Slavehandlen var en driftkraft som efterhånden var selvkørende i den forstand, at Jontar af Kazimi ikke behøvede administrere den i det strammegreb som han i sin tid havde gjort. Men nu kom de begge og tilså til handlen i tide og utide, foretog deres magt og position for at sikre alt forløbe som det skulle gøre. Måske det var årsagen til, at den kørte så selvkørende, de overvåget den u- og bevidst.

Men gemalinden havde helt andet foretagen dernede denne dag. I beklædning der blotte hendes ynde og figur, simple tråde og hun ville være til offentlig skue for alle. Tilværelsen i fyrstelivet havde sat sine spor, og hun forstod at provokere til det yderste. Skønt Pompeia gjort sit for ikke at vise eller afsløre sine evner for folk og fær, så havde hun alligevel fået gjort sig bemærkeligeværdig for sin kunnen i et hvis omfang. Så hun frygtede ikke for uønsket tilnærmelser. 

Handlen var midlertidig lukket for dagen, de vigtigste handler var gennemført og de ansatte som var der, havde været der. "Er bæsterne blevet rykket rundt som ønsket? Og de kommende tjeneste folk?" (hun havde ingen intention om at nogen skulle sælges som seksuelle-objekter, klasse har man vel?) spurgte hun som hun bevæget sig dybere ind i handlen. 

Rokaden af inventaret havde været hendes ønske, de havde behov for organisering af plads og mangle. Hvilket efterlod én med ekstra meget arbejde, og det var nøje bestemt af hende. 

Hvad Ares forventede, var aldrig at tale med Pompeia igen. Aldrig at stå så tæt på hende, at hendes parfume og de søde olier endnu engang satte sig i hans tøj.
Hvad han ikke havde forventet, var at hun opsøgte ham så hurtigt. Her.

Eller burde han netop have forventet det?

En mild trykken bredte sig bag brystbenet. Fingerspidserne sitrede stadig ved mindet om silkebåndene mellem hans hænder. Han tvang ansigtet i ro og sendte hende kun et uimponeret blik - så flygtigt, at hun gled forbi som en blød sløring - før han fortsatte arbejdet. Med et fnys løftede han en tønde op på skulderen for at bære den væk. 

Slavehandlen, især bæstesektionen, havde været rodet og forfærdeligt uorganiseret, selv før Ares blev ansat. Til sidst havde han måttet opfinde sit eget system. Nu var der blevet befalet en omrokering. Han vidste det var Pompeias idé. Hendes skarpe, og perfektionistiske tilgang til alt hvad hun foretog sig, kunne kun sive ned mellem revnerne i slavehandlen. Men det krævede flere hænder. Ares måtte arbejde for to. Et sted løb et par unge ansatte rundt og hjalp til med at rydde op, men det var stadig Ares, der måtte tage størstedelen af læsset. 

Musklerne spændte så venerne i hans underarme blev tydelige. "Stort set," han kom med endnu et åndedrag da han satte tønden fra sig. Hænderne klappede han af i klædet. Først nu tillod han sig at se rigtigt på Pompeia.

Man skulle næsten tro, hun gjorde det med vilje.
Tanken meldte sig, før han nåede at kvæle den. Fjollet. Hun klædte sig næppe for hans skyld.

"Er De tilfreds?" Han tog en slurk af sin vandsænk, og tørrede munden for flygtige dråber. En enkel løb ned ad hans hals. Kølede ham.
"Eller er De kommet for at hundse mere med mig?" Det trak i mundvigen. "Jeg ville nødig skuffe Dem." 

Den efterspørgsel hun havde haft var blevet efterkommet til næsten punkt og prikke, men med ruiner havde man kun så meget at gøre godt med. Men Pompeia havde, som fortalt, flere agender med sit besøg i slavehandlen foruden at kontrollere at tingene blev gjort som ønsket. 
Det var ikke blot Jontar af Kazimi som havde for øje for forretning og indretning længere, skønt hendes husbond forstod at sætte sit præg på ting (se blot på Pompeia), så havde hans evne og smag smittet af på hende, som det var hans sjæl og aura hun tog bade i. 

