Fingrene kørte de tykke, uregerlige røde krøller tilbage fra ansigtet og samlede det meste i bindebåndet, der sjældent gjorde et særlig godt stykke arbejde i at holde håret på plads. Den tid, den sorg. Lige nu måtte han ikke miste momentum.

Robin havde over de seneste måneder bemærket en markant ændring i drageæggenes vækst – ganske vist ved et tilfælde, men sådan startede ofte de største gennembrud. Det fortalte han i hvert fald sig selv. Hurtige skriblerier var han i færd med, halvt liggende ind over bordet; for satte han sig, ville han bare falde i søvn. Når en idé eller en hypotese først havde bidt sig fast, kunne han ikke sove. Alt kriblede i ham for at komme i gang – og frustrationen kriblede endnu mere, når han ikke kunne gøre noget ved det. Det var først, da kroppen simpelthen ikke længere kunne holde sig vågen, at han faldt hen i et par timer for så at gentage hele processen på ny.

Musik. Lyd. Sang.

Det var dér, sammenhængen lod til at ligge.

Robin havde bemærket, at æggene reagerede særligt på musik. Ikke voldsomt og ikke konsekvent nok til, at han endnu turde kalde det andet end en observation, men forskellen var målbar. Han havde forsøgt at synge for dem selv. Robin havde ikke ligefrem en køn sangstemme, og selv når han nynnede, var der ikke noget bemærkelsesværdigt musikalsk over det. Alligevel havde der været en reaktion. Minimal, ganske vist, men gentagelig.

Det efterlod spørgsmålet om hvorfor. Var det lydbølgerne i sig selv? Bestemte frekvenser? Rytmiske vibrationer gennem skallen? Eller reagerede det ufødte væsen på noget mere komplekst end den rent fysiske lyd?

Det var dér, Sata kom ind i billedet. Hans stemme og instrumenter kunne påvirke sindsstemninger; ikke blot gennem musik, men gennem den magi, han vævede ind i den. Hvis dragefostrene allerede var tilstrækkeligt udviklede til at registrere omgivelserne uden for skallen, var det ikke utænkeligt, at de også kunne være modtagelige over for dén påvirkning.

Hypotesen var foreløbig: Hvis Sata fremkaldte en bestemt følelsesmæssig tilstand gennem sin musik, og æggenes udvikling ændrede sig tilsvarende, måtte der være en yderligere faktor på spil end den rent fysiske påvirkning fra lyden. Og hvis dét var tilfældet— Robins pen standsede et kort øjeblik. Hvis Satas musik fremkaldte en målbar forskel, ville det betyde, at æggene ikke blot reagerede på lyd. De reagerede på følelser. Robin stirrede ned på ordene et øjeblik, før pennen igen begyndte at kradse hen over papiret.