Tid: Efter Dronning Isanne Argorian begravelse i Dianthos, i 1. kvartal af 2024
Vejr: Uvejret raser bagved bjerget
Omgivelser: Der høres drageskrig i baggrunden
Sted: Foran statuerne af Aureys og Elysandir.

Vejret var ganske vel ikke med dem, men det var til gengæld en tydelig spejling af, hvad der kunne blive af landet, hvis ikke de bredte deres vinger ud og søgte imod nær og fjern, indtil den nye arving var sikker på plads på tronen i Krystalpaladset. Nok forholdte de sig neutrale i deres færden, men kunne de tillade sig at se til, imens at vægten vippede enten den ene eller anden vej? Måske det var på tide at de forsøgte at forebygge i stedet for blot at behandle symptomerne, når de opstod.

Calanis havde indkaldt drageryttere fra nær og fjern. Munkene var også indbudt til den mindre forsamling foran statuerne, som han havde placeret sig foran. Det var deres fortjeneste og deres vision, som de nu skulle føre ud i livet, ved at vise landet, at de stod ved deres ord. Om at holde vægten i balance.

Hans hænder var foldet foran, som han kiggede ned i jorden, afventende, imens at de forskellige ryttere og munke fandt sig tilrette foran ham. Hans hår og beklædning var dækket af regn, som havde han stået der længe. Det var ikke tilfældet, tværtimod, vejret var blot uden nåde, som en lyn slog ned bagved bjerget og lyste himlen op. "Ærede vogtere," kaldte han ud over forsamlingen, som han nikkede imod munkene, der også var mødt ind, før at blikket atter blev vendt imod dragerytterne.

"Som bekendt er Dronning Isanne afgået ved døden, faldet imod mørket, som styrkerne formåede at fordrive mørket fra landet," han fortsatte i en behersket tone, lod blikket vandre rundt på de forskellige drageryttere. Hver og én, hvor han blik hvilede i nogle sekunder, før at det gik videre. "Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at vi giver os til kende." han tog en dyb indånding, som han foldede hænderne ud i samme sekund, som Malyros fløj hen over hovedet på dem og landede på de brede templemure bagved dragerytterne.

"Jeg har fordelt jer i nord, øst og vest," han fastholdt sit blik imod dragerytterne, og lod det ikke vige imod Malyros, som strakte hals imod den bragende himmel. "Hvis I har nogen indvendinger imod jeres destinationer, eller ser fordel i at begive jer et andet sted hen baseret på erfaring, så er jeg lydhør." Sagde han afslutningsvis, som han nikkede af og trådte ned fra statuerne. De få trin ned, så han atter var på samme højde som de øvrige drageryttere. Han havde selv planer om at drage imod syd, i særdeleshed Rubinien.



Denne tråd er forbeholdt Aladrios' vogtere, da de er de eneste med adgang til Ango Corda (Det kræver en drage.. eller et lift)
Tråden er mere en opsamling på plottråden, for at sætte hjulene igang - det er ikke forventeligt at I deltager aktivt, men I er selvfølgelig velkomne! Start også gerne jeres eget udfra denne.
Hel Eý’víndr, Elemér, Iáin, Idrys, Sata, Asvard  - har jeg overset nogen?

Vejret rasede og fik det til at larme lidt ekstra i templet. Som langt de fleste andre gange hele gruppen blev kaldt til forsamling, var Hel den sidste til at ankomme. Han var drivvåd. Den sorte silkeskjorte sad tæt til kroppen og det lange sorte hår sjaskede ned langs kinder og kæbe. Men trods hans gennemblødte udseende, så han ikke ud til at fryse det mindste. Derfor holdt han lidt afstand til alle andre, for hvis de rørte ham i dette øjeblik, ville de brænde sig.

Hel stod bagerst og selvom hans blik var fæstnet mod jorden, lyttede han efter mesterens ord. Så snart mesteren trådte ned igen, listede Hel sig igennem gruppen af folk, forsigtig med at ramme nogen på vejen. Han stoppede op da han endnu havde lidt afstand til ham.

