Fingrene kørte de tykke, uregerlige røde krøller tilbage fra ansigtet og samlede det meste i bindebåndet, der sjældent gjorde et særlig godt stykke arbejde i at holde håret på plads. Den tid, den sorg. Lige nu måtte han ikke miste momentum.

Robin havde over de seneste måneder bemærket en markant ændring i drageæggenes vækst – ganske vist ved et tilfælde, men sådan startede ofte de største gennembrud. Det fortalte han i hvert fald sig selv. Hurtige skriblerier var han i færd med, halvt liggende ind over bordet; for satte han sig, ville han bare falde i søvn. Når en idé eller en hypotese først havde bidt sig fast, kunne han ikke sove. Alt kriblede i ham for at komme i gang – og frustrationen kriblede endnu mere, når han ikke kunne gøre noget ved det. Det var først, da kroppen simpelthen ikke længere kunne holde sig vågen, at han faldt hen i et par timer for så at gentage hele processen på ny.

Musik. Lyd. Sang.

Det var dér, sammenhængen lod til at ligge.

Robin havde bemærket, at æggene reagerede særligt på musik. Ikke voldsomt og ikke konsekvent nok til, at han endnu turde kalde det andet end en observation, men forskellen var målbar. Han havde forsøgt at synge for dem selv. Robin havde ikke ligefrem en køn sangstemme, og selv når han nynnede, var der ikke noget bemærkelsesværdigt musikalsk over det. Alligevel havde der været en reaktion. Minimal, ganske vist, men gentagelig.

Det efterlod spørgsmålet om hvorfor. Var det lydbølgerne i sig selv? Bestemte frekvenser? Rytmiske vibrationer gennem skallen? Eller reagerede det ufødte væsen på noget mere komplekst end den rent fysiske lyd?

Det var dér, Sata kom ind i billedet. Hans stemme og instrumenter kunne påvirke sindsstemninger; ikke blot gennem musik, men gennem den magi, han vævede ind i den. Hvis dragefostrene allerede var tilstrækkeligt udviklede til at registrere omgivelserne uden for skallen, var det ikke utænkeligt, at de også kunne være modtagelige over for dén påvirkning.

Hypotesen var foreløbig: Hvis Sata fremkaldte en bestemt følelsesmæssig tilstand gennem sin musik, og æggenes udvikling ændrede sig tilsvarende, måtte der være en yderligere faktor på spil end den rent fysiske påvirkning fra lyden. Og hvis dét var tilfældet— Robins pen standsede et kort øjeblik. Hvis Satas musik fremkaldte en målbar forskel, ville det betyde, at æggene ikke blot reagerede på lyd. De reagerede på følelser. Robin stirrede ned på ordene et øjeblik, før pennen igen begyndte at kradse hen over papiret.

Det virkede generelt som om at der var kommet mere liv ned i gangene de seneste år, hvilket fik Sata til at trække på smilebåndet, som han sendte et venligt smil til hans medvogtere og munke, som de gik forbi, for derefter næsten at falde over en lille drage der havde bestemt sig at den var blevet træt midt i dens tur ned langs gangene.
Det her var i sandhed hvor han følte sig hjemme, og han håbede virkelig intet ændrede sig, som han ledte sig selv ned af gangene mod Robins arbejdsplads.

Som han endelig nåede til rummet, gav han et lille bank på døråbningen, som han trådte ind. "Du spurgte efter mig," sagde Sata, et venligt smil på læberne, som han tog munken ind foran sig. Et langt klogere hoved end hans egen, hvis han selv skulle sige det. Tilgengæld så havde Sata en lille drage i hælene på sig, noget Robin havde frasagt sig. Nila var lige nu i en kattestørrelse, så hun kunne følge troligt med, uden at blive båret på for en gangs skyld. Noget med at hun godt selv kunne og ville.
Selv bar Sata en lille lut på ryggen, og en fløjte var fæstnet i et bælte. Instrumenter gik han næsten aldrig ned på, især nu når Nila var nået ind i en periode hvor hun kun ville sove hvis hun fik en lille melodi eller sang fra ham. 

