Slavehandlen var en driftkraft som efterhånden var selvkørende i den forstand, at Jontar af Kazimi ikke behøvede administrere den i det strammegreb som han i sin tid havde gjort. Men nu kom de begge og tilså til handlen i tide og utide, foretog deres magt og position for at sikre alt forløbe som det skulle gøre. Måske det var årsagen til, at den kørte så selvkørende, de overvåget den u- og bevidst.

Men gemalinden havde helt andet foretagen dernede denne dag. I beklædning der blotte hendes ynde og figur, simple tråde og hun ville være til offentlig skue for alle. Tilværelsen i fyrstelivet havde sat sine spor, og hun forstod at provokere til det yderste. Skønt Pompeia gjort sit for ikke at vise eller afsløre sine evner for folk og fær, så havde hun alligevel fået gjort sig bemærkeligeværdig for sin kunnen i et hvis omfang. Så hun frygtede ikke for uønsket tilnærmelser. 

Handlen var midlertidig lukket for dagen, de vigtigste handler var gennemført og de ansatte som var der, havde været der. "Er bæsterne blevet rykket rundt som ønsket? Og de kommende tjeneste folk?" (hun havde ingen intention om at nogen skulle sælges som seksuelle-objekter, klasse har man vel?) spurgte hun som hun bevæget sig dybere ind i handlen. 

Rokaden af inventaret havde været hendes ønske, de havde behov for organisering af plads og mangle. Hvilket efterlod én med ekstra meget arbejde, og det var nøje bestemt af hende.