"Mester dragemand." Han havde en tendens til at kalde alle alt andet end deres egentlig navn og deres mester skulle da ikke holdes udenfor. I det mindste kaldte han ham stadig mester.
"Med alt respekt, - hvis der, mod alt forventning, skulle opstå problemer, vil både jeg og Vexilan være langt mere behjælpelige i syden," forklarede han. Ikke i østen, som han ellers var blevet tildelt.
"Må jeg foreslå, at vi ledsager dig i rejsen mod syd?" Dette var udelukkende baseret på baggrund af Hels egen og hans drages magi, for erfaring havde han ikke meget af endnu. Desuden kunne det vel kun være en fordel ikke at rejse alene, og hvis alt gik som de håbede, betød det kun hurtigere gennemgang af sydens områder.

Mester dragemand, et besynderligt tilnavn, men Calanis vidste udmærket, hvem der havde sagt det. Han behøvede ikke løfte blikket fra den rulle han havde fået stukket i hånden af en anden munk. For at vide, at det var Hel, der havde henvendt sig til ham. Ikke forbavsende, som han dog lod Hel tale ud, imens at blikket ikke forlod rullen. Ordene på pergament rullen var dog ikke væsentlige for deres interaktion, hvorfor han rullede den sammen og placerede den under sin arm. Da vendte han blikket imod Hel.

Han betragtede Hel for en stund, uden ord, som tyggede han på drengens foreslag, imens at han lod blikket vandre forbi, imod de andre drageryttere. Han var overbevist om at der ville være er større behov i de andre regioner, men han kunne også forstå Hel's forslag. Når man tog højde for Vexilan's magi. Calanis tog en let indånding, før at han vendte blikket tilbage på Hel. "Jeg hører dig, Hel" svarede han roligt, som han foldede hænderne imod sin ryg, rodede lidt med knappen på bagsiden, som han nikkede imod de øvrige drageryttere. "Men.. min tanke med fordelingen var også at give dig mulighed for at lære de øvrige ryttere bedre at kende" forklarede han mere uddybende, som Hel havde det med at holde sig i baggrunden.

Blikket gled lidt frem og tilbage, som han atter tyggede på hans ord og det faktum at Vexilan nok ville være oplagt i syden. Malyros var dog hans modsætning. Kulde og varme ville ikke være en god blanding. Men også en god øvelse for de to drager. Han trådte tættere på Hel, også selvom han tydeligt kunne mærke den varme, som hans krop afgav. "Føler du, at det er det rette valg?" Spurgte han, henvendt til Hel's beslutning om at ledsage Calanis og ikke de andre drageryttere på deres færden.

Hel forblev stille, som han stod og betragtede mesteren i sin tankegang. Han fulgte hans blik, drejede overkroppen lidt for at se mod de andre drageryttere. Som gik han ud fra, at der foregik noget specielt, siden mesteren lod blikket vandre. Men intet skete. Så Hel drejede lige så stille tilbage og et lettere akavet smil bredte sig på hans læber. Han var ikke god til stilhed, ikke engang for en kort stund, men smilet blev meget mere afslappet, idet han svarede.

Men... Ja, selvfølgelig. Han forventede faktisk at få et direkte nej, netop fordi han havde en tendens til at snog sig udenom, når noget blev bestemt for ham. Men man kunne se overraskelsen over ikke at få det forventede nej, som brynene blev løftet en anelse. Mesterens forklaring fik Hel til at vende sig en halv omgang og endnu engang rette blikket mod de andre. Han rynkede let på næsen. Det var jo ikke en dårlig idé. Men han ville så nødigt ende med at føle sig uduelig, hvis der opstod gnidninger.

Hel nåede lige at vende sig mod mesteren igen, da han hørte en af munkene råbe i baggrunden.
"Hel, din kat har tisset i min sandal igen!" Med blikket plantet direkte i Calanis', forsøgte han at holde sig fattet, men han kunne ikke lade være med at grine. Han måtte klemme læberne sammen for at holde det inde, før han nikkede kort.
"Mrh. Det gør jeg. Ja," svarede han helt alvorligt og klemte så hurtigt læberne sammen igen for ikke at le, men det morende smil om hans læber forblev.

Det var ikke sådan at fordelingen af drageryttere havde været tilfældig. Tværtimod, så var Calanis udmærket klar over de små gnidninger i gruppen, men han vidste også at Hel var tilbøjelig til at holde sig lidt på afstand. Som han havde holdt sig i baggrunden i forsamlingen for få minutter siden. Dette havde været hans forsøg på at skubbe drengen imod de andre, men som han præsenterede ham med et modargument, så var han nød til at tage det til efterretning. Ak ja, det ville vel også være for simpelt, hvis dragerytterne fulgte hans ord? Han havde jo selv lagt op til, at de skulle komme til ham, hvis de havde nogen indvendinger.

