Morgenlyset nåede ikke gennem de tykke grå skyer, skønt Isaris sejr rungede over slagmarken. Ærkedæmonen Varthen var blevet besejret – men ikke uden ofre. Tabene var store. Døde kroppe lå spredt i mudderet. Kun de hvide og gyldne farver på Lysets krigeres uniformer afslørede, hvem der var ven, og hvem der var fjende.

Makellos havde ikke lyst til at dø.

Alligevel var han faldet sammen med de andre. Knæene begravet i mudderets kolde favn, så han ikke længere mærkede dem. Et sværd havde gennemboret hans bryst. Rent. Præcist. Men hjertet slog endnu.
Han havde miskalkuleret, og det ville koste ham livet.
"Min konge…" rallede han, før et ryk sendte blod op gennem hans strube. Det farvede den hvide uniform rosenrød - som et dødeligt kys, trukket hen over hans bryst.

Kong Aldemar var ikke at se. Makellos' blik flakkede gennem slagmarkens tåger i en vild, desperat søgen efter sin sol… sin konge. Den mand, han havde tjent med al den kærlighed og hengivenhed, én mand kunne bære for en anden. Han måtte holde ud lidt endnu.

De faldne lå omkring ham. Tavse. Forladte. Og han græd. Ikke kun for de faldne omkring ham – men for sig selv, der snart ville slutte sig til dem. Mørket var besejret. Hans konge levede. Det burde have været nok. Men Makellos ville ikke dø.
Sløvt lagde han hånden mod sværdets skaft, og der blev den. Som en tilbeder på knæ, holdt kun oprejst af det, der havde fældet ham.

Det var måske en tåbelig mand som bevægede sig ud i noget de ikke kunne tåle. Men det havde aldrig holdt ham fra de tidlige, overskyede morgentimer. Især ikke efter en nat som denne. 
Mørket havde været tungt og månen rød af blod. Det var stadigvæk i luften, som en usynlig morgendis af død. Utroligt tillokkende for dem som Theron. 
Men ikke kun på grund af krigens efterdønninger. 

Jorden var våd og smattet under hans fødder. Med forsigtige skridt gled han udenom om de døde kroppe. Tøvede af og til, så han ikke væltede et sværd eller snublede over et skjold. Nogle gange stoppede han - undersøgende øjne under den dybe hætte, når han betragtede soldaternes fastfrosne, ofte smertefulde grimasser. Sjovt hvordan at alle så ens ud når døden kom. 

Min konge.. 

Stemmen var næsten uhørlig på den hærgede krigsmark, som forekom morbid tavs i kontrast til alt udenfor dødszonen. Ude i skovbrynet var fugle begyndt at vågne op, rundt omkring dem ville jorden snart æde resterne af kroppe i takt med at tiden gik sin gang, men noget, eller rettere nogen var stadigvæk til stede. Som en sidste krampetrækning, og Therons blik drejede i et forundret blik rundt. Hvem? 
En sammenfaldet skikkelse, knælende i jorden. Et sværd havde boret sig igennem ham, og hvorfor han var efterladt tilbage, kunne Theron ikke greje. Havde de troet han var død? Velsagtens ikke helt forkert, det var svage hjerteslag han hørte, i takt med at han nærmede sig. 

Duften af friskt blod ledte ham. Det var ikke til at sige hvor længe han havde tilbage, men et eller andet i ham, holdt vidst stædigt fast i resterne af liv. Som at holde sand imellem fingrene; han trådte ind i synsfeltet af den anden, og gled ned på knæ. En trøstende hånd lagde sig om hans skulder, gav den et klem. "Du tjente ham sikkert godt.." summede han, og studerede den faldne kriger, med en blanding af undren, men også ro. Men det var åbenbart her timeglasset løb ud.  

Hjerteslag efter pinefulde hjerteslag ventede Makellos. Måske forgæves, måske i sin naive, blinde tiltro til Kong Aldemar. Og dog; hvorfor skulle han ikke lede efter ham?

Men hvorfor skulle han?

Mørke tanker krøb lettere frem og pillede ved tvivlen, mens han sad omringet af de døde. Glemt i mængden, forladt til efterlivets favn. Han bebrejdede ikke kongen for at tro… at han allerede var død. Alligevel ønskede Makellos at betyde nok til, at han blev ledt efter.

Hovedet kunne ikke holde sig oprejst længere. Krøllerne hang tunge om ansigtet og slørede verden. Han kæmpede for at holde øjnene åbne, men hvilen lokkede. Bønfaldt ham om at give slip og bare—
En hvislen, ikke langt fra ham, vækkede hans sanser. Pustede til håbets gløder. Hjertet slog - svagt, men hurtigere.
Makellos forsøgte at hæve blikket en anelse. Det var ikke Aldemar. Manden, der trådte frem, rørte ham og satte sig, var en fremmed. 

