Det blev koldere og koldere i vejret og det havde en regnfuld periode, siden mærkedagen for to uger siden. Siden de uhyggelige hændelser, der var foregået udenfor kroen ved Det Sorte Marked.

Hver søndag plejede den unge Kiefersøn nu at besøge Isarikatedralen, men det var ikke så fast en aftale han havde med sin gudinde, end at han sagtens kunne springe en enkelt søndag over, og i stedet tage på tur ud af Dianthos. Så derfor, nu på hesteryg, red han afsted mod sydporten.

Men! Ikke uden lige at tage forbi væbnerkvarteret først.

Mon ikke den unge Theodore Ljungberg kunne overtales til at droppe sine planer på sin fridag, for i stedet at tage med ham? Selmy vidste jo, at hans unge ven havde et svagt punkt for ridning, og selvom han arbejdede med heste til dagligt, ejede han dog ikke sin egen hest. Så hvor ofte fik han i det hele taget lov til at ride sig en tur? For at være ærlig, glædede Selmy sig helt enormt til at se ham igen. I al den tid han havde haft husarrest, havde lagt planer for dem begge to. Denne gang skulle det hele foregå på Theodores vilkår, og ikke noget med at udsætte ham for død og ødelæggelse eller storbarmede kvinder igen.

Hesten han red på, var hans trofaste unge hoppe. Af racen Irish Cob, ikke særlig stor, men passede perfekt til Selmys egen beskedne højde og vægtklasse. Dens pels var mørkegrå. Plettet. Tyk, bølgende man og hale samt kraftigt hovskæg på underbenene. Selmy havde en smule oppakning med, bundet bag sadlen.

Selv var han iklædt praktiske rejsegevanter, denne gang mørkegrå og mindre fornemt. Mindre mønstret. Mindre skinnende. Det fine lå i selve skrædderhåndværket, der formåede at dragten var foret med pels på indersiden, uden at gå på kompromis med tøjets facon. Kappen var meget varmere end den glansfulde, lette kappe han normalt var set med. Denne her var også mørkegrå og fik Selmy til at se væsentligt mere bredskuldret ud.

”Godmorgen,” Hilste Selmy, der havde valgt at trodse sin introverthed, for at få hjælp af en af drengene fra inderkernen. Han hev i tøjlerne, for at stoppe sin hest ved indgangen til væbnergården. Den blå væbnerkappe havde afsløret at ham drengen hørte til her. ”Vil De ikke være behjælpelig med at hente Hr. Ljungberg herud?” Selmy smilte uden at skulle anstrenge sig særlig meget.

”Øhhh, jo hr?” Drengen så forvirret op og ned på den fremmede på hesten. Ikke en Lysets ridder. Men heller ikke en ualmindelig herre uden betydning, heller. Selmy fulgte ham kort med blikket, og brugte derefter ventetiden på at børste sit ærme fri for et nedfaldent efterårsblad, der havde landet på ham, på den korte tur herhen.