Øjnene spændte let sammen som en feline der havde fået øje på sit bytte. Hans arme der havde markeret sig for hende i takt med venerne der spang i øjnene som fremtidens motorveje. "Tilfredsstillelse er så svært at opnå, for er målet nået, er der intet at forbedre ved det. Men du er tæt på," bekendtgjorde hun stille, og lod blikket forlade hans øvre ekstremiteter. 

"Har arbejdet været for meget for dig?" spurgte hun fortsat i det rolige og stilfærdige toneleje, mens hun lod blikket forlade ham fuldstændigt for at se på alle de ændringer han havde forårsaget for hende. 

Ares' blik hvilede på Pompeia uden at give for meget væk. Han fnøs lavt af hendes kommentar med et let ryst på hovedet. Gådefuld som altid var hun. Han tog endnu en slurk af sin vandsæk - så slap han da for at svare. Over kanten holdt han hendes blik, og et par tavse sekunder blev ingen ord nødvendige. 

Med en doven hånd tørrede han dråber væk fra læber og hals. Nød hendes blik på sig, til trods for at det var en kort fornøjelse. 
"Selvfølgelig ikke." svarede han og placerede sig halvt siddende på en kasse med hø. Armene bag sig, så brystkassen nænsomt blev presset frem. Alligevel var hans holdning lad. Han sendte hende et blik der var lige dele udfordrende og vurderende. En arrogant blødhed, om man vil. "Jeg er ikke ligefrem en der piber over fysisk arbejde." 

Hans blik fulgte dovent hendes rundt i handlen. Ventede i stilhed på, at hun skulle finde noget utilfredsstillende, hun kunne hive op med roden, så han kunne starte forfra. Tungen gned uvilkårligt mod indersiden af kinden. Hun var kommet alene, så vidt han kunne se. Ingen Jontar i hælene på hende. Ingen vagtsom tilstedeværelse længere tilbage i handlen.

Ares lod blikket vende tilbage til hende.
"Deres mand er ikke med Dem?"

Tavsheden var alt- og intetsigende i denne dominanskamp, et nederlag og en sejr. Pointscoren var langt fra udlignet, men hun frygtede ikke for det endelige resultat når det måtte komme. 
Gemalinden lod de honning gyldne øjne betragte den ene ændring efter den anden. Analyseret, vurderet og kategoriseret. I de perifere tanker strejfede det hende vagt, at han uden tvivl havde gjort sig ekstra umage for hende. Et spirende så gav sig i millisekundet til kende. 
Alt sortende hen igen som hans spørgsmå lød. "Min ægtemand er travlt optaget med rådsmøder. Men hvis du, Ares, vil have ham forbi kan det med nemhed arrengeres". Svaret forlod hende formelt og uden mange følelser. 
Blikket der fulgte trop, så skarpt ud af øjenkrogen på ham, præcist som han havde trådt forkert med et så stupidt spørgsmål. 

"For nu er en hvis tilfredshed opnået, men..." sætningen lod hun ebbe ud som hun vendte hele kroppen mod ham. Armene lagt let i kors-position og et udtryk der fortalte ham at han netop ville skuffe hende. Hun var mere end bare et ekstra led i Kazimi slægten, skønt der var så lidt tiltro til dette. 

Pompeia var dens fremtid og hende ambitioner var berettigede. 

Ares sendte hende et blik. Begge bryn gled langsomt op, mens han blev ved med at se på hende, Et næsten-smil trak i den ene mundvig. Ikke fordi tilbuddet morede ham synderligt, men fordi han ventede på, at hun selv skulle opdage, hvor åndssvagt det lød.

Så rystede han let på hovedet og så væk. Affærdigede den stikpille hun så gerne ville give ham. Han tog den ikke.

Han nåede knap at åbne munden, før hun fortsatte. Men... Ares' blik fandt tilbage til hende. Nu afventende. Hun havde vendt hele kroppen mod ham, armene over kors, og der var noget ved udtrykket, der fik ham til at vente. Som om hun med vilje lod resten hænge mellem dem.

"Ja?" Han løftede hagen en anelse. "Men?" Men hvad Han bed altid på hendes krog.

Pompeia foretrak ikke en mine. Deres intermitterende mundhuggeri efterlod dem på skift afventende. Hun havde haft mulighederne, hun havde (ikke) givet ham alle mulighederne længe forinden hun blev givet væk som en æres gave. Jontar havde givet hende et ærefyldt liv, og hun gav ham en slægt. Kærligheden var i mellem dem, men ikke for alle at anskue.  

