Den halvstore gård ligger halvt indhugget i bjerget, og er ellers bygget af mørke træbjælker. Gården består af en stor stue med køkken og tre soveværelser længst tilbage i klipperne på hovedgården, en stor stald og to indhegninger til får og kvæg. Desuden står der et lille udhus mellem stald og hovedgård

En let støvregn rammer med en rolig, monotom lyd vinduet og slører Tavis' bekymrede reflektion til. De var så sent som i går, at den unge mands forældre meddelte at deres søgen på en forlovet var tilendebragt, og til trods for at satyren ikke var hjemme før sent ud på natten, havde hele familien alligevel siddet klar da han kom. Glædesstrålende. Ude i regnen ser han familiens ansigter fra dagen før, hele situationen. Moderen med et veltilfredst blik i øjnene, og faderens hårde kram, efterfulgt af en lykønskning. Men det eneste der gik igennem Tavis' tanker, var at dét var han i hvert fald ikke klar til, og lige de ord havde været fastbrændt i hans hjerne lige siden. Og nu sidder han altså her, fastklemt på den hårde slagbænk med søsteren på højre side og brødreflokken på den venstre, stirrende ud af det mosaikpyntede vindue over for ham. De venter på hans kommende forlovede, kommende hustru, en ung pige han aldrig har mødt før i sit liv. Det eneste han ved om kvinden, er at hun er et godt parti, hvad end det nu betyder.

"Er du klar, Tavis?"
Den unge dreng bliver med ét revet ud af sine tanker, da den ældste bror sender et lumsk smil imod ham.
"...Ensio, det kender du godt svaret på," mumler satyren blot, snublende over de få ord, "er... det skræmmende at... at være gift?"
Broderens grå øjne spiller ind i Tavis' egne af samme farve, da Ensio kommer med en lavmælt latter,
"Hvad taler du om? At få en ung, smuk mø til at gå rundt og tage hånd om én er der vel intet skræmmende ved," et gavtyveagtigt glimt viser sig i Ensios øjne, idét han kaster blikket mod de fem unge piger der stille rumsterer i køkkenet, alle med en mave bulende ud under forklædet, "og så er der jo bryllupsnatten!"
De fire brødre stemmer i med en sigende latter, men Tavis føler sig ikke overbevist. Der er så meget han ikke har oplevet, så meget af landet han ikke har set. Herregud, han har knap nok været længere end fra gården til Tusmørkedalen og tilbage igen, det kan man vel knap kalde en erfaring. Og med en viv er chancen for at opleve ting lille.
Medmindre man deltager i den krig der hærger udenfor, farer det bittert igennem Tavis' tanker. Ligesom Ryker. Og hvad godt kom der ud af det? Ryker forsvandt, højst sandsynligt er han død. Satyren kaster et flygtigt blik mod sin svigerinde, den eneste af pigerne der ikke har et fredfyldt smil på ansigtet. Stakkels Iris.

Han vil ikke være ansvarlig for en kvindes sjælefred. Det kan han slet ikke.

Hestevognens hjul skramler over den grusede sti, ind til gården. Flying Birds fars kraftige, lille hoppe, pruster let af anstrengelse, da den ældre herre svinger pisken over dens ryg.
I vognen sidder Flying Bird, skuttende imod kulden, der føles stærkere og stærkere, jo tættere hun kommer på gården.
Hun fik overbragt nyheden selvsamme morgen. Faderens glædesstrålende, omend rynkede, ansigt står tydeligt i hendes hukommelse, det samme gør hans ord. "Jeg har fundet dig en forlovet"
Hun kunne sagtens flygte, flyve sin vej for at bevise hendes frihed, men hun kan ikke få sig selv til at gøre det. Hendes far er trodsalt ikke helt ung længere, og hun vil gerne give ham den sidste glæde, at lade ham se hende blive forlovet, og måske endda gift.
Vognen stopper, og faderen stiger ud, efterfulgt af FB. De er begge i det stiveste puds, faderen i sit fineste jakkesæt, og FB i en smuk, grøn kjole, overdrysset med bittesmå pallietter. Hendes lange, grønne 'fjerhår' hænger løst ned af hendes ryg, og hendes fødder er beklædt med knælange, sorte støvler. Hun synker en stor klump, da faderen med ranke skridt træder hen til porten, efter at have bundet hesten. Hendes øjne er lettere blanke, og hun griber hendes faders arm, inden hun med gråd i stemmen siger;

"Åh far, hvorfor? hvorforlader du mig ikke være fri?" hvorpåtil faderen med afvisende stemme svarer;

"Han er en god mand, med velhavende forældrer. du skal være glad for det tilbud der er blevet dig givet." Han banker tre gange på den solide dør, og de afventer beboernes reaktion, FB med bankende nervøst hjerte, og faderen med en iskold, stolt mine.

