Et fuldt opdækket middagsbord prydede den rummelige spisestue. Marcelhjemmet var nærmest modsætning til Kieferhjemmet på den anden side af gården. Her var der ikke så mange bløde, feminine træt. Der var sparsomt med blomster og gyldne og grønne farver. I stedet var røde, mørkeblå og sorte farver, særligt udsmykket på tæpperne på væggen, due og gardiner. Deres gulve var af kold og grå granit. Solide træmøbler, pelse og en enorm optændt stenkamin bragte varmen indendørs. Vægmonterede kronhjorte og vildsvin. Ild i fakler. Tunge gardiner og et velbevaret bjørneskindstæppe, som man så sandelig ikke skulle snuble over i fuldskab.

Herren i huset var en høj, stor bred mand med langt sort hår, buskede øjenbryn og et spidst skæg. Klædt i rødt og sort. Hans tallerken var tom. Vinglasset var tomt. Rent. Men der var dækket op til ham alligevel. Hænderne knugede, placeret mod bordet. Trods den stive, grove statur talte han med sin smukke kone, en spinkel lille dame, der var næsten 20 år yngre. Petra deltog i deres snak om hvem der skulle inviteres til tvillingernes fødselsdag. Petra ville så gerne bestemme det hele, og hun måtte da gerne tro, at hun måtte bestemme, men Ernie ville gerne have det hele modsat, og han skulle nok sætte en stopper for det hele, når tiden var inde.

Han havde bare ikke helt været sig selv på det seneste.

Han sad helt surmulende i den anden ende af langbordet, sammen med sin fætter, Adelbert. Hans blik gled mod vinduet for at se, om Selmy mon var på vej hjem snart. Han plejede ikke at komme for sent, men her for tiden kunne man aldrig helt regne med, hvornår healersønnen vendte hjem. Han tog en god tår af sin rødvin. Så tog han fat i et lår af den vildfugl han havde fået serveret, og flåede det meste af det lidt blodige kød af benet. Blikket hen på Adelbert og betragtede ham. Han lænede sig mageligt tilbage i den store stol.

”Min søster fortæller mig..." Han tykkede lige færdigt "-at du fik bøllebank af din lille pageven Theodore Ljungberg.” Hans sorte øjne søgte hans heksegrønne øjne. Hans toneleje var svævende, som om han både kunne have sagt det her af ondskabsfuld fornøjelse eller anklagende. Han forlangte en forklaring. Og det skulle være nu.