Robins arbejdsværelse lå forholdsvis tæt på æggenes udrugningsstation, og i dagens anledning skulle det lille forsøg også foregå dér. Jo flere æg han kunne observere på én gang, desto bedre. Hvis flere af dem reagerede ens på den samme påvirkning, havde han noget at arbejde videre med. Hvis ikke— Tja. Så fortalte dét ham højst sandsynligt også noget brugbart.

Et let bank lød mod døren, og Robin gjorde ikke det store ud af at træde gæsten i møde. Han blev ved sine notater og forsøgte ad flere omgange at puste en genstridig pandelok væk fra ansigtet, tilsyneladende for fokuseret til at komme i tanke om, at han havde hænder.

Du spurgte efter mig.

"Ja," svarede han uden at løfte blikket. Først da punktummet var sat, lagde han fjerpennen fra sig og rettede sig op.

Et imødekommende smil bredte sig over hans ansigt. "Ved Aladrios' skæg, jeg glemmer hele tiden, hvor høj du er." Det busede ud af ham som en slags hilsen, mens Robin rettede på sin bindekåbe, der havde forskubbet sig nok til at afsløre en smule mere bryst, end hvad munkene formentlig ville mene var nødvendigt. Sådan. Nu var det blot huden omkring kravebenene, der kunne ses. Under den vinrøde kåbe var brystkassen bar, og han var hoppet i et par mørke, løstsiddende skindbukser, der trods dét stadig fulgte hans former. Gyldne snører løb i krydser langs benene.

De kobberfarvede øjne gled over Satas blå hud. Altid så fascinerende og smuk at se på. Blikket dalede imidlertid hurtigt til den lille drage, der trofast fulgte i hælene på sin kommende rytter. "Nilima," hilste han med et lille smil. Mindedes dengang hun bare var et lille blåt æg. Et kort øjeblik blev blikket hængende ved hende. Sata havde instrumenterne med. Nilima fulgte efter ham. Og hvis hun virkelig var blevet så vant til hans musik, som Robin havde hørt—Nej. Ét forsøg ad gangen.

Nogle gange ærgrede det ham stadig, at han aldrig selv kunne blive rytter, men højder og Robin gik ganske enkelt ikke hånd i hånd. Han måtte nøjes med at opvarte dragerne, indtil de skulle videre. Det var trods alt heller ikke den værste skæbne.

"Vi skal hen til æggene," informerede han og samlede sine notesbøger sammen. Han nåede et par skridt mod døren, før han standsede. Robin så tilbage på Sata. "...Jeg har ikke fortalt dig, hvorfor du er her, har jeg?"

En lettere mørke farve lagde sig på Satas kinder, og en hånd blev taget op til baghovedet lidt i forlegenhed. "Og jeg glemmer hele tiden at jeg er markant højere end langt de fleste af jer," sagde han med en let tone, og et kort forlegent grin mod slutningen. Der stoppede aldrig me at være nogen der kommenterede på det, og så blev han endnu engang mindet om det.
Sata havde det egentlig fint med sin højde, men det føltes altid så underligt når det bare var noget han var. Han var langt fra den højeste hvor han kom fra trods alt.

Nila der ikke havde forventet at få opmærksomhed, kiggede op som hun hørte sit navn, og så kom der hvad man kun kunne betegne som et smil, hvis man mente drager kunne det, og en lille lyd af fornøjelse trillede ud af hendes mund. Hun lignede næsten en der havde fået kompliment og ikke bare havde fået sit navn sagt højt.
Det gjorde at Sata ikke helt kunne stoppe med at lade endnu et grin falde. "Hvis du bliver ved med give hende opmærksomhed, så bliver du hendes nye favorit." Ikke at nogen nogensinde kunne erstatte Sata, det var tydeligt som Nila nægtede at forlade hans side, men hun kunne ikke stå for lidt sød opmærksomhed.

Sata gav et lille nik for at indikere, at han var med på at de skulle til æggene, men gav så et ryst på hovedet som Robin spurgte om han vidste hvorfor han var her. "Det var i det hele taget en noget kryptisk besked," pointerede Sata, men tonen var let. "Men jeg er nysgerrig på hvad det er jeg kan hjælpe med." For Sata var altid en hjælpende hånd hvis man spurgte. Måske var det hans gen om at godt ville være vellidt.

