han blev kaldt 'Nova'. Han kiggede sig over skulderen og hen på Morgoth.

".. Undskyld mig!!.. Men hvad var det du sagde?" Kom det halvspruttende og fornærmet og en smule hidsigt fra Samson. Han vidste skam godt at Cassa hed Nova til efternavn, og det var ikke ligefrem fordi han brød sig om Cassa! Samson var nu direkte uhøflig som han ellers plejede at være overfor alle og enhver, da han nu sagde 'du' til Morgoth. Dog var han af høj rang, men derfor måtte han - efter Samsons mening, også kende til andre højtstående mænd i dette land, uden at forvæksle.
Han ville slet ikke kommentere hans gøremål herude, da dette nu pludselig var underordnet, da Morght havde lavet en stor talefejl.
Samson drejede nu hele sin krop, så han stod en smule skråt mod Morgoth, for at kunne se ordentligt på ham.

Brutus kunne tydelig mærke Samsons utilfredshed begynde at stige Samson til hovedet, og her reagerede tyren med et kraftigt nys, og en let skraben mod jorden. Øjnene hvilede faretruende på Morgoth, men alligevel afslørede den en vis form for respekt.

Han syntes ikke at reagere voldsomt på Samsons udbrød, men vendte blot et uforstående blik imod ham, med en hvis kølighed hvilende i øjnene,
,,Er De blevet små døv, siden at jeg skal gentage?”
Hans tonefald forandrede sig ikke yderligere, men forblev dog alligevel kynisk,
,,- Det er skam også meningen, Hr. Nova”
Gentog han, uden at tage notis til vreden der buldrede i Samsons krop. Han rynkede let brynene, og vendte blikket imod tyren, ikke så langt fra Samson. Han kunne ikke lade være med at beundre det store dyr, slet ikke da det så ud til at reagere på dets herres følelser. Han trak vejret sukkende, og vendte derefter det stikkende blik tilbage imod Samson. Prupillerne i hans øjne, var atter små. Det virkede nærmest som om at, når han ikke tænkte på liget langt fra dem, falde hans krop til ro. Men til gengæld, når han havde lagt opmærksomheden på det, tænkte han ikke på andet end at andre lod ham blive alene med det. Han kunne ikke opleve mere nydelse, udover med Horisont, hvis han lod sit dyriske tage over – hvilket ikke var et kønt syn, for nogen. Allermest på grund af de døde menneske, selvfølgelig.
På grund af tyrens reaktion, trak hestens ører sig ned igen. Morgoth forvrængede munden i en utilfreds mine, og strammede grebet omkring tøjlerne. Hesten var bange, det kunne han tydeligt mærke.

Samson tog nogen skridt frem mod Morgoth, og ligeså gjorde tyren. Han vidste godt et eller andet sted at han burde passe på, så derfor prøvede han så vidt muligt at holde sig en smule nede, i stedet for at fare frem.
Samson lukkede sin mund helt, og tænderne blev presset sammen, da Morgoth gentog sætningen, med det samme efternavn som før.
Han kneb sine øjne en smule sammen, mens han endnu så på Morgoth.

"Jeg er bestemt ikke døv, tyder det på! Det er vidst mere dig der lider af hukommelsestab, når nu du kalder mig Nova!" Snerrede han og fnøs hård, ved at se til den ene side.

"Dét navn, bærer da kun Cassa! Du leder måske efter ham?" Han åbnede spørgende sin mund, og hævede sine øjenbryn, mens han så på Morgoth med stadig en anelse fornærmelse og en blanding af vrede i øjnene.
Han vendte sig hurtigt omkring, holdt stadig øje med Morgoth, ved at prøve at opfange hver en bevægelse gennem magnetismen, mens han nu skubbede til Frank's lig med sin ene støvle, og lod ham trille ned i hullet. Han gjorde netop dette nu, for at forsøge at dæmpe sig lidt ned. Brutus' blik gled hen på udyret, trådte endnu et skridt frem, og stangede kort ud i luften.
Samson vendte sig endelig rundt i en hurtig omdrejning på hælen, så ikke så meget på Brutus, men Brutus gik nu ikke nærmere udyret.

Han rettede sig op i hesten, da Samson yderligere trådte ham nærmere. Hans spærrede øjnene hvidt op, og så advarende imod ham. Han følte det som en svag trussel, og en let fornærmelse imod ham, da Samson kæftede op omkring ham selv, og ikke mindst Cassa,
,,Tror De selv, at jeg ville sammenligne Dem med Cassa? For så har De vidst tabt hjernen!”
Hvislede han imod ham, og kneb øjnene sammen i et kynisk tonefald,
,,Nej han er tydeligvis ikke den eneste bærer af det navn, siden De ser ud til at få en raseri anfald”
Han hævede let ansigtet, og lod højden af sine ord dæmpe en anelse,
,,Hvis De tænkte Dem bare en smule om, så kendte det svaret på Deres stupide spørgsmål. Ja jeg leder skam efter Cassa, af den årsag at han ikke just tilhører den Mørke side og generelt bare stå i vejen for hvad vi prøver at gennemføre..”
Hans øjne stod hvidt åbne, og stirrede blot isende ned imod Samson. Respekten i hans tonefald, og den svage venlighed var forsvundet efter Samsons lille udbrød. Muligt at Samson havde temperament, men Morgoth var ikke ligefrem tilhænger af tilgivelse eller forståelse, specielt ikke overfor det Samson netop havde sagt foran ham.
(meget kort svar da jeg bliver nød til at smutte. Er tvunget til at gå, da jeg skal have ekstra timer i tekstil – et projekt min lærer har kørende :/)

