Solen var begyndt at farve festivalpladsen gylden, som den langsomt gjorde sig klar til at forsvinde og overlade arbejdet til de mange lanterner, der hang i snore mellem boderne.

Romeo havde netop fået klippet håret til en pjusket sommerfrisure, kortere omkring det unge, femtenårige ansigt. Han sørgede altid for at holde det fri af ørerne, og nu slap han ovenikøbet for at have det klistret til nakken i varmen. Ærmerne var rullet op til albuerne, og skjorten stod et par knapper åben ved halsen. Han var stadig en temmelig ranglet knægt, men hænderne havde altid været stærke.

Lige nu sad han med et overordentligt stort tandsmil, der lyste hele ansigtet op, mens han så sine venner bevise, at ingen af dem burde få lov til at kaste med noget vigtigere end små risfyldte sække. De ramte ikke engang hullerne. Romeo tog en slurk af sin mjød og rykkede til siden på bænken for at gøre plads til Caleb, der med sit sorte hår og blå øjne havde tiltrukket sig omtrent lige så meget opmærksomhed fra forbipasserende piger, som han havde misset kast.
"Flot kast. Man skulle næsten tro, du havde øvet dig." Albuen, der ramte Romeo i siden, var fuldt fortjent. Han grinede og skubbede tilbage med skulderen, men da de andre begyndte at samle sig omkring bænken igen, gled hans blik hen over dem.

"Men... Fabian er ikke kommet endnu?" Han kiggede rundt. "Ved I, hvor han bliver af?"

"Næh." Svaret kom en anelse for hurtigt. Romeos blik standsede på en af dem. "Han kommer, når han kommer." Der blev taget en meget pludselig og meget nødvendig slurk fra et krus. Romeo kneb øjnene en smule sammen. Underligt.
"Aha." Han løftede et øjenbryn. Men måske så han syner. Så han lænede sig lidt ind over bordet, og trommede med fingrene, mens blikket bare kiggede rundt på festivalpladsen efter Fabian, efter noget at tage sig til når de havde tømt krusene. Måske bueskydning? 

Fabian mærkede lidt på sine bryster. Jo de virkede ganske solide, og tog så et sidste blik i vandspejlet, hvor de smukke bølgede lyse hår hang om et feminint ansigt, dog stadig hans eget gavtyvs blik i øjet. Måske øjenfarven alligevel ville give ham væk for meget?
Han lagde en slank finger på sin hage, og koncentrerede sig så lidt, som den ændrede sig til en brun farve. Jo det var nok egentlig bedre. Ikke at der sikkert ville blive stillet spørgsmålstegn til det alligevel. Caleb vidste hvad der skulle ske, så han skulle også holde sin fede kæft, hvis han da kunne, og ærligt havde det også været hans idé da han først havde fundet ud af hvad Fabian kunne.
Han rettede sig op fra sin knælende stilling, og justerede så lidt på skjorten, som virkelig ikke var beregnet til en stor barm, men det havde alligevel været lidt overdrevet at begynde at stjæle en kjole fra sin søster. Knapperne blev lidt mere lukket end normalvis, men kavalergangen var synlig, og virkede næsten som om at den var ved at eksplodere ud af skjorten. I det mindste var det pænere skjorte og bukser end normalvis rendte rundt med.
Han tog lige en sidste gang på sine bryster. Ja, han ville knalde sig selv, og så vendte han om og gik mod festivalspladsen. Nu skulle han bare finde sine venner.

De var heldigvis nemme at spotte, og Fabian satte sin gang lidt ned, og lod hofterne glide lidt mere fra side til side som han gik. Det var stadig som om at kvindekroppen ikke helt passede ham, men for hver gang han gjorde det her, føltes det mere og mere normalt.
Han havde håbet at han kunne 'tilfældigt' støde ind i Romeo, men måde han havde placeret sig på, blev det hurtigt tydeligt, at det var ikke planen Fabian kunne gå med, så han måtte improvisere, og... drenge var simple. Han vidste det fra sig selv.
Så i stedet for, som han gik forbi, lod han sit blik fange af Romeo, og stoppede så op, et lille smil på de bløde velformede læber, en stille invitation på ansigtet.

Romeo og de andre drenge var i gang med en temmelig ligegyldig samtale om en af Calebs tidligere scoringer, og hvordan det hele var gået imponerende meget i vasken. Historien blev naturligvis værre for hver gang nogen genfortalte en del af den, og Romeo sad efterhånden med et bredt, smørret smil om læberne, mens han tog endnu en slurk af sin mjød.

Det var egentlig kun tilfældigt, at hans blik gled væk fra vennerne og ud over festivalpladsen, men på vej tilbage fangede det en lyshåret pige, der var på vej forbi dem. Hun var køn. Rigtig køn, faktisk, og Romeo nåede at holde hendes blik et øjeblik, før han sænkede sit eget mod kruset med et lille smil, som om han pludselig havde fået meget travlt med at studere indholdet.

Alligevel kunne han ikke helt lade være med at kigge igen.

Hun så stadig på ham.