Du tjente ham sikkert godt. 

Ordene lagde sig som et blidt tæppe om ham, dér hvor følelsesløsheden allerede summede.
"Er De en af Isaris engle, kommet for at føre mig til hende?" Stemmen var lav og hæs, hvert åndedrag trukket stædigt, men smertefuldt ind.

"Forgæves…" Vejrtrækningen knitrede. "Det… er ikke min tid endnu."

Det var en kold hånd, men ment som noget betryggende. Ment som noget mening, selvom han egentlig ikke havde meget at give af. Therons blik studerede det ligblege, beskidte ansigt, hvor og til hans store overraskelse, formåede soldaten at finde sine ord. 
En engel? Skyggen af et smil hjemsøgte det marmorhvide ansigt. Næppe. Men overraskende nok, var det ikke frelse eller hvide vinger han ville se lige nu. Forgæves, bitre ord der blev spyttet, og et af hans øjenbryn gled op. 
Det er ikke min tid endnu... 

"Jaså?" og det gyldne øjne lyste lidt forundret op. 
Hovedet gled lidt på skrå, og Therons blik landede på sværdet i hans bryst. Som det åbenlyse modsvar til de modige ord, og et stik af latter, gav hans næste ord en mere underholdt kant. "Og hvorfor ikke det?" Det var altid spændende at høre, hvilket uforløste løfter som holdt dødelige til livet. Han følte efterhånden han havde hørt dem alle. Men måske en døende soldat, efterladt på slagmarken, havde en ny vinkel til evigheden. 
Vinden vendte. Løftede de våde slangekrøller, og forstærkede den friske duft af blod og liv, som langsomt ebbede ud af ham. Vækkede en hunger i den døde krop, som han ellers havde fortrængt i lugten af død op til nu. Det var næsten en skam at jorden fik lov til at få det hele
Fingrene strammede omkring det kolde metal, inden han slap. Fordi en bloddråbe fangede hans blik, idet den faldt fra et ubetydeligt snitsår henover kinden, og uden at tænke for meget over det, samlede han det op med tommelfingeren. Overvejende, om hvorvidt han burde smage. 

Det var en døende mands håbløse ønske om mere tid. At trodse Isaris engle var tåbeligt, og alligevel gjorde han forsøget. Hvis hans snilde – den, Kong Aldemar engang havde rost – kunne få denne engel til at vende bort, afskrive ham… så måtte han prøve.

Eller i det mindste give ham lidt længere tid.

Englen, som Makellos havde døbt manden foran sig, talte igen. Stemmen var Dyb. Fløjlsblød. Den holdt ham fast i bevidstheden, der hele tiden gled ham af hænde, som sand mellem fingre. Makellos forsøgte at fokusere på manden foran sig. Det fine ansigt. Det bølgede hår, der drev ind og ud af hans syn som noget uvirkeligt.

Spørgsmålet hang mellem dem i en tavshed der trak ud. Han søgte efter et svar. Men kulden kom først. Den krøb ind i ham, langsomt, tålmodigt, som noget der vidste, at det ikke kunne standses.
Ordene ville ikke samle sig. Sværdet i hans bryst føltes ikke længere som en fjende, men blot en del af ham; en tavs påmindelse om det uundgåelige.

Berøringen ved hans kind trak ham brat tilbage. Makellos forsøgte at løfte hånden. Bede. Tigge. Men armene adlød ikke - de hang blot slapt ved hans sider.
"Jeg… må se ham…" Ordet faldt fra hans læber, hæst og brudt, druknet i blod. "...bare én gang…"

Kulden kom til hver mand, om de så var bønder eller adelige - den gjorde ingen forskel. Dømte ikke på status, men derimod på valg i livet. Eller fravalg, hvis man endte med at vælge ulivet til, som i Therons egen situation. 
Og alligevel føltes den røde væske stadigvæk varm. Som en trods i det landskab soldaten var faldet; som en stædig påmindelse om at det ikke var ovre, før det var ovre. 
Læberne lagde sig blødt ind imod resterne af blod på hans tommelfinger, og vampyren sukkede. Sagligt, både til ord og smag. 

Jeg må se ham. Våde og rallende ord, sagt med en fantastisk kant af desperation. Bare én gang. 