"Hvis jeg nøjes med en tilfredshed som dette, hvad siger det ikke om mig som gemalinden" at hun ikke lever op til den vej hun havde ægtet sig ind i. 

Kroppen var tung i følelse, men intet i hendes kropssprog fortalte dette. For hun trak afstanden mellem dem væk for hvert et skridt hun tog. Indtil hun løsnede en hånd fra sin position i de korslagte arme, pegefingerens spids ramte solar plexus på ham og hun stoppede med at bevæge sig tættere på ham. "Så spørgsmålet er ikke om du opnår min mands eller Kazimi-slægtens tilfredshed, men min" lød det lavmælt, på grænsen til en intimhvisken. 

Hvad siger det så ikke om mig som gemalinden? Ares skubbede læberne frem i en synligt eftertænksom mine, som om han virkelig overvejede det. Tjah, folket ville nok ikke tænke videre over hendes ry, blot fordi et par kasser var sat skævt, eller nogle bure ikke var helt rene i slavehandlen. Det de så, når hun kom vandrende mellem bazaarens støvede gader, var nok bare, hvor smuk hun var, og hvor yndefuldt hun førte sig frem.

De anede nok ikke, hvor klog hun i virkeligheden var. Ikke som Ares kendte hende. Hun brugte det alt for godt.

De små, men selvsikre skridt førte hende tættere på Ares. Han flyttede sig ikke, men sendte hende blot et vurderende blik. Hjertet slog varsomt, og han rettede sig op i sin magelige siddestilling. Så spørgsmålet er ikke om du opnår min mands eller Kazimi-slægtens tilfredshed... Blikket dalede undrende til den kønne finger, der prikkede til ham. Varm luft forlod næsen i et tungt suk.

Men min.

Pompeias tilfredshed, hm?

Med vilje skrånede han blikket tilbage til hende, overvejende langsomt. "Nåh?" Luften satte sig overfladisk i hans bryst, og ganske flygtigt så han over hendes skulder for at sikre sig, at de stadig var alene.
"Og hvorfor..." Lige så snigende viklede han hånden blidt om hendes håndled og førte hendes hånd tættere på sig. Trykkede håndfladen mod sin krop, hvis hun lod ham. "...er De så optaget af, om jeg tilfredsstiller Dem?"

Hans stemme satte sig dæmpet mellem dem. Han sank og førte hånden længere op mod brystet. Langsomt. Åh, så langsomt. Blikket dvælede fortsat i hendes, som om det med deres hænder slet ikke fandt sted.

Stilheden havde lagt sig tungt i rummet i takt med sand- og støvpartiklerne fandt sig til rette på kasserne, burrerne, træbjælkerne. Øjnelågene havde lagt sig let i, alligevel ænsede hun hans kontrollering af rummet og deres tosomhed med det simpelt åndedrags-ord 'nåh'. 

Evneløs som han (formentligt) var, kunne han nyde faktummet af deres tosomhed, mens hun i en konstant underbevidsthed vidste at de ikke var alene. Genfærderne der raslede i lænkerne, i skyggerne af de mørkeste kroge i handlen og forlængst glemte under gulvbrædderne. "Mhmgm.." klynkede hun i et kort øjeblik som han lagde hånden om hendes håndled og pressede hendes hånd mod hans nøgne brystkasse. 

Øjnevipperne løftede sig i takt med øjnene atter blev blottet som hun så op på ham. "Er det ikke dit kald at sørge for min tilfredsstillelse i en grad så.. intens at du hungret efter det?" spørgsmålet kom så uskyldigt og ærligt ud mellem hendes læber, at hun næppe kunne tro sig selv. 

Et kort visit flugt synfeltet deres hænder, for atter at kravle op ad ham. "Tro ikke at jeg ikke ved hvordan du ser på mig... efter mig" tilføjet hun dæmpet og som den sidste luft forlod hendes krop, for at hive ny forfrisket luft ind i en sådan grad, at brystkassen steg og to endnu en halv centimeter fra dem. 