Tavis' tanker er langt væk, ude borte fra bjergende, i alle de fjerneste afkroge af Krystallandet. De er delvist ved Ryker, delvist ved satyrens egne drømme om rejser til fremmede egne, rejser der umidlbart ikke ser ud til at blive sande.
Bank-bank-bank. Hele søskendeflokken, og i allerhøjeste grad Tavis gør et forskrækket spjæt, da støvregnens stille melodi bliver afbrudt af de besøgendes banken på døren. Et langt stykke stilhed følger, eller sådan føles det i hvert fald, før moderen forsigtigt åbner munden, da ingen af børnene ser ud til at ville røre sig.
"Ikain, kære, åbner du ikke døren?"
Den ældre satyr brummer anstrengt for at komme op af stolen, og efter at have sent sine sønner et blik, der uden ord gør ligeså ondt som en flad lussing, går han imod døren.
Beklemt lukker Tavis øjnene hårdt i, håbende på, at hvis ingen siger et ord, vil øjeblikket vare evigt, døren vil ikke blive åbnet, den ukendte kvinde vil ikke træde ind, og den unge mand vil ikke blive gift. Bare tiden ville stå stille.
Men det gør den ikke. Med en høj, knirkende lyd bliver den tunge trædør åbnet.
"Grapenee, min gode mand, kom indenfor!" Ifølge Tavis lyder hans faderes stemme upassende muntert til situationen, som for ham bærer samme stemning som det regnvåde mørke udenfor. Alligevel smiler Ikain fortsat glad, "Nå, så det er Deres yndige datter, velkommen, var det Alania hun hed?"
Med voldsomme armbevægelser vifter den gråhårede mand de regnvåde gæster ind i stuen og gør mine til at pigen skal sætte sig mellem Tavis og hans søster, og hendes fader ved langbordet i midten.

Med et lammet blik betragter Tavis kvinden træde ind, og han er ikke sikker på hvorvidt det er tanken om ægteskab, eller Flying Birds skønhed der imobiliserer ham. Ikke destro mindre får han langt om længe rejst sig op, uendeligt langsomt. Det formelle tøj knirker uvant og akavet på hans krop, og en diskret hånd glider ned og retter forlegent på den sorte jakke. Det tager noget tid, før satyren for fremrømmet en hilsen;
"G-godaften. Mit navn er, eh, Tavis. Dimitri."

Det giver et lille sæt i FB, da døren går op, og den lettere lavstammede, bryske mand kommer til syne. Hendes tanker er et helt andet sted end denne regnvåde aften, og manden har lige netop revet hende ud af hendes tanker om sol og sommer. ikke desto mindre smiler hun høfligt, og nejer let, men udgår at se direkte på ham. Hendes fader, derimod, slår armene ud, og giver sin savnede ven et stort knus.

"Dimitri! længe siden. Ja, det er min datter. og jeg formoder dette er den heldige unge mand?" Siger han, da de komer ind i huset. FBs smil er lidt bredere, da hun ser huset og ikke mindst familien. skulle man endelig giftes, var det da altid en fordel med så venlig en familie.
Hun lægger forsigtigt sin hånd i Tavis' udstrakte, og en underarm fuld af sår og rifter kommer til syne. denne arm var før skjult i sjalet, og hendes bevægelse er også en smule tøvende. en pige, der er jaget af mørkets krigere, kan umuligt være god at have med i familien.
"Goddag Tavis. Mit navn er Alania, men du kan kalde mig Bird." Siger hu, og nejer let, en bevægelse, der skyder en let smerte op igennem hendes ben. dette viser hun dog ikke, og der går lidt tid før hun slipper Tavis' hånd og blik, og sætter sig ned. Hendes hænder er pænt foldet i skødet, alt imens hun forsøger, så godt hun nu kan, at møde alle otte blikke, der hviler på hende (foruden kvinderne i køkkenet), og bevidst undgå sin faders.

En hjertevarm latter breder sig i den lavloftede stue, da satyrparret venligt hilser på den nyankomne herre, men munterheden holder sig i den ene ende af rummet. De fem søskende er dødsenstavse, kun Tavis kommer med få, kvækkende ord.
"Bird, så. Javel," den unge satyr mærker hvordan det varme blod pumpes hurtigere rundt i årerne og farver de lyse kinder en ildrød farve. Forlegent hiver han hånden til sig og gør sit bedste for at skjule den kulørte hud. Han er ikke vant til at omgås kønne piger, i hvert fald ikke i ædru tilstand. Men det er heller ikke specielt mange af de menneskepiger man møder i kroen, som interesserer sig for en knægt med gedebukkeben.
"Uh, skal vi, eh. Sidde? Sætte os?" med et er Tavis meget opmærksom på sin tunge, som lader til at have vokset til ti gange sin størrelse. Uden at vente særlig længe på svar, skubber han sig ind i mellem sin søster og bror og forsøger på at presse sig så meget ud til siden, at den unge kvinde kan være der.