Samson kneb sine øjne en smule sammen, men åbnede dem så småt igen, mens han hørte på Morgoths ord. Han blev nødt til at falde ned, så enkelt var det. Hvis han kom på tværs med Morgoth, så var alt det ødelagt, det som han var begyndt at opbygge. Men det så ud til, at han allerede var ved at ødelægge det hele.
Han brummede lavt for sig selv, og tog sig lidt til tindingen.

"Nuvel..." Brummede Samson lavere og mere koncentreret, som tegn på at han var ved at falde til ro.

Efter noget tid kom der et lille smil frem på Samsons læber. Han kom til at tænke på en dag i kroen, hvor ham og Tom narede Cassa fuldt ud. Det var en yderst morsom tid, hvor han mest bare gjorde tilfældigheder. Der var da stadig nogen af tilfældighederne, men ikke lige så mange, som der havde været, hvilket på sin vis var trist.

*Yderst imponerende, at han ikke reagerede voldsommere end det på mit udbrud.. Han kan så sandelig behærske sig* Tænkte Samson og så kort hen på Brutus.
Brutus kastede et blik tilbage og så ind i Samsons øjne, hvorefter den vendte rundt og traskede en smule væk fra dem.
Samson sukkede lydløst, og vendte sit blik tilbage på Morgoth.

"Tror generalen ikke, at det ville være nemmere, hvis Cassa netop kom til generalen?" Spurgte Samson efter noget tid, og begyndte at slappe af igen. Samsons pupiller var blevet bredere igen, og han slyngede kappen omkring sine skuldre i en hurtig bevægelse.

"Jeg mener.. Hvis man blot viser sig, så kommer fjenderne nemmere til en... I hvertfald nogen gange" Samson fik et lille smil på læben, og billeder farede gennem hovedet på ham, med alle de gange hvor det bare var føltes som om, at de kom til ham.

//frys

Han fnøs kynisk over den andens reaktion, og vendte arrogant blikket den anden vej. Han kneb øjnene en anelse sammen, og mærkede hvordan en ganske blidt vind gik igennem den lille skov. I kort tid nød han stilheden, og ikke mindst den svage vind der nåede indtil hans ansigt. Han sukkede let, og lod Samson afbryde sine tanker, da han stilte ham et spørgsmål. Uden at se på ham, svarede han ham:
,,Det ville klart være nemmere, så behøves jeg heller ikke spilde tid på at prøve at finde ham"
hans tonefald var en anelse kynisk, da han fandt det logisk at det ville være nemmere for ham, hvis Cassa kom til ham.
Da han atter vendte blikket tilbage imod Samson, var det isende klimt i hans øjne forsvundet, men det kyniske tonefald var der derimod stadig:
,,Cassa skal nok komme.."
startede han, og stremmede grebet om tøjlerne, hvorefter han drejede hesten så den stod med fronten fra Samson,
,,Det handler blot om at spille sine kort rigtigt"
han hævede ansiget stolt, og piftede kort. Udhyret rejste sig straks, og luntede ham forsitigt nærmere. Han satte fødderne hårdt i hælende på hesten, som kort hvinede, hvorefter den satte farten voldsomt op. Hunden fulgte lydigt efter, og de forsvandt lige så hurtigt som de var kommet.
Skyerne syntes pludselig at trække sig over solen, og vinden begyndte at tage til. Vejret syntes at forandre sig hurtigt, specielt da de første regndråber faldt fra himlen. Et underligt sammentraf?

- Out

Samson smilte kort over Morgoths svar. Han sagde intet, lod ham tale ud hvad han nu havde og sige, og gengældte bare hans blik, med en enighed lysende i sine øjne. Han så ind i den store hests øjne, og fulgte dem på vejen væk.

"Om ikke andet.. god fornøjelse med kortspillet..," Samson kunne ikke lade være med at smile skævt, vendte sig så mod det sorte hul i jorden. Han gav sig til at dække det ordentligt til, og lod sin magnetiske evne gøre jorden hård, altså ved at lade det sætte sig tæt sammen blandt alt det andet jord. Da det endelig var gjort, vendte han sig mod Brutus, som så direkte ind i Samsons blik, ligeså snart deres blik mødtes. De talte tydeligvis samme sprog. De måtte se at komme videre.
Samson gik roligt hen til Brutus, så kort efter Morgoth ind mellem træerne, og rynkede lidt på næsen. Det kunne være at Morgoth kunne lære ham lidt? Vent, det var ikke sådan en tanke Samson skulle have, han skulle gå sine egne veje, ikke tage fra andres. Han kneb sine øjne let sammen og fnøs lidt. Han lod sine sporer banke ind i det store muskuløse dyr, og der gik ikke et sekund efter, før dyret var i bevægelse. De forsvandt begge ind mellem træerne, og væk fra stedet...

//out