Det ene ben vippede. Op. Ned. Op. Ned.
Ares sad med benene spredt og armene over kors i den fremmede vogn og betragtede manden overfor sig med en stadigt mere anspændt tålmodighed. Tjener, gættede han på. Tøjet var for pænt til andet. Ved siden af sad en vagt, der indtil videre havde vist omtrent samme interesse for samtale som træværket bag hans ryg. Ares' blik gled fra den ene til den anden.

Ingen af dem sagde noget.

Benet fortsatte. Op. Ned. "Vil nogen af jer fortælle mig, hvor jeg er på vej hen?" Ingenting. Ares ventede. Vognen hoppede over en ujævnhed i vejen.

"Nej?" Stadig ingenting. Han pustede luft ud gennem næsen og lod hovedet falde tilbage mod vognens væg. Fint. Det var ikke ligefrem første gang, en Kazimi havde besluttet, at Ares Kadayfs tid tilhørte dem.
Han vidste ganske vist ikke, om det var en Kazimi. Men vagterne, vognen og den manglende interesse for, hvorvidt han selv havde planer for resten af dagen, gjorde det til et kvalificeret gæt. Ares kastede et blik ud mod bazaaren, der gled forbi udenfor.

Han var blevet hentet midt i arbejdet. Ingen forklaring. Ingen mulighed for at gøre sig færdig. Blot et par høflige ord, der havde været høflige på den måde, ord blev det, når der stod bevæbnede mænd bag dem.

Fyrsten? Måske. Ares' mund trak sig skævt. Hvorfor? Tja... Så var der—Jontar. Benet standsede. Bare et øjeblik. Pompeia. Ares' kæbe rykkede. Nej. Hun havde ikke sagt noget. Hvorfor skulle hun gøre det?

Ingen havde set noget. ...havde de? Benet begyndte at vippe igen. For zalaens.

Han rettede blikket mod tjeneren.

"Er det prins Jontar?" Ingen reaktion. Det var næsten imponerende. "Fyrsten?" Tjenerens blik forblev rettet et sted forbi hans skulder. Ares lænede sig en anelse frem. "Er jeg blevet dømt til døden, og er De bare meget opsat på at bevare overraskelsen?" Vagten så på ham denne gang. Det var ikke et opmuntrende blik.

Ares lænede sig tilbage igen.

"Bare et spørgsmål." Bazaarens larm blev langsomt fjernere. Bygningerne udenfor ændrede karakter. Gaderne blev bredere. Renere. De lave, tætpakkede handelsboder gav plads til mure, porte og bygninger, der krævede mere plads, end nogen almindelig familie havde brug for.

Noget begyndte at prikke Ares i nakken. Han kradsede sig der. Fornemmelsen forsvandt ikke. 

Det var som en kriblende ubehag der havde fulgt Fareed ugerne efter hans tur ned til Bazaaren. En tur ingen havde stillet spørgsmålstegn til, selv som han kom derfra tomhændet, og i værre humør end han var ankommet i.
Det var nemt at undskylde ham. Hvem havde ikke set hvordan Ares Kadayf havde set ud? Det var jo det rene under at han var gået derfra med alle lemmer intakt.
Fared stab kendte hans humør, og kendte hans behov, og Ares Kadeyf var ikke noget han ville lægge øjnene på, med mindre det var strengt nødvendigt. Det ville aldrig så meget som komme indenfor hans hus.
Og derfor var det også underligt, som ordene tidligere på denne dag havde lydt "Bring mig Ares Kadayf." Tjenerne fanget hinandens øjne, forvirret, og en tung stemning lagde sig over palæet. Ingen vidste hvorfor Fareed ville have fat i ham; ingen turde spørge, men det kunne ikke være en god ting.

Men for Fareed der måtte han vide hvad den dag i teltet havde været. Var han ved at blive sindssyg? Det var som om at de gyldenbrune øjne jagtede ham når han mindst ventede det. Følelsen af arrene mod hans fingre, og det hæslige hæslinge ansigt.
Han ville aldrig havde nedværdiget sig selv til at være sammen med sådan en, så hvorfor? Det var nok bare belysningen, eller den manglende belysning nærmere, og han havde manglet følelsen af en varm krop mod sin. Det var alt.
Men det nagede ham stadig i baghovedet, og måske var ynkeligt at han skulle have det bekræftet, men her var han, ventende på at de havde fået fat i den forbandet vilddyrstæmmer så han kunne se det med sine egne øjne.

Han havde afsat et af de mindre rum til at tage imod ham. Vinduerne kastede en masse naturligt lys ind, og der var en stor pude Fareed selv slængede sig på, mens der var måtter midt på gulvet, for de der skulle knæle der.
Et fad med vindruer stod ved hans side, men overraskende få tjenestefolk og slaver omkring ham. Måske han ikke ønskede dem, eller også var det dårlige humør han befandt sig i, nok til at skræmme dem væk.
Hvor var Ares. Fareed var ikke en tålmodig mand, og han følte allerede at han havde ventet lang tid nok.