Kærlighed, hvis det var hvad han fornemmede her... det kunne trodse meget. Og hvis det var dét som havde holdt ham til livet... ville han bestemt ikke være den første til at dø ulykkelig. Ukendt. 
I uvished. Glemt, og indenfor nogle få år ville resterne af slaget kun blive nævnt i patriotiske sange, fra landets kroer. Dem der kæmpede kampen, var til at erstatte, ikke? 
Bare en enkelt gang, og så ville han endelig finde de ord frem, som han indtil nu havde holdt igen. 

Læberne skiltes i et lyttende smil, og han slikkede resterne af blod væk. Smagen dunkede på den døde tungespids, med hjerteblod som ikke tilhørte ham. "Du havde ikke nok tid..." konstaterede han. Betragtede det metaforiske timeglas løbe ud, i takt med at hans ord blev besværrede. 
Stakkels væsen. 
Hvor meget ville han mon give op, for at få den tid igen? 
Motiveret af tanken, gled de kolde hænder undersøgende om det snavsede ansigt, og han skubbede det tunge hoved op. Studerede blodet krøb sig ud af mund og næse, og følte den svage puls under fingerspidserne, som æggede hans blodslyst frem. Trak røde streger ind i de gyldne regnbuehinders intense blik. "Men måske jeg.. kan hjælpe. Fordi hvis det er tid du mangler.." og vampyrens øjne smalledes en anelse. Så var tid det han havde alleremest af; nok til at give ud i rigelige mængder, til dem der ønskede det nok. 

Kærlighed. Makellos hørte lyden af den. Han så den. Var det fantasifostre af en feberhed hjerne, en hjerne angst for at dø? Tusinder af livfulde minder trængtes i hans sind. Minder om en ussel barndom, fattig og uønsket. Kongens gunst, der som en sol varmede hans elendighed - inspirerede en fremtid der endelig gav mening. Kærlighed skabt af længsel, tilbedelse og uopnåelighed. Men Aldemar havde rakt sin majestætiske hånd til Makellos - og med et dybfølt håb, agtede han en dag at stå overfor ham som ligeværdig. Som en elsker eller en ven. 

Dette var hans uudtalte bøn, mens han sad i sin døs. En lindrende kølighed lagde sig over alle Makellos' lemmer. De mørke krøller  bølgede sig blidt af en svagt viftende brise. Han havde svært ved at trække vejret. Det var, som om han uendelig let ville kunne holde op med overhovedet at trække det. 

Gennem en tåge så Makellos englens skikkelse, der nu kom nærmere. Han følte hans hænder lægge sig om hans hoved og løftede det op til ham. Så glimtet i hans øjne, gnistrende som guld, vinterflammer, utydelige, skønt de brændte nysgerrigt. Makellos glippede med øjnene til ordene, famlede efter deres betydning. Englens stemme var klangfuld, og beroligende. Måske kan jeg hjælpe... og de hårde, silkebløde fingerspidser bevægede sig hen over Makellos' ansigt. 

"Det vil jeg. Jeg ønsker det." Hans hvisken var spag og ynkelig. Endnu vidste han ikke hvilken hjælp han ville give ham. Men han manglede tid, og havde hans bøn nået denne engel, hvorfor ikke tage imod? Makellos ville ikke tøve nu. 

Han havde holdt ud længe, det måtte man give ham. 
Holdt sig til livet. Hvordan.. måske havde et mirakel gjort at det ikke var selve hjertet som var spiddet, men noget rundt om. Måske ikke - det kunne være adrenalin. Eller måske en forskruet gud, holdt hånden over ham. Skånede ham, men med hvilken pris i mente? Alle de spørgsmål.. og Theron kunne ikke svare på ét eneste af dem. 
Men han kunne give et form for liv. 

Det var vel et form for svar, hvis det var alt hvad man søgte. 

Gad vide hvad han bliver til.. hvis han ender med at overleve det her. Tanken listede sig ind, bekræftet af soldatens ord, og vampyren nikkede. Hænderne, ude i det tågede, disede morgenlys, brændte ubehageligt, og han strammede kortvarigt grebet. Det spredte sig op langs armen, da Theron slap med den ene hånd. Lirkede ærmet op, så den bare hud næsten lyste op imod det mørke tøj, og trak håndleddet op til læberne, for at trække blod. 
Smerten var kortvarig, smagen forfærdelig. Men det var heller ikke tiltænkt ham selv. 
Med et et kontrollerende greb, holdt han ham oppe i det korte, blodige kys som fulgte efter. Et, hvor alt omkring ham nok var ganske.. koldt. Fra de blege læber, til det mørke blod han efterlod hos Makallos, da han efter nogle sekunder trak sig. Og med et nysgerrigt, og måske endda også håbefuldt blik, hurtigt lagde de blødende sår op til de døende læber. Var han allerede for langt væk, eller ville han nå at synke? 
Sank han, var det nok et andet form for dyb han ville i. Et hvor man sank langt ned i natten - men alligevel - man var her. Man var ikke væk, hverken glemt eller efterladt til intetheden. Man var her. 
I hvert fald lidt endnu. 

