Tatti 19.09.2026 17:05
Solen var begyndt at farve festivalpladsen gylden, som den langsomt gjorde sig klar til at forsvinde og overlade arbejdet til de mange lanterner, der hang i snore mellem boderne.Romeo havde netop fået klippet håret til en pjusket sommerfrisure, kortere omkring det unge, femtenårige ansigt. Han sørgede altid for at holde det fri af ørerne, og nu slap han ovenikøbet for at have det klistret til nakken i varmen. Ærmerne var rullet op til albuerne, og skjorten stod et par knapper åben ved halsen. Han var stadig en temmelig ranglet knægt, men hænderne havde altid været stærke.
Lige nu sad han med et overordentligt stort tandsmil, der lyste hele ansigtet op, mens han så sine venner bevise, at ingen af dem burde få lov til at kaste med noget vigtigere end små risfyldte sække. De ramte ikke engang hullerne. Romeo tog en slurk af sin mjød og rykkede til siden på bænken for at gøre plads til Caleb, der med sit sorte hår og blå øjne havde tiltrukket sig omtrent lige så meget opmærksomhed fra forbipasserende piger, som han havde misset kast.
"Flot kast. Man skulle næsten tro, du havde øvet dig." Albuen, der ramte Romeo i siden, var fuldt fortjent. Han grinede og skubbede tilbage med skulderen, men da de andre begyndte at samle sig omkring bænken igen, gled hans blik hen over dem.
"Men... Fabian er ikke kommet endnu?" Han kiggede rundt. "Ved I, hvor han bliver af?"
"Næh." Svaret kom en anelse for hurtigt. Romeos blik standsede på en af dem. "Han kommer, når han kommer." Der blev taget en meget pludselig og meget nødvendig slurk fra et krus. Romeo kneb øjnene en smule sammen. Underligt.
"Aha." Han løftede et øjenbryn. Men måske så han syner. Så han lænede sig lidt ind over bordet, og trommede med fingrene, mens blikket bare kiggede rundt på festivalpladsen efter Fabian, efter noget at tage sig til når de havde tømt krusene. Måske bueskydning?
Romeo Bayron | 33 år | Præst | Varulv
"and sometimes it's like I can't even breathe.
But maybe tomorrow. (...) Maybe I'll feel better in the morning."
"and sometimes it's like I can't even breathe.
But maybe tomorrow. (...) Maybe I'll feel better in the morning."

Krystallandet