Den Sorte Gryde var det perfekte sted at planlægge sin næste forbrydelse. Bag baren stod Røde Larian på sin forhøjede taburet, ifærd med at pudse et ølkrus med en måske-lidt-for-beskidt klud. Foran ham hviskede mystiske folk hemmelighedsfuldt over et par glas mjød og vin, mens sjældne og magiske genstande skiftede hænder i skyggerne.

Grupper af rejsende og besøgende havde fundet vej (eller måske faret vild) til kroen, og talte nu i højlydte og spændte toner om deres seneste eventyr og gevinster. Småkriminelle tyveknægte lyttede ivrigt med og noterede lystigt hvor mange skinnende genstande der blev båret ind af gæsterne i de blanke rustninger. Stamgæster brølede i takt med at terningerne raslede henover bordene, og penge blev sendt fra hånd til hånd. Alt i alt foregik der alt det der skulle, og altså også alt det der ikke skulle, på Den Sorte Gryde denne eftermiddag.

Og det var derfor med et stort smil at Røde Larian sprang op på bardisken, lod halen ivrigt svippe fra side til side, og med en høj og buldrende stemme erklærede: "Så er 'Happy Hour' i gang! To krus mjød for én pris!"

Gildesalen hujede højlydt. En enkelt forvirret rejsende kastede sit glas på gulvet med et triumferende brøl. Latter og sang brød ud blandt gæsterne, de kriminelle lænede sig tilbage og talte højere og mere lystigt om deres kommende planer, og flere terninger kom i spil. Larian lod blikket glide hen over salen med et tilfreds smil under knurhårene.

Kroen summede af liv.

Velkommen til.

Evelio væltede ned på en barstol med det største smil på læben efter at have manøvreret sig henover en malplaceret stol, mellem to berustede brød, hvis ansigter aldrig kom inden for hans synsfelt, og forceret ryggen på en halvork, der havde bukket sig et kort øjeblik for at springe i vejret ved den røde halvkats annoncering er mindst én gratis øl, hvis man købte en til. Her var liv!

Som nyankommen til hovedstaden havde Evelio ledt efter et nyt vandhul. Helst et, som hans far ville grimmes over, hvor han kunne gamble sine lommepenge væk, uden at bringe sig selv i for stor fare. Denne beværtning var hans tredje forsøg.

"To øl tak! Og en orkbærsnaps!" kaldte Evelio helt nede fra mellemgulvet og viftede med nok rav til betaling. "Hvordan indynder man sig ved terningspillene? Jeg ville virkelig gerne slå med en terning eller to."
Baren rungede af latter, skrålen og konstant optakt til slagsmål, så om halvkatten hørte ham var næsten et større gamble end at spille, men så var han klar på at skråle igen til hans lunger ikke kunne mere. Orkbærsnaps var i øvrigt pissehamrende ulovligt, men han havde endnu ikke været et sted, hvor det ikke kunne fås mod en høflig økonomisk forespørgsel.

Den brummen mindede mere om en tiger end en kat, bemærkede Evelio. Naturligvis sagde han det ikke højt, bartenderen kunne jo komme til at tage det som et forsøg på at fedte, og det kom Evelio lidt for hurtigt galt afsted på. Næ, han foretrak uden tvivl at være færdig med begge de to øller, der netop blev langet over disken, inden han kom op at slås. På den måde havde han også en undskyldning. Hvad angik renligheden af glassene, så gjorde det ham ikke meget. Det tilføjede jo bare til smagen!

Evelio blæste en tjavs plejet, men sjusket sat pandehår væk fra ansigtet: "Naturligvis gør I ikke det, uhøfligt af mig at spørge," Og snapsen. Han foretrak også at være færdig med snapsen. Han vendte sig halv på taburetten for at følge med i Larians udpegning af muligheder.

Orkene var store. Meget store. Selv halvorken var stor for en halvork. Evelio lavede en grimasse over, hvordan han forestillede sig, at han ville se ud, når han blevet fundet i en baggyde næsten morgen. Til sammenligning var grimassen over snapsen meget mindre akrobatisk. "Tre, to-" inden han nåede til én, vendte han bunden i vejret på snapseglasset og lod den flydende tjærre bide sig fast i halsrøret hele vejen ned.

Syvfinger så... skarp ud. På mere end én måde. Alle hendes ansigtstræk var skarpe og spidse, næsen, øjenbrynene, skuldrene, hendes negle mindede mere om kløer og lod til at hjælpe hende med at dreje nogle terninger, der ikke virkede helt efter reglerne. Og så var der selvfølgelig den synlige daggert - noget sagde Evelio, at hun bare flere -. Han kneb øjne sammen, som om det ville flytte ham tættere på daggerten uden at komme inden for rækkevidde. *Er det... blod?* Han dækkede instinktivt fingrene på sin fægtehånd efter at have tabt ni ravstykker ned i bartenderens pote.

"Heldig? Haha, åh jeg har aldrig heldet med mig..." Det var nu ikke helt sandt. Han var hverken mere eller midnre heldig end de fleste. Han tog bare mange flere chance, end nogen burde. Bare ikke snotdumme chancer: "Men jeg ville foretrække stadig at være i live og have alle mine fingre, når jeg går herfra, så stik mig nogle terninger og lad os se, hvor heldig du er." Evelio var fuldt ud klar over hvad "held" kunne betyde i et respektabelt etablissement som dette her. Larian slog ham som et halvdyr, der i det mindste ville give ham én ærlig chance, måske to, så har begyndte med at bruge den første på at indtroducere sig selv.
"Evelio, ny i byen. Må denne aften blive mindeværdig."