Calanis var opmærksom på Hel's ord, selvom tankerne strøg tilbage imod flokken bagved ham. Hvis ikke de alle kunne arbejde sammen på kryds og tværs, hvad var formålet så? Han strøg fingrene hen over pergament rullen, som han flyttede den fra under armen til hans hånd. Blikket var eftertænksomt, som hans blik fangede en anden rytter. Denne havde dog fokus på Hel, som han gav sig tilkende og straks omtalte Hel's kæledyr. Katten. Han tog en dyb indånding, som han førte fingrene op til næseryggen og sænkede blikket en smule. Hel var endnu ung, hvilket hans kontrol over en killing også tydeliggjorde.

"Godt," begyndte han, som han forsøgte at holde irritationen fra sin stemme, da han vendte blikket direkte imod Hel og trådte nærmere. Varmen generede ham ikke, selvom han foretrak kulden til enhver tid. "Få styr på dine sager, vi tager afsted, som de første, ved daggry" forklarede han stift, og fastholdt Hel's blik. "Lad katten blive hjemme" tilføjede han med et suk.

Mesteren trådte nærmere, men trods han vidste, at varmen han afgav ikke var lige fedt for alle, rykkede han sig ikke det mindste. Læberne var stadig foldet sammen for ikke at lade latteren undslippe og Calanis' forsøg på at holde sin irritation dæmpet, morede Hel mere end han eller gav udtryk for, da der absolut ingen indikation var for hans morskab. Det ville jo ikke være pænt.

Hel nikkede ved hans ord. Daggry. Men alt morskab forsvandt med ét, da han blev bedt om at lade katten blive hjemme. Han åbnede munden, som skulle han til at forsøge sig med et argument, men endte med at sukke i stedet. Han vidste, at det ikke ville nytte at diskutere.
"Fint," sagde han lettere sammenbidt og vendte næsten lidt dramatisk ryggen til Calanis. Han nåede at gå et par skridt, da katten kom sprintende efter ham, og han rakte hånden ned for at samle den op.
"Jeg tager min kat og går. I vrede." Ironien var tydelig, da han selvfølgelig ikke kunne gå derfra uden at tilføje lidt til sin dramatiske vending. Og fordi han blev tvunget til at tage afsted uden sin kat.

En hånd blev rakt i luften som afsked.
"Vi ses ved daggry!" Halvråbte han og fik lige givet et par munke et lille chok på vejen med sit opråb. Han ville lige forsikre mesteren om, at han havde fanget mødetidspunktet. Hel var uansvarlig og havde intet filter når det kom til indskudte tanker. Alt blev sagt, når han var i trygge rammer, om det så var passende eller ej, men han var samtidig utrolig pligtopfyldende. Der var ingen tvivl om at han nok skulle være klar ved daggry.

De unge drageryttere havde endnu meget at lære, men måske det var bedst, at Hel tog med ham til Rubinien, så han kunne holde øje med den unge sjæl og måske få en oprigtig forståelse for, hvorfor Hel altid omgav sig med humor. Mon det var en facade og i virkeligheden et forsøg på at holde andre på afstand af ham? Calanis bed ikke yderligere mærke i det, men følte at udflugten kunne have mere end ét formål. Selvom det ene altid ville overskygge at spore sig ind på en ung dragerytter, så kunne han slå to fluer med ét smæk.

Skuffelsen var som malet over Hel's bevægelser, som han accepterede Calanis betingelse og dernæst samlede den lille killing op. Den dramatiske gang væk fra deres samtale rørte ikke Calanis spor, for så ville han næppe kunne begå sig i de kredse, som det var forventet af ham. Han nikkede blot til den unge drageryttere, da han drejede omkring og traskede videre. Mon han ville huske at bruge tid på at pakke til rejsen eller gøre det i sidste øjeblik?

Calanis vendte blikket op imod Malyros, som strakte halsen og rystede hovedet, så de krystallignende skæl reflekterede lyset fra månen og skubbede vandet af sig. Ikke at vandet forsvandt længe, da regnen stadig haglede ned over det mægtige bæst. Calanis smilte, som han kiggede tilbage på Hel, da råbte igennem flokken. Han nikkede blot til hans ord og lod drengen gå, imens at han rullede skriftrullen ud igen. Der var stadig ingen nyheder om den næste arving.. Usikkerheden ville sprede sig med lynets hast, hvis ikke de tog affære snart.