Pompeia klynkede, og et sekund stoppede han med at bevæge hendes hånd. Øjnene undersøgte hende nøje, selvom han følte sig sløret i kanterne. Kunne hun ikke lide det, ville han stoppe, men han kunne heller ikke helt skjule, hvordan hans instinkter reagerede på hendes sarte lyde. Fingrene blev lettere, på ingen måde tvingende, om hendes spinkle håndled. Pompeia var stadig i kontrol, hvis hun agtede at bruge den.

De honningfarvede øjne, der var til at smelte under, gled op i hans. Mit kald? sukkede han med en vis skepsis gennem det luftige åndedræt. Så intens at du hungrede efter det? Ares trak vejret dybt og langsomt ind for at bevare fatningen. Brystkassen pustede sig en anelse op under hendes hånd, før den sank tilbage igen. Hun behøvede ikke engang bevæge den for at gøre ham pinefuldt bevidst om, at den stadig var der.

Tro ikke at jeg ikke ved hvordan du ser på mig... efter mig.

Til dét kunne Ares ikke andet end at slippe en dæmpet, hjælpeløs latter, der hurtigt blev til varm luft, som satte sig i halsen. "Er De ikke en anelse selvglad, fru Kazimi?" hviskede han og kunne knapt få nok luft i lungerne til at sige det. Hun stjal al hans ilt. Pulsen steg, spændingen satte sig helt ud i benene, der dirrede af alt det, han prøvede at holde på plads. Nu tog han bedre fat om hendes håndled og førte hånden fra sit bryst og op til sine læber, hvor han lod et kys lande på fingerspidserne uden på noget tidspunkt at slippe hendes blik.

Han vidste, at han burde stoppe. Men det var Pompeia, der blev ved med at gøre afstanden mellem dem mindre.

Håret, enkelte løsrevende strå, bouncede i takt med hovedets rysten. Der var intet selvglad over det, hun havde sagt, når det i al sin enkelthed var kendsgerningerne og sandheden. Abstrakte sandheder var op til fri fortolkning, men hun troede fuldt ud på det. Pompeia havde følt hans kropsvarme tæt nok på sig til at kunne fortælle, hvad der var op og ned.

Huden så lun, at fugten var på nippet til at danne sig mellem deres molekyler. Var det følelsen af hendes egen puls, der dunkede i fingrene, eller hans hjerteslag, der slog igennem, hun kunne mærke? Det var, som om det gik i ét med hinanden, men hun yndede ikke at stikke dybere for at finde ud af det. "Tvivlsomt, det skjuler jeg bedre end dét..." svarede hun, i takt med at hun sugede hans åndedrag til sig. "Ares..." ekkoede det ud af hendes tømte lunger, da han lagde et kys mod fingerspidserne.

Fingrene gled ned langs kæben og halsen på ham, for hun tillod sig blot at tage de få rester af hans intimkreds fra ham. Hårstrå fra at lade verdener kollidere. "Så meget, vi ikke kan tale om, selvom jeg gerne ville," hviskede hun med sin sparsomme iltudånding for ikke at kvæle ham. "Undskyld, jeg aldrig nåede at fortælle dig det," tilføjede hun, komplet iltforladt i momentet. Alt i kroppen stod stille, afventende på hans reaktion.

Måden hun sukkede hans navn på, fik Ares til at lukke øjnene hårdt sammen, så en fure dannede sig mellem de mørke bryn. Han kunne mærke kroppen spænde op, næsten smertefuldt. Hun måtte ikke kalde sådan på ham. Det kunne hun ikke være bekendt. Hans hånd klemte sig blidt om hendes håndled, og læberne blev ved fingrene, blot hvilende dér. Som gjorde det for ondt at blive ved, men lige så ondt at lade være.

Undskyld, jeg aldrig nåede at fortælle dig det.

Blikket fór op i hendes. Hjertet slog hårdere, mere intenst, men det, der først var umiddelbart chok, lagde sig hurtigt som en forvirret alvor i ansigtet. Han knejsede let med nakken, hovedet løftet fra hendes fingre. "Fortælle mig hvad, Pompeia?" De gyldne øjne borede sig ind i hendes honningbløde, mens Ares stadig holdt om hendes håndled. 

