det var weekend. Yuri havde valgt at gå en tur fra sin bolig og væk fra larmen. der var gøglere i byen og de tændte hende lidt af med alt deres larm. Yuri var igang med at finde et roligt sted da hun kom til bymuren, hun så op af den og sukkede lidt. dagen var kun lige begyndt så porten var vel åben. Yuri lukkede øjnene og pegede hver sin vej. "hvilken vej skulle jeg gå idag" hviskede hun til sig selv. hun drejede om på hælen og valgte til højre mod porten og ikke den mod byen.

Yuri var en sort ulv. hun havde hvide spidser og hendes blik var gult i mørket. Yuri havde en flot figur og hendes tøj var lettere udfordrene. mest af alt fordi hun ikke skammede sig over sin krop hun havde en lille top på og en nederdel der flavrede omkring hendes ben.

hendes hale svang når hun gik. hun havde en trøje om livet til vis det blev koldt. hun nynnede let for sig selv og da hun kom til porten efter 5 min gårtur så hun bare ud af porten. skulle hun gå ud eller bare stirre ud. hun elskede at obsevere andre så hun kunne jo vælge at obsevere folk der kom ind?

Yuri gik lidt væk fra porten til en bænk og satte sig roligt ned der og så bare rundt. der var dejligt stille her i forhold til der hvor gøglerne var på vej hen. Yuri var ikke god til nærkontant, eller øjenkontakt. en brise ramte hendes sorte lokker so dansede i vinden. hun nød det faktisk. ikke tænke. ikke handle. ikke noget som helst.
"hey smukke hvad laver en lækker lille sag som dig her" sagde en der bestemt stank af møj og var kommet bag fra hende.
Yuri var ikke en man ville op og slås med. hun havde en kort lunte.
"jeg ser ud af porten vis De endelig vil vide det" sagde hun uden at se på ham. hun kunne lugte hans møj stank kom tættere på og det gjorde hende irretabel.
"hvad siger du til selvskab" sagde han og lagde en hånd på bænken for at gøre klar til at tage fat i hende og hive hende op eller sætte sig ved hende.
"vis De vil ha Deres liv kært smutter De NU!" sagde hun hårdt stadig uden at se på ham.

manden lød ikke til at forstå det. Yuri så mod porten stadig. men manden tog fat i hendes arm for at hive hende op til sig. hun hylede kort i forskrækkelse og da han vendte hende mod sig for at kysse hende vred hun hovedet tilbage og nikkede ham en skalde. "HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND DIN TØJTE" skreg manden op og slap hende da han faldt til jorden af det. Yuri tog sig til hovedet og rystedet det så godt hun kunne af sig. det var aldrig rart at bruge "hovedet" på den måde.

Der var efterhånden uroligheder over hele landet, langt som et tungt tæppe, der var svært at løfte på egen hånd. Men Calanis vidste godt, at borgerne ikke stod alene med opgaven. Med tiden ville den nye arving dukke op, men indtil da ville han og hans vogtere sørge for at der endnu var balance i verden, så endnu en krig ikke ville bryde ud. Hans vogtere var allerede spredt nær og fjernt og templet derhjemme stod næsten tomt for drageryttere.

Dianthos var altid det perfekte sted at have en finger på pulsen. Her var det tydeligt at mærke, hvad der rørte sig og hvor det pressede på, fordi befolkningen boede tæt. Derfor havde han også taget turen til Dianthos på ryggen af Malyros, men ladet dragen blive udenfor byen for ikke at tiltrække sig unødig opmærksomhed. Han var ikke kommet for at gøre et nummer ud af det, men for at blænde lidt i med mængden, måske. Hvis man kunne det, med den uniform han bar på. Nok lignede han ikke byvagterne, men det tydelig segl på hans bryst indikerede hans tilknytning til Aladrios' Vogtere. Hans orden.

Et skingert hyl distraherede ham fra den samtale, han havde haft med en ældre dame, der havde haft problemer med at bære poserne med grøntsager hjem. De var endt med at snakke om fortiden, da han hørte hylet og undskyldte den pludselig afbrydelse, før at han søgte lyden. Hvad fanden bilder du dig ind, din tøjte, var ordene der nåede hans øre, som han drejede rundt om hjørnet og ikke langt fra porten kunne fornemme en kvinde og en mand i et verbalt skænderier, omend det røde mærke på mandens pande tydede på noget mere.