Robin havde ellers altid været af den overbevisning, at han selv var ret høj. Især dér, hvor han kom fra. Den forestilling var hurtigt blevet pillet fra hinanden her. Så mange af vogterne var enten højere end ham eller omtrent samme højde. Det var egentlig kun Elemér og et par af de andre munke, der haltede bagefter.

"Nååh," fnøs han kærligt og knælede ned foran den lille drage for at klø hende blidt under hagen. "Jeg har da ikke noget imod at blive nogens favorit." Stemmen var faldet til det lave, behagelige leje, han ofte brugte omkring dragerne, og Nila fik et par ekstra nus med fingrene, før han rejste sig igen med en lille lyd af anstrengelse. Trætte gamle knogler og alt dét der.

En hånd gled lettere forlegent hen over skægstubbene ved Satas påmindelse om den kryptiske besked. Robin havde endnu en gang tænkt hurtigere, end fingrene kunne følge med. Han havde selvfølgelig heller ikke læst noten igennem, inden den blev sendt af sted.

Det burde han måske se at gøre til en vane. At læse sine egne beskeder.

"Jamen, lad os tale på vejen," lo han med et skævt grin. Han trådte ud på gangen, sørgede for, at den lille drage fik trasket med ud fra arbejdsværelset, og lukkede døren efter dem med papirerne klemt ind under armen.
"I løbet af de sidste måneder har jeg bemærket noget ved æggene. De reagerer på lyd. Særligt musik." Han kastede Sata et sideblik, mens de gik. "Ikke voldsomt, men nok til, at jeg kan måle en forskel. Og før du foreslår det, så har jeg allerede forsøgt at synge for dem." En kort pause. "Min sangstemme har vist sig ikke at være mit største videnskabelige aktiv." Han smilede for sig selv.

Ved æggekammeret fiskede han en gylden, kroget nøgle frem og stak den i låsen.

"Men det fik mig til at tænke på dig." Nu var der kommet mere liv i stemmen. Robin drejede nøglen, men i stedet for straks at åbne døren vendte han sig halvt mod Sata.
"Din musik er ikke bare musik. Du kan fremkalde en følelsesmæssig reaktion med den." Fingrene slap nøglen, og han gestikulerede livligt med hænderne, mens han talte. "Så hvis æggene reagerer anderledes på din musik, når du bruger magien, end når du ikke gør..." Et lille, næsten forventningsfuldt smil trak i mundvigen. "Så er det måske slet ikke kun lyden, de kan registrere."

Han åbnede døren ind til æggekammeret.

"Måske kan de mærke det, Sata."

Sata fulgte med Robin ud på gangen, og Nila ligeledes, som lige skulle gøre et lille hop som hun kom ud, for så at kigge på Sata og derefter Robin, som om hun forventede at nu skulle de også sige til hende at hun var dygtig for noget så basalt, hvilket Sata kun kunne trække lidt på smilebåndet over. Han havde måske forkælet hende lidt for meget med komplimenter da han lige havde fået hende.

Ganske som Robin forklarede, skulle Sata til at åbne muinden for at spørge om han ikke bare selv kunne synge, men en let letter undslap ham, som Robin benægtede at kunne synge. "Alle kan lære at synge," sagde han lavmælt, med et lille humoristisk glimt i øjet. Måske var det ikke alle der havde lige let ved at lære det, men Sata, som trods alt var fra en kultur hvor sang var normalt, følte at alle kunne lære det.

Men den lille kommentar blev hurtig glemt, som Robin faktisk kom til grunden til at han havde kaldt på Sata. "Vent, så du siger at vi måske kan påvirke dem allerede inden de kommer ud af deres æg?" sagde han, og kunne ikke helt holde overraskelsen tilbage.
Han havde selvfølgelig hørt om mennesker der påstod at deres børn havde hørt musik da de stadig var inde i deres forældre, men det havde altid virket lidt... spøjst, men det her? Hvis Robin virkelig kunne måle det. Et andet spørgsmål ramte dog også, noget lidt mere alvorligt. "Men er det også overhoved sikkert at begynde at påvirke dem allerede fra deres tilstand i ægget? Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ved om min evne har langsigtede effekter på noget så... småt." Hans blik gled ned på Nila, som blinkede lidt af ham. Hun havde selvfølgelig hørt hans musik, selv før hun var klækket.

