Han rørte lidt på sig, og syntes at rykke tættere på Horisont. Nu da det var mørkt ville man ikke kunne se det, men hvis der nu havde været lidt lys, så ville man kunne se hans øjne virre utroligt på sig. Han virkede aldvorlig i sit ansigtsudtryk, og i en kort tid sagde han ikke rigtig noget. Men han lagde alligevel ud med at tale:
,,Det er underligt. Det er nogle drømme der gentager sig, og de er ret makabre. Ubehagelige oven i købet - man ville godt kunne kalde dem et mareridt" aldrig før, havde han lyt så urolige i sine ord. Det lignede ham ikke, han virkede lidt ligesom et skræmt barn.
Han sukkede og rystede kort på hovedet af sig selv, hvorefter han fortsatte:
,,Men det starter altid med, at jeg står foran en kæmpe klippe. Jeg vender blikket op imod himlen, som forander sig til at være hvid, til en mørkeblå stjerne himmel. Derefter, ser jeg en skikkelse oppe på klippen. Denne skikkelse folder armene ud, og forsvinder. Derefter kommer den tilbage igen, og kaster sig ud i over afsatsen." han trak vejret ind for at forsætte,
,,Jeg prøver at gribe personen, hvorfor jeg vil det dét ved jeg ikke, men det prøver jeg altså.. Og hver eneste gang, når jeg det ikke."
han stopper, og vender blikket tilbage imod hendes, ,,Det er som om personen splatter ud ved siden af mig, eller sådan lyder det altid. Og da jeg vender personens krop for at se på den, er ansigtet nærmest skåret ud. Men jeg genkender den altid. Og for det meste så.. Så er det dig"
Krystallandet
