Selvom Ambrosia kunne bryste sig af at være en overordentlig kløgtig trold, hændte det alligevel fra tid til anden, at han også var en temmelig uheldig én af slagsen.

Og det var en skam, for morgenen var ellers begyndt så vidunderligt.

Fuglene havde kvidret lystigt mellem træernes efterårsgyldne kroner, mens biernes summen efterhånden var forstummet inde i de lune bikuber. Selv havde Ambrosia fundet sig til rette på bænken foran sin lille hytte med en kop dampende kamillete, sødet med en gavmild skefuld gylden honning.
Det ene ben havde han trukket op under sig, mens det andet dinglede dovent over bænkens kant. Teens damp snoede sig i små, dansende spiraler gennem den kølige efterårsluft, og med sindig omhu var han begyndt at stoppe sin pibe, mens han ventede på, at teen skulle køle af. Han havde trods alt ingen intentioner om at skolde sin tunge.

Men Ambrosia havde heller ikke travlt. Ikke i dag. Og så sandelig heller ikke i morgen.

Inde fra hytten bredte duften af nybagte boller sig imidlertid, og det gik op for ham, at de nok snart skulle ud af stenovnen, hvis de ikke skulle ende som små, forkullede sten. Han lagde derfor piben fra sig, møvede sig op fra bænken og tøffede indenfor.
Kort efter vendte han tilbage med en lun bolle, smurt godt med marmelade, og et særdeles tilfreds udtryk i sit grønne ansigt. Ahh. Livet var nu en herlig størrelse. Han skulle netop til at placere rumpetten på sin sædvanlige plads, da noget fik ham til at standse midt i bevægelsen.

Hans pibe.

Hvor var hans pibe?

"Oh...?" Ambrosia rynkede brynene og betragtede den tomme plads på bænken. Så bøjede han sig forover for at undersøge jorden nedenunder. Måske var den trillet ned? Det ville ikke være første gang, at hans ejendele havde fået den besynderlige idé at forsvinde af sig selv. Men nej. Ikke så meget som en piberenser var at finde.

Et pludseligt vingebask lød over hans hoved. Langsomt løftede Ambrosia blikket, og det fredfyldte udtryk, der hidtil havde prydet hans ansigt, blev erstattet af en ganske anden mine. Dér, på hyttens stråtag, sad en overordentlig rund skade. Med hans pibe.
"Nej, ved du nu hvad!" udbrød han forarget og plantede hænderne i siderne. "Ikke nok med, at I skal hakke i mit tag, nu er I minsandten også begyndt at stjæle fra mig?!" Skaden standsede sin hakken og gloede tilbage på ham med sine små, sorte øjne. Ambrosia gloede igen. Et øjeblik betragtede de blot hinanden.

Hvis nu det lille kræ blot ville slippe piben, kunne han måske gribe den, inden den ramte jorden. Så ville der ikke være nogen skade sket, og han kunne vende tilbage til sin te og sin bolle, ganske som han havde planlagt. Men sådan skulle det naturligvis ikke gå. Skaden udstødte et hæst, skrattende kald, der i Ambrosias ører lød mistænkeligt meget som en hånlig latter. Dernæst baskede den med vingerne og lettede fra taget.

Med piben i næbbet.

"HOV! NEJ! KOM TILBAGE MED DEN!" Ambrosia spærrede øjnene op. Og så løb han. Hurtigere, end hans ellers så magelige korpus havde bevæget sig i umindelige tider, satte han efter den tyvagtige fugl. Hans lange ører flappede bagud, mens halen piskede gennem det nedfaldne løv og sendte orange og gyldne blade hvirvlende op omkring ham. "LILLE MØGDYR!" råbte han forpustet efter den. "DET ER MIN PIBE, DIN FJERKLÆDTE BANDIT!" Men skaden lod sig ikke synderligt påvirke af hans protester.

Og således gik det til, at den ellers så kløgtige Ambrosia nu stod ved foden af et højt træ, med hænderne solidt plantet i siderne og et ansigtsudtryk, der kunne få selv den mest hårdføre mælk til at surne. Højt oppe mellem grenene sad den tykke, tyvagtige skade i sin rede. Og hakkede fornøjet i hans tobak. Ambrosia kneb øjnene sammen. Han betragtede stammen. Dernæst grenene.  

Hmm.

"Du skal ikke tro, du har vundet," mumlede han og rettede en anklagende finger mod fuglen. "Jeg er betydeligt klogere end dig, skal du vide!" Skaden skrattede. Ambrosia kneb øjnene yderligere sammen. "Og du kan godt lade være med at grine!"

Bladene knaste let under Jins fodtrin og den dejlige efterårssol skinnede så dejligt ned, at Jin havde set sig nødsaget til at vippe sin hat lidt tilbage for at nyde varmen. Ikke så varmt som grydelandet heldigvis. Det her var bedre med hans dejlige isolerende pels.

Han havde egnetlig ikke haft den store plan for dagen, men det var lidt som om at hjernen slog fra som duften af nybagte boller ramte ham. Han kunne mærke vandet begynde at samle sig i hans mund, og en rumlende lyd kom fra hans mave. Han gav den et par klap "Ja, det er vidst også spisetid," sagde han, inden han begyndte at følge nysgerrig den dejlige duft.
Den var ikke svær at finde, men måske troldene var også bare lidt bedre til at følge lugten af mad, og endnu bedre, så var der allerede nogen der havde lavet en mad med marmelade til ham. Det var nok til at det fik hans øjne til at skinne begejstret, og det fjoget smil blev kun større på læberne.

Han tog fast i marmelademaden og med et par hurtige bidder var den væk. Marmeladen blev smurt ud i pelsen om hans mund og begyndte også at klistre på hans fingre en anelse, men han suttede glad det væk så godt han kunne, selvom det sad godt fast.
En fugle latter gav dog genlyd selv hvor han stod, og det lød jo næsten som om at den ville lege hvor han stod, så hans ben bar ham videre væk fra hytten, der var jo nok endnu en mad når han kom retur.

Det var ikke langt han skulle for at finde skaden, og ærligt så gik det ikke op for Jin til at starte med at der stod en anden trold der også. Han var jo så grøn.
Det var først da han skulle rettede sit blik mod reden og skulle til at kalde til skaden at han så noget bevæge sig, og gav et hop fra sig væk, og et kort "ARGH!" i overraskelse, inden det gik op for ham hvad han så. En trold.
"Hvornår dukkede du op?" spurgte han på troldsk, og måtte så lige slikke sine læber, som han stadig kunne smage der nok stadig sad noget af det søde stads fast i hans ansigt.