Glansfulde øjne så dybt ind i sjælen på ham, alle de genfærd der var i vente. 
Spørgsmålet var ikke, om hun skulle blotte sandhederne for ham, eller skærme ham for disse. Men om det var det rigtige at gøre i det øjeblik, de stod over for. Hun havde ventet i sin tid, og afholdt sig selv fra at begå fejltagelser, hvorfor hun nu stod hvor hun stod. Levede det liv, hun levede. 

Blikket sænkede sig og vipperne lagde sig som en hinde imellem deres kontakt: "At jeg ventede.." på dig. Det lå usagt, men scenografien skreg det højlydt. 

Hun havde ikke savnet ham. Det var hvad hun bildte sig selv ind. Der var intet liv at hente der, intet hun kunne bidrage med. Men nætter fik tankerne på gled. Tankerne lagde sig som stjernerne på himlen og blev vejvisere. Men som sæsonerne gik, gled stjernerne i nye positioner, og de gamle veje fandt atter vej.

Som forbindelsen var brudt mellem dem, omend det blot var i lange sekunder, fik hun løftet blikket igen. Pompeia malede en ny facade op og informerede ham om nyheden. En nyhed, hun tvivlede, at han ville finde glæde i.  'Jeg bærer han barn.' 

Ares trak ikke vejret. Hvordan kunne han det? Hjertet måtte også være holdt op med at slå, eller også hamrede det blot så langsomt, at han et øjeblik troede, det var sådan, det føltes. Blikket blev i hendes, selv da hun sænkede sit for at fjerne sig fra hans.

At jeg ventede.

Verden forsvandt i ikke mindre end et millisekund. Synet slørede til, og læberne skiltes utilsløret målløse over det, hun fortalte ham. Hun havde knust hans brynje, og nu kunne hun lige så godt have trådt på hans ribben, til de knækkede.

"Hvad." Ordet lå næsten ikke engang under åndedrættet. Han fik endelig trukket luft ind, og brynene trak sig sammen i et flygtigt ryk. "Du ventede?" Et luftigt fnys slap ham, så hult at det nærmere lød som et gisp. Vantroen bredte sig over ansigtet, mens han bare stirrede forstenet på hende. Siden hvornår? Pompeia havde aldrig vist ham, at hun... Hun havde aldrig—

Jeg bærer hans barn.

Blikket sank tomt ned ad hende. Fingrene løsnede sig endelig fra hendes håndled. Ansigtet trak sig sammen i smertefuld undren, mens vrede, skuffelse, sorg og skam væltede ind over hinanden så hurtigt, at Ares ikke selv kunne skelne dem fra hinanden. Han skubbede sig op at stå og holdt hånden ud mellem dem, som om hun ikke måtte komme nærmere nu. Hovedet rystede én gang. Så igen.

"Du er..." Han stirrede på hende med munden på gled, tænderne blottet bag læberne og noget dybt såret i øjnene. "Du er ondskabsfuld." Ares trådte et skridt væk. Blikket skøjtede ned over hende igen, næsten mod hans vilje. Endnu et barn. Hans barn. Han sank hårdt, men det gjorde intet ved trykket, der byggede sig op i brystet. "Og det ville du bare lige fortælle mig nu?"

Vreden var der nu. Ikke ren vrede, men den slags der voksede oven på noget langt værre. Armene hang slapt omkring ham, og trods ordenes bid lignede han mest af alt en såret hund, der ikke vidste, om den skulle bide eller flygte.

"'Wuhu, Ares. Jeg ventede på dig,'" vrængede han i en lysere parodi på hendes stemme, mens hænderne slog ud i rastløse bevægelser. "'Men hej-hej, nu skal jeg hjem til min mand.'" Et bittert grin slap ham uden antydningen af humor. "Er det sådan, det er?"

Sandkornene begyndte at falde igen. Virkeligheden ramte sjældent blødt og nænsomt. Den havde for evne at hamre igennem med nådesløse slag. Gemalinden, nej. Pompeia havde trukket et silkeblødt slør hen over hovedet på ham. Blot for at trække det fra ham og håbe på, at virkelighedens realitet stod klart for ham. At smerte kom i flere lag. Forskellige dybder og kunne ramme forskelligt. Fysisk. Psykisk. Midlertidigt. Langvarigt. Og alle fire på en og samme tid.

