Blæksprutten 06.11.2026 19:07
Der ville have været kulsort ude i byen, hvis ikke det havde været for gadelamperne, der var blevet tændt i god tid, fordi øvre-bydelen blev prioriteret. Det var en luksus, som beboerne nød godt af, men de betalte så sandelig også højere skatter end resten af Dianthos. Så det var kun retfærdigt, at lygtemanden startede sin rute her.”Brrrr!” En hætte blev trukket over hovedet og en kappe blev viklet tæt om en krop. Hvor var det blevet mørkt og koldt efterhånden. Doktoren havde lige vinket farvel til sin søn i Valmueklinikken, inden han bevægede sig ud i vinterkulden og slentrede ud på Diamantstræde, for at drage hjemad. Han var meget arbejdsom og pligtopfyldende, men det måtte aldrig gå ud over hans hustru. Aldrig hans elskede Lydia. Også hun havde behov for at se hendes mand en gang imellem. Men ak, der var influenzasæson, og det betød at klinikken skulle være bemandet med mindst én Kiefer til stede.
Den trætte doktor hilste på nogen han kendte på vejen, men ingen stoppede op, da der simpelthen var så bidende koldt om aftenen. Alle ville gerne hjem hurtigt, hvor aftensmaden snart stod klar på bordene, for folk i dette område havde naturligvis køkkenfolk til at sørge for sig. Salem havde efterspurgt suppe med melboller til og brød fra husets foretrukne boulangerie.
Ligesom han gik igennem de velkendte gader, og snart var hjemme, kom der et sådan vindpust, at hætten blev flået af ham og de blonde hår blev revet løst fra den knold han havde bundet. "Woah!" Udbrød han og måtte stoppe op og vende ryggen til, indtil den kraftfulde vind blæste færdig.

Krystallandet

