Da Corvath havde fået at vide, at de ønskede at sende ham til Kzar Mora, burde alarmklokkerne have ringet for ham, men i stedet for at takke nej og bede en mere erfaren spion om at tage sig af missionen, var han sprunget i med begge ben. Det ville sikkert også være med til at give ham et boost i selvtilliden. Han vidste ikke, om det var fordi de mente, at han ville passe ind sådan som han så ud, men han var i hvert fald endt i dæmonernes rige.

I dagens anledning var der hoser og skjorte i mørke farver, hvilket ville gøre det væsentligt nemmere både at passe ind og at bevæge sig. Nok var han ferm til at bevæge sig rundt i sine rober, men når han var konstant på vagt, var det bedre. De gule øjne skulede rundt på de deprimerende omgivelser. Stedet passede så godt til det, der en gang havde tilhørt Mørket og dæmonerne, men efter Mørkets fald var det, som om der var blevet stille. Godt…

Hans færden havde ført ham til Ruinerne af Aztaroth, byen, der havde været i forfald så længe, at det mindede mere om en spøgelsesby end om noget andet. Hvis der var rester af mørket, ville nogle af dem sikkert holde til her, ja, eller ovre på Obsidianøerne, men ikke tale om, at han var idiotisk nok til at tage derover… Kzar Mora var RIGELIGT.

Endnu engang have Agarés brugt hele natten på kontoret i banken. Papirarbejdet så aldrig ud til at få en ende, lige meget hvor mange timer han brugte på at læse og skrive. Det ville være en klar lettelse at hyre en til dette formål, men der var meget få ting, som Agarés overlod til andre, når det gjaldt banken. Også selvom det så betød, at han nat efter nat måtte sidde og få styr på detaljerne for de mange kunder.

Agarés havde egentlig været på vej hjem. Der var ikke langt herfra, men den friske luft og den lette summen af de få forbipasserende folk tiltrak ham mere, end det tomme hjem. Derfor havde han taget plads på en lidt nedslidt bænk i sten, med udsigt over en mindre åben plads og nogle af de mindre bygninger, der engang havde været fulde af liv, men nu var mørklagte. Han havde taget den lange, sorte jakke af og lagt den over ryggen på bænken. Den sorte silkeskjorte var kun knappet halvt op og afslørede en god del af brystkassen, da han ikke behøvede at fremstå helt så professionel, når han ikke befandt sig i banken. Det lange sorte hår sad som altid. Lagt helt tilbage, men et par totter gled nu altid ned foran de blå øjne. Med det ene ben lagt hen over det andet, sad Agarés lænet tilbage på bænken, med en arm lagt hen over bænkens ryg og den anden hvilende i skødet, hvor en lille bunke røde druer lå.

Ligesom en drue blev skubbet ind i munden og tygget i stykker, kunne han ikke undgå at lægge mærke til én bestemt fyr. Nok var den unge mand klædt i mørkt, men med den ligblege hud, kunne man vel næsten ikke undgå at lægge mærke til ham. Når man, som Agarés, havde brugt hele sit liv inde bag disse murer, så lagde man vel oftest mærke til dem, der ikke var vant til at færdes i dæmonriget. Og lidt nysgerrig på helt nye ansigter, var man vel altid.
"Faret vild?" Spurgte han roligt, idet den blege fyr kom nærmere, men med blikket rettet mod sine druer i skødet, hvor han sad og skubbede til dem med en finger, som forsøgte han at finde den næste, gode drue at spise.

Han havde gået mere eller mindre i sine egne tanker i et forsøg på at forholde sig roligt her i dæmonernes rige. Der var flere, der havde set på ham, både på godt og ondt, så Corvath satte tempoet en smule op. Egentlig havde han bemærket manden, der sad på den forfaldne stenbænk, men det var vel bare en anden af de beboere, der endnu var i byen? Han kunne dog alligevel ikke lade være med at bide mærke i, hvordan de klare blå øjne var rettet direkte imod ham. Måske passede han faktisk ikke lige så meget ind som han havde håbet, hvilket også var derfor, at han blev en smule overrasket, da manden henvendte sig til ham.

De gule øjne søgte manden, og han stoppede op. Et lille skævt smil fandt vej til læberne. “Det kan man vel godt sige?” svarede han stille med en næsten nervøs latter efterfølgende. Corvath kunne ikke bare smide sandheden på bordet og fortælle, hvorfor han var her, så en eller anden løgn skulle hives op af den imaginære pose. “Måske kan du lede mig i retningen af templet?” spurgte han. Det var vel et oplagt sted at lede efter nogle af de sørgelige rester, der var tilbage af mørket.

Meget omhyggeligt gravede Agarés en drue mere frem fra sit skød, efter at have rodet rundt i den lille bunke. Den blege fyrs svar undrede ham næsten, men det kunne ikke ses. Han havde altså et erinde herinde, men var ikke kendt nok til at finde rundt herinde. Mens druen blev ført ind på tungen og kvast mellem tænderne, lod Agarés blikket glide hele vejen ned over den fremmede. Det kunne næsten se ud som om han forsøgte at finde ud af noget om ham. Måske gjorde han, eller måske han bare ville gribe muligheden for at lave noget andet, end at sidde i stilhed og se på de forbipasserende. Og det var altid en god start, at se om man kunne få folk til at blive bare en lille smule utilpasse ved noget så simpelt som et betragtende blik.

Agarés lagde hovedet let på skrå, som han tænkte. En troende ville vide hvor templet lå. En fremmed, der ikke var kendt nok til at finde rundt, ville vel ikke have en aftale i templet, så offentligt et sted og på højlys dag. Det var selvfølgelig bare en teori. Men Agarés var stædig. Han kunne ikke lide, ikke at vide noget. Selv ikke noget så... ligegyldigt. Det kunne jo være, at det blev mindre ligegyldigt med tiden. At blande sig i andres erinder, var ikke en dårlig måde at skaffe informationer på.
"På vej hen for at erkende alle dine synder, begået i din retskafne ungdom?" Spurgte han med et lille smil bredt på læberne. Hvis man endelig skulle blande sig i andres dag, kunne man vel lige så godt spørge direkte.

Blikket faldt ned på hånden, der var i gang med at finde en drue, og fulgte den op til læberne, og så druen forsvinde. Mundvigen trak sig en smule skævt ved synet, og han kunne heller ikke undgå at se, at den anden lod blikket glide over ham, mens han stod der, fuldkommen malplaceret i mængden.

Ud af alle steder, han kunne have bedt om at blive ledt til, var det Zaladins tempel, ondskaben selv. Han havde intet at lave der og kunne vel bare have spurgt om vej til det nærmeste sted at sove, så det problem var løst inden mørket igen ville falde på? Det var for sent at rette op på nu.

En lav, nærmest underholdt latter undslap ham “Jeg tror desværre allerede, at det løb er kørt,” smålo han efterfølgende. “Jeg tvivler på at selveste Zaladin, har den form for tid til at lytte til en simpel, menig mand,” tilføjede han og lod kort blikket søge mod jorden. Synder havde han rigeligt af…