Oktober kaldte på mørkere dage, og derfor var det måske endnu vigtigere at huske Isaris rene lys. Mærkedagen var en gammel tradition, der knyttede sig specifikt til ridderordenen; en dag til ære for Isari og for den tjeneste og beskyttelse, Lysets riddere havde viet sig til i hendes navn.

De lange fanfarertrompeter gjaldede gennem Diamantstræde. Trommerne slog den faste marchtakt an, mens hestehove og støvler fulgte den hen over de lyse brosten, og på begge sider af gaden havde folk samlet sig for at se optoget bevæge sig gennem Dianthos. Hestene bar pragtunderlag i Isaris farver og gamle mønstre, og fra seletøj og man strittede farvede fjer, der bevægede sig for hvert skridt. Over processionen vajede fanerne højt, båret af pager i de traditionelle paradeuniformer, mens yngre væbnere førte marchen frem med trommerne, og de ældste bar sværd ved siden.
Mærkedagen var ikke kun en religiøs tradition. Ridderne brugte den også til at vise sig frem for befolkningen, minde byen om deres rolle og måske vække noget i de børn og unge, der stod langs gaderne og fulgte dem med store øjne. Nogle af dem ville måske selv melde sig som pager en dag eller på anden vis vælge at tjene Lyset. Alt i alt var det en stolt dag at være page, væbner eller ridder.

Trommeslagerne førte an, og umiddelbart efter dem kom faneborgen, hvor pagerne bar Isaris høje bannere gennem gaderne. Theodore stod yderst i rækken. Bag dem fulgte ridderne til hest, ranke i sadlerne, mens væbnerne dannede bagtroppen med sværdene ved siden og endnu mere pompøse klæder end resten.

Tre uger var efterhånden gået siden Theodores forfærdelige møde med Ernie Marcel. Han havde heldigvis ikke set mere til ham, men han bildte sig ikke ind, at det nødvendigvis betød, at han aldrig ville gøre det igen. Ernie havde svoret, men Theodore vidste udmærket, at bøller som Marcel ikke var til at stole på.

Skænderiet med Selmy havde også fået lov til at ligge uforløst. Theodore havde holdt lav profil og gjort sit bedste for at passe sine pligter, men det havde ikke forhindret Selmy i at optage langt mere plads i hans tanker, end Theodore syntes, han havde gjort sig fortjent til. Han ville ikke se ham. I hvert fald ikke endnu. Selv efter alt det Theodore havde fundet sig i for at beskytte Selmys omdømme, var han stadig vred på ham. Vred over det, der var blevet sagt om hans far, vred over hele den forbandede samtale og mindst lige så vred på sig selv over de ting, han havde slynget tilbage. 
Alligevel havde han flere gange taget sig selv i at tænke på, hvad Selmy mon lavede. Om han stadig var vred. Om Ernie faktisk havde holdt sig fra ham, sådan som han havde svoret. En enkelt gang havde Theodore endda været tæt på at dreje ned ad vejen mod Valmueklinikken, før han opdagede, hvad hans egne fødder havde gang i, og vendte om igen. Det havde været irriterende.
For hvad skulle han egentlig derhen efter? Selmy havde gjort det rimelig klart, at han ikke anså Theodore for sin ven. Theodore havde allerede været den, der opsøgte ham én gang for at få deres venskab til at give mening, og det havde jo været en bragende succes. Så denne gang kunne Selmy få lov til at finde ham, hvis han da havde noget at sige.

Tungen og munden havde han desuden skrubbet så hårdt efter mødet med Ernie, at han knap kunne smage noget i dagene efter. Det var enten derfor, eller også havde Theodore simpelthen mistet appetitten lidt på det sidste. Det var åbenbart svært at blive ordentligt sulten, når hovedet havde så pokkers travlt hele tiden. 

Livet som fjortenårig page var pludselig blevet en hel del mere kompliceret, end han syntes, nogen havde advaret ham om, fyldt med et miskmask af mærkelige følelser, hemmeligheder og problemer, han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med.

Og så var der hans far. 

Han var ikke i Dianthos.

Theodore havde endelig taget sig sammen og spurgt nogen, der faktisk vidste noget om noget, og alt, han havde fået til svar, var: "Ljungberg? Han er sendt nordpå." Det var jo et svar. Bare ikke et særlig godt et. Theodore vidste godt, at hans far derfor ikke ville være blandt ridderne i dag, men alligevel kunne de store blå øjne ikke helt lade være med at lede efter ham mellem de ranke skikkelser til hest. Bare for en sikkerheds skyld.

Fanen blafrede højt over Theodores hoved, mens han bar den med begge hænder og en alvor, der næsten passede til resten af hans påklædning. Den var tung efterhånden, men ikke tungere end den hammer, han og Selmy havde leget med til Månehøstfestivallen, og den havde Theodore trods alt svinget rundt med efter at have drukket noget, han stadig mente burde have været mærket tydeligere.

De rødgyldne krøller var for en gangs skyld blevet tæmmet nogenlunde på plads under en blød, mørk fløjlshat, der sad skråt over håret med en lang hvid fjer strittende fra siden. Den sædvanlige pagekappe var blevet skiftet ud med en mørkeblå, højhalset paradeuniform, hvis brede sølvbroderede borter løb langs åbningen og skuldrene i gamle mønstre tilegnet Isari. Om livet sad et bredt lysegråt skærf stramt bundet, mens en tung mørkeblå kappe var fæstnet ved den ene skulder og faldt skævt ned over siden.

Theodore havde aldrig i sit liv set så fin ud.

Alt sad snorlige. Knapperne skinnede, støvlerne var pudset, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten forveksle ham med en adelig dreng. Uniformen var selvfølgelig kun til låns og blev kun fundet frem til mærkedage og helligdage i Dianthos. Theodore havde derfor allerede tjekket knapperne mere end én gang og gjort sit bedste for ikke at komme for tæt på noget, han kunne hænge fast i. Han kendte trods alt sig selv godt nok til ikke at stole blindt på, at uniformen kom helskindet gennem dagen.