Hun trådte et skridt tilbage, tog alt med sig. Luften, de havde delt, hånden, der havde været lænket i hans (løse) greb. Du er ondskabsfuld. Det ekkoede i hende.

Set udefra. Så var Ares ikke meget anderledes end nogen af de andre mænd. Modbydelighed lå til sydens mænd. Deres tunger var skarpe og giftige. Enkelte undtagelser kunne der findes, og hun var overbevist om, at Jontar var en af disse. Men hun vidste bedre, han havde sine fejl. Han var en Kazimi.

Det silkefine stof, der sad tæt til kroppen, blottede hudens naturlige brune glød. Simple indbindinger var alt, der holdt tingene på plads. "Nej," lød det tungt fra hende. Hun tog hånden, den, som havde været mærket af hans greb, op midt for brystet. Fingrene greb let fat i stoffet.

"Intet er retfærdigt, og jeg bebrejder dig ikke for hverken din vrede .. -- dine følelser.., men jeg vælger at betro dig nyheden, da du fortjener at vide besked." Trods, han intet krav havde på privatheden. Et udrensende suk forlod hende. "Mit mål er ikke at brænde din sjæl, men jeg vil komme til at træde ved siden af" - som nu. Hun gjorde alt det, hun ikke burde gøre. Være alene med ham. Tale med ham. Beundre ham.

Der var endnu så meget at rode bod på. Kunne hun stole på ham? Stole nok på sig selv.

Pompeia vendte hovedet væk fra ham og løsnede håndens greb i stoffet. Hånden gled ned af overkroppen af hende, udglattede kjolens folder, blottede mere end nødvendigt for ham af sin silhuet. Blot for at hun vendte sig væk fra ham og se sig selv over skulderen for at betragte ham. "Hold fri de næste par dage ... Jeg skal nok sørge for ikke at komme i vejen for dit arbejde."

Hvis han tillod det, ville hun trække sig, skønt hun foretrak, at han var den, som trak sig og efterlod hende alene tilbage. Spørgsmålet var blot, hvad det ville ende med.

Nej, sagde hun. Nej hvad? Ares' skuldre hang, og han vendte blikket bort fra hende. Det var for svært at se på hende nu, hvor vreden strammede sig som et tag om halsen. Hun begyndte at tale, som Pompeia nu var bedst til, om retfærdighed og bebrejdelser. Kæben spændte, og han fæstnede det gyldne blik hårdt på et af burene, indtil synet begyndte at sløre. Så hun bebrejdede ham ikke hans følelser. Super.

Hendes ord druknede i den storm, der rasede gennem hans pulsårer og gjorde ham døv for al sund fornuft. Han burde bare nikke, som den ven han nu engang var for hende, ønske hende tillykke og al mulig lykke med sin mand og sit liv. Det liv, Ares ikke var en del af, men som Pompeia på modbydelig vis havde inddraget ham i. Han skulle aldrig have betrådt Kazimiernes grund. Aldrig have ladet hende komme så tæt på, som hun havde været for blot et øjeblik siden. Og nu stod hun dér og talte til ham, som om hun også skulle bestemme, hvordan han skulle håndtere det.

Alt i Ares var bygget op af den ene bitre fortrydelse efter den anden.

Mit mål er ikke at brænde din sjæl, men jeg vil komme til at træde ved siden af.

Brynet løftede sig i skarp vantro, mens blikket fortsat var stift rettet mod burene. Træde ved siden af? Et kort pust forlod hans næse, og han lukkede øjnene et øjeblik, før han åbnede dem igen. Er det dét, hun kalder at træde ved siden af? Han kunne næsten have leet, hvis ikke det hele gjorde så forbandet ondt. Først da han fornemmede, at hun vendte sig væk, drejede han diskret hovedet i hendes retning.

Ares gned hånden over panden og rystede på hovedet. "Det er jo meget fint, at De kan beslutte Dem for at holde afstand, men nogen af os er faktisk nødt til at arbejde." Det sidste kom hårdere ud, end han havde tænkt sig, men han gjorde intet for at mildne det. "Så bare rolig. Jeg skal nok sørge for ikke at komme i vejen." Han slog opgivende ud med hånden og vendte blikket væk igen.