De rødvinsdybe øjne glimtede bifaldende ved Satas konklusion. Smilehullerne blev en anelse dybere, og Robin nikkede. "Præcis. Måske endda påvirke hastigheden, de udvikler sig med." Om det betød hurtigere eller langsommere, havde han endnu ingen anelse om. Det var trods alt dét, de skulle finde ud af.

Med et stille klak trykkede han håndtaget ned og trådte ind i det aflange kammer. Æggene lå fint og trygt placeret blandt varme- og lysfosforkrystaller i mægtige, kurvelignende senge. Stukkene langs loftets kanter var sirligt udskåret med Aladrios' mønstre, og både luftfugtigheden og temperaturen blev holdt nøje afstemt efter æggenes behov. På Robins egen foranledning var en skrivepult blevet placeret for enden af rugestationen, så observationer kunne blive kradset ned, så snart han gjorde dem.

Satas næste spørgsmål fik ham dog til at standse. Robin drejede sig halvt imod ham. "Et godt spørgsmål."

Og det var oprigtigt ment.

Blikket gled kort mod æggene. "Det ved jeg ikke." Der var ingen uro i indrømmelsen. Nærmere en nøgtern konstatering af endnu en ubekendt.
"Og derfor begynder vi forsigtigt. Kortvarig påvirkning, så svag som du kan gøre den, og kun på enkelte æg til at begynde med. Resten lader vi være." Han løftede en finger, allerede godt på vej ind i ræsonnementet. "Så har vi noget at sammenligne med. Hvis jeg registrerer en afvigelse, jeg ikke bryder mig om, stopper vi."

Blikket fulgte Satas ned mod Nila, og Robin betragtede hende eftertænksomt et øjeblik. "Hun er interessant, selvfølgelig." Et lille smil trak i mundvigen. "Hun har været omgivet af din musik siden før, hun klækkede, og jeg kan ikke se, at hun ligefrem har taget skade af det." Nila fik et vurderende blik.
"Medmindre et umætteligt behov for komplimenter er et symptom, heh." Smilehullerne afslørede ham et øjeblik, før alvoren vendte tilbage.
"Men én rask drage beviser ingenting. Og almindelig musik er heller ikke nødvendigvis det samme som den magiske påvirkning, jeg beder dig om nu."

Robin lagde notesbøgerne fra sig på skrivepulten. "Så du har ret. Vi ved ikke, om der er langsigtede følger." Han lod hånden hvile oven på den øverste bog. "Det betyder bare, at vi ikke tager større chancer, end forsøget kræver."

Æggetkammeret fik aldrig Sata til at stoppe med at være imponeret. Så mange smukke væsner, der bare ventede på at klække, og han kunne trods alt stadig huske en tid hvor det stadig var et langt ude ønske at det i det hele taget ville ske, og nu... var der stadig jævnligt der klækkede æg og det var en fornøjelse at være vidne til det. Hvis Sata kunne bruge resten af sit liv her i templet, så var han ret sikker på at han ville kunne leve lykkeligt.

Satas blik gled ned på Nila, som stod og så begejstret op på dem, som de snakkede om dem, og Sata trak på smilebåndet. "Måske hun har taget lidt skade," sagde han i en drillende tone, selvom det var så tydeligt han ikke mente det. Han havde så tydelig en kærlighed til Nila, som om at hun var den eneste der rigtig betød noget i hans liv. Han var næppe den eneste dragerytter med de følelser for sin drage, men det var en del af ham selv som han aldrig forsøgte at skjule. Det var vigtigt at hun vidste hvor meget han holdt af hende, og det var han ikke i tvivl om at hun gjorde.