"Undskyld, hvis jeg blander mig, men jeg kunne ikke undgå at opfange Deres skænderi over den sædvanlige tumult i byen" han gjorde sig selv tilkende med armene placeret bag ryggen og en rank ryg, som han trådte hen til dem og stillede sig mere eller mindre imellem dem, med fokus på den mandlige deltager. Han løftede stille den ene hånd, som han pegede bagved manden. "Må jeg foreslå, at I går hver til sit?" han rømmede sig let, som han nikkede i modsatte retning, før at han vendte sig imod Yuri og placerede hånden imod sit højre bryst. Han bar et sværd ved sin side, blot som en sikkerhed og en indikation af sin rang, men han havde aldrig haft behov for at trække det og forventede ikke at behovet opstod nu. "Jeg skal ikke forstyrre Dem mere, frøken" han bukkede hovedet let, som han kiggede sig over skulderen for at sikre sig, at manden gik sin vej, før at han følte det var i orden at efterlade hende alene på bænken.

Tøjte!!! sagde han virkelig det til Yuri. hendes øjne begyndte at flamme op i vrede. hun knyttede næverne og så ned i jorden da en stemme pludselig lød midt i det hele. Yuri slap hænderne og så op på en der kom mod dem med rank ryg og hænder på ryggen. noget hun bemærkede som det første. hun have stadig vrede i øjnene.  da manden endelig kom op og stå skulle han til at gå mod Yuri da denne fremmede kom ind foran ham og pegede bag ud. "jeg skal nok finde dig igen... Tøjte" det sidste ord hviskede han men Yuri var jo ulv og hørte det udemærket.

hun knyttede næverne igen og skulle til at fare mod manden da den fremmede talte til hende. hun så kort på hans sværd og så på den ubehaglige mand. "Ingen.... INGEN KALDER MIG EN TØJTE!" skreg hun op og åbnede langsomt sine hænder og små ild flammer kom frem. de var blå. hun så mod den ubehaglige mand der havde vendt sig om mod hende. "du udfordre skæbnen" sagde hun men hvem hun talte til var svært at finde ud af da det kunne være til den ubehaglige mand men også til ham der stod foran hende.

Yuri havde godt nok udfordrene tøj på men det betød ikke hun var en tøjte, hun var bare glad for sin krop. hun holdte den blå ild i hænderne nede mod jorden og kastede så en af ild kuglerne mod den ubehaglige mand. der skreg i frygt da ilden jo ikke just var behagelig i denne situation.

Yuri ramte mandens overarm da han nåede at flytte sig. hun havde en ild kugle mere i hånden. skulle hun prøve igen?
Yuri var ikke en folk normalt lagde sig ud med pga hendes korte lunte. hun havde sine ulve tænder visende og ørene havde lagt sig helt ned i vrede og halen stod op og hun rejste børster i vrede. og man kunne se på hendes øjne der var død i øjnene. hun så denne mand død snart. vis ikke han hurtigt forsvandt.

Et suk undslap Calanis læber, som situationen så ud til at eskalere. Han trak vejret dybt, som han endnu ikke flyttede sig eller forsøgte at undvige fra den ene eller anden. Lidt mundhuggeri havde ikke skadet nogen før, men han kunne tydeligt fornemme, at hvis de ikke blev skilt ad for alvor, så ville det eskalere og så kunne det gå udover de øvrige borgere i området. Måske han skulle tilkalde byvagten, det var trodsalt deres område og ikke hans, men han kunne ikke umiddelbart få øje på nogen i området og før de nåede frem, så ville det måske være for sent.

"Kan vi måske lige trække vejret lidt?" spurgte han fuldkommen afslappet, som han ikke gjorde tegn til at springe imellem dem udover at han måske allerede stod lidt imellem dem for at få manden til at gå sin vej. Men den unge kvinde ønskede tydeligvis ikke at lade fornærmelsen passere, så der var ikke meget han kunne gøre end at forhindre det hele i at eskalere. "Frøken.." forsøgte han, som han havde lidt på fornemmelsen af, at hun nok var tæt på at tænde af. I bogstavlig forstand faktisk. "De burde ikke spilde Deres tid på ham" forsøgte han stille, som han ikke skænkede manden et blik, men han kendte selvfølgelig ikke hele historien. Udover den fornærmelse han havde overhørt første gang.