Da vognen endelig standsede, havde Ares nået at forestille sig fire forskellige henrettelser, tre offentlige ydmygelser og en særdeles ubehagelig samtale med Jontar. Hvis da ikke med fyrsten.

Ingen af mulighederne havde gjort ham i bedre humør.

Døren blev åbnet. Ares blev siddende med armene demonstrativt over kors, indtil vagten gjorde en utålmodig bevægelse. "Jeg forstod godt hentydningen." Han steg modvilligt ud og før han kunne nå at betragte sine omgivelser ordentligt, blev han straks grebet om overarmen og ført mod indgangen.
"Jeg kan godt gå selv." Grebet forsvandt ikke. "Jeg sagde, jeg kan—" Et hårdt skub mellem skulderbladene fik ham til at tie. Fint. Den nervøse prikken i nakken bredte sig. Ville hans familie nogensinde vide, hvad der var sket med ham?

Han blev ført gennem kølige gange, forbi mosaikker og udskårne søjler, uden at nogen gav sig tid til at fortælle ham, hvem der ejede stedet. Ares forsøgte at holde øje med omgivelserne. Ledte efter ledetråde, men ingenting hjalp. Det eneste, han bemærkede, var, hvor perfekt alting tog sig ud.

Damp ramte ham i ansigtet, da en ny dør blev åbnet. Ares standsede. Bade. Han så på tjeneren, ganske forvirret. "Af med tøjet." 

Ares måtte have hørt forkert. "Det må være din..." Spøg? Flere tjenestefolk var allerede kommet til. Håndklæder. Olier. Små flasker. Kamme. Ares betragtede opstillingen. Så gik det langsomt op for ham, at ingen af dem lavede sjov.
En hånd rakte efter hans overdel, og Ares tog et hastigt skridt baglæns. "Hey...!" Skulle han vaskes, inden han skulle af med hovedet? Vagten flyttede sig bag ham. Ares trak vejret ind med et sagte fnys. 
"Okay. Okay, fint." Han løftede begge hænder for at vise, at han ville samarbejde.

Han blev strippet, ført ned i det varme bad med tjenerne omkring sig. Fremmede hænder skummede ham ind i duftende sæber og skrubbede skidtet af ham, indtil huden dunkede ømt. "Arv." Ares bed tænderne sammen og skulede. De arbejdede hurtigt og professionelt.
Kluden gled fra skulderbladene ned over lænden og videre. Ares stirrede forfærdet op i loftet. For zalaens.
"Det ville være væsentligt nemmere for os alle sammen, hvis nogen fortalte mig, hvad der foregår." En tjener hældte vand gennem hans hår. Ares lukkede øjnene, da det løb ned over ansigtet. Fremragende samtale.

Krøllerne blev redt og arrangeret så nydeligt, som de nu lod sig arrangere, da han blev sat på en skammel.

Men de var ikke færdige.

Hans arme blev strakt ud. Bløde tjenerhænder arbejdede velduftende olier ind i huden. Hen over armene. Brystet. Op langs halsen og helt til kæben.
En kuldegysning løb gennem ham. Så et sprøjt i håret. Flere dufte. Sødt. Som Honning. Og noget stærkt krydret, der mindede ham om et eller andet, han ikke kunne sætte fingeren på. Ares rynkede på næsen. "Er det virkelig nødvendigt?" Åbenbart.

Til sidst fik han en enkel robe på. Dyr, og dækkede det meste. Han så ned over sig selv, før han fangede sit eget spejlbillede. Havde det ikke været for arrene i ansigtet, ville han et øjeblik have været i tvivl om, hvem der kiggede tilbage på ham.

Så blev han puffet videre. Den nervøse prikken i nakken var tilbage. Stærkere nu. For det her var ikke forberedelse til en henrettelse. Ingen vaskede en mand så grundigt, olierede hans hud og klædte ham i fint stof, hvis de havde tænkt sig at hugge hovedet af ham.

Så hvad zalaens var han blevet gjort klar til?

Han fik ikke svaret, før endnu et sæt døre blev åbnet. Ares nåede knap nok at registrere rummet, før hånden på hans skulder blev tung.
"Ned." Han spændte imod af ren refleks. Grebet blev hårdere. Ares drejede hovedet. "Jeg kan godt—Nh" Trykket tvang ham ned. Det ene knæ ramte måtten på gulvet. Så det andet. Varmen steg øjeblikkeligt op gennem Ares' hals. Virkelig? Han rettede ryggen, så godt han kunne. Hvis de absolut ville have ham på knæ, kunne de i det mindste ikke få fornøjelsen af at se ham hænge med hovedet. Så løftede Ares blikket. Og frøs.