Han trak dog sit blik tilbage op på Robin som han forsatte med at forklare. "Altså, hvis du er sikker, så stoler jeg på dig," sagde Sata med et lille nik. "Men hvis vi skal isolere et æg at gøre det mod, så kan vi nok ikke gøre det herinde," pointerede han. "Alle der hører min stemme eller musik vil blive påvirket, og jeg er ikke sikker på hvordan vi skal sørge for at ingen af de andre æg ikke hører det." Han var faktisk meget itvivl om hvor højt han overhoved skulle gøre det, for at det trængte igennem den meget tykke skal. Kun de af dem der havde set dragerne klække, havde trods alt set hvor tykke de plejede at være.
Der var nok en grund til at han havde hørt om folk finde drageæg og tro at de var lavet ud af sten. De var rimelig solide.

De brede fingre begyndte fraværende at pille ved det lille drageskæl, Robin bar i en lædersnor om halsen, mens de begge betragtede Satas kære drage. Nila så tilbage på dem, som om hele formålet med mødet naturligvis var, at de skulle stå dér og beundre hende. Som han så på hende, mærkede Robin den samme flygtige ærgrelse han havde båret på lige siden han ankom til Aladrios' tempel. Han ville nok aldrig selv opleve det bånd, de andre vogtere havde til deres drager, alene fordi højder og flyvning kunne få det til at vende sig i ham. Med tiden havde han lært at acceptere det og i stedet værdsætte alt det andet, tilværelsen her havde givet ham.

Og hvor var det meget. Mere end han nogensinde kunne have bedt om. Alligevel hungrede Robin altid efter mere. Han trak på smilebåndet og fjernede endelig blikket fra Nila. Nåh. Tilbage til arbejdet.

"Så sandt, så sandt," erkendte han. De burde selvfølgelig ikke spille for samtlige æg. Den tanke havde allerede strejfet Robin; uden upåvirkede æg havde han intet ordentligt sammenligningsgrundlag.
"Der er et afsides kammer." Han pegede mod det fjerneste hjørne af rugestationen. De solide stenmure burde være tilstrækkelige til at holde Satas musik derinde og forhindre den i at nå de øvrige æg.

Burde.

Robin kneb øjnene en smule sammen. "Det er ikke sådan, at din musik kan flyde gennem vægge, vel?" En rødlig hårlok blev viklet omkring hans finger, mens han betragtede Sata eftertænksomt.

"Jeg tænkte tre æg til at begynde med. Og tre tilsvarende, som vi lader være fuldstændig i fred." Fingeren standsede i hårlokken. "Ikke nok til at bevise noget med sikkerhed, naturligvis, men hvis alle tre reagerer på samme måde, mens de andre ikke gør..." Smilehullerne begyndte langsomt at vise sig igen. "Så har vi et mønster."

Sata burde måske have kendt til det afsides kammer, men han havde måske bare været så fokuseret på Nilas æg i alle disse år, at han ikke havde tænkt hvad ægkammeret ellers gemte på. Det havde jo også været lidt irrelevant for ham i hans position. Det var måske ikke så underligt at en der havde været her så meget kortere end Sata havde fundet nogle helt andre ting.
Han gav et lille nik i bekræftelse på at det nok var en meget god idé, inden endnu en latter faldt fra hans læber og hans gav et lille ryst på hovedet. "Ikke så vidt jeg ved," sagde Sata. "Så lang tid at muren er tyk nok, så burde de ikke kunne høre det, og hvis vi er bange for at det bliver for højlydt, så kan jeg bare synge til dem i stedet for." Også selvom han foretrak at bruge reelle musikinstrumenter. 

Hele præmissen lød sådan set også fornuftig nok hvis Sata selv skulle sige det, og han gav endnu et lille nik. "Det lyder fornuftigt," sagde Sata for han var ikke ligefrem en vidensmand og havde aldrig rigtig været det, så der måtte han stole på Robin. "Hvilken følelse ville du gerne have at jeg skulle forsøge at fremtvinge hos dem?" spurgte han. Han var stadig usikker på om han overhoved kunne gøre det, men hvis de i det mindste var enige om hvad der skulle ske, så kunne de i det mindste prøve.