Den første ildkugle fløj forbi ham, som han var lettere overrasket over kvindens pludselig behov for fysisk at angribe manden. Hun havde gjort et godt stykke arbejde ved at ignorere ham i begyndelsen. Men nu gav hun manden hvad han havde bedt om, hendes fulde opmærksomhed. Calanis vendte sig direkte imod hende, som han lod blikket falde på den anden ildkugle, før hun nåede at reagere og kaste den, åbnede han munden og sendte en isende kold luft afsted mod hende, som straks opslugte den blå kugle af ild.

Han rakte hænderne frem imod hende, men holdt sig stadig på afstand. "Sænk hænderne og lad mig håndtere situationen, som det er bedst.. Ved at tilkalde Byvagten" hans tone var fortsat rolig og behersket. Han forsøgte ikke at trænge hende op i en krog, men holdt sig på afstand, imens at manden bag ham formåede at slukke den første kugler ved at rulle sig på jorden og blive smurt ind i jord og snavs. Men det gjorde ikke hans lugt værre.

Byvagten ville være for langsomme til at komme. og at trække vejret havde ikke just nogle effekt på Yuri lige nu. hendes øjne lyste i vreden over mandens fornærmelse.  hun så på den fremede da han talte om at hun ikke skulle spilde tig på ham. da havde hun kastet ildkuglen. den blå ild var farlig. den var nemlig varmere end almindelig ild. hun så ikke på den fremmedes blik men fornemmede han vendte sig mod hende.

hun mærkede dog en pludselig kulde i ilden og trak hånden til sig da det gjorde ondt. hun så ned i hånden og førte hånden op til sig og så ilden var.... gået ud?! hvordan var det muligt. pludselig glemte hun alt om de to mænd og så på sin håndflade der var lidt blå af kulden. hun vågnede lidt op da manden talte om hun skulle sænke hænderne og lade ham håndtere det. "by vagter... de når da ikke at komme før ham der er stukket af... det, eller de vil tro hvad end han siger til dem... for jeg er jo bare en kvinde" hun havde ikke tiltro til byvagterne, især ikke i denne situation hvor en mand prøvede at få "sex" med en kvinde der var alene. ja han ville sikkert fordreje det til sin fordel.

Yuris øjne slappede pludselig af og hun så bare på den blå hånd og skænkede ikke et blik til den ubehagelige mand der endelig fik ilden slukket og tog halen mellem benene... eller hvad han nu havde. ilden var kun gået ud fordi hun slappede af. hun var meget uforusigelig med sin lunte. hun pustede lidt på hånden for at få dens varme tilbage. kulde gjorde ondt? hvordan var det muligt når hun havde den blå ild? 

Yuri hørte mandens skridt var langt væk og så mod den fremmede uden at se ham i øjnene. hun så på hans mave. ja mave. hun var dårlig til øjenkontakt. og nærkontakt. hun så lidt på ham og lagde hovedet på skrå så hendes sorte lokker faldt ned fra hendes skuldre. "hvad har De gjort ved min hånd" spurgte hun underligt da hun aldrig havde oplevet hendes blå ild gik ud med mindre hun ville ha det.

Kulden var ikke ment til at skade hende, men blot neutralisere flammen i hendes hånd, derfor forsvandt den også fra håndoverfladen, som han skævede imod manden bag ham. Det eneste formål kulden havde haft var at forhindre Yuri i at sprede en brand. En brand der med al sandsynlighed ville være svær at stoppe for andre end hende. Derfor var han nød til at træde ind og stoppe den anden kugle fra at blive et vildskud, som kunne ramme de omkringliggende bygninger og sætte hele kvarteret i flammer. 

Han sukkede svagt af hendes ord, det var den samme opfattelse han havde fået fornemmelse af før, når det kom til byvagterne, men de var ikke under hans ordre, så han kunne desværre ikke gøre noget ved det. "Jeg er ked af, at De føler sådan om Byvagterne" svarede han behersket, som han slap sit greb bagved ryggen og lod armene folde sig foran, så hun kunne se hvor han havde hænderne henne og dermed kunne sikre sig, at han ikke var ude på at noget, som han trådte lidt tættere på. Men der var stadig nogle meter imellem dem.