//Frys

FB's stol skramler en smule, en lav, skrattende lyd. hendes blik er vendt nedad, og øjnene er let blanke. Hvorfor skulle hun giftes nu? hvorfor gjorde hendes far dette imod hende? okay, herren var da meget charmerende, men hvorfor kunne hun ikke selv vælge sin elskede?
Faderen rømmer sig let, og rejser sig op, med blikket plantet på sin datter, mens han siger;
"Nå, Dimitri, skal vi lade de to unge mennesker være lidt alene?" FBs øjne spærres let op, som når et rådyr bliver fanget i lyset fra bilens forlygter. Hun kendte ikke engang manden, og nu skulle de være alene? Febrilsk retter hun på sin kjole, og smiler akavet til Tavis, mens hun mærker blodet stige mere og mere op til hovedet.
Da familien bevæger sig væk fra dem (håber det er ok?) bevæger hun blikket en smule op, og møder Tavis' blik.

"Såeh... hvad laver du? altså har du et arbejde?" siger hun, og føler sig mere og mere som en teenagepige, der bare ikke kan sige det rigtige...

Satyren vender blikket lettere felbrisk mod de godt tolv personer, der ser ud til at trække sig over mod den anden ende at rummet. Han har egentlig ikke lyst til at sidde alene med den fremmede kvinde, fuldkommen udvidende om, hvad man siger til sådan én. Men ikke destro mindre havner resten af familien omkring spisebordet, efter Tavis har modtaget et par venskabelige klaps i baghovedet fra sine brødre.
Efterladt på slåbænken flakker Tavis' blik rundt fra Flying Birds fødder til sine egne klove, pludselig forlegen over at han ikke har tær, kød og hud for enden af benene. Det er også usædvaneligt, sådan at blive lovet bort til et menneske, det tætteste den ellers ensformige satyrfamilie er kommet på en anden race, er Hakims halvdyrs-viv. Men et menneske... Hans øjne møder kort pigens, og det lykkes ham at holde kontakten langt længere end før. Ja, hun ligner godt nok en fugl, må han indrømme, ved synet af de grønne fjer i hendes hårpragt. Men stadig...

"Eh," kommer det noget overrasket fra ham, og han tøver usikkert med at fortælle om sit erhverv. Hun virker alt for kostbar, synes han, som en ædelsten. Ikke en kvinde, der skal bo på en gård og passe dyr, slet ikke egnet for en simpel bondes liv. Alligevel hoster han nogle ord op; "Jeg er fårehyrde, hrm. Bondemand, kan man vel kalde det, også."

Hun spidser ører, da han nævner ordet "Bondemand" simpelt, enkelt, men stadig er det lige hendes smag.

"Bondemand siger du?" ordene har knap forladt hendes mund, før de tunge regnskyer udenfor trækker til side, og afslører en strålende sol, og en blå himmel. Hele stemningen virker pludselig ikke så trist mere, nu da lyset strømmer ind i stuen.

"Må jeg se dine dyr?" siger hun pludseligt, og bliver let rød i hovedet. Hun føler sig ærlig talt lidt akavet, i selskab med Tavis. måske fordi hun ved at han er den hun åbenbart skal leve resten af sit liv med.
Hun rejser sig op, og sætter armene på det store skørt, hendes kjole er omfavnet af. Med et skævt smil og et lavt grin, hiver hun de store skørter af, så hun nu kun er klædt i en knælang, grøn kjole, og det tykke uldsjal omkring hendes skuldre. hun smiler til ham, et varmt, spændt smil.

"Sådan! Meget bedre!"

"Eh.." Tavis spærer noget chokeret sine øjne op, da pigen pludselig viser interesse for hans hverdag. Det havde han alligevel ikke troet, efter hans mening er bondemand det kedeligste man overhovedet kan finde på at foretage sig. Men han kan jo tage fejl.
"Tjoeh... det kan du vel godt," kommer det mumlende fra ham, mens hans blik flakker rundt i rummet efter hvile. Det ender med at skæve til de fem søskende, der stadig lurer interesseret på de to, og et opmundrende blik bliver midt i hovedet fra Ensio.
"Jo. Lad os gå ud så," afgør han endelig, og retter igen øjnene mod Flying Bird. Noget forlegent ser han dog hurtigt ned i jorden igen, da pigen aftager et godt stykke af sit tøj. Det er ellers ikke specielt varmt udenfor, synes han. Men han kan ikke sige at han har noget i mod det.