Jeg dør, nåede en tanke ham. Makellos kunne mærke sig selv forsvinde mere og mere. Snart ville han slutte sig til sine faldne brødre. Der var nok slet ingen engel, bare en døende mands hallucinationer. Pure opspind i hans sidste øjeblik. Hovedet lollede svageligt til side, og hvilede tungt mod hånden der forsat støttede ham. 

Et greb. Stærke hænder holdt fast i ham, og gennem halvlukkede øjne, enormt tunge vipper, så han i et splitsekund, englen føre sine læber frem. En følelse, af uhyggelig, skræmmende uafvendelighed kom over ham. Men da det kolde kys mødte ham, lukkede han øjnene og hengav sig til den sært lammende nydelse, det gav. Den tykke, bløde fornemmelse bredte sig i hans mund, lun mod smagen af jern, der allerede fyldte hans svælg. Han gurglede svagt mod den andens læber, ude af stand til rigtigt at synke, men forsøgte alligevel. Instinkt, mere end vilje.

En stribe af blodet gled frit fra mundvigen. Han forstod ikke ret meget af hvad der foregik - verden trak sig længere bort da englen brød kysset. Han ænsede knapt at sprede læberne for englens blødende sår. Hovedet gled bagud da håndleddet pressede mod ham. Blod boblede ud af åren, flød tykt nedover Makellos' hage, og dryppede. Med de sidste kræfter han havde, lukkede han munden om det - slikkede efter blodet og overvældedes af et frydefuldt gys. 

"—!" et udbrud undslap ham, idet blodet satte ham i brand. Munden fyldtes af fremmed blod og Makellos forsøgte at suge til sig. Lukkede sine læber over silkeagtig hvid hud, for at ikke en dråbe skulle gå tabt. Krampagtigt greb han om armen på englen og svælgede dybt. 

Nogle kæmpede instinktivt imod. Selvom det måske var løsningen på deres problemer, kunne det joh ikke være det rigtige. Ikke blod. Det var ikke det rette, og deres krop samt sjæl sagde fra. Enten her, eller senere. Men... der var mange måder at kæmpe imod på. 
At kaste sig ud i det ukendte, uden at vide hvordan eller hvorfor? Se det var en anden type benægtelse. Det var svært for Theron lige nu, at vurdere hvor glad han ville være for evigheden. Men den lå indenfor rækkevidde. 

Et fnys af smerte forlod Theron, men soldaten sank heldigvis. 
Selv efter alle de årtier, jah egentlig århundreder, så vidste han stadigvæk ikke hvad der helt præcist gav dødelige den her fornyede form for energi. Men det hårde, overraskede greb var nok til at han slap hans kæbe. Han behøvede et vidst ikke støtten længere. I stedet gled blikket ned på sværdet i hans bryst. De ville ikke komme langt med dét siddende, og greb fat i skaftet, for at trække det ud i et langsomt, præcist ryk.
Blikket studerede hans desperation. "Det er snart overstået" jah sagt med en snert af tålmodighed, førhen Theron krængede armen sidelæns, så nakken blev blottet når hovedet fulgte med. Snart, og så burde han nok få dem begge væk fra morgenlyset, som med alt for trælse skridt kom nærmere. 

Selvom han ikke prøvede at lade sig mærke af det, var det dog en frydefuld forventning som skyllede igennem kroppen, da han satte tænderne i den sarte hals. En som fik Theron til at kaste sværdet ivrigt fra sig, da det endelig var ude af den anden, og i stedet gribe fat i baghovedet, så han kunne holde ham fast hvis han kæmpede for meget imod. 
Han behøvede joh heller ikke for meget af hans eget blod. Med et irettesættende brum forsøgte at få han at få den anden til at slippe hans håndled, og trak det tilbage da han mente at soldaten havde fået nok. 
Der var vel ingen grund til at være alt for grådig. 

Det er snart overstået.