Calanis hørte lige pludselig bevægelse bagved sig, som han lukkede øjnene kortvarigt, sukkede og vendte omkring. Endnu en gang sendte han en isende kulde fra munden med kurs imod mandens ben. Nok til at fastfryse ham til brostene. Uanset hvor meget han hev og sled, så ville isen ikke slippe ham. "Et øjeblik, frøken" undskyldte han på foran, som han trådte hen til manden og fik øje på en byvagt ikke langt væk. Han piftede og viftede vagten tættere på, som han forklarede situationen uden at involvere Yuri i udtalelsen. I hvert fald ikke mere end nødvendigt. "Jeg vil sætte pris på, hvis De kunne sætte manden i arresten natten over" afsluttede han, som byvagten nikkede til ham, kastede et blik på seglet, før han trak manden med sig.

Calanis vendte atter retur til Yuri med en hånd imod brystet, som han bukkede hovedet i en mindre hilsen. "Jeg beklager det med Deres hånd, men jeg kunne ikke risikere at ilden ramte ved siden.. af Deres mål" undskyldte han høfligt, som han vendte blikket imod porten. Han havde sjældent benyttet sig af porten, udover denne dag, ellers var han nok ikke stødt på damen og dernæst Yuri på sin vej.

Yuri så hvordan hånden fik sin normale farve igen. men hvordan slukkede han en blå ild? det plejede folk ikke at kunne ved at puste? hun anede ikke hvad han var eller hvem han var men hun så ikke på hans øjne. da han talte om byvagter trak hun på skuldrene som i at hun var van til det. hun så lidt på sin hånd og vendte den roligt rundt i hendes synsfelt. da han så  gik over til den nu fast frøsne mand så hun på mandens ryg. fandtes der nogle der faktisk stolede på hendes ord? det kunne hun næsten ikke tro.

hun så mod byvagten og den fremmede. så havde en da taget sig af fulderikken. da han kom tilbage havde hun lige så stille begyndte at sænke armen fordi hun havde fået farve og følelsen af den var normal igen tilbage. hun så på hans hånd han lagde på sit bryst hvor efter han bukkede i en hilsen.

hun begyndte at grine. hendes mål! det lød helt komisk. hun så på jorden og overvejede hvad hun skulle sige. ja hun havde ville ramme manden. han skulle jo ikke slippe af sted med at overfuse hende og kalde hende en tøjte. for det var hun ikke. "jeg kunne ha slukket ilden vis jeg "ramte ved siden af" men det skete jo ikke" sagde hun roligt og bevægede fingrene som spillede hun klaver i luften. faktisk var det bare fordi hun ikke kunne holde sin krop i ro eller sine hænder for længe af gangen.

Yuri havde et hidset temperament og det vidste alle der kendte hende. men hun kunne være lige så blid og blød som vinden i hendes hår. hun skulle bare læres at kende. hvilket ikke alle var med på når de lærte hun var pyroman. men hun kunne ikke gøre for det. ild var bare så.... smukt!
hun så mod porten igen og så folk var væk. de havde stukket af ved ildens nærvær. hvilket folk også gjorde med hende, hvilket gjorde hende trist ved at folk ikke tog sig tid til at finde ud af hun var et halvdyr som alle andre, bare.... med mindre nærkontakt og øjenkontakt, så var hun som andre. hendes opstående øre faldt pludselig ned i en trist stilling. hendes dag var ødelagt og det gjorde hende lidt trist.

Det var tydeligt for Calanis, at den unge kvinde var fokuseret på hendes hånd og det lille nummer han havde lavet for at slukke flammen få ganske få øjeblikke siden. Det ville være muligt at forklare det meget simpelt, men samtidig havde han brug for at der blev taget hånd om hendes 'overfaldsmand', selvom det nu mest så ud til at hun havde styr på situationen og sagtens kunne afværge ham, omend det kunne være blevet en smule varmt ved porten i samme ombæring. Det var nemmere at håndtere situationen, som han gjorde nu, end at skabe et større røre i byen. Derfor havde han heller ikke problemer med at involvere byvagterne, når det nu var deres arbejde. At holde orden. Og som vidne, i hvert fald næsten, til optrinnet, så var han nød til at give sin forklaring også.

Da den unge kvinde lige pludselig begyndte at grine, sank han skulderne en anelse. Noget kunne tyde på, at det ikke havde påvirket hende mere end højst nødvendigt. Så var han mere rolig ved at lade hende vende tilbage til dagens formål. Hvad end hun nu fik tiden til at gå med. Men hendes ord fik alligevel ham til at stoppe op, hæve det ene øjenbryn før at han nikkede. "Jeg betvivler ikke Deres evner, Frøken, jeg ville blot sikre mig at det ikke eskalerede til et punkt, hvor De ikke kunne komme tilbage fra" forsvarede han roligt, måske endda en smule undskyldende, som han ikke havde forsøgt at fornærme hende med sine ord. Tværtimod.