"Mor, Far? Vi går udenfor," Tavis spinkle råb når kun lige igennem stuen, og som svar får han kun en accepterende brummen fra faderen. Med et par klodsede bevægelser får han åbnet døren, og gør mine til at gå ud.

hun sender ham et lille smil, der dog stivner en smule, da hun ser hans chokerede blik over hendes nu blottede hud.
"Alle de skørter er ikke til at holde ud, når man skal være praktisk" halvhvisker hun, og skynder sig ud af døren, ud i den friske luft. hendes blik fanger straks en lile, grøn plet, midt i alt det lysegrå, kedelige vejr. Fugal!
Fuglen flakser op, da den ser hende, g flyver dansende rundt om hende, inden den sætter sig på hendes skulder, og fløjter kærligt.
FB griner let, og sender et forventningsfuldt blik bagud, efter Tavis.
Fuglen følger hendes blik, men begynder at skræppe op, da den ser ham, den puster sig op, breder vingerne, og dens små, sorte øjne slår gnister. Forfærdet og flov over fuglens opførsel, beordrer hun den væk med en mine hun aldrig har brugt over for den før.
Fugal skræpper en sidste gang, men flyver så op i det nærmeste træ, og sender hende et 'vil-du-virkelig-foretrække-ham-frem-for-mig?' blik.
Hun sukker træt, og lader så blikket glide tilbage på Tavis. hvad var det dog fuglen havde imod ham?
et sekund efter slår det hende, at i og med at hun fjernede skørterne, fremviste hun sine halv-blå, forslåede ben. det skarpe sollys får dem nærmest til at lyse op, og hun ser flovt ned i jorden, med røde kinder.
bare han nu ikke lægger mærke til det tænker hun, og sender ham et lettere anstrengt smil...

Tavis' grå blik følger fraværende den grønne fugls flugt over den aftengrå himmel. Den har samme farve som hendes øjne, slår det ham, og pigen opfører sig da også, som fuglen er hendes.
Satyren giver et let nik som svar til Birds hentydende blik, men forholder sig tavs da han med rolige skridt går imod hende. Hans krop vugger nervøst fra side til side i takt med underlagets knirken under hans klove, og hans trætte øjne betrager den halvfremmede pige, uden rigtig at se hende. Han ser mærkerne på hendes ben, men opdager dem ikke.
"Vil du ride?" spørger hans hæse stemme så pludselig, efter at have kastet overvejende blik mod stalden lidt længere væk. Jorden er stadig klam af regn, og kender Tavis landskabet her oppe ret, er det ikke sjovt at skulle gå rundt i længere tid på den stenede jord. Især når man har sarte menneskefødder.

Hendes blik bliver en smule fjernt, da hun betragter himlen, der bliver mørkere og mørkere. nej, fjernt er ikke ordet. mere... længselsfuldt. hun sukker dybt, og ryster let på hovedet, før hun igen vender sig imod ham.

"Tavis... jeg... " hun går i stå. hvad skulle hun sige? 'jeg stikker af, og kommer ikke tilbage' ? nej, her måtte hun være taktisk.

"Du er en fabelagtig mand, men.. jeg er ikke klar til at blive gift, og det tror jeg heller ikke DU er. men... vi har et ansvar for vore familier..." hun stopper, og ser på ham med let blanke øjne.

"Jeg går nu. du må ikke sige til min far hvor jeg er, lov mig det! jeg har bare brug for at tænke det hele igennem. Du kan finde mig i paradisskoven." hun lukker øjnene, og stryger blidt hans kind, berører den blidt med fingerspidserne, før hun siger;

"Farvel for nu Tavis. jeg er glad for, når jeg nu SKAL giftes, at det er dig jeg skal giftes med" hun smiler let, og presser forsigtigt sine læber imod hans, i et kort kys, før hun trækker sig væk, og beynder at gå. da hun er ca. 10 meter væk, vender hun sig om og vinker, før et lysglimt omfavner hendes krop, og hun flyver væk som en grøn fugl, hen imod horisonten...
//out

Satyren opfatter knapt pigens ord, og de få sætninger han fik forstået, forsvinder da hun berører hans mund med sin, og han finder sig selv stående lamslået tilbage, da hun er fløjet sin vej.
Hvad snakkede hun om? Har hun bare tænkt sig at gå?
...
Kyssede hun ham lige? Fuldkommen ude af stand til at bearbejde situationen står han i noget tid og mærker støvregnen prelle af mod hans krop, før han vender sig for at gå ganske langsomt tilbage mod huset. Han må ikke fortælle hendes far hvor hun er. Jamen, for pokker, hvad skal han så sige? Han kan jo ikke bare vade tilbage uden tøsen som om intet var sket, og så regne med at forældrene aflyser det hele. Sådan fungerer verden ikke, ved han. Så da han endelig får skubbet den tunge dør til stuen op og mærker personernes blikke på sig, mumler han blot noget med at Alania tog hjem, før han forsvinder ind i soveværelset.

//out