Makellos var ikke sikker på, om han hørte ham korrekt – eller om han overhovedet registrerede ordene. Men stemmen var som balsam for hans uro. For smerten, der kom som en forsinket reaktion, da sværdet blev trukket ud af ham. Et råt, smerteligt støn forlod ham – grødet mod håndleddet, han selv i sine pinsler ikke ville slippe.
Blod fossede ud af Makellos. I en ironisk kontrast havde sværdets gennemboring været det sidste, der holdt ham oprejst, og da det nu var borte, mærkede han sin tilstand forværres markant – trods væsken han drak i sin krampagtige desperation.

Smerten voksede. Blev skarpere. Mere brutal. Englens tænder borede sig ind i ham, dybt, med grusom præcision som to daggerter, og han hørte sit eget hjerte dunke i ørerne. "n—Arh." Selv tarmene trak sig pinefuldt sammen, og kramper af smerte for gennem maven. Instinktet skreg på flugt, men englens solide greb holdt ham fast, tvang halsen blottet og trak ubarmhjertigt den varme eliksir til sig.

Makellos gispede hæst.

Og alligevel…

En vild, sanselig fryd bruste gennem hans årer. Et brus, der søgte mod sårene i hans hals. Han kunne mærke sit blod strømme englen i møde, mod hans tørst og Makellos' uafvendelige død. Selv hænderne lammedes af sitrende impulser, som var han et glødende system, mens englen med en dæmpet, tydelig og velovervejet lyd drak hans livsblod.
Lyden af englens hjerte, langsomt, roligt, en dyb, pulserende rytme, fyldte hans ører. Smerten i indvoldene forædledes til en blød, ren henrykkelse. Hans krop mistede al vægt, al orientering i dette amfiteater af død. 

Englens hjertes pulsslag lød som om det var inde i ham selv. Hans hænder fandt englens hår - de lange, silkebløde lokker - men greb ikke fat i dem. Makellos svævede, kun båret oppe af det støtte hjerteslag og den kildrende strøm i hans hastigt rindende blod. "Jeg dør..." hviskede han. Denne ekstase kunne ikke vare ved. "Jeg—"

Pludselig slukkedes verden.

Indtil nu, havde den støvede, muldne lugt af død været det eneste man kunne fornemme. Alt det andet - de mange døde, de skinnende rustninger, Theron havde nok egentlig ledt efter meget andet end resterne af liv. Men nu hvor han havde det i hænderne, så var det svært at give slip på. 
Blodrusen føltes fantastisk, og selvom der efterhånden ikke kunne være meget tilbage i soldaten, var det nok til at stille den største tørst. Smagen, frisk og ren på hans tunge, og så den styrke som fulgte med. Fornemmelsen af hans krop der faldt sammen, så han med en grådig brummen kunne trække ham tættere ind. Holde dem oppe.

Jeg dør. En spag stemme. Og Therons øjne åbnedes lidt på klem. Betragtede den tavse tåge omkring dem, med afslørende røde øjne - det var sjældent de så morgenens timer, og konstaterede.. at det nok egentlig var en ganske smuk dag at dø på. 

Makellos blev derefter slap i hans hænder. Blodet der før var drevet ud af ham i lind strøm, var stilnet hen og Theron tvang sig selv til at holde lidt igen. Det næsten brændte i svælget, som en insisterende, uslukkelig trang. Både efter at kaste ham væk og finde den næste - se hvad der kunne drænes og ransages af goder fra krigzonen. Måske der var flere, som ikke var helt døde endnu!
Men det var begyndt at blive svært for Theron at se, i det tiltagende dagslys. Og en ligeså brændende fornemmelse - men af den ubehagelige slags - kyssede vampyrens bare hud og hænder. Mindede ham om at han skulle væk. At de skulle væk. 
Tænderne slap. Tungen slikkede det sidste af blodet væk fra de perfekte, runde prikker, og han ændrede forsigtigt på sit greb. Fik ham båret op fra jorden, og kastede et sidste blik på den hærgede krigsmark. Han måtte komme tilbage senere på året. Nogle planter voksede bedst i blod - så mon ikke der var noget at bruge dem til, i fremtiden. 
Fødderne vendte sig imod de mindre bjerge i baggrunden, hvor han vidste at de ville kunne finde en hule at vente i.

--- --- --- --- --- ---

Vampyrer behøvede hverken varme eller lys. Alligevel havde Theron tændt et bål, som han af og til sad og fodrede, med noget indsamlet brænde fra skovkanten. De var højt oppe. Langt nok oppe til ikke at få gæster, med Kzar Mora bjergene i ryggen, så solen ikke lige pludselig ville skinne ind, når den sank nedover horisonten. 
Men udsigten indover landet, hvor Dianthos tronede i det meget fjerne. Den blev farvet orangerød. Med blodige fingrer af længeventet skumring, og Theron nød øjeblikket, imens han ventede på natten. 