Denne gang smilede hun også, og Romeo mærkede straks noget af den sædvanlige kæphøjhed sive ud af sig. Han sendte hende et mere forsigtigt smil tilbage og forventede egentlig, at det var dét; et blik, et smil, og så ville hun fortsætte videre gennem menneskemængden. Det havde hun måske også gjort, hvis Caleb ikke havde været Caleb. "Hey! Dig har jeg ikke set før?" galpede han pludselig og lænede sig frem med et smil, som om han havde ventet hele dagen på netop denne mulighed.

Romeo skævede til ham. 

"Er du her alene? Vi har holdt en plads varm til dig, hvis det er." Det havde de på ingen måde, men Caleb rykkede allerede til siden og gjorde plads mellem sig selv og Romeo, før han klappede indbydende på bænken.

"Har vi det?" mumlede Romeo. Albuen, der ramte ham i siden, kom prompte. Han vendte hovedet mod Caleb og mødte et overordentligt sigende blåt blik efterfulgt af et par løftede øjenbryn. Romeo sendte ham et sammenklemt blik tilbage, der meget tydeligt fortalte ham, at han var åndssvag, men rykkede alligevel selv en smule til siden for at gøre bedre plads.

Da han så tilbage på blondinen, var smilet kommet frem igen, omend en anelse mere genert end før.
"Du behøver ikke høre på ham," sagde Romeo og nikkede mod Caleb. "Men du må gerne sætte dig." Han prøvede virkelig at holde sit blik på hendes ansigt.

Fabian var ved at sende Caleb et blik der bare sagde 'Stop for Zaladin', men som Romeo kiggede tilbage på ham, udlignede folderne sig i hans ansigt, fordi Romeo kunne ikke vide hvad der var igang med at ske. Men selvfølgelig kunne Caleb ikke holde sin fede kæft. Han var bare lidt for begejstret.

Han rømmede sig lidt, stemmen føltes stadig lidt mærkeligere, men han følte efterhånden han havde formået at finde en god kvindestemme, det var som om at ændringerne med udseende også bare hjalp lidt på at gøre den lysere.
"Tak, man skulle tro han aldrig havde set en pige før," sagde han med et drillende blink til Romeo, inden han gav endnu et kast med blikket mod Caleb. Idiot. Ikke at det gik forbi Fabians næse at Romeo havde lidt svært ved at holde hans blik på hans ansigt, og ikke barmen... ikke at Caleb så ud til at have det væsentlig nemmere, til trods for at han godt vidste hvad det her handlede om.

Fabian lod sig sætte mellem Caleb og Romeo, og placerede sine arme under sine bryster i en afslappet mine, men det gjorde blot at kavalergangen kun blev lidt tydeligere.
"Og ja, jeg er her alene," sagde han endelig i en lille hentydning mod Caleb, inden han rettede sit blik mod Romeo. "Selvom jeg da håber jeg ikke behøver at bruge hele aftenen alene." Fabian var sikker på at det i hvert fald ville have været nok til at lade Caleb falde i med begge ben, hvis det havde været ham det gik ud over.

Drengene omkring bordet begyndte at fnise, dog ikke Caleb, der blot lagde hovedet på skrå med en fjoget grimasse, inden han gemte sig bag sit krus. Romeo trak selv lidt skævere på smilebåndet. Det var jo ikke ligefrem sandt, hvad pigen sagde, men der var nu alligevel noget tilfredsstillende ved at se Caleb få lukket munden for en gangs skyld.

Den kønne blondine tog plads mellem dem, og Romeo rykkede sig en smule, da deres knæ stødte sammen. Blikket faldt uheldigt på brysterne – de var jo... lige dér! Han sendte hende et hurtigt smil, men nåede knap at finde på noget at sige, før hun kom med endnu en kommentar, der fik ham til at le en smule hæst. Hun var godt nok ligefrem. Og måden, hun så på ham, gjorde det ikke ligefrem nemmere at finde på et ordentligt svar.

"Nej, det..." begyndte han, men gik i stå, da han fik øje på en af de andre drenge på den modsatte side af bordet. Fyren var i fuld gang med at gøre store øjne og nikke så ihærdigt mellem pigen og Romeo, at man skulle tro, han forsøgte at få ham til at forstå noget af allerstørste vigtighed.
Romeo rynkede på næsen og sendte ham et blik, der forhåbentlig kunne få ham til at holde op med at skabe sig. Derefter plantede han albuen på bordet og støttede kinden mod hånden, så han i det mindste slap for at se på de andre idioter.

"Nej, det behøver du da ikke," fik han endelig sagt med et lille grin, inden han vendte opmærksomheden tilbage mod blondinen.
Der var egentlig noget bekendt ved hendes ansigt. Ikke sådan at han kunne huske at have mødt hende før, men et eller andet ved hendes smil og det gavtyveagtige glimt i øjnene fik ham til at studere hende et øjeblik længere. Han kunne bare ikke sætte fingeren på hvad.

Så kom han i tanke om, at han endnu ikke engang havde præsenteret sig.

"Jeg hedder Romeo, forresten." Han rettede sig lidt op og rakte hånden frem med et næsten undskyldende smil. "Hvad hedder du?"