Ikke fyrsten.

Ikke Jontar.

De lysegrå øjne. Den nervøse prikken i nakken blev iskold. Nej. Ares' blik gled et kort øjeblik ned over sig selv. Den rene robe. Den parfumerede hud. Armene, hvor arrene nu lå skjult under stoffet. Så tilbage på manden foran ham i puderne. Forståelsen kom langsomt. Og med den noget langt mere ubehageligt. De havde ikke gjort ham præsentabel til palæet. De havde gjort ham præsentabel til ham. Ares' læber skiltes.
"...Dem."

Endelig gik dørene op, og de lysegrå øjne var fæstnet på personen der kom ind og tjeneren. Finere klædt end sidst. Renere. Hans blik tog alt ind der var Ares, arene der stadig var så synlige mo d hans ansigt, og kroppen der nu var blevet idækket en robe, som Fareed godt vidste var for dyr til at det kunne være noget Ares havde haft med.
Det var ikke overraskende at hans tjener nok havde haft noget at gøre med de. De kendte trods alt hans temperament, og slagene der var blevet givet sidst Ares havde været i nærheden af prinsen, havde ikke ligefrem været blide. Så selvfølgelig ønskede de alle at gøre hvad de kunne for at mindske prinsens vrede.
Ikke at det hjalp den afsky Fareed følte som han så Ares.

Men selvom hans blik var på Ares, så trommede han sine fingre utålmodigt mod sit ben, og man kunne næsten se den rastløshed der var i ham. "Hvad tog så lang tid?" spurgte Fareed, som gjorde intet for at rejse sig fra hvor han slængede sig, for at virke mere upåvirket end han var. Hans blik forblev på Ares, og med den næsten rungende stilhed der var i rummet, var det tydeligt hvem det var Fareed spurgte.
Var der et rigtigt svar til spørgsmålet? Nok ikke i det her tilfælde, men måske det tætteste man kom, var at i det mindste ikke at gøre det værre. Det kunne man i hvert fald mærke på alle tjenestefolk og slaver der var i rummet i øjeblikket. Som om de alle sammen holdt vejret i fare for at Ares ville sige det forkerte.

Fareeds stemme rungede mellem søjlerne.
Minderne om de hviskende, søde ord, Ares havde så svært ved at glemme, kom farende tilbage og rykkede ubehageligt i brystet. Han pressede tungen mod ganen. 

Prinsen blev dog liggende henslængt, så mageligt, at de rastløse fingre ikke passede til resten af synet. 

Stilhed.

Ingen ville tilsyneladende svare Fareed. En enorm, tung stilhed synes at ligge sig om alles skuldre. Ares trak vejret ind. Fugtede læberne og sank.
De lysegrå øjne stirrede direkte på ham. Brændende. Hans eget blik flakkede kort mod tjeneren bag sig, som blot havde dukket hovedet.

Så han talte altså til ham? Aha.

Ares løftede langsomt skuldrene i et forsigtigt skuldertræk uden at vige for prinsens blik. "Jeg skulle vel... gøres præsentabel for Dem, Deres Højhed." Han fandt den professionelle tone frem, han plejede at bruge i bazaaren. Høflig. Påpasselig.
En flabet bemærkning lå ellers lige for. Ares lod den pænt ligge. Dette beskidte dyr skulle jo nødig svine prinsens fine gulve til også.

"Ah." var alt hvad Fareed svarede på det, og man kunne praktisk talt se tjenerne blive mindre i håb om at man ikke rettede sin opmærksomhed mod dem. De vidste de var skyld i det, men de havde troet at det trods alt kunne gøre op for hvor arret et individ der skulle ind i palæet. Men åbenbart ikke.
Heldigt for dem var Fareeeds blik dog ikke på dem, men kun på Ares, som om at han undersøgte hver en lille krog af hvad han kunne se af ham herfra, som om at hvis han kiggede lang tid nok, så ville han kunne forstå hvad der var sket sidste gang. Men hans primære følelse lige nu var bare afsky.... afsky og følelsen af noget varmt og tungt i hans hånd.

"Ud." Kommandoen var simpel, men alligevel tøvede næsten hele salen, og Fareed rettede sig lidt mere op. "Skal jeg gentage mig?" Stemmen var faretruende, og i den lå truslen om at lyttede de ikke, så skulle de nok få det til at føle.
Det var som en flok veltrænede dyr, som de alle sammen tog deres ting og smuttede ud på næsten rekordtid. De var vant til at føje sig for prinsens humør, uanset hvor utilregneligt det var, men der var nogen noget rynkede bryn som de skyndte sig forbi Ares.