Hendes humør så ud til at forandre sig pludseligt, som ørerne lagde sig ned og der sænkede sig en underlig stilhed omkring dem. "Tager jeg meget fejl, hvis jeg har den opfattelse af at De bor i byen? For jeg kunne godt bruge en rundvisning, hvis De har tid, selvfølgelig" spurgte han stille. Nok kunne han selv finde rundt, men måske hun manglede noget til at distrahere sig selv med. Selvfølgelig ville han ikke påtvinge sit selskab over på hende. Han kunne sagtens gå rundt på egen hånd. Men hun lignede en, der måske havde brug for noget selskab?

Yuri havde godt styr på den blå ild hun kunne lave. faktisk meget godt styr på det. hun så mod hans bryst og da han talte stirrede hun mod hans mund. hun blinkede lidt og sagde så ganske roligt. "jeg kan suge ild ind i den blå ild. så jeg kunne forhindre det, vis jeg ville" at hun var pyroman kunne man ikke se på hende. men hun elskede ild. og hun elskede at stirre på ild. nok derfor hendes blå ild var hendes kendetegn for hende.

da han pludselig begyndte at gå og hun stod der i egne tanker og ørene faldt ned hørte hun hans skridt ikke kom videre. hun så mod porten og så mod ham igen uden at se i hans øjne. faktisk vidste hun ikke engang om han var grøn øjet eller brun eller noget helt tredje. hun vidste kun hans hud var lys. og at han ikke havde vampyr hugtænder.
"jo jeg bor her." sagde hun kort og så ned på jorden mellem dem. hun tænkte lidt over det han sagde. en rundviser, hun havde tid, men ville det nu være en god ide. en der rørte hende og hendes næve var nok i den persons ansigt. lige meget hvad der havde gjort det.

"det kan jeg vel godt. men regn ikke med den store visning." hun ville helst ikke hen hvor hun vidste at gøglerne var. for de larmede og det irreterede hendes hoved og hendes sind. Yuri vidste dog at det var altid sådan på denne tid, men hun ville helst ikke over til larmen.

Calanis nikkede roligt til hendes ord, det virkede lidt som om, at hun ikke troede på hans ord, derfor var der heller ingen grund til at grave mere i det. Det kunne godt være, at hun kunne have forhindret en eventuel brand i at bryde ud, men han ville til enhver tid forhindre at det overhovedet kunne være sket. Så hellere stoppe det, før at det kom for langt. Ellers ville han normalt heller ikke blande sig i andres affære. Men her havde han set så nødsaget til det, hvis ikke dagen skulle være blevet ødelagt for begge parter i skænderiet. Selvom hun muligvis ikke bar meget af skylden og størstedelen lå på den hjemløse.

Som en rigtig gentleman, så ville Calanis aldrig gå sin vej, før at han havde sikret sig af hans selskab havde det godt. Eller i hvert fald ikke var i fair med at brænde noget ned til grunden og hendes tristhed ramte ham på en underlig måde. Derfor følte han sig nødsaget til at tale med hende eller indlede en samtale, der måske kunne give hende noget værdi på dagen? Hendes ord bragte et venligt smil over hans læber, som han havde haft det lidt på fornemmelsen, at hun måtte være fra hovedstaden. "Jeg er ikke selv fra byen, men Krystalhavet, så jeg er ikke så velbevandret i området" indrømmede han blankt. Det havde han måske været, hvis han ikke for det meste fløj over byen på ryggen af Malyros.

Hendes accept på hans forslag fik ham til at smile varmt. "Selv en lille rundvisning, vil gøre underværker for mig" svarede han ærligt, som han bukkede hovedet for hende. Der hvilede en undertone af taknemmelighed i hans ord. "Forresten, De må gerne kalde mig Calanis, Frøken" fortsatte han mindst lige så høfligt som før. Nok behøvede de ikke introducere sig for hinanden, men han havde det bedst, hvis hun kendte hans navn. Han tvivlede også på, at hun havde hørt om ham.