Stjernerne voksede sig store og uendelige i deres kolde majestætiske lys, og langsomt svandt natten bort, indtil kun ét stort, altomsluttende skær blev tilbage. Da lyset voksede og kom nærmere, som var det et ocean i sig selv, mærkede Makellos en lindrende kølighed brede sig gennem sine lemmer. Men det havde varet sin tid ud, dette majestætiske og overvældende lys. 
Det blegnede, og i stedet flakkede bållyset foran hans halvt lukkede øjne - et mat, sitrende mørke, der trak ham tilbage i kroppen.

Han lå på jorden. Kroppen sang af blodet. Ved sin side, ikke langt fra ham, sad skikkelsen. 
Makellos slog langsomt øjnene op og så, at det var englen. Håret faldt blødt om skuldrene og syntes at give ham en glorie af gylden skønhed.
Ør i hovedet, og med en tørst der brændte hjerteskærende dybt i ham, kæmpede han sig op at sidde. "Hvor…" Stemmen knækkede, og han førte hånden til halsen, rømmede tørheden bort, mens det dunkede voldsomt i hans tindinger.

"Så… tørstig…" hviskede han hæst og blikket flakkede diffust uden at finde hvile. Intet kunne sammenlignes med denne inderlige tørke der slog rod i ham. Svageligt skævede han ud over horisonten, men måtte straks vige blikket. Himlen syntes at bløde, og synet skar gennem hans nerver som en overvældende sensorisk eufori.
Hans mørke øjne lyste nu gyldent, skarpere end nogensinde, og verden stod pludselig klart omkring ham, som havde han været blind hele sit liv og først nu så. 

Detaljer i så intensiveret illumination. 

"Er jeg død?" han vendte blikket tilbage mod englen. Hånden greb mod brystet, famlede desperat efter metal - men der var intet. "Er jeg virkelig død?" 

Igennem århundrederne, var det en af de få ting, man altid kunne forvente at se. Solen som gik op, og solen som gik ned. Eller, nok nærmere små hints af den, fordi langt størstedelen af deres slags, ville ende med kun at se natten. Men det var en betryggende konstant - ellers endte det hele med at flyde sammen. 
Hvor... og det var lyden af en ny konstant, opvågnet fra de døde. 

Therons blik gled henover soldaten, der med spage bevægelser fik gang i den forvandlede krop. Betragtede ham genfinde synskraften, taleevnerne og pludselig også minderne om hvad der var sket, inden mørket slugte ham. Ravgyldne, gyldne øjne kiggede tilbage på ham, unaturligt skarpe. Og sultne. 
Et skævt smil voksede frem, og han rystede på hovedet. "Ikke fuldstændig.." Selvom mange også ville mene at hans tilstand måske var værre end døden. 
De vidste ikke hvad de talte om. Therons blik studerede ham lede efter det dødelige nådesstød, men vidste, at alt nok var healet op til perfektion. Han var bedre, nej mere, end død. Men det var altid lidt af en delikat proces, at videreformidle omstændighederne det bragte med sig. 
"Jeg er glad for at du overlevede forvandlingen" og den ellers rolige stemme fik en lidt mere underholdt dybde idet han tilføjede. "Og. Vi skal nok gøre noget ved din tørst. Men senere - det er stadigvæk for tidligt.." 
Hvornår det ville gå op for soldaten hvad der var sket, var ikke helt til at sige. Noget skulle have det skåret i pap, imens andre benægtede indtil de fandt sig selv med tænderne i en fremmed hals. Gad vide hvilken type soldaten var. 

"Forvandlingen…?"

Makellos' stemme var knap mere end en mumlen, tynd og usikker, som om ordene ikke helt tilhørte ham endnu. En tung desorientering lagde sig over hans sind, og han lod hovedet falde frem, mens tindingerne fortsat hamrede med en insisterende, næsten fremmed kraft. Aftenhimlen føltes skarpere end nogensinde før.
Ikke blot lysere—men skærende, som om hvert eneste glødende strøg af farve ville trænge sig ind bag hans øjne. 

Gennem sine vipper stirrede han ned på klippehulens ujævne sten. Blikket svømmede et øjeblik, gled ud af fokus, og samlede sig så igen, brat og næsten smertefuldt klart. Som havde noget i ham ændret sig. Som havde verden fået en ny kant. Han trak vejret tungt og forsøgte at samle resterne af sig selv, at samle minderne, der endnu lå spredt og urolige i hans sind.
Slaget mod mørket. Kong Aldemars sejr. Hans eget fald.
Hånden fandt tilbage til hans bryst, og et stik af fantomsmerte løb gennem ham—en erindring så levende, at den næsten overbeviste kroppen om, at såret stadig var der. Fingrene gled over stoffet, over uniformens hvide, nu plettede farver, flænset dér hvor klingen havde gennemboret ham.