Døren blev smækket, og de to af dem var alene.

Fareed gik tilbage i hans mere slængende position, som han blev ved med at stirre på Ares. "Jeg kan se at de har forsøgt," sagde Fareed endelig, et mere afslappet toneleje, og underliggende var der tilføjelsen 'og fejlede'. Det kønneste ved Ares i dette øjeblik var jo trod alt blot krøllerne og klæderne. Ikke ligefrem nok til at gøre et helt menneske ud af ham.

Ares blev siddende på knæ. Blikket rykkede til siden, da Fareeds pludselige ordre faldt.

Ud.

Et lille ryk gik gennem Ares' krop. Han nåede næsten at rejse sig, før noget standsede ham. Den var nok ikke henvendt til ham. Så han blev.
Hænderne knugede sig løst i skødet, mens den næste faretruende sætning satte hele rummet i bevægelse. Stole skrabede. Fødder ilede over gulvet. Folk passerede ham på vej mod dørene. Så smækkede de højlydt i og ekkoede ud i resten af rummet.

Stilhed.

Ares' blik gled tilbage til Fareed. En lille sitren trak ved øjet, da prinsen blot lagde sig til rette igen. Som om han ikke lige havde jaget et helt rum på flugt.

Jeg kan se, at de har forsøgt. Et fnys pressede sig på.
Ares holdt det tilbage og så kort væk. Han gad ikke lege med på prinsens luner.
"Vil De fortælle mig, hvad det her drejer sig om?" Blikket fandt Fareed igen og blev dér. Studerede ham. De mørke lokker lå dovent over skulderen. Hele skikkelsen så næsten afslappet ud. 

Ares stolede ikke et øjeblik på det.

Fareed lagde hovedet lidt på skrå, som han studerede Ares fra sin afstand. Han virkede ikke som om at han havde travlt med at reelt forklare hvorfor Ares var i hans hjem, men nu var der selvfølgelig ingen til at forstyrre de to af dem.
Ikke at Fareed i det her øjeblik havde lyst til at gøre noget ved Ares, uanset hvor godt han huskede om selve følelsen om Ares' omsluttende varme. Det var ikke vigtigt. Det kunne han finde andre steder.

"Jeg tjekker bare noget," sagde Fareed, som om hvad end Ares ønskede ud af situationen, eller hvilket svar han søgte, så var det lige meget. Det hele handlede som altid om Fareed. "Rejs dig op." Han tog to fingre og kørte om, som en lille kommando. Enhver anden person i hans hus ville have kunne forstå det uden den verbale kommando, men han vidste at Ares ikke ville.
"Og smid roben," tilføjede han så. Han ville have det brændt ind. Han ville huske på at der virkelig var intet ved Ares der var tiltrækkende. Det var et øjeblik af sindssygehed som han ikke kunne forklare. En frustrerende morgen og han skulle bare have det ud på det første mulige. Også selvom Ares had bedt så pænt.

Fareed tog en vindrue ved sin side, og poppede den ind i munden som han lod Ares udføre kommandoen, men lod blikket blive på ham. Ikke et øjeblik uden et øje på ham.

Ares trak langsomt vejret ind gennem næsen. Brystkassen hævede sig og faldt igen. Vær tålmodig. Også selvom Fareed lignede én, der havde al tid i verden til ikke at fortælle ham, hvorfor han var blevet kidnappet fra sin arbejdsplads.

Men så talte han endelig. Tjekker bare noget? Det mørke bryn gled op. Ares stirrede på Fareed, da de to fingre gjorde en lille, snurrende bevægelse. Rejs dig op.
Modvilligt kom han på benene. Armene faldt ned langs siderne. 

Og smid roben. 

Øjnene blev større. Han ville sige nej. Læberne skiltes allerede—Så kom han på bedre tanker. Ares pressede dem sammen igen og så væk med et hårdt suk.
Med korte, trodsige bevægelser bandt han roben op. Båndet ramte gulvet med en dump lyd. Han så stadig ikke på Fareed. Den våde knasen fra druen lød næsten absurd højt i stilheden.

Ares tøvede... så tog han sig sammen og hev roben demonstrativt af. Kastede den med et svirp i Fareeds retning. Den nåede ikke engang i nærheden. Kæben gav et lille ryk. Øjnene hæftede sig ved vinduet mens han følte sit hjerte slå alt for hurtigt.

Han stod nøgen foran prinsen nu. Arrene og alt blotlagt. Men Ares trak vejret ind og rankede ryggen med hænderne knyttet. Så tvang han endelig blikket tilbage på Fareed.
Brynene løftede sig med en selvsikkerhed, han ikke helt følte. Han bredte armene ud. "Tilfreds?"