Yuri havde tit problemer med mænd i hendes tilstand skulle de ikke røre hende. snakke med hende. fint nok. men rørte det hende fik de en på siden af hovedet. hun så på ham da han fortalte at han ikke var fra byen af. nej det ville være dumt at bede om en rundvisning vis man var fra byen af.
Yuri så på ham og vidstse ikek hve han var. eller at han red på drage. Yuri så på ham da han og så nu det hvide hår. noget i hendes sagde "pas på, den hvide ulvs forbandelse." ja det var en opdigtet forbandelse men det mindede om hendes tvilling. Yuri lukkede øjnene hårdt sammen i et øjeblik og sukkede et hurtigt suk da han instruerede sig. " Yuri Suzukimi." sagde hun og så væj til han rejste sig. hun var lidt i tvivl om han var en del af forbandelsen. men det kunne hun jo nok finde ud af. hun ventede et øjeblik og gik så forbi ham ind mod byen. hun vendte sig om og så på hans føder. "kommer De" spurgte ventene. hun så ind od byen og noget i hendes havde lyst til at brande noget nu hun havde fået smag for ilden igen. måske hun skulle finde smedjen og få lidt ild syn. 
Yuri var nok ung men hun var usikker på sin fremtid. mest fordi hun havde en i familien hun ikke havde fået lov at slå ihjel... ja det lød barsk men hun havde slået sine forældre ihjel og næsten sin søster, vis ikke det havde været for de såkaldte venner hun havde haft dengang.

Der var tydeligvis noget, som plagede den unge kvinde. Men Calanis forsøgte så vidt muligt at give hende plads, derfor kunne hun også nemt have sagt nej til hans forslag. Men det bragte alligevel et høfligt smil frem på hans læber, da hun så ud til at gå med på ideen og nu var ivrig efter at komme videre. Derfor var det også på plads, at han fik sig selv præsenteret, ikke at hun lod til at bide mærke i navnet. Det var heller ikke alle, som havde overværet dragernes ankomst til Dianthos. Eller havde tid til at følge med i begivenhederne i landet. De fleste havde nok problemer i deres eget liv. Hvilket hun mindede ham lidt om. Men han ville ikke grave i det.

"Jeg er glad for, at De gerne vil give mig en rundvisning, Frøken Suzumiki" lød det høfligt og varmt, som han rejste sig fra bænken og gik hen til hende. Han valgte dog fortsat at holde afstand til hende, da han havde bemærket hendes behov for at undvige hans blik og vige fra hans nærvær. Måske det var et behov, som hun havde? Personligt var han van til at folk kom tæt på, men alle kunne formå at holde en respektfuld afstand, ligesom han gjorde til hende nu. "Ja, selvfølgelig" svarede han hastigt, som hun tydeligvis havde travlt eller bare gerne ville videre, så hun måske kunne slippe af med ham?

Hans blik vandrede stille opad, som han skævede imod himlen. Det var en gammel vane, som var svær at lægge fra sig. Hænderne blev også placeret imod hans ryg, som han fulgte hende langs gaden uden at sige et ord. I stedet lyttede han til dagligdagens tumult omkring dem.

hans udtale af hendes navn gjorde hun rullede med øjnene. folk havde altid svært med alle de navne de mødte men det gjorde det alligevel lidt irreteret at de udtalte det forkert "jeg hedder Suzukimi. vis det er iorden med Dem" sagde hun og begyndte at gå ind od byen. da han kom op ved hende i en behørlig afstand begyndte hun at fortælle om byen og de forskellige butikker i gaden de gik i. "og her Calanis er den bedste kro, eller det siger de forskellige der har været der inde." sagde hun og stoppede op foran en kro. hun havde hørt mange gå ud der fra og sige de havde nydt opholdet eller maden.

Ja Yuri havde aldrig været på en kro. de var for befolket for hende. men hun elskede at lytte til folk der gik på gaden og talte om de forskellige steder de havde været. Men for Yuri var det sådan lidt.... lige meget hvor hun var. hun ville opservere ikke være der. hun havde svært ved mange folk og derfor opserverede hun tybisk fra sin bolig og lyttede til hvad folk talte om. ja Yuri var lidt sær. hun havde svært ved øjenkontakt og ved nærkontakt. nok derfor hun ikke havde venner.

hun stod i 5 min og lyttede til folk der gik rundt men hun fokuserede på Calanis stemme vis han skulle kommentere på det.
hun så videre ind od byen og tænkte lidt over hvad han mon gerne ville ha vidst hvor lå. en skrædder? en smed? måske en bager? hun vendte ansigtet mod ham og fokuserede på hans mund.