Han skulle dø.

Tanken lå klar. Uomgængelig. Og så— englen. 
Smerten. Og... noget der havde båret både smerte og nydelse i sig, så tæt forbundne, at han ikke længere kunne skelne dem fra hinanden.

Makellos løftede langsomt blikket, og hånden fandt hans hals, idet erindringen ramte ham med ny kraft—tænderne, der havde brudt huden, blodet der efterfølgende havde sunget af hede. 
"Du… er ikke nogen engel…" Ordene faldt ud af ham i korte, ujævne åndedrag, og erkendelsen slog ind som et hårdt stød gennem kroppen. Med en svag, vaklende bevægelse forsøgte han at skubbe sig bagud, væk fra skikkelsen foran ham, væk fra det han endnu ikke forstod.
Det gyldne blik flakkede, søgte, forsøgte at finde fast grund i det uvirkelige. Men kroppen svigtede ham, før han nåede længere.
En lav, pinefuld lyd brød frem fra hans bryst, og han krummede sig sammen, ramt af en bølge af svimmelhed, der trak verden skævt omkring ham.

Tørsten ramte ham på ny. Mægtigere. Brutalt. Som en tomhed, der åbnede sig dybt i ham og krævede at blive fyldt.
"Urghh—" Lyden var rå, næsten fremmed i hans egen mund. "Hvad… sker der med mig…?" Ordene blev presset frem i en anstrengelse, mens kroppen begyndte at ryste under ham, først svagt, så mere voldsomt, som om noget i ham var ved at vågne; eller rive sig løs.

Så tørstig…

Tanken gentog sig, igen og igen, mere følelse end ord nu.

Sulten. Tørstig.

Hvad der stod tilbage efter ilddåben, var en forbedret version af ham selv. Måske betalt i en dyr pris, men han var uomtvisteligt, stadigvæk sig selv. Det var i hvert fald tanker han selv havde tænkt. Nok været nødt til at tænke, for at det hele stadigvæk gav mening. Det her var evig tid. 
Og endda uden at sælge alt for meget af sin sjæl; det her var evighed i bytte for blod. 

Theron betragtede hånden lede efter sår der ikke længere var, imens soldaten ledte sine minder igennem. Afventende, da guldøjne mødte guld, og han så erkendelsen om hvad han i stedet var, flakke henover den lyse regnbuehinde. Nej, bestemt ikke engel. Frygt, blandet med desperation, og det fik Therons mundviger op i et skarpt smil, da han forsøgte at krænge sig bagud og væk. 
Det spredte læberne i et blødt grin. "Du er okay, bare rolig" og selvom det var affejende ord, var de ment beroligende. 
Der var nok en lille time til at solen var helt forsvundet. Men aftenmørket var ikke sen til at æde sig ind over himlen, som en langsom, men insisterende dyne blev trukket over landet. 

Therons blik gled kort ud imod den forsvindende himmel. Et blik, så han ikke længere nærstuderede hans sårbare, krampagtige bevægelser. Soldaten skulle nok finde sig tilpas, og fulgte i stedet op med; "Hvad er dit navn?" måske lidt træt af at kalde ham 'soldaten', når det nok ikke længere passede. Set udefra, var Theron nok også rimelig afstumpet hvad gjaldt den kære mands omstændigheder. Alt den smerte, sult og tørst han følte nu, var joh midlertidig. 
Og de skulle tidsnok finde nogle eller noget, som han kunne få lov at nedlægge. 

Lydene nåede ham først. De ringede klokkeklart gennem Makellos, som om selv den mindste hvisken blev båret frem i en overvældende symfoni. En fjern knitren, et svagt sus; alt trængte sig ind gennem hans øregange og voksede, til det fyldte ham helt.

Og så duftene.
Englen, nej… ikke en engel –bar en fremmed duft, dyb og levende, som rødder i fugtig jord og nysået græs. Klippevæggene omkring dem var kolde og mineralske, og selv luften syntes skarpere, som om den havde fået en smag. 
Alt var for meget. Og alligevel.... ikke nok.
Hans sanser var blevet åbnet, flået op, og verden stod omkring ham i en skærpet klarhed, der både skræmte og holdt ham fast i en næsten berusende vågenhed. Selv det hæslige bar en mærkelig skønhed, som om det hele var blevet løftet én tone højere, til noget… næsten fortryllende.

Makellos' blik flakkede op mod den anden, vidt og opspilet. 'Du er okay, bare rolig.' Ordene nåede ham, men gled ikke helt på plads. Han kunne ikke sige, at han var okay, men... 
Langsomt førte han tungen over spidsen af sine tænder, lod den glide hen over underlæben, som for at forsikre sig om sin egen mund. Den kølige luft satte sig på tungen; en krystalliseret smag, skarp og klar.
"Makellos…" Navnet lød fremmed i hans egen mund. Han sank, rystede svagt på hovedet, som om det kunne bringe ham tilbage til noget mere velkendt.
"Makellos Bram…" Denne gang faldt ordene tungere, som noget der måtte fastholdes, før det gled ham af hænde. Han trak vejret dybt gennem næsen, og blikket vandrede, uden at finde ro, over den marmorfine hud foran ham, alt for fejlfri, alt for… smuk.

Hænderne trak sig tættere om hans egen krop, for at holde sig selv samlet. "Jeg bør vel takke Dem…" Ordene hang mellem dem, usikre, næsten søgende, som om de ikke helt vidste, hvad de selv ville være. En konstatering, der ikke kunne skjule spørgsmålet bag sig; Hvem er De?
Han sank igen, denne gang mod hæsheden, mod tørsten, mod noget langt dybere. Burde han takke?
Kunne han fordømme det... når han selv havde længtes efter det? Valgt det?
Det var dette… eller døden. Og han vidste endnu ikke helt, hvad dette var, som var blevet givet ham.

Makellos. Makellos Bram, tidligere soldat af lyset. Det var i hvert fald ikke et sted han burde vende tilbage til, sådan som stemningen var efter slaget - men det skulle han tidsnok erfare selv. Theron nikkede lidt for sig selv, og vendte blikket tilbage imod den mørkhårede mand, da de opfølgende ord kom. 
Takke ham? Han gjorde ret i ikke at beslutte sig endnu, men måske... på sigt. Ord som hang i en lidt for lang stilhed imellem dem, inden at han lukkede øjnene. "Det kan jeg ikke beslutte for dig" og gnubbede sig øjnene, for at dulme den sarte hovedpine det gav ham, når han kiggede for længe ud i dagen. "Men du kan starte med at kalde mig Theron"
Der var dog en kant af tilfredshed i hans stemme, som ikke helt kunne skjules. Det var efterhånden nogle gode år siden han sidst havde omvendt nogle, og Theron kunne ikke helt forklarer, hvilken rus det nogle gange kunne give. Hvad ville han mon blive til? Hvis overhovedet noget. 

Theron drejede sig lidt væk fra aftenen, så den faldt ham i ryggen i stedet. Det måtte være overvældende, sådan som hans sanser reagerede til omverdenen, men på trods af den tydelige, jah egentlig fysiske ubehag.. så klarede han sig velsagtens fint. 
Og han første reaktion havde ikke været at prøve at bide hovedet af ham, så fanatisk troende, begyndte han at tvivle på. Det havde ellers været en anden form for interessant. 

Det gik op for ham, at han stirrede. Blikket hang fast og nægtede at slippe. Først da det begyndte at gøre ondt bag øjnene, blinkede han - én gang, så igen - og tvang sig selv til at se væk. Flammerne tog imod ham. De dansede for skarpt, for levende, og da han til sidst lukkede øjnene, blev de ved. Brændte sig ind bag øjenlågene i røde og gyldne efterbilleder.

Theron. Navnet lagde sig tungt i ham. Han nikkede svagt, næsten fraværende og kroppen reagerede før tanken. "Theron," gentog han lavt. Han lod det blive i munden et øjeblik. Afprøvede det. Som om det kunne afsløre, om det her var virkeligt; eller blot endnu en sidste drøm, før mørket lukkede sig.
Men manden sad der stadig. Urokkelig. Som hugget i sten; fremmed i alt det levende omkring ham.
Og så—Et andet billede; hans konge. Aldemar. Så klart, at det næsten gjorde ondt. Som stod han der igen - på slagmarken. Ledte han? Efter ham?

Makellos' åndedræt brød skævt og han hev sig op at stå, for hurtigt.
"Jeg— jeg må—" tilbage. Ordene faldt fra hinanden. Verden fulgte med. Stenen under hans hånd var det eneste, der holdt ham oppe; ru, ubøjelig mod hans håndflade, mens kroppen svigtede under ham. Et støn pressede sig ud, lavt og ufrivilligt. Han sank ned igen, men denne gang tættere på Theron, uden helt at have valgt det.